Landet for længe siden

1915 — Første verdenskrig raser, de europæiske imperier vrider sig i sine sidste krampetrækninger, og tumulten er også Osmannerrigets dødskamp. Natten til den 24. april blev hundredevis af etniske armeniere i riget, forretningsfolk, kulturpersonligheder og intellektuelle, med magt samlet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) og andre større byer. Nogle få blev fængslet men de fleste hastigt henrettet uden rettergang, og samme dag kriminaliserede de osmanniske myndigheder alle armenske foreninger. En dengang betragtelig armensk befolkning i især den østlige del af Osmannerriget stod dermed uden kulturel og politisk ledelse, og dermed var en proces sat i gang: En systematisk udryddelse af det armenske folk i det historiske Armeniens vestlige del, der længe havde været under osmannisk kontrol, mens den østlige var kommet under det russiske tsardømme. I krigens hede blev skabt en stemning af mistro over for mindretallet, som man formodede at være mere loyale over for fjenden Rusland; og desuden passede de kristne armeniere ikke så godt ind i de yderliggående ungtyrkeres planer om en på sigt rent tyrkisk nationalstat. De beslutninger og handlinger til trods har Osmannerrigets efterfølgerstat Tyrkiet lige siden frasagt sig ansvar og anket og sanktioneret brugen af begrebet folkemord om begivenhederne.

Mareridtet

En mørk tid fulgte: I armenske landsbyer henrettedes borgmestre og andre ledende skikkelser, klostre og kirker brændtes ned, og den overlevende befolkning blev drevet på flugt. Armenierne blev gelejdet bort fra deres hjemlige egne i det nordøstlige Anatolien og tvangsforflyttet til andre områder, først og fremmest den syriske ørken. “De kan bo i ørkenen men ingen andre steder.” Disse deportationer var reelt dødsdomme, da det både var den sandsynligste følge samt bagmændenes egentlige hensigt, at de deporterede blev dræbt eller bukkede under for sult og sygdom undervejs. Mænd og kvinder blev adskilt, mændene ofte henrettet kort tid efter, og for kvinder og børn fulgte så de langvarige forflyttelser til fods, med sparsom mad og drikke, hvis ikke helt uden, i en lang march mod og gennem ørkenen. Øjenvidner har berettet om nærmest endeløse karavaner af svært svækkede og forhutlede skikkelser, som slagent drog gennem det krigshærgede land.

Nogle blev overfaldet af røvere, voldtaget og lemlæstet. Andre styrtet ud fra skrænter eller broer; bundet sammen og smidt i floder; gennet sammen og spærret inde i huler, hvor bål røg dem til døde; eller ‘bare’ bortført, berøvet deres identitet og tvangsislamiseret eller solgt som slaver. Det var den barske realitet under det armenske folkemord. Op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet, en meget stor andel af datidens samlede armenske folk, og mindst lige så mange blev sendt i landflygtighed— til Iran, Libanon, Syrien, og mange videre til Israel, Italien, Frankrig og Amerika, hvor de ad åre skulle danne diasporaer, levende armenske eksil-samfund, som langt senere er kommet til at hjælpe med at genopbygge det gamle hjemland.

Jerevan. Mindelunden for ofrene for det armenske folkemord ved højen Tsitsernakaberd. Skulpturen hedder ‘Mother Arising Out of the Ashes’ (2002)

“De faldt uden at vide hvorfor; mænd, kvinder og børn, som blot ønskede at leve; med tyngede udtryk som fordrukne mænds; skamferede, massakrerede, med åbne øjne stivnet i frygt,” som den armensk-franske folkesanger Charles Aznavour senere så malerisk beskrev det. Men allerede i samtiden blev direkte vidnesbyrd bragt verden rundt. Begivenhederne blev bl.a. beskrevet af amerikanske diplomater som Henry Morgenthau, Jesse Jackson og Leslie Davis såvel som den berømte norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen; og her til lands har eftertiden fået den danske missionær Maria Jacobsens (1882-1960) dagbogsoptegnelser fra tiden samt vigtige vidnesbyrd fra den danske lærer og nødhjælpsarbejder Karen Jeppe (1876-1935), som viede sit liv til det armenske folks overlevelse.

Det var en vild og voldsom slutning på århundreders, årtusinders armensk liv, levned og kultur og dertil mad- og vinkultur i en del af deres historiske hjemland. Tragisk og alt andet end muntert; men en så trist indledning er desværre nødvendig, da de fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om begivenhederne dengang— altafgørende begivenheder, som har defineret armensk identitet og historie på godt og ondt lige siden.

Drømmen

1998 — Zorik Gharibian sætter for første gang fod i sin families nu næsten mytiske hjemland Armenien, Hayastan (Հայաստանը), hvis vestlige del hans forfædre flygtede fra næsten et århundrede tidligere. Han kommer som turist, egentlig er det en slags forretningsrejse, men turen skal komme til at trække langt dybere spor, for Gharibian personligt og professionelt og for Armenien som vinland. Armenien var i 1991 blevet en selvstændig stat, efter en verdenkrig eller to og næsten 70 års sovjetisk styre genopstod den østlige del som selvstændig nation. I genopstået stand svækkes og stækkes det i sine første år af krig og nød; men efter de første snublende skridt og nogle hårde slag i opstarten begyndte landet langsomt men sikkert at komme på fode igen.

Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans oldeforældre flygtede fra forfølgelserne under osmannerne; men allerede i hans ungdomsår valgte forældrene at fortrække som følge af de politiske uroligheder efter shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Næste stop blev Italien og en ny tilværelse i Venedig. Her kom den unge Zorik til at gå på armensk kostskole og siden i gymnasiet; og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” drog han til Milano for at studere videre. Her slog han sig siden ned og fik succes i byens blomstrende tekstil- og modebranche.

Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene i Italien voksede interessen. Tanken om egen vingård slog stadigt dybere rødder, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”. Det var i de glade 1990’ere, hvor såvel områdets traditionsrige vine som de nymodens supertoscanere var i vælten. Men skæbnen ville det anderledes. I mellemtiden var Sovjetunionen nemlig brudt sammen, Jerntæppet faldet og frosten tøet i den gamle østblok. Samtidigt gik globaliseringen sin gang, og Gharibian begyndte at handle tekstiler med lande som Rumænien og Bulgarien. Som etnisk armenier skulle han selvfølgelig også forsøge at følge samme strategi med det nu selvstændige Armenien.

