Fugl Føniks

Ikke regionstypisk— og derfor ikke værdig til markedsføring som kvalitetsvin fra Rheinhessen. Således lød dommen over debutårgangen 2009 fra myndighedernes lokale smagepanel. Man må finde sig i meget, men heldigvis er Klaus Peter Keller— manden bag nogle af Tysklands dyreste og mest feterede Rieslinger— ikke typen, der nemt giver fortabt og stryger flaget.

Det var nu heller ikke hans Riesling, der faldt i unåde hos myndighederne; men en Silvaner fra særligt udvalgte stokke, et forsøg på at løfte druen op i en helt anden liga. Holder man sig ikke helt inden for de definerede vintyper og stilarter, kan man dog nemt komme i klemme. Senere slap vinen dog igennem nåleøjet; og den er kommet stærkt igen som “en af de bedste, hvis ikke den bedst på Silvaner-sorten overhovedet”. Navnet er Feuervogel, en ildfugl, der rejser sig som en Føniks fra asken.

Saftigheden, mildheden, letheden, det er Silvaners særlige kendetegn— og underfundig frugt, kalket mineralitet samt en diskret dybde er dens adelsmærker, når der er vinmagere af Kellers kaliber på færde. Den aktuelle årgang 2019 flyder stilfærdigt over af saftig gråpære, fersken frisk fra træet, hvid te, græs, nyslået hø og noget nærmest jordet, gæret, røget— antydningens kunst, intet i overmål. Læskende som køligt kildevand, en næsten mælket blødhed, syren slænger sig ubesværet igennem, og vinen runder helt tørt og let salt af. Det er sagte og storladent på samme tid. Man kan føle sig hensat til en dugfrisk vinmark en sommermorgen i Rheinhessen; og hvis Silvaner kan afstedkomme det, så er den vel regionstypisk?

Rekapitulation

Silvaner er en gammel kending i Rheinhessen. Kun knapt 8% af vinmarkerne er i dag beplantet med sorten (mod godt 18% med Riesling), men for 100 år siden så det helt anderledes ud: Her var godt halvdelen af alle Rheinhessens vinmarker plantet til med Silvaner, og selvom størstedelen blev til simpel Schoppenwein, en bordvin til at slukke tørsten, vidste vinbønderne i Rheinhessen som i Franken, at den også kunne yde noget særligt, især på de karrigste kalkstensjorde. Men i mellemtiden kom Müller-Thurgau og overtog rollen som leverandør af most i massive mængder; og Riesling kom for alvor på mode igen, især fra andre områder som eksempelvis Rheingau og Mosel. Hessiske vine var der ikke rigtigt nogen, der regnede for noget. Det var først efter årtusindeskiftet, Stuart Pigott kunne udråbe området til “the dream factory of German wine”.

Silvaners skæbne har generelt været grumme ujævn. Dens historie går over 500 år tilbage, hvor den var kendt og afholdt i sit fødeland Østrig. Her er den sandsynligvis opstået som en naturlig krydsning af Traminer og den nu næsten uddøde Österreichisch Weiss. Først senere dukkede den op i Tyskland, nærmere bestemt hos Fürstlich Castell'sches Domänenamt i Franken, hvor de første stokke af denne ‘Österreicher’ plantedes i 1659. Sorten vandt hurtigt fodfæste i Franken, hvor Goethe skyllede den ned med et “Ingen anden vin smager mig”— og Franken og omegn blev Silvaners nye hjemstavn, da den i de mellemliggende århundreder tabte terræn til især Grüner Veltliner i Østrig, hvor den i dag er en sjældenhed andet end i Gemischter Satz.

