Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som Batic, Burja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-  

Gaisbergs guvernør

Johannes Hirsch har altid haft sine meningers mod samt fortsæt til at gøre noget ved sagerne. Som sådan er han personificeringen af vinhusets motto, "seit 1878 mit Eigensinn". Det egensindige har såvel været en vilje til stolt at bygge videre på en tradition som et mod til at fordre innovation, så snart han fandt det påkrævet - i karakterens og kvalitetens navn.

Selvom man er begunstiget med nogle af Østrigs bedste vinmarker, kommer typicitet og kvalitet nemlig ikke af sig selv. Det er ikke mindst den måde, hvorpå Hirsch dyrker og forarbejder sin Grüner Veltliner og Riesling fra topmarkerne Renner, Lamm, Heiligenstein og hans personlige yndling Gaisberg, som skiller vinene ud fra mængden. Hirschs vine udmærker sig ved deres friskhed, lethed og mineralitet, og de er krystalklare spejlbilleder af de marker, druerne vokser på. Det er opnået ved omsorgsfuld omgang med naturen, kompromisløs kvalitetssans i kælderen, snarrådighed og eftertanke i markedsføringen, og ikke mindst en vedvarende tiltro til den vin, man selv elsker.

Johannes og Sandra Hirsch i det grønne med datteren Marie, tvillingerne Florian og Josef, ikke at forglemme hunden Janis

Pionerånd

I eget navn gjorde Johannes Hirsch sin første årgang på gården ved Kammern i Kamptal i 1995. Dengang arbejdede han tæt sammen med sin far Josef Hirsch, som selv havde overtaget gården fra sine forældre i 1976. Ganske få hektar vinmarker fulgte med, men Josef Hirsch reetablerede gården ved at generobre tabt land omkring den, først ved forpagtning, siden ved tilbagekøb. Hans fokus var på vinbrug, traditionelle dyrkningsformer og højere kvalitet - mål, som sønnen overtog og for alvor indfriede.

Johannes Hirsch blev født i 1971 og lod sig af egen drift og vilje indskrive på vinbrugsskolen i Klosterneuburg i 1985 i den unge alder af 14 år. 1985 blev således ikke kun begyndelsen på voksenlivet for den unge Johannes, det blev også det år, hvor den østrigske vinbranche mistede sin uskyld og måtte træde ind i de voksnes rækker: Det skete efter den meget omtalte vinskandale, hvor en række bønder ulovligt havde justeret deres vin med stoffet diethylenglycol - udbredt (men fejlagtigt) kendt som kølervæske. Da det kom pressen for øje, rullede skandalen, og hele den østrigske vinbranche havnede i en dyb krise.

"Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget" bemærker Hirsch, der i dag, som så mange andre, kan se tilbage på vinskandalen som en slags historiens list. Den skelsættende begivenhed var nemlig startskuddet til en ny æra, hvor kvalitet, oprindelse og gennemsigtighed skulle redefinere østrigsk vin. En ny begyndelse, hvor en revideret vinlovgivning satte strikse rammer, og en ny generation af ambitiøse unge vinmagere kunne gøre kvantespring i kvaliteten.

Men før han kunne hjælpe med at genrejse fædrelandet, førte vejen omkring det store udland. Med en kandidatgrad i ønologi drog Johannes i 1990 ud for at indhente praktiske erfaringer: først fra Rippon Vineyards i Central Otago, New Zealand; så Penfolds i Barossa Valley, Australien; siden Grand Cru Vineyards i Sonoma, Californien; og endeligt på Opstal Estate i Sydafrikas Western Cape.

Hjemme igen og oppe i skyerne af de mange nye erfaringer og inspirationskilder fra det oversøiske var Johannes i 1994 klar til at bringe fornyet liv i vinhuset og frydefuld forandring. Blandt de ungdommelige drømme var at lave stor vin på Chardonnay med malolaktisk gæring og lagring på små træfade - samt at lave udsøgt rødvin af internationalt format på den lokale St. Laurent drue. Besindelse og eftertanke satte dog hurtigt ind: Hvorfor er de rødvine, jeg bruger så megen tid på, ikke nær så gode, som de hvidvine, vi altid har lavet? Hvorfor laver vi overhovedet rødvin her, hvor vi har tradition og særligt gunstige forudsætninger for hvidvin?

1999 blev året, hvor Johannes Hirsch tog den radikale beslutning at indstille produktionen af rødvin og rykke stokkene med blå druer op for i stedet at fokusere på Kamptals grønne klassikere: Grüner Veltliner og Riesling. Et opsigtsvækkende valg i en periode, hvor moden i stigende grad dikterede rødvin over hele verden og ikke mindst blandt østrigske vinbønder - mens de fandt superlativer om deres seneste rødvin, fandt Hirsch skovl og hakke frem. Siden har han været en uanfægtelig forsvarer for hvidvin i absolut verdensklasse; og hans farvel til rødvinen skulle kun blive den første i en række af bemærkelsesværdige beslutninger.

2002 blev året, hvor korkpropperne måtte vige for skruelåg på Weingut Hirsch - og over hele linjen, ikke kun på basisvinene, men også på de seriøse enkeltmarksvine. Johannes havde igennem flere år ærgret sig over korkfejl, en problematik han i stigende grad blev opmærksom på omfanget af. Det var ikke blot enkeltstående vine med tydeligt korkpræg, antallet var for ham foruroligende højt, hvortil kom flasker med små grader af TCA-infektion og andre former for uønsket variation. Hans tidlige erfaringer med Stelvin skruelåg fra New Zealand bragte ham på sporet af den rette løsning, og udskiftningen blev eksekveret uden rysten på hånden. Hvilket vakte opsigt og delte meningerne mellem modernister og konservative, ideologer og pragmatikere. Det toneangivende østrigske vinblad Falstaff så tiltaget som den direkte vej til Untergang des Abendlandes og kaldte til boykot af vinene - sådan måtte Hirsch da kunne bringes til fornuft! En overreaktion, bladet i lyset af Østrigs senere succes med skruelåg har erkendt og angret. Faktisk udråbte Falstaff i 2011 selvsamme Hirsch til årets vinmager - og dét i øvrigt efter at dagbladet Die Presse i 2008 havde kåret ham til årets østrigske erhvervsmand. Hirsch høstede efterhånden anerkendelse for sine fremsynede og modige valg.

Geduld! Geduld!

Genvordighederne tog Hirsch med munter mine. Modvind er en god ting, når man skal den anden vej; men det er også rart, når vinden vender. Den gemytlige og energiske Hirsch er en hårdtarbejdende mand, og han lå ikke på den lade side, hvad angik videre innovationer.

Østrigerne holder af ung vin og har en mani med at gå efter så ny vin som muligt. Det har den konsekvens, at mange østrigske vinbønder frigiver selv deres topvine ret hurtigt, og at mange af disse vine bliver drukket allerede i deres unge år - før de har haft mulighed til at finde sig selv, udvikle sig og modne. Dén tendens ønskede Hirsch at gå imod.

2002 blev derfor også året, hvor han flaskede og markedsførte bl.a. sin Riesling Gaisberg i to forskellige udgaver: én flasket i april og frigivet til normal termin og én flasket i september og først frigivet et år senere. Formålet var at vise, at vinen med længere lagring på gærresterne fandt en bedre balance og større dybde, og at der desuden var et videre udviklings- og lagringspotentiale i vinene, som først afslører sig med tidens gang. Man må have tålmodighed for at få den bedste vin. Men flertallet af de østrigske forbrugere har endnu ikke rigtigt omstillet sig til den tankegang, og mange restauratører og stamkunder måtte nødtørftigt vende sig til, at vinene fra Hirsch var noget senere på markedet end andre vinmageres. Hirsch indstillede dobbeltudgaverne og fandt i stedet en gylden middelvej, hvor han generelt flasker vinene omkring juni. Flere kolleger følger nu samme mønster.

