Walter Buchegger in memoriam

Walter Buchegger er ikke blandt os længere. Den velkendte østrigske vinmager døde lørdag den 2. juni i en alder af blot 50 år. Han efterlader sig sine to børn og hustruen Silke Mayr, som selv er vinmager på sine forældres traditionsvingård Vorspannhof Mayr, der de seneste år blev drevet i samspil med Weingut Buchegger. Ikke mindst efterlader Walter sig sine vine, et værk han i stadigt stigende grad blev kendt og anerkendt for i de seneste år.

Walter Buchegger (1968-2018)

Buchegger stod for venlige og regionstypiske vine, som velfortjent blev en eksportsucces, særligt i Skandinavien, Storbritanien og USA. Mange danskere vil være hans vine bekendt gennem Løgismose, der har langet mangt en sommervin over disken med Bucheggers let genkendelige logo; det være sig hans forfriskende basisvine Grüner Veltliner Holzgasse, Riesling Konglomerat eller den saftige rosé Pinot & Co.

Vingården ved Gedersdorf i Kremstal har været i familiens eje siden 1893, først som et blandet landbrug, hvor kvægbrug var hovedbeskæftigelsen, siden blev det et rent vinbrug. Walter overtog gården fra sine forældre Herta og Leopold i 1994. Han lod sig oplære af sin far men uddannede sig også formelt til vinmager på Weinbauschule Krems og stod siden i mesterlære hos Willi Bründlmayer, som han arbejdede for i en årrække sidst i 1980'erne.

Den unge Buchegger var ambitiøs og skabte sig hurtigt et navn. Grüner Veltliner og Riesling var specialet - i flere aftapninger fra de i alt godt 15 hektar, fra de lette og fornøjelige til de mere seriøse enkeltmarksvine. De sidste 25 år praktiserede han integreret vinbrug (tidligere kendt som KIP: Kontrollierte Integrierte Produktion), en med økologi beslægtet praksis, hvor insekticider, herbicider og pesticider er lagt på hylden, traktorkørslen reduceret til et minimum, og dyrkningen af nytteplanter holder balance i vinmarken. Walter praktiserede desuden en ret tæt beplantning, efterfulgt af nøje selektion, så udbytterne holdtes lave. Høj kvalitet var i højsædet, og Walter skattede såvel friskhed og frugtighed som modenhed og fylde i sine vine - derfor høstede han gerne sent men aldrig med botrytis.

Walters livsledsagerske blev Silke Mayr fra gæstgiveriet og vingården Vorspannhof Mayr i den nærliggende by Droß. Sammen fik de børnene Valerie og Simon. I 2006 flyttede Walter sin kælder fra Gedersdorf til Droß, hvor de to vinhuse fik plads under samme tag men stadigt hver for sig - for at drage fordel af delingen af gods, apparatur og infrastruktur. I de seneste år arbejdede Walter ud over Silke sammen med kældermesteren Michael Reithner. Weingut Buchegger er desuden medlem af Österreichische Traditionsweingüter med Moosburgerin og Vordernberg som Erste Lagen. Blandt hans øvrige marker bør nævnes Gebling, Pfarrweingarten og Tiefenthal.

Die Qual der Wahl har altid været det største problem i forhold til Bucheggers sortiment. Stephen Brook bemærker da også i sin bog The Wines of Austria, at der ikke er nogle svage led i kæden hos Buchegger. Alle vinene er gode og har hver især egenkarakter med den klare frugtighed som det gennemgående træk.

Reserve Leopold

Vin kan vække minder, og hvilken bedre måde at mindes en vinmager end at drikke et glas til hans ære? Valget faldt her på en af Walters topvine, en usædvanligt moden og fyldig vin på Grüner Veltliner dedikeret til hans far: Reserve Leopold.

Jeg husker tydeligt, da jeg smagte denne vin første gang i 2014. Især overraskelsen over dens atypiske fylde og modenhed men også den slurkvise erkendelse af, at her var der tale om en meget interessant vin. Måske er det den direkte sanselighed i en vinoplevelse, der kan forankre den så dybt i bevidstheden, at den let forbindes med fornemmelser og følelser. Sådan som vi ofte kan huske dufte og smage fra barndommen særligt tydeligt. Vin kan så knytte an til vores erindringer og genskabe stemninger, når den skænkes igen. 

Druerne til Reserve Leopold kommer fra Vordernberg, en sydvendt enkeltmark ved Gedersdorf i det østligste Kremstal. Grundsubstansen på den stenede mark er kalkholdigt konglomerat dækket af et lag løss, hvori vokser både Grüner Veltliner og Riesling. Tidligere var marken faktisk kendt som "Ungut", fordi den stenede jord var svær at bearbejde; men jordbunden og mikroklimaet er udsøgt og forlener vinene med en kølig aroma, stram syrestruktur og udpræget mineralitet. Vordernberg står altid for kompakte og komplekse vine; og det understreges med den kølige årgang 2010.

Duften er frisk, næsten frostklar, med små spor af syrlig stenfrugt, nyslået hø og humle. Sprødhed og fylde går hånd i hånd, og smagen spænder et vidt spektrum af frugt: alt fra frisk fersken og abrikos til ananas, grapefrugt og gule rosiner. Der er urtede og krydrede noter som græs, hø, humle og lakridspulver samt et malolaktisk element, der giver sig til kende som en smule yoghurt eller surdejsbrød. Kort og godt en lang rejse i smag, komprimeret og kompleks, men afstemt af en forfriskende syre. Et smukt minde nu, men den vil holde sig godt og udvikle sig i mange år endnu.

Walter Buchegger blev begravet i Droß fredag den 8. juni.

Tak for vinen.

Flaske: Reserve Leopold 2010  
Vinhus: Walter Buchegger  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Integreret landbrug  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importører: Vinpusheren / Løgismose  
(men ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €25  

De vises sten

Nogle steder har nogen bare knækket koden: Den rette druesort på den rette jordbund, og symbiosen er indgået. Vinen bliver fantastisk, det særegne udtryk står strålende klart, og den kunne næsten umuligt komme fra noget andet sted. Sådan en sammenhæng mellem velsmag, karakter og transparens i forhold til terroir står nok ingen steder klarere, end når sorten er Riesling. 

Siden middelalderen har især benediktiner- og cisterciensermunke arbejdet med vinbrug og udforsket forholdet mellem druesorter og dyrkningssteder langs Donaufloden i Østrig; og gennem tiden fandt de ud af, at hvor Grüner Veltliner egnede sig godt til de lunere, lavere beliggenheder med god vandforsyning, så klarede Riesling skærene anderledes godt højt på de stejle skråninger, hvor det skorter på vand og varme men ikke på lys. Med tiden fandt de ligefrem velsignede steder, hvor vinen blev endog særdeles god: Et af de tidligst navngivne og opdyrkede er Heiligenstein ved Zöbing i Kamptal.

Selvom munke i dag spiller en absolut marginal rolle i vinbranchen, så bygges der stadigt videre på de indsigter, de gjorde sig og den tradition, de lagde grunden til. I nutiden varetager sammenslutningen af såkaldt traditionelle vinhuse i Donauområdet, Österreichische Traditionsweingüter, rollen som vogter af vinmarkerne og fortsætter arbejdet med at lokalisere, demarkere og klassificere de bedste dyrkningssteder.

Michael Moosbrugger er forpagter på det gamle kloster Schloss Gobelsburg siden 1996, hvor han med en hjælpende hånd fra Willi Bründlmayer på rekordtid fik genrejst det traditionsrige men trætte vinslot tilbage til fordums storhed. I 2006 blev Moosbrugger kåret til Årets Vinbonde i Østrig, og siden 2007 har han været formand for Österreichische Traditionsweingüter. De større linier i Schloss Gobelsburgs historie er opridset her — og den måske største vin i sortimentet er netop fra den mytiske mark Heiligenstein.