Mødet med det nye, gamle land vakte både genkendelse og en følelse af fremmedgørelse i ham. Ikke mindst drikkekulturen var fremmed for hans italienske gane. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien i de dage. Det hele var brændevin og vodka, meget sovjetisk,” erindrer han. “Det var et land, der havde mistet forbindelsen til sin fortid. Men jeg lagde mærke til, at det var et land fuld af muligheder for fremtiden: De store højder, de stenede jordbunde, de gamle vinmarker og de mange indfødte sorter. Det hele var der, det skulle bare genopdyrkes.”

Armeniens neglicerede vinland havde altså sat sig i ham; og jo mere han fordybede sig i det, desto stærkere blev landets greb i ham. Dybt i hans sind spirede så idéen, at det skulle være ham, der tog udfordringen op; også selvom der skulle gå et par år, før han for alvor begyndte at realisere sin drøm og vække armensk vin fra sin dvale. At vise for verden, hvad Armeniens terroir, sorter og traditioner kan præstere i de rette hænder.

“Armenien er for småt til ikke at lave store vine. Vi har det hele, vi mangler kun anerkendelsen”

— Zorik Gharibian

“Dengang var der ingen, der interesserede sig for indfødte sorter. De fleste interesserede sig mest for internationale sorter og masseproduktion, og alle investeringer i Armenien var alligevel i brandy. Der kom så jeg med min idé om kvalitetsvin på sjældne, indfødte sorter; og oven i købet ønskede jeg at gøre brug af gamle amforaer, som ingen havde brugt i en generation eller to,” beretter Gharibian. Galskab, mente mange, og det var da også en dristigt investering, han iværksatte fra 2000 med at hige og søge efter de rette druesorter og det helt rigtige sted; som han så fandt i den bjergrige og naturskønne region Vayots Dzor i det sydlige Armenien. “Det var nye horisonter og blev begyndelsen på et eventyr.”

Begyndelsen

Armeniens historie og vinens historie er begge lange og tæt forbundne. Så tæt, at Armenien er et af de lande, der med rette kan kalde sig Vinens Vugge, en betegnelse som især deres nordlige naboer i Georgien i nyere tid har markedsført sig med. Hele det sydlige Kaukasus kan sandsynligvis smykke sig med de fjer, men mange arkæologiske fund fra de seneste år giver Armenien fortrinsret. Helt sikkert er det, at druer har været dyrket og med al sandsynlighed er lavet til vin på historisk armensk territorium siden forhistorisk tid, hvad enten af armeniernes egne forfædre eller forgængere. Mennesker har levet i området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i mange hundrede tusinder af år, og egenlig civilisation begyndte at spire frem for fem-seks årtusinder siden. Mange fund af “verdens første” er således gjort i nutidens Armenien, f.eks. den ældste sko, det ældste skørte og den ældste trækvogn. Nåja, også verdens ældste vineri. Hvor? I Vayots Dzor selvfølgelig!

–4100 — I en karsthule nær nutidens Jeghegnadzor i Arpa-dalen i det armenske højland har en kobberalderkultur i hine tider indrettet et egentligt vineri. Mennesker har gennem århundreder forinden beviseligt beboet og benyttet hulen til forskellige formål; men nu er der tale om en større indretning, et egentligt anlæg med adskillige presser og talrige store og små lerkrukker, som den dag i dag stadig indeholder spor af kviste og stilke, drueskind og druekerner. Alder og beskaffenhed er sidenhen bekræftet via kulstof-14- og DNA-markør-analyser. Hulen hedder Areni-1, navngivet efter den nærliggende landsby Areni, og vineriet i et af dens tre kamre blev udgravet 2007-2010 af et internationalt hold af arkæologer under ledelse af Boris Gasparyan fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi. Vineriet bekræftede ikke kun bevidst vinfremstilling for 6.100 år siden— det beviser også, at en sådan foregik under ganske udviklede forhold og i overraskende stor målestok. Stærke indicier for, at vin ingenlunde var noget nyt produkt på daværende tidspunkt.

Fund af lerkrukker og drikkekopper med rester af vin (markøren er malvidin, et farvestof, som stort set kun frigives fra gæret drueskind) er heller ikke begrænsede til Areni eller Vayots Dzor. Nær nutidens Jerevan, oldtidens Erebuni i riget Urartu, i dag Armeniens hovedstad og i øvrigt en af verdens længst beboede byer, afslørede udgravninger i Teishebaini-fæstningen fra 1949 til 1955 syv kældre, som for næsten 3.000 år siden må have fungeret som lagerbygninger og forrådskamre; og de husede over 400 halvt nedgravede amforaer med en samlet kapacitet på over 400.000 liter! Som senere i Areni-1 har tekniske analyser afsløret rester af druer og vin. Antageligt var armensk vin også en populær handelsvare i antikken, hvor den via Eufrat og Tigris bragtes til Mesopotamien. Den nævnes sågar af græske historikere som Herodot, Xenofon og Strabon.

Overalt i landet er vinøse oldtidslevn nærværende; og som i Georgien er traditionen med nedgravede amforaer, armenierne kalder dem karas, fortsat fra oldtiden op gennem middelalderen, ikke mindst overleveret af kirken og klostervæsenet. Ifølge Første Mosebog skulle selveste Noa også være stødt på fast grund med arken på armeniernes hellige bjerg Ararat, og som den første agerbruger dyrkede han vinstokke dér, fremstillede vin og berusede sig i den; så på godt og ondt skal vin have spillet en rolle for hellig som profan fra tidernes morgen, og den gamle tradition levede i forskellige former videre helt frem til det 20. århundrede. Men i modsætning til Georgien nåede traditionen derefter desværre reelt at uddø, ikke mindst håndværket med at konstruere de store lerkrukker— traditionelt armensk vinmageri blev til arkæologi.

Fra bordvin til brændevin

Det engang så vidtstrakte armenske land skrumpede i århundredernes løb ind, og i mellemtiden kom og gik adskillige herskere udefra— efter akkadiere og babylonere kom grækere, persere, romere, senere osmannere og russere. Alle har de både selv taget aftryk af og sat egne på armensk historie, kultur, mad og vin.

Det 20. århundrede markerer et absolut lavpunkt i årtusinders armensk historie. I imperiernes tid overtaget af henholdsvis osmanniske tyrkere og tsaristiske russere og med skæbnen overladt i deres nådige og nådesløse hænder. Forfølgelse og folkedrab. Første verdenskrigs afslutning markerede for en stund en ny begyndelse for en selvstændig armensk stat i det historiske østlige Armenien; men kun kortvarigt, for efter den russiske revolution stod den røde hær snart i landet, og Armenien blev til en socialistiske sovjetrepublik, og syv årtiers kommunistisk styre fulgte.