I 2006 påbegyndte Johannes en omstilling til certificeret biodynamisk vinbrug. Siden sin far Josefs tid ved roret var det allerede praksis at være i tæt samarbejde med naturen. Det betød en yderst tøvende omgang med sprøjtemidler og en tidlig overgang til brug af biologiske midler som god kompost. Siden 1979 gødede han udelukkende markerne med kompost lavet i samarbejde med sin ven, ostemageren Robert Paget fra Diendorf syd for Kammern. Hirsch leverede hø fra sine enge til Pagets geder og vandbøfler og til gengæld fik han frisk møg tilbage til sine vinmarker - et symbiotisk forhold, der stadig vedligeholdes. Pagets råmælksoste (af typer som ricotta, mozzarella og skimmel) er som Hirschs vine levende og karakterfulde, og de har også fundet vej til f.eks. Steirereck, Wiens to-stjernede Michelin-restaurant.

Overgangen til biodynamisk dyrkning fulgte uden uoverskuelige vanskeligheder; Hirsch forklarer, at flere årtiers kompostering var et gunstigt udgangspunkt og betoner, at den største største forskel ligger i antallet af arbejdstimer under åben himmel. Dyrkningsformen kræver mere opmærksomhed og håndarbejde i markerne. “Med begge ben på jorden og fingrene i vinstokkene” er devicen. Der skal lægges kræfter i, men det mere end betaler sig. Biodynamisk vinbrug er ifølge Hirsch nemlig bedst til at gengive de naturlige forhold i den enkelte vinmark. Men han udviser ingen åndløs tilgang til de mere åndelige sider af Steiners lære - her er han mere pragmatisk anlagt. Rent praktisk var også en af medstifterne af gruppen Respekt, en sammenslutning af biodynamiske vinbønder, som deler viden og tillige kontrollerer og certificerer vine som biodynamiske under mærket respekt-BIODYN efter et strikt regelsæt. Siden 2010 har alle Hirschs vine været certificerede.

I 2013 ændrede Hirsch så - efter italiensk forbillede - beskæring af sine vinstokke. Beskæring og opbinding sker efter en gammel metode, som i dag foreskrives af Marco Simonit og Pierpaolo Sirch (som også er konsulenter for bl.a. Domaine Leroy, og som nu også Bründlmayer og Jurtschitsch benytter sig af). Grundlæggende drejer det sig om at understøtte vinstokkens naturlige vækst og værne om dens evne til at forgrene sig - og ikke mindst at beskytte dens saftbaner. Derfor snittes kun i flere år gammelt ved, og man begrænser snitfladerne og dermed "sårdannelsen" på planten. Det styrker stokken nedefra og forankrer planten stærkere i jorden. Sådan kan stokkene også give mere stabile udbytter og blive ganske gamle. Fremtiden skal sikres. "I dag har jeg tre børn og ville nok ikke være så risikovillig som tidligere" afrunder Johannes smilende, bevist om sin store indsats.

Gaisberg

"Kamptal er et hvidvinsområde med et utroligt potentiale. Jeg kunne ikke forestille mig at lave vin andre steder.” Således talte Johannes Hirsch.

Kamptal ligger en lille times kørsel nordvest for Wien, hvor den lille Kampflod skærer sig gennem landskabet på sin vej mod Donau. Skråningerne i den åbne floddal ligger i ly af de skovklædte bakker i Waldviertel mod nord, hvorfra kølige vinde trækker ned om natten. Varme vinde fra den pannoniske slette mod øst holder klimaet lunt, og dagene er som oftest solrige og tørre. Det er det generelt kølige klima og de store temperatursvingninger mellem nat og dag, der giver Kamptals vine deres særlige syrespil og aromatik.

