Apuliens anden stemme

“Jeg foretrækker vinbonde frem for gårdejer eller vinmager,” slår Nicola Faccilongo fast, “for min familie er først og fremmest bønder og har været det gennem generationer.” Familiens gård hedder Paglione og ligger i det nordlige Apulien, nærmere bestemt ved byen Lucera ved Daunia-bjergene — “men det er der alligevel ingen der ved, hvor er.”

I så fald er der al god grund til at orientere sig nærmere, for familiens vine er ikke kun gode eksemplarer af de lokale druesorter og hævdvundent håndværk, de er også virkeligt vellavede og velsmagende naturvine. Selvom det er en betegnelse, Nicola vægrer sig en smule ved. Dels fordi vin som håndværk i hans øjne naturligvis bør kategoriseres som rent menneskeværk; og dels fordi “det, der som regel kaldes naturvin, ofte smager mere som eddike; så derfor kalder vi vores vin for et kulturprodukt, et håndværk.”

Det udøver de på en række regionale og lokale druesorter, Bombino Bianco og Malvasia Bianca på den hvide side, Montepulciano, Sangiovese og Nero di Troia på den røde. Desuden dyrkes tomater, oliven og korn, for gården er ikke en moderne monokulturel bedrift. “Vi afholder os fra den slags specialisering. Vores tilgang er økologisk og pluralistisk. Vi forsøger at opnå en polykulturel synergi på gården, hvor mange forskellige slags planter og sorter kan komme i samspil og trives.” Olivensorterne er Coratina, Leccino, Nasuta og Peranzana, tomaterne Contadino og Kendo; og såvel oliven som tomater forarbejdes derefter til diverse olier, sugoer, soltørrede og saltede versioner.

Vinene spænder fra hvid over orange og rosé til rød, så der kommer en pæn variation ud af det ellers beskedne grundlag, fem ret så forskellige vine. Fælles er et stilrent, autentisk udtryk med masser af karakter, kombineret med en overraskende friskhed fra så sydlige himmelstrøg og en sjælden renhed, som skyldes sunde druer og en dannet afholdenden fra ønologiske interventioner. “Økologi, der smager” er mottoet hos deres danske importør ViaMaria; og her er det ikke et fortærsket salgsslogan, det rammer fuldstændigt plet på Paglione. De udvinder Daunias terroir og traditioner på mundvandsdrivende vis, og det er dejligt også at kunne opleve denne side af Apulien på det danske marked, der ellers er oversvømmet af simpel Primitivo og Negroamaro.

En familie finder tilbage til rødderne

Vi befinder os i Foggia-provinsen i det nordlige Puglia, så at sige på Italiens Akilleshæl. Det er bakket landbrugsland mellem Tavoliere delle Puglie-sletten og Daunia-bjergene, Appenninernes sydøstligste udløber, og lige ved byen Lucera ligger Paglione, omgivet af skov, olivenlunde, frugtplantager og hvedemarker. Gården omfatter syv hektarer vinmarker, foruden adskillige hektarer med føromtalte tomater og oliven.

Det var Nicolas forældre, Beniamino Faccilongo og hans hustru Maria Costanza, som i 1994 grundlagde foretagenet som følge af en modig beslutning: at omlægge Faccilongos familiegård til økologisk drift og derefter satse udelukkende på autentiske landbrugs- og håndværksprodukter som vin, oliven og tomater. Beslutningen var modnet efter flere års erfaringer med slagsiderne ved konventionelt og især intensivt landbrug, både for kroppen og sjælen. Satsningen var at gå mod strømmen og slå på respekt for naturen og for den lange landlige kulturarv; og hen ad vejen skulle det lykkes for dem. De lever stille, men de lever godt.

I dag har sønnen Nicola overtaget roret, mens forældrene nyder frugterne af arbejdet. Alt sammen under opsyn af bedstefar Nicola, som nok er 95 år men ikke mæt af dage, og han hjælper stadig til med arbejdet. Der er dog også mere professionelle kræfter på spil: Vinmageren Giorgio Coduti har med sikker hånd styret processerne i kælderen siden 2008, hjulpet et skridt videre på vejen af ønologen Cristiano Chiloiro i 2012.

“Filosofien er forholdsvist enkel,” forklarer Nicola: “Det væsentlige for os er at fjerne det unødvendige for at afsløre det, der i virkeligheden betyder noget.” Der er altså tale om en slags sokratisk minimalisme, det enkle liv befriet fra konventionernes tyngende kraft. Less is more, og “vi yder vort yderste for at gøre så lidt som muligt.”

I vinmarkerne betyder dette certificeret økologisk landbrug, eneste behandlinger er med sulfit og kobbersulfat; samt en bevidst indsats med at bevare jordens fugtighed i et sårbart miljø, hvor det frugtbare jordlag ofte er mindre end 30 centimeter dybt. Derfor arbejdes med forskellige dækplanter, og biprodukter fra produktionen, såsom drue- og tomatskaller, føres tilbage til jorden som en slags frisk grøn gødning. Målet er at holde jorden frodig, så planterne føler sig hjemme og kan vokse frit.

I kælderen er tilgangen ligeledes tilbageholdende. Gæringen foregår udelukkende med vildgær, og der anvendes ingen tilsætningsstoffer, vinene hverken klares eller filtreres. En vis temperaturstyring er dog nødvendig, især i de varme apuliske sensomre, ellers ville man geråde ud i problemer med overophedning af mosten under gæringen og hvad deraf følger. Til gengæld anvendes der ikke sulfitter i produktionen, allerhøjst i nødstilfælde, men med sans for naturens rytmer og rettidig omhu undgås de som regel. Resultatet er rene, frugtige og forunderligt friske vine med liv og sjæl.

Cacc’e Mmitte

Lucera og omegn er nu ikke helt så ukendte, som Nicola Faccilongo først lader forstå. Slet ikke hvis man er heldig at have en smule klassisk dannelse. Byen ligger på sletten Tovoliere delle Puglie for foden af Daunia-bjergene. Området var i oldtiden hjem for daunierne, en såkaldt lapygisk stamme, en urbefolkning som muligvis indvandrede over Adriaterhavet fra Balkan. Man kan kalde dem en slags “sydens etruskere”, som beboede nutidens nordlige Apulien, indtil de først bukkede under for samniterne og siden romerne, som i tredje århundrede før vor tidsregning integrerede dem i Romerriget. I den klassiske oldtid var Lucera kulisse for magtkampen mellem Julius Cæsar og hans rival Pompejus den Store i republikkens sidste år; og i romersk kejsertid for slag i borgerkrigen mellem Octavian og Marcus Antonius. Fra denne tid stammer blandt andet byens velbevarede amfiteater.

