Civiliseret ulydighed

Hvis ikke farven allerede havde afsløret det, ville duften og ikke mindst smagen tale sit tydelige sprog. Mythopias Disobedience skriger af skindfermentering. Den nærmest inkarnerer orangevins egenartede karakteristika i forhold til hvidvin. Den så hyppige smag af tørrede abrikoser er til stede, kandiseret orangeskal stemmer i, og samtalen fuldendes af bergamot og tørrede blomster. Bløde tanniner, opkvikkende syre og et rundt og fyldigt udtryk, tør uden at være det pågående.

Det rendyrkede orangeudtryk skyldes ikke mindst, at druen bag vinen ikke er verdens mest højtråbende. Chasselas taler med sagte stemme og giver normalt lette, saftige vine med diskret fravær af aroma. Vinifikationen sætter derfor tydeligt præg på vinen, den smager af metode. Vil man smage, hvad det er, drueskallerne i sig selv bidrager med ved skindfermentering, er Chasselas derfor et godt udgangspunkt. Den store drue med ret tynde skaller sikrer tillige, at fenoler og tanniner ikke tager overhånd. Tekstur og struktur er markant anderledes end den vanlige, hvide Chasselas, men dens umiddelbare, læskende karakter er bevaret.

Der er en fin spænding i vinen: Den bløde fylde, mandarin og abrikos, strammes op af et godt greb fra syre og tannin - røde stikkelsbær, rød grapefrugt, Earl Grey, men det bliver ved en mild bitterhed og dybere noter af urter og moskus. Det er uden tvivl naturvin: Foruden det saftige udtryk fornemmer man noter af vildgær, og en smule volatil syre stikker frem. Det til trods er det en meget ren og vellavet vin. Et interessant oxidativt præg skyldes fadlagringen: Efter endt gæring, 35 dage med skallerne på ståltanke, hældes vinen i brugte barriques, hvor den tilbringer de næste to år. Et lille twist er, at fadene ikke fyldes helt op, og dermed udsættes vinen for ilt under lagringen. Samme metode som man benytter i det nærliggende Jura. 

Schweizisk neutralitet

Chasselas, som i Valais oftest lyder navnet Fendant, er med sine i alt 4.000 hektar rimeligvis at betragte som den schweiziske nationaldrue. Den er at finde i hele landet, i de tysktalende dele ofte under navnet Gutedel, og man finder den ikke så mange andre steder, typisk tilstødende Schweiz, i lande som Frankrig, Tyskland og Østrig.

En bedaget, vandet vittighed er, at det kun er schweizerne selv, der kan smage forskel på Chasselas og vand. Sandt er det dog, at den traditionelt overtager vandets rolle, når der er ostefondue på bordet. Men ud over sin lethed og saftighed, har druen andre kvaliteter og kan meget mere end danne makkerpar med den flydende ost.

Terroir udtrykker den nemlig eminent. Jordbunden får lov at tale ucensureret gennem mosten, og vinene besidder oftest en udpræget mineralitet. Som en kameleon skifter Chasselas farve afhængigt af jordbundsforholdene, smag og struktur veksler subtilt med sand, ler, mergel, kalksten, skifter og granit. Forudsætningen er, at udbytterne holdes nede, og at man først høster ved fuld modenhed. Vinhuse som Domaine Louis Bovard og Blaise Duboux er her eksemplariske. Deres bedste vine egner sig foruden fortrinligt til lagring. Moden Chasselas er alt andet end karakterløs, med årene kan den udvikle dybde og få spændende aromaer af voks, nødder, hø og urter.
 

Bæredygtigt landbrug

Mythopia er grundlagt i 2004 af Hans-Peter Schmidt. Efter at have studeret og undervist i filosofi og kommunikation, kastede han sig over vinbrug i Valais. Han omlagde øjeblikkeligt markerne til økologisk dyrkning og søgte desuden at erstatte den daværende monokultur med en polykultur, hvor adskillige afgrøder dyrkes mellem vinmarkerne, og vinmarkerne selv tilskyndes til at have en rig flora og fauna. Biodiversitet er i højsædet, og adskillige bistader er også opsat i markerne for at styrke den. Vingården fungerer endvidere som forsøgsstation for bæredygtige strategier i forbindelse med CO2-udledning. Et landbrug, der beskytter miljøet og bekæmper klimaforandringer i stedet for at bidrage til dem. Økologien er altså blot én del af en større dagsorden hos Mythopia.

En interesse for oldtidskulturer og historisk landbrug førte Hans Peter til terra preta, den sorte jord, en landbrugsmetode udviklet for årtusinder siden af indianere i Amazonområdet. De opdyrkede fattige jorde ved at blande dem op med afbrændt træ. Hans-Peter har forsket i emnet som frontmand for Delinat og medlem af forskningsinstituttet Ithaka, og han fremstiller i dag Biochar. Denne biokul tilføjer næringsstoffer til jorden samtidigt med, at den hjælper jorden med at holde på fugtighed. Man har flere steder kunnet dokumentere forbedret biodiversitet i jorde behandlet med biokul. Sidst men ikke mindst er metoden med at binde kulstof i jorden og dermed at reducere mængden i atmosfæren. Biokul fremstilles af træ og andet plantemateriale ved forbrænding i iltfattigt miljø og ved temperaturer omkring 500 grader, en metode kendt som pyrolyse, hvorfra udledningen af drivhusgasser som CO2 og metan også er minimal.