Det er ikke sig selv eller sine egne børn, Johannes Hirsch tænker på, når han siger, at den mindste af to søskende ofte bliver overset eller underkendt. Tværtimod er det hans højtelskede Gaisberg, der som den "yngste og mindste" af de to tvillingebakker i baghaven traditionelt har stået i skyggen af den navnkundige Heiligenstein. Men hvor Heiligenstein er et unikum (konglomerat af sandsten med vulkanske elementer), der giver kompakte og mineralske vine med stort lagringspotentiale, er Gaisberg med sin gnejs og glimmerskifer indbegrebet af Kamptal, dens vine er frugtige og feminine som unge men besidder samtidigt stort lagringspotentiale. 

Gaisberg er altså med rette et af områdets højdepunkter, hvad angår vin. Overordnet set er bakken en sydøstlig udløber af Manhartsberg og det bøhmiske massiv længere nordpå. Den falder i tre dele med tilhørsforhold til hver sin by: Kammern, Zöbing og Strass. Hver tredjedel har sin egen karakter: Hovedparten er Zöbinger Gaisberg, den køligste del, som også Hirsch høster fra, øverst beliggende og vendt mod sydvest, og perfekt til Riesling med sin undergrund af gnejs og skifer. Længere nede ligger Strasser Gaisberg, hvor løsslaget over stenlaget bliver tykkere, og Riesling suppleres af sorten Neuburger; og den laveste del, Kammerner Gaisberg, er med sine løssrige jorde særligt velegnet til Grüner Veltliner og St. Laurent. Riesling forbliver dog hoveddruen, og foruden fra Hirsch kommer andre gode Gaisbergere fra Birgit Eichinger og Schloss Gobelsburg.

Gaisberg Riesling 2014 har en bedårende duft af hvide forårsblomster og citronskal, og fersken, abrikos og citrus pibler frem i smagen med en delikat, krystalklar syrestrøm og en stenet, mineralsk åre i dybden. Ren i mælet, med en pikant eftersmag af milde krydderurter og våde sten. En saftig, intens og fyldig vin men samtidigt svævende let. Trods et tidligt og solrigt forår var sommeren undertiden en kølig og våd fornøjelse i 2014. Udbytterne blev lavere i denne udfordrende årgang, men når den er god, så er den altså virkelig god! Af ældre årgange må fremhæves 2010, 2006 og 2002.

Skænket i et Zalto hvidvinsglas ved en 7-8 grader er lykken er gjort. En særlig oplevelse er det selvfølgeligt at smage vinen hos Hannes selv i det elegante smagelokale bag boligen med panorama mod Gaisberg - blot 721 vildsvinetrin væk, som det står noteret på vinduesglasset. Stedet, stemningen, selskabet, det hele hænger sammen. Kommer du forbi Hauptstrasse 76 i Kammern, kan du være heldig, at der er nogen hjemme!

Flaske: Riesling Gaisberg 2014  
Vinhus: Johannes Hirsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Atomwine  
Pris: 299,-  

Walter Buchegger in memoriam

Walter Buchegger er ikke blandt os længere. Den velkendte østrigske vinmager døde lørdag den 2. juni i en alder af blot 50 år. Han efterlader sig sine to børn og hustruen Silke Mayr, som selv er vinmager på sine forældres traditionsvingård Vorspannhof Mayr, der de seneste år blev drevet i samspil med Weingut Buchegger. Ikke mindst efterlader Walter sig sine vine, et værk han i stadigt stigende grad blev kendt og anerkendt for i de seneste år.

Walter Buchegger (1968-2018)

Buchegger stod for venlige og regionstypiske vine, som velfortjent blev en eksportsucces, særligt i Skandinavien, Storbritanien og USA. Mange danskere vil være hans vine bekendt gennem Løgismose, der har langet mangt en sommervin over disken med Bucheggers let genkendelige logo; det være sig hans forfriskende basisvine Grüner Veltliner Holzgasse, Riesling Konglomerat eller den saftige rosé Pinot & Co.

Vingården ved Gedersdorf i Kremstal har været i familiens eje siden 1893, først som et blandet landbrug, hvor kvægbrug var hovedbeskæftigelsen, siden blev det et rent vinbrug. Walter overtog gården fra sine forældre Herta og Leopold i 1994. Han lod sig oplære af sin far men uddannede sig også formelt til vinmager på Weinbauschule Krems og stod siden i mesterlære hos Willi Bründlmayer, som han arbejdede for i en årrække sidst i 1980'erne.

Den unge Buchegger var ambitiøs og skabte sig hurtigt et navn. Grüner Veltliner og Riesling var specialet - i flere aftapninger fra de i alt godt 15 hektar, fra de lette og fornøjelige til de mere seriøse enkeltmarksvine. De sidste 25 år praktiserede han integreret vinbrug (tidligere kendt som KIP: Kontrollierte Integrierte Produktion), en med økologi beslægtet praksis, hvor insekticider, herbicider og pesticider er lagt på hylden, traktorkørslen reduceret til et minimum, og dyrkningen af nytteplanter holder balance i vinmarken. Walter praktiserede desuden en ret tæt beplantning, efterfulgt af nøje selektion, så udbytterne holdtes lave. Høj kvalitet var i højsædet, og Walter skattede såvel friskhed og frugtighed som modenhed og fylde i sine vine - derfor høstede han gerne sent men aldrig med botrytis.

Walters livsledsagerske blev Silke Mayr fra gæstgiveriet og vingården Vorspannhof Mayr i den nærliggende by Droß. Sammen fik de børnene Valerie og Simon. I 2006 flyttede Walter sin kælder fra Gedersdorf til Droß, hvor de to vinhuse fik plads under samme tag men stadigt hver for sig - for at drage fordel af delingen af gods, apparatur og infrastruktur. I de seneste år arbejdede Walter ud over Silke sammen med kældermesteren Michael Reithner. Weingut Buchegger er desuden medlem af Österreichische Traditionsweingüter med Moosburgerin og Vordernberg som Erste Lagen. Blandt hans øvrige marker bør nævnes Gebling, Pfarrweingarten og Tiefenthal.

Die Qual der Wahl har altid været det største problem i forhold til Bucheggers sortiment. Stephen Brook bemærker da også i sin bog The Wines of Austria, at der ikke er nogle svage led i kæden hos Buchegger. Alle vinene er gode og har hver især egenkarakter med den klare frugtighed som det gennemgående træk.

Reserve Leopold

Vin kan vække minder, og hvilken bedre måde at mindes en vinmager end at drikke et glas til hans ære? Valget faldt her på en af Walters topvine, en usædvanligt moden og fyldig vin på Grüner Veltliner dedikeret til hans far: Reserve Leopold.

Jeg husker tydeligt, da jeg smagte denne vin første gang i 2014. Især overraskelsen over dens atypiske fylde og modenhed men også den slurkvise erkendelse af, at her var der tale om en meget interessant vin. Måske er det den direkte sanselighed i en vinoplevelse, der kan forankre den så dybt i bevidstheden, at den let forbindes med fornemmelser og følelser. Sådan som vi ofte kan huske dufte og smage fra barndommen særligt tydeligt. Vin kan så knytte an til vores erindringer og genskabe stemninger, når den skænkes igen. 

Druerne til Reserve Leopold kommer fra Vordernberg, en sydvendt enkeltmark ved Gedersdorf i det østligste Kremstal. Grundsubstansen på den stenede mark er kalkholdigt konglomerat dækket af et lag løss, hvori vokser både Grüner Veltliner og Riesling. Tidligere var marken faktisk kendt som "Ungut", fordi den stenede jord var svær at bearbejde; men jordbunden og mikroklimaet er udsøgt og forlener vinene med en kølig aroma, stram syrestruktur og udpræget mineralitet. Vordernberg står altid for kompakte og komplekse vine; og det understreges med den kølige årgang 2010.

