En virtuos i vinmarken

Wien hænger uløseligt sammen med musik. Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Strauss slog deres folder her og har været med til at manifestere Wiens position som hovedstaden for klassisk musik. Men vin og vinavl er lige så uløseligt forbundet med byens kultur og historie. “Klimaet er ideelt, langs Donau strømmer der om natten kølige vinde ind fra vest, men Wien får også varme indslag fra den pannoniske slette mod øst; og der er store forskelle i jordbunden. Men det særligste er nok alligevel, at Wien er verdens eneste storby med godt 650 hektarer vinbrug inden for byens grænser.”

Sådan siger et vaskeægte bysbarn, violinisten og vinmageren Peter Uhler. Ved siden af en karriere som symfoniker og folkemusiker har han etableret sig som økologisk vinbonde i byens 19. distrikt Döbling, og på mindre end to årtier har han vist sig som en virtuos også i vinmarkerne. Wienerne har længe kunnet glæde sig over hans præcise, elegante og nærmest underspillede vine; og nu har Vinpusheren gjort det samme muligt for det danske publikum.

Tilfældets musik

“Allerede som barn havde jeg interesse, en egentlig passion, for landbrug. Hver sommerferie var det mig en stor fornøjelse at hjælpe til med høst, staldarbejde og skovhugst på en bondegård i det østrigske alpeland.”

Peter Uhler, årgang 1971, er født og opvokset i Wien, hvor han sidenhen studerede musik og nu altså også gør den som vinbonde. Musikken kom til ham på musikskolen i Döbling, hvor en talentspejder udså den dengang 7-årige dreng som særligt duelig til violinspil. Men først langt senere, efter eksamen på musikgymnasiet i Neustiftgasse, stod det klart, at musikken var vejen, han skulle gå professionelt. Han studerede på Wiens musiske universitet, med mesterlære hos professorerne Michael Frischenschlager, Evgenia Tchougaeva og Jan Pospichal, og siden fulgte en karriere som solist, som kammermusiker og i større ensembler. I dag er han førsteviolinist i Wiener Radiosymphoniker (siden 2000) og violinist i kvartetten Neue Wiener Concert Schrammeln (siden 1994).

“Men hvis jeg ikke havde studeret violin i Wien, var min vej sikkert gået i retningen af landbrug. Ved et tilfælde fik jeg min første vinmark i 1999, da en mig bekendt vinmager kendte til min forkærlighed for at arbejde med jord og planter. Så lærte jeg det grundlæggende om vinbrug på en lille vinmark med Riesling og Grüner Veltliner.”

I slutningen af 1990’erne stod Wiens vinbrug endnu foran sin store fornyelse. Mange af de veletablerede vinmagere var i pensionsalderen, og der var en del marker til salg. Samtidigt fattede en flok udefrakommende unge interesse for at engagere sig i vinbruget, f.eks. designeren Jutta Ambrositsch og bankmanden Klaus Windischbauer. Dengang boede Uhler praktisk talt lige op ad en vinmark på Reisenberg, og det var vennen og vinkroværten Matthias Hengl, der ansporede og udlånte en mark til Uhler: “Efter at have diskuteret halve nætter om hans seneste høst, vidste han, at vinbrug virkelig interesserede mig,” fortæller Uhler. Forsøget blev en succes, og siden bød mulighederne sig for at købe sig ind på flere parceller på både Reisenberg og Nussberg. I dag dyrker han 2,5 hektarer— samtidigt med karrieren som violinist.

“Jeg tror, at det at lave vin har ganske meget til fælles med det at spille musik. Man må hele tiden være opmærksom og lyttende. En musiker må allerede i ungdommen være særdeles flittig for at få de tekniske færdigheder på sit instrument, det kræver at blive professionel. Den vedholdenhed er noget, man godt kan få brug for som vinbonde!”

Selvom han er strengt skolet, slår Uhler alligevel fast, at såvel musik som vin er noget emotionelt, noget som må forfølges med passion: “Som musiker må man lytte mere til sin intuition end til rigide regler. Man vænner sig til, at ens personlige stil og individuelle træk er ens adelsmærker. Omvendt må man i et orkester også kunne være en brik i mosaikken, man må kunne flette sig ind i orkesterets grundklang. Personligt tror jeg, at min uddannelse som musiker hjælper mig i en sanselig omgang med druerne på marken og i forarbejdningen af mosten i kælderen, hvor jeg hver dag forsøger at forlade mig på min intuition.”