Tilbage til nutidens Tyskland, hvor Silvaner stadig står i skyggen af Riesling, også i Rheinhessen. Sådan må det selvfølgelig være, når Riesling er “the best white wine on Earth” for nu at citere Stuart Pigott igen. Riesling kan afbilde sin oprindelse med stor detaljerigdom, den kan frembringe fortryllende aromaer, ung som gammel, og så er den en glimrende gastronomisk ledsager. Alt sammen generelle træk, som egentlig også gør sig gældende for Silvaner. Sandt nok, Silvaners aromatik er mere diskret, og syren går mere stille med dørene; og så vinificeres den for det meste kun som tør vin. Men netop dens diskrete sortskarakteristika gør vinen sensitiv i forhold til oprindelse og vinifikation: Man kan simpelthen tydeligere smage, hvad druerne har været udsat for i mark og i kælder, når druens egenaroma ikke larmer hen over det hele. Foruden en frisk æble- og pærefrugt fornemmer man ofte fine dufte og smage af græs, hø, eng og jord i Silvaner. Måske det er terroir, måske det er druens eget stof. Spændende nok dukker det især op, hvis man lader vinen finde sig selv i flasken over en årrække. Silvaner når næppe Riesling til sokkeholderne, når det gælder evnen til langtidslagring, men de bedste Silvanere kan nemt klare ti eller tyve år og vinde på det. Man kan for alvor få smag for sagen, hvis man skænker bedagede dråber fra Schlossgut Castell, Juliusspital, Zehnthof Luckert, Schätzel eller for den sags skyld Keller i glasset.

Keller i marken

Weingut Keller ligger længere inde i landet end langs selve Rhinen, vi er i bakkerne i det såkaldte Rheinhessisches Hügelland. Huset har været i familiens varetægt i ni generationer, siden 1789. Klaus Peter Keller overtog fra sin far i 2001 og driver i dag huset med sin hustru Julia og deres sønner Felix og Maximilian. Keller er uddannet ønolog fra vinbrugsskolen i Geisenheim, og han stod siden i mesterlære på to af de helt store huse i Bourgogne: Domaine Hubert Lignier og Domaine Armand Rousseau. Herfra fik han vigtig lærdom om dyrkning af vin på kalkstensjord samt inspiration og mod til at lave store, terroirdrevne vine. Riesling er husets hovednummer med vine som Abtserde, Hubacker, Kirchspiel og G-Max. Men et fokus på Pinot Noir er også naturligt, og desuden dyrkes en smule Scheurebe, Rieslaner og så Silvaner.

“Man må kende sine druer godt og grundigt for at kunne lave god vin” — og ifølge Klaus Peter Keller kræver det gamle stokke på en velegnet jordbund for at få Silvaner til at springe ud i fuldt flor. Nu ligger det så heldigt, at Keller selv er i besiddelse af begge dele, så i det mindste foreligger muligheden for stor Silvaner fra kælderen i Flörsheim-Dalsheim. Sorten står plantet på markerne Bürgel, Kirchspiel og Steingrube. Druerne fra de yngre stokke bliver til vinen Grüner Silvaner, en saftig og ukompliceret sommervin, mens de ældre stokke på Bürgel og Steingrube leverer druer til den fornemme Feuervogel. Ældre er i denne sammenhæng over 50 år gamle, og nogle få af stokkene nærmer sig de 100. En særligt selekteret udgave, Feuervogel Reserve, er flasket udelukkende på magnum og sættes til september på bud på VDP Versteigerung, forbundets årlige auktion.

Druerne er høstet sidst i september efter en glimrende sommer med masser af sol, tilpasse mængder af regn og kølige nætter hen ad sensommeren, så der var sikret koncentration, modenhed og friskhed. Nænsom presning, et døgns skindkontakt og gæring på store, gamle træfade (såkaldte Doppelstückfässer) uden temperaturstyring. Efterfølgende otte måneders modning på gærresterne. Vinen er superfrisk og drikkeklar nu— men drikkemoden bliver den nok først efter nogle år, hvor det mineralske og krydrede vil træde tydeligere frem og kompleksiteten for alvor folde sig ud.

Flaske: Feuervogel 2019  
Vinhus: Weingut Keller  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Silvaner  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine
Pris: 299,-  

En virtuos i vinmarken

Wien hænger uløseligt sammen med musik. Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Strauss slog deres folder her og har været med til at manifestere Wiens position som hovedstaden for klassisk musik. Men vin og vinavl er lige så uløseligt forbundet med byens kultur og historie. “Klimaet er ideelt, langs Donau strømmer der om natten kølige vinde ind fra vest, men Wien får også varme indslag fra den pannoniske slette mod øst; og der er store forskelle i jordbunden. Men det særligste er nok alligevel, at Wien er verdens eneste storby med godt 650 hektarer vinbrug inden for byens grænser.”

Sådan siger et vaskeægte bysbarn, violinisten og vinmageren Peter Uhler. Ved siden af en karriere som symfoniker og folkemusiker har han etableret sig som økologisk vinbonde i byens 19. distrikt Döbling, og på mindre end to årtier har han vist sig som en virtuos også i vinmarkerne. Wienerne har længe kunnet glæde sig over hans præcise, elegante og nærmest underspillede vine; og nu har Vinpusheren gjort det samme muligt for det danske publikum.

Tilfældets musik

“Allerede som barn havde jeg interesse, en egentlig passion, for landbrug. Hver sommerferie var det mig en stor fornøjelse at hjælpe til med høst, staldarbejde og skovhugst på en bondegård i det østrigske alpeland.”

Peter Uhler, årgang 1971, er født og opvokset i Wien, hvor han sidenhen studerede musik og nu altså også gør den som vinbonde. Musikken kom til ham på musikskolen i Döbling, hvor en talentspejder udså den dengang 7-årige dreng som særligt duelig til violinspil. Men først langt senere, efter eksamen på musikgymnasiet i Neustiftgasse, stod det klart, at musikken var vejen, han skulle gå professionelt. Han studerede på Wiens musiske universitet, med mesterlære hos professorerne Michael Frischenschlager, Evgenia Tchougaeva og Jan Pospichal, og siden fulgte en karriere som solist, som kammermusiker og i større ensembler. I dag er han førsteviolinist i Wiener Radiosymphoniker (siden 2000) og violinist i kvartetten Neue Wiener Concert Schrammeln (siden 1994).

“Men hvis jeg ikke havde studeret violin i Wien, var min vej sikkert gået i retningen af landbrug. Ved et tilfælde fik jeg min første vinmark i 1999, da en mig bekendt vinmager kendte til min forkærlighed for at arbejde med jord og planter. Så lærte jeg det grundlæggende om vinbrug på en lille vinmark med Riesling og Grüner Veltliner.”

I slutningen af 1990’erne stod Wiens vinbrug endnu foran sin store fornyelse. Mange af de veletablerede vinmagere var i pensionsalderen, og der var en del marker til salg. Samtidigt fattede en flok udefrakommende unge interesse for at engagere sig i vinbruget, f.eks. designeren Jutta Ambrositsch og bankmanden Klaus Windischbauer. Dengang boede Uhler praktisk talt lige op ad en vinmark på Reisenberg, og det var vennen og vinkroværten Matthias Hengl, der ansporede og udlånte en mark til Uhler: “Efter at have diskuteret halve nætter om hans seneste høst, vidste han, at vinbrug virkelig interesserede mig,” fortæller Uhler. Forsøget blev en succes, og siden bød mulighederne sig for at købe sig ind på flere parceller på både Reisenberg og Nussberg. I dag dyrker han 2,5 hektarer— samtidigt med karrieren som violinist.

“Jeg tror, at det at lave vin har ganske meget til fælles med det at spille musik. Man må hele tiden være opmærksom og lyttende. En musiker må allerede i ungdommen være særdeles flittig for at få de tekniske færdigheder på sit instrument, det kræver at blive professionel. Den vedholdenhed er noget, man godt kan få brug for som vinbonde!”

Selvom han er strengt skolet, slår Uhler alligevel fast, at såvel musik som vin er noget emotionelt, noget som må forfølges med passion: “Som musiker må man lytte mere til sin intuition end til rigide regler. Man vænner sig til, at ens personlige stil og individuelle træk er ens adelsmærker. Omvendt må man i et orkester også kunne være en brik i mosaikken, man må kunne flette sig ind i orkesterets grundklang. Personligt tror jeg, at min uddannelse som musiker hjælper mig i en sanselig omgang med druerne på marken og i forarbejdningen af mosten i kælderen, hvor jeg hver dag forsøger at forlade mig på min intuition.”

Nærheden til naturen

Döbling er lidt som en landsby i storbyen. Bydelen ligger i den nordlige ende af Wien, langs Donaus højre bred og ved de store bakker Reisenberg, Nussberg og Kahlenberg, alle gennem århundreder grobund for gode vinmarker. Særligt kvartererne Nussdorf og Grinzing har gjort sig bemærket for sine vinhuse, og allerede i 1800-tallet udgjorde Döbling en oase for wienerne, hvor man kunne komme væk fra bylivets jag og nyde freden, udsigten og ikke mindst vinen fra de lokale vinmagere. Den kombination af livet på landet og livet i byen er bibevaret den dag i dag, og Uhler fremhæver det som et særligt bidrag til byens kultur og den høje livskvalitet. Döbling er hjemsted for adskillige Heurigen, de traditionelle små vinkroer, hvor værten serverer egen vin og hjemmelavede småretter til at stille den værste sult. Traditionen tro er der ofte musik om aftenen, og man kan stadig opleve Wienerlied og Schrammeln, en sær mikstur af munter og melankolsk musiceren. Musikken har navn efter brødrene Johann og Josef Schrammel, som i slutningen af 1800-tallet betog byen med deres ensemble af to violinister, en guitarist og en harmonikaspiller. Uhler underholder af og til også selv med sine Schrammel-kolleger. Det er Wein, Weib und Gesang på højt plan!

“Det jordbundne er vigtigt, også for musikeren,” fastslår Uhler, der bruger tiden i marken og i kælderen til afspænding fra øvning og koncerter. I sine vine forsøger han også at vende tilbage til naturen, til det direkte udtryk for tid og sted. Derfor er han også overbevist økolog: “Økologisk dyrkning kræver, at du lever sammen med vinmarken, så godt som hver dag må du gå gennem markerne, og du må reagere hurtigt og afstemt på vinstokkenes behov. Vi har mange eksempler på, at den højeste kvalitet og de længst levende vine er økologiske.”

“Jeg mener, at økologisk landbrug burde være standarden. Mange videnskabelige undersøgelser og en lang række praktiske erfaringer viser, at et vellykket landbrug uden syntetiske stoffer og pesticider er muligt. Jeg har det i hvert fald bedre i en økologisk vinmark end i en konventionel.”

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Wienersymfonikere

“Der er store forskelle i jordbundsforholdene her, og det giver store karakterforskelle i de forskellige vine. Fra Nussbergs kalkstensjorde vokser der burgundiske, magtfulde og dog elegante vine med stort potentiale; mens der på Reisenberg med dens mere krystalline jordbund er de ideelle betingelser for store Riesling-vine.”

Det bliver derfor til en række ret forskellige vine: Grüner Veltliner, Riesling, Muskateller, den lokale specialitet Wiener Gemischter Satz samt en smule rosé og rødvin. Alle bærer dog præg af Fingerspitzengefühl, præcisionsarbejde og livsglæde. Det er ranke, slanke og meget mineralske vine med en subtil detaljerigdom, som man må give tid til at udfolde sig.

Reisenberg er en relativt stejl skråning med kalksten, kvarts og skiferindslag, og den lille Reisenberg-bæk samt den mod nord nærtliggende Wienerwald sørger for afkøling. Det giver sig til kende i vinene, som har syrerig nerve og en salt mineralitet. Herfra kommer en krydret og kompleks Grüner Veltliner fra gamle stokke, Der Jubilar, en fremragende vin. Endvidere en rank og kølig Riesling og en underfundig Muskateller med kridtet tekstur og en fin kommensmag, alenlangt fra den rosenparfumerede stil. Der dyrkes desuden en samplantning af Weissburgunder, Riesling, Neuburger og Traminer, der sammen indgår i klassikeren Wiener Gemischter Satz.

