Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2017

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Rajnski Rizling 2017
Vinhus: Korak
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Marchesi di Barolo Barolo Riserva 1982

Snorlige og statelig moden Barolo. 40 år er ingen alder, når vinen først forlader den kælder, den er født i, kort før skænkning; og når druen er Nebbiolo høstet af en historisk producent som Marchesi di Barolo, som har en formidabel samling af gamle årgange i husets kælder i byen Barolo. Riservaen fra 1982 dukker frem fra fortidens tåger med friske hindbær og tranebær, som toner over i tørrede roser, tobaksblade, tørv, våd skovbund, ruskind og spor af jod, lakridsrod, kamfer og eukalyptus. Stadig spændstig med en fløjlet fylde og en blid sky af tanniner så fine som sommerfuglestøv. Håndhøstet fra stejle skråninger på de hårde, hvide jorde rundt om Barolo, gæret på cementtanke og modnet på store, gamle træfade.

Flaske: Barolo Riserva 1982
Vinhus: Marchesi di Barolo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Vin med mere
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Weingut Hirsch Rieling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021

Hirsch er igen på spring med en ny nydelig Riesling i sortimentet: Rotfels er første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, som er særligt rig på den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Far Josef erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden, og indtul nu er de indgået i den vanlige Erste Lage vin. Ifølge Johannes Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende Zöbinger Heiligenstein. Rotfels er saftspændt, stoflig og righoldig, fuld af hvid fersken, litchi og lime, med fyrig syre og en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. En funklende stjerne og vaskeægte Hirsch vin! Høstet midt i oktober, presset af hele klaser, kølig gæring og modning på gærresterne i store træfade frem til maj, flasket i juli og frigivet i september.

Flaske: Heiligenstein-Rotfels 2021
Vinhus: Weingut Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-

Comment

Comment

Damijan Podversic Pinot Grigio 2019

Damijan Podversic og hans datter Tamara laver levende vine i deres eget tempo, efter månefaserne og i ånden fra Josko Gravner og den gamle adriatiske tradition med lang skindkontakt— op til tre måneder og med mere end to års lagring på store slavonske træfade. Alle flasket uklaret, ufiltreret og med minimal sulfit. Deres Pinot Grigio er en energisk kobberrød orangevin med stor fylde og viskositet, rødmende frugt og fine tanniner. Fra skovjordbær og modne hindbær over tørrede tranebær, abrikoser og figner til en behageligt bitter afslutning med rød grape og mandel. En mægtig mundfuld med spændstig struktur og dyb glød, et forbilledligt eksempel på potentialet i Pinot Grigio i ramato-stilen og et flot forstudie til familiens Ribolla, Malvazija og Tokaj.

Flaske: Pinot Grigio
Vinhus: Damijan
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Pinot Grigio
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på træfade
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Sektmanufaktur Harkamp Zero Dosage

Fantastisk Sekt fra Petra og Hannes Harkamp i Sausal i Südsteiermark— man kan andet og mere end stille Sauvignon og Riesling på disse kanter! Fine noter af flint, røg og ristet brød foruden friske æbler og pærer, citrus, honning, hasselnødder og valnødder. Luftigt skum med blide bobler, forfriskende syre, oxidative noter og bentør men behagelig finish. Zero Dosage er et blend af Blauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay fra de kalkstensholdige marker Oberburgstall og Flamberg ved St. Nikolai im Sausal. Biodynamisk dyrket, med selektiv håndhøst, skånsom helklasepresning, spontangæring og modning på store og små træfade før andengæringen på flaske. Godt tre år med gærresterne før degorgering. Harkamp gav sig i kast med Winzersekt i 2007, første årgang degorgeredes i 2010, og siden har de udviklet et ganske imponerende sortiment, som foruden Zero Dosage tillige omfatter den yderst interessante Solera Reserve.

Flaske: Zero Dosage
Vinhus: Harkamp
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Pinot Noir, Pinot Blanc,
Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på fad,
andengæring på flaske
Lagring: Tre års flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Dobravac Simfonija 2016

Malvazija med skindkontakt og sød musik opstår… Den musikalske familie Dobravac fra Ronvinj på Istriens vestkyst får flygelklang og fuld orkestrering på deres Malvazija med to ugers maceration og to års fadlagring på tonneaux og barriques og flasket ufiltreret. Sortens sædvanlige akacieduft, milde mandelnoter og salte sprødhed får her følgeskab af syrener og violer, bergamot og bitter orangeskal, ferskenskind og abrikoskerner, marcipan, tobak og krydret honning. Cremet tekstur og smidig tanninstruktur, en frisk og kompleks mundfuld. Dobravac fremstiller desuden den glimrende Simminor samt Suita, Sonata, Allegro, Toccata og Fuga.

Flaske: Simfonija 2016
Vinhus: Villa Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig flysch og ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment