Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-  

Vinen tilbage i byen

Graz, Østrigs næststørste by og hovedstad i delstaten Steiermark, var indtil midten af det 20. århundrede en vindyrkende by: Især på bakkerne i den sydlige del af byen var der plantet vinmarker, som efter bedste, østrigske tradition dannede rammen om Buschenschänke, beværtninger med mad og udskænkning af egen vin. I folkemunde var området omkring bakken Kehlberg endda kendt som Kleingrinzing, ‘det lille Grinzing’, en reference til Wiens berømte kvarter med vinmarker og Kellergassen på ræd og række. Industrialiseringen og vinlusens indtog begyndte at begrænse vinarealet i Graz allerede i 1800-tallet, og øget urbanisering og to verdenskrige i 1900-tallet gjorde kål på resten. Næsten 200 hektarer vinmarker i 1820 var reduceret til 0 i 1967, hvor den sidste vinmark i bydelen Welbing blev opgivet.

Landmusen, bymusen og sommerfuglen

Den historie blev vinmageren Hannes Sabathi bekendt med for en håndfuld år siden, da en ven fra Graz fortalte ham om byens glorværdige historie med urbant vinbrug. Inspirationen var vakt hos den terroir- og traditions-interesserede Sabathi; og nu genopliver han vinbruget i Graz på Kehlberg under navnet Falter Ego. Kehlberg ligger i byens sydvestlige del og har dokumenteret vinbrug tilbage til 1140, og den talte i 1800-tallet mindst 37 hektarer vinmarker. Dengang var den sandsynligvis beplantet med Weisser Heunisch, Welschriesling og Blauer Wildbacher. I 2013 og 2014 genplantede Sabathi så 4,5 hektarer på Kehlberg med velkendte sorter i Steiermark-regi: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller og Grauburgunder. Terroiret ligner det, han kender hjemme fra Gamlitz i Südsteiermark: Stejle marker på lehm og kalksten. Navnet Falter Ego er Sabathis alias og desuden en reference til en sjælden sommerfugl (Falter), der sammen med vinen nu stortrives igen som følge af den grønne byfornyelse. Sabathi forklarer:

“Kehlberg er et magisk sted. Midt mellem træklædte bakker ligger vores unge vinmark. Efter 100 års fravær kan to arter nu lykkeligvis genfindes her: Osterluzei svalehalen og vinstokken.” Den sjældne plante hjertebladet slangerod trives ikke blot på naturskrænten men også i den nyplantede vinmark; og den er foderplante for den endnu sjældnere art svalehale zerynthia polyxena. (Læs mere om vin, klima og sjældne sommerfugle her.)

Urban vitikultur

Graz er ikke unik som vinby. I Wien overlevede vinmarkerne, som i en af de eneste storbyer i verden, gennem det 20. århundrede, og de har haft en sand opblomstring de seneste 20 år. I Salzburg var der i århundreder også vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge, der som Grazs er en del af de nordlige kalkalper. Men de sidste marker forsvandt her allerede i løbet af 1800-tallet. Vinbruget i Salzburg var koncentreret omkring Rainberg, en udløber af det større Mönchsberg, og Bürglstein, en udløber af det større Kapuzinerberg. Som i Graz er der dog også grøde i en genetablering af den urbane vitikultur i Salzburg: Den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, har stået for genplantning af vinmarkerne ved Richterhöhe på Mönchsberg. Deres første årgang af vinen Paris Lodron Zwinger flød fra flasken ved en præsentation på Hotel Blaue Gans i Salzburger Altstadt den 21. juni 2012. Den laves i samarbejde med Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau, og kvaliteten er på vej til tops. Der findes også overvintret byvin i tyske Stuttgart, ligesom man (i meget mindre skala) har genetableret vinmarker i Montmartre i Paris, der indtil 1800-tallet også var veludrustet med vin. Urban gardening, når det er bedst; og godt at se, at både kulturhistorien og naturen rykker ind i byerne igen. Selvfølgelig er der også mangfoldige udfordringer, for eksempel i forhold til forurening fra omgivelserne. I Kehlbergs tilfælde var det dog ikke det store problem, da bakkeskråningen har været henlagt som naturgrund i årtier.

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Der er mere at læse om Falter Ego og 110 andre østrigske vine, deres vinmagere og oprindelse i Daniela Dejnega og Luzia Schrampfs netop udkomne 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss (Emons Verlag). Slår man op på side 234, finder man en flot kondenseret historie om Graz og Kehlberg, Hannes Sabathi og Falter Ego. Oplagt, velformuleret og ganske inspirerende, og sådan går det flaskevis hele vejen igennem bogen; og gerne med et glas Grauburgunder fra Graz i hånden.

Grauburgunder Ried Kehlberg 2017 er en sjældent forfriskende Grauburgunder. Fint flintet og let røget duft med nyslået hø, urter og bergamot i duften. Saftig ferskenfrugt i smagen, friskkærnet smør, fine noter af orangeskal, smidig syre og en behagelig tørhed. Mineralitet fra Kehlbergs kalk- og dolomitholdige jord i op til 500 meters højde, friskhed fra kølig gæring på stål, fylde fra fadlagring sur lies. Godt gjort!

Et udvalg af Hannes Sabathis vine importeres af Østrigsk Vinimport.

Flaske: Ried Kehlberg 2017  
Vinhus: Hannes Sabathi  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Grauburgunder  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 200,-  

Riesling i orange rober

Naturvin er først for nyligt begyndt at ruske op i en traditionsstærk og konservativ tysk vinbranche. Vist serveres der i rigelige mængder på vinbarer i Berlin og Hamborg, og naturligvis finder man også en lang række økologiske og biodynamiske vinbønder. Den grønne bølge er skyllet ind over landet, men mere minimalistiske og eksperimenterende måder at lave vin på samt deciderede udskejelser har der været langt imellem. Ordnung muß sein.

Så meget desto mere overraskende er det nok at finde orange Riesling i en af traditionernes højborge, Mosel. Ikke mindre overraskende kommer den fra en gammel og hæderkronet producent som Dr. H. Thanisch, Erben Müller-Burggraef— men den, der søger, skal finde. White Thanisch er Riesling med lang skindkontakt, gæret og lagret på barrique. Det er absolut en tolvtonekomposition med masser af blå toner, men det spiller! Snarere end et skævt eksperiment virker vinen som en velovervejet rejse ind i en anden side af Riesling og af Mosels terroir. Det er en glædelig overraskelse, for det er langt fra altid, at skindkontakt klæder Riesling eller får den til at kaste noget særligt af sig.

Et alternativ for Tyskland

Ret skal være ret, Tyskland har en række glimrende producenter af vine med mere naturlig kant, og der fremstilles udmærkede orangevine i Tyskland. Riesling kan findes i begge aftapninger. Biodynamiske Peter Jakob Kühn fremstiller sine mere ‘burgundiske’ Rieslinger med fadlagring på gærresterne og har også leget med gæring og lagring på amforaer. Den unge Jörn Gorzieski har, først på Weingut Ankermühle og siden i eget navn på Weingut Joern, lavet fadgæret og skindfermenteret Riesling med både kant og karakter. Brødrene Becker i Rheinhessen og brødrene Brand i Pfalz og Odinstal sammested har alle leget med naturlig og orange vinificering med absolut drikkeværdige udfald. I Mosel finder man lignende eksempler hos de to biodynamikere Clemens Busch og Sybille Kuntz; og de større og mere etablerede og respekterede producenter står nu for tur. Fornyelserne finder sted hos Thanisch, en af tre producenter i Mosel med det navn, taget têten, nemlig hos Dr. H. Thanisch i Bernkastel-Kues (arvingerne efter Müller-Burggraef).

White Thanisch

Kældermester Maximilian Ferger fortæller om sit projekt:

“Inspirationen kommer fra, da jeg for år tilbage for første gang smagte orangevin. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kunne godt lide stilen og metoden, der er mere eller mindre ‘back to the roots’,” beretter Maximilian Ferger:

“For mig er og forbliver vin et naturprodukt, som kan fortælle os sin historie hvert år på ny, og den skal dufte og smage af årgangen, druesortets typiske karakter, terroiret og alt i omgivelserne. En naturvin skal afspejle og fremvise hele miljøet, den kommer fra, druens fulde potentiale, og det naturlige produkts mangfoldighed. Uden indgreb udefra med tilsat gær, klaring, filtrering eller anden ‘polering’, der skal forskønne vinen. Sådan skal det forblive, og alle disse faktorer har ført mig til at prøve det selv.”

Nogen betingelsesløs beundrer af orangevin og naturvin er Ferger nu ikke. Han tilstræber en naturlighed og enkelhed i produktet, som dog stadig skal håndteres og formes, så det er genkendeligt som vin. Minimal intervention må ikke være en bortforklaring af urenhed eller sløs i stedet for hårdt arbejde. Hans tålmodighed er derfor også kort, hvad angår mange medløberes nye ‘naturvine’:

“Selvsagt er det, at man må arbejde flittigt og rent, og ikke bare læse druer ind i kælderen, gære dem med skallerne og derefter flaske en vilkårlig vin og så dekorere sig selv med at have lavet en ‘naturlig’ eller ‘orange’ vin. Den trend er desværre tiltaget ekstremt, og du kan finde mange sådanne ‘modige, naturlige træk’, som desværre kun er halvvejs drikkelige.”

Hans eget arbejde er lettet af at kunne arbejde med en selektion af sunde druer af meget høj kvalitet, ikke mindst af meget ædel byrd. Råmaterialet til White Thanisch er taget fra nogle af Bernkastels (og Mosels) mest berømte marker, Badstube, Graben, Lay og Doctor. De er i afstilket form spontangæret og lagret på en brugt barrique med syv ugers skindkontakt. Den er gæret til absolut tørhed— estsødmen ligger på 0,3 gram pr. liter, den samlede syre på 6,4 gram pr. liter; og den er flasket i uklaret og ufiltreret form.

“Jeg lavede den første gang i 2011, og siden har jeg hvert andet år fremstillet en orangevin. Hver gang i små mængder, en enkelt barrique, indtil årgang 2017, hvor vi producerede hele to barriques, fordi efterspørgslen på vinen er blevet er steget ekstremt.” Det forstår man, for det er vellavet, vellykket og velsmagende.

Simon says

Simon Woolf, vinskribenten bag bloggen The Morning Claret og forfatter til orangevinsbogen Amber Revolution, har tidligere bemærket og beklaget tysk Rieslings fravær fra orangevinscenen. I sin Amber Revolution fra 2018 skriver han: “Tyskland har af alle Europas vinlande vist sig at være det mest konservative og det sløveste til at omstille til mindre intervention i vinkælderen.” Riesling er sigende nok heller ikke med på hans liste over populære druer til orangevin; og Riesling med skindkontakt får følgende ord med på vejen: “Riesling er et vanskeligt bekendskab, hvad angår maceration: De mest velkendte vine er de halvtørre og halvsøde fra Mosel. Her undgår eller blokerer man malolaktisk gæring for at sikre de velkendte frugtaromaer og bevare den friske syre. En traditionelt skindfermenteret Riesling vil gære ved højere temperatur og højst sandsynligt gennemgå fuldbyrdet malolaktisk gæring, en forvandling til en meget mere substantiel stil, som langt fra alle vinmagere (eller deres kunder) vil sætte pris på.” Hans eneste tyske anbefalinger er derfor på Silvaner og Gewürztraminer.

Såvidt Simons anbefalinger af april 2018— meget orangevin er løbet gennem glassene i mellemtiden, og Woolf er nu løs med følgende hale på historien:

“Det er rigtigt, at der ikke er skete så meget i Tyskland i årene, hvor jeg lavede research til min bog. Hvis jeg skulle skrive den nu, ville der i hvert fald være en 5-10 anbefalinger af tyske orangevine. Folk som 2 Naturkinder, Brand Bros, Jan Mathias Klein og Schmitt laver fine ting i dag.”

Såvidt altså enighed om forekomsten af— og potentialet for— tysk orange- og naturvin i det hele taget. Skulle man fatte yderligere interesse for orange Riesling, er der som nævnt anbefalelsesværdige eksemplarer fra Clemens Busch, Sibylle Kuntz, Jörn Goziewski samt Philip Wegner i Pfalz. Lidt længere væk er der stof at hente hos Matthias Hager i Østrig samt Stekar i Friuli; og Kovacevic i Serbien kringler en spændende Riesling på qvevri.

Tilbage til White Thanisch 2015, som er æterisk duftende af kølig stenfrugt, gule roser og bivoks. I munden er der fuldmoden frugt men absolut ingen restsødme— moden mandarin, fersken, syrlige drops, frugtkaramel, friskmalet lysristet kaffe, kokos og krydderier. Der er genkendelige smage; og samtidigt sjældne noter og antydninger, der fastholder nysgerrigheden og trangen til en slurk til. Cremet fylde, fine tanniner, opkvikkende syre og en funklende mineralitet. Det er mærkværdigt, det er Mosel, det er mytisk!

Flaske: White Thanisch 2015  
Vinhus: Dr. H. Thanisch  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret,
 syv ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-  

De vises sten

Nogle steder har nogen bare knækket koden: Den rette druesort på den rette jordbund, og symbiosen er indgået. Vinen bliver fantastisk, det særegne udtryk står strålende klart, og den kunne næsten umuligt komme fra noget andet sted. Sådan en sammenhæng mellem velsmag, karakter og transparens i forhold til terroir står nok ingen steder klarere, end når sorten er Riesling. 

Siden middelalderen har især benediktiner- og cisterciensermunke arbejdet med vinbrug og udforsket forholdet mellem druesorter og dyrkningssteder langs Donaufloden i Østrig; og gennem tiden fandt de ud af, at hvor Grüner Veltliner egnede sig godt til de lunere, lavere beliggenheder med god vandforsyning, så klarede Riesling skærene anderledes godt højt på de stejle skråninger, hvor det skorter på vand og varme men ikke på lys. Med tiden fandt de ligefrem velsignede steder, hvor vinen blev endog særdeles god: Et af de tidligst navngivne og opdyrkede er Heiligenstein ved Zöbing i Kamptal.

Selvom munke i dag spiller en absolut marginal rolle i vinbranchen, så bygges der stadigt videre på de indsigter, de gjorde sig og den tradition, de lagde grunden til. I nutiden varetager sammenslutningen af såkaldt traditionelle vinhuse i Donauområdet, Österreichische Traditionsweingüter, rollen som vogter af vinmarkerne og fortsætter arbejdet med at lokalisere, demarkere og klassificere de bedste dyrkningssteder.

Michael Moosbrugger er forpagter på det gamle kloster Schloss Gobelsburg siden 1996, hvor han med en hjælpende hånd fra Willi Bründlmayer på rekordtid fik genrejst det traditionsrige men trætte vinslot tilbage til fordums storhed. I 2006 blev Moosbrugger kåret til Årets Vinbonde i Østrig, og siden 2007 har han været formand for Österreichische Traditionsweingüter. De større linier i Schloss Gobelsburgs historie er opridset her — og den måske største vin i sortimentet er netop fra den mytiske mark Heiligenstein.

Heiligenstein

Marken Heiligenstein, direkte oversat "helgenernes sten", er et af de særlige steder, hvor Riesling træder i karakter og hugger vilde Gnister af morgenvaade Sten. Det mytisk klingende navn, der ofte— fejlagtigt— oversættes med "den hellige sten", "helende sten" eller "lyse sten", stammer historisk fra Hellenstein, der mere prosaisk betyder noget i retningen af en skrå og stenet bjergside. Heiligenstein er da også med sine 360 meter en udløber af det böhmiske massiv og Manhartsberg længere mod nord.

Heiligenstein er en af de ældste vinmarker i Kamptal, kulturelt såvel som geologisk. De stejle syd- og sydvestvendte skråninger strækker sig med en hældning på 13 grader godt hundrede meter op fra den lille flod Kamp, hvor den slår en bugt lige uden for landsbyen Zöbing ganske kort fra Kamptals hovedby Langenlois. Foruden Riesling er bjerget hjemsted for sjældne plantearter som blomsterkørvel, gul vildløg, slangehoved, fembladet hanefod og agermuseurt; dets øvrige sider er skovklædte og fredede. Øverst troner udsigtstårnet Kamptalwarte, opført i 1897, med udsigt over vinmarkerne og store dele af Kampdalen helt ned til Donau.

Klimatisk er Heiligenstein under indflydelse fra det lunere pannoniske klima i øst og det køligere böhmiske klima i nord. I løbet af dagen løber varme vinde sidelæns ind fra øst, mens der om aftenen falder kølig vind ned fra nord. Temperaturvekslingen og den næsten perfekte eksposition mod solen giver ideelle forudsætninger for at skabe balancerede og langlivede vine med modenhed, aromatisk kompleksitet og god syre.

Jordbunden består af silt og er yderst stenet, præget af sandsten, der stammer tilbage fra Permtiden, 250-270 millioner år gamle. Feldspat er ligeledes udbredt, og der er magmatiske og vulkanske indslag i form af feldspat og kvartsporfyr. Alt i alt et unikt terroir, der— hvis man da tør tro på den slags— kan forlene vinene med en udpræget mineralitet.

Heiligenstein har i århundreder været centrum for kult og ritualer. Nu om stunder er det vinen, man bør falde på knæ for. I alt tolv vinhuse har andel i Heiligenstein og laver alle interessante vine derfra, næsten udelukkende på Riesling. Foruden Gobelsburgs må særligt fremhæves vinene fra Johannes Hirsch (Atomwine), Alwin Jurtschitsch (Vinoble), Fred Loimer (Vinova) og ikke mindst Willi Bründlmayers Alte Reben (Jysk Vin).

Antydningens kunst

Nogle vine har meget på hjerte, andre er mere enfoldige, de fleste måske nært intetsigende. Nogle taler i store overskrifter, mens andre taler mere sagte, andre igen skal man ligefrem fravriste deres hemmeligheder. Heiligenstein fra Schloss Gobelsburg hører til de sagte talende, hvor det dog er værd at lytte, for den rummer en rig fortælling.

Duften er mild og mundfornemmelsen rund og blød. Der er en glasklar syre, der dog på intet tidspunkt bliver skarp men løfter den modne frugt, som træder frem i smagen; for siden at træde til side for mere mineralske og æteriske noter. Det er en vin fyldt med fine antydninger. Man når lige at få fat i noget, før det giver slip igen men giver plads til noget andet. Underspillet og underfundigt.

Det er i den optik, at den kaleidoskopiske mosaik af dufte, smage og fornemmelser skal ses. Grønne reineclauder, carambole, fersken, citron, lime, jasmin. Hvid the, kildevand, kolde sten, knust flint, måske en antydning af diesel. Intet i overmål, alt afstemt og balanceret. Man efterlades lettere spørgende, hvordan en vin med så stor intensitet og koncentration kan være så let, så saftig og så forfriskende.

2014 var et køligere og for mange et vanskeligt år— og af samme grund er årgangen generelt undervurderet. Der kom dog fremragende vine fra de bedre producenter; og de har en livlig syre og filigran detaljerigdom, som gør dem særdeles pikante og raffinerede. De minder sandsynligvis om fordums vine fra før den nuværende globale opvarmning, der truer mange af de klassiske vinregioner. Now "progress" takes away what forever took to find? Hvorom alt er, så har 2014 måske ikke helt samme lagrings- og udviklingspotentiale som f.eks. 2015, der bl.a. viser en frugtigere og mere muskuløs Heiligenstein. Tiden vil vise det. Mellemtiden kan tilbringes med at meditere over et godt glas 2014.

Flaske: Riesling Heiligenstein 2014  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 300,-