Fra hedenold stammer dog ikke Daunias mest karakteristiske druesort, Nero di Troia, ‘den sorte fra Troja’ (også Uva di Troia), selvom det er en hævdvunden gammel sort. Glem dog alt om græske aner, som så mange druesorter i det syditalienske ofte tilskrives. Det Troja, der henvises til i navnet, er landsbyen Troia nær provinshovedstaden Foggia. En legendarisk forbindelse består dog, da byen siges at være grundlagt af ingen ringere end Diomedes, en af flådeførerne i archaiernes krig mod Troja. Såvidt myterne, Nero di Troia dyrkes i dag næsten udelukkende i det nordlige Apulien men findes dog også i det indre Campanien, omkring byen Benevento, hvor den lokalt kendes som Summariello. Den apuliske højborge er omkring Andria, Bari, Barletta, Cerignola og Lucera, og der holder den stand, trods en vis tilbagegang i det seneste århundredes løb. Især interessen for gamle indfødte sorter har gjort den godt. Den benyttes traditionelt især i blends, især som farve- og struktur-givende andel, men på egen hånd kan den opnå særdeles udmærkede omend rustikke men ind imellem også raffinerede vine. Typisk til den kraftigere, krydrede side med markant tanninstruktur. Man træffer to forskellige kloner af sorten, én med små og én med større druer, og den første giver generelt de mest interessante vine. Begge er at finde på Pagliones beplantninger, med en pæn overvægt af den første.

Totalt lokal er traditionen med det dialektale navn “cacc’e mmitte”, som betyder noget i retningen af ‘tag fra og smid i’. Den stammer tilbage fra en tid med udbredt fællesskab om vinfremstillingen blandt de lokale bønder: Da langt fra alle vinbønder i gamle dage havde deres egne fuldt udstyrede vinkældre, var det skik at leje sig til en ‘palmento’, de store pressekar af sten, fandtes på større gårde; og da lejeaftalen ofte var forudbestemt og begrænset til en enkelt dag, blevde forskellige druesorter alle høstet samtidigt og presset sammen i disse kar. Navnet afspejler altså den hurtige procedure: Én vinproducent fjernede sin most (cacc), og en anden smed straks sine friske druer i (mitt). Samhøsten og rotationssystemet har siden givet DOC-området og dets traditionelle blend dets helt særlige navn; og Paglione fører med stolthed traditionen videre.

Det fulde farvespektrum

Paglione producerer som nævnt vine fra indfødte sorter, efter lokale traditioner og med hårdt erhvervet håndværk, rigtig landvin med ekkoer af historiens vingesus. Men selvom kultur og historie er gode studier, formaner Nicola Faccilongo, så er det at smage en særlig glæde og det bedste måde at lære området at kende på; og hans vine taler sandeligt for sig selv, med tydelig lokal dialekt.

Dilucere Daunia Bianco 2024. Dilucere er latin for at blive belyst eller komme til syne, og man får virkeligt syn for sagen og smag for solen over Daunias bjerge og dale. Ifølge Nicola minder dens intense farve i glasset ligefrem om sommeren i Lucera: “Dens solbeskinnede sten, grønne vinmarker, gyldne hvedemarker og den fjerne kystlinje ved Gargano.” Til forbrugernes oplysning er den et traditionelt halvt om halvt blend af druesorterne Bombino Bianco og Malvasia Bianca, den første giver saftighed og struktur, den anden især aroma. “Vi søger en lysende og frisk karakter. Normalt høster vi midt i august, måske så sent som først i september. Vi høster ved daggry, presser druerne direkte og kickstarter gæringen med en pied de cuve og så seks måneder på ståltank. Den er saftig, har blød fylde og en mildt syrligt spænding; og modne citroner i massevis, små strejf af pomelo og lime samt dråber af honningmelon og sukat. En sjældent læskende syditaliensk hvid! 185 kr. hos ViaMaria

L’Eclettico Daunia Bianco 2022. Druerne er de samme som til Dilucere, men fra en anden mark, hvor de som oftest modner en smule bedre; og det er en forudsætning for vin med fuldbyrdet maceration. “Jeg kan huske, at min bedstefar lavede den her slags vin, dengang jeg var barn,” beretter Nicola. “Jeg tror, det var den første vin, jeg smagte. Orangevin, det kaldte vi det ikke, men det har været her i umindelige tider. Den eneste måde at konservere vinen på var at gære den med skallerne. Man havde ikke bedre midler, så under vore varme himmelstrøg var det en nødvendighed.” Høsten finder sted først til midt i september, og macerationens længde afhænger af årgangen, men som hovedregel varer den godt gæringen ud, altså nogle uger. Igen med en vis temperaturstyring, så hverken fermentering eller ekstraktion stikker af. Navnet “den eklektiske” angiver vinens stilistiske grundtræk såvel som vekselvirkningen mellem naturens gang og vinmagerens metoder. Den er næsten indbegrebet af italiensk orangevin i glasset, gylden frugtsaft med raffineret rusticitet. Friske og tørrede abrikoser, mandler, friske og tørrede krydderurter, kandiseret citrus. “Lunken går den godt med risotto med grøntsager eller gorgonzola, kølet ned er den god med frugtdesserter.”

Mania Vino Rosato 2024. Italienerne har sans for de dybere nuancer af rosa og således også i syden: Pagliones traditionelle rosato minder meget mere om Cerasuolo d’Abruzzo end om Côtes de Provence. Det skyldes ikke mindst tilgangen, som er et udslag af cacc’e mmitte, med samgæring af røde og hvide druer. Det er en elskelig stil, og Nicolas far blev så besat af den, at de valgte navnet Mania; inspireret af filosoffen og psykiateren Karl Jaspers beskrivelse af manien som en “overstrømmende eufori, hvor tingene, verden og fremtiden fremstår i deres mest rosenrøde lys”. Nero di Troia smelter sammen med Sangiovese, Montepulciano og Bombino Bianco til en blomstrende, frugtig, forfriskende og fyldig storcharmør af en vin. Sorterne høstes samtidigt, hvilket sikrer et spil mellem forskellige modenhedsgrader, det giver god syre såvel som frodig frugt; og med sin æteriske, let volatile træk og fenoliske bagkant er det også en gastronomisk kapabel og alsidig vin. “Kold er den som en rosé, lunere mere som en let rødvin. Den har både bid og sødmefuld frugt, men den er altid først og fremmest frisk” — og ærkeitaliensk med sursøde kirsebær, hybenrose og hyben, jordbær og cocktailbær. 185 kr. hos ViaMaria