Sovjetstyret satte gang i en hastig industrialisering af landet, og fra 1929 begyndtes en kollektivisering af landbruget og dermed vinbruget. Den implicitte device var kvantitet over kvalitet. Tiden under Stalin var også i Armenien særligt svær og indbefattede en omlægning af vinbruget til først og fremmest at fokusere på fremstilling af brændevin. Hvorfor er uvist— Armenien havde udviklet en vis sådan tradition tilbage i 1800-tallet, måske mente man at højlandet kun egnede sig til basevin til videre forædling; hvorom alt er blev Stalins fødeland Georgien udset som producent af bordvin, og så var der ikke mere at diskutere. Det skulle få vidtrækkende konsekvenser for armeniernes hverdagsliv og ikke mindst deres drikkevaner. Stille men sikkert gled de gamle skikke i baggrunden og glemmebogen, og hvermand blev som sand sovjetborger vodkadrikker.

Alligevel var armenierne bedre stillet i Sovjet end så mange andre. Landet blev centrum for store dele af unionens videnskabelige og teknologisk udvikling, f.eks. med radioteleskoper og partikelaccelleratorer; og en relativ velstand og kulturel blomstring karakteriserede landet fra 1960’erne og 1970’erne. Salig Gorbachev gjorde meget godt for Sovjetunionen i dens sidste leveår, men for Armenien blev han lidt en Janusfigur: Dels ramte hans forsøg på at afspritte befolkningen den armenske distilleri-industri, dels førte hans perestojka-politik til spændinger om territoriale spørgsmål med naborepublikken Aserbajdsjan. En konflikt om den etnisk armenske enklave Nagorno-Karabakh, som efter Sovjets opløsning i 1991 førte til en opslidende krig mellem de to lande fra 1992 til 1994. “Livet har ikke altid været let for folk her,” fastslår Zorik Gharibian, “så Armenien fortjener en fredelig og formuende fremtid.”

En ny begyndelse

2010 — Efter adskillige års arbejde med at opdrive de bedst egnede druesorter, duelige gamle amforaer og foretage diverse eksperimenter med begge er Gharibian endelig kommet så langt, at han kan høste, vinificere og flaske sin første årgang. Den kommer dog først på markedet i 2012 under navnet Zorah.

Det langvarige, hårde arbejde bærer endelig frugt, og det dristige eventyr viser sig heldigvis at kunne bære en frugtbar virksomhed: Vinen har ikke kun karakter, den viser sig faltisk at have klasse. Gharibians intuition var på rette spor, og kritiske røsters “Kampen er tabt på forhånd” og “Dit projekt har ingen fremtid” forstummede, og de sidste må være blevet tavse i takt med, at den internationale anerkendelse tikkede ind fra nogle af verdens toneangivende eksperter som eksempelvis Caroline Gilby og Jamie Goode. I dag er Zorahs vine eftertragtede verden rundt og repræsenteret på mere end 25 toprestauranter i hans andet hjemland Italien.

“Vi har haft et stærkt fokus siden begyndelsen,” betoner Gharibian i et forsøg på at forklare sin succes. “Armenien har hundredevis af gamle sorter, og det var udelukkende dem, jeg ville bruge. De bedste af dem, og ikke nogle af de nye krydsninger fra Sovjettiden; og så ville jeg forfine dem med vores traditionelle teknologi, modning på karas, som med tidens gang må være perfekt tilpasset vores druer.”

Traditionelle karas og marker med Areni lige uden for Zorahs vinhus ved Rind i Vayots Dzor

Han har heller ikke været alene om det. Helt fra begyndelse har han indhentet professionel assistance fra topfolk i Italien. Med om bord har han agronomen Stefano Bartolomei og ønologen Alberto Antonini, begge velbeskrevede blade fra Italien, og de har gjort deres til at udvælge det rette materiale og forme det i en fornuftig retning. “Altid med stor respekt for mine idéer og den arv, vi har her,” forsikrer Gharibian. En særlig støtte har han også i sin svensk-armenske hustru Yeraz Tomassians, og deres søn Oshin er i dag en vigtig drivkraft i vineriet.

Zorahs store bedrift består ikke mindst i at have fundet de magiske steder i det bjergrige Vayots Dzor. Ved landsbyen Rind ikke langt fra Areni ligger i dag det moderne vineri, Gharibian kunne indvie i 2016, fyldt med karas, som han måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive; og rundt om Rind ligger så markerne imellem 1.400 og 1.600 meters højde, på en sandet, gruset kalkstensjord, som aldrig har set en vinrodlus. Phylloxera er grundet det ekstreme og tørre klima, den karge jordbund og områdets relative isolering aldrig kommet til Vayots Dzor. Derfor er de stokke, som Zorik og hans team fandt, og dem, som de har plantet, også alle upodede, de står på egne rødder.

Udvælgelsen tog flere år. Stiklingerne fik de fra gamle, forladte vinmarker ved et nærliggende kloster fra 1100-tallet; og væbnet med et væsentligt tålmod måtte de så opformere nye stiklinge og plante dem ud. Det særlige hjertebarn blev Vayots Dzors traditionelle blå sort, som Zorik simpelthen navngav Սև Արենի, Sev Areni eller Areni Noir med et nik til landsbyen, druen kom fra; og på et velvagt tidspunkt, da det netop var i de år, arkæologer udgravede grotten med det urgamle vineri. Areni er ikke blot gammel i gårde i Vayots Dzor, den er decideret antik og må anses som ultimativt indfødt. Druegenetikeren José Vouillamoz har ligefrem kaldt den forældreløs, som om den var autokton i egentlig forstand, sprunget fra jorden. DNA-analyser af druekerner fra karas i grotten har siden vist, at nutidens Areni er nært beslægtet med oldtidens druer dér. “Areni er helt sin egen, den er smagen af Vayots Dzor,” fastslår Gharibian med stolthed. Han fryder sig desuden over, at druen nu er anerkendt som Armeniens signaturdrue, og kolleger er fulgt i hans fodspor og bruger netop navnet Areni over hele Armenien. “Men den har en helt særlig karakter her i højlandet,” betoner han. “Den har en særlig syrenerve, elegance og balance heroppe. Areni handler om rød frugt, af og til om sort frugt, men også om urter og krydderier, og så har den seriøs struktur. Areni har været her siden tidernes morgen. Den er levende historie i vores hænder, og smagen af en svunden tid.”

