Bjergtagende burgundere

Hvis man absolut insisterer på at drikke Chardonnay— denne de grønne druers store koloniherre, der har krænget sig ind i hver en afkrog af verden— så bør man i det mindste gøre sig selv og omverden den tjeneste at opsøge den i terroirtro versioner fra dens burgundiske hjemstavn, alternativt fra de kølige, stenede steder i verden, hvor den kan overgå selv stor Chablis i stringens, syre og mineralitet. For faktum er, at når man ser bort fra de bedste producenter, så dyrkes mange af burgundersorterne både billigere, bæredygtigere og bedre uden for Bourgogne.

Bergland vs Bourgogne

Bergland er fællesbetegnelsen for de mere bjergrige, vestlige delstater i Østrig (Vorarlberg, Tyrol, Salzburg, Kärnten og Oberösterreich), der i nyere tid ikke har haft en egentlig kommerciel vinproduktion, i modsætning til de østlige delstater, der går under navnet Weinland (Niederösterreich, Wien og Burgenland foruden det sydlige Steiermark, der bærer navnet Steirerland).

Historisk har der dog været betydelig vinavl mange steder i Bergland. Det var før den såkaldte ‘lille istid’ mellem 1600 og 1800 gjorde dyrkningsforholdene vanskeligere; og derefter lagde nye plantesygdomme som phylloxera og peronospora mange vinmarker øde. Udbredelsen af den industrielle ølbrygning fra Bayern trængte også vinen, men disse forhold til trods var der omkring 1850 stadig næsten 500 hektar vinmarker alene i Vorarlberg, den vestligste delstat. To verdenskrige udmattede dog Østrig og satte et midlertidigt punktum for vitikulturen i vest.

I de seneste årtier er vinen dog vendt tilbage som følge af fremgangstider, klimaforandringer og fornyet interesse fra vinkendere; og et stadigt voksende areal bevidner, at det er en ventet og velkommen tilbagekomst. Bergland åbner en genvej til vine fra særligt passionerede vinmagere og klassisk ‘cool climate’. Vorarlbergs beskedne 15 hektar får i dag følgeskab af 5 i Tyrol og 5 flere i Salzburg, mere betydelige 45 hektar i Oberösterreich og hele 100 hektar i Kärnten. Netop Kärnten har længe haft det største antal professionelle fuldtidsvinbønder uden for Weinland, og mange af områdets vine når i dag også uden for landets grænser. Særligt anbefalelsesværdige er Weinbau Lenzbauer ved Wolfsberg og det fremragende Georgium ved Längsee, der specialiserer sig i burgundersorterne og biodynamisk dyrkning. Georgium laver delikate vine, herunder også hvide med skindkontakt og uden tilsatte sulfitter.

Ikke blot i delstaten Salzburg men også i selve byen var der i århundreder vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge (Mönchsberg, Rainberg og Bürglstein), der er en del af de nordlige kalkalper. Vinbruget reetableres i disse år, og det er den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, der har stået for genplantningen af Mönchbergs vinmarker med Frühroter Veltliner. De står for det daglige vinbrug, mens vinifikationen bestyres af Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau; og resultatet, vinen Paris Lodron Zwinger, er lovende. Vil man for alvor smage alpin vin fra køligt klima og kalkstenet undergrund, så er Vorarlbergs stjerner Josef Möth ved Bodensee og Michael Nachbaur ved Röthis: Burgundersorter, økologisk dyrkning og stilsikkert håndværk i kælderen.

Nachbaur

Familien Nachbaur holder til i landsbyen Röthis i Vorarlberg, ganske nær grænsen til Lichtenstein og Schweiz, og her har de de seneste 30 år dyrket to gode hektar vinmarker. Vinmarker er nu om stunder stadig et særsyn på disse kanter; og i dansk sammenhæng er Vorlarberg nok bedst kendt for sine skisportssteder som eksempelvis St. Anton. Det er en skam, for områdets oste er så fremragende som de schweiziske og vinene ligeså.