Caporale Cacc’e Mmitte 2024. Husets signaturvin, men hvem er korporalen? “Folk plejede at kalde min bedstefar korporalen, da han var arbejdsleder for markarbejderne. Han har virkeligt arbejdet hele sit liv i markerne, og undervejs har han haft næsten 100 unge landmænd i lære. Så Caporale er hans vin, og det er hyldest til områdets traditioner med cacc’e mmitte og Nero di Troia i hovedrollen.” 60% Nero di Troia og 35% Montepulciano høstet midt i september får sidst på måneden følgeskab af 15% Bombino Bianco, og efter knapt et par ugers maceration med hyppig remontage modner vinen et halvt års tid på ståltanke før flaskning. Uforfalsket frisk frugt lige fra marken møder en i glasset, et akkurat aftryk af vind, vejr og menneskelig velvilje. Saftige kirsebær og skovbær, samt fint urtede noter og let teagtige tanniner, læskende og meget mundvandsfremkaldende. “Ariopp, Ariopp!” har været bedstefar Nicolas mantra, siden har var teenager– en mundret gengivelse af “Hurry up, hurry up!”, som han hørte de amerikanske soldater sige, da ved slutningen af Anden verdenskrig ankom til området. 175 kr. hos ViaMaria

SantaJusta Nero di Troia 2018. Santa Justa var en legendarisk lokal helt, en slags Luceras Robin Hood: En lovløs figur forbundet med Karl I af Anjous belejring af Lucera stjal tilbage fra de fæle franskmænd og gav til de fattige lokale. Her spiller Nero di Troia solo, og dens rene klang understøttes gennem lang maceration og lang lagring på egetræsfade og siden på flaske. Det resulterer i en mægtig men majestætisk og elegant vin med flot kompleksitet og dybde. Mørke frugter og søde krydderier fører ordet og et væld af fine tanniner griber pænt i gummerne. Blå blommer, sorte kirsebær, frugtskind, frugtlæder, Earl Grey te, kandiseret orangeskal, kanel, allehånde, sort peber. Seriøse sager.

Flaske: Caporale 2024
Vinhus: Paglione  
Oprindelse: Apulien, Italien  
Druer: Nero di Troia,
Montepulciano, Bombino Bianco  
Jordbund: Kalksten, grus og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViaMaria
Pris: 175,-  

Mayday fra Middelhavet

“Det er værre, langt værre, end du tror. Klimaforandringernes langsomme tempo er en myte, der er lige så farlig som den om, at de slet ikke sker, og vi får den serveret i et bundt sammen med adskillige andre beroligende vrangforestillinger: at global opvarmning er en arktisk saga, der foregår langt herfra; at det udelukkende drejer sig om havniveau og kystlinjer og ikke er en altfavnende krise, som ikke skåner noget sted og ikke lader noget liv uberørt; at det er en krise i “naturens” verden, ikke menneskenes; at de to er forskellige, og at vi i dag på en eller anden måde lever uden for eller på den anden side af eller i det mindste beskyttet mod naturen, ikke uafvendeligt inde i den og bogstavelig talt overvældet af den.”

Således indleder David Wallace-Wells sin efterhånden klassiske bog ‘Den ubeboelige klode’ om Jordens og menneskehedens mulige fremtid i lyset af den globale opvarmning; og skønt teksten er fra 2017, og den danske oversættelse udgivet af Forlaget Klim i 2019, er den stadig aktuel, måske mere end nogensinde før. For de forhold, som Wallace-Wells opregner, har ikke ændret sig i mellemtiden, tvært imod er de taget til i alvor og i ikke uvæsentlig grad som følge af vores manglende erkendelse af og handling på dem. Vores ‘mulige fremtid’ kaldte jeg hans scenarie, men ‘sandsynlige fremtid’ er desværre nok nærmere målet, og omtalte fremtid er mindre fjern end føles trygt og faktisk lige rundt om hjørnet. Klimaforandringerne foregår her og nu, og vi føler allerede deres konsekvenser, nogle steder mere end andre. En klassiker er opvarmningen i det arktiske og afsmeltningen af indlandsisen; og nyhederne har i flere år hyppigt været oversvømmet med ilde tidender fra det solbrændte Sydeuropa. For nærværende skal vi kigge nærmere på konsekvenserne i et af vores egne nærområder, nemlig området omkring Middelhavet, hvor vor europæiske kultur har sin vugge.

Faren er, at regionen, hvor vores europæiske vinkultur først blomstrede op, også er det første sted, hvor den nu for alvor visner. Det livgivende vand er blevet en mangelvare. Anslået lever hele 180 millioner mennesker i landene omkring Middelhavet allerede med regulær vandmangel; og ikke længere kun i landene syd og øst for selve havet, problemet melder sig i stigende grad også nordover på europæisk grund. Hyppigt tilbagevendende tørkeperioder er ikke længere nogen nyhed i Italien, Spanien og Grækenland, og det begrænser ikke kun den mængde vand, der er tilgængelig for vinstokke og andre afgrøder. Det tærer på og udtømmer generelt de vandreserver, som ellers har været alment tilgængelige, til gene for den brede befolkning og alt liv i det fri. Helt katastrofalt kan det også skorte på vand, når tørke og varme antænder de mange skovbrænde, som i stigende grad har hærget i store dele af det sydlige Europa i de seneste år.

Den globale opvarmning er altså allerede godt i gang. Det er gennemsnitligt 1,2 grader varmere på globalt plan end for 50 år siden, og om 50 år forventes temperaturen under alle omstændigheder at være steget med yderligere 1,5 grader— altså rammer vi med al sandsynlighed snart de mere end 2 grader opvarmning over førindustrielt niveau, som det ellers var målet med Paris-aftalen fra 2016 at undgå. Vi oplever allerede virkninger af varmen, for eksempel i ændrede nedbørsmønstre og større udslag i vejrekstremer, i form af mere ‘vildt vejr’ som skybrud, hedebølger og tørkeperioder. Det gør sig ikke mindst gældende i de i forvejen varmere områder i verden, som eksempelvis Middelhavsområdet.

Middelhavet er et indhav mellem to kontinenter og som sådant direkte ramt af den stærkere opvarmning af landmasserne. Derfor rammer den globale opvarmning hårdere her, og man kan måske ligefrem sige, at Middelhavet er en slags brændglas for den globale opvarmning. Temperaturen stiger godt 20% hurtigere end gennemsnitligt, og allerede i 2050 ventes stigningen at runde 4°C, altså over det dobbelte af de 1,5° eller 2°, som er forventet for resten af verden i samme periode. Det vil bl.a. betyde tropenætter året rundt og markant ændrede nedbørsmønstre med mindre regn, så vandreserverne slet ikke genfyldes tilstrækkeligt. Regnmængden er per 2023 reduceret med 40% siden 2003, og flere eksperter forudser, at så meget som en tredjedel af havets største ø Sicilien vil være ørken allerede i år 2030. Den hidtidige europæiske varmerekord er også sat på Sicilien, 48,8ºC i august 2021; og dagtemperaturer pænt over de 40 er blevet hverdagskost hver sommer. Sicilien er snart en slags omvendt Atlantis, som trues med at bukke under, ikke for havet men for udtørring.

Tilbagevendende hedebølger og lange tørkeperioder udfordrer alle former for landbrug. Produktionen besværliggøres, falder eller forsvinder helt, og det vurderes nu, at over 33.000 jobs allerede er mistet i det sydlige Italien som følge af den udvikling. Det går også ud over vinbruget, som er særligt stærkt afhængigt af vand— en vinstok kræver et sted mellem 250 til 350 liter vand for at kunne sætte druer til 1 liter vin! Kunstvanding kan være et quick fix, men det er en dyr og dårlig løsning, ikke mindst i betragtning af den generelle mangel på vand. I stedet kan man forsøge at begå sig med ændrede og øgede indsatser i markerne og nye metoder til at holde på det kostbare vand; men stadig må gamle marker opgives, og nye kan kun anlægges under særlige forhold, f.eks. oppe i større, køligere, vådere højder, hvis de er tilgængelige. Men det betyder under alle omstændigheder store omlægninger i vinproduktionen. Man må flere steder omlægge eller helt opgive mange vinmarker, som gennem århundreder (og fortsat) frembringer vine af højeste kvalitet.

Jammerdalen er dog endnu ikke dybere, end at der stadig kan gøres noget ved det; og at der allerede gøres grundige indsatser for at imødegå udviklingen. Kampen udspilles på to fronter, den nære og den fjerne: På den korte bane ved at tilpasse vinavl til et forandret og fortsat foranderligt klima; og på den længere bane ved at bidrage til en afværgning af yderligere boost af den globale opvarmning. Altså vitikulturel omstilling og bæredygtige tiltag på en lang række områder. I det følgende skal vi se nærmere på sådanne hos to forbilledlige foregangskvinder fra et par af de hårdest ramte regioner.

Øen i brændglasset

At man på Sicilien stadig formår at frembringe forfriskende og ligefrem lette vine fremstår i lyset af øens udfordrende klimatiske situation som noget nært mirakuløst. Ikke desto mindre er der endnu magi i glasset fra Arianna Occhipinti, som holder til i Vittoria på øens sydøstlige hjørne. Arianna har ikke kun overtaget en familiearv, hun ønsker at forvalte og forsvare; hun har også ambitionerne og talenterne på plads til at tage skridt i nye retninger, at tænke ud af boksen, at forandre for at bevare.

Som niece af Giusto Occhipinti, en del af trioen bag legendariske sicilianske COS, har Arianna haft ikke kun vinavl og vinproduktion med sig fra barns ben, men også en stor respekt for lokale traditioner og ikke mindst for naturen. Giusto Occhipinti genoplivede sammen med kollegerne Giambattista Cilia og Cirino Strano brugen af klassiske amforaer (pithoi) tilbage i 1980’erne for at få et mere autentiske udtryk frem fra deres alberello-buskvine af lokale sicilianske sorter som Nero d’Avola, Frappato, Grillo, Inzolia og Zibibbo. Arianna gjorde sine egne første erfaringer i det regi og sin første egne årgang i 2004 som blot 21-årig. Vinhuset er siden blevet et af Siciliens mest berømte, nu med 22 hektarer af økologisk dyrket især Nero d’Avola og Frappato, som fortolkes hver for sig og i det traditionsrige blend Cerasuolo di Vittoria, og dertil hvide sorter som Albanello og Zibibbo. Dansk distributør er lieu-dit.

I løbet af hendes første tyve år som økologisk vinbonde har hun ved selvsyn kunnet følge den udvikling, som Sicilien er gået igennem. Alle vanskelighederne har hun haft tæt ind på kroppen; men man erfarer hurtigt, at hun også følger med fra fugleperspektiv, når hun f.ek.s fra The Guardian kan opregne den ene faretruende overskrift efter den anden — ‘The land is becoming desert’: drought pushes Sicily’s farming heritage to the brink — ‘We can’t let the animals die’: drought leaves Sicilian farmers facing uncertain future — ‘The water war’: how drought threatens survival of Sicily’s towns — ‘Nyhederne’ om hendes hverdag er ude; men er der nogen, der lytter? Det kan virke som om, den visse død er lige forude, men med livligt gåpåmod er det en vis optimisme snarere end pessimisme, som præger hendes udsyn. Hendes indstilling er at kalde til handling.

“Vores største problem er en tiltagende mangel på vand. Vi er kun overlevet takket være det arbejde, som vi har udført i vores vinmarker gennem de seneste 20 år,” fastslår hun. “Det er vigtigt, at vi finder løsninger nu og ikke først ude i fremtiden. Vi kan kun iagttage klimaforandringerne, vi kan ikke selv påvirke dem; men hvilke handlinger, vi ellers kan udføre eller undlade, afhænger af os selv.”

Grønt gør godt

En af hendes kæpheste er grønt bunddække i vinmarkerne, som hjælper hende med at sænke temperaturen i det soltørre terroir, som sammen med Andalusien i Spanien hører til blandt Europas allertørreste og hedeste. Så hun sår forskellige robuste urter og græsser, som om sommeren dæmper den direkte fordampning, sænker temperaturen og tillige hjælper med at binde kvælstof og kulstof i jorden. Senere nedfældes de i jorden, før de selv begynder at forbruge for meget vand; eller tørrer ud og bliver en brandfare under den brændende sol.

“I Vittoria består vores jord flere steder af op til 85% sand,” forklarer hun, “og om sommeren kan sandet nå en temperatur på omkring 85°C. Man kan ganske enkelt ikke gå på det med bare fødder, men du kan spejle æg.” Det stresser selvsagt vinplanter såvel som mennesker, og for begges bedste må heden dulmes. Det lykkes blandt andet for hende ved hjælp af en række metoder fra biodynamikken.

“Da jeg begyndte for mig selv, brugte jeg de biodynamiske præparater de første år, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad det var, jeg gjorde. I tilbageblik kan jeg se, at det var, fordi jeg ikke havde nok erfaring dengang. I dag kan jeg se, at det virkeligt virker, i hvert fald her hos mig under de her forhold. Det rige grønne bunddække, komposten, kiselpræparatet…” Håndsrækninger, der hjælper hendes marker her og nu, men i længen måske ikke redder dem.

