Hvad er bæredygtigt vinbrug?
Begrebet ‘bæredygtighed’ har sin oprindelse i skovbrug, hvor ‘bæredygtigt brug’ betyder, at man ikke fælder flere træer i en skov, end der kan nå at vokse frem igen. På den måde etablerer man en langvarigt og fremtidssikret forsyning af træ i og med at skovens overlevelse og opretholdelse sikres. I dag anvendes begrebet dog bredere og i flere forskellige sammenhænge.
Tidligere anvendtes det ofte om mere miljørigtige dyrkningsformer, f.eks. såkaldt “integreret produktion” med mindre kemisk intervention end ved konventionelt brug, dog uden økologisk omlægning. Nu om stunder benyttes det mere og mere om klimavenlige tiltag i dyrkning og vinifikation, f.eks. i forbindelse med brændsels- og strømforbrug samt vinproduktionens og -distributionens samlede CO2-regnskab. En yderligere betydning berører mere samfundsgavnlige tiltag som økonomisk og social ansvarlighed, f.eks. rentable produktionsforhold samt retfærdige forhold for folk med arbejde i vinbranchen, ansættelsesforhold, arbejdsmiljø og aflønning samt fair trade. Altså at produktionen på længere sigt kan løbe rundt— praktisk, socialt og økonomisk såvel som miljømæssigt og klimamæssigt. Man kan ikke vedblive at være grøn, hvis tallene på bundlinjen er røde.
I og med at begrebet ‘bæredygtig’ har så bred en anvendelse, kan man ikke tale om bæredygtig vin slet og ret men kun om bestemte bæredygtighedskrav og bestemte certifikationer. Bæredygtighed er blevet mode, og derfor forsøger mange af vidt forskellige grund at abonnere og profitere på mærkatet. Man bør derfor tænke sig om og se sig grundigt for, når der er tale om ‘bæredygtig vin’.
Klimaansvarlighed
Den særskilt mest markante brug af bæredygtighed er i dag i forbindelse med miljø- og klimaforhold— med at begrænse og nedbringe forbruget af ressourcer, som er knappe, f.eks. rent vand, eller ressourcer, som skader klimaet ved at bidrage til den globale opvarmning, f.eks. fossile brændstoffer samt el og varme fra kulfyrede kraftværker. Alternativerne er ‘grøn energi’ fra vedvarende energikilder som sol-, vind- og vandkraft. Reduceret brug af eventuel kunstvanding og af vandforbruget i vinhuset; samt brug af biologiske bekæmpningsmidler frem for kemiske, som mekanisk må distribueres i vinmarken. Bæredygtig drift drejer sig således om at nedbringe skadevirkningerne på miljø og klima. Man forsøger at bringe balance i økosystemet, så man kan opretholde vinbrug i fremtiden, typisk først og fremmest ved at lette vinhusenes klimaaftryk i form af det mindsket CO2-udslip.
Det er vigtigt at forstå, at økologisk brug og bæredygtig brug er to forskellige ting— muligvis modstridende, muligvis forenelige. Økologisk vinbrug er kemisk meget mindre invasivt; men dermed som regel også mere arbejdsintensivt, da man så må praktisere mekanisk sygdomsbekæmpelse i markplejen; og dermed ofte mere maskinarbejde og højere energiforbrug, sammen med et ofte lavere udbytte. På lokalplan vil økologisk drift som regel resultere i renere vine og bidrage med større biodiversitet og mere levende land; men praktiseret i industriel skala kan det på global plan faktisk være med til at forværre drivhusgasudledningerne og dermed være skadeligt for klimaet og klodens fremtid. Derfor må økologisk vinbrug gøre yderligere tiltag for at reducere deres negative klimaindtryk, hvis det skal blive bæredygtigt i den forstand.