Det var Michael Nachbaurs far Franz, der begyndte at dyrke vin i 1980’erne. I dag drives gården af Michael og hans hustru Judith. Michael arbejder i vinmarkerne, mens Judith står for arbejdet i familiens Buschenschank, det traditionelle traktørsted, hvor østrigske vinbønder skænker deres egen vin og serverer små retter til.

Hovedvægten ligger på Pinot-sorterne: Weiss-, Grau- og Blauburgunder samt Chardonnay. Det var de traditionelle sorter i fordums tid, og derfor satser Michael Nachbaur fortsat på dem i dag. De trives fortrinligt i den kalkholdige jordbund og nyder på de stejle skråninger i 500 meters højde godt af såvel højfjeldssol som kølig bjergluft. Desuden dyrker han en smule Riesling og Müller-Thurgau, og familien fremstiller også brændevin. Selve vinen bliver til i familiens 600 år gamle kælder, et hvælvet kælderdyb, der synes skabt til at skabe vin.

Chardonnay 2015 kunne godt gå gennem en blindsmagning som en klassisk Chablis Premier Cru fra en kølig årgang. Mild citrusduft, saftspændt citron- og ferskenfrugt i smagen, blød og letflydende som kildevand, med en livlig syre, kalket mineralitet og en salt note i eftersmagen. Krystalklar og elegant.

Anbefales kan også den superstringente Weissburgunder eller den saftige, skovbærsmagende Blauburgunder Alte Reben. Vinene lader sig desværre— eller heldigvis— kun købe fra kælderen, på enkelte lokale restaurationer og særligt udvalgte delikatesseforretninger i det øvrige Østrig. Priserne er— efter ønologisk-økologiske forhold i almindelighed og østrigsk-schweiziske forhold i særdeleshed— latterligt lave, især kvaliteten taget i betragtning. Så tag på opdagelse i vinens verden, næste gang skiferien går forbi Vorarlberg eller Tyrol. Der er guld at grave frem fra i Alperne!

Flaske: Chardonnay 2015  
Vinhus: Weingut Nachbaur  
Oprindelse: Vorarlberg, Østrig  
Druesort: Chardonnay  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 100,-  

Franske druer i danske hænder

“I vid udstrækning er jeg på eventyr.”

Sådan siger danske Rasmus Aamand Olesen om sine første forsøg som selvstændig vinmager under navnet Nénu i sydfranske Roussillon. Vellykkede er hans vine, som er fremstillet med et minimum af moderne teknologi men maksimal omsorg for naturen og håndværket; samt et pænt kvantum kærlighed til trylledrikken selv. Råstofferne er Grenache og Mourvèdre fra det lille og for de fleste nok ukendte område Collioure.

Rasmus gæstede i sidste uge Danmark, hvor han i følgeskab med sin importør, Jørgen Krüff fra L’Esprit du Vin i København, afholdt en smagning af sine vine på S’vinbar i Aarhus.

Fra biolog til vinbonde

Bag ligger ikke en interesse fra barnsben eller et årelagt engagement med vin, der uundgåeligt måtte ende i egen produktion. Landbrug har han altid haft lyst til at have med at gøre; men vinen kom sent til den nu 35-årige Rasmus Aamand, dog kom den stille snigende og overmandede ham til sidst. Men først efter endt biologistudium og et forskerjob på Aarhus Universitet.

“Allerede da jeg begyndte at studere biologi, fandt jeg fermentering spændende,” fortæller han; men det resulterede i første omgang i fermenteringer af alle mulige andre råvarer end druer. Det blev til cider, øl og ost, og det forblev på hobbyplan.

"Nu er jeg jo videnskabsmand, men der er alligevel det her ord ‘magi’ — selve transformationen fra et knudret stykke træ, over en klase druer og så til vin— det er der noget magisk over. Selvom det nok kun betyder, at der er en hel masse, vi endnu ikke ved, hvordan foregår… og så er der bare noget særligt ved vin: Jeg kender ikke noget andet produkt, hvor man kan gå så meget på opdagelse i sin smagsoplevelse.”

Den fascination kostede et års orlov fra jobbet, for “én ting er at sidde bag sin skærm og drømme om at lave vin, noget andet er at tage ned og gå i gang!” Det bragte ham i april 2016 til Frankrig og under Jean-François Deus vinge på Domaine du Traginer (‘Æseldriverdomænet’) i Banyuls-sur-Mer lige syd for Collioure. Begge byer ligger ved den såkaldte sølvkyst, Côte Vermeille, en klippepræget kyststrækning langs Middelhavet. Her lagde først fønikere, siden grækere, romere og gallere til, og allerede i romersk tid blev der beviseligt dyrket vin i området— så det er faktisk Frankrigs ældste vinområde. I dag er Roussillon en slags katalansk krog af Frankrig, klemt inde mellem Middelhavet og Pyrenæerne nær grænsen til Spanien, som regionen hørte under frem til 1659. Landskabet udgøres af både bjerge og slette, og det er forklaringen på, at man med største selvfølgelighed fremstiller både rød og hvide, tørre og søde vine her.

Jean-François Deu begyndte sin biodynamisk bane allerede sidst i 1980’erne, længe før det blev moderne, og hans 16 hektar har været certificeret siden 1997; og som medlem af La Renaissance des Appellations varetager han Roussillons arv af traditionelle sorter og vintyper. Her fik Rasmus masser af praktisk erfaring og sugede til sig af gode råd fra vinmarksmanden Claude.

Rasmus Aamand i aktion i markerne. Foto: Cille Veerasawmy

Snart kom tiden til at se sig om efter egne vinmarker. Jagten gik ind i september 2016, og allerede i oktober var der bid. Det blev til tre parceller med henholdsvis Grenache Noir, Grenache Gris og Mourvèdre. De yngste stokke er kun knapt 20 år, de ældste over 70. De dyrkes lokalt som små buskvine, og udbytterne er traditionelt lave.

Der var tale om konventionelt dyrkede marker, som Rasmus nu har omlagt til økologisk drift. Det har ikke kun betydet et farvel til sprøjtegiftene, men også et goddag til en række nytteplanter, der er sået blandt vinstokkene, en blanding af blomster til bierne, kløver og andre kvælstofbindende vækster, og kål for at lokke kålsommerfugle og snyltevepse til— for at holde andre uønskede insekter væk. Og så er det ellers bare hårdt arbejde i markerne: “med håndholdt hakke og hjælp fra et par venner.”

Selve ‘vinhuset’ har han sat op i en gammel garage i Port Vendres, en havneby lige mellem Collioure og Banyuls-sur-Mer; og her står også hans lager af brugte barriques (225 liter er en fornuftig størrelse at arbejde med, når man har med små mængder at gøre); foruden hans hjemmebyggede vinpresse og hjemmelavede afstilkningsaggregat. Småt er godt, og selvgjort er velgjort. Etiketterne sættes på med elastik, og hans kusine har leveret de fine illustrationer fra hans hverdag med vinarbejdet.

Nøgenfødt; håndholdt

Målsætningen har hele tiden været at lave vin af høj kvalitet, fremstillet uden moderne udstyr. “Vin er jo egentlig bare druemost, der er gæret— en balanceakt mellem druer, gær og bakterier,” uddyber Aamand, “vin som i de gode, gamle dage.” Han satser derfor på naturlige råvarer og godt håndværk frem for teknologi og tilsætningsstoffer.

Han påpeger dog, at da man for 150 år siden begyndte at tilsætte svovl til mosten, var det for at eliminere de værste risikomomenter i form af løbske bakteriekulturer og overdreven iltning. Gær og bakterier skaber stabilitet i vinen, men de forkerte stammer kan bringe den ud af kurs, det samme kan ilt. Så sulfitter tilsætter han, men først ved flaskning, og da kun i ganske beskedne mængder, 10-20 mg pr. liter. Om det så stadig er naturvin, er et semantisk spørgsmål, som han forholder sig afslappet til. “Jeg kan bedst lide naturvin, når det ikke smager dårligt.”

Biodynamik forholder han sig ligeledes pragmatisk til: Han blev bekendt med den praktiske side af fænomenet hos Domaine du Traginer og betegner sig i dag som ‘in-favour’: “Det er jo baseret på gode råd, som Rudolf Steiner gik og samlede ind fra gamle bønder, og det ville være mærkeligt, hvis de ikke vidste, hvad det handlede om. Men jeg tror mere på processerne end forklaringsmodellerne, hvor det bliver mere metafysisk og religiøst. Der er jeg nok for meget naturvidenskabsmand.”

Hans egen filosofi er forklaret i navnet. ‘Nénu’ eller ‘nøgenfødt’ kan referere dels til vinene, der kommer til verden af egen kraft, alene som druemost, der gærer med den naturlige gær fra omgivelserne og kun hjælpes videre i verden via godt håndværk og et lille drys sulfit; men det kan selvfølgelig også referere til manden selv og hans forsøg med den svære vinmagerkunst. Samme dobbelthed går igen i undertitlen ‘vin de deux mains’, ‘vin fra to hænder’, en henvisning til hans personlige engagement og foretagenets beskedne størrelse; men samtidigt et ordspil på ‘demain’, ‘i morgen’ — ‘morgendagens vin’.

To ord går igen, når han forklarer sin tilgang og sit arbejde: ‘tilgængelighed’ og ‘gennemsigtighed’.

“Jeg vil lave noget, som jeg selv kan stå inde for,” fortæller Rasmus, “og jeg vil gerne vise, at det her kan gøres med forholdsvist beskedne midler,” fortsætter han med henvisning dels til den økonomiske satsning ved projektet; men også den minimalistiske måde, vinene bliver til på. Vin er en biologisk balanceakt, som det er lykkedes ham at holde på linen. Her har hans faglige forståelse for biologiske processer i al deres mangfoldighed uden tvivl kommet ham til gode. Vinene er i vatter, de er rene og frugtige og fyldt med energi. Og det må være til skaberens fulde tilfredshed, at man kan smage det hele i vinen: Solen, stedet, håndværket, livskraften.

Nénu tæller i dag lidt over 2 hektar med en produktion på et sted mellem 6.000 og 8.000 flasker. Første årgang resulterede i seks flaskninger: Foruden en hvidvin og en rosé er der fire forskellige røde: Den friske, frugtige Net, fruits rouges; den mere rundede La fleur d’un cœur de beurre; en kompleks hyldest til læremesteren La cuvée du Claude; og ‘topcuvéen’, den modne, mørke Le roi nu (igen tvetydigt betitlet: domænets kongevin eller taget på ordet: Kejserens nye klæder). Det er vine med saft og kraft, mørk frugt og krydderier.

Nærmest ved et tilfælde faldt den danske vinimportør Jørgen Krüff over vinene under et ophold i Sydfrankrig; og da vinene faldt i hans smag (og han i forvejen var importør for Aamands læremand Deu), faldt det også lige for at hente Rasmus’ vine til Danmark, så de nu kan komme hjemlandet til gode.

Rasmus Aamand er altså seneste skud på stammen af danske vinmagere i Frankrig. Da Danmark i 1972 tiltråde Det Europæiske Fællesmarked fik danske vinentusiaster muligheden for at realisere drømmen om at være vinbonde og endog slotsejer i vinens hjemland. Den udlevede f.eks. familien Carl, der i 1985 købte Château de Seguin; og brødrene Jørgensen, der ligeledes i 1985 købte Château de Haux. Endvidere var Château Fombrauge i Saint-Émilion fra 1986 til 1998 ejet af Flemming Karberg, som forsøgte at gøre det til folkeeje gennem aktier. De to danske vinmagere med størst international succes er dog uden tvivl Peter Vinding-Diers og Peter Sissick med virke i henholdsvis Italien og Spanien, men for begge begyndte det i Bordeaux. Også i den seneste tid har Frankrig lokket danskere til for at prøve kræfter med mindre kendte områder og mere naturnære vintyper. F.eks. Anders Frederik Steen, der så småt lagde ud med at vinificere rundt omkring i landet i 2013, og som siden 2017 har været fuldtids vinbonde i Ardèche. Sidst men ikke mindst må nævnes nu afdøde Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezats indsat på Château du Cayx i Cahors.

Nénus hvidvin er gjort på Grenache Gris og brugte barriques. Foto: Cille Veerasawmy

Collioure blanc sur lies

Den eneste hvide drue, Rasmus råder over, er Grenache Gris. Hvid skal tages med forbehold, for farven ved fuld modenhed er snarere grå med rødligt skær. Grenache Gris er en farvemutation af den velkendte Grenache Noir. Den er udbredt i Roussillon, hvor den benyttes i blanding med dens blegere tvilling Grenache Blanc og andre sorter, men af og til også alene. Den giver smidige, fyldige og relativt aromatiske vine, der ofte er ret ekstraktrige og alkoholtunge.

Den hvide Collioure er en af de få vine, hvor Grenache Gris ofte spiller solo og virkeligt kommer til sin ret. Det er markante vine, der kan kombinere en frodig frugtighed og fyldig fedme med en sprød friskhed, krydrede noter og en salt mineralitet: Indbegrebet af sydens sol, bjergenes stejle skiferskråninger og den salte havluft. Traditionelt har det fået følgeskab af et godt skud egetræsfad. Man skal altså tænke mere i retningen af Rhône og Rioja end Riesling og Chablis.

Sur lies 2017 er Rasmus’ første fortolkning af genren: En solmoden vin med blød karakter fra lagring på gærresterne men uden et beskæmmende fadpræg.

Druerne stammer fra en mark plantet i 1950 og er høstet over to dage midt i august. Den første halvdel blev afstilket og lagt til at macerere natten over. Den anden halvdel blev høstet dagen derpå og samlet med første halvdel i pressen. Således opnåede han hele tre ting på én gang: maceration uden stilke, nedkøling af druerne før presning samt presning med stilke. Afkølingen værner mod overdreven ekstraktion af farve- og garvestoffer; og stilkene virker under presningen som små drænkanaler, og derved kan man benytte et nænsommere pres. Det giver en renere, klarere vin uden for mange tanniner. Mosten er gæret på barrique, hvorefter den har hvilet på gærresterne. Beskedne 20 mg vulkansk sulfit blev tilsat ved flaskning i april 2018.

I glasset: Frisk, æterisk aroma, modne mirabeller og abrikoser. I munden er den rund, fyldig og blød, med moden gul frugt, blomsterhonning, noter af brioche og noget krydret, anis, rosmarin, salt. Fine oxidative noter. En moderat men stringent syre renser, og man fornemmer alkoholens varme, men den markerer sig ikke så tydeligt, som man kunne formode ved 14%. Det er en oplagt madvin, men den smager faktisk også glimrende for sig selv.

Den levede lykkeligt til sine dages ende.

Flaske: Collioure blanc sur lies 2017  
Vinhus: Nénu  
Oprindelse: Roussillon, Frankrig  
Druesort: Grenache Gris  
Jordbund: Skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 14%  
Importør: L’Esprit du Vin  
Pris: 220,-  

Himmel og helvede

Corin, Miège, Sierre og Salquenen— stednavne fra den øvre del af Rhônedalen så langt mod nord, at vi har krydset grænsen fra Frankrig til Schweiz og bevæget os op mod flodens udspring i Alperne. Her i hjertet af Valais stræber tinderne mod himlen; og måske har de inspireret den stræben mod det højeste, som karakteriserer vinhuset Histoire d’Enfer— trods dets diabolske navn, ‘Helvedes historie’. En negativ klang til trods er det nemlig en positiv fortælling om et succesfuldt nyt foretagende i Valais: Fortællingen om at realisere en drøm, at få det gjort (d’en faire) og om, at det var svært som ind i Helvede (Enfer).