“Jeg har længe været på udkig efter nye græsgange, og i de sidste fem år har jeg plantet nye vinmarker længere inde i landet og højere oppe mod Iblei-bjergene. Jordbunden er stort set den samme, kalksten og sand, men vi er i mellem 500 og 1000 meters højde. Heroppe er der stadig en fremtid for vinavl, især hvis det er hvidvin man vil lave; og jeg vil gerne lave både hvid og rød.”

Heldigvis er Siciliens lokale sorter, som hun dyrker, over århundreder tilpasset tørt og varmt klima; og dyrkes de som buskvine, bliver stokkene over tid også mere robuste og giver vine med bedre balance. Smag bare hendes vino di contrada fra Santa Margharita, en glimrende Grillo fra godt 500 meters højde, omgivet af fyrretræer, egetræer og gamle oliventræer, som alle medvirker til holde temperaturen og luftfugtigheden i vatter. Modenhed, der giver sig selv, mødes med en friskhed, som må være svær at indfange. Den har friske gule æbler og masser af moden citrus, akaciehonning, bivoks og en smule mandel, samt en mundvandsdrivende syrlighed og salt mineralitet. Det er sådan en slags vin, man helst ikke vil undvære, i lighed med god Assyrtiko fra Santorini eller Grk fra Korčula.

Åbent ildsted

“Vores terroirs DNA er ild,” filosoferer vinmager Sara Pérez fra Mas Martinet i spanske Priorat. “Her i syden er der tørt, varmt og brændende solrigt, så vores klima er som ild; og grundfjeldet under os består af metamorfe sten, omdannet under tryk og varme, så vores jordbund er også skabt af ild.”

Det trendsættende domæne er grundlagt af hendes far, biologen Josep Lluís Pérez, der som en af de første forstod potentialet i det højtbeliggende, skiferprægede terroir helt tilbage i begyndelsen af 1980’erne. I dag er det så Sara, som står i front for foretagenet: Fornem Garnacha, Cariñena, Cabernet Sauvignon og Syrah fra otte hektarer fortrinsvist gamle marker med gobelet-beskårne stokke (en vaso, som man siger på spansk, fritstående buskvine), rodfæstet i en karg mørk skiferjord, som lokalt kaldes licorella. Det er vine med en bemærkelsesværdig saft, kraft og koncentration. Dansk importør er Vinova; som også fører hendes sideprojekt Venus La Universal.

“Hele vores virke er spændt ud mellem ild og ild,” forklarer Pérez, “og det er op til os at beslutte, om vi skal forsøge at slukke den eller blot forsøge at stække den, dæmpe den. Vi valgte allerede for mange år siden den anden mulighed, forsøget på at dæmpe den, både udenfor i vinmarkerne men også indenfor i vinkælderen.”

“Vi må lære at beskytte vores vinmarker. Kunstvanding er ikke en mulighed, hverken i praksis eller filosofisk. Vand er en mangelvare, vi må forvalte som alle andre knappe goder, hæge om det og drage bedst mulig nytte af det. Så vi har måttet tilpasse os, træffe en lang række foranstaltninger og gøre nye tiltag.”

Konstruktive copingstrategier

Først begyndte hun, for øvrigt til mange af sine naboers store forundring, at sprede hø mellem stokkene i vinmarkerne. Et omfattende arbejde, som dog hjalp med et sænke overfladetemperaturen og dermed dæmpe fordampningen fra jorden, som følgeligt holder bedre på fugtigheden. Så langt, så godt, men Pérez var klar over, at der måtte mere rodfæstede forandringer til, så hun rådførte sig med flere fremtrædende terroirforvaltere. En af dem var Marco Simonit, den italienske vinstokbeskærer, som sammen med kollegaen Pierpaolo Sirch driver den nu verdensberømte konsulentvirksomhed Simonit & Sirch. Han lærte hende at beskære vinstokkene kraftigere for at begrænse bladvæggenes omfang. Et kontraintuitivt træk, da mange betragter bladhanget som skyggeskabende og klasernes beskyttelse mod solskoldning; men store bladvægge forbruger samtidigt mere vand, da det større areal betyder større fordampning fra bladene. Så Pérez lærte at beskære den frugtbærende del af stokken efter det femte skud; og til trods for en vis skepsis gjorde hun som foreskrevet, og snart efter begyndte stokkene at skyde sidegrene op fra lige over klaserne i stedet. Disse nye sideskud udvikler en paraplylignende skærm over klaserne, samtidigt med at det overordnede antal blade reduceres betragteligt. En sidegevinst er en reduktion i fotosyntese og dermed lavere sukkerindhold og i sidste ende lidt lavere alkohol.

Unge og især nyplantede stokke stiller større krav til fugtighed og kølighed, og det klarer Pérez med et længe glemt gammeldags trick, nemlig at sprede råuld hen over markerne. Uld? Ja, fårepels er faktisk et udmærket jorddække, en naturligt materiale med udmærket evne til at bevare fugtighed, holde temperaturen nede og samtidigt undertrykke ukrudt og hjælpe med at holde skadedyr som snegle på afstand. Samtidigt nedbrydes uld kun langsomt og dér til naturlig kulstof og kvælstof. Eneste ulempe er uldens lethed og luftighed, som let gør den borte med blæsen, så den må fæstnes i marken; men det er en yderst overkommelig udfordring i betragtning af dens gavnlige virkninger.

Fåreuld som kølende og fugtbevarende bunddække hos Mas Martinet i Priorat

“Før arbejdede vi med forskellige grønne planter som bunddække, men når vi nu hverken har vand nok til at holde dem i live og for den sags skyld friske frø at så, så er hø og uld en let og langt bedre løsning.”

Livlinjer

Det næste skridt blev et af de mere langsigtede. Apropos unge og nye stokke, som har sværest ved at forsyne sig tilstrækkeligt med vand, så er den rette organisering af rækker og beplantningstæthed afgørende. Her følger Pérez nu et system, hvor plantningen følger de naturlig vandårer og dræningsveje bedst muligt. Keyline er navnet, og det er udviklet af den australske ingeniør Percival Alfred Yeomans (1905-1984) som løsning på vandmangel og skrantende frugtbarhed på det knastørre kontinent. Pilekvistene kan man godt gemme væk. Grundprincippet er at indlejre marker i landskabet, så man fuldt ud udnytter de tilgængelige vandressourcer på stedet. Dels ved at følge de tydeligt frugtbareste konturerer i landskabet; dels med udgangspunkt i forudsætningen, at vand altid vil løbe mod det laveste punkt. Målet bliver så at bremse afstrømningen og give vandet mulighed for at absorberes af jorden inden. ‘Keyline’ er den kontur, der løber gennem det såkaldte ‘keypoint’, det punkt, hvor overfladen begynder at blive stejlere; og med keyline som udgangspunkt kan man med en vis effekt bremse afstrømningen og sprede vandet over en større overflade.

Den fordeling udvikler et mønster, hvor alle de linjer, man trækker langs jorden, hælder ned mod midten af højderyggen; og dette dyrkningsmønster giver vandet længere tid til at trænge ned, til gavn for livet i jorden. Keyline kan følgeligt øge mængden af organisk materiale, hvilket yderligere forbedrer jordens evne til at holde på vand. Desuden arbejder man med minimal forstyrrelse af jorden gennem pløjning og andre invasive metoder. Sara Pérez kalder det beskedent “en lille gestus til at forbedre balancen i landskabet og bæredygtigheden”, og hos hende er tilrettelæggelsen foregået i regi af det spanske konsulentfirma Iberia Línea Clave.

Et andet af hendes bæredygtige tiltag er brugen af biochar, en slags genbrug af plantemateriale som gennem pyrolyse omdannes til kul, som anvendt i markerne kan forbedre jordens struktur og kvalitet ved at øge dens evne til at holde på vand og næringsstoffer, foruden at binde kulstof over længere tid, medvirkende til en mindre udledning til atmosfæren.

Det er drastiske ændringer, der skal til i mangt et middelhavsområde, hvis der fortsat skal fremstilles vin i en stadigt varmere verden. Øget kunstvanding kan på sigt ikke være nogen farbar vej, selvom den for nuværende på fornuftig vis kan implementeres af især større foretagener med mange hektarer, særligt i områder med bedre vandforsyning. For selvom det er lovende metoder, som eksempelvis Occhipinti og Pérez anvender, så er de ret så arbejdskrævende og ikke nødvendigvis nemme at skalere op.

Kold fusion

“Vi arbejder med kølige beholdere,” forklarer Sara om sit kælderarbejde, “lerkrukker, betonæg, glasbobler. De hjælper også med at tæmme ilden!”

En del af filosofien er ikke at forstyrre råstoffet med udefrakommende smage, men i stedet forme det, så dets friske træk står frem fra den brændende baggrund. Derfor arbejder hun som Arianna Occhipinti udelukkende med spontangæring, og som supplement til modning i træfade har hun indført en række mindre beholdere af forskellige ‘kolde’ materialer, som uden temperaturstyring kan klare gæring og modning i ønsket skala. Især har hun forelsket sig i de gammeldags små glasbobler, demi-johns, som hun modner rød såvel som hvid vin i.

Dermed trækker hun vidt og bredt på Middelhavets ønologiske kulturarv, lang skindkontakt også til grønne druer, antikke og moderne kartyper som amforaer og glas, og en oxidativ lagring. Moderne tonearter, som går fint i spænd med den klassiske vitikulturelle kulturarv, hvor buskvine, vinmarker indlejret i et blandet landbrugslandskab og dyrkning uden brug af sprøjtegifte, kunstgødning og kunstvanding var vejen frem.

En tør forfriskning

Et godt eksempel er hendes glimrende orangevin Pesseroles Brisat, som eminent illustrerer traditionel Middelhavsvins evne til at holde syre og formidle friskhed selv med stor modenhed under sydens sol.

“Pesseroles Brisat er en lang, følelsesladet rejse mod en genopdagelse af brisat, vores traditionelle hvidvine macereret med skallerne. Det er en traditionel, håndlavet vin med langsom og kølig gæring. Den macereres med skallerne, kernerne og stilkene i op til tre måneder og lagres derefter en længere periode på glaseret keramikkrukke og i demijohns,” forklarer Pérez om sin særlige orangevin. Den første årgang kom på markedet for en håndfuld år siden, efter ti års forsøg frem og tilbage med at opnå den ønskede kvalitet på vinen.

Druerne stammer fra marken Pesseroles, som ses på videoen ovenfor. Den ligger ved den gamle Pesseroles-sti mellem Gratallops og Porrera og huser et field blend plantet tilbage i 2002 med traditionelle Priorat-sorter som Garnatxa blanca, Picapoll blanc og Pedro Ximénez. Det er en sydvestvendt skråning, med en lysere, mere lerede jord med smuldrende skifer, som forlener vine med en stor intensitet og mineralsk nerve. Stilistisk er den mildt oxidativ og næsten eksotisk krydret, et spændende samspil mellem saftighed og tørhed, frodig frugt og fast struktur, varme og kølighed.

Årgang 2022 ‘nøjedes’ med et par ugers skindkontakt men er stadig en karakteristisk orangevin med mundvandsdrivende spænding. Sært læskende med fyldig smag af tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og støvede indslag af pollen, tørrede urter, gurkemeje, nellike og læder. Tørt træk til sidst med let salte og røgede undertoner. Delikate dråber med masser af karakter, endnu en vin, som verden ville være fattigere uden.

Flaske: Pesseroles Brisat 2022  
Vinhus: Mas Martinet  
Oprindelse: Priorat, Spanien
Jordbund: Skifer  
Druer: Garnacha Blanca,
Picapoll Blanc, Pedro Ximénez  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Lerkrukker, glasbobler  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinova  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-  

Jeg skylder en tak til Jamie Goode, professor Alain Deloire, professor dr. Maria Snoussi samt Nathalie Ollat for at have delt nyeste videnskabelige data om klima og vitikultur i middelhavsområdet. Endvidere tak til Wine+Partners og Mahala Wine& for at organisere min deltagelse i konferencerne All About Water og Mediterranean Wine Symposium

Orgo

Det skorter på gode nyheder fra Georgien for tiden. Til gengæld er der gode mennesker i overflod, og vine, der kan matche deres karaktertræk. Vine, der trækker på en stolt historie, som får de seneste års og årtiers trakasserier til at virke som parentetiske bemærkninger; og vine, som med deres karakteristiske anderledeshed tilbyder et længe tiltrængt alternativ til den moderne mainstream i den vestlige verden.