Skal man alligevel vove sig ud i sammenligninger, kommer Pinot Noir, Gamay og Syrah ofte på tale. Antonini taler ligefrem om Areni som en forestillet kærlighedsaffære mellem Pinot Noir og Sangiovese. Det skyldes dens saftige, liflige kirsebærfrugt, den friske syre og få men fine og af og til ret faste tanniner. Den synes ret sensitiv over for forskelle i terroir, og så lader den sig forme såvel med gæring og modning på ståltanke, i cementkar, på træfade og måske især i karas.

Zorik foran sine karas i forskellige størrelser, som benyttes til modning af især Areni

Armenske karas varierer som deres georgiske genparter qvevri i form og størrelse. Generelt er de dog mindre og ofte en smule slankere i formen; væggene er som regel tykkere, og de er lavet af en lysere ler end den georgiske. I modsætning til georgisk tradition beklædes de ikke med bivoks på indersiden; og de graves kun godt to tredjedele eller tre fjerdedele ned i jorden, så toppen stikker op. Det giver ifølge Gharibian en god temperaturfordeling, den rette mulighed for vinen til at kunne ånde; og ikke mindst vinmageren mulighed for nøje at følge processen.

Zorah dyrker så godt som økologisk, en forholdsvist nem opgave i Vayots Dzors tørre og solrige mesoklima, som dog nødvendiggør kunstvanding af de unge stokke i løbet af den lange og varme sommer. Alt høstes ved håndkraft, og vinene spontangæres på cementtanke, før de modnes færdige, enten i tanken eller på karas. Især Areni nyder godt af hans 30 hårdt indhentede karas. Han håber, at forskning og en målrettet uddannelsesindsats i fremtiden vil få lokale håndværkere og aspirerende pottemagere til igen at fremstille nye karas på klassisk manér. ‘Karasi’ på etiketten betyder ‘fra karas’, og i serien ‘Heritage’ udforsker han særligt sjældne steder og druesorter, der var på randen af uddøen. “Vi har arvet et unikt terroir og en række oprindelige sorter, som det er vores pligt ar give videre til de næste generationer, gerne i mindst så god stand, som vi fandt dem,” formaner han med et lille nik til Saint-Éxuperys diktum om, at vi ikke ejer jorden men kun har den til låns fra vores børn.

Smagning af hele Zorahs imponerende portefølje i det enkle men elegante smagelokale over kælderen

Voski 2022. Voski betyder gylden på armensk, og med vinens farve er det ikke kun forståeligt, kvalitativt også velvalgt. Det er en halvt-om-halvt cuvée af Voskehat (Ոսկեհատ), ‘gylden most’, Armeniens hvide signaturdrue, som giver syre og fylde, og den sjældnere Garan Dmak (Գառան Դմակ), ‘lammehale’ med hentydning til klaserne form, som giver frugt og aroma. 30-40 år gamle stokke. Gæret og modnet på cementtank. I næsen er den kølig og kompakt, duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. I munden saftig, glat, læskende og ret let. Stenfrugt og salt mineralitet i fin balance, rar syre og flot træk.

Heritage Chilar 2021. Her har vi at gøre med en elegant orangevin på den ældgamle drue Chilar (Ճիլար), som udelukkende dyrkes i de centrale regioner af landet, omend i meget små mængder, men forventningerne er store. Chilar har cylindriske, aflange klaser, druerne er grønne til gyldne, mellemstore, let ovale, med elastisk skind med et tyndt voksagtigt lag og saftigt frugtkød. Udbytterne kan være ret høje men er ofte uregelmæssige på grund af blomsterfald efter frost og druernes forfaldenhed til meldug; men mosten er sukkerrig og velsmagende. Zorah har ikke en ‘ren’ mark med Chilar, så høsten selekteres ud fra en blandet beplantning, stokkene er igen cirka 30-40 år gamle. Druerne gæres med skallerne i karas, omtrent to måneders skindkontakt. Ni måneders yderligere modning på karas og let filtrering før flaskning. Det er en forfriskende og ganske løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd.

Karas Areni Noir 2021. Fra yngre Areni-stokke i godt 1.400 meters højde, gæret på cement og modnet et år på karas. Let løftet og ret liflig frugtduft med en flot dybde, boysenbær, sorte kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og noget let jordet à la regnvåd muldjord eller nyopgravet rødbede. Frisk og fyldig saft i munden, masser af moden kirsebærfrugt, fyrig peber og fine lædernoter, afstemt syre og diskrete tanniner. En såvel forfriskende som appetitvækkende rødvin, som soleklart illustrerer Arenis karakter og potentialet med karas.

Det er levende vine med stor vingefang, som passer perfekt til det traditionelle armenske køkken, en farverig mosaik af grøntsager, urter og frugter i følgeskab med gode oste og gerne grillet kød af gris, okse og lam, altid flankeret af de traditionelle fladbrød lavash.

Երազ

2019 — Yeraz er ikke kun navnet på Zoriks hustru, det er også det armenske ord for drøm. Druerne til denne helt særlige vin stammer fra Zoriks største skat, en gammel og glemt vinmark i over 1.600 meters højde. Blandet beplantning eller massal selektion er så meget sagt, snarere er det et lille vildnis af over 100 år gamle buskvine. “Det ligner en jungle, og arbejdet dér er som en safari,” griner han. De gamle knarke er forskellige kloner af samt nære slægtninge til Areni, “som de forskellige farverige tråde i en smuk gobelin” giver den ekstremt lave udbytter men en mageløs, kaleidoskopisk frugt. Zorik sender den af sted med et citat af Eleanor Roosevelt: “Fremtiden tilhører dem, der tør tro på deres drømmes skønhed.” Skøn og slående er den så sandelig. Næsen er æterisk med dufte af fuldmodne og syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike, marokkansk mynte og orientalske krydderier. Silkeglat og fløjlsblød i munden, med en vis tyngde, masser af moden frugt, flot afstemt syre og faste men fine tanniner og et mineralsk spil i dybden. En åben kærlighedserklæring, stor og klassisk vin, elegant og dvælende. Gæret på cementtank, godt to års modning i karas og afrunding i en stor italiensk botte uden ristning for at mildne tanninerne yderligere.

Zorik Gharibian gik foran og foranstaltede en lille revolution. Siden årtusindeskiftet er antallet af privatejede vinerier steget fra omkring 0 til godt 100 i det lille land med kun knapt tre millioner indbyggere. Armenien vedstår nu arv og gæld og begynder for alvor at vise omverdenen, hvad det unge, gamle land kan. Mangt en mark omlægges, og de gamle sorter genopdyrkes i stort stil. Adskillige vinhuse har taget karas i brug, og flere benytter også gamle teknikker som kakhani, tørring af druer før gæringen. Variationen er stor men kvaliteten overraskende høj.

“Rejsen har været fantastisk, og vi er kun lige begyndt. Det bedste venter stadig forude.”

Flaske: Yeraz 2019  
Vinhus: Zorah  
Oprindelse: Vayots Dzor, Armenien  
Druesort: Areni  
Jordbund: Kalksten, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementtanke  
Lagring: Karas, botte  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 450,-  

Prins PIWI

“I landet Klynk bor piverterne, nogle små hængemuleagtige væsener, der altid er bedrøvede og utilfredse. Skønt landet er et slaraffenland, kan de eksportere deres tårer. Landets tronfølger, prins Piwi, har fået fat i nogle ugeblade fra Menneskenes Land og læser en masse om Lykken. Han beslutter selv at rejse til Menneskenes Land og hente Lykken. Imidlertid har de mennesker, han træffer, ret forskellige opfattelser af, hvad Lykken egentlig er for noget. Der er endvidere en række smarte forretningsfolk, som vil udnytte prins Piwi kommercielt, og snart kommer gangstere og hemmelige agenter også til.”

Således opsummeres handlingen i salig Flemming Qvist Møllers fantasifulde eventyrfilm og samfundssatire Prins Piwi fra 1974; men her i 2025 går titlen som Prins Piwi til en anderledes positiv og stærkt lysende stjerne i vinens verden. Der er ingen hængemule at spore hos Thomas Niedermayr fra Hof Gandberg i Sydtyrol. Han har heller ingen grund til sure miner, for han har succes med sin families vingård, som er stærkt dedikeret til økologisk vinavl og traditionelt håndværk, med spontan gæring som selvfølge og fravær af filtrering og afholdenhed med sulfitter som naturlig tilbøjelighed. Det usædvanlige er, at familien i dag udelukkende satser på såkaldte PiWi-sorter— pilzwiderstandsfähige Rebsorten— nye sorter med resistensegenskaber, som gør dem dyrkelige og duelige uden nogen form for sprøjtegifte, end ikke med de i økologien ellers anvendelige stoffer svovl og kobber.

Det er noget af en omkalfatring i et ganske traditionsbundet vinlandskab, hvor lokale stoltheder som Traminer, Riesling og Vernatsch står stærkt og kun tøvende har fået selskab af nyere krydsninger som Müller-Thurgau, Kerner og Manzoni. Det bjergrige område er gammelt østrigsk land men har de sidste 100 år hørt til Italien; og af diverse historiske årsager er det stadig præget af små gårde og store kooperativer, men samtidigt arnested for en visionær skare af øko- og bio-bønder— Alois Lageder, Michael Goëss-Enzenberg (Manincor), Christian Kerschbaumer (Garlider) og Martin Gojer (Pranzegg) for blot at nævne nogle få andre.

Bio- og piwi-pionerer

Piwier er hybridsorter (interspecifikke krydsninger) af forskellige slægter af vinstokke, typisk den europæiske Vitis vinifera med amerikanske Vitis labrusca eller rupestris (normalt for at opnå svamperesistens) eller asiatiske Vitis amurensis (normalt for frosthårdhed). Første generation var mestendels direkte hybrider, mens mange i de senere generationer er flerfoldige krydsninger af forskellige piwier og traditionelle sorter. Nogle har derfor først og fremmest vinifera-DNA men med de relevante resistens-gener fra de vilde amerikanske og asiatiske vinstokke.

Kvalitetsbevidste vinbønder har været langsomme til at tage piwi-sorterne til sig. Familien Ploder fra Rosenberg i østrigske Vulkanland Steiermark har længe været noget nær kejserlige leverandører af spændende og skelsættende vine på sorter som Bronner, Muscaris og Souvignier Gris. Men de må nok se sig overgået af den åndsbeslægtede familie Niedermayr på Hof Gandberg ved Eppan-Berg an der Weinstraße, Südtirol a.k.a. Alto Adige i Italiens alpine nord.

Familien Niedermayr har dyrket vin og frugt gennem adskillige generationer. Familiegården ligger ved tinden Gandberg over Etsch-dalen. Vinmarkerne dækker mere end fem hektarer i 500-550 meters højde, moræneland med overvejende dyb dolomit, kalkstensgrus og til dels gnejs og glimmerskifer. Smukt, stejlt og særdeles grønt bjergland. Allerede først i 1980’erne begyndte Niedermayrs forældre at beskæftige sig med mindre industrielle og mere naturnære dyrkningsmetoder, længe før Klimaschutz, Umweltschutz og Bodenschutz blev velkendte begreber i den almene offentlighed. “Sunde ting kan kun vokse i sunde omgivelser” er far Rudolfs valgsprog, og han anses med rette for at være en af økologisk vinbrugs pionerer i det norditalienske, og han var ligeledes en af de første til at omfavne de nye og mere bæredygtigt dyrkelige sorter, som dengang begyndte at dukke op. Vinhuset sluttede sig til Bioland i 1991, og i årene efter plantede de forsøgsvist deres første piwi-sorter; fordi de efter deres mening var de mest oplagte ud fra en økologisk tankegang. Kan man sprøjte mindre med svovl og kobbersulfat, må det være bedre; sundere, mere naturnært og mere terroirtro.

Den arv har sønnen Thomas valgt at videreføre og perfektionere. Han satte sig i førersædet 2010-2012 efter mange års samarbejde med sin far. Ad åre har de afprøvet en række piwi-sorter og nøje undersøgt hvilke, der passede bedst i deres område og egnede sig til netop deres vinstil. “I begyndelsen var der selvfølgelig ikke så megen viden, det er noget, vi har måttet oparbejde undervejs,” fortæller Thomas, der i dag må regnes som en af de mest erfarne praktikere på området piwi til kvalitetsvin. Samtidigt søger han nu den største renhed og naturlighed i sine vine, et mål han forfølger i samarbejde med sammenslutningen VinNatur. “Enhver, der specialiserer sig i naturvin, må følge vinen gennem hele dens rejse. Det er den eneste måde, man kan holde fokus på den endelige vin, gennem hvert skridt i processen. Det er den eneste måde, man kan blive ét med vinens natur og garantere absolut renhed. Naturen er trods alt den højeste form for kvalitet,” bedyrer han. I sine vine fremviser Thomas da også den lethed, friskhed og kølige fokus, som familien og området er kendt og skattet for. Bare ikke længere med klassiske sorter, kun nogle særligt afholdte gamle stokke Weissburgunder har fået lov at blive. Som den eneste sort skal den nemlig kun sprøjtes med svovl eller kobbersulfat en håndfuld gange gennem en sæson. Det er fortsat en afvejning, om det kan forsvares, når nu de nye sorter kan nøjes med en enkelt eller to— og flere af dem slet ikke har haft brug for nogen gennem adskillige år eller årtier.

Diversitet og dynamik

Hof Gandberg er i dag en blandet landhandel i udtrykkets bogtaveligste forstand, med blomster-, frugt- og grøntsagsdyrkning, eget dyrehold og selvfølgelig vinavl med en mangfoldighed af druesorter. De hvide Solaris, Bronner, Souvignier Gris og Muscaris, de røde Cabernet Cantor og Cabernet Cortis, samt en masse eksperimenter, work in progress. Thomas sørger for at holde biodiversiteten og det levende stofskifte i jorden ved lige ved årligt at sprede frø fra en række forskellige gavnlige sorter til at styrke det grønne dække— lucerne, kløver, katost, honningurt, diverse bælgfrugter og solsikker. Sidstnævnte strækker sig nogle gange højere mod himlen end vinstokkene selv.

Bronner bedårer med en eksotisk duft af banan og fersken og en citrusfrisk smag, tæt pakket med tropisk frugt og søde krydderier. Den er som Solaris en af Norbert Beckers krydsninger fra Freiburg, af Merzling og GM 6494 og bærer derfra resistentsgener fra Vitis amurensis, rupestris og lincecumii. Niedermayer lader den macerere nogle dage før et nænsomt pres, hvorefter den gærer og modner på et miks af ståltanke og træfade sammen med gæren. Souvignier Gris er en anden særdeles udtryksfuld og ret raffineret sort, som hos Niedermayer folder sig ud med friskhed og mineralsk finesse, fuld af kølig stenfrugt, nyslået eng og friske krydderurter. I den orange udgave Abendrot får de følge af tørrede frugter og en behagelig mandelbitterhed. Den er endnu en af Beckers bedrifter, angiveligt mellem Cabernet Sauvignon og Bronner; men nyere analyser har afsløret, at der i virkeligheden var tale om franske Seyval Blanc som mor og tyske Zähringer som far; sidstnævnte en krydsning af Riesling og Traminer fra 1939; og den første en hybrid fra 1919 mellem Vitis vinifera og amerikanske Vitis rupestris og Vitis lincecumi. Endelig giver sorter som Muscaris og Solaris det fulde flor af forårs- og sommerblomster, så ingen skal savne Sauvignon eller den Gewürztraminer, Sydtyrol er så kendt for. I fine og alt andet end vulgært parfumerede udgaver. Balance, syre og mineralitet forbliver klassiske dyder, selv med nymodens druesorter.

Alpelandet er stadig køligt klima, men området ligger som alle andre steder under for klimaforandringer, og den globale opvarmning har en højere virkning i højderne. En global temperaturstigning på 1,5 grader beløber sig her gennemsnitligt til hele 3 grader; og det ændrer ikke kun vinenes udtryk, det vil også øge luftfugtigheden og øge sygdomstrykket.

Så udvikling og udskiftning er en nødvendig del af forberedelserne på fremtiden. Det arbejder familien Niedermayr selvfølgelig aktivt videre med. Siden 2005 har især Niedermayr den ældre brugt en betragtelig del af sin tid på selv at frembringe nye piwier. Rudolf Niedermayr: “Det er et tålmodighedsarbejde. Allerede inden vinstokkens små blomster åbner sig, skal støvdragerne fjernes med en pincet; idet vinstokke altovervejende er selvbestøvende. Så snart frugtknuden er moden, bliver den så bestøvet med pollen fra en udvalgt plante. Det frembringer frugt, hvor hver kerne har sin egen individuelle genetiske sammensætning. Derefter skal hver kerne sås, have lov til at spire og vokse, den skal passes og plejes. Så viser det sig snart, om det har den ønskede svamperesistens; men det tager derimod lang tid og megen tålmodighed at vurdere druekvaliteten og dermed egnetheden til at lave vin. Tidligst efter fem-seks år ved vi, om resultatet er lovende; men under alle omstændigheder er spændingen stor, for der er skabt en ny sort!”

Solstrålehistorien Solaris

Solaris blev krydset af Norbert Becker i Freiburg i Tyskland i 1975 og fik sortsbeskyttelse under det navn i det tyske i 2001. Den vandt hurtigt en vis udbredelse i Tyskland, hvor den dog i dag er i tilbagegang. Til gengæld er den blevet en af de mest plantede sorter i Skandinavien, Benelux og resten af Nordeuropa, såvel som en vigtig gæst i eksempelvis Sydtyrol. Modersorten er Merzling, en krydsning af den interspecifikke Seyval Blanc (Seyve-Villard 5276) og Freiburg 379-52 (Riesling x Pinot Gris) — og faderen er GM 6493, en krydsning af den russiske interspecifikke Sevenyi og den franske Muscat Ottonel. Solaris arver således rupestris-gener gennem Seyval og amurensis-gener gennem Severnyi men er selv formelt klassificeret som en vinifera-sort. Dens navn er latin med henvisning til solen som symbol på liv, vækst og styrke. Den akkumulerer nemt en del sukker, modner ret tidligt og er især resistent over for dunet meldug (peronospora). Desuden er den ret vinterhårdfør. De egenskaber, samt dens ret ligefremme og let genkendelige karakter, har gjort den til noget nær den danske nationalsort. Herhjemme kender vi den for en typisk ret let, sprød, forfriskende og frugtig vin med noter af hyldeblomst, lime, grønne æbler og stikkelsbær, nogle gange græs, nælder og urter, ikke ulig en stålsat Sauvignon Blanc fra køligt klima; men den kan vinde videre nuancer og dybde med f.eks. senere høst, skindkontakt og/eller modning på gæren og fadlagring. I den forbindelse er det spændende at smage den fra et langt sydligere men meget højtliggende terroir, der er helt anderledes end det danske. Niedemayr leverer en friskfrugtig af slagsen med fint urtede nuancer, med stikkelsbær, vingårdsfersken og milde krydderurter; men livstykket kommer fra husets ældste stokke, plantet på Mitterberg tilbage i 1999, som får en særligt kærlig behandling.