Nærheden til naturen

Döbling er lidt som en landsby i storbyen. Bydelen ligger i den nordlige ende af Wien, langs Donaus højre bred og ved de store bakker Reisenberg, Nussberg og Kahlenberg, alle gennem århundreder grobund for gode vinmarker. Særligt kvartererne Nussdorf og Grinzing har gjort sig bemærket for sine vinhuse, og allerede i 1800-tallet udgjorde Döbling en oase for wienerne, hvor man kunne komme væk fra bylivets jag og nyde freden, udsigten og ikke mindst vinen fra de lokale vinmagere. Den kombination af livet på landet og livet i byen er bibevaret den dag i dag, og Uhler fremhæver det som et særligt bidrag til byens kultur og den høje livskvalitet. Döbling er hjemsted for adskillige Heurigen, de traditionelle små vinkroer, hvor værten serverer egen vin og hjemmelavede småretter til at stille den værste sult. Traditionen tro er der ofte musik om aftenen, og man kan stadig opleve Wienerlied og Schrammeln, en sær mikstur af munter og melankolsk musiceren. Musikken har navn efter brødrene Johann og Josef Schrammel, som i slutningen af 1800-tallet betog byen med deres ensemble af to violinister, en guitarist og en harmonikaspiller. Uhler underholder af og til også selv med sine Schrammel-kolleger. Det er Wein, Weib und Gesang på højt plan!

“Det jordbundne er vigtigt, også for musikeren,” fastslår Uhler, der bruger tiden i marken og i kælderen til afspænding fra øvning og koncerter. I sine vine forsøger han også at vende tilbage til naturen, til det direkte udtryk for tid og sted. Derfor er han også overbevist økolog: “Økologisk dyrkning kræver, at du lever sammen med vinmarken, så godt som hver dag må du gå gennem markerne, og du må reagere hurtigt og afstemt på vinstokkenes behov. Vi har mange eksempler på, at den højeste kvalitet og de længst levende vine er økologiske.”

“Jeg mener, at økologisk landbrug burde være standarden. Mange videnskabelige undersøgelser og en lang række praktiske erfaringer viser, at et vellykket landbrug uden syntetiske stoffer og pesticider er muligt. Jeg har det i hvert fald bedre i en økologisk vinmark end i en konventionel.”

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Wienersymfonikere

“Der er store forskelle i jordbundsforholdene her, og det giver store karakterforskelle i de forskellige vine. Fra Nussbergs kalkstensjorde vokser der burgundiske, magtfulde og dog elegante vine med stort potentiale; mens der på Reisenberg med dens mere krystalline jordbund er de ideelle betingelser for store Riesling-vine.”

Det bliver derfor til en række ret forskellige vine: Grüner Veltliner, Riesling, Muskateller, den lokale specialitet Wiener Gemischter Satz samt en smule rosé og rødvin. Alle bærer dog præg af Fingerspitzengefühl, præcisionsarbejde og livsglæde. Det er ranke, slanke og meget mineralske vine med en subtil detaljerigdom, som man må give tid til at udfolde sig.

Reisenberg er en relativt stejl skråning med kalksten, kvarts og skiferindslag, og den lille Reisenberg-bæk samt den mod nord nærtliggende Wienerwald sørger for afkøling. Det giver sig til kende i vinene, som har syrerig nerve og en salt mineralitet. Herfra kommer en krydret og kompleks Grüner Veltliner fra gamle stokke, Der Jubilar, en fremragende vin. Endvidere en rank og kølig Riesling og en underfundig Muskateller med kridtet tekstur og en fin kommensmag, alenlangt fra den rosenparfumerede stil. Der dyrkes desuden en samplantning af Weissburgunder, Riesling, Neuburger og Traminer, der sammen indgår i klassikeren Wiener Gemischter Satz.

Gemischter Satz fortsætter en gammel tradition med at have forskellige druesorter plantet mellem hinanden, som siden høstes og forarbejdes sammen. Sådan var praksis de fleste steder, før ampelografien og industrialiseringen gjorde sortsrene beplantninger til standarden. I Wien holdt man imidlertid fast ved traditionen, der efterhånden blev en specialitet i byen. Læs mere om det historiske her og her.

Oprindeligt var samplantning en måde at sikre et godt udbytte til de tørstige masser; men metoden giver i dygtige hænder også muligheden for en underfundigt kompleks vin med tydeligt fingeraftryk fra både årgangen og den enkelte vinmark. Det vanskelige ligger i at finde det rette tidspunkt, hvor modenheden gennemgående er optimal. Man får både særlig syre fra de knapt modne druer og fyldig frugt fra de meget modne. Aromatiske sorter som Traminer og Muskateller tones ned og forsvinder i mængden, men man fornemmer dem alligevel i dybden; og så et år går de i fuldt flor og kan gøre vinen helt eksotisk. Gemischter Satz giver en gådefuld og subtilt symfonisk vin, som også fascinerer Uhler: “‘En enkelt druesort i vinmarken er som en violin, men en Gemischter Satz er et helt orkester’ — men dét gamle ordsprog i mente kunne jeg ikke andet end at engagere mig grundigt i temaet ‘Wiener Gemischter Satz’.”

Obere Schoss er en parcel på en særligt kalkstensholdig del af Nussberg. Her hygger sig sorter som Grüner Veltliner, Roter Veltliner, Weissburgunder, Chardonnay, Riesling, Traminer, Muskateller, Neuburger, Rotgipfler, Zierfandler og Welschriesling. Stokkene er 38 år gamle, og nyplantning og podning er delvist foretaget på gamle rødder. Marken kom for øvrigt i hans besiddelse efter en optræden på østrigsk radios Klassiktreffpunkt, hvor han præsenteredes som både violinist og vinbonde. En ældre dame henvendte sig efterfølgende til ham efter en koncert, og hun havde et tilbud: Han kunne købe en gammel vinmark billigt på den betingelse, at hun selv kunne fortsætte med at passe planterne i marken. I dag er den en af Uhlers bedste vinmarker.

2018 var varm og solrig, og høsten fandt allerede sted den 16. september. Druerne blev afstilket og stod til udblødning tre timer før presning. Mosten blev gæret køligt med den naturligt forekommende gær over godt ti uger. Herefter blev vinen lagret på de fine gærrester i store træfade indtil midten af marts. Endelig blev den flasket sidst i april 2019. 6,1 gram syre balanceres af 4,9 gram restsukker. Endnu tager den tid om at åbne sig, så dekanter den eventuelt, og server den under alle omstændigheder i pænt store glas.

Det er en delikat og kompleks vin med frisk ferskenfrugt, ferskensten og en nøddeagtig fylde, noget let peberkrydret og den typisk salte signatur. Peter Uhler: “Obere Schoss er kompakt, har mørk mineralitet og er let røget. Den er moden og spiller gerne med musklerne men er samtidigt utroligt nobel.” — Giv ham et bifald!

Flaske: Ried Obere Schoss 2018  
Vinhus: Weingärtnerei Uhler  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 14%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-  

Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-  

Livet på grænsen: Burgenland

Danmark fejrede den 10. februar 100-året for afstemningen, der førte til den danske genforening med Sønderjylland den 15. juni 1920— efter tysk herredømme siden det danske nederlag til tyskerne i 1864. Det nordlige del af det dansk-tysk blandede Slesvig kom således tilbage til Danmark efter Versailles-freden oven på Centralmagternes nederlag i Første Verdenskrig.

En lignende historie med samliv, adskillelse, fælles kultur og flersprogethed, naboskab og nabosplid, udspillede sig på samme tid mellem Østrig og Ungarn. Det er nemlig også kun 100 år siden, at bundeslandet Burgenland blev til. Østrigs østligste delstat langs grænsen til Ungarn rummer megen historie, men Burgenlands egen historie går som sådan kun tilbage til den 6. november 1921. Efter Freden i Versailles, St. Germain-traktaten og en lokal folkeafstemning gik det østrigsk-ungarsk blandede område nemlig fra at være et kronland under ungarsk herredømme i det østrig-ungarske dobbeltmonarki til endegyldigt at være en del af den nye østrigske republik. Østrig mistede mange tusinde hektarer vinmarker til Ungarn ved rigernes adskillelse, men Burgenland beholdt de; og det nyder begge sider godt af i dag.

Blaufränkisch og Burgenland hænger sammen, især fra de store bakkedrag Leithaberg og Eisenberg. I dag er Burgenland vinmæssigt Østrigs røde hjerte, hvor Blaufränkisch kejserligt troner med andre lokale sorter som Sankt Laurent og Zweigelt ved sin side, ikke at forglemme internationale sorter som Pinot Noir og Syrah; men den højeste adel tæller også den ædelsøde hvidvin, der traditionelt fremstilles langs kysten til den store, lavvandede sø Neusiedlersee lige langs grænsen til Ungarn. Furmint, Welschriesling, Weissburgunder og lignende sorter lægger druer til de disse søde vine, såvel som til de tørre hvidvine, området også byder på— foruden de mange solsikker, storke, vadefugle og tørstige småfugle, der også har opdaget druerne.

Den røde Rust, Neusiedlersee i baggrunden og Leithabergs vinmarker i forgrunden. Foto: Anna Stöcher / ÖWM

Felsőőrvidék, Gradišće, Hianznland

Kært barn kan som bekendt have mange navne, og flere folkeslag har været med i navnelegen. Burgenland er officielt også kendt som Felsöörvidék og Gradisće, som er de respektive navne på ungarsk og kroatisk, de to historiske mindretalssprog i regionen. Begge er gengivelser af dets nutidige tyske navn, der slet og ret betyder ‘Borglandet’. Det kom sig oprindeligt af kejsertidens betegnelse ‘Vierburgenland’ for kronlandet bestående af de fire provinser Eisenburg (nu Eisenstadt), Pressburg (Bratislava, nu i Slovakiet), Wieselburg (Moson) og Ödelburg (Sopron), nu begge i Ungarn. Burgenland var det, der blev tilbage i den nye østrigske republik. Ønsker man at tage navnet bogstaveligt, kan man stadig se borge og befæstninger, især i Mittelburgenland, særligt seværdige er ruinerne ved Eckendorf og Landsee. Vi er trods alt stadig i historisk omstridt grænseland. Således ses der skiltning også på ungarsk og omkring Oberpullendorf og Schachendorf også på kroatisk.

Burgenland er et smalt område med en nord-syd-gående akse. Delstatshovedstaden Eisenstadt ligger i den nordlige del, nord for den store, lavvandede sø Neusiedler See, der præger den centrale og østlige del af delstaten. Mod øst ligger grænsen til Ungarn, nordøstligst en ganske kort strækning mod Slovakiet og sydøstlige en endnu kortere strækning mod Slovenien. Vestfor grænser det op til to andre østrigske delstater, Niederösterreich og Steiermark.

Østrigs ellers bjergrige og bakkede landskab går i Burgenland over i et fladere og lunere slettelandskab. Det er begyndelsen på den store centraleuropæiske Pannoniske slette, den vi i Ungarn kender som pusztaen. Det er frugtbart landbrugsland, og kigger man kun på geologien eller topografien, kan man ikke se nogen naturlig grænse mod øst. I dag ser man knapt et grænseskilt, den hårde grænse mellem Østrig og Ungarn blev endeligt ophævet i 2007; og heldigvis ser man ikke længere rester af pigtråd, minefelter og vagttårne. Den kolde krig er for længst forbi.

Det lokale klima kaldes pannonisk og er det samme som på den ungarske slette mod øst: Det er iskoldt om vinteren, men tørt, lunt og solrigt om sommeren, som skabt til modne rødvine. Løss, lehm, sand, kalksten og skifer præger skiftevist jordbunden fra nord mod syd.

Burgenland fra top til tå

I løbet af sin kun hundredeårige historie har Burgenland undervejs været inddelt i vindistrikter af flere omgange. I dag deles det i fem DAC-distrikter:

I den nordlige del finder vi højderyggen Leithaberg og de små byer Morbisch, Donnerskirchen, Purbach og Jois lige ved Neusiedlersøens vestlige bred. I dette område er landskabet vinmæssigt komplekst: Godt halvdelen af området er dedikeret til hvidvin, og netop langs die Leithagebirge er der mange forskellige hvide druer, blandt andet historisk tætte Grüner Veltliner-beplantninger ved Donnerskirchen. I lyset af denne forskellighed blev man enige om at lave både en rød og en hvid Leithaberg DAC. Leithabergs enhed baserer sig derfor på områdets geologiske beskaffenhed: En meget kalkholdig lehmhord med en høj skiferandel for foden af bakkerne. De røde vine laves udelukkende på Blaufränkisch, de hvide på Grüner Veltliner, Neuburger, Weissburgunder og Chardonnay— sortsrent eller som cuvée. Toppen udgøres af Gernot Heinrich, Gut Oggau, Markus Altenburger og flere andre. Øst om Leithaberg ligger også det helt nye område Rosalia, en gammel Grosslage med nyvunden selvstændig DAC, hvor man fremstiller fin Blaufränkisch og Zweigelt med fyldig frugt og letdrikkelig karakter.

Neusiedlersee, Havet ved Neusiedl, hedder den store steppesø (på ungarsk Fertö tó), som vinpusheren Michael Poulsen kærligt har kaldt ‘verdens største soppebassin’. Den 315 kvadratmeter store sø— hvoraf 240 km2 hører til Østrig og 75 km2 til Ungarn— bliver nemlig sjældent mere end en meter eller to dyb. Sivplanter og tagrør omgiver store dele af søen, og man kan en sommerdag føle sig hensat til Florida eller Louisiana. For solen skinner, og man man modne druer til et meget højt sukkerindhold; og fugten fra søen sikrer en dis hen på efteråret, som giver den ædle råddenskab, botrytis, fine forhold. Derfor tæller Neusiedlersee DAC også en klassisk vin som den ædelsøde Ruster Ausbruch fra markerne omkring den gamle fristad og vinby Rust; foruden kraftige rødvine på Blaufränkisch og især Zweigelt. Smag løs fra Ernst Triebaumer og Feiler-Artinger og for de sødes vedkommende især Kracher og Schröck.

Som en enklave midt i omfatter Mittelburgenland vinbyer som Deutschkreutz, Horitschon, Neckenmarkt og Lutzmannsburg. Mittelburgenland fik i 2005 den første DAC i Burgenland og har dermed allerede fejret sit ti-års-jubilæum. Her drejer det sig udelukkende om vine på Blaufränkisch, deraf tilnavnet Blaufränkischland. Et ganske varmt klima, præget af lange og solrige sommerdage, samt fede lehmjorde giver områdets vine en moden frugtsmag med kraft, fylde og krydring, og man arbejder en del med fadlagring. Ofte smager vinene intenst af brombær og sorte kirsebær med ristede, nøddeagtige noter. Gode eksponenter er Franz Weninger, Hans Gesellmann, Hans Igler, Juliana Wieder og Weingut Wellanschitz, Især områdets kraftige Reserve-vine har et tydeligt fadpræg fra barrique, det er østrigsk Bordeaux.

Anderledes elegant er Eisenberg i det idylliske Südburgenland med kendte vinbyer som Deutschschützen, Eisenberg og Rechnitz. Det er det østrigske Bourgogne, vi møder i den områdetypiske vin, der har navn efter højderyggen Eisenberg, der med op til 400 meters højde er den største hævning i landskabet. Her mod syd sikrer Alpernes nærhed en behagelig friskhed, frugtig nerve og fint krydrede noter, der også skyldes den jern- og skiferholdige jord. Den idealtypiske Eisenberg DAC skal være rund og fyldig uden at være fed, have karakter og elegance og været præget af jordagtige og mineralske noter. Hold øje med Uwe Schiefer, Wachter-Wiesler, Mathias Jalits, Thomas Straka, Schützenhof og ikke mindst Thomas Kopfensteiner — mere om ham til sidst.

Blaufränkisch, Kékfrankos, Frankovka

Saftig bærfrugt— fra ribs og hindbær over blåbær og solbær til hyldebær og sortebær— en spændstig syre, fine tanniner og pebret krydring. ‘Den mest karakterfulde kvalitetsdrue’, ‘Østrigs stærkeste kort på hånden efter Grüner Veltliner’, sådan omtales Blaufränkisch gerne både i østrigske og internationale vinkredse. Men med næsten 8.000 hektarer i Ungarn er druen mere udbredt her end med under 4.000 hektarer i Østrig. Så burde man ikke snarere kende druen som den ungarske Kékfrankos?

Tilhørsforholdene er alt andet end enkle. Ungarn var som bekendt en del af habsburgenes kejserrige frem til afslutningen af Første Verdenskrig. Blaufränkisch dukker først op med nuværende navns nævnelse i 1862 på en landbrugsmesse i Wien; så dens præcise historie kan være svær at spore via de vanlige kilder. Førend var flere synonymer i brug, Mährische, Frühschwarze, Schwarze Fränkisch, Schwarzgrobe og Blauer Zierfandel for eksempel. Det nuværende navn Blaufränkisch blev først befæstet som international standard på den internationale ampelografiske kommission i Colmar i Alsace i 1875.

Historisk regnedes sorter med tilnavnet fränkisch for gode sorter til fremstilling af vin af høj kvalitet. De stod i modsætning til dem med tilnavnet heunisch, der kun regnedes for egnede til simpel hverdagsvin. Genetisk set ved man i dag, at Blaufränkisch er en krydsning af druer fra hver gruppe. Det drejer sig med højeste sandsynlighed om de i dag yderst sjældne druer, der bærer navnene Gouais Blanc/Weisse Heunisch og Blaue Zimmettraube. Sidstnævnte blev først identificeret for ganske få år siden. Oprindelsen er derfor uden tvivl østrigsk, så længe man tænker historisk— i det østrigske kejserrige— men vuggen kan have stået i nutidens Slovakiet, Ungarn, Slovenien eller Kroatien. Her vokser henholdsvis godt 700, 8.000, 700 og 900 hektarer af sorten under lokale navne som Frankovka, Kékfrankos og Borgonja. Yderligere findes små beplantninger i Tyskland og Italien. I Württemberg kendes den som Lemberger, sandsynligvis opkaldt efter den østrigske planteskole i Lemberg, hvor sorten kan være kommet til Tyskland fra; og i Friuli findes en smule Franconia Nera, som må antages at være en overvintret rest fra tiden under østrigsk overherredømme.

Selvom Sopron, Eger og Kunsag i Ungarn står for størstedelen af beplantningerne med Kékfrankos, så har sorten selvsikkert gjort sit navn som sortsren og stor vin i Østrig. Havde det ikke været for navne som Triebaumer, Moric, Weninger og Schiefer, ville sorten næppe have tiltrukket den internationale opmærksomhed til østrigsk rødvin, som er tilfældet i dag; de kraftige ungarske udgavers fortræffeligheder i øvrigt ufortalt.

Jerntæppet og Broen ved Andau

Jern er et gennemgående tema i Burgenland. Hovedstaden Eisenstadt er gammelt handelscentrum for kejserrigets jern- og stålindustri; og landskabet rummer, særligt i syd, særdeles rige jernforekomster. Således findes røde jorde, især omkring Eisenberg, der forlener Blaufränkisch med en metalliske mineralitet, en salt eller jodagtig note, der af og til omtales som blodig.

Det blodige er desværre en anden del af Burgenlands historie. De første år gik det ellers godt: En firedobling af vinmarksarealet, en omstrukturering af vinbruget med fokus på kvalitetssorter i 1922 og oprettelsen af en vinbrugsskole i Rust i 1933 tæller til de lykkelige omstændigheder. Så fulgte depressionen og de politiske efterdønninger, Anschluss til det nazistiske Tyskland og Anden Verdenskrigs uhyrligheder, Østfrontens rædsler. Efter Anden Verdenskrigs afslutning og oprettelsen af den anden østrigske republik havnede Østrig og dets ungarske naboer på hver sin side af øst-vest-splittelsen, og Jerntæppet gik ned. Det førte som så mange andre steder til adskillelse af familier og forretningspartnere— og til smugling af varer og mennesker. I de første år var grænselandet især for de ungarske unge et magisk sted, frydefulgt forbudt og fyldt med vin, øl og cigaretter smuglet ind fra Østrig.

Den lille østrigske by Andau har med sine små 600 indbyggere kun én gang gjort sig verdenberømt, og det var under den folkelige opstand mod regimet i Ungarn i oktober 1956. Sovjet gik som bekendt ind i landet og genetablerede “freden”. I de følgende dage og uger begyndte en regulær masseflugt til Vesten. Alene over Østrig flygtede 200.000 mennesker, mange af dem via en smal træbro over Eisener-kanalen ved Andau; så mange, at broen siden er blevet synonym med masseflugten. Det kunne selvfølgelig ikke gå, og den 21. november sprængte sovjetiske tropper broen. I mellemtiden led flere den kranke skæbne at blive fanget i overfarten; blandt andet en nybagt familie, der havde bedøvet deres spædbarn, så det ikke skulle græde under turen og afsløre dem. Afsløret blev de dog alligevel, og barnet døde i øvrigt som følge af bedøvelsen. Siden blev landet langs kanalen stærkt bevogtet. Skud blev løsnet, og ståltrådshegnene blev stående frem til 1989.

Broen ved Andau blev genopført i 1996 som symbol på samarbejde og tolerance. I sommers var grænsegængerne alverdens vinskribenter på jagt efter gode historier og dyre dråber. Østrig på venstre og Ungarn på højre side. Foto: ÖWM

I dag forbinder broen igen de to lande snarere end at adskille dem. Efter Den Kolde Krigs afslutning er forholdet mellem øst og vest normaliseret, og efter Ungarns indlemmelse i EU i 2004 er der kommet fri bevægelighed igen; og i 2007 fjernedes de sidste fysiske rester af den hårde grænse. Flygtningekrisen i 2016 førte som bekendt til fornyet grænsekontrol ved indgangen til Ungarn; men ellers hænger landene nu for hverdagens praktiske formål sammen igen som i kejsertiden; og det har ikke mindst den ungarske vinindustri nydt godt af. Viden, erfaring og ikke mindst penge er strømmet ind fra Østrig, og ligesom flere østrigere vinificerer druer fra marker på den ungarske side af grænsen, har mange engageret sig i joint ventures med deres ungarske kolleger. Eksempelvis Roland Velich med projektet Hidden Treasures (læs nærmere her); Franz Weninger i sit samarbejde med Attila Gere i Villány; og Peter Wetzer har slået sig ned i Sopron, hvor han laver fremragende rødvin.

Mere om Østrig-Ungarns fælles vinhistorie er at læse i den nyligt udkomne Wein in Österreich. Die Geschichte, et imponerende værk redigeret af Willi Klinger og Karl Vocelka og udgivet af Brandstätter Verlag. Bogen udkom i anledning af Klingers fratræden som formand for ÖWM og har været mange år i støbeskeen. Der findes nu også en forkortet, engelsk udgave, Wine in Austria: the History.

Udsigtsposten Weinblick rejser sig i Saybritz-marken og giver fra ryggen af Eisenbergs et overblik over dalen ned mod Ungarn. Foto: Thomas Bohl

Lad det ikke blive ved læsning og teori, tungen kræver væde i praksis; og Blaufränkisch af bedste burgenlandske beskaffenhed finder man i Thomas Kopfensteiners Ried Saybritz 2017: En stilren fortolkning af Saybritz-marken på Eisenberg i Burgenland, hvor den rå, røde jord med de grønne skifersten via Kopfensteiners hænder kaster modne druer med mørk saft og kølig intensitet fra sig. Diskretionen selv i første snus, men langsomt åbnes der for en æterisk duft af mørke bær, fugtig skovbund og ristede nødder. I munden følger den pureste saft af sorte kirsebær, brombær og hyldebær, med en spændstig syre og de fineste, fløjlsbløde tanniner. Strejf af lakrids, peber, kakao og krydderurter i eftersmagen, salt mineralsk afrunding, en smuk og livlig vin, ren drikkeglæde.

Thomas Kopfensteiner er vinbonde i tredje generation. Han overtog i 2005 driften af familiens vinhus fra sine forældre, Edith og Manfred, som i deres tid udvidede den lille vingård i grænselandet til hele 18 hektarer og gjorde vin til hovederhvervet. Filosofien er i dag oprindelsestypiske vine, fremstillet på traditionel facon, fra sunde druer i grønne marker.

Flaske: Ried Saybritz 2017  
Vinhus: Kopfensteiner  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Blaufränkisch  
Jordbund: Jernholdig lehm, grøn skifer
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 300,-  

Grüner Veltliner — all inclusive

“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-