Dakishvili er et velkendt navn i det georgiske, for familien har fostret en række fremtrædende vinmagere gennem fire generationer. De seneste skud på stammen står bag foretagendet Dakishvili Family Vineyards, grundlæggeren Giorgi Dakishvili samt hans søn Temuri Dakishvili, og de er kendt for at fremstille vine af høj kvalitet, ved hjælp af såvel traditionelle metoder som gæring og modning på qvevri samt anvendelse af de mest moderne teknikker. Det gør de fra hjemmet i landsbyen Shalauri nær den gamle by Telavi i Kakheti-regionen i det østligste Georgien. Der mestrer de lokale sorter som Rkatsiteli, Saperavi, Kisi, Mtsvane og Chitistvala samt mindre mængder af internationale kendinge som Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Men deres sande skatte er selvfølgelig deres gamle stokke af de lokale sorter, og siden 2011 har Gogi sammen med sin georgisk-amerikanske ven Mamuka Tsereteli gjort et særligt nummer ud af netop vinene derfra. Sammen har de stiftet huset Teleda Orgo netop for at fremme forståelsen af Georgiens urgamle kulturarv på den vestlige halvkugle— et udmærket supplement til familiens i forvejen fortræffelige portefølje.

Vinene finder vej til Danmark gennem Georgien Vin, som foruden et bredt udvalg af vine fra begge huse for øvrigt har tilbud på en fornem smagekasse med seks flasker udvalgt vin fra Dakishvili-familien.

Kakheti er Georgiens østligste vinregion og er kendt som landets nok mest arketypiske område og som fons et origo for fremstilling af vine i de urgamle nedgravede lerkrukker, som kaldes qvevri— en praksis, som siden 2013 er anerkendt af UNESCO som verdenskulturarv. En qvevri er en slags ægformet lerkrukke, som gennem årtusinder er blevet brugt til gæring, modning og opbevaring af vin. Erfaring med fremstilling af qvevrier og qvevrivin er historisk givet videre gennem familie, naboer og slægtninge, så den på landet er overleveret helt frem til i dag. Processen indebærer traditionelt, at druerne presses, og at mosten såvel som drueskaller og -kerner såvel som stilke hældes i qvevrien, som siden forsegles, så vinen kan gære og modne i månedsvis, før den åbnes, tappes og drikkes. Qvevri-traditionen er en indgroet del af den landlige levevis i de små lokalsamfund og udgør dermed en uadskillelig del af georgiernes kulturelle identitet. Især i Kakheti, som huser en stor andel af landets vinmarker og det største antal individuelle appellationer, 18 ud af landets 24.

Regionen strækker sig langs de øvre forløb af floderne Alazani og Lori og er derefter uformelt opdelt i det ‘indre’ og det ‘ydre’ Kakheti, hvoraf de indre tæller kendte underområder som Kartli og Telavi. Der dyrkes en lang række druer, hvoraf især trioen Rkatsiteli, Mtsvane Kakhuri og Saperavi er mest fremherskende, især i den mere moderne del af produktionen. De trives i det moderat kontinentale klima tæt på Kaukasus-bjergene, hvor kolde vintre og varme tørre somre definerer klimaet, med en årlig nedbør under 700 mm— helt modsat det vestlige Georgien, hvor klimaet er mere maritimt grundet nærheden til Sortehavet og visse steder decideret subtropisk. Jordbundsforholdene i Kakheti er komplekse, men størstedelen er alluviale sedimenter, øverst lehm og kalkholdig ler og nedenunder især kalksten men ind imellem også sten af vulkansk oprindelse.

Tværatlantisk alliance

Dakishvili-familien råder over gode 10 hektarer vinmarker nær Telavi, især ved landsbyerne Kondoli, Kurdgelauri og Akhmeti, officielt del af de mindre appellationer Tsinandali og Akhmeta; og desuden laver Gogi som nævnt vin med kollegaen Mamuka Tsereteli til deres fælles projekt Teleda Orgo.

Familien har haft hjemme i Kakheti gennem talløse generationer, og længere tilbage rødder i det nærliggende Tjetjenien. De seneste fire generationer har vinavl været hovederhvervet, og allerede oldefar Simon Dakishvili lavede vine, det var værd at lægge mærke til. Gogi voksede således op med vin, hans far var en velkendt vinmager i Sovjettiden, leder af det lokale statslige kooperativ, og den unge Gogi vidste således allerede som barn, at voksenlivet skulle dedikeres til vin. Sådan blev det, til hans store glæde i et selvstændigt Georgien og siden med såvel national som international opmærksomhed på frugterne af arbejdet. Han studerede oprindeligt ønologi i ukrainske Odessa og kom sidenhen på studieophold ved University of California at Davis, hvor han især stiftede nært bekendskab med de nyeste teknikker og moderne industrialisering på den anden side af Atlanten. I sit arbejde kombinerer han den store personlige erfaring med traditionel qvevri-vinifikation og moderne europæiske og amerikanske metoder.

Hans amerikanske kollega Mamuka Tsereteli har spillet en afgørende rolle i promoveringen af georgisk vin i USA. I mere end to årtier har han været formand for samhandels-organisationen America-Georgia Business Council, hvor han utrætteligt har arbejdet for at fremme tilgængeligheden af georgiske produkter på det amerikanske marked; så han var kun glad for at kunne få fingrene mere direkte ned i produktion af sit hjemlands flydende kulturarv.

Teleda Orgos fokuserer på historiske marker med mindst 50 år gamle stokke, som alle ligger i appellationen Tsinandali PDO, nærmere bestemt ved landsbyerne Kondoli og Kurdgelauri, hvor de lokale forhold menes at resultere i særligt karakteristiske vine. Tsinandali skiller sig ud ved sin særligt lave luftfugtighed og rigelige solskin, som begge er afgørende for en sund modning af druerne, ikke mindst den hvide Rkatsiteli. Der dyrkes efter naturnære og bæredygtige principper men uden økologisk certificering. Alt høstes ved håndkraft og vinificeres udelukkende efter traditionelle georgiske metoder.

Vinene er fine fortolkninger af Georgiens rige arv, hvor terroir, tradition og innovation bliver tæt forbundne. Det afspejler sig allerede i navnet, som forener et gammelt stednavn for Telavi med områdets ønologiske arv, orgo er et gammelt navn for låget, som forsegler qvevrien, og som sådan er dørstærsklen mellem menneskets jordiske og vinens såvel underjordiske som overjordiske verden. Dertil passer logoet, en borjghali, som er et gammelt georgisk solsymbol, der repræsenterer lys og varme, frugtbarhed samt den uendelige fornyelsescyklus. Orgo samler således symbolerne for den energi, som solen gennem vinstokkene og qvevrierne sender i flasken.