Navnet Disobedience, direkte oversat Ulydighed, er strategisk valgt med henvisning til Henry David Thoreau, der som bekendt skrev om både livet i skovene og retten og pligten til civil ulydighed. Vinen er nemlig bevidst vinificeret i modstrid med den konventionelle visdom om, hvordan god hvidvin bliver til. Hans Peter Schmidt har med andre ord taget de forbudte trin og har kun trådt nænsomt i kælderen. Spontangæring, skindkontakt og oxidation; og et fravær af filtrering, sulfitter og andre indgreb. "Vin alene af sunde druer tilsat biernes summen og nok vanvid til at gøre tingene på en anden måde."

Drik den derhjemme, når du læser Rousseau eller Thoreau; når du laver ostefondue; eller sving forbi vinbaren Pasteur på Østerbro, og smag på varen der.

Flaske: Disobedience 2012  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Chasselas  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en måneds maceration  
Lagring: Små træfade, to år  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 395,-  

Efterårets bebuder

Gravners Ribolla Anfora virker lige så karakterfast og velovervejet som Josko Gravner selv. Selvberoende og harmonisk men også med en sjælden målrettethed og kompromisløshed. Den rummer store modsætninger; men de er modnet med tiden og samler sig i et enkelt udtryk, hvor de forskellige sider komplementerer hinanden.

Denne ikoniske orangevins karaktertræk er også i høj grad udtryk for den personlige udvikling, Gravner har gennemgået som vinmager i sit voksenliv. Som manden, så vinen; men for at forstå, hvorfor manden har udviklet sig sådan, må man først forstå, hvordan hans stof, Ribolla-druen og dens vine, har udviklet sig gennem tiderne.

Ribolla Gialla har tydeligt oplevet den historiske udvikling af vinfremstilling og de skiftende tendenser i vinsmag. Den gule drue med den tykke skal stammer fra Friuli-området på grænsen mellem Italien og Slovenien, hvor den har været dyrket og afholdt i århundreder. I mellemkrigstidens Italien udfasedes den gamle tradition med at inkludere drueskallerne under gæringen, og i efterkrigstiden satte det teknologiserede vinbrug nye standarder for hvidvin med køle- og filtreringsteknik. Tidens toner blev ren og lys klang. Ribolla i den letpressede, koldgærede udgave gav en efter italienske forhold forfriskende syre, men så heller ikke større armbevægelser i munden. Onde tunger ville sige ofte på randen af intetsigende, og altimens andre lokale og nye internationale sorter havde succes, trængtes Ribolla i baggrunden og sakkede agterud. Den gamle, mørkere og mægtigere vin gik i glemmebogen.

Gravnerfamilien stod i forreste led af Friulis vinbønder, mens denne udvikling fandt sted. Den etnisk slovenske familie har ligeledes levet og virket i det bakkede grænseland omkring Oslavia i århundreder. Vingården er grundlagt i 1901. Bedstefaren gav gården videre til sine sønner, som siden gav den videre til Josko, der voksede op som eneste søn i en søskendeflok med fire søstre, som alle søgte andre græsgange end dem mellem vinstokkene. Allerede som 14-årig begyndte han at bistå vingårdsarbejdet efter skoletid. Her hjalp han sin far og onkel med arbejdet især i markerne. Familiegården var dengang et blandet landbrug med dyrehold, kornmarker og frugtavl foruden det vigtigste, vinen. Ribolla var den mest plantede drue efterfulgt af Welschriesling. Produktionen var til familiens eget forbrug, overskuddet solgtes i store glasflasker, de såkaldte demi-johns, til lokale traktørsteder; enkle men gode vine. Den praktiske oplæring fik han altså hjemme i kælderen, senere kom han på vinbrugsskole.

I begyndelsen af 1970'erne tilplantedes tidstypisk Chardonnay, Sauvignon Blanc og Pinot Grigio, produktionen blev flasket hjemme og i højere grad vendt mod direkte salg. I takt med at Josko kom til roret, rettedes fokus i stigende grad på enkeltdruevine af høj kvalitet, og allerede fra begyndelsen af 1980'erne brugte han barriques til både gæring og lagring af sine vine, et nybrud i friulansk sammenhæng. Stilen gjorde ham til bannerfører for Friuli som Italiens moderne hvidvinsmirakel og sikrede ham international anerkendelse.

Cementtanke og gamle træfade måtte vige for ståltanke og barriques; og køleudstyr, pumper og filtre dukkede op, alt sammen elektronisk overvåget. Intet overladt til tilfældighederne, heller ikke gærstammer, syreniveauer, restsukker og lignende. Gravner blev kendt som en præcis og virtuos vinmager, som altid var garant for hvidvin i topklasse. Utrættelig, søgende og aldrig tilfreds, og alligevel var der noget, der nagede ham, noget ved den nye vinstil og hele foretagendet, der inderst inde ikke tilfredsstillede ham. Et sted undervejs var tråden tabt og kæden hoppet af. Gravner grublede og for at komme tilbage på sporet, forlod han sig på den overleverede visdom, han havde fra sin far.

Den modne erkendelse: Vejen frem er vejen tilbage, og Josko Gravner gjorde sig mere end nogen anden til den skindfermentrede Ribolla Giallas apologet. Han greb til de lokale traditioner og længere tilbage, higede og søgte i gamle bøger, studerede det romerske vinbrugs historie og fandt i sidste ende helt tilbage til Kaukasus. Der fandt han en vin uden teknologiske vildfarelser; og med den en metode, hvor han kunne få hele billedet af druesorten, af området, af årstiderne ind i vinen. En måde at skabe vin, der som et menneske kan udvikle sig, modnes, komme rigtigt til sig selv og blive noget særligt.

To tidsrejser

Josko Gravners allegoriske rejse kan opsummeres med nedslag i to reelle rejser.

I 1987 drog Gravner til Californien for at mødes med amerikanske afficionados, branchefolk og vinbønder, se på de nyeste udviklinger og teknologier og ikke mindst smage sig igennem vinene. Her gik der en prås op for vinbonden: Turen, der skulle have tjent til inspiration, førte i stedet til dyb desillusion. Alt det, den moderne vinindustri stæsede efter, han selv som en af de ivrigste, viste sig i virkeligheden at være fremmedgørende for vinen og naturen. I løbet af 10 dage smagte han næsten 1.000 vine, og de slog ham i stigende grad som sjælløse og livløse, ligegyldigt hvor vellavede og højtudviklede de end var. Det forjættede land viste sig at være en ørken og fremtidens vine golde. Sat skakmat af denne professionelle midtvejskrise kunne Gravner kun vende tilbage og forklare familien, hvordan han ikke ville lave vin.

Tiden måtte nulstilles, vinhusets prioriteter bringes tilbage til udgangspunktet, og vinen genoplives. Teknologien og industrien havde taget over, hvor det naturlige og håndværksmæssige rådede, og man lavede ikke en bedre vin men en helt anden vin. Den oplagte løsning var at vise de nymodens tiltag vintervejen og finde forbindelsen til fortiden: familiens erfaringer og vinens kulturhistorie.

I 2000 rejste Gravner til Georgien for at opsøge georgiske vinbønder og ved selvsyn se, hvordan deres vin blev til. Og det var her, at han endeligt oplevede en anderledes enkel og helt uforfalsket vinfremstilling kombineret med en nærmest religiøs dedikation til produktet. Ikke bare var vinen bare vin, den var levende og en del af livet. Levestandarden var måske ikke den højeste, men det var livskvaliteten, og ikke mindst vinens kvalitet: Rkatsiteli hævet og skænket direkte fra et hul i jorden, rustik frem for raffineret, men først og fremmest naturlig og ærlig. Den traditionelle georgiske fremgangsmåde er for så vidt enkel: Druerne trædes med fødderne i udhulede træstammer, og hele pulpen hældes i store, nedgravede lerkrukker, qvevrier, hvor den gærer og lagrer vinteren over. Ingen hjælpemidler eller tilsætningsstoffer, kun druer og deus sive natura. De druer, jorden gav sidst på sommeren, vender tilbage til jorden og dukker op som vin først på foråret. Som det er foregået i årtusinder, ved menneskelig mellemkomst og på naturens nåde. Det er det enkle landmandsliv, med hårdt arbejde og hæderkronet håndværk, og vin som et dagligt levnedsmiddel, der indgår i traditioner store som små og skal være god i enhver forstand: for smagen selv, til maden, for helbredet, for bonden, hans familie, hans kunder og hele samfundet. Her var der noget at hente, noget anderledes positivt at tage med hjem.

Et skridt frem og to tilbage; men et fremskridt snarere end en tilbagegang. Gravner insisterer på, at det er mere interessant, hvordan man har lavet vin i 5.000 år end i de seneste 50.
 

Imod strømmen, tilbage til kilden

Gravners vision var altså at lave vin, så alle druens kvaliteter fandt vej ind i vinen, helt uden indgreb eller tilsætningsstoffer. Det, han søgte, var en oprindelighed i vinen, i alle ordets betydninger. Med udgangspunkt i friulansk tradition førte det først til Ribolla gæret med skallerne i flere måneder på store, gamle træfade; og med georgisk inspiration til endnu længere gæring på de georgiske amforaer, qvevier. Første forsøg på disse fandt sted efter rejsen i 2000, og siden 2001 har alle vinene været vinificeret sådan.

Vin af en sådan beskaffenhed kræver den reneste råvare, og det meste af Josko Gravners arbejdstid går med at få netop det i hus. Det opdyrkede areal ligner en paradisisk have: Et velholdt vildnis af vinstokke på ræd og række, adskilt af gamle oliventræer og en række forskellige frugttræer, pærer, ferskner, abrikoser og kirsebær. I de fleste af disse og rundt omkring i de naturlige hegn er anbragt over hundrede fuglekasser for at lokke småfugle til. Anlagt er også vandreservoirer, små søer, der er til gavn for især insekterne. Hensigten er begrænse det moderne menneskes skadelige indflydelse, fremme biodiversiteten og skabe balance - ikke blot at holde jorden sund og undgå udpining men også at beskytte det større, levende kredsløb, gården indgår i. Gravner bruger derfor heller ingen kunstgødning og sprøjtegifte og forsøger også at begrænse brugen af kobbersulfat til et minimum. Næsten selvsagt går han ikke op i økologisk certificering. Han ser det som en unødvendig, bureaukratisk distraktion, når det nu er ham, der udelader at gøre noget, som mange andre gør. Modsat benyttes biodynamiske metoder i vid udstrækning, således er der naturligt bunddække, der komposteres og anvendes urtepræparater og propolis, og arbejdet afstemmes efter Maria Thuns kalender; men igen er en definition eller certificering ikke det betydelige. Livet i markerne er det vigtigste.

Selve vinmarkerne er nogle af de mest velholdte, man kan forestille sig. Ikke i dekorativ forstand men i funktionel. Hver stok er beskåret til tre forgreninger (som et psi), som hver tillades to skud om foråret. Således vil hver plante potentielt bære seks klaser. I løbet af sæsonen beskæres klaserne dog, og mest markant reduceres størrelsen på de enkelte klaser, som regel ved at klippe så meget som den nederste halvdel af.

Kælderen er et studie i renhed og enkelthed. En påfaldende tomhed råder i rummet i midten, da det jo er under jorden, det hele foregår. Der er ikke brug for meget inventar, for vinen tager vare på sig selv i de 46 nedgravede amforaer, der titter op over gulvet som toppe af isbjerge. I de tilstødende rum lagrer den færdiggærede vin i store, slavonske egetræsfade.

Vi er langt inde i efteråret, før høsten går i gang, gerne i oktober, og hvis forholdene tillader det november. Ved den sene høst søger Gravner at opnå optimalt modnede druer. Siden slutningen af 1990'erne også gerne med en vis mængde ædelråd, når vejrliget vil det. Klaserne afstilkes i videste omfang, men i de seneste år har han i stadigt større omfang forsøgt at gære hele klaser, altså inklusivt stilkene.

Gæringen foregår i de åbne lerkrukker, hvor den livlige aktivitet i mosten skubber skaller og kerner op i toppen, så de danner en hat oven på mosten. Disse skubbes flere gange dagligt ned i mosten igen, så der sikres en grundig udveksling mellem druernes forskellige dele, ligesom mosten tilføres moderate mængder af ilt. Som gæringen stilner af, sættes antallet af nedslag også ned til én gang dagligt. Når gæringen er fuldbragt, toppes amforaerne op og lukkes til med granitlåg. Herefter går vinen i hi, til amforaerne tømmes i april. I sin dybe vintersøvn bundfældes skaller og gær i den spidse bund. Vinen stikkes så om på andre amforaer, bundfaldet presses nænsomt, og amforaerne toppes op med pressevinen og lukkes igen hen over sommeren. I september stikkes vinen om på store træfade, hvor den så tilbringer de næste fem år.

Sulfitter kommer kun i spil, når vinen fyldes i amforaerne og lige før flaskningen, og kun i ganske små mængder. Gravner forsøgte i en årrække fuldstændigt at forsage sulfitter i sine vine, men med resultater der i længden ikke tilfredsstillede ham. Risikoen for eddikestik og bismag som mus er den latente fare for al naturvin, og som Gravner holder af at pointere, er det naturlige slutstadie for druemost ikke vin med eddike; så noget må gøres for at stabilisere produktet - dog uden at sætte dets karakter og kvalitet over styr.

Fremtiden står i Ribollaens tegn. En riserva med hele 14 års lagring er allerede tilføjet porteføljen. Husets anden orangevin, den blandede Bianco Breg, produceredes for sidste gang i 2012, hvorefter vinstokkene - Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio og Riesling Italico - blev rykket op for at gøre plads til den indfødte Ribolla. Samme tur får de udefra kommende Cabernet Sauvignon og Merlot også for på den røde side at fokusere på den lokale Pignolo.

I Georgien nedgraves qvevri ikke usædvanligt udendørs, så vinen for alvor kan følge vejrligets og årstidernes skiften. Gravner går også med planer om at udvide med en "udendørs kælder" for at observere, hvilken forskel den helt direkte kontakt med naturen vil gøre for vinen.
 

Ribolla Anfora

Denne klare vin med den glødende ravfarve er tæt i glasset, med en yderst vinøs, æterisk duft, dyb og mørk og alligevel let og løftet. Der er læder, tørv og tobak, en kompleks duft som man skal skue til f.eks. moden Bordeaux for at matche. Smagen er righoldig af moden og tørret frugt, og mundfornemmelsen er fyldig og rund. Tør og med en knivskarpt balanceret syre. Tanninerne er bløde og velintegrerede, nærmest som oolong the. Gennemgående er en mildt nøddeagtig smag, moden valnød, ristet kastanje og karamel. Lodder man for alvor dybderne, er der også strejf af skovbund, svampe, eukalyptus, menthol, bivoks, blomsterhonning, røgelse, lapsang souchong... Det er en vin, der er mennesket værdigt: Homo sapiens, det tænkende, men også det nydende, smagende, vurderende menneske.

Ikke mindst er det vin i skarpt fokus: Stor dybde, flot kontrast og masser af nuancer. Ikke mindst er den modnet og har de udviklede træk, man ofte længes efter i en verden, hvor dagsordenen er ung vin. Den må under ingen omstændigheder være for kold. Gravner selv foretrækker at drikke den ved den temperatur, den tappes fra fadene i kælderen, men ellers nyder han årstidernes skiften, og drikker den gerne mellem 16 og 26 grader! Desuden kræver den luft. Enten skal man skal tage sig god tid og følge udviklingen over timer eller dage. Eller også skal man dekantere og lufte den grundigt. Under alle omstændigheder er store glas en forudsætning.

