Grüner Veltliner — all inclusive

Comment

Grüner Veltliner — all inclusive


“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Geyerhof Schiffsmeisterhaus Flaskevis (C) Bioweingut Geyerhof.jpg

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sine to børn, Maria og Josef, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal


Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-  

Comment

Sjældent godt

Comment

Sjældent godt


Det er ikke kun den tynde alpeluft, man kan blive stakåndet af. Schweiz byder også på forførende, friske hvidvine; vine af en anden verden men med samme virkning. Om vinen i Vaud vestligst i landet skrev forfatteren til Physiologie du Goût, den franske advokat og gastronom Brillat-Savarin, at den var “frisk og klar som en bjergbæks vand” — og om vinen i Valais ved Vauds side kan retteligt siges det samme.

Det isolerede alpeland midt i manegen holder eminent på sine hemmeligheder. En betragtelig vinavl kommer for langt størstedelens vedkommende kun schweizerne selv til gode, herunder dets skatkammer af gamle, lokale sorter, som stort set kun ses her. Petite Arvine er en af de bedste, blandt Amigne, Humagne, Cornalin og Completer for blot at nævne nogle få andre. Hver er tilpasset de lokale forhold, som kun deres dyrkere og velbevandrede vinmagere fuldt ud kan forstå. Domaine Cornulus hører til i den kategori, og deres nysgerrige udforskning af terroir og lokale specialiteter finder sit højdepunkt i Clos des Corbassières, en sjælden og stor vin.

Selvsagt er der noget særligt i sjældne fornøjelser. Foruden nye indtryk og variation i sine oplevelser er det næsten som om man kan smage det sjældne som en særskilt smagskvalitet. Det må være vinverdenens pendant til at finde en førsteudgave af Syv fantastisk fortællinger, at nedlægge the big five eller møde Magnus Carlsen til et skægt spil skak.


Valais’ velsignelser

120 kilometer langs den nyudsprungne Rhôneflods nordbred— fra Visperterminen til Genèvesøen— ligger Valais’ vinmarker, hele 5.260 hektarer, på skråninger så stejle som solopgange og ofte i 500 til 800 meters højde. Historisk har man længe kunnet prale af at have Europas højest beliggende vinmarker ved Viège, på tysk kaldet Visp. Du skal til Douro for at finde stejlere skråninger og højere terrasser; og det er et skråplan at dyrke vin her. Vinbjergets beplantninger begynder ved 650 meter, og de ender i 1.150 meters højde. Heida er højdernes hersker, den lokale klon af Savagnin eller Traminer, om man vil. Betvinger man bjergsiderne, så trives den og de andre druer trods kontinentalklimaet kølige vintre i de varme og solrige somre; og holdes friske af den meget moderate nedbør og den tørre fønvind fra Alperne. En af bagsiderne er faktisk, at det mange steder kan være nødvendigt at kunstvande for at holde gang i produktionen.

Hvidvinen er den vigtigste i Valais. Hoveddruen er Chasselas, lokalt kendt som Fendant, en mild tørstslukker med moderat syre og aroma. Mineralsk kan den til gengæld være som få, alt afhængigt af terroiret. Mere karakterfulde og aromatiske er de lokale sorter Petite Arvine, Amigne og Humagne Blanche— samt ikke mindst Marsanne, Rousanne, Viognier og Heida eller Païen, som Savagnin kaldes her. Der er dog også rødvin, den mest kendte er den traditionelle Dôle, en bærduftende, saftig og syrerig rød på en blanding af Pinot Noir og Gamay. Goron er betegnelsen, når Syrah af og til indgår i blandingen. De tre sorter flaskes også hver for sig, ligesom de lokale Cornalin, Humagne Rouge og Gamaret gør det.

Det er denne mosaik af terroirs, traditioner og vintyper, de to vinglade fætre Dany Varone og Stéphane Reynard i 1986 besluttede sig for at blive en aktiv del af. Så de købte en kælder og begyndte at indkøbe druer fra forskellige vinbønder i området, som de selv vinificerede i Savièse. Siden tog det hurtigt fart: I 1987 lykkedes det forpagte sig til en række vinmarker i omegnen af Sion og Sièrre; og i 1989 frigav de for første gang en cuvée af udvalgte druer med navnet Cornulus. Det slog sig siden fast som domænenavn. Skridt for skridt fandt de selvlærde vinbønder deres fødder og fik fastlagt en mere detaljeret vision for deres arbejde.

Uploaded by Domaine Cornulus on 2019-10-16.


Trekronet terroir

“Der er ingen stor vin uden stort terroir,” og derfor måtte der marker af første klasse til. I 1993 lykkedes det at købe de første på kalkstensterrasserne Clos de Mangold; og i 1999 gjorde de et kup ved at købe sig ind på Clos des Corbassières. Med fødderne solidt plantet på de gyldne skråninger var kursen sat. Hvert lod lod de vinificere separat, og med omlægning til biodynamiske metoder søgte de to at opnå størst mulig balance i vinmarken og et tydeligt naturligt aftryk derfra i vinene. Endeligt erhvervede de i 2015 den glimmerskiferfyldte Clos des Manzuettes. Samlet set står Domaine Cornulus nu for imponerende 40 vine fra blot 15 hektarer.

Clos des Corbassières er husets mest berømte besiddelse, bestående af 52 solbadede, sydvendte terrasser, som smyger sig op ad Mont d’Orge. Jordbunden er rå skifer og kalksten med et tyndt toplag silt; og som den jord, den er sprunget af, løfter vinen sig mod himlen. Der er en symbiose af stenet tyngde og luftig lethed at spore i vinene på Chasselas, Petite Arvine, Sylvaner og Savagnin fra stenterrasserne her.



Petite Arvine

Her har vi at gøre med en af vinverdenens store, oversete stjerner. Den stråler stærkest i hænderne på Marie-Thérèse Chappaz, Maître de Chais, Domaine des Muses, Histoire d’Enfer og ikke mindst Domaine Cornulus. Der er kun godt 150 hektarer, hvoraf langt de fleste står i Valais. Valle d’Aosta i det nordvestlige Italien er eneste udenlandske område, hvor den synes at trives, men der findes også enkelte franske beplantninger i Savoie og Rhône. Den sætter knop tidligt men modner først sent. Udbytterne er til gengæld gode men må holdes i ave for at få balance og koncentration; og den trives på de tørre skråninger, hvor man nemmest også undgår meldug og råd. Dyrkes den godt, takker Petite Arvine os med saftig spændstighed, stor fylde og fine noter af grapefrugt, eksotisk frugter og urter, ofte en krydret og særligt salt note. Enkelte fremstiller også en honningsød senthøstet Arvine. Det er dyre dråber, der indfanger en overset perle i Europas vinhistorie. Arvines egen historie fortaber sig i tågerne, den er ikke nært beslægtet med andre druer, og dens nærmeste slægtninge er alle schweiziske. Det giver alligevel anledning til et kvalificeret bud på dens oprindelse.

Domaine Cornulus Petite Arvine Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017 fryder med fyldig frugt af eksotisk afstamning, fersken, abrikos, ananas, rød grapefrugt. Især teksturen imponerer med sin dybe tyngde kombineret med en nærmest luftig lethed. Smidig syre, syrnet smør, delikat urtede noter, græs, citronverbena, mynte og anis, og en let salt sprødhed. Der er noget udtalt burgundisk over vinen, men accenten er anderledes, ikke mindst er frugten sin egen og fadpræget mere dæmpet. Fragmentariske smagenoter formår ikke helt at indfange den melodi af moden frugt, sirlig syre og stenet mineralitet, der er på spil her. Det er klangfuld saft af Alpernes kølige nætter og solrige sommerdage, smukt synkroniseret i D-dur. Druerne er gæret på amforaer og lagret sur lie på store træfade.

Clos des Corbassières står for stor vin, også til prisen, selvom beløbet ikke er lavt. Desværre gælder Oz Clarkes gamle råd stadig: Den bedste måde at komme til at smage schweizisk vin, er at få en anden til at betale. Ellers må man tømme lommerne og gøre noget ud af begivenheden— for en begivenhed er den.

Domaine Cornulus Petite Arvine Clos des Corbassières 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg



Flaske: Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017  
Vinhus: Domaine Cornulus  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Petite Arvine  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amfora
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 450,-

Comment

Riesling Reunion

Comment

Riesling Reunion



Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-



Comment

Vinen tilbage i byen

Comment

Vinen tilbage i byen



Graz, Østrigs næststørste by og hovedstad i delstaten Steiermark, var indtil midten af det 20. århundrede en vindyrkende by: Især på bakkerne i den sydlige del af byen var der plantet vinmarker, som efter bedste, østrigske tradition dannede rammen om Buschenschänke, beværtninger med mad og udskænkning af egen vin. I folkemunde var området omkring bakken Kehlberg endda kendt som Kleingrinzing, ‘det lille Grinzing’, en reference til Wiens berømte kvarter med vinmarker og Kellergassen på ræd og række. Industrialiseringen og vinlusens indtog begyndte at begrænse vinarealet i Graz allerede i 1800-tallet, og øget urbanisering og to verdenskrige i 1900-tallet gjorde kål på resten. Næsten 200 hektarer vinmarker i 1820 var reduceret til 0 i 1967, hvor den sidste vinmark i bydelen Welbing blev opgivet.