Heiligenstein

Marken Heiligenstein, direkte oversat "helgenernes sten", er et af de særlige steder, hvor Riesling træder i karakter og hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Det mytisk klingende navn, der ofte— fejlagtigt— oversættes med "den hellige sten", "helende sten" eller "lyse sten", stammer historisk fra Hellenstein, der mere prosaisk betyder noget i retningen af en skrå og stenet bjergside. Heiligenstein er da også med sine 360 meter en udløber af det böhmiske massiv og Manhartsberg længere mod nord.

Heiligenstein er en af de ældste vinmarker i Kamptal, kulturelt såvel som geologisk. De stejle syd- og sydvestvendte skråninger strækker sig med en hældning på 13 grader godt hundrede meter op fra den lille flod Kamp, hvor den slår en bugt lige uden for landsbyen Zöbing ganske kort fra Kamptals hovedby Langenlois. Foruden Riesling er bjerget hjemsted for sjældne plantearter som blomsterkørvel, gul vildløg, slangehoved, fembladet hanefod og agermuseurt; dets øvrige sider er skovklædte og fredede. Øverst troner udsigtstårnet Kamptalwarte, opført i 1897, med udsigt over vinmarkerne og store dele af Kampdalen helt ned til Donau.

Klimatisk er Heiligenstein under indflydelse fra det lunere pannoniske klima i øst og det køligere böhmiske klima i nord. I løbet af dagen løber varme vinde sidelæns ind fra øst, mens der om aftenen falder kølig vind ned fra nord. Temperaturvekslingen og den næsten perfekte eksposition mod solen giver ideelle forudsætninger for at skabe balancerede og langlivede vine med modenhed, aromatisk kompleksitet og god syre.

Jordbunden består af silt og er yderst stenet, præget af sandsten, der stammer tilbage fra Permtiden, 250-270 millioner år gamle. Feldspat er ligeledes udbredt, og der er magmatiske og vulkanske indslag i form af feldspat og kvartsporfyr. Alt i alt et unikt terroir, der— hvis man da tør tro på den slags— kan forlene vinene med en udpræget mineralitet.

Heiligenstein har i århundreder været centrum for kult og ritualer. Nu om stunder er det vinen, man bør falde på knæ for. I alt tolv vinhuse har andel i Heiligenstein og laver alle interessante vine derfra, næsten udelukkende på Riesling. Foruden Gobelsburgs må særligt fremhæves vinene fra Johannes Hirsch (Atomwine), Alwin Jurtschitsch (Vinoble), Fred Loimer (Vinova) og ikke mindst Willi Bründlmayers Alte Reben (Jysk Vin).

Antydningens kunst

Nogle vine har meget på hjerte, andre er mere enfoldige, de fleste måske nært intetsigende. Nogle taler i store overskrifter, mens andre taler mere sagte, andre igen skal man ligefrem fravriste deres hemmeligheder. Heiligenstein fra Schloss Gobelsburg hører til de sagte talende, hvor det dog er værd at lytte, for den rummer en rig fortælling.

Duften er mild og mundfornemmelsen rund og blød. Der er en glasklar syre, der dog på intet tidspunkt bliver skarp men løfter den modne frugt, som træder frem i smagen; for siden at træde til side for mere mineralske og æteriske noter. Det er en vin fyldt med fine antydninger. Man når lige at få fat i noget, før det giver slip igen men giver plads til noget andet. Underspillet og underfundigt.

Det er i den optik, at den kaleidoskopiske mosaik af dufte, smage og fornemmelser skal ses. Grønne reineclauder, carambole, fersken, citron, lime, jasmin. Hvid the, kildevand, kolde sten, knust flint, måske en antydning af diesel. Intet i overmål, alt afstemt og balanceret. Man efterlades lettere spørgende, hvordan en vin med så stor intensitet og koncentration kan være så let, så saftig og så forfriskende.

2014 var et køligere og for mange et vanskeligt år— og af samme grund er årgangen generelt undervurderet. Der kom dog fremragende vine fra de bedre producenter; og de har en livlig syre og filigran detaljerigdom, som gør dem særdeles pikante og raffinerede. De minder sandsynligvis om fordums vine fra før den nuværende globale opvarmning, der truer mange af de klassiske vinregioner. Now "progress" takes away what forever took to find? Hvorom alt er, så har 2014 måske ikke helt samme lagrings- og udviklingspotentiale som f.eks. 2015, der bl.a. viser en frugtigere og mere muskuløs Heiligenstein. Tiden vil vise det. Mellemtiden kan tilbringes med at meditere over et godt glas 2014.

Flaske: Riesling Heiligenstein 2014  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 300,-  

Familieportræt: Mechthild

Der er (efterhånden for længe siden) gået hyperinflation i begreber som topvin og kultvin, men det skal ikke afholde fra stændigt og stædigt at anvende dem, når de endelig er på deres plads; og det kan de sågar være uden for Bourgogne, Piemonte og Mosel, og selvom forjættede point aldrig har bragt dem nær en topscore på 100.

Store vine og stærke personligheder har det med at dele vandene, og således også Mechthild, familieoverhovedet i den fiktive vinfamilie fra Gut Oggau, hvor vinenes karakteristika træder frem som karakterer på etiketterne. Nok er hun "den elskelige bedstemor, man nostalgisk sætter sin lid til" - men trods sit lyttende og forstående væsen, får hun gerne selv det sidste ord, og "hun kan også være hemmelighedsfuld og dele meningerne." Det kommer vel af at have sine Grüner Veltliner rødder solidt plantet i Burgenlands jord, være nøje udvalgt fra husets ældste parceller og forvandlet til vin på gammeldags og langsommeligste vis. Presning foregår på husets restaurerede og århundreder gamle træpresse over godt 15 timer, spontangæring følger på store træfade og efterfølgende ligger den til lagring på bundfaldet i næsten to år. Ingen klaring eller filtrering, kun naturlig sedimentering. Sulfitter kun i små mængder sidst i processen, hvis det findes nødvendigt.

Den ungdommelige vildskab, der præger de yngste familiemedlemmer og stadigt har tag i den voksne generation, har omvandlet sig til en livskraftig karakterfasthed i den ældste generation. "Ungdom er en gave fra naturen, alderdom er et kunstværk" som Stanislaw Lec fik det formuleret. Mechthild er måske den af Gut Oggaus vine, der er forlenet med mest udtryk, der taler sig eget sprog tydeligst. Det modne er fremhævet, patina, som små mærker fra tidens tand tegnet i ansigtets folder, men først og fremmest en modenhed og mildhed, der kommer af at hvile i sig selv. Sådan præsenterer vinen sig, når den er bedst, og man giver den tid til at udfolde sig - og lade sig forstå. Mechthild er hverken arketypisk eller begyndervenlig Grüner Veltliner; men hvidvin for viderekomne, med struktur, tekstur og en aromaprofil ud over det sædvanlige.

Nyskænket Mechthild 2015. Giv den god tid i glasset. Farven er vild og her mere i solnedgang end vanligt - glasset har lige holdt på den røde Joshuari

Overraskende mørkt gylden i glasset. Duften er æterisk og emmer af hvide blomster, hø, citrus og en smule petroleum. Smagen er rund, har moden pære og saftig grapefrugt med noter af græs, krydderurter og peber. Fordrende, fyldig og kompleks vin, hvor en syngende syre og små, fine tanniner griber godt i gummerne. Mineralsk efterklang og lang eftersmag.

Navnet er, som med de andre vine, hentet fra husets historie. “Vi ville gerne lave noget helt nyt, men noget der samtidigt forbandt os med en tradition," som Stephanie udtrykker det. I tilfældet Mechthild kom det direkte fra den seneste historie: Mechthild Wimmer var en velkendt rødvinsmager i det østrigske, anerkendt især for sin Blaufränkisch, og hun blev den sidste ejer af Weingut Wimmer, da hun som 90-årig i 2007 gav nøglerne videre til parret Tscheppe-Eselböck, og huset genopstod som Gut Oggau. Derudover kan der laves en all persons fictitious disclaimer, resten af etiketten kommer fra vinen, fastslår parret. Husets historie er tidligere fortalt her.

Mechthild går sine egne veje, med en rodfæstet overbevisning, der er kommet af længsel, indlevelse og erfaring. Det kunne næsten være en karakteristik af Gut Oggau.

Stephanie og Eduard Tscheppe-Eselböck foran Lalou Vinbar i Odense - efter en vellykket gennemgang af Gut Oggaus persongalleri

Flaske: Mechthild 2015  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 13%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 650,-  

Apotekeren og lindetræerne

In medias res

Man kan uden videre stå over for en skelsættende skillevej i sit liv. Den 23. juli 1981 døde Giuseppe Manferrari, faren til den i dag berømte italienske vinmager Nicola Manferrari, pludseligt. Få måneders senere måtte den unge Nicola hovedkuls kaste sig ud i høsten på familiens vingård Borgo del Tiglio og selv tage ansvaret for vinificeringen. Ansvaret for at få vinen i hus og holden familiens økonomi oven vande hvilede på hans skuldre. Kort tid efter besluttede han sig for at forlade sit job som apoteker og fuldgyldigt hellige sig familieforetagendet i Collio.

En indledningsvis tøven behøver ikke betyde et langsigtet vægelsind. Tilskyndet af sin mor Thea tog Nicola Manferrari ikke blot opgaven på sig, han gjorde en dyd af nødvendigheden og gik helhjertet ind i sit nye virke og satte undervejs sit eget tydelige præg på foretagenet. Med sin faglige baggrund som farmaceut havde Nicola Manferrari eminente forudsætninger for at forstå de tekniske sider af vinmagerkunsten på trods af, at han hverken var uddannet agronom eller ønolog. Og omvejen til vinmageriet gjorde, at han fik tænkt sine målsætninger grundigt igennem.

Manferrari er perfektionist til fingerspidserne og laver uden tvivl nogle af Italiens bedste hvidvine. Borgo del Tiglios vine er noget for sig men samtidigt eminente udtryk for druesort, oprindelse og tradition; og samtidigt kan de vække mindelser om både hvid Bourgogne og om stor hvid Bordeaux. Det indfriede mål er delikate, balancerede og komplekse vine med identitet og karakter; og ikke mindst vine, der skal kunne gemmes og udvikle sig over lang tid. Paradeeksemplet er Studio di Bianco, hvidvinsstudiet, som er Manferraris egen fortolkning af en klassisk Collio Bianco.

Borgo del Tiglio ligger lige i udkanten af byen Brazzano midt i Collio området, bakkelandet midt mellem Alperne og Adriaterhavet i det nordøstligste Italien. De snørklede bakkedrag dækker over en jordbund af mergel med lag af sandsten, en særlig jordbundstype lokalt kendt som ponca, videnskabeligt under den tyske term flysch, mestendels den lokale type flysch di Cormons.