Gravners indflydelse på natur- og orangevin kan næppe undervurderes, og hans Ribolla er en vin, der med rette har dannet skole og været til inspiration i nær og fjern: Blandt Gravners mest dedikerede lokale disciple må nævnes Paolo Vodopivec, der importeres af lieu-dit; og Damijan Podversic, hvis vine Distinto bringer til Danmark.

Gravner selv har aldrig fået gennembrud i Danmark og kan være svær at opdrive. Er du i København, så gå på den glimrende Bar'Vin i Skindergade og stift bekendskab med en moden flaske af den sublime årgang 2004. Eller bestil den unge men udmærkede årgang 2008 hjem fra ItalVinus eller andre. Det er saftigt stof til eftertanke i den mørke tid.

Flaske: Ribolla Anfora 2006  
Vinhus: Gravner  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amforaer,  
seks måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €50  

Skum

Der er noget i gære, og det er pet nat, over alt, hele tiden. Pétillant naturel, en naturligt perlende vin, er fremstillet ved at fuldende druemostens gæring på flaske og på den måde indespærre kuldioxiden fra gæringen - et enklere alternativ til den mere omfattende metode med en efterfølgende andengæring på flaske, som det kendes fra f.eks. Champagne. Resultatet er en vildere vin med mildere skum og lavere alkohol. Champagne er på alle ledder og kanter en meget konstrueret vintype, og pet nat byder her ind med simple living og en tilbagevenden til traditioner, der er ældre end den såkaldt traditionelle metode. Pet nat og den oprindelige metode, méthode ancestrale, er igen kommet på mode med sit forfriskende direkte og autentiske udtryk.

Østrig er som altid godt med på noderne. Den 9. juni i år afholdtes den første internationale B.O.U.M. vinfestival i Wien (forkort. f. Bubbles Only Using Must), og bag bordene var blandt andre Christoph Hoch fra Hollenburg i Kremstal. Alt spiller for hans første pet nat Kalkspitz, en lille skummende komposition af Grüner Veltliner med venner. "Der gemmer sig en masse tanker og følelser bag Kalkspitz, som jeg kunne tale og skrive om i timevis" fortæller en med rette stolt Christoph Hoch.

Christoph har arvet driften af familievingården i Hollenburg fra sine forældre Harald og Andrea, der sammen med søsteren Daniela hjælper til. Familien Hoch har huseret i området siden 1640, dels som handlende, dels som vinbønder. Husets fem hektar dyrkes i dag efter biodynamiske principper og er certificeret af Demeter. Der dyrkes Grüner Veltliner og Riesling til hvidvin (70% af produktionen) og desuden røde sorter som Zweigelt og Blauer Portugieser, der udelukkende bruges til mousserende vin (30% af produktionen). De seneste fem år har Christoph nemlig eksperimenteret med at fremstille en god pet nat. En opgave, der ikke er så ligetil, som beskrivelsen af den enkle fremstillingsmetode ellers kunne efterlade indtrykket af.

Hvorfor så overhovedet en pet nat? Idéen opstod egentlig ved et tilfælde. Efter at have smagt en fadprøve af en af Christophs første vine, kvitterede vennen Franz Hofstätter med kommentaren: "Den her vin er alt for syrerig! Den kan ikke bruges til andet end at lave mousserende vin!" Hoch lod sig ikke slå ud af kritikken, snarere tværtimod. En smule kontrært tog han det i stedet som en slags udfordring og begyndte at afsøge potentialet for en perlende vin med base i hans forhåndenværende druemateriale.

Jordbundsforholdene omkring Hollenburg er usædvanligt kalkholdige for Kremstal og Donauområdet i det hele taget: Det særlige Hollenburger konglomerat er et særdeles kalkrigt flodsediment, basisk med en pH på 7,5 og over. Ikke ulig de kalkholdige jorde i Champagne og da de to områder også deler kontinentalt klimatiske træk (med kolde vintre, varme somre og relativt lav nedbør) lå sammenstillingen lige for i Hochs tanker. Han havde faktisk terroir til at fremstille bobler af høj kvalitet, og ligheden med Champagne skulle udnyttes; og som biodynamisk vinbonde lå et samarbejde med frænder som Laherte, De Sousa og Tarlant lige for. Dog var planen ikke at fremstille vin med decideret forbillede i Champagne - Christoph ønskede i stedet at forsøge sig med en enklere vin, og flasket op med en naturlig tilgang ikke kun til dyrkning men også til fremstilling af vin, lå en non-interventionistisk vinifikation à la pétillant naturel lige til højrebenet.

"Folk skal kunne smage Hollenburg i mine vine. For mig er det vigtigt at afsøge og føle jordbunden og undergrunden," erklærer Hoch: "En erfaring, som jeg selv har gjort mig, er, at jeg ikke kan lave fyldige vine fra disse jorde, uden de bliver for yppige og opulente, fordi de så får for lav syre. Her må vi altså lave syrerige, fine og pikante vine."

Hoch tog kontakt til Benoît Tarlant, som gav ham gode råd og ikke mindst grej at lege med: Tarlant forærede ham tolv af sine brugte fade, som aldrig havde været udsat for kemikalier og derfor var righoldige på de probiotiske bakterie- og svampekulturer, der befolker Champagnes vinkældre og har en gavnlig indflydelse på vinens udvikling. Betingelsen var dog, at Hoch skulle fremstille en konsistent pet nat af høj kvalitet på fadene, ellers måtte han betale for dem. Tarlant følte sig sikker i sin sag: Den unge Hoch ville ikke være i stand til at afstedkomme en helt naturlig pet nat, som både var velsmagende, holdt moussen og ikke udviste betydelig flaskevariation.

