Diwalds Wagram

En imødekommende og venlig sjæl med noget på hjerte og sine meningers mod. Martin Diwald er økologisk vinbonde i anden generation i østrigske Wagram, hvor han laver elegante og karakterfulde vine, som man med rette kunne karakterisere med de samme skudsmål. Som vinbonden, så vinene. Det er lokale klassikere som Grüner Veltliner, Riesling og den sjældne Frühroter Veltliner, der kommer i flasken fra første klasses enkeltmarker som Goldberg og Eisenhut— foruden Furmint, sprød Sekt og mere naturlige aftapninger som Luft & Liebe og den orange Zündstoff. Wagram er først og fremmest præget af tykke lag løss, det vindblæste sediment, der er aflejret under istiderne, og består af silikat og relativt store mængder kalk, som giver vinene tekstur og mild syre; og så får løss de klassiske krydrede noter frem i Grüner Veltliner.

Økologiske pionerer

Hans og Paula Diwald er børn af deres tid. De er begge vokset op på landet i de glade 60’ere, dengang hvor en gård var lille men stadig bestod af både kornmarker, enge, husdyr og selvfølgelig vinstokke. “Vi var den første generation, der ikke har kendt til sult og nød,” fastslår Hans Diwald med henvisning til den økonomiske fremgang i 1960’erne. Så da de i 1972 overtog den gamle gård i Grossriedenthal, stod det dem klart, at selvom de måtte kvitte husdyrholdet, så ville de beholde både korn- og vinmarker. I dén grad forud for deres tid besluttede de sig kort tid senere også for at ville dyrke det hele økologisk.

Det var før de officielle certificeringers tid, og længe før begrebet økologi blev hvermandseje; en tid, hvor kunstgødning og sprøjtegifte stadig var tidens tern, og man— måske med rette— stadig var stolte over det moderne landbrugs fremskridt. Alligevel var der noget, der nagede Hans Diwald ved hele foretagendet, så han og hustruen søgte nye og andre veje. Inspiration søgte de på Grüne Forum Alpbach, en slags landbrugsfolkemøde, som første gang blev afholdt i maj 1978 på initiativ af agronomen Josef Willi. Han forsøgte at samle den dengang nyeste viden om klima, miljø og fremtidens landbrugsformer samt at formidle forskningen på en brugbar måde for praktikerne.

Familiehistorien går på, at Hans og Paula dengang gik forkert og kom til en anden forelæsning end planlagt; men en indlevet redegørelse for såkaldt økologisk landbrug i Südtirol fangede alligevel deres interesse og gjorde et dybt indtryk. Den vej skulle de selv gå.

Diwalds vinbrug har været dyrket uden brug af sprøjtegifte siden 1976, og den egentlige omlægning til økologisk drift kom i 1980. En modig men også vanskelig beslutning, der dengang marginaliserede dem i lokalsamfundet: Wagram er langt ude på landet, og Grossriedenthal er en lille landsby med kun godt 500 indbyggere. “Hvad er det dog, Diwalds har gang i?” Der blev spekuleret i forbindelser til både okkultisme og kommunisme!

Tiden var dem dog gunstig, og ad åre fik folk forståelse for deres forehavende, og i dag hyldes Hans og Paula som sande økopionerer i Østrig, for ikke at sige hele Europa. “Langsomt er de konventionelle vinbønder kommet under et vist pres for at forklare og retfærdiggøre, hvorfor de ikke er ‘øko‘ endnu,“ fortæller Hans Diwald med en vis tilfredshed.

Faklen bæres videre

I mellemtiden er de oprindelige fire hektarer blevet til 20, fordelt på mere end 40 forskellige parceller, og sønnen Martin står nu ved roret. Han sluttede sig til i 2006 efter endte studier på vinbrugsskolen i Klosterneuburg på et dengang kritisk tidspunkt, da Hans var syg og måtte overlade det meste af arbejdet til sønnen, som blev skubbet direkte ud i det hele. Forinden havde Martin også høstet praktisk vingårdserfaring flere steder uden for Wagram— fra bl.a. Hans Nittnaus i Burgenland og på Seresin Estate i Marlborough, New Zealand. Siden har han også studeret eksportmanagement på faghøjskolen i Krems. Så det faglige grundlag er på alle ledder og kanter på plads.

Pionerånden har ikke forladt flasken i anden generation, og der blæste igen nye vinde i Grossriedenthal. “Min far har aldrig lavet særligt ‘tekniske’ vine, men han brugte alligevel selekterede gærstammer til vinen og næringsstoffer til gæren. Det forsøgte jeg så at ‘spare’ væk,” fortæller Martin om sin debut som kældermester i 2006. Ingen blev blæst omkuld, ikke af andet end resultaterne, for første års afgrænsede eksperimenter med ren spontangæring viste sig så succesfulde, at de allerede andet år gærede hele årgangens udbytte på samme måde. Martin har langsomt men sikkert satset på at smide det overflødige udstyr ud og undgå unødvendige tilsætninger. “Vi høster alt i hånden, og hvis mennesker kan udføre de forskellige slags arbejder på en vingård, vil jeg hellere have dem til det end maskiner,” fastslår Martin— og hvorfor klare, filtrere, stabilisere og storsvovle, når man kan nøjes med en drys bentonit og en smule sulfitter?

Det har stille og roligt ført til et mere markant udtryk snarere end et egentligt stilskifte. Det er stadig de samme vine, de kommer bare til orde på en anden måde, ifølge Martin taler de tydeligere deres eget sprog nu. Det er rene og stilsikre vine, ikke mindst enkeltmarksvinene fra Eisenhut og Goldberg. Martin har siden 2010 stået i front for hele vinhuset, og i anerkendelse af især enkeltmarkernes kvalitet kom Bioweingut Diwald i 2020 også i fint selskab med bl.a. Bernhard Ott i Österreichische Traditionsweingüter. Smager man Riesling Ried Eisenhut 2019 eller Grüner Veltliner Goldberg 2019 forstår man såre hvorfor. Det er intense terroirvine med både friskhed, fylde og dybde.

Martin i markerne med sin hustru Ulli og familiens firbenede markarbejder

Vin til eksamen

Ikke alt er dog en dans på roser og høsten anerkendelse. Martin Diwald har efter eget udsagn næsten hvert år haft problemer med at få Prüfnummer på flere af sine vine, selv i den mest klassiske del af hans repertoire. De østrigske myndigheder er notorisk strenge i deres kvalitetskrav. For at kunne kvalificere sig som kvalitetsvin skal en vin blindsmages og godkendes af et panel, der bl.a. består af lokale vinproducenter og andre vinprofessionelle. Kun hvis vinen består prøven, opnår den det såkaldte Prüfnummer og kan forsynes med den officielle rød-hvid-røde banderole på toppen og markedsføres i kategorien kvalitetsvin. Alternativet til ikke at få et Prüfnummer er at deklassificere sine vine og dermed ikke kunne præsentere dem med den nationale oprindelsesgarantien Wagram eller med ÖTWs enkeltmarksmærke Erste Lagen.

Anklagepunkterne er som regel for udpræget reduktion og andre ‘atypiske aromaer’ i vinene samt for mange fenoler — og det til trods for, at husets vine hverken er funky eller fejlbehæftede i nogen klassisk forstand. Martins vej ud af miseren har indtil videre været at indlevere sine vine til komiteen i Eisenstadt i Burgenland, som synes at vurdere mindre konservativt end den i Krems, der ellers er førstevalg for en vinmager fra Wagram.

Indtil videre er det gået godt, selvom det ikke altid er nemt; men når man alligevel kan høste høje anmelderpoint for sine Erste Lagen og sine orangevine, må man jo gøre noget rigtigt.

Fra grøn til orange

Martins mere outrere aftapninger, om man vil, skal findes i linjen Off the beaten track: Her er der en sprød Sekt på Grüner Veltliner, en enkeltmarksvin på den sjældne, gamle sort Frühroter Veltliner (Martin bryder sig personligt ikke om Wagrams egen specialitet, Roter Veltliner, som han finder for fedladen) samt to freestyle udgaver af Grüner Veltliner med henholdsvis tre og syv dages skindkontakt: Luft & Liebe og Zündstoff.

Luft&Liebe er en saftig, let drikkelig men meget karakterfuld fortolkning af Grüner Veltliner. Druerne er høstet på Altweingarten, husets ældste vinmark, en relativt højt beliggende, nord-syd-vendt mark, som sikrer både kølighed og modenhed i druerne. De afstilkes og gærer i 500-liters stentøjskar med tre dages skindkontakt. Siden følger et års modning på gærresterne i gamle 225-liters træfade. Ingen klaring eller filtrering og kun en lille smule sulfitter tilsat før flaskning. Med andre ord: Grüner Veltliner af høj klasse, udsat for masser af luft og givet masser af kærlighed undervejs. Saftige æbler og pærer og frem for alt urter, friskkværnet peber og regnvåd muld— det, der ofte står skrevet mellem linjerne, står skarpt med skønskrift.

Zündstoff (‘Sprængstof’) er sprængfarlig på den festlige måde— “guaranteed to blow your mind”. Det er Diwalds ‘orange’ fortolkning af Grüner Veltliner— men med moderate syv dages skindkontakt og en begrænset ekstraktion af tanniner. Druerne stammer fra topmarken Goldberg. Goldbergs normalt gule stenfrugtskarakter og modenhed transformeres her til en tæt og mørk most med modne pærer, kvæder, abrikoser, honning og peberkagekrydderi. Det er genkendeligt Grüner, men det er også orange på en overordentligt læskende måde. Zum Wohl!

Flaske: Grüner Veltliner Luft&Liebe 2019
Vinhus: Bioweingut Diwald
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Stentøjskar, træfade
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 175,-

En dalmatisk diva

Af alle verdens gamle og glemte druer er Grk en af de mest usædvanlige. Udtalen er [gerk] og sproget kroatisk, for det er nærmest kun på øen Korčula ud for Kroatiens Adriaterhavskyst langs Dalmatien, at der dyrkes Grk. Faktisk vokser Grk næsten kun rundt om den lille landsby Lumbarda på øens østlige side med særligt sandede og stenede jorde, som druen synes at foretrække. Derfra fostrer den strukturerede, syrefriske og fyldige hvidvine med usædvanlige aromaer, eksotisk frugtsmag og en delikat bitterhed. Bire er en af dens få men trofaste vogtere, og hans glimrende vine fås nu i Danmark gennem Kork Vinhandel.

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Grk betyder bogstaveligt ‘græsk’ på moderne kroatisk, og historien går på, at druen skulle være bragt til Korčula fra Korfu af de gamle grækere, da de stadig færdedes i området i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er en velkendt historie i store dele af Middelhavet, men selvom den er spændende, holder den stort set aldrig vand. Alene det, at moderne sorter skulle være identiske med antikke, er usandsynligt; og skønt grækerne spredte vinplanter på deres færd gennem Middelhavet, så er det, ud over overfladiske ligheder, oftest umuligt at etablere sammenhænge mellem de antagede aflæggere og hjemlige græske sorter. Selv Greco og Grecanico har vist sig at være indfødte italienere, og den direkte græske forbindelse må også afvises for Grk, da genetisk profilering peger på, at den er i nærmeste familie med en lang række kroatiske og endda særligt dalmatiske druer: Plavina, Plavac Mali, Tribidrag og Vranac. Navnet Grk stammer så mere sandsynligt fra ‘gark’ eller ‘gorak’, som betyder bitter, med en hentydning til druens traditionelle smagsprofil.

En stærk kvinde

Den skønne Korčula er en del af det dalmatiske øhav i Adriaterhavet, hvor en perlerække af øer dukker op fra det azurblå hav med hvide kalk- og sandstensklipper dækket af mørkegrøn vegetation. Øen ligger ikke langt syd for Split, hvorfra man sejler dertil, og et stykke nord for Dubrovnik, Dalmatiens hovedby. Den aflange ø strækker sig godt 50 km fra øst til vest med fastlandet og halvøen Pelješac mod øst, øerne Brač og Hvar mod nord, Vis mod vest og Lastovo og Mljet mod syd. Middelhavsklimaet byder på milde, fugtige vintre og tørre, solrige somre med varme vinde fra syd; og vinavl er en del af dagligdagen, når man ikke enten fisker eller opvarter turister. Men trods Kroatiens omtumlede historie og den moderne verdens indtog har den traditionelle kultur, levevis og ikke mindst vin overlevet på den paradisiske ø.

Størstedelen af Kroatiske indfødte sorter stammer fra Dalmatien og dets øer; og studier tyder på, at nutidens udbud er raslet ned til en tredjedel af, hvad det var for blot et århundrede siden. Således er det at betragte som held, at vi i dag stadig kan smage Babić, Bogdanuša, Dobričić, Ninčuša, Plavina, Pošip, Prč, Trnjak, Vugava og Vranac— ikke at forglemme Grk.

Grk har været dyrket på Korčula i århundreder, og indtil for ganske nyligt blev den ene og alene dyrket der. Mange gange har man forsøgt at få den til at trives andre steder men uden større held. Grk er ganske enkelt godt tilpasset de varme og tørre forhold og er i øvrigt ret modstandsdygtig over for de fleste vinstoksygdomme. Helt hjemme synes den kun at være på det østlige Korčula, og dens fulde navn er derfor Grk Korčulanski eller ligefrem Lumbarajski Grk — og det var den særligt sandede jordbund på det østlige Korčula, som skånede den for vinrodlusen under phylloxera-epidemien i slutningen 1800-tallet. Vinrodlusen trives simpelthen ikke i tæt sand. Derfor har upodede stokke kunnet overleve, og der findes endnu vinmarker, der stadig står på egne rødder.

Grk er en stærk og selvstændig kvinde, men netop det er også dens svage side. Som en af de eneste vitis vinifera-sorter, som stort set alle er selvbestøvende, sætter Grk nemlig kun kvindelige blomster. Vokaler er ikke det eneste, druen mangler; og som enkønnet kan den, i modsætning til de tvekønnet sorter, ikke befrugte sig selv.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.

Fertilitetsproblemer

Grk må derfor plantes tæt sammen med andre druesorter, hvis pollen så kan bestøve dens blomster, ellers sætter den ingen druer. Traditionelt har man plantet rækker skiftevis af Grk og en anden sort, som regel den blå Plavac Mali; og ellers må de små vinmarker blot ligge så tæt på hinanden, at vind og insekter stadig kan klare bestøvningen.

Det vanskeliggør selvfølgelig arbejdet med Grk, men da de lokale traditionelt også har dyrket Pošip og Plavac Mali, har det ikke været noget større problem. Det er til gengæld en lettere upålidelige frugtsætning og en tendens til forskudt befrugtning og deraf følgende ufuldstændig modning. Det resulterer i såkaldt millerandage, klaser med druer i flere modenhedsstadier og af stærkt varierende størrelse — som gengivet i tilstandens engelske navne hens and chickens og pumpkins and peas. De deraf svingende udbytter gjorde den produktive Pošip mere populær til hvidvine, især i tiden under det kommunistiske styre, hvor man satsede på forsyningssikkerhed, en smart måde at sige ‘kvantitet frem for kvalitet’.

I dag oplever Grk heldigvis en lille renæssance som følge af Kroatiens genrejsning som kvalitetsvinsproducent; og ikke mindst på grund af en stigende international interesse for sjældne, indfødte sorter, særligt fra det østlige Europa. Det har ført til en omend beskeden så stadigt væsentlig stigning i beplantningerne på Korčula, men tillige forsøg med nyplantninger på øerne Mljet og Šipan samt langs kysten nord for Dubrovnik. Således findes der i dag små 50 hektarer Grk. Nyplantningerne vil nok ikke føre til en decideret større udbredelse eller en bølge af Grk-vine på markedet; men det vil være med til at fremtidssikre denne dejlige drue, der grundet sine naturlige skavanker ellers let kunne gå tabt.

Foregangsmændene

Frano Milina Bire holder hus højt oppe i vestenden af Lumbarda med udsigt til hele landsbyen og ud over Adriaterhavet. Han etablerede sit nuværende vinhus i 1998 med en kostbar arv af gamle Grk-marker, og han satte som den første gang i genplantning af sorten på de stenede og sandede skråninger og terrasser ved Lumbarda. Selvom han har indrettet vinhuset med moderne kælderfaciliteter, er alt stadig holdt strengt traditionelt— huset er et simpelt stenhus, som man altid har bygget dem på Korčula, og her kan man om sommeren nyde godt af husets vine og den lokale kost. Man holder sig også helt tæt til naturen, Bire blev således øens første økologisk certificerede vinhus. Den årlige produktion er på godt 10.000 flasker Plavac Mali i rød og rosé og 5.000 flasker Grk i to aftapninger: Den stålsatte, friskfrugtige Grk og den fadlagrede enkeltmarksvin Defora.

Et stenkast derfra ligger Zure, brødrene Ivan og Marco Batistićs vinhus, som de fører videre efter deres far Bartul, der etablerede det i 1996. Før den tid levede familien af en blandet landhandel af vin, oliven, agerbrug og fiskeri, og også de driver stadig restaurant ved vingården. De råder i dag over øens største areal med Grk og vinificerer den ligeledes i flere udgaver: Quinta Essentia, som er den første, eneste og ganske glimrende mousserende Grk; og ellers fra den ligefremme og friske Bartul til den fyldigere, fadlagrede udgave Reventon, også fra Defora, som familien i samarbejde med Bire og agronomer fra Zagrebs universitet genplantede i 2011. Desuden dyrker de Pošip og Plavac Mali samt enkelte internationale sorter. Den årlige produktion er over 25.000 flasker; økologisk og med certificering undervejs.

I den anden ende af Lumbarda holder Cebalo-familien til med vinhusene Cebalo-Popic, Bare Bartul Cebalo og Branimir Cebalo, og de laver alle hæderlig Grk.

Kommer man uden for Korčula kan Grk som nævnt findes i små mængder på fastlandet, for eksempel hos Vinarija Križ på Pelješac-halvøen. Vinhuset drives af far og søn Mile og Denis Bogoević Marušić, og ikke alene er de økologiske pionerer i området, de er også gået naturvinsvejen og fremstiller Grk med en uges skindkontakt, en let tilgængelig men meget kompleks orangevin. Så selv med knapt 50 hektarer og kun et par håndfulde producenter kan man smage mange facetter og fortolkninger af Grk.

Frodige sommervine

Bires forbliver dog den klassiske reference, og Bire Grk 2019 er guldstandarden i dag. Allerede duften er noget for sig med sine dybe grønne noter, som ikke er sådan at indfange men vækker mindelser om både grønne vingummibamser og grønne pærer og ferskner men også har en græsset, urtet snert, som stundom er næsten humlet. I munden er den fyldig og rund men meget syrefrisk for en vin opvokset i sydens sol. Man fornemmer først og fremmest varmen gennem viskositeten og den ret frodige tekstur. Smagen er af moden citrus, syrestyret og med en fin mineralitet, og igen de underfundige grønne noter, som måske er melon, kiwi, pinje, harpiks og hvid peber. Hvad end det er, det smager fantastisk!

Desværre er den fad- og sur lie-lagrede topvin Defora p.t. ikke i Danmark, den kommer kun i små oplagt på under 2.000 flasker om året, men alt andet ved den er stort: Den har en rig fylde af moden citrus og delikat tropisk frugt, syrnet smør, lanolin og små vanillenoter. Teksturen er cremet og holdt rank af en flot rundet syre, som klinger af på en salt note. Enormt pikant og meget madvenligt, især hvis man tænker på Korčulas rige fiske- og skaldyrskøkken.

Såvel det kroatiske køkken som den kroatiske vin har meget at byde på. Udbuddet af gamle sorter er stort, man holder stolt traditionerne i hævd, og kvalitetsniveauet har nok aldrig haft barren højere end nu. Så drag trygt på øhop efter Prč fra Hvar eller Grk fra Korčula— øvin uden vokaler er det nye sort!

Flaske: Grk 2019  
Vinhus: Vinarija Bire  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Grk  
Jordbund: Sand og sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kork Vinhandel
Pris: 250,-  

Fiks på fingrene

Der er god grund til at anerkende den indsats, som generationer af amerikanske vinmagere har gjort for at etablere et egentligt amerikansk kvalitetsvinbrug. De fleste danskere tænker nok især på Californien, Oregon og Washington, når der tales (rød) vin, men i staten New York er der også spændende sager i gære— især hvis man er til hvidvin af den syrerige slags som Riesling, som man efterhånden har fået godt greb om her. Kulde, sten og vand, det er ganske enkelt som om Riesling føler sig hjemme i det smukke landskab langs floderne og søerne. Behændige vinmagere er næste forudsætning for gode vine, og dem finder vi til fulde hos f.eks. Dr. Konstantin Frank, Fox Run Vineyards, Ravines Wine, Red Newt Cellars og Hermann J. Wiemer ved Finger Lakes.

Et nyt vinland i sigte

Den 4. juli 1776 ratificerede den amerikanske kongres i Philadelphia det dokument, Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams havde forfattet to dage tidligere: Den amerikanske uafhængighedserklæring, der kundgjorde, at de tretten kolonier, der da lå i krig med Storbritannien, nu anså sig selv som retmæssigt selvstændige; og en ny nation var født. Jefferson skulle efter sigende have skålet uafhængigheden ind med Madeira. Den europæiske kulturarv var virksom fra første færd og skål; for vinavl var noget, de mange nybyggere fra det gamle kontinent ikke kunne lægge bag sig. Det skulle dog vise sig, at etableringen af vinbruget var vanskeligere end antaget, selvom indfødte vinstokke syntes at trives i Leif den Lykkeliges gamle ‘Vinland’.

De indfødte amerikanske druer duede ikke til noget, der kunne drikkes som vin; og de medbragte europæiske syntes ikke at kunne klare det nye klima. Først efter man knækkede koden med at pode de europæiske vinstokke på amerikanske rødder for at undgå vinrodlusens angreb, kom der gang i en egentlig amerikansk vinkultur. Selvfølgelig delvist afbrudt af forbudstiden mellem 1920 og 1933; men især i Californien slog vinbruget dybe rødder og blev en egentlig succeshistorie. Ikke mindst efter nyligt afdøde Steven Spurriers berømte og berygtede blindsmagning i Paris i 1976, hvor de amerikanske opkomlinge kunne banke europæerne på hjemmebane. Amerikanske vine er vi, på godt og ondt, kommet til at kende ganske godt i de seneste årtier.

Vi tilgiver dem for indeværende for de såkaldte ‘Parker-vine’ plus diverse skimmelsvampe og snyltedyr, de har bragt vinbruget på halsen herhjemme, og kaster i stedet et blik på en af deres mest lovende udviklinger i de seneste år: Vinene fra staten New York, særligt fra statens vestlige indland med de 11 aflange søer, Finger Lakes.

Det store æble og de langfingrede søer

Det er ikke kun på vestkysten, der er vinbrug i verdensklasse i USA, i de oprindelige stater i New England langs østkysten trives vinavlen også. Således huser staten New York godt 450 vinproducenter med tilsammen 4.452 hektarer vinmarker, og staten er volumenmæssigt landets tredjestørste producent efter Californien og Washington og efterfølges af Pennsylvania og Oregon. Vinavlen ligger for det meste koncentreret omkring Long Island øst for New York City, langs Hudson River nord for og i Upstate New York ved Lake Erie, Lake Ontario og ikke mindst de fortryllende Finger Lakes.

Det var driftige hollandske tilflyttere, som plantede de første vinstokke i New York, dog uden større succes, så længe dyrkede man stort set kun indfødte amerikanske sorter og hybrider. Det var først sidst i 1950'erne, da den ukrainskfødte forsker Dr. Konstantin Frank begyndte at eksperimentere med europæiske kvalitetssorter ved Keuka Lake, at gennembruddet begyndte. Siden er det gået stærkt, for størstedelen af New Yorks 450 vinhuse er stiftet fra 1970’erne og frem. Tidligere var vinene ret stramme i betrækket, men nu til dags er der styr på vinmarksarbejdet, modningen og vinificeringen.

“European latitude, New World attitude” lyder et slogan fra foreningen New York Wines, som meget godt opsummerer stilen og tilgangen. Vinmarkerne ligger nemlig på samme breddegrader som mange af de ikoniske europæiske vinregioner (især mellem 41 og 43 grader nordlig bredde, svarende til f.eks. Toscana, Rioja og Douro). Klimaet er dog noget køligere end disse regioners, hvilket først og fremmest skyldes vind- og strømforhold, så en sammenligning med Bourgogne, Champagne og Rhinlandet rammer mere plet. Faktisk er der inde på fastlandet så køligt, at man i mange år troede det umuligt at dyrke vitis vinifera-sorter; og den dag i dag ligger de anerkendte vinområder alle langs tempererende vandmasser.

Hjertet i New Yorks vinland er Finger Lakes. I den vestlige halvdel af staten ligger 11 søer, som omgives af godt og vel 150 vinhuse. Det fulde navn er Finger Lakes AVA, og tilføjelsen er en forkortelse for American Viticultural Area, en officiel oprindelsesbetegnelse reguleret af de føderale myndigheder i USA. 3.800 hektarer vinmarker, hoveddruen er Riesling, tæt forfulgt af Chardonnay, og desuden dyrkes så forskellige hvide sorter som Traminer og Rkatsiteli samt røde som Pinot Noir, Cabernet Franc og Lemberger (det tyske navn for Blaufränkisch). Koldklimavine i mange aftapninger— og her er isvin også et issue.

En finger i jorden

Finger Lakes består af 11 smalle men dybe søer, som strækker sig fra syd til nord mod Lake Ontario og grænsen til Canada; og egentlig har det kølige område mere til fælles med AVA’erne i Michigan og Ontario end de øvrige i New York, for her er kontinentalt koldt. Allerede de tidlige tyske, schweiziske og franske bosættere erfarede dog, at de to største af søerne, Seneca og Cayuga, stort set aldrig frøs til. Senest det skete var i 1912. Søerne modererer klimaet ved, afhængigt af årstiden, enten at opvarme eller afkøle omgivelserne og skaber stabile forhold for dyrkning af europæiske druesorter, som især ikke tåler den hårde frost, der kan præge vinterhalvåret. Til gengæld nyder de godt af det lune sommerhalvår, som også tiltrækker mange turister til området.

Landskabet er dannet under istiderne for mellem to millioner og tyve tusind år siden. I takt med iskappernes stadige fremskred og tilbagetrækning dannedes lange dale og efterfølgende dødishuller, som i dag udgør Finger Lakes. I skurerne aflejrede gletscherne alskens sedimenter, og derfor er der ingen gennemgående jordbundstype i Finger Lakes. Man finder lehm, ler, sand, grus, skifer og kalksten; hvilket ikke just gør området kedeligt for terroirister og stenede Riesling-fans. Lokalt er man da heller ikke i tvivl om, at det er de særegne geologiske forhold, der giver vinene en nærmest tysk karakter. Finger Lakes Riesling er kendt for sin syre og særlige aromatik med velkendte noter af røg, diesel og petroleum.

Det er især de tre midterste og største af søerne, som er centrum for vinavlen. Den nærmest Y-formede Keuka Lake er omringet af ret sure jorde rige på skifer, som giver sig udslag i blomstrede, røgede vine med svirpende syre. Seneca Lake er den største og dybeste af søerne og huser også størstedelen af vinhusene langs sine kyster samt de mest sammensatte jordbundsforhold; mens Cayuga Lake er den længste og har mange tilstødende kalkstensjorde. Trods udfordringerne med vintervejret er det velsignet landbrugsland, og ifølge de lokale Algonquin-indianeres myter blev søerne i sin tid dannet, da ‘Den store ånd’ strakte sine hænder ud over landet for at velsigne det.

Hænderne højt!

Der er i dag masser af gode vine at hente ved Finger Lakes, og vendepunktet kom som nævnt med Dr. Konstantin Klein— en ukrainsk agronom uddannet ved det tekniske universitet i Odessa, hvor han skrev afhandling om vinifera-vinavl i særligt kølige klimaer som det kontinentale østeuropæiske. Da han som 52-årig kom til New York, kunne han se udbredt dyrkning af amerikanske druesorter (Concord, Catawba, Niagara m.fl.) til druesaft, syltetøj og andet sødt; men ingen kvalitetssorter til fremstilling af vin. Forklaringen, han fik, var, at det ikke var muligt; selvom han stædigt måtte indvende, at han havde set det gjort under lignende forhold i Ukraine og Rusland. Trodsigt tog han sig til at pode klassiske europæiske vinifera-sorter på labrusca-rødder og plante dem vidt og bredt omkring Keuka Lake for at vise verden, at han havde ret: “Det er min pligt som amerikansk patriot,” skal han have sagt. I øvrigt var han født 4. juli. Hans vinhus føres i dag videre i familiens eje med barnebarnet Frederick Frank i front. De fremstiller fornemme vine ved både Seneca Lake og Keuka Lake, hvor de har en del gamle stokke til rådighed, og de mestrer såvel de tørre, halvsøde og søde vine.

Ravines er danskfødte Morten Hallgrens og hans amerikanske hustru Lisas værk, mellem Seneca og Keuka Lake, og de har stille og roligt arbejdet sig vejen frem fra stramme syrebomber til fine og velbalancerede vine— og ikke mindst fra lille vinhus til storproducent. Morten arbejdede en årrække hos Dr. Klein, før han gik solo, og specialet er knastørre vine som f.eks. den udmærkede og udtryksfulde husvin Dry Riesling. Dansk distributør: Supervin.

Fox Run ved Seneca Lake blev grundlagt af Larry og Adele Wildrick, men det var, da Scott Osborne overtog huset, der kom fart på. I dag er der dry-farming, reduktion af pesticider og solenergi på programmet, og det samme er frugtig Riesling i alle sødmegrader, noget for enhver smag. Drink wine, be happy er mottoet, og hvorfor egentlig ikke? Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hos Red Newt Cellars ejer man ikke egne vinmarker men indkøber fra forskellige vinbønder, man indgår nært samarbejde med. Vinmager Dave Whiting står i spidsen, og specialet er Riesling i den tørre men ikke helt tørre ende af spektret, syrefrisk og fyldt med moden ferskenfrugt og honningnoter. Desuden laver han en række enkeltmarksvine, og når vejret tillader det gerne som sødmefuld Spätlese. Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hermann J. Wiemer er, som navnet antyder, et hus med tyske aner: Wiemer er født og opvokset i Bernkastel i Mosel, men flyttede til New York i 1960'erne og hjalp til med at etablere førsteklasses vinavl ved Finger Lakes. I området genkendte han hjemlige træk fra Tyskland, og han var fast besluttet på at producere vine i verdensklasse og opnå international anerkendelse. Huset blev grundlagt i 1979, og i dag tæller gården 80 hektarer langs vestbredden af Seneca Lake. Der arbejdes økologisk i markerne, og vinene har længe været anerkendt som blandt regionens bedste, ikke mindst deres gode enkeltmarksvine. Oskar Bynke og Frederick Merwarth står i dag i spidsen. Dansk importør: KK Wine.

Selvom udgangspunktet er oversøisk, nærmer Riesling fra Finger Lakes sig i stigende grad stilistisk de europæiske og især klassisk tyske forbilleder. Så nu hvor USA er tilbage på den internationale scene, kan vi vel godt glemme fordommene og få smag for de udmærkede amerikanske Riesling-vine. Lad os tage en af Wiemers Rieslinger som smagsprøve:

Hermann J. Wiemer Riesling Dry 2019 er håndhøstet af flere omgange fra 25. september til den 25. november fra markerne Magdalena, Josef og HJW. Presset i hele klaser og koldgæret på ståltanke, ingen klaring eller filtrering. Den er lyst gylden i glasset med en grønlig refleks. Duften er frisk og intens, af både stram grapefrugt og modne sydfrugter. Sprød og saftig i munden med frisk og flot rundet syre, forårsblomster, gule hindbær og modne blommer i smagen samt en krystallinsk mineralitet. Flot fokuseret og balanceret, klassisk Riesling.

Flaske: Riesling Dry 2019
Vinhus: Hermann J. Wiemer  
Oprindelse: Finger Lakes, New York, USA  
Drue: Riesling  
Jordbund: Silt, grus, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: KK Wine  
Pris: 200,-

Det eviggrønne forårshåb

Endelig det længe ventede forår! Frosten slipper sit greb, himlen lyser op, det grønnes overalt, livet vender tilbage. Der skal friske og sprøde hvidvine til det forårsgrønne, og der er næppe nogen anden drue, der vandrer i den grønne lund som Grüner Veltliner — med sin delikate syrlighed, grønne pærefrugt og urtekrydring. Bedre bliver den sjældent end i områderne langs Donau— Kamptal, Kremstal, Traisental, Wagram og Wachau— så lad os se nærmere på, hvad den seneste årgang fra de kanter kan byde på. Afsløring: Der er godter i vente.

Tilfredsheden var tydelig hos Michael Moosbrugger, da han i efteråret åbnede årets Erste Lagen smagning, forsmagen på den seneste årgang af enkeltmarksvine fra de østrigske traditionsvinhuse i sammenslutningen ÖTW. Scenen var som vanligt Schloss Grafenegg, og der var sat vand over til 207 gode flasker vin fra topproducenterne i Donau-regionen.

Formandens tydelige tilfredshed skyldtes ikke blot, at det trods alt kunne lade sig gøre at afholde den årlige smagning i 2020, et år præget af Covid-19-pandemien og utallige restriktioner; men nok så meget at 2019-årgangen var faldet så flot ud, at den (i hvert fald ifølge østrigerne selv) bekræftede den vedtagne sandhed, at ni’erne (1979, 1999, 2009 og nu 2019) er store vinår— år, hvor vækstsæsonen forløber noget nær perfekt, og alt falder på plads i kælderen— med vine, vi nok kan nyde nu, men især vine, vi kan lade ligge og udvikle sig i mange år. Endnu en grund til at glæde sig er, at årgangen også markerer 10-års jubilæet for Erste Lagen klassifikation, som må siges at have vist sig at være en succes.

Østrigs årgang 2019

“I modsætning til mange andre områder i Europa var 2019 et så godt som fuldendt år for os,” berettede Moosbrugger indledningsvis: “Efter en tør vinter havde vi forsinket udspring, så vi slap uden om farerne med forårsfrosten. Og efter tung regn i maj fik vi kun små mængder i løbet af sommeren og det på de rigtige tidspunkter. Juni var varmeste måned, og derfra blev det blot køligere, med perfekte forhold under høsten.”

Michael Moosbrugger gjorde status over årgang 2019. Han har stået i front for Schloss Gobelsburg siden 1996 og været formand for Österreichische Traditionsweingüter siden 2006. Foto: Anna Stöcher

“Det er en tæt på perfekt årgang,” gentager Moosbruger og uddyber: “Den har både syrligheden og modenheden.” 2017 og 2018 var begge vældigt varme og tørre år, hvor mange måtte kæmpe mod overmoden frugt og for lave syreniveauer; men bønderne var glade, fordi de slap for sygdom, og der var store udbytter, især i 2018. Vi er med 2019 ikke ude i en klassisk kølig årgang som 2010 eller 2014 men et meget fornuftigt sted midt imellem.

Den kombination har gjort især Grüner Veltlinerne ualmindeligt let tilgængelige fra første færd. Så der var glade miner ved smagebordene. Østrigerne drikker generelt deres vine unge, og smager man en sart og sprød Grüner Veltliner i dens spæde ungdom, forstår man snildt hvorfor. Charmen fra den friske frugt bliver aldrig større end i de første leveår, så det er oplagt at nyde den som grønskolling; omvendt må man også erkende, at de største vine kan vinde utroligt ved 5-10-15 år i kælderen.

2019 byder på vine, der synes at hvile i sig selv, generelt med en god balance og selvsagt en større friskhed end de foregående to år. Frugten i de fleste vine smagte af at være nået i mål — og de fleste har stof og syre til at strække sig år ud i fremtiden. Det lykkedes dem i hvert fald at flytte fokus fra den verserende pandemi og kaste et lyst skær over smagelokalet, smagerne og smagenoterne. Dermed ikke sagt, at alt var fryd og gammen, og at alle vine vældigt gode. Niveauet er højt, men der er, efter min mening, stadig en tendens til for frodig frugt og lidt høj alkohol— og på et mere “filosofisk” niveau til en vis ensartethed i vinene. Det er dog til at se igennem fingre med; og længere nede gennemgår jeg de vine, hvor det hele bare spillede.

Grønt er godt for øjnene

ÖTW kunne ved samme lejlighed sige velkommen til fire nye medlemmer: Josef Ehmoser, Josef Fritz og Martin Diwald, alle tre fra Wagram, samt Tom Dockner fra Traisental — og med dem kom også otte nye Erste Lagen ind i klassifikationen: Eisenhut, Georgiberg, Hochschopf, Hohenberg, Morthal, Pletzengraben, Schlossberg og Steinberg. Sammenslutningen tæller således 68 vinhuse og 90 førsteklasses enkeltmarker.

Men øjeblikket, hvor de fleste spidsede ører og spærrede øjnene vidt op, var da Moosbrugger kunne kundgøre, at det fra nu af vil være et krav, at medlemmer af og aspiranter til ÖTW lader sig certificere som bæredygtige eller økologiske vinhuse. Noget en stor del af husene er i forvejen, men fra nu af bliver det altså et ufravigeligt krav. Et modigt men rettidigt og fremadskuende træk, som bør tjene som inspiration for VDP og andre lignende producentsammenslutninger. ÖTW går hermed skridtet videre fra primært at være en oprindelses- og oprindelighedsgarant til også at stille større krav til kvalitet: Først og fremmest den landbrugsmæssige — men med videre konsekvenser for vinifikationen: Der er således også sat krav om håndhøst og loft på udbyttestørrelser. Østrigs bæredygtige certificering indebærer forbud mod brug af herbicider og insekticider samt visse andre pesticider; som selvfølgelig alle er forbudt i økologisk vinbrug. Desuden forpligter man sig på at nedbringe brugen af maskinkørsel i markerne, forbruget af brænstof og energi og dermed søge at lette sit CO2-aftryk — praksisser som også søges efterlevet i økologisk landbrug.

Fælles fodslag er vigtigt for vinbrugets fremtid, og Moosbrugger lægger derfor vægt på, at de forede vinbønder deler en fælles vision, først og fremmest en opfattelse af deres terroir. Vinbondens integritet er derfor ikke kun bundet op på noget personligt men på noget lokalt, den ligger i vinmarken; og den indebærer et ansvar over for livet i og omkring vinmarken, i nutiden og for fremtiden. Gegenwart braucht Herkunft, damit sie Zukunft gestalten kann, som er et af ÖTWs mottoer.

207 vine var på programmet, først og fremmest Riesling og Grüner Veltliner fra Kamptal, Kremstal, Traisental og Wagram. Zalto står for glassene, og Wine & Partners dirigerer slagets gang med pertentlig akkuratesse.

Toppen af poppen

Det var Grüner Veltliner, vi kom fra, og lad os stryge til tops med det samme, det er sæson for Lamm: Bedste vine kom fra Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch, mens Gobelsburg præsenterede en ligeså glimrende 2018’er, mens deres 2019’er modner færdigt i kælderen. Jurtschitsch leverede den nok mest spændstige og spændende version med en lifligt krydret duft, et godt greb, masser af stof og syre og særegne elementer af grønne reineclauder, cypress, pinje og nåleskovbund. Bründlmayers fremstod også til den mere stringente side med ret diskrete men dog distinkte aromaer: Grøn fersken, fyrrenåle og hvid peber. Blød, rund, pæn syre og krydring. Hirsch bød på grønne æbler galore, grøn pære og en smule urter og hvid peber, på en mere aromatisk dæmpet måde, men hans vine udviser en sublim balance og har masser af fint stof og moden druesødme. Danske forhandlere er henholdsvist Vinspecialisten, Jysk Vin og Atomwine.

For foden af Lamm ligger Renner, og her var Gobelsburg, Hirsch og Allram alle godt fremme i skoene — men mere om det til sidst. Bliver vi ved Willi Bründlmayer et øjeblik, var hans og sønnen Vincents smukke vin fra Spiegel nemlig også helt i top: Kølig stenfrugtsduft med fine fyrrenålsnoter og sirlig citrus- og citrusskal i smagen med noter af lime, grøn fersken og delikate grønne urter. Stram syre og flot fylde, en Veltliner til lagring eller til intens mad. Ret beset burde den ikke tælle med, da den er fra den varme årgang 2018; og det bør Ludwig Ehns opulente Titan 2019 fra samme mark heller ikke— med fuldmoden fersken, mango, crème brulée og krydderier. Hvordan det er lykkedes ham at lave en så voldsom vin i 2019 og Bründlmayer en så balanceret i 2018, burde de to tage en snak om.

Hos Fred Loimer er vi tilbage på sporet med den lækre Loiserberg, som også Bründlmayer og Jurtschitsch fortolker fremragende; men der er noget særligt underspillet over Loimers: En fin og frisk stenfrugtduft med mandarin og fersken i front. Saftig og mild frugtighed med grønne og gule anslag, ren og rank i munden med stringent syre og salt finish— strukturen er i højsædet. Mere krydret og ekspressiv er hans Käferberg, græs, nyslået hø og tobaksblade, saftig og rund som vanddråbe og med fin fylde og et godt bid. Danske forhandlere er Vinova og Österreich.

Kremstal kan også være med i den friske og sprøde afdeling, selvom man finder flere af de fyldigere, frugtigere vine her. På toppen er Franz og søn Patrick Proidl med deres Pellingen: Frisk duft med dybde, moden lime, limstift og flint, moden pæresmag med umamistrejf af stegt kylling og tørrede krydderurter; god længde og eftersmag. Nigls er næsten lige så god: Fokuseret, kølig og sprød med fyrig syre og varmt krydderi, noget mildt urtet og røget. Også Geyerhof brillerer med deres Steinleithn: Diskret duft med en antydning af mørk sødme, blød og fyldig i munden, med fint bitterstof og en rolig men stringent syre; æble- og pæreskal, moden citrus, balsamisk æble- og pæreeddike, alt andet end kedeligt.

Retrospektiv smagning af den kølige årgang 2010 — manede de sidste formodninger om 2010 som en mindre god årgang og Grüner Veltliner som en ikke langtidsholdbar drue solidt i jorden. Foto: Anna Stöcher

Nedslag i opture

Et andet højdepunkt i Kremstal er marken Gebling ved Rohrendorf; og herfra leverede Hermann Moser en glædelig overraskelse: Hans topvin Hannah er høstet fra Gebling og modnet på nye men ikke ristede 1.500-liters træfade, og for en gangs skyld spiller fad og Veltliner op til dans sammen: Vinen er blød og rig i munden med tæt frugt, fersken, abrikos og det mildt urtekrydrede. Fornemt flow med syren fint vævet ind, trods tyngden alligevel let og meget behagelig, en interessant fortolkning. Endnu engang kan slægtningen Niki fra Sepp Moser også begejstre med sin personlige udgave af Gebling: Mildt krydret duft af friske ferskner og et delikat strejf af rosmarin, saftig og blød i munden med ferskenpulp, modne æbler og et hint af stegte kartofler med krydderurter og friskkværnet peber. Dansk forhandler er Emilie Vin. Fra Wagram kom den Martin Diwald godt fra start i det fine selskab med en rigtigt god Goldberg: Frisk duft, stilfærdig, syre- og strukturbetonet og så de helt rigtige noter nyslået hø, friske urter og sødmefuld stenfrugt.

Selvom den er lille, kan der komme store vine fra den kølige Traisental. Det beviste Markus Huber igen til fulde: Hans Alte Setzen har en mildt eksotisk duft af urter og grøn peber. I munden er den salt, stringent og stoflig med en fint indlejret syre og moden æble-pære-frugt. Berg byder på en blødere og dybere duft og smag, med moden grøn fersken, grøn vingummibamse og varme krydderurter. En smule mere diskret men måske mere kompleks og egensindig. Dansk importør er Supervin. Tom Dockners Grüner Veltliner fra Pletzengraben og Neumayers fra Zwirch er andre gode bud fra toppen af Traisental. Frisk duft, en kende diskret, men med lidt nyslået hø, fint kalkstøvet duft og et hint af sødmefuld stenfrugt. Mildt syrerig på tungekanterne, ret saftig, blød stenfrugt. Stilfærdig Grüner. Teksturbetonet. God

Endelig bør jeg berette om to producenter, som hidtil har undsluppet sig min opmærksomhed: Ludwig Hiedler holder til i Langenlois men har af en eller anden grund aldrig rigtigt fået mig fanget ind før nu. Det skete med en vin fra Kittmannsberg, en sydøstvendt skråning uden for Langenlois på kalkholdig løss, lehm og lerjord — det giver en flot og fokuseret Veltliner med lækker smag af limeskal, grøn fersken og knuste peberkorn, fornemt fastholdt af en moden syre og salt finish. Dansk importør er FineWines. Weingut Steininger sammesteds leverede en ligeledes flot vin fra samme mark— og fra flere af de andre. Og nu hvor vi er tilbage i Kamptal, kan vi vende tilbage til Renner.

Gobelsburg har andel i nogle af Kamptals bedste enkeltmarker: Her Ried Renner for foden af Ried Gaisberg — gnejs med et lag lehm og løss på toppen plus Grüner Veltliner-stokke i deres bedste alder.

Forårsfornemmelser

Sjældent spot on er Renner fra Schloss Gobelsburg, sådan skal Grüner Veltliner bare smage! Det er ikke første gang, Gobelsburg slipper af sted med en sådan snorlige forårsvin, Renner gør de konsekvent godt. Igen er det dog også værd at fremhæve Johannes Hirsch— hans Renner har blødt bid med mild stenfrugt, er strukturbetonet men ingenlunde streng og har nydelige noter af humle, hø og frisk tobak— men Moosbruggers fører sig bare mere selvsikkert og charmerende frem og rydder bordet: Duften er frisk, fyldig og dybgrøn, med mos, lav, eng og urtehave. Saftig og slank, med sprød og svirpende syre, mild frugtsødme og en fin lille bitterhed… og grønt græs, nyslået hø, moden pære, mango og kiwi og et par grønne vingummibamser. Den smager af friluftsliv, lyse nætter og ubekymret ungdom. Der er stof til videre udvikling, men mon man kan nænne at gemme noget væk, der smager så friskt og fornøjeligt nu?

“Jeg tænker på det som et tegn på, at livet nu går videre,” fastslår Moosbrugger med henvisning til sine egne og hele holdets 2019’ere. Apropos det friske, ungdommelige og livsbekræftende, så kan Schloss Gobelsburg forresten fejre sit 850 års jubilæum som vingård her i 2021. Det fejres med frigivelsen af en særlig vin stukket sammen fra de seneste 50 årgange— modenhed med maner, og mere om den snarligt!

Flaske: Ried Renner 2019  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, gnejs
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 250,-