Borgo del Tiglio, løseligt oversat "borgen ved lindene", er det traditionelle navn for familiens gamle ejendom. Lindetræet er sagnomspundet på grund af sit lange liv, dets duftende blomster, som bierne omsætter til aromatisk honning samt dets særegne ved, velegnet til træsnit - faktisk er gården gengivet som sådant på etiketterne. I dag dækker Borgo del Tiglio i alt 16 hektar, heraf 9 hektar beplantet med vin, fordelt på tre separate besiddelser: Podere di Brazzano, Podere di Ca’ delle Vallade og Podere di Ruttars. Druesorterne er Friulano, Malvasia, Chardonnay, Sauvignon, Riesling og Verduzzo foruden rødvinsdruer som Pignolo og Merlot. Hjertebarnet er sorten Friulano, der tidligere var lokalt kendt som Tocai. Det navn fik med Ungarns indlemmelse i EU endelig dødsstødet, da sorten intet har at gøre med den navnkundige ungarske vin Tokai. Manferrari er, som så mange andre vinbønder i Friuli, ikke helt tilfreds med den beslutning, og omtaler konsekvent stadig sorten som Tocai. Tilfreds er han imidlertid med dens vine; og husets anden topvin er da også fra gamle Friulano stokke på enkeltmarken Ronco della Chiesa.

Terroir, typicitet og trends

Nicola Manferrari udtrykker sig både filosofisk og poetisk om sit arbejde i marken og kælderen - og når han er i gang, taler han gerne længe og vedholdende. Og det er ikke kun manden selv, der tager sig god tid. Som mageren, så vinen: Borgo del Tiglios vine kræver fordybelse, mens man drikker dem, og tålmodighed inden, for de må gerne lagres på flaske i adskillige år for at udvikle sig til deres fornemmeste form.

Målsætningen har fra begyndelsen været store og langlivede vine - men vine, der trods den mere moderne og fransk-inspirerede vinificering skulle forblive tro mod de lokale forhold - druer, jordbund, mikroklima. En vins storhed ligger nemlig i at være sig selv. "Hvad jeg vil opnå, afhænger af vinmarken. Så jeg prøver at samarbejde med marken for at den kan komme til udtryk."

Manferrari uddybder sin metodiske tilgang: "For det første skal du kende din vinmark meget godt. Du skal undersøge jordbunden, forstå dens potentiale. For det andet skal du organisere vinplanten, sådan at den vokser og producerer de bedste druer. Det er en serie af handlinger, du skal igangsætte for at opnå målet, de bedst mulige druer. Det ses i farverne på planten, på bladene, på druerne. Du kender sortens karakteristika, men du skal også tage højde for, at i dette terroir bliver den måske anderledes, fordi terroiret også har sine karakteristika. Det giver interferensmønstre. Og det må også have konsekvenser for vinificeringen."

En i de senere årtier med Collio associeret trend som orangevin giver han imidlertid ikke meget for. Traditionen med at lade de grønne druer gære med skallerne og resultere i en vin med orangeskær i glasset og tanninstruktur i munden anser han for et fejlgreb: "Det udvisker terroir og sortskarakteristika" er udmeldingen.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Men Manferraris tanker om kvalitetens tilbliven i marken snarere end i kælderen er der dog almen konsensus om. Det tydelige aftryk fra terroir og druesort - og ikke mindst vinens balance - er alt sammen noget, der foregår i markerne. Han forklarer - med inspiration fra François Champagnols værk Physiologie de la Vigne:

"Vin er en klatreplante: Det er en plante, der er udviklet til at klatre så hurtigt som muligt til træets top, da den har brug for en masse lys for at kunne sætte druer. Så det, vi gør med vinplanten, er egentlig meget unaturligt, for den er ikke lavet til det. Vi har opfundet opbinding og beskæring for at få en plante på blot 1,5 meters højde. Naturligt kan den blive 10-20 meter lang. Det skaber selvfølgeligt ubalancer i planten. Og at få planten tilbage til en naturlig tilstand, at få den til at have det, som den normalt ville have det, er en meget indviklet opgave."

"Det, planten forsøger, er at komme tilbage til sit gamle system og at formere sig så hurtigt som muligt. Plantens mål er at skabe druer: Druer, der er attraktive for dyr, der kan sprede kernerne, og som i vinstokkens tilfælde mestendels er fugle. Derfor skaber planten smage i druerne, der er appetitvækkende for fuglene. Men i perioden før druerne modner, giver moderplanten også de modsatte smage i bærrene, bitterstoffer, der ikke attraktive. Bitterhed bryder dyr sig ikke om, det signalere fare. Så så længe planten lægger det i druerne, vil dyrene holde sig væk."

