Det eviggrønne forårshåb

Endelig det længe ventede forår! Frosten slipper sit greb, himlen lyser op, det grønnes overalt, livet vender tilbage. Der skal friske og sprøde hvidvine til det forårsgrønne, og der er næppe nogen anden drue, der vandrer i den grønne lund som Grüner Veltliner — med sin delikate syrlighed, grønne pærefrugt og urtekrydring. Bedre bliver den sjældent end i områderne langs Donau— Kamptal, Kremstal, Traisental, Wagram og Wachau— så lad os se nærmere på, hvad den seneste årgang fra de kanter kan byde på. Afsløring: Der er godter i vente.

Tilfredsheden var tydelig hos Michael Moosbrugger, da han i efteråret åbnede årets Erste Lagen smagning, forsmagen på den seneste årgang af enkeltmarksvine fra de østrigske traditionsvinhuse i sammenslutningen ÖTW. Scenen var som vanligt Schloss Grafenegg, og der var sat vand over til 207 gode flasker vin fra topproducenterne i Donau-regionen.

Formandens tydelige tilfredshed skyldtes ikke blot, at det trods alt kunne lade sig gøre at afholde den årlige smagning i 2020, et år præget af Covid-19-pandemien og utallige restriktioner; men nok så meget at 2019-årgangen var faldet så flot ud, at den (i hvert fald ifølge østrigerne selv) bekræftede den vedtagne sandhed, at ni’erne (1979, 1999, 2009 og nu 2019) er store vinår— år, hvor vækstsæsonen forløber noget nær perfekt, og alt falder på plads i kælderen— med vine, vi nok kan nyde nu, men især vine, vi kan lade ligge og udvikle sig i mange år. Endnu en grund til at glæde sig er, at årgangen også markerer 10-års jubilæet for Erste Lagen klassifikation, som må siges at have vist sig at være en succes.

Østrigs årgang 2019

“I modsætning til mange andre områder i Europa var 2019 et så godt som fuldendt år for os,” berettede Moosbrugger indledningsvis: “Efter en tør vinter havde vi forsinket udspring, så vi slap uden om farerne med forårsfrosten. Og efter tung regn i maj fik vi kun små mængder i løbet af sommeren og det på de rigtige tidspunkter. Juni var varmeste måned, og derfra blev det blot køligere, med perfekte forhold under høsten.”

Michael Moosbrugger gjorde status over årgang 2019. Han har stået i front for Schloss Gobelsburg siden 1996 og været formand for Österreichische Traditionsweingüter siden 2006. Foto: Anna Stöcher

“Det er en tæt på perfekt årgang,” gentager Moosbruger og uddyber: “Den har både syrligheden og modenheden.” 2017 og 2018 var begge vældigt varme og tørre år, hvor mange måtte kæmpe mod overmoden frugt og for lave syreniveauer; men bønderne var glade, fordi de slap for sygdom, og der var store udbytter, især i 2018. Vi er med 2019 ikke ude i en klassisk kølig årgang som 2010 eller 2014 men et meget fornuftigt sted midt imellem.

Den kombination har gjort især Grüner Veltlinerne ualmindeligt let tilgængelige fra første færd. Så der var glade miner ved smagebordene. Østrigerne drikker generelt deres vine unge, og smager man en sart og sprød Grüner Veltliner i dens spæde ungdom, forstår man snildt hvorfor. Charmen fra den friske frugt bliver aldrig større end i de første leveår, så det er oplagt at nyde den som grønskolling; omvendt må man også erkende, at de største vine kan vinde utroligt ved 5-10-15 år i kælderen.

2019 byder på vine, der synes at hvile i sig selv, generelt med en god balance og selvsagt en større friskhed end de foregående to år. Frugten i de fleste vine smagte af at være nået i mål — og de fleste har stof og syre til at strække sig år ud i fremtiden. Det lykkedes dem i hvert fald at flytte fokus fra den verserende pandemi og kaste et lyst skær over smagelokalet, smagerne og smagenoterne. Dermed ikke sagt, at alt var fryd og gammen, og at alle vine vældigt gode. Niveauet er højt, men der er, efter min mening, stadig en tendens til for frodig frugt og lidt høj alkohol— og på et mere “filosofisk” niveau til en vis ensartethed i vinene. Det er dog til at se igennem fingre med; og længere nede gennemgår jeg de vine, hvor det hele bare spillede.

Grønt er godt for øjnene

ÖTW kunne ved samme lejlighed sige velkommen til fire nye medlemmer: Josef Ehmoser, Josef Fritz og Martin Diwald, alle tre fra Wagram, samt Tom Dockner fra Traisental — og med dem kom også otte nye Erste Lagen ind i klassifikationen: Eisenhut, Georgiberg, Hochschopf, Hohenberg, Morthal, Pletzengraben, Schlossberg og Steinberg. Sammenslutningen tæller således 68 vinhuse og 90 førsteklasses enkeltmarker.

Men øjeblikket, hvor de fleste spidsede ører og spærrede øjnene vidt op, var da Moosbrugger kunne kundgøre, at det fra nu af vil være et krav, at medlemmer af og aspiranter til ÖTW lader sig certificere som bæredygtige eller økologiske vinhuse. Noget en stor del af husene er i forvejen, men fra nu af bliver det altså et ufravigeligt krav. Et modigt men rettidigt og fremadskuende træk, som bør tjene som inspiration for VDP og andre lignende producentsammenslutninger. ÖTW går hermed skridtet videre fra primært at være en oprindelses- og oprindelighedsgarant til også at stille større krav til kvalitet: Først og fremmest den landbrugsmæssige — men med videre konsekvenser for vinifikationen: Der er således også sat krav om håndhøst og loft på udbyttestørrelser. Østrigs bæredygtige certificering indebærer forbud mod brug af herbicider og insekticider samt visse andre pesticider; som selvfølgelig alle er forbudt i økologisk vinbrug. Desuden forpligter man sig på at nedbringe brugen af maskinkørsel i markerne, forbruget af brænstof og energi og dermed søge at lette sit CO2-aftryk — praksisser som også søges efterlevet i økologisk landbrug.

Fælles fodslag er vigtigt for vinbrugets fremtid, og Moosbrugger lægger derfor vægt på, at de forede vinbønder deler en fælles vision, først og fremmest en opfattelse af deres terroir. Vinbondens integritet er derfor ikke kun bundet op på noget personligt men på noget lokalt, den ligger i vinmarken; og den indebærer et ansvar over for livet i og omkring vinmarken, i nutiden og for fremtiden. Gegenwart braucht Herkunft, damit sie Zukunft gestalten kann, som er et af ÖTWs mottoer.

207 vine var på programmet, først og fremmest Riesling og Grüner Veltliner fra Kamptal, Kremstal, Traisental og Wagram. Zalto står for glassene, og Wine & Partners dirigerer slagets gang med pertentlig akkuratesse.

Toppen af poppen

Det var Grüner Veltliner, vi kom fra, og lad os stryge til tops med det samme, det er sæson for Lamm: Bedste vine kom fra Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch, mens Gobelsburg præsenterede en ligeså glimrende 2018’er, mens deres 2019’er modner færdigt i kælderen. Jurtschitsch leverede den nok mest spændstige og spændende version med en lifligt krydret duft, et godt greb, masser af stof og syre og særegne elementer af grønne reineclauder, cypress, pinje og nåleskovbund. Bründlmayers fremstod også til den mere stringente side med ret diskrete men dog distinkte aromaer: Grøn fersken, fyrrenåle og hvid peber. Blød, rund, pæn syre og krydring. Hirsch bød på grønne æbler galore, grøn pære og en smule urter og hvid peber, på en mere aromatisk dæmpet måde, men hans vine udviser en sublim balance og har masser af fint stof og moden druesødme. Danske forhandlere er henholdsvist Vinspecialisten, Jysk Vin og Atomwine.