S.ALT 99 er frugten af satsningen fra 1999, dengang var det Italiens første Solaris-stokke. I 2018 var tiden så endeligt inde: Thomas besluttede sig for at lave en enkeltmarks Solaris for første gang. Høsten fandt sted midt i august, Solaris er altid deres tidligste, og efter afstilkning stod mosten tre dage med skallerne før gæringen fuldendtes på ståltanke. Derefter 2 1/2 års modning på gæren i et 10 hektoliter træfad; flasket uklaret og ufiltreret og først frigivet efter endnu et års lagring på flaske. Mild duft af hvide blomster og grønne enge; sprød, spændstig og salt på tungen, med syrlig fersken og kølig ferskensten, strejf af kærnemælk og nøddeagtige noter, en levende syre og mundvandsdrivende mineralitet. Er lille alpint mesterværk!

“Jeg vil tage den følelse med ind i kælderen, som jeg får, når jeg står og arbejder, ikke bare i vinmarkerne men midt i selveste naturen; som stadig har ret til at være vild. At lade hele druens udvikling, fra vinstokken til flasken, være ren og uforfalsket, det er en vidunderlig udfordring,” filosoferer Niedermayr og fortsætter: “Mine vine er ‘topvine’, netop fordi de har ujævne kanter. Når man kan smage, at en vin er ren og håndlavet, afspejler sit sted, afspejler sit år, ortæller sin historie, så har den karisma.”

Flaske: S.ALT 99 2018  
Vinhus: Thomas Niedermayr  
Oprindelse: Sydtyrol, Italien  
Druesort: Solaris  
Jordbund: Moræne, kalksten, gnejs
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sogno.dk, QualityWine  
Pris: cirka 450,-  

Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-  

Enestående enkeltmarker

Oprindelse er et af vinverdenens vigtigste begreber, så benyttet og så ombejlet, at det af og til bliver en besættelse. Vi taler ikke kun national oprindelse eller regional men helt ned til landsbyniveau og endda enkelte marker— fra makroklima til mikroklima, fra store geologiske strukturer til små menneskeskabte skel. Vi taler terroir og tænker på de særlige og ofte unikke træk ved vin dyrket lige netop på det sted. Det, vi i (efter sigende) svage stunder også kalder genius loci.

Ordet terroir skylder vi franskmændene, som næsten har det i deres DNA— afledt af terre, som både betyder jord som det levende stof i vinmarken men også jorden som den geologiske grund under os— og det begreb har dannet grundlag for hele den franske vinlovgivning med appellation d’origine controllée. Det har dannet international skole, og i den seneste tid har ikke mindst østrigerne taget terroir-begrebet tæt til sig; og taget teten med at definere deres vinområder og ikke mindst afgrænse alle enkeltmarker. Østrig er et land med en efterhånden særdeles veldefineret vinprofil. Cool climate, løss i lange baner og godt med sprød Grüner Veltliner og syrerig Riesling. Men zoomer man ind, rummer det lille land en række variationer, som skaber små men adgørende forskelle i vinenes udtryk. Faktorer såsom jordbund, antal solskinstimer, temperaturer, mængden og fordelingen af nedbør og markens højde påvirker alle en vins karakter; og de varierer ikke kun fra land til land, fra region til region men også fra mark til mark.

Vinea Wachau satte så småt terroir på dagsordenen i begyndelsen af 1980’erne, men den egentlige bevægelse frem mod klassificering af alle enkeltmarker tog sin begyndelse i 1990’erne med dannelsen af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, langs det øvrige Donau. Dengang kun Kamptal og Kremstal, siden er de blevet mere omfattende med f.eks. Wagram og Wien. Det var ÖTW, som søsatte den kortlægning og klassificering af områdernes førsteklasses marker, som i dag kendes som Erste Lagen.

“Grundlaget for ÖTWs arbejde hviler på en overbevisning om, at vinens oprindelse og dens lokale sammenhæng er den mest sociale og demokratiske form for markedsføring af vin,” fortæller Michael Moosbrugger, den mangeårige formand for ÖTW. “Det har dog også sine ulemper: På det regionale niveau opererer vi med et rimeligt overskueligt antal angivelser, i alt 18. På lokalt niveau har vi dog allerede over 900 stednavne i hele Østrig; og på enkeltmarksniveau taler vi mere end 4.300 stednavne. Det gør det ganske svært at bevare overblikket, selv for østrigske eksperter, og for de udenlandske bliver det noget nært umuligt.”

“Af den grund besluttede foreningens grundlæggere at definere et mål i vedtægterne om at udvikle og etablere et klassifikationssystem, en vis rangordning for at give såvel eksperter som almindelige vinelskere noget at orientere sig efter; og med den juridiske definition af begreberne Erste Lage og Grosse Lage i vinloven af 2023 er dette et stort skridt nærmere målet,” erklærer Moosbrugger. Et i sandhed historisk øjeblik for Østrig, da landbrugsministeren med sin underskrift cementerede Østrig som det eneste land foruden Frankrig, hvor klassificeringen af landets vinmarker er skrevet direkte ind i loven.

I demokratisk ånd er det lange arbejde nu tilgængeligt for alle med adgang til internettet, dels via ÖTWs Lagenbuch med grundige karakteristikker af samtlige nuværende Erste Lagen, dels via den nationale, officielle kortlægning af alle Østrigs navngivne vinmarker, som kom online sidste år. Chris Yorke, som er CEO for ÖWM, Østrigs statslige vinmarkerings-organisation, uddyber: “Websitet austrianvineyards.com er stedet, hvor vinentusiaster kan slå hver eneste detalje op om, præcist hvor deres østrigske yndlingsvin er dyrket,” forklarer han. Hver Ried er bogført med oplysninger om jordbundstype, solskinstimer, gennemsnitstemperatur, nedbør, hældning, højde og hvilke druesorter, der dyrkes. “Vi har brugt flere år på at udvikle dette digitale vinatlas i samarbejde med universitetet i Wien, og vi opdaterer det løbende. Jordbundens indflydelse på vin har længe været genstand for intens interesse i vinverdenen. Vi er det første vinland i verden, der kan fremvise jordbundstypen og de geologiske karakteristika for hver eneste af vores vinmarker. Med den milepæl påtager vi os en pionerrolle inden for international vinproduktion.”

