Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Riesling på rad og række

En drømmeårgang for østrigsk Riesling, det var dommen. Der blev slynget, slurpet, spyttet og skriblet løs, og efter en tre dage i september stod det klart for de fleste, at senest frigivne årgang af enkeltmarksvinene fra Österreichische Traditionsweingüter og Vinea Wachau var noget ud over det sædvanlige. De østrigske traditionsvinhuses årlige smagning på Schloss Grafenegg fik sidste efterår følge af en smagning på Schloss Dürnstein, hvor den ikke mindre traditionelle sammenslutning i Wachau gjorde dem kunsten efter, samlet under overskriften Austrian Single Vineyard Summit, og som altid lydefrit orkestreret af Wine+Partners. Riesling viste sig at være årgangens stjerne, som kunne overstråle de fleste for øvrigt glimrende Grüner Veltlinere, som den i sidste ende særdeles gode vækstsæson i 2021 kulminerede i. Kort og godt: Det er et fantastisk line-up, der nu rammer vinhandlernes hylder.

Drømmeåret 2021

Østrig har i de seneste år oplevet en lang række udmærkede årgange bedømt både ud fra udbytterne og det kvalitative udfald; og modsat det meste af resten af Europa oplevede landet med 2021 en noget nær perfekt vækstsæson, som landets bedste vinbønder har forvaltet til UG med kryds og slange. Det følger i slipstrømmen af en stadigt stigende international anerkendelse og stigende eksport, som CEO for den østrigske vinmarketing, Chris Yorke, tidligere på året italesatte med følgende ord: “Et stigende antal vinelskere rundt omkring i verden er ved at indse, at der næppe er noget andet land, der tilbyder så stabil en kvalitet på tværs af et helt spektrum af stilarter.”

Professionelle smagere fra nær og fjern koncentrerer sig om deres bedømmelser. De seneste års stigende interesse for østrigsk vin har betydet en udvidelse af de årlige smagningers størrelse. ÖTWs var således rykket fra selve slottet Grafeneggs barokke rammer og ind i den tilstødende Reitschules rummeligere lokaler. Foto: Anna Stöcher

Hvordan forløb sæsonen 2021 så? Vinteren var mild og fattedes sne; og så opstår der sædvanligvis en vis bekymring omkring vandreservernes tilstrækkelighed i tilfælde af en meget tør vækstsæson; men det blev heldigvis ikke aktuelt på grund af et køligt forår og pæne mængder regn i maj. Forårsvarmen lod vente på sig, så knopskydningen indtraf forholdsvist sent. Det betød til gengæld, at de nye skud gik fri af forårsfrost og de spæde blade af de haglbyger, som hærgede i landene syd og vest for Alperne. Temperaturerne lå i løbet af sommeren lavere end de seneste mange års gennemsnit, men solen skinnede, som den plejer, især i løbet af september måned, så man sikrede en god modenhed og stadig en god syrenerve grundet de større temperaturudsving. Eneste bet var en række lokale haglbyger, som forvoldte en vis skade i visse områder. Vindforholdene i efteråret var gode, og nedbøren forblev generelt moderat, så risikoen for skimmel, meldug og råd var tilsvarende lav. Så den samlede melding, da høsten nærmede sig, var om rigelige, sunde og modne druer. Årets samlede høstudbytte blev beregnet til 2,4 millioner hektoliter, hvilket ligger på linje med det mangeårige gennemsnit. Kvaliteten bedømmes derimod til at være i top, på niveau med årgange som 2015, 2010, 2006 og 1999.

“Sjældent har høsten været en sådan fornøjelse fra start til slut,” fortæller en tydeligt tilfreds Johannes Hirsch fra Kamptal, “med kølige morgener, druer af den bedste kvalitet og ingen stress på grund af vejret i ugevis.” Resultatet er ifølge Hirsch “en årgang, som kombinerer den store saftighed og elegance fra 2019 med den fine syrestruktur fra 2020— og en årgang, der helt sikkert vil vække glæde i årtier fremover!”

Den langsommelige modning gjorde det muligt for vinbønderne at høste hver sort, mark og parcel på det helt rigtige tidspunkt— uden at skulle gå på kompromis med druekvaliteten og dermed kunne udløse vinmarkernes fulde potentiale. Det forstås af nogle stadig som ‘ved meget høj modenhed’, og det gode vejr fristede således en række vinbønder til en senere høst med alt hvad deraf følger af sødere frugt, større fylde og højere alkoholprocenter. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om stil; men når det er sagt, så besidder langt de fleste af selv de kraftigere vine en utrolig friskhed og god balance. En anden og mindre anke er igen i år, at vinene alle er så gensidigt afstemt og aldeles vellavede, at der indfinder sig en vis ensformighed. Man kan alt efter temperament kalde det konsistent højt niveau eller kedelig konformitet, men summa summarum er stadig, at vinene smager uforskammet godt.

De mikroklimatiske forskelle er for små til at være relevante de enkelte vinregioner imellem, dertil overskygges de trods alt af de individuelle vinmageres valg og faktorer som jordbundsforskelle markerne imellem samt vinstokkenes alder. Derfor springer vi direkte til en række bedømmelser af udvalgte vine. Der var, desværre eller heldigvis, ingen store overraskelser i feltet, hverken når det galt enkeltmarker eller enkelte producenter. Heiligenstein er og bliver et enestående terroir for stor Riesling; og vinbønder som Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch bliver ved med at høste højeste point hos undertegnede. Wachau skuffer heller aldrig med Singerriedel, og her er Alzinger, Domäne Wachau, Hirtzberger og Nikolaihof fortsat blandt favoritterne.

Resultater fra superligaen

Wachau: Hirtzberger kan henrykke med Hochrain, Setzberg og ikke mindst Singerriedel. Sidstnævnte er en svært klassisk oprindelse for stringent og mineralsk Riesling i Wachau, og heller ikke Hofstätter eller Domäne Wachau formår at formindske formatet på deres vine derfra, de er fremragende. Domäne Wachau, der rejste sig som Fugl Fønix fra kooperativet Freie Weingärtner Wachau, kan i det hele taget bryste sig af betydeligt gode vine, især fra Achleiten, Kellerberg og Steinriegl. Achleiten går også op i en højere enhed hos f.eks. traditionalister som Jäger og Prager. En personlig favorit uden for alfarvej er Nikolaihof, som i særdeleshed ikke skuffede med deres Vom Stein.