Duften er frisk, næsten frostklar, med små spor af syrlig stenfrugt, nyslået hø og humle. Sprødhed og fylde går hånd i hånd, og smagen spænder et vidt spektrum af frugt: alt fra frisk fersken og abrikos til ananas, grapefrugt og gule rosiner. Der er urtede og krydrede noter som græs, hø, humle og lakridspulver samt et malolaktisk element, der giver sig til kende som en smule yoghurt eller surdejsbrød. Kort og godt en lang rejse i smag, komprimeret og kompleks, men afstemt af en forfriskende syre. Et smukt minde nu, men den vil holde sig godt og udvikle sig i mange år endnu.

Walter Buchegger blev begravet i Droß fredag den 8. juni.

Tak for vinen.

Flaske: Reserve Leopold 2010  
Vinhus: Walter Buchegger  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Integreret landbrug  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importører: Vinpusheren / Løgismose  
(men ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €25  

De vises sten

Nogle steder har nogen bare knækket koden: Den rette druesort på den rette jordbund, og symbiosen er indgået. Vinen bliver fantastisk, det særegne udtryk står strålende klart, og den kunne næsten umuligt komme fra noget andet sted. Sådan en sammenhæng mellem velsmag, karakter og transparens i forhold til terroir står nok ingen steder klarere, end når sorten er Riesling. 

Siden middelalderen har især benediktiner- og cisterciensermunke arbejdet med vinbrug og udforsket forholdet mellem druesorter og dyrkningssteder langs Donaufloden i Østrig; og gennem tiden fandt de ud af, at hvor Grüner Veltliner egnede sig godt til de lunere, lavere beliggenheder med god vandforsyning, så klarede Riesling skærene anderledes godt højt på de stejle skråninger, hvor det skorter på vand og varme men ikke på lys. Med tiden fandt de ligefrem velsignede steder, hvor vinen blev endog særdeles god: Et af de tidligst navngivne og opdyrkede er Heiligenstein ved Zöbing i Kamptal.

Selvom munke i dag spiller en absolut marginal rolle i vinbranchen, så bygges der stadigt videre på de indsigter, de gjorde sig og den tradition, de lagde grunden til. I nutiden varetager sammenslutningen af såkaldt traditionelle vinhuse i Donauområdet, Österreichische Traditionsweingüter, rollen som vogter af vinmarkerne og fortsætter arbejdet med at lokalisere, demarkere og klassificere de bedste dyrkningssteder.

Michael Moosbrugger er forpagter på det gamle kloster Schloss Gobelsburg siden 1996, hvor han med en hjælpende hånd fra Willi Bründlmayer på rekordtid fik genrejst det traditionsrige men trætte vinslot tilbage til fordums storhed. I 2006 blev Moosbrugger kåret til Årets Vinbonde i Østrig, og siden 2007 har han været formand for Österreichische Traditionsweingüter. De større linier i Schloss Gobelsburgs historie er opridset her — og den måske største vin i sortimentet er netop fra den mytiske mark Heiligenstein.

Heiligenstein

Marken Heiligenstein, direkte oversat "helgenernes sten", er et af de særlige steder, hvor Riesling træder i karakter og hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Det mytisk klingende navn, der ofte— fejlagtigt— oversættes med "den hellige sten", "helende sten" eller "lyse sten", stammer historisk fra Hellenstein, der mere prosaisk betyder noget i retningen af en skrå og stenet bjergside. Heiligenstein er da også med sine 360 meter en udløber af det böhmiske massiv og Manhartsberg længere mod nord.