For ÖWM har det afgørende været opregningen og den eksakte afgrænsning af alle landets navngivne vinmarker; mens det for ÖTW derimod har været det afgørende at lokalisere de kvalitativt bedste dyrkningssteder og skabe opmærksomhed omkring dem. Spændingen er ikke til at overse — med den tidligere, mangeårige og meget afholdte CEO for ÖWM, Willi Klingers ord, “Jeg vil meget gerne vide, hvor min vin kommer fra; men jeg behøver ikke en smagsdommer til at fortælle mig, om den er bedre end de andre; det skal jeg nok selv finde ud af.” Det virker dog som om, man nu har fundet en fælles forståelse for markedsføringen. Det er forventeligt, at de 89 enkeltmarker, som på nuværende tidspunkt er klassificeret som Erste Lagen af ÖTW også i 2025 vil få status af Erste Lage i den nationale lovgivning. Senere, men nok tidligst i 2030, forventer man så at kunne opgradere en mindre andel (3-5%) af markerne til det nye topniveau Grosse Lagen.

Det, der i begyndelsen var en privat sammenslutnings gennemtænkte arbejde er nu, gennem dygtigt tilrettelagt lobbyarbejde, blevet til national lovgivning. Af den åbne og gennemsigtige slags med de alment tilgængelige ressourcer, som er nævnt ovenfor. De er uvurderlige redskaber for sommelierer, vinhandlere, vinskribenter og vinnørder. Om almindelige forbrugere og den alment interesserede vinelsker vil få gavn af det er måske mere tvivlsomt. Har vi virkeligt brug for et puslespil med små 5.000 brikker? For at kende til Thurnerberg, Kittmannsberg, Zwirch og Scheiben? At de betragtes som bedre end Burn, Karl og Steinsetz; men i sidste ende nok ikke nær så gode som Heiligenstein og Lamm? Når vi nu er ved de kritiske spørgsmål, er alle vinene fra Heiligenstein nu så gode og karakteristiske, som en sådan klassifikation måtte lade formode? og behøver vi virkeligt Heiligenstein-Rotfels og flere underinddelinger af de mest afholdte marker?

Austrian Single Vineyard Summit

I løbet af de sidste par år har ÖTWs traditionsrige årlige præsentation af deres enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg næsten umærkeligt forvandlet sig til en præsentation af Østrigs bedste enkeltmarker overhovedet. Dels er ÖTW selv under udvidelse med Thermenregion og Weinviertel. Men de oprindelige gæsteoptrædener fra STK i Steiermark og Leithaberg/Eisenberg i Burgenland er nu faste og integrerede dele af opvisningen; og det samme er Vinea Wachau. Navnet er nu det internationalt klingende Austrian Single Vineyard Summit, og lad det være sagt, alt her er virkeligt verdensklasse. Afviklingen er upåklageligt velorganiseret, og sjældent smager man så mange vellavede, velsmagende og karakteristiske vine på så kort tid. Det er en enestående mulighed for at vurdere vine op mod hinanden, hvad enten man smager blind eller bevidst. Inspektion af de enkelte markers karakteristika— og ikke mindst forskelle i de enkelte vinhuses metoder og stilistik— har ikke meget bedre vilkår end her.

623 enkeltmarkavine fra 12 af landets førende vinområder stod fra den 9. til den 13. september til alverdens vinprofessionelles rådighed; og salen i den gamle Reitsschule i Grafenegg var det meste af tiden stuvende fuld. Fokus er naturligvis på Grüner Veltliner og Riesling, for de rødes vedkommende især Blaufränkisch, og så er der afstikkere omkring Pinot Noir og Zweigelt og lokale specialiteter som Rotgipfler og Zierfandler og Wiener Gemischter Satz.

Vinhusene sørger selv for serviceringen til den store årlige Erste Lage smagning i Grafenegg. Her er det Martin Diwald fra Wagram i aktion. Foto: Anna Stöcher ÖTW

The usual suspects skuffede ikke i år. Heiligenstein er et unikt terroir, og Riesling derfra forbliver sin egen og generelt et niveau over de andre. Med Lamm gælder det samme for Grüner Veltliner, i sammenligning stod vinene herfra måske over en kam stærkere end så ofte før. Men lad os vende tilbage til de store linjer ved en senere lejlighed, hvor jeg vil gennemgå highlights og tendenser med større detaljerigdom. I denne ombæring og sammenhæng synes jeg, det kunne være sjovere at se nærmere på et par af de mindre kendte vinmarker, som overrasker positivt og så at sige leverer over evne. Gode nye Grüner Veltliner-fund var for mig f.eks. fra Kögl, Hochrain, Höll og Poigen, fra producenter som Wess, Machherndl, Weinhauerei 378 og Bergkirchner i henholdsvis Kremstal og Wachau. Glædeligt er i øvrigt også, at antallet af bæredygtige, økologiske og biodynamiske vinhuse stiger hvert år, jævnfør også de just nævnte.

Geheimtipp: Grub

Kamptal er for mig et kerneområde for god Grüner Veltliner, hvor dens arketypiske udtryk især kommer til sin ret omkring Langenlois og nabobyerne. Vi farer mod Kammern. For foden af, faktisk lige midt imellem, de ikoniske bakker Heiligenstein og Gaisberg, flankeret af Lamm og Renner, ligger den lille Grub. En glimrende grobund for Grüner Veltliner af den krydrede og mineralske slags. Præsentation fra to producenter gør udvalget overskueligt; og det er gode, gamle kendinge, Schloss Gobelsburg og Johannes Hirsch. Den fås dog også fra Dolle, Eichinger og Waldschütz.

Grub går let under radaren, men den lyser gang på gang op og leverer en glimrende vin. Let hævet over det omkringliggende land men stadig i læ for vinden af høje Heiligenstein og Gaisberg har Grüner Veltliner på Grub det som blommen i et æg— navnet Grub menes afledt af samme rod som grubbe. Dens sydvendte åbning sikrer masser af lys og god modenhed, og nedfældet materiale fra ovennævnte marker giver komplekse indslag af forvitret gnejs og sandsten i den kalkholdige løssjord. Længere under jorden ligger Zöbings sandstensformation til grund.

Hirsch Ried Grub 2023 har mild og diskret duft, der dog lokkende antyder nåleskov, harpiks og ristede pinjekerner. Spændstig saft i munden med meget fint tørstof, smidig syre og en flot dybde… af moden stenfrugt, fast i kødet og kan med fordel vinde udtryk og dybde med nogle års flaskelagring.

Gobelsburg Ried Grub 2022 er derimod mere udtryksfuld nu og allerede meget drikkemoden. Smuk snude med nåleskov, moskus, pibetobak, grapefrugt og fersken. Saftig, syrlig og salt i munden, med fyldig smag af fersken, mango, pinjekerner, grønne urter og hvid peber. Pricy men pengene værd, det er et sjældent godt glas Grüner.

Flaske: Grub 2022  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig
Jordbund: Løss, lehm, grus  
Druer: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 425,-