For foden af Lamm ligger Renner, og her var Gobelsburg, Hirsch og Allram alle godt fremme i skoene — men mere om det til sidst. Bliver vi ved Willi Bründlmayer et øjeblik, var hans og sønnen Vincents smukke vin fra Spiegel nemlig også helt i top: Kølig stenfrugtsduft med fine fyrrenålsnoter og sirlig citrus- og citrusskal i smagen med noter af lime, grøn fersken og delikate grønne urter. Stram syre og flot fylde, en Veltliner til lagring eller til intens mad. Ret beset burde den ikke tælle med, da den er fra den varme årgang 2018; og det bør Ludwig Ehns opulente Titan 2019 fra samme mark heller ikke— med fuldmoden fersken, mango, crème brulée og krydderier. Hvordan det er lykkedes ham at lave en så voldsom vin i 2019 og Bründlmayer en så balanceret i 2018, burde de to tage en snak om.

Hos Fred Loimer er vi tilbage på sporet med den lækre Loiserberg, som også Bründlmayer og Jurtschitsch fortolker fremragende; men der er noget særligt underspillet over Loimers: En fin og frisk stenfrugtduft med mandarin og fersken i front. Saftig og mild frugtighed med grønne og gule anslag, ren og rank i munden med stringent syre og salt finish— strukturen er i højsædet. Mere krydret og ekspressiv er hans Käferberg, græs, nyslået hø og tobaksblade, saftig og rund som vanddråbe og med fin fylde og et godt bid. Danske forhandlere er Vinova og Österreich.

Kremstal kan også være med i den friske og sprøde afdeling, selvom man finder flere af de fyldigere, frugtigere vine her. På toppen er Franz og søn Patrick Proidl med deres Pellingen: Frisk duft med dybde, moden lime, limstift og flint, moden pæresmag med umamistrejf af stegt kylling og tørrede krydderurter; god længde og eftersmag. Nigls er næsten lige så god: Fokuseret, kølig og sprød med fyrig syre og varmt krydderi, noget mildt urtet og røget. Også Geyerhof brillerer med deres Steinleithn: Diskret duft med en antydning af mørk sødme, blød og fyldig i munden, med fint bitterstof og en rolig men stringent syre; æble- og pæreskal, moden citrus, balsamisk æble- og pæreeddike, alt andet end kedeligt.

Retrospektiv smagning af den kølige årgang 2010 — manede de sidste formodninger om 2010 som en mindre god årgang og Grüner Veltliner som en ikke langtidsholdbar drue solidt i jorden. Foto: Anna Stöcher

Nedslag i opture

Et andet højdepunkt i Kremstal er marken Gebling ved Rohrendorf; og herfra leverede Hermann Moser en glædelig overraskelse: Hans topvin Hannah er høstet fra Gebling og modnet på nye men ikke ristede 1.500-liters træfade, og for en gangs skyld spiller fad og Veltliner op til dans sammen: Vinen er blød og rig i munden med tæt frugt, fersken, abrikos og det mildt urtekrydrede. Fornemt flow med syren fint vævet ind, trods tyngden alligevel let og meget behagelig, en interessant fortolkning. Endnu engang kan slægtningen Niki fra Sepp Moser også begejstre med sin personlige udgave af Gebling: Mildt krydret duft af friske ferskner og et delikat strejf af rosmarin, saftig og blød i munden med ferskenpulp, modne æbler og et hint af stegte kartofler med krydderurter og friskkværnet peber. Dansk forhandler er Emilie Vin. Fra Wagram kom den Martin Diwald godt fra start i det fine selskab med en rigtigt god Goldberg: Frisk duft, stilfærdig, syre- og strukturbetonet og så de helt rigtige noter nyslået hø, friske urter og sødmefuld stenfrugt.

Selvom den er lille, kan der komme store vine fra den kølige Traisental. Det beviste Markus Huber igen til fulde: Hans Alte Setzen har en mildt eksotisk duft af urter og grøn peber. I munden er den salt, stringent og stoflig med en fint indlejret syre og moden æble-pære-frugt. Berg byder på en blødere og dybere duft og smag, med moden grøn fersken, grøn vingummibamse og varme krydderurter. En smule mere diskret men måske mere kompleks og egensindig. Dansk importør er Supervin. Tom Dockners Grüner Veltliner fra Pletzengraben og Neumayers fra Zwirch er andre gode bud fra toppen af Traisental. Frisk duft, en kende diskret, men med lidt nyslået hø, fint kalkstøvet duft og et hint af sødmefuld stenfrugt. Mildt syrerig på tungekanterne, ret saftig, blød stenfrugt. Stilfærdig Grüner. Teksturbetonet. God

Endelig bør jeg berette om to producenter, som hidtil har undsluppet sig min opmærksomhed: Ludwig Hiedler holder til i Langenlois men har af en eller anden grund aldrig rigtigt fået mig fanget ind før nu. Det skete med en vin fra Kittmannsberg, en sydøstvendt skråning uden for Langenlois på kalkholdig løss, lehm og lerjord — det giver en flot og fokuseret Veltliner med lækker smag af limeskal, grøn fersken og knuste peberkorn, fornemt fastholdt af en moden syre og salt finish. Dansk importør er FineWines. Weingut Steininger sammesteds leverede en ligeledes flot vin fra samme mark— og fra flere af de andre. Og nu hvor vi er tilbage i Kamptal, kan vi vende tilbage til Renner.

Gobelsburg har andel i nogle af Kamptals bedste enkeltmarker: Her Ried Renner for foden af Ried Gaisberg — gnejs med et lag lehm og løss på toppen plus Grüner Veltliner-stokke i deres bedste alder.

Forårsfornemmelser

Sjældent spot on er Renner fra Schloss Gobelsburg, sådan skal Grüner Veltliner bare smage! Det er ikke første gang, Gobelsburg slipper af sted med en sådan snorlige forårsvin, Renner gør de konsekvent godt. Igen er det dog også værd at fremhæve Johannes Hirsch— hans Renner har blødt bid med mild stenfrugt, er strukturbetonet men ingenlunde streng og har nydelige noter af humle, hø og frisk tobak— men Moosbruggers fører sig bare mere selvsikkert og charmerende frem og rydder bordet: Duften er frisk, fyldig og dybgrøn, med mos, lav, eng og urtehave. Saftig og slank, med sprød og svirpende syre, mild frugtsødme og en fin lille bitterhed… og grønt græs, nyslået hø, moden pære, mango og kiwi og et par grønne vingummibamser. Den smager af friluftsliv, lyse nætter og ubekymret ungdom. Der er stof til videre udvikling, men mon man kan nænne at gemme noget væk, der smager så friskt og fornøjeligt nu?

“Jeg tænker på det som et tegn på, at livet nu går videre,” fastslår Moosbrugger med henvisning til sine egne og hele holdets 2019’ere. Apropos det friske, ungdommelige og livsbekræftende, så kan Schloss Gobelsburg forresten fejre sit 850 års jubilæum som vingård her i 2021. Det fejres med frigivelsen af en særlig vin stukket sammen fra de seneste 50 årgange— modenhed med maner, og mere om den snarligt!

Flaske: Ried Renner 2019  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, gnejs
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 250,-  

Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-  

Vinen tilbage i byen

Graz, Østrigs næststørste by og hovedstad i delstaten Steiermark, var indtil midten af det 20. århundrede en vindyrkende by: Især på bakkerne i den sydlige del af byen var der plantet vinmarker, som efter bedste, østrigske tradition dannede rammen om Buschenschänke, beværtninger med mad og udskænkning af egen vin. I folkemunde var området omkring bakken Kehlberg endda kendt som Kleingrinzing, ‘det lille Grinzing’, en reference til Wiens berømte kvarter med vinmarker og Kellergassen på ræd og række. Industrialiseringen og vinlusens indtog begyndte at begrænse vinarealet i Graz allerede i 1800-tallet, og øget urbanisering og to verdenskrige i 1900-tallet gjorde kål på resten. Næsten 200 hektarer vinmarker i 1820 var reduceret til 0 i 1967, hvor den sidste vinmark i bydelen Welbing blev opgivet.