Heiligenstein er en af de ældste vinmarker i Kamptal, kulturelt såvel som geologisk. De stejle syd- og sydvestvendte skråninger strækker sig med en hældning på 13 grader godt hundrede meter op fra den lille flod Kamp, hvor den slår en bugt lige uden for landsbyen Zöbing ganske kort fra Kamptals hovedby Langenlois. Foruden Riesling er bjerget hjemsted for sjældne plantearter som blomsterkørvel, gul vildløg, slangehoved, fembladet hanefod og agermuseurt; dets øvrige sider er skovklædte og fredede. Øverst troner udsigtstårnet Kamptalwarte, opført i 1897, med udsigt over vinmarkerne og store dele af Kampdalen helt ned til Donau.

Klimatisk er Heiligenstein under indflydelse fra det lunere pannoniske klima i øst og det køligere böhmiske klima i nord. I løbet af dagen løber varme vinde sidelæns ind fra øst, mens der om aftenen falder kølig vind ned fra nord. Temperaturvekslingen og den næsten perfekte eksposition mod solen giver ideelle forudsætninger for at skabe balancerede og langlivede vine med modenhed, aromatisk kompleksitet og god syre.

Jordbunden består af silt og er yderst stenet, præget af sandsten, der stammer tilbage fra Permtiden, 250-270 millioner år gamle. Feldspat er ligeledes udbredt, og der er magmatiske og vulkanske indslag i form af feldspat og kvartsporfyr. Alt i alt et unikt terroir, der— hvis man da tør tro på den slags— kan forlene vinene med en udpræget mineralitet.

Heiligenstein har i århundreder været centrum for kult og ritualer. Nu om stunder er det vinen, man bør falde på knæ for. I alt tolv vinhuse har andel i Heiligenstein og laver alle interessante vine derfra, næsten udelukkende på Riesling. Foruden Gobelsburgs må særligt fremhæves vinene fra Johannes Hirsch (Atomwine), Alwin Jurtschitsch (Vinoble), Fred Loimer (Vinova) og ikke mindst Willi Bründlmayers Alte Reben (Jysk Vin).

Antydningens kunst

Nogle vine har meget på hjerte, andre er mere enfoldige, de fleste måske nært intetsigende. Nogle taler i store overskrifter, mens andre taler mere sagte, andre igen skal man ligefrem fravriste deres hemmeligheder. Heiligenstein fra Schloss Gobelsburg hører til de sagte talende, hvor det dog er værd at lytte, for den rummer en rig fortælling.

Duften er mild og mundfornemmelsen rund og blød. Der er en glasklar syre, der dog på intet tidspunkt bliver skarp men løfter den modne frugt, som træder frem i smagen; for siden at træde til side for mere mineralske og æteriske noter. Det er en vin fyldt med fine antydninger. Man når lige at få fat i noget, før det giver slip igen men giver plads til noget andet. Underspillet og underfundigt.

Det er i den optik, at den kaleidoskopiske mosaik af dufte, smage og fornemmelser skal ses. Grønne reineclauder, carambole, fersken, citron, lime, jasmin. Hvid the, kildevand, kolde sten, knust flint, måske en antydning af diesel. Intet i overmål, alt afstemt og balanceret. Man efterlades lettere spørgende, hvordan en vin med så stor intensitet og koncentration kan være så let, så saftig og så forfriskende.

2014 var et køligere og for mange et vanskeligt år— og af samme grund er årgangen generelt undervurderet. Der kom dog fremragende vine fra de bedre producenter; og de har en livlig syre og filigran detaljerigdom, som gør dem særdeles pikante og raffinerede. De minder sandsynligvis om fordums vine fra før den nuværende globale opvarmning, der truer mange af de klassiske vinregioner. Now "progress" takes away what forever took to find? Hvorom alt er, så har 2014 måske ikke helt samme lagrings- og udviklingspotentiale som f.eks. 2015, der bl.a. viser en frugtigere og mere muskuløs Heiligenstein. Tiden vil vise det. Mellemtiden kan tilbringes med at meditere over et godt glas 2014.

Flaske: Riesling Heiligenstein 2014  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 300,-