Moderne mousserende vine fremstilles normalt på en færdiggæret og stille vin, som så tilsættes sukker og gær og gennemgår en andengæring; enten i en ståltank (Charmat-metoden) eller på den endelige flaske (Champagne-metoden), hvor boblerne spærres inde. Det er en ret styret proces, hvor vinmageren tager fuld kontrol over gæringen. En pet nat gærer i modsætning hertil kun en enkelt gang: Når gæringen er godt i gang, hældes mosten på flaske, flasken lukkes med en kapsel, og førstegæringen fuldføres i flasken. Gærresterne får som regel lov at forblive i flasken, mens de i de moderne mousserende vine som regel fjernes ved en såkaldte degorgering.

Fremstillingen af pet nat er i høj grad en balancekunst, og timingen er afgørende: for at ende med en færdiggæret, tør og mousserende vin er valget af flaskningstidspunktet altafgørende. Hver enkel flaske er et meta-stabilt system, og selv små udsving kan spolere det endelige resultat: Flasker man den gærende most for tidligt, med et for højt sukkerindhold, risikerer man, at vinen overgærer, så flasken eksploderer. Flasker man for sent, med et for lavt sukkerindhold, risikerer man, at gæringen går i stå, så vinen får for få bobler og restsødme. Det gælder altså om at få godt gang i den naturlige gæring og så vide, præcist hvornår overgangen fra fad til flaske skal finde sted. Christoph Hoch: “Alle ønskede mig held og lykke - og tilføjede, at de var sikre på, det aldrig ville lykkes!"

Den skumfødte

De første forsøg blev gjort med årgang 2012, og allerede i 2015 kunne Christoph Hoch sende en hel årgang Kalkspitz på markedet: Adskillige tusinde flasker, skummende, velsmagende og uden synderlig flaskevariation. Salget er siden gået forrygende. "Kalkspitz er i dag et af mine vigtigste produkter" fortæller Hoch.

Druesammensætningen er Hochs egen opfindelse og opskrift. Det drejer sig ikke kun om en særlig smag og en bestemt mængde bobler, men også om at finde den rette balance mellem syre, sødme, alkohol og kuldioxid. Derfor anvender han forskellige druesorter med et vist fenolisk indhold men ikke for høj syre. Grüner Veltliner udgør hoveddelen i selskab med Zweigelt. Den blå Zweigelt presses direkte, mens den grønne Veltliner får lov at udbløde skallerne en kort tid i mosten. Dertil kommer en mindre mængde af den blå Portugieser, der ligeledes presses direkte, og endelig krydres blandingen med en smule skindfermenteret Muskat Ottonel og Sauvignon Blanc.

Hver sort høstes ved den rette grad af modenhed, presses på en gammeldags skruepresse, gærer for sig i separate fade, som så stikkes sammen, og gæring fuldendes på flaske efter fem uger. En lille kabale, der i sidste ende går op. Det er mængden af restsukker, der afgør produktionen af kuldioxid og dermed også trykket i flasken. Vinen degorgeres ikke, og derfor er gærresterne stadig at finde i flasken. Intet tilsat og heller intet fratrukket. Kalkspitz er kun gæret druemost, kun konserveret af sin egen syre og gærresterne. Det giver også vinen en særlig fylde og blødhed, især hvis man hvirvler bundfaldet op i den.

Fremstillingen foregår i den ældste del af familien Hochs kælderdyb i Hollenburg, en kælder der går tilbage til husets stiftelse i 1640. Temperaturen holder sig konstant på 16 grader her, og luftfugtigheden varierer meget lidt i løbet af året: Perfekte forhold til at holde live i de rette mikroorganismer.

Kalkspitz 2015 er smukt gullig, før bundfaldet farver den klare vin mere mørkgylden og mælket. Den skummer flot op i glasset, en fast skum med store bobler, der knitrende sender en frisk duft af pærecider op. Modne pærer, en smule fersken eller abrikos, lidt grapefrugt og let krydderurtede og jordagtige noter trænger igennem i smagen. Moussen er ret let og bruser relativt hurtigt af, men vinens syre sikrer den spændstighed og mineralitet. Den vil for nogen minde en kende om en frugtig hvedeøl men er mere vinøs end en sådan. Kalkspitz er absolut tør, med restsukker på under 0,8 g pr. liter, resten er blev til bobler. Trykket er i underkanten af 3 bar. 

Den seneste udgave af Kalkspitz bliver den første non vintage, idet der i udgaven fra 2016 er blandet godt 30% årgang 2015 med det formål at lave en lidt mere seriøs og voksen udgave. Christoph arbejder foruden med at udvikle en degorgeret udgave efter den traditionelle metode - Kalkreich. I den forbindelse har han i samarbejde med Laherte og de Sousa plantet Chardonnay-stiklinger fra bl.a. Avize og Le Mesnil på sine marker i 2015 og 2016. Endnu et projekt, det bliver spændende at følge.