Landmusen, bymusen og sommerfuglen

Den historie blev vinmageren Hannes Sabathi bekendt med for en håndfuld år siden, da en ven fra Graz fortalte ham om byens glorværdige historie med urbant vinbrug. Inspirationen var vakt hos den terroir- og traditions-interesserede Sabathi; og nu genopliver han vinbruget i Graz på Kehlberg under navnet Falter Ego. Kehlberg ligger i byens sydvestlige del og har dokumenteret vinbrug tilbage til 1140, og den talte i 1800-tallet mindst 37 hektarer vinmarker. Dengang var den sandsynligvis beplantet med Weisser Heunisch, Welschriesling og Blauer Wildbacher. I 2013 og 2014 genplantede Sabathi så 4,5 hektarer på Kehlberg med velkendte sorter i Steiermark-regi: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller og Grauburgunder. Terroiret ligner det, han kender hjemme fra Gamlitz i Südsteiermark: Stejle marker på lehm og kalksten. Navnet Falter Ego er Sabathis alias og desuden en reference til en sjælden sommerfugl (Falter), der sammen med vinen nu stortrives igen som følge af den grønne byfornyelse. Sabathi forklarer:

“Kehlberg er et magisk sted. Midt mellem træklædte bakker ligger vores unge vinmark. Efter 100 års fravær kan to arter nu lykkeligvis genfindes her: Osterluzei svalehalen og vinstokken.” Den sjældne plante hjertebladet slangerod trives ikke blot på naturskrænten men også i den nyplantede vinmark; og den er foderplante for den endnu sjældnere art svalehale zerynthia polyxena. (Læs mere om vin, klima og sjældne sommerfugle her.)

Urban vitikultur

Graz er ikke unik som vinby. I Wien overlevede vinmarkerne, som i en af de eneste storbyer i verden, gennem det 20. århundrede, og de har haft en sand opblomstring de seneste 20 år. I Salzburg var der i århundreder også vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge, der som Grazs er en del af de nordlige kalkalper. Men de sidste marker forsvandt her allerede i løbet af 1800-tallet. Vinbruget i Salzburg var koncentreret omkring Rainberg, en udløber af det større Mönchsberg, og Bürglstein, en udløber af det større Kapuzinerberg. Som i Graz er der dog også grøde i en genetablering af den urbane vitikultur i Salzburg: Den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, har stået for genplantning af vinmarkerne ved Richterhöhe på Mönchsberg. Deres første årgang af vinen Paris Lodron Zwinger flød fra flasken ved en præsentation på Hotel Blaue Gans i Salzburger Altstadt den 21. juni 2012. Den laves i samarbejde med Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau, og kvaliteten er på vej til tops. Der findes også overvintret byvin i tyske Stuttgart, ligesom man (i meget mindre skala) har genetableret vinmarker i Montmartre i Paris, der indtil 1800-tallet også var veludrustet med vin. Urban gardening, når det er bedst; og godt at se, at både kulturhistorien og naturen rykker ind i byerne igen. Selvfølgelig er der også mangfoldige udfordringer, for eksempel i forhold til forurening fra omgivelserne. I Kehlbergs tilfælde var det dog ikke det store problem, da bakkeskråningen har været henlagt som naturgrund i årtier.

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Der er mere at læse om Falter Ego og 110 andre østrigske vine, deres vinmagere og oprindelse i Daniela Dejnega og Luzia Schrampfs netop udkomne 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss (Emons Verlag). Slår man op på side 234, finder man en flot kondenseret historie om Graz og Kehlberg, Hannes Sabathi og Falter Ego. Oplagt, velformuleret og ganske inspirerende, og sådan går det flaskevis hele vejen igennem bogen; og gerne med et glas Grauburgunder fra Graz i hånden.

Grauburgunder Ried Kehlberg 2017 er en sjældent forfriskende Grauburgunder. Fint flintet og let røget duft med nyslået hø, urter og bergamot i duften. Saftig ferskenfrugt i smagen, friskkærnet smør, fine noter af orangeskal, smidig syre og en behagelig tørhed. Mineralitet fra Kehlbergs kalk- og dolomitholdige jord i op til 500 meters højde, friskhed fra kølig gæring på stål, fylde fra fadlagring sur lies. Godt gjort!