Kremstal: Nigls Goldberg var glimrende, men lod sig overgå af deres guddommelige Hochäcker. Proidl griber tingene anderledes til værks men laver særdeles glimrende vin fra samme oprindelse; og overgår sig selv og alle andre med Ehrenfels og Pfeningberg. Genkendeligt anderledes er desuden Sepp Mosers rustikke Riesling fra Gebling, som var særligt god i år. Geyerhof gjorde det glimrende med deres Goldberg og Kirchensteig men her dog fra 2020.

Kamptal: Hirsch gjorde lykke med Gaisberg; Jurtschitsch, Loimer og Weszeli med Loiserberg, sidstnævnte to tillige med Steinmassl, mens Kogelberg især var god hos Brandl. Men det var som ventet og varslet Heiligenstein, som tog fulde huse— glimrende hos Allram, Ehn, Eichinger, Hiedler, Leindl og Topf, og genial hos Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch. Gobelsburg og Loimer præsenterede deres 2020, som også står særdeles glimrende.

Traisental: Rothenbart fra Neumayer og Huber bør fremhæves, ligesom Hubers Berg igen var ganske glimrende. De to marker og producenter præsenterer det bedste, den lille dal kan frembringe i dette selskab; men også Dockner overraskede positivt med sin Pletzengraben.

Wagram: Karl Fritsch trumfer med sin Mordthal, og det samme gør Diwald med sin Eisenhut, omend i årgang 2020. Leth stod for en udmærket 2021 fra Brunnthal.

Wien: Wieninger er bykongen og overgår sig selv med den altid dejlige Rosengartl og den i år henrivende Preussen.

Schloss Grafenegg by night. Barokslotten udgjorde igen i år kulissen for ÖTWs årgangspræsentation og enkeltmarkssmagning. Det var tiende gang, den nu over 30 år gamle forening inviterede til dette arrangement; og heldigvis skuffede seneste sending vine ikke. Foto: Anna Stöcher

Årets topscorere

Lad os slutte med at slå ned i nogle særligt repræsentative plus nogle særdeles højdespringende præstationer, før vi runder af hos årgangens helt store mester, Johannes Hirsch.

Wieninger Riesling Ried Preussen 2021. Flot og meget frisk duft med røde æbler, sydfrugtlige anklage og frisk luft fra toppen af Nussberg. Glat og rund, med flot fylde og moden frugt i munden, visse gærnoter, og samtidigt en næsten luftig lethed og en fint skærende syre— og det hele hænger fornemt sammen. Rigtigt godt gjort!

Domäne Wachau Riesling Smaragd Ried Singerriedel 2021. Klar, kølig og frisk duft; og man fornemmer stringent syre fra første færd. Frisk i munden med masser af moden citrus, en smule fersken og sprød cantaloupe melon. Mineralsk efterspil med knuste og våde sten, har såvel fin fenolik som modent ekstrakt. Wachau terroir og stilistik sat på spidsen!

Nigl Riesling Ried Hochäcker Privat 2021. Det er robust Riesling, familien Nigl frembringer her, men med saftig frugt, en syrlig spænding og en mineralsk efterklang, som summer i munden længe efter hver tår. Fuldmoden abrikos, nyopgravet gulerod og nyplukket citronmelisse i duften; og en smag af moden lime, frisk fersken og abrikos, med frodig fylde, spændstig syre og let krydret eftersmag. Klassisk Kremstal Riesling, som ville være en eminent madvin, hvis man ikke har tømt flasken før måltidet! Deres hidtil bedste.

Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2021. Kølig i duften, med syrlig ferskenfrugt og en mørkere mineralsk tone af dyb undergrund og grundfjeld. Slank, lineær og stringent men med en sært saftig frugt. Ferskner, lime, citroner, gule æbler, alt hvad der er gult og godt; og går man den på klingen, kan man mærke de mange lag, der bare venter på at blive afdækket med nogle år på langs i flasken.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2021. Fornem men sagte næse først, så kommer der en åbning med noget fint flintet, mildt røget og meget urter i nuancerne— hints af sød lakrids og sød tobak, underspillet og meget behageligt. I munden rund saft, som glider ud i alle hjørner, kæler for gummerne og strækker sig så sammen, en jernnæve i fløjlshandske. Stenet mineralitet, mild frugtsødme, vingårdsferskner på en bund af gnejs. Glimrende!

Nu vil har fat i Hirsch, så er han selvfølgelig en mester i Heiligenstein, ikke mindst i 2021, som samtidigt markerer et mindre nybrud. Foruden den sædvanlige Heiligenstein er der nemlig en nyhed i sortimentet, den første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, den såkaldte Rotfels, som er særligt rig på netop den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Det var Johannes’ far Josef, som erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden; men indtil 2021 er de blot indgået i den vanlige Erste Lage aftapning; men nu var tiden inde til en lille differentiering.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021. Ifølge Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, Heiligenstein i anden, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende ‘generiske’ Zöbinger Heiligenstein: Rotfels er omend ikke så elegant og forfinet som ‘resten af Heiligenstein’, men den er saftspændt, stoflig og righoldig på en måde, som kun Heiligenstein kan være, og fuld af hvid fersken, litchi og lime, med en fyrig syre dæmpet af en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. Det er sjældne men også kostbare dråber, der står til 650,- pr. flaske hos den danske forhandler Atomwine.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein 2021. Den gode gamle Heiligenstein fra Hirsch er heldigvis ikke gået hen og havnet som et sekunda-produkt uden sit skud Rotfels. Sært nok er det som om den ikke engang savner noget, alt spiller præcist som det plejer. Det er stringent saft med fokus, elegance og balance, ikke at forglemme nuance. Fuld af friske, faste ferskner, liflig lime og modne citroner, nærmest fløjlsagtig i sin stoflighed, med en rank syrenerve som rød tråd og bedårende blonder af akaciehonning, bivoks, våde sten og salt. Det er tæt foret stof, som nok først ad åre vil folde sig helt ud og afsløre alle sine indvævede hemmeligheder; men stiltiende fryd bereder den allerede. Tillykke til familien Hirsch, denne årgang Riesling er er helgener og en særlig hyldest værdig!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021  
Vinhus: Johannes Hirsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine  
Pris: 350,-  

Graševina galore

Graševina går godt til alt. Giv mig et a, giv mig et l, giv mig et t, og sandelig siger jeg jer, Graševina går til det. Det er druens natur, dagligt skal den musicere, når maden kommer på bordet, som regel sagte men stundom fuldtonet; og gerne også før der kommer mad på bordet, og lige så gerne efter maden er fortæret. Graševina er baggrundsmusikken, der akkompagnerer mangt et kroatisk måltid, mellemmåltid og måltid uden mad, et storartet skyllemiddel til hver en lejlighed; men den er andet og mere end blot en neutral ringholder.

Godt hver fjerde flaske vin, som sælges i Kroatien, er en flaske Graševina, og druen dækker officielt omtrent 32% af det samlede vinmarksareal. Først og fremmest i den østligste del af landet, Slavonien, hvor den findes på pænt over 60% af markerne, men den dukker op overalt i indlandet, og selv i Istrien støder man med mellemrum på den. Desuden også i Serbien og i Slovenien og i Ungarn og i Østrig, i Tjekkiet, Slovakiet og Italien, hvor Graševina går under navnene Grašac, Laški Rizling, Olaszrizling, Welschriesling, Rizling Vlašsky og Riesling Italico, kært barn har mange navne. Druen er som sådan en centraleuropæisk klassiker, vidt udbredt i landene langs Donau og dens bifloder; men den står kroaternes hjerter særligt nær, og det kan smages i deres vine.

God Graševina er aldrig aromatisk overvældende men altid saftig og læskende som kildevand. Vinen fremstår som regel lyst strågylden i glasset, med milde aromaer af æbler og pærer, en frisk syre og saftig frugt i munden, ofte ledsaget af delikate blomster- og urtenoter som akacie, jasmin, kamille, nyslået hø og grøn te og ofte med en understrøm af salte, mineralske noter. Kvaliteter, som samlet set gør den ikke blot bredt anvendelig men tillige utrolig let drikkelig— en kroatisk counterpart til schweizernes Chasselas, en slavonsk udfordrer til frankisk Silvaner, eller måske bare Balkans svar på Muscadet og Chablis?

Den kroatiske kamæleon

Graševina er en usædvanligt alsidig druesort. Dens vine spænder hele spektret fra tør til sød, fra lette, forfriskende hverdagsvine, over fyldigere, frugtigere og mere strukturerede vine til sødmefulde senthøstede og særdeles lagringsværdige ædelsøde vine; og så benyttes den hyppigt som basevin til mousserende vine. Langt størstedelen er som nævnt tør vin (suho) men ind imellem finder man halvtørre (polusuho), halvsøde (poluslatko) og søde vine (slatko).

Graševina modner forholdsvist sent men er heldigvis pænt modstandsdygtig over for skimmel og meldug men samtidigt modtagelig over for botrytis— en kombination, som gør det muligt at lade druerne hænge længe, opnå høj modenhed og ædelråd. Samtidigt bevarer druen et relativt højt syreindhold selv i varme somre og selv ved høj modenhed, hvilket forklarer dens popularitet både som tørstslukker og som ædelsød vin i store dele af det pannoniske område i Centraleuropa.

Det er desuden en af druens dyder, at den ikke overdøver vinen med stærke sortsaromaer men skifter farve efter dyrkningsforholdene og dermed tydeligt afspejler sit terroir. Sol, vand og vind sætter sit aftryk på druerne, ligesom jordbundsforholdene påvirker vinstokkenes vækst og på den måde også former den vordende vins karaktertræk og kvalitet. Det forklarer til dels også druens ret forskellige anvendelser rundt omkring og dens ret forskellige skudsmål: Welschriesling som simpel Saufwein i Steiermark, Olaszrizling som spicy sød vin i Sopron, og så Graševina som vinøs tusindkunstner og overraskende stor terroirvin i Slavonien, især omkring klassiske dyrkningssteder som Kutjevo, Baranja og Ilok.

Som den slavonske folkesjæl er Graševina venligheden selv, gemytlig og gavmild. I sin enkle, ligefremme og friske stil har vinen en mildt blomstret og læskende frugtig karakter med sprød syre og moderat alkohol. Som sådan er den en eminent aperitif, til indledning af et måltid eller gennemgående ledsager til sommerlige retter som salater og kolde retter med grønt, fisk og skaldyr eller lette retter med lyst kød.

Den mere selektivt høstede stilart bærer præg af en fyldigere, modnere frugt og har ofte en snert af botrytis. Det giver en let krydret honningkarakter i næsen, som så afbalanceres af friske æbler, pærer, meloner og modne citrusfrugter i smagen. Større koncentration, rigere mundfylde, blidere syre og højere alkohol, som regel dog stadig lydefrit velintegreret i vinene. Det er vine til fyldigere og federe retter. Slavonsk svinekød har terroiret til fælles med Graševina og går godt til i sine lufttørrede, konfiterede og simrede udgaver— til ethvert stykke gris findes der en Graševina. Denne stilart går også glimrende til federe pastaretter, risottoer og milde og mellemlagrede oste.

Sen høst (kasna berba) giver righoldige, sødmefulde vine med stort koncentrat og en pikant syre-sødme-balance. Det betoner yderligere smagen af søde sydfrugter og fremhæver samtidigt de herbale og mineralske elementer i vinen; og de særligt krydrede duft- og smagsnuancer fra botrytis smelter naturligt sammen med Graševinas sortskarakteristika. De decideret søde vine (slatko vino) udgør et spektrum i sig selv, groft sagt svarende til den tyske prædikatsskala fra Auslese til Trockenbeerenauslese; og jo sødere vinene er, desto længere lagring egner de sig tillige til, de ligefrem kræver den. Isvine (ledena berba) høstet ved mindst -7 °C er undtagelsen, de er bedst i deres unge år, hvor den friske frugt og sprøde syre glitrer som en istap i solen. Alle er de glimrende dessertvine, ligesom især moden sød Graševina går godt til meget modne og skimlede oste.

Vinmagerne i Slavonien har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage fra at fremstille orange Graševina, og med skindkontakt kommer der kulør på aromaerne, en fastere struktur til den letløbende saftighed og masser af basklang. Orange Graševina kan gå i spænd med et stort spektrum af mad, selv ret krævende kødretter, og gris grynter nok stadig mest musisk i sammenhængen. Variationen er altså stor og kvalitetsniveauet generelt højt. Der findes selvfølgelig tyndbenede og decideret vandede vine, der måske kun fungerer som friktionsfrit skyllemiddel og i bedste fald efterlader ikke ubehagelige indtryk af grønne æbler og grapefrugtskal; men sådan er det selv i Muscadet og Chablis.

Safari i Slavonien

Kongeriget Slavonien (Kraljevina Slavonija) var en integreret del af Det østrigske Kejserrige og eksisterede som sådant fra 1699 til 1868 og strakte sig over nutidens Slavonien samt regionen Srijem, som i dag deles mellem Kroatien og Serbien. I 1745 indlemmedes Slavonien formelt i Kongeriget Kroatien, den daværende konfiguration af nutidens Kroatien i Habsburgerriget, og i dag er Slavonien en af Kroatiens fire overordnede vinregioner, som overlapper med de fem administrative amter Brodsko-posavska, Osječko-baranjska, Požeško-slavonska, Virovitičko-podravska og Vukovarsko-srijemska županije og som regel inkluderer de små vinområder langs Donau-dalen længst mod øst (Podunavlje).

Hvis den gennemsnitlige vinkender har kendskab til Slavonien, så er det som regel gennem træfade lavet på områdets egetræ, snarere end det er via slavonsk vin selv. Slavonien rummer store egeskove, og den tætte ved fra rødegen (quercus ruber) er historisk berømmet for sin kvalitet til fremstilling af store træfade, foretrukket af f.eks, italienske vinmagere især i Piemonte. Hvad de færreste ved er, at Slavonien selv er rigt vinland, hvis vine ikke alene er særdeles drikkelige, det er et decideret sweet spot for god Graševina. Overordnet er det den særlige fordeling af sommerhalvåret, som gør udslaget: Efteråret er længere og lunere end foråret, så forholdene er fortrinlige for både sukker- og aroma-modningen af den sene Graševina, og tilpas store temperatursvingninger mellem dag og nat giver god syrenerve og opbygger aromatisk kompleksitet. Det gør den ellers ofte så neutrale drue anderledes spændstig og spændende og fuld af subtile dufte og smage. Påfaldende bliver den dog aldrig, men den charmerer med sine milde blomsternoter, fine kerne- og stenfrugtsmag og spillevende mineralske noter.

Slavonien strækker sig som en forholdsvist flad, stor slette mellem Papuk-bjergene i vest, floderne Drava i nord, Sava i syd og Donau i øst, undervejs afvekslet af blide bakker, vidtstrakte korn- og vinmarker samt de store egeskove. Vinmarkerne ligger koncentreret omkring en række historiske vinbyer, ved Daruvar i vest, Kutjevo i centrum, mod øst Đakovo, Vukovar og Erdut, og længst mod øst Ilok langs Donau på grænsen til Serbien; og hvert område har sine egne terroirvariationer og nuancer af Graševina.

Kort over det kontinentale Kroatiens vinregioner. Den vestlige halvdel omkring hovedstaden Zagreb består af en række små vinområder, som samlet kendes som det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska, mens den østlige halvdel udgøres af Slavonien og længst mod øst Donaudalen, som danner grænsen til Serbien.

Vinene fra omkring Daruvar er kendt for deres ret ligefremme, friske og frugtige udtryk. Den historiske spaby huser en af de største spillere på den kroatiske vinscene, Badel, en storproducent af den lokale blommebrændevin šljivovica men tillige ejer af en række vinhuse, herunder Vinarija Daruvar med hele 140 hektarer. Deres Vezak Graševina er glimrende saft til sommerdage og de hverdage i vinterhalvåret, hvor man savner dem. Ubeymkret bællevin, usædvanligt fuld af frugt og blomster.

Bevæger man sig længere østpå kommer man til det centrale Slavonien og Graševinas åndelige hjemstavn, Požega-dalen. Produktionens hjerte og højborg ligger omkring middelalderbyen Kutjevo. Her danner højderyggen Krndija bølgende bakker gennem det ellers så flade landskab, og på sydskråningerne er der sublime betingelser for vinavl. 45.3 grader nordlige bredde løber lukt gennem Kutjevo, som den gør gennem det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte, Rhône og ikke mindst Bordeaux, og det fællestræk gør man et stort nummer ud af. Uanset hvad området ellers har til fælles med vinverdenens store og klassiske områder, så stortrives Graševina her på skiftende lag af løss, ler, sand og grus af vulkansk oprindelse. Kutjevos vine kombinerer friskhed og spænding med modenhed og dybde. Den historiske vinkælder i Kutjevo (læs mere her) er det traditionelle midtpunkt for byen og dens vinproduktion og trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indledte den vintradition, der stadig trives i og omkring Kutjevo i dag. Den imponerende historiske kælder er bestemt et besøg værd, og vinene er af udmærket til udsøgt kvalitet, ikke mindst priserne taget i betragtning. Vinene bliver endnu bedre, ikke mindst karakterfulde og på hver sin personlige måde hos pionererne Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, som var de første til at producere privat efter liberaliseringen af det jugoslaviske vinmarked først i 1990’erne. Men der er et mangefold af gode producenter i området, Adžić, Galić, Perak og Sontacchi fremstiller alle glimrende Graševina og meget mere. Omkring Kutjevo gør Graševina sig særligt saftspændt, og de stærkeste kort på hånden er nok fra lokaliteterne Mitrovac og Venje.

Venje lidt vest for Mitrovac ved Kutjevo er ét af mange optimale ophav til glimrende Graševina, f.eks. fra legenden Ivan Enjingi og unge Krunoslav Sontaki.

Baranja er et geografisk og kulturelt område mellem Donau og Drava og strækker sig fra Slavonien og videre mod nord til Ungarn, hvor området kaldes Baranya. Den kroatiske del er kendetegnet ved blide bakker med vidtstrakte vinmarker så langt øjet rækker. Området ligger lige nord for hovedbyen, den historiske Osijek, som er Slavoniens største og Kroatiens fjerdestørste by. Foruden en stærk kulturel indflydelse fra Ungarn er der en lang og vedholdende vintradition i Baranja. Sommerheden på sletten giver Graševina, som er fyldig og rig på tørstof og alkohol. Her huserer endnu en af de helt store spillere i kroatisk vinproduktion, Vina Belje, som står bag adskillige aftapninger af Graševina fra gulvhøjde til tårnhøjde. Topvinen er Graševina Goldberg, et saftigt overflødighedshorn af alskens efterårssmage, nedfaldsæbler, kvæder, tørrede frugter, hø og nødder. En anden udmærket producent er Josić. Ved byen Dalj bør fremhæves Jasna Antunović, en af Kroatiens første selvstændige kvindelige vinbønder, som laver Graševina i særdeles glimrende kvalitet. De er fulde af lime, mango, papaya og carambole, flot balanceret af mundvandsfremkaldende syre.

Ligeledes langs Donau ligger Erdut med vinmarkerne på områdets sydvendte skråninger. Solen skinner længe her, men Donau har en afgørende mildnende indflydelse på mikroklimaet: Det kontinentale klima modereres mildt af flodens vande, og jordbunden er en blanding af sortjord og løss med lommer af aflejret flodgrus. Her er ligeledes historisk lang tradition for vinavl; og så forefindes verdens største træfad, som stadig er i brug, til lagring af vin her: Hos det gamle kooperativ Erdutski Podrumi står adskillige store slavonske træfade i kælderen og hygger om Graševina’en, mens den modner, herunder et fad på intet mindre end 75.000 liter! Sådanne mængder forudsætter selvfølgelig rigeligt med vinmarker. Erdutski Podrumi indhenter da også fra hele 450 hektarer, og kvaliteten er ganske flot. Stilen er generelt til den rigere side men stadig med en god syrenerve.

Ilok ligger omend ikke ved verdens så i al fald Kroatiens ende, igen lige langs Donau og lige på grænsen til Serbien; og så er byen base for endnu et gammelt kooperativ og endnu en af landets største vinproducenter, Iločki Podrumi, et historisk vinhus med kælder bygget i 1450, som leverede vin til Elisabeth IIs kroning i 1953— ganske vist ikke Graševina men Traminac 1947— og gentog successen til børnebørnene Prins Harrys og Prins Williams brylluper. Selvom Slavonien ikke har været et kongerige i århundreder, er der stadig en smule royal glans over stedet! Deres gode Graševina, som fås som såvel kvalitetno vino som vrhunsko vino (almindelig kvalitet versus topkvalitet) er hvidblomstret, friskfrugtig i det grønne og gule univers, med spændstig syre og en delikat peberkrydring. Topvinen er dog den senthøstede Principovac fra marken med samme navn, og den bedårer med strålende gylden frugt, pollen, bivoks og honning, den søde punktum.

Sørgeligt nok er Slavonien den mest oversete og forsømte del af Kroatien. Turister valfarter til Zagreb, Split og Dubrovnik og nyder godt af sommerlivet ved strandene i Istrien og Dalmatien. Slavonien synes sandsynligvis for ‘søvnig’ en region langt inde i landet og uden åbenlyse attraktioner. Det er Udkantskroatien på godt og ondt: Her leves det stille landliv, og gamle traditioner trives; dog på bekostning af økonomisk udvikling og i skyggen af de strabadser, som især den østligste del af området gik gennem under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991 til 1995. Men vil man opleve oprindelig og uspoleret land og kultur, er Slavonien en sand perle, der glimrer med sin utrolige gæstfrihed, sine historiske seværdigheder, sit rige køkken og sine gode, gedigne vine. Tippet er hermed givet videre.

Hjemmefødning eller æresgæst?

Graševina dyrkes som nævnt ikke kun i Kroatien men i meget store dele af det centrale og østlige Europa. Der går den under en række forskellige navne, f.eks. Wälschriesling i Tyskland, Welschriesling i Østrig, Olaszrizling i Ungarn, Laški Rizling i Slovenien, Ryzlink Vlašsky i Tjekkiet og Slovakiet og Riesling Italico i Italien (og sære otte hektarer i Spanien under navnet Borba); men druens oprindelse er aldrig fastslået med sikkerhed. De lokale synonymer foreslår i al deres forskellighed dog gennemgående en relation til Riesling. Men selv om de to druer deler visse vigtige karakteristika— særligt en høj syre og egnetheden til søde vine— er de dog på ingen måde nært beslægtet. Tilnavnene welsch, olasz, laški, vlašsky og italico antyder en “fremmed”, “vallakisk” eller “italiensk” oprindelse; men ingen af de steder synes for alvor at kandidere til titlen som druens hjemstavn. Nok dyrkes den i Vallakiet i nutidens Rumænien men her pudsigt nok ofte med tilnavnet “italiensk”; og derudover ved man, at druen først er indført i Italien i løbet af 1800-tallet.

I Slavonien har druen dog beviseligt en århundreder lang historie, og adskillige argumenter taler for en oprindelse i det nuværende Kroatien: Kvantitativt, at den er landets mest dyrkede og udbredte druesort med mindst 8.500 hektarer registrerede beplantninger— og dermed er druen samlet set stærkest repræsenteret af Kroatien. Kvalitativt, at druen på kroatisk kaldes ved sit eget særlige navn og ikke et navn afledt af en anden sort eller et andet sted. Graševina er et gammelt navn, som menes at stamme fra graša, ‘ært’, da de små druer før modning kan ligne grønne ærter— et lignende navn er at finde i det serbiske Grašac. Det stærkeste argument for en kroatisk oprindelse er dog nok det sensoriske: Druen synes simpelthen at føle sig hjemme her, på kroatisk jord kommer den for alvor til sig selv. Slavonsk Graševina har et særegent udtryk, dufter og smager som ingen anden, og samtidigt findes den dér i de fleste af de variationer, der dukker op under fjernere himmelstrøg. Hvad den genetiske og geografiske oprindelse end må være, har Graševina fundet sit åndelige hjem i Slavonien, og kroaterne har kastet deres kærlighed på druen som ingen andre.

Senest har druen fået sin egen ‘fanklub’, Graševina Croatica, som er en sammenslutning af vinbønder og vinproducenter i Slavonien og Donaudalen, og som dermed repræsenterer en meget stor del af vinscenen i det østlige Kroatien. Formålet er først og fremmest at fremme god Graševina på markedet, dertil de andre traditionelle sorter i området. Foreningen deltager bl.a. på vinmesser og arrangerer forskellige events, hvor Graševina promoveres, herunder over for turister. Tanken bag er, at den lokale vin har et endnu uforløst potentiale på det internationale marked; og det vil man nu gerne hjælpe på vej mod forløsning.