Hoch er ikke eneste mand under pet nat fanerne i Østrig: Andre anbefalelsesværdige eksemplarer leverer f.eks. Rennersistas med deres In a Hell Mood, Meinklang med Foam, Claus Preisinger med sin Ancestral, Pittnauers Pitt Nat, Judith Beck med sin Pet Nat Bambule, Wilder Sprudel fra Thomas Hareter, Geyerhof med deres Pet Nat 360, eller hele serien af vine fra det pet nat-fokuserede samarbejde Fuchs und Hase mellem Arndorfer og Jurtschitsch. 

Pet nat skummer ikke ind i himlen. Det er ikke stor, dyb eller vigtig vin, men helt enkel vin, et fornøjeligt tidsfordriv eller sommerlig bællevin, skum og spas. Den initiativrige Christoph Hoch har formået med sin nysgerrighed og grundighed at balancere på den knivsæg, det er at fremstille en god pet nat. Kalkspitz er en særdeles seriøs tørstslukker og en arketypisk reference for genren i Østrig.

Den mildt skummende Kalkspitz med bundfaldet hvirvlet op i vinen og et deraf følgende orange slør. Dekorationen på etiketten er familiens gamle våbenskjold som handlende på Donau.

Flaske: Kalkspitz 2015  
Vinhus: Christoph Hoch  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Zweigelt,  
Blauer Portugieser, Muskat Ottonel, Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Gæring på flaske  
Lukning: Kapsel  
Alkohol: 10,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 150,-  

Ribolla på toppen

Når man kører rundt i Collio, ser man skovene, bjergene og den snørklede vej for sig og så byskiltet: Twin Peaks ligger i virkeligheden ikke i det nordvestligste USA tæt på grænsen til Canada, men i det nordøstligste Italien tæt på grænsen til Slovenien; og så hedder den Oslavia. Det er en stille, lille by, hvor man gør tingene på sin egen måde, og så er der foregået mærkelige sager siden 1990’erne.

Giorgio og Nicolò Bensa fra Oslavia hører til blandt de bedste fortolkere af druesorten Ribolla Gialla. Familiens vingård blev stiftet af faderen Giuseppe i 1954, og siden sidst i 1970'erne lavede og solgte de to brødre familiens vin i bulk, blandt andet i faderens restaurant, men i 1985 begyndte de selv at flaske deres vine under navnet La Castellada efter den bakketop, deres gård ligger på. Den lokale anerkendelse spredte sig videre, og siden har husets stjerne været stadigt stigende. Brødrene blev i løbet af 1990’erne tæt knyttet til gruppen af producenter omkring Josko Gravner og Stanko Radikon og produktionen af skindfermenterede hvidvine. Bensabrødrene gik dog generelt mere stilfærdigt til værks end de to, og muligvis derfor har de aldrig rigtigt fået samme opmærksomhed, som de fortjener.

Brødrene udvidede husets oprindelige produktion, én hvid og én rød, med indtil flere sortsrene hvidvine, og de indførte tidstypisk vinifikation på ståltanke og i barriques. Men inden længe mistede de tålmodigheden med den moderne hvidvinsproduktions krav og idealer og besluttede sig for at gå mere gammeldags til værks. Traditionen, som de tidligere helt havde overset, kaldte dem tilbage. Store og små gamle træfade af slavonsk eg, spontangæring, lang skindkontakt og lang fadlagring blev vejen, der bragte dem videre. Siden 2009 har Nicolò og Valentinas sønner, brødrene Stefano og Matteo, begge været involveret i produktionen.

Gravner, Radikon, Kante og slæng, et innovativt netværk som relancerede de skindfermenterede hvidvine i løbet af 1990'erne. Bensabrødrene er Nicolò til venstre i ternet skjorte og Giorgio til højre i hvid
 

Den naturnære og traditionstro tilgang løber som rød tråd fra toppen af markerne til bunden af kælderen. Det afspejler sig også i et medlemsskab af naturvinsnetværket ViniVeri. Familien forsager kunstgødning og sprøjtegifte, og så behersket som muligt anvendes kobbersulfat og sulfitter i kampen mod de værste svampesygdomme; men de er desværre tæt på uundværlige i det fugtige friulanske klima, hvor man konstant må kæmpe mod meldug og botrytis. Ellers arbejdes med grønt bunddække, tæt beplantning og lav beskæring. Alt arbejdet udføres manuelt.

I kælderen arbejder man ligeledes kun med naturlig gær og nænsomt med sulfitter, selvom man aldrig helt har forsaget dem, som skik er hos Radikon, og som skik var hos Gravner. Den valgte tilgang i vinifikationen gør dog langt hen ad vejen arbejdet for dem: Gæringen med skallerne udtrækker konserverende stoffer, og da vinene gæres helt tørre og naturligt gennemgår komplet malolaktisk gæring, indeholder de hverken restsukker eller æblesyre og er dermed meget stabile. Desuden omstikkes og flaskes vinene kun hen imod nymåne, hvor man igennem generationer har lagt mærke til, at vinene virker mest robuste. Alt sammen medvirkende til at kun små mængder sulfit kan tilsættes efter endt gæring og ved flaskning. Oftest ligger vinenes samlede sulfitindhold pænt under 50 mg pr. liter. Sortimentet inkluderer det hvide blend Bianco di Castellada foruden sortsrene Ribolla Gialla, Friulano, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon samt Merlot. 