Klimavenlige metoder
Et overordnet mål med bæredygtig vinavl er at blive CO2-neutral. I vinmarken kan bl.a. en reduktion af traktorkørsel begrænse brugen af fossilt brændstof og udstødning af CO2. I vinhuset er det især ved at sparre på elforbruget, man kan lette CO2-aftrykket, f.eks. ved at begrænse brugen af pumper og køleudstyr i kælderen. Alternativt kan man vælge at forsyne sig med grøn energi, eventuelt fra egne vindkraft- eller solcelleanlægIæg. Andre vigtige indsatser er at spare på vandforbruget og at mindske affaldsproduktionen.
I forbindelse med vinens videre vej er f.eks. lettere flasker, brug af genbrugspapir til etiketter og lukning med naturkork mere klimavenlige veje at gå— og gerne fra lokale leverandører og videre til lokale distributører, så forsyningsvejene bliver så korte som muligt. Igen er det et gradsspørgsmål, som ikke lader sig afgrænse eksakt. Forskellige certificeringer arbejder således med forskellige mål.
Bæredygtige certifikater
Da der er mangfoldige hensyn at tage højde for, og mange forskellige måder at opgøre bæredygtighed på, findes der følgeligt adskillige institutioner og certifikationer for bæredygtig produktion.
Et eksempel er den østrigske stats bæredygtighedsstempel Nachhaltig Austria. I certificeringsprocessen vurderes alle vinhusets årlige aktiviteter samlet, fra arbejdet i vinmarken til markedsføringen af den fyldte flaske. Det drejer sig om faktorer som materialeforbrug, vand- og energiforbrug, affaldshåndtering, jordbundsforhold og biodiversitet såvel som økonomiske og sociale forhold. Parametrene registreres for hvert vinhus ved at vinproducenten selv besvarer et omfattende spørgeskema og fremlægger relevant dokumentation. Resultatet af evalueringen præsenteres i et såkaldt radardiagram, der viser vinhusets nuværende bæredygtighedsstatus og dets potentiale for forbedringer. Plusser og minusser regnes sammen og resulterer i status af ‘bæredygtig’ eller ikke. Tiltag, som i sig selv ikke regnes for bæredygtige, kan dermed kompenseres af andre, som gør— det er det samlede billede, der tæller. Det er altså ikke forbudt f.eks. at anvende pesticider og maskinel beskæring; så længe ens samlede bestræbelser på at holde sig inden for rammen lykkes, f.eks. ved reduceret elforbrug, lavere vandforbrug og højere aflønning.
Et strengere eksempel er det private tyske forbund Fair’n Green. Fair’n Green er en sammenslutning af vinhuse med fokus på bæredygtig udvikling, og organisationen yder både bedømmelse af, rådgivning i samt bistand til implementering af konkrete bæredygtighedsstrategier; såvel som bæredygtig certificering med ekstern validering via GUTCert. Fair’n Green arbejder med en række klart definerede bæredygtigshedsmål. Hvert vinhus får udviklet en individuel udviklingsplan, som løbende søges implementeret og derefter dokumenteret. En samlet vurdering af vinhusenes status og bestræbelser på forbedring fører til certificering. Fair’n Green financierer derudover forskning i de forskellige tiltags effektivitet. Hovedpunktet i certificeringen er en rationel håndtering af ressourceforbruget: En reduktion af energiforbruget og af udledningen af drivhusgasser; almen naturbeskyttelse og bevarelse af biodiversitet; samt analyse af vinhusenes samlede værdikæde og sociale bidrag. De enkelte punkter, der arbejdes med, er foruden elforbrug og CO2-udledning f.eks vandforbrug, udledning af nærings- og giftstoffer; håndtering af affald; jordbundskvalitet, plantesundhed og biodiversitet; samt sociale tiltage som ansættelses- og lønforhold for faste medarbejdere og sæsonarbejdere; videreuddannelse samt socialt og kulturelt engagement.
Andre kendte certificeringer er f.eks. franske HVE (Haute Valeur Environnementale) med fokus på forbrug af vand, gødning og sprøjtemidler samt biodiversitet, LIVE (Low Input Viticulture & Enology), SIP (Sustainability in Practice) og LEED (Leadership in Energy and Environmental Design) samt det særdeles strikse californiske CCAP. Ved hvert certifikat er det dog vigtigt at understrege, at krav og kriterier divergerer vildt.