Gemischter Satz fortsætter en gammel tradition med at have forskellige druesorter plantet mellem hinanden, som siden høstes og forarbejdes sammen. Sådan var praksis de fleste steder, før ampelografien og industrialiseringen gjorde sortsrene beplantninger til standarden. I Wien holdt man imidlertid fast ved traditionen, der efterhånden blev en specialitet i byen. Læs mere om det historiske her og her.

Oprindeligt var samplantning en måde at sikre et godt udbytte til de tørstige masser; men metoden giver i dygtige hænder også muligheden for en underfundigt kompleks vin med tydeligt fingeraftryk fra både årgangen og den enkelte vinmark. Det vanskelige ligger i at finde det rette tidspunkt, hvor modenheden gennemgående er optimal. Man får både særlig syre fra de knapt modne druer og fyldig frugt fra de meget modne. Aromatiske sorter som Traminer og Muskateller tones ned og forsvinder i mængden, men man fornemmer dem alligevel i dybden; og så et år går de i fuldt flor og kan gøre vinen helt eksotisk. Gemischter Satz giver en gådefuld og subtilt symfonisk vin, som også fascinerer Uhler: “‘En enkelt druesort i vinmarken er som en violin, men en Gemischter Satz er et helt orkester’ — men dét gamle ordsprog i mente kunne jeg ikke andet end at engagere mig grundigt i temaet ‘Wiener Gemischter Satz’.”

Obere Schoss er en parcel på en særligt kalkstensholdig del af Nussberg. Her hygger sig sorter som Grüner Veltliner, Roter Veltliner, Weissburgunder, Chardonnay, Riesling, Traminer, Muskateller, Neuburger, Rotgipfler, Zierfandler og Welschriesling. Stokkene er 38 år gamle, og nyplantning og podning er delvist foretaget på gamle rødder. Marken kom for øvrigt i hans besiddelse efter en optræden på østrigsk radios Klassiktreffpunkt, hvor han præsenteredes som både violinist og vinbonde. En ældre dame henvendte sig efterfølgende til ham efter en koncert, og hun havde et tilbud: Han kunne købe en gammel vinmark billigt på den betingelse, at hun selv kunne fortsætte med at passe planterne i marken. I dag er den en af Uhlers bedste vinmarker.

2018 var varm og solrig, og høsten fandt allerede sted den 16. september. Druerne blev afstilket og stod til udblødning tre timer før presning. Mosten blev gæret køligt med den naturligt forekommende gær over godt ti uger. Herefter blev vinen lagret på de fine gærrester i store træfade indtil midten af marts. Endelig blev den flasket sidst i april 2019. 6,1 gram syre balanceres af 4,9 gram restsukker. Endnu tager den tid om at åbne sig, så dekanter den eventuelt, og server den under alle omstændigheder i pænt store glas.

Det er en delikat og kompleks vin med frisk ferskenfrugt, ferskensten og en nøddeagtig fylde, noget let peberkrydret og den typisk salte signatur. Peter Uhler: “Obere Schoss er kompakt, har mørk mineralitet og er let røget. Den er moden og spiller gerne med musklerne men er samtidigt utroligt nobel.” — Giv ham et bifald!

Flaske: Ried Obere Schoss 2018  
Vinhus: Weingärtnerei Uhler  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 14%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-  

Granit og gamle stokke

Det er Dão, der er hjemme for António— selvom hans efternavn er Madeira, og selvom han er født, opvokset og uddannet i Frankrig med bopæl i Paris. Forældrenes portugisiske aner har nemlig altid fyldt meget for António Madeira. Hans bedsteforældre kom fra det bjergrige Serra da Estrela i det indre Dão, og det er der, han er vendt tilbage til år efter år, først i familiens sommerhus, som så blev til midlertidigt vinhus, da han i 2010 begyndte at lave sine egne vine fra nogle af områdets glemte, gamle marker.

Den uddannede ingeniør har nu forladt Frankrig for at være vinbonde i forfædrenes Portugal, hvor han sammen med hustruen Marina og deres to døtre skaber en ny tilværelse på gamle traditioner. Han har ønsket at genoplive den gamle tradition med vine fra blandede beplantninger; en slags beplantninger, som har lang tradition i Portugal, og som stadig findes i mange områder, omend de lidt efter lidt er blevet fordrevet for mere produktive produktionsformer og moderigtige sorter. Sin første vin lavede han i 2010 fra en forladt mark, der ikke havde været bearbejdet i tre år. De første vine blev til i legenden Alvaro Castros kælder. I mellemtiden er Madeiras produktion vokset fra små 1.000 flasker i 2010 til imponerende 30.000 i den frodige årgang 2017. Han finder frem til de bedste marker, lægger dem om til økologisk dyrkning; og i mellemtiden er også et nyt vinhus bygget op og indviet i 2018. I dag dyrker han vin på seks hektarer fordelt på 23 lodder ved seks forskellige landsbyer. Oprindelighed og oprindelse er i fokus.

António Madeira skænker sorter som Alfrochiero, Arinto, Baga, Bical, Cerceal, Encruzado, Ferñao Pires, Jaen, Siria og Trincadeira i glasset.

Gode, gamle Dão

Dão vil være mange danskere bekendt, især hvis de har har rundet de 50, for vinene fra området har været en favorit hos danskerne, især før det europæiske fællesmarked gav os mere smag for det finere franske. Dão stod for mørke, krydrede, syresvage rødvine til en yderst overkommelig pris, og den slags har altid været gangbar valuta i Danmark. Vi var i flere årtier de ivrigste kunder, så Dãos primære eksportmarked var faktisk det danske.

Dão ligger i det nordlige Portugal, lidt syd for den berømte Douro-dal, hvorfra portvinen strømmer. Dão er et af Portugals ældste vinområder (med DOC fra 1990), og ‘nationaldruen’ Touriga Nacional, der lægger druer til de fleste portvine og en del tørre bordvine, menes med stor sikkerhed at stamme herfra. Dão har historisk været berømt for sine røde bordvine, en landvin med karakter og charme. De bedste rødvine fra området— historisk og igen i dag— har frisk, mørk bærfrugt med god syre, en rig og krydret fylde samt stramme tanniner, der giver struktur og stort lagringpotentiale. Det er vine, der— drikkes de på rette tid— har stor kompleksitet og lang eftersmag. Historisk var det blandede beplantninger, hoveddruerne er Touriga Nacional, Tinta Roriz (Tempranillo) og Jaen (Mencia) foruden Alfrocheiro og Trincadeira.

Portugal har en glorværdig fortid, som international stormagt såvel som international vineksportør, men tidernes ugunst har ladet imperiet falde og drevet det i retningen af stadigt simplere vine. Det skete også i Dão, hvor de gamle, blandede landbrug og vinmarker med blandede beplantninger måtte vige for kooperativer og ‘rationaliserede’ dyrkningsmetoder. Det gjorde ikke noget godt for kvaliteten og eksporten, men portugiserne holdt stadig af deres egen vin. Portvinen har beholdt sin status internationalt, men mange kender ikke til de store rigdomme, det portugisiske vinland ellers rummer— en rig arv, der er blevet løftet til nye højder, også kvalitativt, i de seneste årtier. Læs eksempelvis løs af Bjarne Mouridsens blog, Mit andet hjemland, hvis du vil have en dansk vinkel på opdagelsen af de skjulte skatte.

Der er i dag 26 områder med oprindelsesgaranti for kvalitetsvin, denominação de origem controlada eller kort og godt DOC. Især ti af områderne på fastlandet gør sig bemærket: Algarve, Alentejo, Bairrada, Bucelas, Colares, Dão, Douro, Setúbal, Tejo og Vinho Verde— og hertil kommer øerne Madeira og Azorerne, sidstnævnte dog uden DOC.

Dão har syv subregioner— Alva, Besteiros, Castendo, Serra da Estrela, Silgueiros, Terras de Azurara og Terras de Senhorim— og det er især i de indre dele af området, vi finder de overvintrede traditioner; og hvidvinen, som har det rart i de kølige højder inde mod bjergene. Her ligger der smukke vinmarker for foden af Serra da Estrela, Portugals højeste bjergkæde, granit hævet mod himlen; og her findes de spændende sorter Arinto, Bical, Cerceal, Ferñao Pires og Siria, som udgør nerven i António Madeiras smukke hvidvine Branco, Vinhas Velhas og A Centenária, tre terroirtro vine med stort kompleksitet fra de oprindelige sorter, kompakt frugt fra de gamle, ofte upodede stokke og mineralitet fra den underliggende granit.

Saft af granit

Granit er en såkaldt dybbjergart (eller plutonisk bjergart), en magmatisk sten, dannet af magma fra jordens kerne, som langsomt er nedkølet og størknet under passagen op gennem jordens kappe. Da denne proces foregår ganske langsommeligt, er der tid til, at de indeholdte mineraler kan danne krystaller, krystaller som er synlige som grove korn i den endelige sten; men ikke i nogen synderlig orden, granit er i denne henseende relativt amorf. Kvarts udgør godt halvdelen eller mere, feldspat er en anden vigtig bestanddel, glimmer en tredje.

Granit er en ofte forekommende bjergart i jordskorpen. Vi kender den som klippe, der bryder gennem det øverste jordlag, såvel som sten, som er at finde overalt i Europa. Løft en sten, og du finder den: I Alsace, i Beaujolais, i Rhône, i Wachau, i Dão, i Vinho Verde og Rías Baixas, på Bornholm herhjemme. Granitten stammer fra en grundlæggende bjergdannelse, der tog sin begyndelse i Devontiden og rindede ud i Karbontiden for mellem 400 og 300 millioner år siden. Store dele af Europa er hugget i granit.

Granit forvirtrer langsommere end de fleste andre bjergarter, og derfor har granit gennem historien også været et populært byggemateriale. Som fundament, som brosten, i stensætninger, som byggesten i huse, især slotte og kirker; og dens varierende farver og funklende skin har gjort den populær i kunsthåndværk, eksempelvis til blokke og skulpturer.

Mange af António Madeiras vinstokke har passeret de 100 år; og granitten de 300 millioner.

Ren granit er for hård til at dyrke andet end mos og lav, så en vis grad af forvitring må til, før landbrug er muligt; men granitiske jordbunde med sand, grus, ral og skærver findes mange steder oven på grundfjeldet og kan være glimrende til jordbrug. Det er ret sure jorde med et ofte ringe vandindhold. Omvendt er de rige på siliciumdioxid og jernoxid, ofte rige på fosfor men fattige på magnesium.

Vinstokke kan trives i tørre og sure jorde. Druerne, de bærer, bliver ofte lidt mindre og får et højere indhold af syre, flere fenoler men færre thioler. Det er ideelt til rødvine, tænk Gamay og Syrah, men også karakterfaste hvidvine, tænk Riesling og Viognier. Kan man sige noget generelt om granits indflydelse på vinen, så fremmer den syrerige vine med en ren frugt, glasklare i udtrykket og ofte med en krydret note.

Det er i hvert fald det indtryk, man får fra António Madeiras Vinhas Velhas 2017. Den er rank, slank og kølig i stilen, med et pirrende syre og saftig citrus- og tropefrugt. Smagen er kompleks med syrlig abrikoskerne, friske fennikelfrø, pinjekerner, ananas, gule æbler, solmodne citroner. Krydret og mineralsk efterspil, fugtig muld, våde sten, sydesalt. En virkeligt vellavet vin med mineralsk nerve, livlig frugt og et let fadpræg. Håndværket består i selekteret høst, nænsom presning, spontangæring og lagring på ståltanke og store træfade, ingen filtrering og minimal tilsætning af sulfit.

Summa summarum: En fokuseret, detaljeret og raffineret hvidvin med burgundisk elegance og en overraskende friskhed for et så solrigt land som Portugal— men også en påmindelse om den dybde og kompleksitet, man kan forvente fra de kanter.

Flaske: Vinhas Velhas 2017  
Vinhus: António Madeira  
Oprindelse: Dão, Portugal  
Druesorter: Blandet beplantning  
Jordbund: Granit
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine
Pris: 225,-  

Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-