Landmusen, bymusen og sommerfuglen

Den historie blev vinmageren Hannes Sabathi bekendt med for en håndfuld år siden, da en ven fra Graz fortalte ham om byens glorværdige historie med urbant vinbrug. Inspirationen var vakt hos den terroir- og traditions-interesserede Sabathi; og nu genopliver han vinbruget i Graz på Kehlberg under navnet Falter Ego. Kehlberg ligger i byens sydvestlige del og har dokumenteret vinbrug tilbage til 1140, og den talte i 1800-tallet mindst 37 hektarer vinmarker. Dengang var den sandsynligvis beplantet med Weisser Heunisch, Welschriesling og Blauer Wildbacher. I 2013 og 2014 genplantede Sabathi så 4,5 hektarer på Kehlberg med velkendte sorter i Steiermark-regi: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller og Grauburgunder. Terroiret ligner det, han kender hjemme fra Gamlitz i Südsteiermark: Stejle marker på lehm og kalksten. Navnet Falter Ego er Sabathis alias og desuden en reference til en sjælden sommerfugl (Falter), der sammen med vinen nu stortrives igen som følge af den grønne byfornyelse. Sabathi forklarer:

“Kehlberg er et magisk sted. Midt mellem træklædte bakker ligger vores unge vinmark. Efter 100 års fravær kan to arter nu lykkeligvis genfindes her: Osterluzei svalehalen og vinstokken.” Den sjældne plante hjertebladet slangerod trives ikke blot på naturskrænten men også i den nyplantede vinmark; og den er foderplante for den endnu sjældnere art svalehale zerynthia polyxena. (Læs mere om vin, klima og sjældne sommerfugle her.)

Urban vitikultur

Graz er ikke unik som vinby. I Wien overlevede vinmarkerne, som i en af de eneste storbyer i verden, gennem det 20. århundrede, og de har haft en sand opblomstring de seneste 20 år. I Salzburg var der i århundreder også vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge, der som Grazs er en del af de nordlige kalkalper. Men de sidste marker forsvandt her allerede i løbet af 1800-tallet. Vinbruget i Salzburg var koncentreret omkring Rainberg, en udløber af det større Mönchsberg, og Bürglstein, en udløber af det større Kapuzinerberg. Som i Graz er der dog også grøde i en genetablering af den urbane vitikultur i Salzburg: Den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, har stået for genplantning af vinmarkerne ved Richterhöhe på Mönchsberg. Deres første årgang af vinen Paris Lodron Zwinger flød fra flasken ved en præsentation på Hotel Blaue Gans i Salzburger Altstadt den 21. juni 2012. Den laves i samarbejde med Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau, og kvaliteten er på vej til tops. Der findes også overvintret byvin i tyske Stuttgart, ligesom man (i meget mindre skala) har genetableret vinmarker i Montmartre i Paris, der indtil 1800-tallet også var veludrustet med vin. Urban gardening, når det er bedst; og godt at se, at både kulturhistorien og naturen rykker ind i byerne igen. Selvfølgelig er der også mangfoldige udfordringer, for eksempel i forhold til forurening fra omgivelserne. I Kehlbergs tilfælde var det dog ikke det store problem, da bakkeskråningen har været henlagt som naturgrund i årtier.

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Der er mere at læse om Falter Ego og 110 andre østrigske vine, deres vinmagere og oprindelse i Daniela Dejnega og Luzia Schrampfs netop udkomne 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss (Emons Verlag). Slår man op på side 234, finder man en flot kondenseret historie om Graz og Kehlberg, Hannes Sabathi og Falter Ego. Oplagt, velformuleret og ganske inspirerende, og sådan går det flaskevis hele vejen igennem bogen; og gerne med et glas Grauburgunder fra Graz i hånden.

Grauburgunder Ried Kehlberg 2017 er en sjældent forfriskende Grauburgunder. Fint flintet og let røget duft med nyslået hø, urter og bergamot i duften. Saftig ferskenfrugt i smagen, friskkærnet smør, fine noter af orangeskal, smidig syre og en behagelig tørhed. Mineralitet fra Kehlbergs kalk- og dolomitholdige jord i op til 500 meters højde, friskhed fra kølig gæring på stål, fylde fra fadlagring sur lies. Godt gjort!

Et udvalg af Hannes Sabathis vine importeres af Østrigsk Vinimport.

Flaske: Ried Kehlberg 2017  
Vinhus: Hannes Sabathi  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Grauburgunder  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 200,-  

Comment