Et udvalg af Hannes Sabathis vine importeres af Østrigsk Vinimport.

Flaske: Ried Kehlberg 2017  
Vinhus: Hannes Sabathi  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Grauburgunder  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 200,-  

Riesling i orange rober

Naturvin er først for nyligt begyndt at ruske op i en traditionsstærk og konservativ tysk vinbranche. Vist serveres der i rigelige mængder på vinbarer i Berlin og Hamborg, og naturligvis finder man også en lang række økologiske og biodynamiske vinbønder. Den grønne bølge er skyllet ind over landet, men mere minimalistiske og eksperimenterende måder at lave vin på samt deciderede udskejelser har der været langt imellem. Ordnung muß sein.

Så meget desto mere overraskende er det nok at finde orange Riesling i en af traditionernes højborge, Mosel. Ikke mindre overraskende kommer den fra en gammel og hæderkronet producent som Dr. H. Thanisch, Erben Müller-Burggraef— men den, der søger, skal finde. White Thanisch er Riesling med lang skindkontakt, gæret og lagret på barrique. Det er absolut en tolvtonekomposition med masser af blå toner, men det spiller! Snarere end et skævt eksperiment virker vinen som en velovervejet rejse ind i en anden side af Riesling og af Mosels terroir. Det er en glædelig overraskelse, for det er langt fra altid, at skindkontakt klæder Riesling eller får den til at kaste noget særligt af sig.

Et alternativ for Tyskland

Ret skal være ret, Tyskland har en række glimrende producenter af vine med mere naturlig kant, og der fremstilles udmærkede orangevine i Tyskland. Riesling kan findes i begge aftapninger. Biodynamiske Peter Jakob Kühn fremstiller sine mere ‘burgundiske’ Rieslinger med fadlagring på gærresterne og har også leget med gæring og lagring på amforaer. Den unge Jörn Gorzieski har, først på Weingut Ankermühle og siden i eget navn på Weingut Joern, lavet fadgæret og skindfermenteret Riesling med både kant og karakter. Brødrene Becker i Rheinhessen og brødrene Brand i Pfalz og Odinstal sammested har alle leget med naturlig og orange vinificering med absolut drikkeværdige udfald. I Mosel finder man lignende eksempler hos de to biodynamikere Clemens Busch og Sybille Kuntz; og de større og mere etablerede og respekterede producenter står nu for tur. Fornyelserne finder sted hos Thanisch, en af tre producenter i Mosel med det navn, taget têten, nemlig hos Dr. H. Thanisch i Bernkastel-Kues (arvingerne efter Müller-Burggraef).

White Thanisch

Kældermester Maximilian Ferger fortæller om sit projekt:

“Inspirationen kommer fra, da jeg for år tilbage for første gang smagte orangevin. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kunne godt lide stilen og metoden, der er mere eller mindre ‘back to the roots’,” beretter Maximilian Ferger:

“For mig er og forbliver vin et naturprodukt, som kan fortælle os sin historie hvert år på ny, og den skal dufte og smage af årgangen, druesortets typiske karakter, terroiret og alt i omgivelserne. En naturvin skal afspejle og fremvise hele miljøet, den kommer fra, druens fulde potentiale, og det naturlige produkts mangfoldighed. Uden indgreb udefra med tilsat gær, klaring, filtrering eller anden ‘polering’, der skal forskønne vinen. Sådan skal det forblive, og alle disse faktorer har ført mig til at prøve det selv.”

Nogen betingelsesløs beundrer af orangevin og naturvin er Ferger nu ikke. Han tilstræber en naturlighed og enkelhed i produktet, som dog stadig skal håndteres og formes, så det er genkendeligt som vin. Minimal intervention må ikke være en bortforklaring af urenhed eller sløs i stedet for hårdt arbejde. Hans tålmodighed er derfor også kort, hvad angår mange medløberes nye ‘naturvine’:

“Selvsagt er det, at man må arbejde flittigt og rent, og ikke bare læse druer ind i kælderen, gære dem med skallerne og derefter flaske en vilkårlig vin og så dekorere sig selv med at have lavet en ‘naturlig’ eller ‘orange’ vin. Den trend er desværre tiltaget ekstremt, og du kan finde mange sådanne ‘modige, naturlige træk’, som desværre kun er halvvejs drikkelige.”