Valais er med sine godt 5.000 hektar det tredjestørste vindistrikt i Schweiz og en af landets vinøse hovedattraktioner. Stejle skråninger op ad bjergene langs Rhône-floden huser her vinmarker i op til 1.100 meters højde. Bjergtagende smukt er det. Bagsiden af charmen er, at hver hektar kan kræve 1.500 timers årligt arbejde på grund af skråningernes stejlhed og vanskelige arbejdsforhold i øvrigt. Men den tørre fønvind sikrer samtidigt solskin og et af de tørreste klimaer til vindyrkning i Europa. Hovednummeret er den saftige og milde Fendant, det lokale navn for vin på sorten Chasselas, den schweiziske nationaldrue. Men adskillige andre druer— lokale specialiteter som internationale kendinge— befolker Valais: Pinot Noir, Gamay, Silvaner, Syrah, Humagne Rouge, Humagne Blanche, Petit Arvine og Païen (Savagnin) for at nævne de fremmeste.

Sådan er scenen sat for Historie d’Enfer. Huset blev grundlagt i 2008 af en flok venner med vin som fælles interesse, ‘de tre musketerer’ Alexandre Challand, James Paget og Patrick Régamey: en “flyvende læge” med en usædvanligt god næse, der allerede i studietiden sikrede ham et bijob i parfumeindustrien; og et par finansfolk med forkærlighed for vin og forbindelser til vinverdenen. Professionel hjælp blev hentet fra først Benoit Paris og siden Alexandre Plassat. Missionen har de fire til fælles: Blikket er behørigt rettet tilbage mod traditionen, men først og fremmest vendt frem mod perfektionen: at få den bedst mulige vin ud af områdets givne råstoffer: Alpint klima, glaciale og alluviale jorde, en håndfuld tilpassede druesorter. Hvert terroir og hver sort, sit udtryk— det erklærede mål er at fremelske det udtryk i de enkelte vine og bringe det til fuldendelse. Elegance, finesse og friskhed er nøglebegreberne. Schweizisk identitet er udgangspunktet, men en burgundisk inspiration er ikke til at overse.

Samlet set dyrker de 7 hektar, og de resulterer i 28.000 flasker årligt: Hvide vine på Petite Arvine, Chassalas, Chardonnay, Silvaner og Humagne Blanche; og røde på Humagne Rouge, Diolinoir, Pinot Noir og Syrah. Markarbejdet er økologisk med biodynamisk inspiration, dog endnu uden officiel certificering. Udbytterne holdes bevidst meget lave. Kælderarbejdet er traditionelt med både ståltanke og træfade i forskellig størrelse; og så er sulfitter noget, man siden 2015 har forsøgt at bruge så få af som muligt.

Schweizerne har deres egen sikre smag for vin. Hvidvinene er således ofte saftige, runde og bløde; komplet malolaktisk gæring er reglen snarere end undtagelsen. Det gør vinene velegnede til den gastronomiske nationalsport, ost i både rå og smeltet form. Desuden mildner det den markante syrlighed, som de køligere områder, Alperne også er rige på, kan fremelske i druerne. Histoire d’Enfer vinificerer efter samme mønster— med pertentligt blik for detaljerne.

Humagne Blanche er et godt eksempel på schweizisk stil og husets formåen. Sorten har hjemme i Valais, hvor den nævnes så langt tilbage som i 1313. Dens storhedstid ligger før phylloxeraen, og med 30 hektar er den en mindre omend stadig betydelig sort i Valais, hvor den heldigvis har fået en mindre renæssance siden 1980’erne. Dens særlige kendetegn er en floral aroma, karakteristisk elegance og mildhed, moderat alkohol samt syre i den lavere ende af spektret.

Humagne er frodig og yder generelt godt men modner sent. Etymologisk går navnet måske tilbage til det græske ‘hylomaneus’, der betyder frodig eller livlig. En folkelig etymologi vil ellers aflede navnet fra ‘vinum humanum’, menneskelig vin på latin, og en tvivlsom romersk oprindelse. Hvad familieforholdene end er, så er de lokale Lafnetscha og Himbertscha afkom, som man kan være så heldig at støde på, hvis man forvilder sig endnu længere op i Alperne.

Historie d’Enfers Réserve stammer fra druer på de kalkholdige jorde omkring Corin. Den dufter let og lifligt af lindeblomster, nyslået hø og gule mirabeller. Saftig og fyldig i munden med moden, rund stenfrugt; gule rosiner, friske mandler og akaciehonning i eftersmagen. Det er en intens og frodig hvidvin, diskret tør med venlig syre, fin stoflighed og mineralsk dybde; bliver hængende længe i munden. Et pragteksemplar!

Lægens anbefaling: Husets hovedperson, den flyvende læge fra Génève, Patrick Régamey kan nok afvise den traditionelle anbefaling af Humagne som ‘ammevin’, et særligt styrkende middel til nybagte mødre. Derfor vil han nu nok anbefale vinen alligevel— vi har godt af den! Historisk har schweiziske læger dog ordineret Humagne og anden fyldig hvidvin tilsat urter som noget at styrke sig på. At vin på Humagne skulle være særligt jernholdig er i hvert fald en skrøne; men nu vi er i den metallurgiske afdeling, så lider sorten for øvrigt selv let af magnesiummangel. Men det er en helt anden historie.

At 500 års schweizisk forbrødring, fred og fordragelighed skulle have kukuret som kulturelt højdepunkt står alene for Carol Reeds og Orson Welles regning. Historie d’Enfer viser med deres vine både høj klasse og vine, der ånder sjælden fred og fordragelighed og alligevel har dybde og spænding.

Flaske: Humagne Blanche Reserve 2016  
Vinhus: Histoire d’Enfer  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Humagne Blanche  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 349,-  

Ivanas vin

Stanko og Suzana Radikons tredje barn, datteren Ivana, en efternøler til datteren Savina og sønnen Sasa, kom til verden i sommeren 1997; og i den anledning dedikerede de stolte forældre en del af årets høst til en særlig aftapning, der ad åre kunne komme til hjælp med at markere særlige lejligheder.

Vinen Oslavje bestod på daværende tidspunkt af 40% Chardonnay, 40% Sauvignon Blanc og 20% Pinot Grigio. Druerne blev afstilket og presset for siden at spontangære i store, slavonske træfade sammen med skallerne et par uger. Vinen blev siden lagret på franske barriques og kun tilsat en lille smule sulfitter. Det var få år før sulfitterne helt forlod produktionen, og de franske barriques blev overladt til lagring af Merlot. Det var også, mens vinene stadig var godkendt til denominationen Collio Bianco DOC, før de blev “forvist” til den mere almene og mindre anerkendte Venezia Giulia IGT. En mere minutiøs beretning om Radikons udvikling er at finde her.

Ivana er blevet voksen, og det er samme er hendes vin. Faktisk slår en smagning af årgang 1997 fast, at klassiske orangevine ikke blot kan lagres længe, men at man med fordel kan gøre det— for de ældes med ynde. Status mere end 20 år senere: Smuk vin! Interessant nok fremhæves frugten, idet syren og tanninerne er smeltet sammen med resten af væsken til en saftspændt mundfuld. Der er en dyb duft af moden frugt og skovbund; og smag af saftig gråpære, kødfuld fersken, tørrede abrikoser og pikante spor af syltet ingefær og harpiks. Flot fylde og kompleksitet, visse udviklede noter (fino sherry) og æteriske aftryk af naturlig vinificering i form af forhøjet volatil syre (hvid balsamico); men alt i alt en forment udviklet, stor vin — og en stor oplevelse!

Så lad det være et fortsæt: Gem jeres Radikon væk i kælderen, og find først flaskerne frem, når de har nået skelsår og alder… og vil man smage noget rigtig stort, kan man begive sig på jagt efter de særlige udgaver af de store årgange: Fuori dal Tempo 2000 for eksempel, eller hvis man er heldig og velhavende: Riserva Ivana 1997!

Storebror Sasa Radikon foran en noget yngre årgang af Oslavje…

Flaske: Oslavje Riserva Ivana 1997  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre ugers maceration  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: lieu-dit
(ikke i sortiment)  
Pris: cirka 800,-