Mitrovac er trods sin størrelse en eminent ‘mikrolokation’ for Graševina, og vinene fra f.eks. Vlado Krauthaker og Ivica Perak er intet mindre end arketypiske eksempler på sortens potentiale og de slavonske vinmageres evner

Topmarken Mitrovac

Pozega-dalen i det centrale Slavonien er som nævnt et område med en næsten magisk evne til at forløse Graševina med såvel stor friskhed som stor modenhed; og Kutjevo lægger omegn til den måske mest klassiske oprindelsen for stor terroir Graševina: Enkeltmarken Mitrovac. Med dens solrige, sydvendte skrånen, kølig luft fra bakkens skovklædte tinde og en forholdsvist tung jord med vulkansk grus i undergrunden er den som skabt til Graševina i særklasse— med saftig, moden frugt, spændstig syre og sitrende mineralitet. Vlado Krauthaker laver en ikonisk én af slagsen, som allerede er højt besunget, og derfor kun får et enkelt vers med her: Den er som stille aftenbrise fra skovene og ind over vinmarkerne, et smukt kompromis mellem kølig distance og varm omfavnelse, saftig stenfrugt og tør stenet mineralitet, en klassiker inden for superfluiditet.

En anden fortolker blandt de fremmeste er Ivica Perak. Hans familie er gammel i gårde i Kutjevo, så selvom hans vinhus først er startet op i 2011, går hans ældste beplantninger alligevel tilbage til 1968. 12 hektarer vinmarker, hvor 70% går til Graševina og resten til en række andre sorter, som hver vinificeres som varietal vin. Renhed og friskhed er gennemgående træk for husets stil. De er kendt og anerkendt for deres gode Graševina, og ikke mindst en isvin fra 2015 har høstet overskrifter og indhentet medaljer. Den seneste årgang 2018 er med 123 gram restsukker forunderligt fyldig, glat og let og har et vidunderligt surt-sødt spil på tungen. Deres Mitrovac er årgang efter årgang præget af cremet fylde, frisk frugt og masser af mineralitet. Det er Ivica selv, som er chefønolog, og han assisteres i mark, kælder og på de bonede gulve af sin hustru Željka, sønnen Ivan og datteren Maja.

Perak Graševina Mitrovac 2020 er en bemærkelsesværdig forfriskende vin, der i en stille strøm vrimler med frugt, forførende blomsternoter og en levende mineralitet. Saftig, smidig og særdeles spændende Graševina fra marken Mitrovac ved Kutjevo i det centrale Slavonien— og det er stor vin til små penge! Bemærkelsesværdigt forfriskende, vælder over af modne stenfrugter, betagende blomsternoter og en svirpende mineralitet. Rund og rig i munden lag på lag af friske æbler, mango, fersken og abrikos, karamel- og gærnoter fra sur lie lagring, og fine nuancer af hvid te, lindeblomster, jasminer og violer, alt sammen sagt med hviskende stemme, som hemmeligheder fortalt til frisk kildevand. Livlig syre og et delikat bittert bid og salt mineralitet i eftersmagen. Fornem hvidvin i klasse med stor Chablis, moden Muscadet eller en god hvid Bordeaux helt befriet for fadnoter.

Hvem kommer først, når tørsten er størst? Graševina!

Flaske: Mitrovac 2020
Vinhus: Perak  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 75,-  

Mangfoldige Monferrato

Man skal normalt være havnet i en snæver kreds af vinkendere for at møde genkendende nikken, når snakken falder på druesorter som Freisa, Grignolino og Ruché. Vi møder dem i et af verdens vigtigste vindistrikter, italienske Piemonte, hvor de lever en stilfærdig men værdig tilværelse ved siden af det velkendte triumvirat Nebbiolo, Barbera og Dolcetto.

Nærmere bestemt befinder vi os i området Monferrato i Asti- og Alessandria-provinserne, et af regionens historiske delområder og dets næststørste DOC med en række vine med lokal karakter og af høj klasse. Det er udpræget Barbera-land, men også de sjældnere sorter leverer spændende og karakteristiske rødvine i området og er dermed med til at tegne et samlet billede af Piemonte som andet end fornøjelig Moscato d’Asti og seriøs Barolo og Barbera d’Alba, som absolut ikke er at kimse ad! Men de gamle og mindre kendte sorter bidrager til en mosaik af lokalkolorit og charme; og karakteristisk for Piemonte er de måske anonyme men alt andet end anodyne— det er druer med stærk personlighed.

Monferrato er også forfatteren Umberto Ecos hjemstavn, og har man læst hans romaner, vil man føle sig velkendt i landskabet og genkende stednavne her og der, når man bevæger sig gennem bakkelandet (og endda møde referencer til Ecos romankarakterer på et par vine, men mere om det senere). Monferrato (de ‘savtakkede bjerge’) består af bølgende bakker, dækket af vinmarker, hassellunde, frugtplantager og trøffelskov, samt historiske byer på bakketoppene og talrige borge op mod bjergene. Klimaet er mildt og jordbunden mestendels gammel havbund og dermed ideel til vinavl, som er tæt vævet i hverdagslivet over hele området, og selvfølgelig har hver landsby sine egne særlige traditioner.

Det kom for en dag, da jeg sidste år havde et glædeligt gensyn med de gamle sorter og en række for mig nye vinhuse under en tur arrangeret af I Vini del Piemonte — bl.a. det bæredygtige og økologiske hus La Casaccia i Cella Monte, hvor familien Rava foruden at lave flotte vine også driver agriturismo og bed and breakfast. La Faletta i Casale lejer også værelser ud på deres ditto historiske ejendom og laver pæne vine på en lang række sorter, lokale og internationale. Hic et Nunc i Vignale har omvendt hypermoderne vineri og smagelokaler og et antikt navn, men de er ligeledes forpligtet på økologi og bæredygtighed, og har gode eksemplarer af de lokale specialiteter; og selv hos større producenter som de gamle kooperativer Produttori di Govone, herunder Produttori di Portacomaro, finder man spændende projekter som topsommelieren Davide Caninas nye enkeltmarksprojekt ved navn I Parcellari.

Det glemte guld

Æresborgeren Barbera står tæt i Monferrato men netop i dette område møder vi for alvor landadelen i skikkelse af føromtalte Grignolino, Ruché, ikke at forglemme gamle Freisa og det nyeste skud på stammen, Albarossa, en krydsning af Nebbiolo di Dronero og Barbera. Monferrato er på mange måder det rustikke hjerte i Piemonte, og her er der ikke langt mellem spændende sorter og særlige vine. Nogle af disse glemte vine genopdages og genopfindes i disse år, så der er både tale om tradition og fornyelse. Hvad end den stilistiske retning er, så trænger druernes karakter igennem. De har stærk personlighed; og en del fælles karaktertræk, som gør dem umiskendeligt piemontesiske.

Monferrato har sine traditioner men er ikke tynget af store klassiske navne eller restriktive regler. Derfor foregår der mangt og meget her, inklusiv forsøg med internationale sorter som Pinot Nero, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Men man værner særligt om sit eget, omvendt er man ikke bange for at prøve kræfter med det fremmede og nye og give det sit eget særpræg. Mange små vinhuse er med til at sætte sit præg på området og den udvikling.

Grignolino, Ruché og Freisa er indfødte eller rettere autoktone druesorter. Betegnelsen dækker over sorter, der stammer ‘fra egen jord’, som er den ordrette betydning. Det er altså druesorter, der har hjemme i området, såvel hvad angår oprindelse som udbredelse. De er desuden endemiske, det vil sige særegene for Piemonte, og deres individuelle forskelle til trods er der også noget umiskendeligt piemontesisk over dem. Grignolino har f.eks. meget af Nebbiolos stramme struktur, mens man i Ruché kan genfinde mange af Nebbiolos vidunderlige aromaer.

Meningerne i de indledningsvist omtalte vinkenderkredse kan dog være delte, når det drejer sig om disse druesorters kvaliteter: Nogle finder dem tiltalende, andre lige lovligt udfordrende, atter andre betragter dem som rene kuriøsiteter. Indiskutabelt er det dog, at de i de rette hænder bliver til karakteristiske og interessante vine. Som med så mange andre små, traditionsbundne vine kommer de nok først for alvor til deres ret, når de serveres til den lokale mad, de er udviklet side om side med.

Wines, guns and good times hos La Faletta. Elena Novarino med hendes søn Lorenzo Rosso

Grignolino del Monferrato Casalese

Munke spillede en stor rolle i vinproduktionen i området op gennem middelalderen, og de regnede Nebbiolo og Grignolino som de egentlige kvalitetsdruer. Barbera og Dolcetto var til hverdagsvin og masseproduktion.

Navnet på Grignolino druen betyder ‘den lille kernede’. Klaserne er lange, med mange små druer, og hver af disse druer har flere kerner end de fleste andre druer, 3–4–5 er ikke unormalt. Udfordringen for vinbønderne har altid været, at høj ekstraktion af garvesyre fra kernerne giver beske vine. Desuden har Grignolino en tendens til sen og ujævn modning. Så det handler om tålmodighed til at sortere druerne grundigt og presse dem nænsomt for at få et mildere resultat, eventuelt at gære dem uden kernerne. Denne arbejdsindsats førte gennem mange år til en marginalisering af druen til fordel for andre, nemmere sorter, men det er ved at vende nu.

Med snilde og omhu har de lokale genopfundet Grignolinoen i de senere år, og man har forsøgt at udvikle stilen uden at tabe druens særprægede duft og smag. Målet har været en slags piemontesisk version af Beaujolais: frisk og frugtig, let og livlig, og til at drikke mens både vinen og man selv er ung. Farven er lys, græsende til det gennemsigtige. I næsen forekommer den mild og frugtig. I munden er den umiddelbart rund, men så sætter syren ind, og ganen får garvesyren at mærke. Den er, som piemontesisk vin skal være, vin med markant struktur. Er frugten på plads og balancen tilpas, går det dog op i en højere enhed. Der kan være jordbær, ribs og røde kirsebær og et væld af fine smagsnuancer, ofte noget grønt og urteagtigt. Grignolino gør sig godt til det kolde bord, til lette retter, til dampede fisk, eller som det berømte glas i utide.

Ruchè di Castagnole Monferrato

En endnu sjældnere, men måske endnu mere spændende, lokal drue er Ruchè. Den har også ført en stadig mere tilbagetrukket tilværelse gennem årene, men interessen for ‘nye’ gamle druesorter har nu ført til en reel genopdagelse. Kendetegnende for Ruchè er først og fremmest dens intense aroma: En blomstrende parfume af roser, violer, pollen og vilde dufte fra skoven og heden. Vinen er mellemfyldig med tydelig bærsmag, ofte i retning af røde kirsebær, tyttebær og tranebær, og den har et let bittert finish.

Druens oprindelse fortaber sig i de piemontesiske tåger. Én historie går på, at den faktisk er en fransk sort, der kom til Piemonte fra Bourgogne tidligt i 1800-tallet. En vis lighed med aromatikken i Pinot Noir druen skulle sandsynliggøre den forbindelse. Langt mere sandsynligt er det dog, at der er tale om en indfødt sort, der er opstået i området nord for Asti tidligt i 1600-tallet. To forhold støtter denne forklaring: dels at man i dag ikke finder den i Frankrig men udelukkende i Piemonte, dels at druen har en umiskendelig familielighed med andre lokale druer, især Nebbiolo og Brachetto.

Sorten har gemt sig rundt omkring, men har nu en voksende base midt i Monferrato, hvor den især opdyrkes omkring byen Castagnole. Her er der omkring 40 hektarer beplantet med sorten hos godt 20 forskellige producenter. Der er altså ikke rå mængder af denne vin, men kvaliteten er god, den bliver stadigt bedre, og ingen andre laver vine, der er helt som den.

De går ikke ned på gamle flasker hos La Casaccia. Huset har været økologisk gennem årtier, og deres historiske kælder bugner af velbevaret arvegods

Monferrato Freisa

Freisa er endnu en af Piemontes historiske druesorter, der ikke dyrkes så meget i dag, færre end 800 hektarer i 2018, men som alligevel er velkommen på de bonede gulve. I 2004 slog forskeren Anna Schneider og hendes hold på universitetet i Torino nemlig fast, at den har et såkaldt forældre-afkom-forhold til regionens højest agtede druer, selveste Nebbiolo. Dertil kommer, at Freish er ganske godt dokumenteret i den lokale historie. Den nævnes måske så tidligt som i et dokument fra 1517, hvor en sort ved navn Fresearum skrives at koste det dobbelte af andre sorter. Freisa nævnes ved rette op i 1700- og 1800-tallet, hvor den omtales som ‘en drue af fremmeste kvalitet’; og senere hyldes den af prinsesse Ludovica af Savoyen, der dengang regerede i Torino; og senere endnu af forfatteren Ernest Hemingway; men i moderne tid har den mest været mindre elsket. Måske på grund af sin rustikke struktur, som ikke helt matcher den moderne tids smag.

For det første er den syrlig. Det samlede syreindhold kan nemt nå op i nærheden af 9-10 gram per liter, hvoraf en del selvfølgelig mildnes med malolaktisk gæringen, men alligevel— det er hidsig syre for en rødvin, hvor man normalt forventer angreb fra tanniner. Der går man dog heller ikke galt i byen med Freisa. De er rigelige, faste og tørrende, men i de bedste tilfælde samtidigt fine, smidige og støvede; i de værste karske og harske på kanten til det beske. Men selv midt imellem kan der være en gammeldags strunk charme over det— og så er struktur selvfølgelig ikke alt, Freisa har selvfølgelig frugt, først og fremmest jordbær (nomen est omen), hindbær og kirsebær, understreget af et kernet, stenet strejf. Summa summarum, man skal være til strukturbetonede vine for at forelske sig i Freisa; men forelskelse kan som bekendt komme bag på én, ikke mindst til bords i godt selskab med piemontesisk bondekost.

Monferrato masterclass

Cascina Faletta Baudolino 2019. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Første vin fra bedstemorderens vingård Braja, som stammer tilbage fra 1936. Navnet er til gengæld hentet fra Umberto Ecos roman Baudolino fra 2001 om en monferratinsk verdensmand og eventyrer af samme navn; en flamboyant karakter, som Lorenzo Rosso syntes passede særligt godt til deres ekspressive Grignolino. Rubinrød i glasset, med mild duft af hybenroser, skovjordbær og skovbund. Smagen følger op med skovjordbær, hindbær, granatæble, gojibær. Rund syre og fint tyggelige tanniner. Vinificeret på ståltanke, med to ugers maceration. Alk.: 13,5%

Cascina Faletta Braja 2020. Barbera del Monferrato DOC. Anden vin fra bedstemoderens gård af samme navn, denne gang stålsat Barbera med ligefrem drik-mig-faktor. Mørkt purporrød med duft af kandiserede violer, amarenakirsebær og modne skovbær. Frisk syre skærer sig gennem den modne frugt og holder den frisk og svævende trods en vis stoflig tyngde. Alk.: 14,5%

La Casaccia Monfiorenza 2018. Monferrato DOC Freisa. Freisa fra flere marker, manuelt høstet, gæret på stål og modnet på fade. Dybrød farve, rød skovbærduft og fyldig smag af vilde røde bær, let krydret. Lækker tekstur, faste tanniner og en let læderagtig eftersmag. Alk.: 13%

La Casaccia Pogetto 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Druerne er dyrket på bakketoppene, de mest sandede jorde med højt kalkindhold. Håndhøst og små tre dages maceration, gæret og modnet på ståltanke. Lys rubinrød saft med luftig tekstur, frisk syre og lette tanniner, dufter og smager af roser, jordbær, surkirsebær og poletlakrids. Læskende lethed. Alk.: 13%

La Casaccia Giuanin 2019. Barbera del Monferrato DOC. Sortrød i glasset, hvorfra strømmer en liflig duft af modne mørke bær og sød lakrids. Forfriskende frugtig i munden, masser af hindbær, brombær, kirsebær og sveskeblommer, svøbt i en stringent syre og et næsten umærkeligt strøg fine tanniner. Superklassisk Barbera, superklassisk Monferrato, vinificeret på ståltanke. Alk.: 14,5% GrapeShop

La Casaccia Ernesto 2015. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Dedikeret til bedstefar Ernesto, en god gammeldags Grignolino med en måneds maceration på ståltanke og lang lagring på tonneaux plus to år på flaske. Så der er rødbrune skær i randen på den ellers dybt rubinrøde vin. Duften er raffineret, sødmefuld og krydret: Friske og tørrede urter, lakrids og ruskind. I munden en spændstig saft med smag af hyben, slåen og kræge, blid syre og bløde tanniner, moden og kompleks elegance, stor vin. Alk.: 13% GrapeShop

La Casaccia Bricco dei Boschi 2017. Barbera del Monferrato DOC. Enkeltmarksvin, som navnet antyder fra bag skoven; modnet et år på store, gamle egetræsfade. Tæt mørkerød, med en vild og liflig duft, friske kirsebær og sød blommekompot med vanille. Fløjlsblød i munden med fyldig frugt, fin saftighed og syrlighed, samt modne noter af sveske og søde krydderier. Kompleks mundfuld. Alk.: 14%

Hic et Nunc Altromondo 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Charmerende men karismatisk og seriøs vin fra kalkholdige mergeljorde i 285 meters højde. Rubinrød med mildt blomstret og urtet duft. Der går syrlige jordbær, hindbær og brombær i smagen, skovbærte og mandelmasse, fine men faste tanniner samt frisk syre. Alk.: 14%

Hic et Nunc Monumento 2017. Barbera del Monferrato Superiore DOCG. Håndplukket selektion af gamle stokke på Mongetto-bakken, gæret på ståltanke og modnet på træfade. Dufter og smager af friske og syltede kirsebær, kombinerer syrlighed, frugtighed og krydring, noter af tonkabønne, kakao, kanel og tørrede kirsebær, milde bitternote. God balance mellem frugt og fad, friskhed og modenhed. Alk.: 14%

Produttori di Portacomaro Ruchè 2019. Ruchè di Castagnole Monferrato DOCG. Let og ligefrem fortolkning, ret rosenduftende, dykker i smagen ned i friske jordbær og hindbær, blodappelsin og rød grape, med fint urtede undertoner og noget nærmest medicinsk. Delikat sursør, med godt greb af fine tanniner. Alk.: 14%

I Parcellari Parcella 505 2019. Grignolino d’Asti DOC. Glimrende Grignolino fra marken Bricco Pizzo, gæret på stål, to ugers maceration, og lagret på en blanding af nye og brugte tonneaux. Mildt blomsterduftende, intenst frugtig og stilfærdigt krydret. Sursøde kirsebær, skovjordbær, hyben, hvid peber, tørrede blomster, vanille. Silkeglat tekstur med meget fine tanniner og frisk syre, fint balanceret. Alk.: 14% Clemmensen Wine

I Parcellari Albarossa Treparcelle 2019. Piemonte DOC. Den nye sort Albarossa fra tre parceller på marken Bricco Cantamassa. En spændende mundfuld kirsebær, hindbær, brombær, urter, krydderier og tobak, et meget piemontesisk sammensurium. Flot mundfylde og stor længde, og stille og roligt viser strukturen sig tydeligere og tydeligere, fine tanniner træder frem. Fornem vin ! Alk.: 14% Clemmensen Wine