Hans eget arbejde er lettet af at kunne arbejde med en selektion af sunde druer af meget høj kvalitet, ikke mindst af meget ædel byrd. Råmaterialet til White Thanisch er taget fra nogle af Bernkastels (og Mosels) mest berømte marker, Badstube, Graben, Lay og Doctor. De er i afstilket form spontangæret og lagret på en brugt barrique med syv ugers skindkontakt. Den er gæret til absolut tørhed— estsødmen ligger på 0,3 gram pr. liter, den samlede syre på 6,4 gram pr. liter; og den er flasket i uklaret og ufiltreret form.

“Jeg lavede den første gang i 2011, og siden har jeg hvert andet år fremstillet en orangevin. Hver gang i små mængder, en enkelt barrique, indtil årgang 2017, hvor vi producerede hele to barriques, fordi efterspørgslen på vinen er blevet er steget ekstremt.” Det forstår man, for det er vellavet, vellykket og velsmagende.

Simon says

Simon Woolf, vinskribenten bag bloggen The Morning Claret og forfatter til orangevinsbogen Amber Revolution, har tidligere bemærket og beklaget tysk Rieslings fravær fra orangevinscenen. I sin Amber Revolution fra 2018 skriver han: “Tyskland har af alle Europas vinlande vist sig at være det mest konservative og det sløveste til at omstille til mindre intervention i vinkælderen.” Riesling er sigende nok heller ikke med på hans liste over populære druer til orangevin; og Riesling med skindkontakt får følgende ord med på vejen: “Riesling er et vanskeligt bekendskab, hvad angår maceration: De mest velkendte vine er de halvtørre og halvsøde fra Mosel. Her undgår eller blokerer man malolaktisk gæring for at sikre de velkendte frugtaromaer og bevare den friske syre. En traditionelt skindfermenteret Riesling vil gære ved højere temperatur og højst sandsynligt gennemgå fuldbyrdet malolaktisk gæring, en forvandling til en meget mere substantiel stil, som langt fra alle vinmagere (eller deres kunder) vil sætte pris på.” Hans eneste tyske anbefalinger er derfor på Silvaner og Gewürztraminer.

Såvidt Simons anbefalinger af april 2018— meget orangevin er løbet gennem glassene i mellemtiden, og Woolf er nu løs med følgende hale på historien:

“Det er rigtigt, at der ikke er skete så meget i Tyskland i årene, hvor jeg lavede research til min bog. Hvis jeg skulle skrive den nu, ville der i hvert fald være en 5-10 anbefalinger af tyske orangevine. Folk som 2 Naturkinder, Brand Bros, Jan Mathias Klein og Schmitt laver fine ting i dag.”

Såvidt altså enighed om forekomsten af— og potentialet for— tysk orange- og naturvin i det hele taget. Skulle man fatte yderligere interesse for orange Riesling, er der som nævnt anbefalelsesværdige eksemplarer fra Clemens Busch, Sibylle Kuntz, Jörn Goziewski samt Philip Wegner i Pfalz. Lidt længere væk er der stof at hente hos Matthias Hager i Østrig samt Stekar i Friuli; og Kovacevic i Serbien kringler en spændende Riesling på qvevri.

Tilbage til White Thanisch 2015, som er æterisk duftende af kølig stenfrugt, gule roser og bivoks. I munden er der fuldmoden frugt men absolut ingen restsødme— moden mandarin, fersken, syrlige drops, frugtkaramel, friskmalet lysristet kaffe, kokos og krydderier. Der er genkendelige smage; og samtidigt sjældne noter og antydninger, der fastholder nysgerrigheden og trangen til en slurk til. Cremet fylde, fine tanniner, opkvikkende syre og en funklende mineralitet. Det er mærkværdigt, det er Mosel, det er mytisk!

Flaske: White Thanisch 2015  
Vinhus: Dr. H. Thanisch  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret,
 syv ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-