"Den vin, der er tættest knyttet til vores område og vores tradition, er Ribolla Gialla" fortæller Stefano Bensa, der i dag står i front for La Castellada. Huset er derfor også et af de seks medlemmer af Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, en sammenslutning af producenter, som har sat sig for at fremme den særlige skindfermenterede udgave af druen, som de nu har gjort området kendt for. “Ribolla har brug for skalkontakt for at komme til sig selv. Kun sådan kan den udtrykke sin natur" forklarer han.

Den ofte luftede anklage om, at orangevinsmetoden overdøver sortskarakteristika og ikke mindst tilslører eller ligefrem udsletter terroir, forholder Stefano Bensa sig uforstående overfor: "Det er for langt ude! Hvis det forholdt sig sådan, så ville ingen rødvin kunne udtrykke sortskarakter eller terroir. Rødvine har jo også gæret med skallerne og har ofte markante tanniner.”

Ribollaen får før, under og efter gæringen i alt to måneders skindkontakt. “Det ekstraherer rigdom og giver moden smag” forklarer Stefano. Målet er komplekse og længelevende vine, og netop det opnås med kombinationen af lang skindkontakt og lang fadlagring. Husets vine veksler fra hvide til egentligt orange. Længden af skindkontakt varierer med sorten: Friulano får for eksempel kun få dage, Pinot Grigio to uger, mens Ribolla som nævnt får hele to måneder. Familien giver på den måde præcist den tid, de har erfaring med, den enkelte sort har brug for for at blive det bedste eksemplar af sin slags, som Stefano forklarer: “Vi ønsker at få den fulde karakter ud af hver drue.”

Ribollaen rejser sig igen

Ribolla Gialla er en udbredt, indfødt sort langs Adriaterhavets nordlige kyster, hvor den kan spores længe tilbage. Muligvis var den kendt helt tilbage i romersk tid under navnet Evola. De tidligst dokumenterede omtaler af druen kan nu dateres til 1289, hvor den nævnes i en landlejekontrakt, og i 1296, hvor Pave Bonafacius afgjorde en strid mellem biskoppen af Trieste og et kloster i Venezia om en række fødevarer, herunder nogle fade med ‘Rabiola’. I de efterfølgende århundreder kendes reference til “Rabola’ rundt om i Friuli og Istrien. En ældre oprindelseshistorie pegede i øvrigt på en græsk oprindelse, et slægtskab eller ligefrem identitet med druen Robola, men den forbindelse er nu afvist. Ribolla er egnens egen.

Før Første Verdenskrig var Friuli frugthave for det østrig-ungarske imperium, og den solrige, varme region producerede ferskner, kirsebær og ikke mindst vin, særligt rødvinen var eftertragtet. Østrigerne kendte Ribolla som Reinval eller Rainfald, og dens vine var skattede. Phylloxera sendte dog Ribolla til tælling i slutningen af 1800-tallet, og i løbet af det 20. århundrede plantedes i stedet ofte internationale sorter. Den ofte neutrale stil, som moderne vinifikationsmetoder skænkede druen, hjalp den heller ikke vinde nogle popularitetskonkurrencer. I 1990’erne var det samlede areal nede på få hundreder hektar, men den fornyede interesse i den skindfermenterede udgave fra især Oslavia førte en række nye beplantninger med sig.

Ribollaen vokser bedst på toppen af bakkerne, hvor lyset er stærkest og jorden fattigst men rig på mineraler. Her modner druerne langsommere, udbytterne bliver naturligt en smule lavere her og druerne følgeligt mere koncentrerede. Oslavia er derfor top terroir for druen: Stejle bakkeskråninger på vejen mod Monte Sabotino, den særlige ponca jordbund (stratificeret mergel og kalksten) og kølige faldvinde fra de juliske Alper passer den perfekt.

Den italienske Ribolla Gialla er genetisk identisk med den slovenske Rumena Rebula, dog forekommer der - som så ofte med gamle sorter - betydelig genetisk variation klonerne imellem såvel i Italien, Slovenien og Kroatien. 

Årgang 2009 var en god med meget modne druer, og høsten fandt sted den 5. oktober. Druerne blev afstilket, presset og hældt i koniske trækar, hvor gæringen foregik spontant og uden temperaturkontrol. Daglig pigéage under den alkoholiske gæring og i alt to måneders maceration, hvorunder den malolaktiske gæring også satte ind. Herefter fik den to års lagring på store fade af slavonsk eg og et år på rustfri ståltanke, hvor en naturlig sedimentering fandt sted. Derfor heller ingen filtrering nødvendig. 

Ribolla Gialla 2009 er en karakterfuld og raffineret Ribolla. Farven taler for sig selv, og duften er af mangel på bedre ord vinøs og karakteriseret af fine, modne noter af ristede kastanjer, mørk karamel, pibetobak og enghø. Smagen byder først på en smule frisk frugt, modne ferskner og abrikoser, som så igen slår over i det mere udviklede- svampe, valnød, marcipan, kamille og bivoks. Intet trænger sig på men afslører sig stille og roligt hen ad vejen. Vinen har en flot syre og meget fine, bløde tanniner, der giver en nøddeagtig mundfornemmelse. Det er en vin, der åbner sig med noget luft og tid i glasset. Ikke for små eller for store glas, gerne af Bordeaux typen, og en serveringstemperatur mellem 12 og 16 grader er anbefalingen; og så er det selvfølgelig en vin, der er mere end madvenlig.

Flaske: Ribolla Gialla 2009  
Vinhus: La Castellada  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €25