Skjulte skatte

Hidden Treasures er navnet på et nyt projekt mellem den østrigske rødvinsguru Roland Velich fra Moric og en håndfuld fremstormende ungarske vinproducenter. Deres fælles mål er grave glemte skatte frem fra den pannoniske slette, der indtil for 100 år siden udgjorde et sammenhængende vinområde på tværs af Østrig og Ungarn. Sammen fremstiller de regionale klassevine på traditionelle sorter, fra gamle vinstokke på historiske vingårde— et af de fremmeste forsøg på at genetablere en sammenhængende pannonisk vinkultur.

Pannonisk skattejagt

Roland Velich er allerede kendt for at føre den østrigske rødvinssort Blaufränkisch til nye højder fra sine marker omkring Neckenmarkt og Lutzmannsburg i det centrale Burgenland. Den østrigske rødvinssort Blaufränkisch? Ja, det er måske en tilsnigelse; for som bekendt befinder Burgenland sig lige på grænsen til Ungarn og i kejsertiden sorterede det under de ungarske kronlande— og sorten er også at finde under navnet Kékfrankos i store dele af det vestlige Ungarn. Så nær hundredeåret for dobbeltmonarkiets opløsning og adskillelsen af Burgenland fra resten af den pannoniske slette og vinkultur, var det oplagt med samarbejde og forbrødring over grænserne; og Velich gik på jagt på den anden side af grænsen: Østrigsk ekspertise til ungarsk råstof. Det har indtil videre resulteret i tre vine, hvor Velich vinificerer hos sine ungarske kolleger og dermed bringer os nærmere de glemte skatte i øst.

Første fund er fra Tokaj, en tør vin af samme navn, frembragt i samarbejde med Attila Homonna fra Erdöbenye. Den traditionelle Tokajvin er som bekendt en ædelsød klassiker, og det var da også Homonnas udgangspunkt, da han i 1999 slog sig ned i regionen; men det kedede ham en smule, og han begyndte at eksperimentere med tørre vin på de lokale Furmint og Hárslevelü, en trend han var med til at søsætte, og som siden har sendt bølger gennem hele Tokaj— og videre ud i den vide verden. En fælles forkærlighed for det friske og mineralske samt en klippefast forpligtelse på terroirtro vine førte ham sammen med Roland Velich. I 2016 kom Hidden Treasures Nr. 1 til verden, ren Furmint fra marken Peres, spontangæret og modnet på store træfade.

Andet fund fandt sted i Nagy-Somló, hvor den unge vinmager Tamás Kis tager terroiret til efterretning: Vulkansk jordbund, rig på basalt, og beplantet med pannoniske paradesorter som Olaszrizling, Furmint og Hárslevelü—ypperligt beskinnet af solen på den tørre slette. Vinområdet har navn efter den 431 meter høje, udslugte vulkan Somló. Kis opdyrker fem hektarer med små parceller af gamle, uopbundne stokke, og hans vine trækker på en tradition for tørre, mineralske hvidvine, der tilbage i kejsertiden var ombejlede— og nu er ved at blive det igen. Siden 2016 er hans vin med Velich på førnævnte sorter og har de førnævnte kvaliteter.

Østrig-Ungarn anno 2017

Alle gode gange tre, og det tredje fund gjorde Velich ved Balatonsøen, den store, lavvandede sø (også kendt som Plattensee) i det vestlige Ungarn. En sø, der på mange måder er at sammenligne med den østrigske Neusiedlersee et par hundrede kilomenter mod vest, men landskabet omkring Balaton er mere bakket og jordbunden mere af vulkansk oprindelse.

Vi er på bakkerne nord for Balatonsøen på vej op mod bakken Csobáncs 376 højdemeter, et lille bjerg af vulkansk oprindelse, der i hvert fald siden 1272 har været kronet med borgen (nu borgruinen) af samme navn. Foruden løss præges jorden af kalkholdigt sand, aflejringer fra det pannoniske urhav, samt forekomst af førnævnte vulkanske basalt.

Her slog schweizeren Philipp Oser sig ned i 2004. Den tidligere IT-mand investerede sin opsparede formue i en restaurering af et landsted med tilhørende tyve hektarer vinmarker. Navnet blev Villa Tolnay, en hyldest til den kendte ungarske skuespillerinde Klári Tolnay, der tidligere havde haft sommerresidens på grunden. I partnerskab med den ungarske vinmand László Nagy begyndte han at bringe vingården på fode igen— med fokus på gammeldags håndværk og udstyr, heriblandt talrige store og små træfade fra den østrigske bødker Franz Stockinger. Potentialet til noget stort var sikret; og det kom ad åre Roland Velich for øre, og et samarbejde blev indledt fra 2017.

Man mærker det snarere end ser det, etiketterne på Hidden Treasures er præget med et forhøjet tryk ‘HID’ — ikke blot en forkortelse for Hidden Treasures men også det ungarske ord for ‘bro’.

Hidden Treasures Nr. 3 Balaton 2017 dufter mildt af hvide forårsblomster, er smidig og lind i munden men samtidigt frisk og sprød. Den knusprige syre bløder op i en saftig mundfuld med mineralske saltnoter, frugten er forfinet og nærmest ubestemmelig, men man leder nysgerrigt— og et skud på modne, gule æbler er ikke helt ramt ved siden af, akaciehonning heller ikke. Ukompliceret men langt fra uforfinet fornøjelse, der godt kan tænke sig et lidt større glas og god tid i det.

Råstofferne er 50% Furmint, 45% Riesling, og små 5% Welschriesling har sneget sig ind. Furmint har indfødsret i Ungarn, men hvad laver Riesling her? Ja, faktisk er der en Rieslingtradition omkring Balaton, ikke overraskende et levn fra den østrigske kejsertid; og tænker man over jordbundsforholdene og et vist smags- og strukturmæssigt slægstskab med Furmint, giver det egentlig meget god mening. Furmint er i den tørre udgave karakteriseret ved friske og syrerige vine, der samtidigt kan være intense og fyldige. Dens vugge stod i det nordøstlige Ungarn, hvor dens genetiske variation også er størst. Den knopskyder tidligt, modner sent og har dermed en særligt lang sæson. Heldigvis tåler den tørke; og i det fugtige efterår er dens tykskallede druer let modtagelige for botrytis og derfor velegnede til de ædelsøde vine, den har gjort sit navn på i Tokaj.

Det bliver spændende at følge de næste udgivelser i Morics serie. Vinene importeres ikke til Danmark men kan købes hos f.eks. østrigske Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore.

Har man mod på andre østrigsk-ungarske projekter, kan på dansk jord anbefales Franz Weningers vine fra Sópron, som forhandles af Österreich Vin; eller Stefan Wellanschitzs projekt Kolfok, der forhandles af Vinomani.

Flaske: Hidden Treasures Nr.3 2017  
Vinhus: Villa Tolnay  
Oprindelse: Balaton, Ungarn  
Druesorter: Furmint, Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 120,-

Forbjerget bag scenen

Wachau er et af Østrigs— for ikke at sige hele verdens— smukkeste vindistrikter: De stejle skråninger langs Donau-flodens bredder er gennem århundreder blevet ombygget til terrasser… Det er samtidigt et af Østrigs pæneste vindistrikter; for man bygger videre på stolte traditioner og holder sig på dydens smalle sti med sine snorlige Riesling og Grüner Veltliner vine med de poetiske klassifikationer Steinfeder, Federspiel og Smaragd, der indikerer stigende grader af koncentration og lagringsværdighed. Det er både syrerige og mineralske, kompakte og komplekse vine, der destilleres ud af granitten, gnejsen og glimmerskiferen, der springer frem fra grundfjeldet.

Wachau fører også en kulturarv videre, der har sat den på Unescos verdensarvsliste. Følger man Donau, kommer man forbi gamle, smukke byer som Melk, Aggstein, Willendorf, Spitz, Dürnstein, Weissenkirchen, Loiben og Mautern med kirker, klostre og borgruiner. Det var i borgen i Dürnstein, den engelske konge Richard Løvehjerte sad tilfangetaget efter det tredje korstog; og i Willendorf, at man for hundrede år siden fandt den berømte Venus-statuette fra stenalderen. Man får historiens vingesus at føle i Wachau. Vinavlen er også gammel i gårde, f.eks. kan Nikolaihof trække sin historie som vingård tilbage til 985.

Domäne Wachau er områdets ubetinget største producent. Domænet i Dürnstein er arvtager til det gamle kooperativ Freie Weingärtner Wachau og blev rebooted omkring årtusindeskiftet. I dag står Roman Horwath og Heinz Frischengruber i front. Horwath er Master of Wine og står for den daglige drift af domænet. Frischengruber er indfødt wachauer med dybe rødder i regionen. Han er uddannet ønolog og til dagligt kældermester. I samarbejde med domæets tilknyttede vinbønder forarbejder de de 440 hektarer vinmarker til godt 2 millioner flasker vin årligt. Deres glimrende hverdagsvine Himmelstiege kan herhjemme købes i supermarkeder som Føtex og Bilka, mens de fine enkeltmarksvine forhandles af Kjær Sommerfeldt; og det er netop enkeltmarksvinene i Federspiel og Smaragd-kvalitet, som huset sætter i højsædet. Deres Achleiten, Singerriedel, Kellerberg og Loibenberg står i front, når der skal opregnes traditionelle terroirvine fra Wachau.

De lader sig dog ikke tynge af traditionen. Der er også tid til svinkeærinder og fri leg: De foregår Backstage— i en fjern afkrog af kælderen må man forestille sig. I serien af vine med tilnavnet Backstage er der både gjort plads for tilsidesatte traditioner i vinmarkerne og nye eksperimenter i kælderen; det, der ligger uden for den sædvanlige stil i Wachau: Fyldig Pinot Noir og Chardonnay, fadlagret rosé, halvsød Traminer, Müller-Thurgau gæret på betonæg og skindfermenteret Riesling på amfora. Dertil kommer en ganske klassisk vinificering af et gammelt field blend fra Vorderseiber-marken ved Weissenkirchen, en sydvendte skråning, hvor de gamle stenterrasser står på forvitret gnejs, paragnejs og andet erosionsmateriale fra den endnu højere beliggende Seiber-mark. Begge blandt de højest beliggende og køligste i Wachau.

Vorderseiber huser flere end 10 forskellige sorter: Grüner Veltliner og Riesling indtager hovedrollerne i samspil med mindre dele Neuburger, Heunisch, Roter Veltliner, Brauner Veltliner, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Müller-Thurgau, Silvaner, Weissburgunder og Grauburgunder. Stokkene er gamle, på den pæne side af de 80 år, og de står plantet som buskvine. Druerne høstes i oktober, presses og gæres efter godt otte timers skindkontakt, og vinen lagres på gamle 500-liters træfade til foråret efter.

Ried Vorderseiber Gemischter Satz Smaragd er en sjædent mineralsk saft, der flyder fra flasken: Sprød, syrerig og salt med grønne ferskner og små spor af grønt græs, vilde urter, kapers, humle og engblomster; men først og fremmest den sprøde, mundvandsfremkaldende salthed, der får én til at gribe til glasset igen og igen. De 5,9 gram syre formår at lade sig balancere af blot 1,7 gram restsukker og resulterer i en særdeles delikat, tør hvidvin.

Grüner Veltliner og Riesling behøver ingen nærmere introduktion, ej heller Muskateller eller Traminer. Men Heunisch, Neuburger og de sjældnere nuancer af Veltliner må hellere få et par ord med på vejen:

Roter Veltliner. En gammel østrigsk hvidvinssort, der engang nød vid udbredelse og anerkendelse, men nu mest er at finde i Wagram og omegn plus nogle småtterier i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Fyldige vine, nøddeagtige, pebrede og krydrede… men kun med et smagsmæssigt slægtskab med Grüner Veltliner. Den elsker løss og varme og modner sent. Klaserne er kompakte, så den er et let offer for botrytis og råd. Forælder til de førstefødte Frühroter Veltliner og Neuburger (med Silvaner) og Rotgipfler og Zierfandler (med Traminer eller noget, der ligner).

Neuburger. Ofte regnet til burgundersorterne, da man formodede den at være afkom af Silvaner og Weissburgunder. Den har i hvert fald en burgundisk fylde og rundhed og ofte noget nøddeagtigt. Genetikken afslører den dog som krydsning af Roter Veltliner og Silvaner, som tidligere stod plantet tæt i Østrig, deraf også det tidligere tyske synonym Österreicher. Historien om Neuburger går også på, at man fandt et par vildtvoksende vinstokke i Wachau i 1860’erne, som de lokale bønder Christoph Ferstl og Franz Macherndl opdyrkede i Burg ved Spitz— så deraf navnet. Kompakte klaser med de dertil hørende problemer. Vel udbredt og anerkendt men i tilbagegang.

Heunisch. Den grå eminence i europæisk vitikultur, sjældent set og så godt som ukendt, men alligevel altid nærværende og på alles læber. Den urgamle sort Heunisch (af franskmændene kaldet Gouais og af schweizerne Gwäss) kaldes også “Druernes Casanova”, da den har vist sig at være stamfader til et helt ustyrligt kobbel druesorter: Det ligner en kæmpemæssig familiefest med sammenbragte børn, hvoraf bl.a. kan nævnes: Aligoté, Blauer Wildbacher, Blaufränkisch, Chardonnay, Colombard, Elbling, Furmint, Gamay, Grolleau, Jacquère, Melon de Bourgogne, Riesling og Österreichisch Weiss. Godt gået, du gamle!

Brauner Veltliner. En tudsegammel og næsten uddød østrigsk hvidvinssort. Intet nærmere slægtskab til hverken Grüner eller Roter Veltliner (men dog et vist slægtskab ifølge Ferdinand Regner fra Klosterneuburg). Tidligere var den udbredt videnom i Østrig og Ungarn (hvor den måske stammer fra), men nu kun at finde spredte steder i Niederösterreich. Østrigs nok ældste, nulevende vinstok står i Göttlesbrunn i Burgenland og er en Brauner Veltliner på op til 250 år. Navnet skyldes den gråbrune farve, som de tykke skaller antager ved modning. Vinen bliver frugtig og aromatisk; men forefindes næsten kun i opblandet udgave. Weingut Wiederstein i Burgenland har for nyligt plantet en mark med Brauner Veltliner; og Bioweinbau Raubal i Gumpoldskirchen, Thermenregion markedsfører som de eneste en sortsren vin på druen, der ellers kun er at finde i blandede beplantninger. Dens farverige synonymer: Todträger, Wachteleitraube, Fürymony Fehér og Török Bajor.

Sjældne gæster i glasset; men fremmødet skuffer ikke. Vorderseiber er ikke blot en stueren vin, den vil med lethed kunne færdes de bonede gulve.

Flaske: Ried Vorderseiber Gemischter Satz 2017  
Vinhus: Domäne Wachau  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kjær Sommerfeldt  
Pris: 285,-

Bjergtagende burgundere

Hvis man absolut insisterer på at drikke Chardonnay— denne de grønne druers store koloniherre, der har krænget sig ind i hver en afkrog af verden— så bør man i det mindste gøre sig selv og omverden den tjeneste at opsøge den i terroirtro versioner fra dens burgundiske hjemstavn, alternativt fra de kølige, stenede steder i verden, hvor den kan overgå selv stor Chablis i stringens, syre og mineralitet. For faktum er, at når man ser bort fra de bedste producenter, så dyrkes mange af burgundersorterne både billigere, bæredygtigere og bedre uden for Bourgogne.

Bergland vs Bourgogne

Bergland er fællesbetegnelsen for de mere bjergrige, vestlige delstater i Østrig (Vorarlberg, Tyrol, Salzburg, Kärnten og Oberösterreich), der i nyere tid ikke har haft en egentlig kommerciel vinproduktion, i modsætning til de østlige delstater, der går under navnet Weinland (Niederösterreich, Wien og Burgenland foruden det sydlige Steiermark, der bærer navnet Steirerland).

Historisk har der dog været betydelig vinavl mange steder i Bergland. Det var før den såkaldte ‘lille istid’ mellem 1600 og 1800 gjorde dyrkningsforholdene vanskeligere; og derefter lagde nye plantesygdomme som phylloxera og peronospora mange vinmarker øde. Udbredelsen af den industrielle ølbrygning fra Bayern trængte også vinen, men disse forhold til trods var der omkring 1850 stadig næsten 500 hektar vinmarker alene i Vorarlberg, den vestligste delstat. To verdenskrige udmattede dog Østrig og satte et midlertidigt punktum for vitikulturen i vest.

I de seneste årtier er vinen dog vendt tilbage som følge af fremgangstider, klimaforandringer og fornyet interesse fra vinkendere; og et stadigt voksende areal bevidner, at det er en ventet og velkommen tilbagekomst. Bergland åbner en genvej til vine fra særligt passionerede vinmagere og klassisk ‘cool climate’. Vorarlbergs beskedne 15 hektar får i dag følgeskab af 5 i Tyrol og 5 flere i Salzburg, mere betydelige 45 hektar i Oberösterreich og hele 100 hektar i Kärnten. Netop Kärnten har længe haft det største antal professionelle fuldtidsvinbønder uden for Weinland, og mange af områdets vine når i dag også uden for landets grænser. Særligt anbefalelsesværdige er Weinbau Lenzbauer ved Wolfsberg og det fremragende Georgium ved Längsee, der specialiserer sig i burgundersorterne og biodynamisk dyrkning. Georgium laver delikate vine, herunder også hvide med skindkontakt og uden tilsatte sulfitter.

Ikke blot i delstaten Salzburg men også i selve byen var der i århundreder vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge (Mönchsberg, Rainberg og Bürglstein), der er en del af de nordlige kalkalper. Vinbruget reetableres i disse år, og det er den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, der har stået for genplantningen af Mönchbergs vinmarker med Frühroter Veltliner. De står for det daglige vinbrug, mens vinifikationen bestyres af Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau; og resultatet, vinen Paris Lodron Zwinger, er lovende. Vil man for alvor smage alpin vin fra køligt klima og kalkstenet undergrund, så er Vorarlbergs stjerner Josef Möth ved Bodensee og Michael Nachbaur ved Röthis: Burgundersorter, økologisk dyrkning og stilsikkert håndværk i kælderen.

Nachbaur

Familien Nachbaur holder til i landsbyen Röthis i Vorarlberg, ganske nær grænsen til Lichtenstein og Schweiz, og her har de de seneste 30 år dyrket to gode hektar vinmarker. Vinmarker er nu om stunder stadig et særsyn på disse kanter; og i dansk sammenhæng er Vorlarberg nok bedst kendt for sine skisportssteder som eksempelvis St. Anton. Det er en skam, for områdets oste er så fremragende som de schweiziske og vinene ligeså.

Det var Michael Nachbaurs far Franz, der begyndte at dyrke vin i 1980’erne. I dag drives gården af Michael og hans hustru Judith. Michael arbejder i vinmarkerne, mens Judith står for arbejdet i familiens Buschenschank, det traditionelle traktørsted, hvor østrigske vinbønder skænker deres egen vin og serverer små retter til.

Hovedvægten ligger på Pinot-sorterne: Weiss-, Grau- og Blauburgunder samt Chardonnay. Det var de traditionelle sorter i fordums tid, og derfor satser Michael Nachbaur fortsat på dem i dag. De trives fortrinligt i den kalkholdige jordbund og nyder på de stejle skråninger i 500 meters højde godt af såvel højfjeldssol som kølig bjergluft. Desuden dyrker han en smule Riesling og Müller-Thurgau, og familien fremstiller også brændevin. Selve vinen bliver til i familiens 600 år gamle kælder, et hvælvet kælderdyb, der synes skabt til at skabe vin.

Chardonnay 2015 kunne godt gå gennem en blindsmagning som en klassisk Chablis Premier Cru fra en kølig årgang. Mild citrusduft, saftspændt citron- og ferskenfrugt i smagen, blød og letflydende som kildevand, med en livlig syre, kalket mineralitet og en salt note i eftersmagen. Krystalklar og elegant.

Anbefales kan også den superstringente Weissburgunder eller den saftige, skovbærsmagende Blauburgunder Alte Reben. Vinene lader sig desværre— eller heldigvis— kun købe fra kælderen, på enkelte lokale restaurationer og særligt udvalgte delikatesseforretninger i det øvrige Østrig. Priserne er— efter ønologisk-økologiske forhold i almindelighed og østrigsk-schweiziske forhold i særdeleshed— latterligt lave, især kvaliteten taget i betragtning. Så tag på opdagelse i vinens verden, næste gang skiferien går forbi Vorarlberg eller Tyrol. Der er guld at grave frem fra i Alperne!

Flaske: Chardonnay 2015  
Vinhus: Weingut Nachbaur  
Oprindelse: Vorarlberg, Østrig  
Druesort: Chardonnay  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 100,-  

Franske druer i danske hænder

“I vid udstrækning er jeg på eventyr.”

Sådan siger danske Rasmus Aamand Olesen om sine første forsøg som selvstændig vinmager under navnet Nénu i sydfranske Roussillon. Vellykkede er hans vine, som er fremstillet med et minimum af moderne teknologi men maksimal omsorg for naturen og håndværket; samt et pænt kvantum kærlighed til trylledrikken selv. Råstofferne er Grenache og Mourvèdre fra det lille og for de fleste nok ukendte område Collioure.

Rasmus gæstede i sidste uge Danmark, hvor han i følgeskab med sin importør, Jørgen Krüff fra L’Esprit du Vin i København, afholdt en smagning af sine vine på S’vinbar i Aarhus.

Fra biolog til vinbonde

Bag ligger ikke en interesse fra barnsben eller et årelagt engagement med vin, der uundgåeligt måtte ende i egen produktion. Landbrug har han altid haft lyst til at have med at gøre; men vinen kom sent til den nu 35-årige Rasmus Aamand, dog kom den stille snigende og overmandede ham til sidst. Men først efter endt biologistudium og et forskerjob på Aarhus Universitet.

“Allerede da jeg begyndte at studere biologi, fandt jeg fermentering spændende,” fortæller han; men det resulterede i første omgang i fermenteringer af alle mulige andre råvarer end druer. Det blev til cider, øl og ost, og det forblev på hobbyplan.

"Nu er jeg jo videnskabsmand, men der er alligevel det her ord ‘magi’ — selve transformationen fra et knudret stykke træ, over en klase druer og så til vin— det er der noget magisk over. Selvom det nok kun betyder, at der er en hel masse, vi endnu ikke ved, hvordan foregår… og så er der bare noget særligt ved vin: Jeg kender ikke noget andet produkt, hvor man kan gå så meget på opdagelse i sin smagsoplevelse.”

Den fascination kostede et års orlov fra jobbet, for “én ting er at sidde bag sin skærm og drømme om at lave vin, noget andet er at tage ned og gå i gang!” Det bragte ham i april 2016 til Frankrig og under Jean-François Deus vinge på Domaine du Traginer (‘Æseldriverdomænet’) i Banyuls-sur-Mer lige syd for Collioure. Begge byer ligger ved den såkaldte sølvkyst, Côte Vermeille, en klippepræget kyststrækning langs Middelhavet. Her lagde først fønikere, siden grækere, romere og gallere til, og allerede i romersk tid blev der beviseligt dyrket vin i området— så det er faktisk Frankrigs ældste vinområde. I dag er Roussillon en slags katalansk krog af Frankrig, klemt inde mellem Middelhavet og Pyrenæerne nær grænsen til Spanien, som regionen hørte under frem til 1659. Landskabet udgøres af både bjerge og slette, og det er forklaringen på, at man med største selvfølgelighed fremstiller både rød og hvide, tørre og søde vine her.

Jean-François Deu begyndte sin biodynamisk bane allerede sidst i 1980’erne, længe før det blev moderne, og hans 16 hektar har været certificeret siden 1997; og som medlem af La Renaissance des Appellations varetager han Roussillons arv af traditionelle sorter og vintyper. Her fik Rasmus masser af praktisk erfaring og sugede til sig af gode råd fra vinmarksmanden Claude.

Rasmus Aamand i aktion i markerne. Foto: Cille Veerasawmy

Snart kom tiden til at se sig om efter egne vinmarker. Jagten gik ind i september 2016, og allerede i oktober var der bid. Det blev til tre parceller med henholdsvis Grenache Noir, Grenache Gris og Mourvèdre. De yngste stokke er kun knapt 20 år, de ældste over 70. De dyrkes lokalt som små buskvine, og udbytterne er traditionelt lave.

Der var tale om konventionelt dyrkede marker, som Rasmus nu har omlagt til økologisk drift. Det har ikke kun betydet et farvel til sprøjtegiftene, men også et goddag til en række nytteplanter, der er sået blandt vinstokkene, en blanding af blomster til bierne, kløver og andre kvælstofbindende vækster, og kål for at lokke kålsommerfugle og snyltevepse til— for at holde andre uønskede insekter væk. Og så er det ellers bare hårdt arbejde i markerne: “med håndholdt hakke og hjælp fra et par venner.”

Selve ‘vinhuset’ har han sat op i en gammel garage i Port Vendres, en havneby lige mellem Collioure og Banyuls-sur-Mer; og her står også hans lager af brugte barriques (225 liter er en fornuftig størrelse at arbejde med, når man har med små mængder at gøre); foruden hans hjemmebyggede vinpresse og hjemmelavede afstilkningsaggregat. Småt er godt, og selvgjort er velgjort. Etiketterne sættes på med elastik, og hans kusine har leveret de fine illustrationer fra hans hverdag med vinarbejdet.

Nøgenfødt; håndholdt

Målsætningen har hele tiden været at lave vin af høj kvalitet, fremstillet uden moderne udstyr. “Vin er jo egentlig bare druemost, der er gæret— en balanceakt mellem druer, gær og bakterier,” uddyber Aamand, “vin som i de gode, gamle dage.” Han satser derfor på naturlige råvarer og godt håndværk frem for teknologi og tilsætningsstoffer.

Han påpeger dog, at da man for 150 år siden begyndte at tilsætte svovl til mosten, var det for at eliminere de værste risikomomenter i form af løbske bakteriekulturer og overdreven iltning. Gær og bakterier skaber stabilitet i vinen, men de forkerte stammer kan bringe den ud af kurs, det samme kan ilt. Så sulfitter tilsætter han, men først ved flaskning, og da kun i ganske beskedne mængder, 10-20 mg pr. liter. Om det så stadig er naturvin, er et semantisk spørgsmål, som han forholder sig afslappet til. “Jeg kan bedst lide naturvin, når det ikke smager dårligt.”

Biodynamik forholder han sig ligeledes pragmatisk til: Han blev bekendt med den praktiske side af fænomenet hos Domaine du Traginer og betegner sig i dag som ‘in-favour’: “Det er jo baseret på gode råd, som Rudolf Steiner gik og samlede ind fra gamle bønder, og det ville være mærkeligt, hvis de ikke vidste, hvad det handlede om. Men jeg tror mere på processerne end forklaringsmodellerne, hvor det bliver mere metafysisk og religiøst. Der er jeg nok for meget naturvidenskabsmand.”

Hans egen filosofi er forklaret i navnet. ‘Nénu’ eller ‘nøgenfødt’ kan referere dels til vinene, der kommer til verden af egen kraft, alene som druemost, der gærer med den naturlige gær fra omgivelserne og kun hjælpes videre i verden via godt håndværk og et lille drys sulfit; men det kan selvfølgelig også referere til manden selv og hans forsøg med den svære vinmagerkunst. Samme dobbelthed går igen i undertitlen ‘vin de deux mains’, ‘vin fra to hænder’, en henvisning til hans personlige engagement og foretagenets beskedne størrelse; men samtidigt et ordspil på ‘demain’, ‘i morgen’ — ‘morgendagens vin’.

To ord går igen, når han forklarer sin tilgang og sit arbejde: ‘tilgængelighed’ og ‘gennemsigtighed’.

“Jeg vil lave noget, som jeg selv kan stå inde for,” fortæller Rasmus, “og jeg vil gerne vise, at det her kan gøres med forholdsvist beskedne midler,” fortsætter han med henvisning dels til den økonomiske satsning ved projektet; men også den minimalistiske måde, vinene bliver til på. Vin er en biologisk balanceakt, som det er lykkedes ham at holde på linen. Her har hans faglige forståelse for biologiske processer i al deres mangfoldighed uden tvivl kommet ham til gode. Vinene er i vatter, de er rene og frugtige og fyldt med energi. Og det må være til skaberens fulde tilfredshed, at man kan smage det hele i vinen: Solen, stedet, håndværket, livskraften.

Nénu tæller i dag lidt over 2 hektar med en produktion på et sted mellem 6.000 og 8.000 flasker. Første årgang resulterede i seks flaskninger: Foruden en hvidvin og en rosé er der fire forskellige røde: Den friske, frugtige Net, fruits rouges; den mere rundede La fleur d’un cœur de beurre; en kompleks hyldest til læremesteren La cuvée du Claude; og ‘topcuvéen’, den modne, mørke Le roi nu (igen tvetydigt betitlet: domænets kongevin eller taget på ordet: Kejserens nye klæder). Det er vine med saft og kraft, mørk frugt og krydderier.

Nærmest ved et tilfælde faldt den danske vinimportør Jørgen Krüff over vinene under et ophold i Sydfrankrig; og da vinene faldt i hans smag (og han i forvejen var importør for Aamands læremand Deu), faldt det også lige for at hente Rasmus’ vine til Danmark, så de nu kan komme hjemlandet til gode.

Rasmus Aamand er altså seneste skud på stammen af danske vinmagere i Frankrig. Da Danmark i 1972 tiltråde Det Europæiske Fællesmarked fik danske vinentusiaster muligheden for at realisere drømmen om at være vinbonde og endog slotsejer i vinens hjemland. Den udlevede f.eks. familien Carl, der i 1985 købte Château de Seguin; og brødrene Jørgensen, der ligeledes i 1985 købte Château de Haux. Endvidere var Château Fombrauge i Saint-Émilion fra 1986 til 1998 ejet af Flemming Karberg, som forsøgte at gøre det til folkeeje gennem aktier. De to danske vinmagere med størst international succes er dog uden tvivl Peter Vinding-Diers og Peter Sissick med virke i henholdsvis Italien og Spanien, men for begge begyndte det i Bordeaux. Også i den seneste tid har Frankrig lokket danskere til for at prøve kræfter med mindre kendte områder og mere naturnære vintyper. F.eks. Anders Frederik Steen, der så småt lagde ud med at vinificere rundt omkring i landet i 2013, og som siden 2017 har været fuldtids vinbonde i Ardèche. Sidst men ikke mindst må nævnes nu afdøde Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezats indsat på Château du Cayx i Cahors.

Nénus hvidvin er gjort på Grenache Gris og brugte barriques. Foto: Cille Veerasawmy

Collioure blanc sur lies

Den eneste hvide drue, Rasmus råder over, er Grenache Gris. Hvid skal tages med forbehold, for farven ved fuld modenhed er snarere grå med rødligt skær. Grenache Gris er en farvemutation af den velkendte Grenache Noir. Den er udbredt i Roussillon, hvor den benyttes i blanding med dens blegere tvilling Grenache Blanc og andre sorter, men af og til også alene. Den giver smidige, fyldige og relativt aromatiske vine, der ofte er ret ekstraktrige og alkoholtunge.

Den hvide Collioure er en af de få vine, hvor Grenache Gris ofte spiller solo og virkeligt kommer til sin ret. Det er markante vine, der kan kombinere en frodig frugtighed og fyldig fedme med en sprød friskhed, krydrede noter og en salt mineralitet: Indbegrebet af sydens sol, bjergenes stejle skiferskråninger og den salte havluft. Traditionelt har det fået følgeskab af et godt skud egetræsfad. Man skal altså tænke mere i retningen af Rhône og Rioja end Riesling og Chablis.

Sur lies 2017 er Rasmus’ første fortolkning af genren: En solmoden vin med blød karakter fra lagring på gærresterne men uden et beskæmmende fadpræg.

Druerne stammer fra en mark plantet i 1950 og er høstet over to dage midt i august. Den første halvdel blev afstilket og lagt til at macerere natten over. Den anden halvdel blev høstet dagen derpå og samlet med første halvdel i pressen. Således opnåede han hele tre ting på én gang: maceration uden stilke, nedkøling af druerne før presning samt presning med stilke. Afkølingen værner mod overdreven ekstraktion af farve- og garvestoffer; og stilkene virker under presningen som små drænkanaler, og derved kan man benytte et nænsommere pres. Det giver en renere, klarere vin uden for mange tanniner. Mosten er gæret på barrique, hvorefter den har hvilet på gærresterne. Beskedne 20 mg vulkansk sulfit blev tilsat ved flaskning i april 2018.

I glasset: Frisk, æterisk aroma, modne mirabeller og abrikoser. I munden er den rund, fyldig og blød, med moden gul frugt, blomsterhonning, noter af brioche og noget krydret, anis, rosmarin, salt. Fine oxidative noter. En moderat men stringent syre renser, og man fornemmer alkoholens varme, men den markerer sig ikke så tydeligt, som man kunne formode ved 14%. Det er en oplagt madvin, men den smager faktisk også glimrende for sig selv.

Den levede lykkeligt til sine dages ende.

Flaske: Collioure blanc sur lies 2017  
Vinhus: Nénu  
Oprindelse: Roussillon, Frankrig  
Druesort: Grenache Gris  
Jordbund: Skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 14%  
Importør: L’Esprit du Vin  
Pris: 220,-