Manferraris mål er altså at få den samme fysiologi i planten og druerne som i den frie, oprindelige natur. Dermed mener han at kunne opnå de dufte og smage i druerne, som er attraktive for dyrene - såvel fugle som mennesker.

Et studie i hvidt

Temmeligt prosaisk bærer topvinen navnet Studio di Bianco, hvidvinsstudiet; men herefter hører det prosaiske også op. Når han skal forklare meningen med denne vin, citerer Manferrari den italienske poet Gabriele d'Annunzios digt "La pioggia nel pineto" ("Regnen i nåletræsskoven"), hvor regnen i skovens dybe, stille ro drypper sin vej gennem nålene og ned til underskoven, og en dis danner sig, hvor vandets duftløshed forvandler sig til duft med lyngbuskens, myrtens og enebærtræets knitren under dråberne. "Jeg vil gerne dele disse dufte og smage fra Middelhavsområdet for at fremkalde dette unikke miljø og skabe glæde ved det kloden rundt gennem mine flasker," fortæller Manferrari.

Hvor det faktuelle sprog kommer til kort, kan billedsproget vise vejen. Intet kan dog stå i stedet for oplevelsen selv; men heldigvis kan den deles. "Duftens og smagens sprog er, som lyde og farver, et universalt sprog, menneskehedens fælleseje," fortsætter han. Det er samme sære forhold mellem sproget, den direkte sansning og naturen, som Inger Christensen på dansk har søgt indkredset i sit poetiske essay Silken, rummet, sproget, hjertet: "Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden [...] Prøv bare at glemme ordet silke, og du bliver mindet om det, næste gang du ser sommerhimlen, et kronblad eller..." (Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden, s. 23.)

Manferrari eksperimenterede i flere år midt i firserne med et blend til den perfekte hvidvin; og Studio di Bianco er resultatet af anstrengelserne. Triaden af Friulano, Sauvignon og Riesling høstes og gæres først hver for sig i 250 liters egetræsfade, hvorefter vinen hviler på gærresterne og gennemgår malolaktisk gæring på fade af samme størrelse. Kælderen er indrettet i flere lag, så der kan arbejdes udelukkende med tyngdekraftens hjælp ved omstikningen. Manferraris holdning til filtrering og sulfitter ligger i forlængelse af hans holdninger til orangevin: Ikke at benytte en afstemt mængde sulfitter ville være at sætte vinens liv over styr og ikke at respektere terroiret.

Blandingsforholdet varierer en smule med årgangen men er generelt godt 50% Friulano, 30% Sauvignon og 20% Riesling. Den sent høstede og derfor meget modne Friulano har fuldt udviklet aroma og tekstur men savner struktur, da syren falder drastisk proportionelt med modenheden. Det udbedres til gengæld af såvel Sauvignon som Riesling; og snarere end at ryge i totterne på hinanden, åbner de to distinkte divaer armene og omfavner hinanden.

Studio di Bianco er en elegant og kompleks hvidvin, struktureret og kompakt de første år, hvorefter den sagte folder sig så ud med stor skønhed: Duft af hvide blomster, moden stenfrugt og grønne urter; og en cremet men syrlig smag af ferskner, ananas, pinjekerner, harpiks, akaciehonning og vanille. En betagende balanceakt med virkeligt velafstemte små efterklange - mandler, radicchio, olivenolie, brunet smør, røg, flint, petroleum, ferskensten, rosmarin, citrusskal. Det er musikalsk og symfonisk. Andanten fra Mozarts 23. klaverkoncert svæver i baggrunden.

Flaske: Studio di Bianco 2008  
Vinhus: Borgo del Tiglio  
Oprindelse: Friuli, Italien  
Druesorter: Friulano, Sauvignon, Riesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Distinto  
Pris: 649,-