Den fornemme Rkatsiteli 2019 er et mønstereksempel på det hele. Det er vaskeægte georgisk orangevin, ren og skær, med masser af liv og karakter men ingen af de laster, mange kritikere forbinder med genren. Gå trygt ombord uden frygt for oxidation, volatilitet, brettanomyces eller mus. I stedet løftes låget til en klar, ravgylden glød og en mørk duft af efterår med anslag af eksotik nedenuder. Fløjlsblød, cremet tekstur koblet med seriøs struktur, fine tanniner og en stilfærdig overflod af moden fersken, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, umeboshi, søde krydderier og stejf af underskov, urter og nødder. Raffineret, velafbalanceret og lang eftersmag. 
En alsidig madvin og meditationsvin.

Flaske: Rkatsiteli
Vinhus: Teleda Orgo  
Oprindelse: Kakheti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin
Pris: 238,-  

Odysséen 2025

Der er løbet meget vand i Middelhavet, siden Odysseus sejlede det tyndt på vej hjem fra Troja til sit elskede Ithaka; og hele det græske folk er gået grueligt meget igennem, siden Sokrates diskuterede det gode, det sande og det skønne på agoraen i Athen. Det var dengang, i den klassiske antik, hvor grækerne også var olympiske mestre i vin. Symposier, Dionysos, mænader og alt det der jazz. Vinkultur, der har ydet indflydelse frem til i dag, og hvor vine som Limnio og Monemvasia har moderne efterfølgere lavet på indfødte sorter som Assyrtiko, Moschato, Moschofilero, Agiorgitiko og Xinomavro.

Men den kastaliske kilde løb til sidst tør for vand og Oraklet i Delfi for ord. De berømte græske bystater blev efterhånden løbet over ende af større politiske enheder, og grækerne har siden måttet finde sig i adskillige århundreders overherredømme udefra, først fra makedonere og romere og sidenhen osmannere. Vinkultur havde trange kår i det muslimske Osmannerrige; men kirken var fritaget fra forbuddet, og i rigets afkroge kunne kristne samfund som de græske og armenske i mindre grad holde deres vinarv ved lige, omend under ændrede forhold. Først efter fire århundreder lykkedes det i sidste ende grækerne at genvinde selvstændigheden efter uafhængighedskrigen fra 1821 til 1829. Et par verdenskrige, en borgerkrig og en militærjunta trak alt sammen i den gale retning i århundredet derefter, og Grækenland blev kendt for alt andet end kvalitetsvin.

Gryende vinrevolution

De gamle grækere efterlod os en righoldig arv af litteratur, arkitektur og kunsthåndværk, gav os de olympiske lege og lagde grunden til demokratiet, medicinen og filosofien. Som to berømte filosofiprofessorer fra Cambridge kunne sige det i begyndelsen af henholdsvist det 20. og det 21. århundrede: “The legacy of Greece to Western philosophy is Western philosophy” (Bernard Williams) og “Probably the safest general characterisation of Western philosophy is that it consists in a series of footnotes to Plato” (Alfred North Whitehead).

Lignende siger desværre ingen om græsk vin; og derudover er det selvfølgelig tragikomisk, at mange først og fremmest forbinder Grækenland med billige badeferier, gyros, retsina og ouzo. Altimens Frankrig for mange etablerede sig som den finere gastronomis højsæde og verdens førende vinland. Det skyldes ganske enkelt, at grækerne kun langsomt har været i stand til at genrejse landets vinavl til fordums storhed. De første skridt i retning af modernisering og industrialisering gjorde umiddelbart ikke meget godt for vine med liv og sjæl, og i lang tid var der vitterligt ikke meget at råbe hurra for. Det har heldigvis ændret sig, og lige nu står Grækenland midt i en kvalitativ vinrevolution. Som Odysseus måtte flakse om på havet i en farefuld færd i et helt årti, før han endelig kunne sætte ben på sin egen ø igen— sådan har græsk kvalitetsvin levet en usikker tilværelse med grumme udsving men synes nu endeligt at have fundet sikkert fodfæste igen.

Arketypiske Middelhavsvine

Grækenland (Det hellenske demokrati, Ελληνική Δημοκρατία) strækker sig fra den sydlige del af Balkanhalvøen og ned i Middelhavet i et sandt hav af øer, flere tusinder hvoraf flere hundreder er fast beboede— landet har samlet lidt over 10 millioner indbyggere. Middelhavet kaldte de gamle grækere ἡ θάλασσα ἡ καθ'ἡμᾶς, havet omkring os, ἡ μεγάλη θάλασσα, det store hav, eller slet og ret ἡ θάλασσα, Havet; og som sande søfarere og eventyrere koloniserede de lidt efter lidt større og større områder i hele Middelhavet. Således hele det østlige Middelhav og fra kysten ind i Lilleasien; samt Sicilien og det sydlige Italien, som de navngav Οἰνωτρία, Enotria, Vinlandet. Med sig bragte de vinstokke, viden og tekniske færdigheder, som på forskellige måder har sat sit præg på vinavl og -fremstilling i resten af Middelhavsområdet og følgeligt på hele Europas vinkultur.

Men det er nutidens Grækenland og dets fortræffeligheder, vi nu skal fokusere på; og det tager i tiltagende grad udganspunkt i landets rige arv af gamle druesorter tilpasset lokale forhold, en række meget karakteristiske terroirs (masser af kalksten og ikke at glemme vulkansk sten, fra kystegne til bjergegne) og dertil en række særegne traditioner inden for både vinavl og vinfremstilling (eks. buskvine, kurveopbinding, soltørring, amforalagring osv.). Især har man i de seneste år vundet selvtillid og fornyet stolthed over de særligt græske specialiteter— selv den ellers udskældte retsina. I det følgende findes nogle nedslag i særlige fikspunkter i landets vinkultur og en række udvalgte vine, som tilsammen giver et godt billede af blot en smule af den dynamik, der netop nu udgår fra landets godt 64.000 hektarer vinmarker. Lutter gode oplevelser— og forvent ikke kun sydens sol, fuldmoden frugt og Middelhavets salt; for der er masser af vinmarker i højderne i de bjergrige egne, og med metoder som nattehøst og kølig gæring formår man at fine en virkeligt frisk nerve i vinene. Endda i den ultratraditionelle retsina, når den laves af de bedste druer og frisktappet harpiks, af og til endda modnet i klassiske amforaer.

Assyrtiko fra Santorini var grækernes springbræt ind i the world of fine wine. De vulkanske hvidvine ramte nogenlunde samtidigt med italienernes røde pendant Etna Rosso, og takket være en række engagerede og dygtige vinmagere har man formået at løfte hele øen op på verdenscenen for vin, og med sig lignende øvine fra eksempelvis Kreta og Kefalonia. En række af landets rødvine er også i rivende udvikling. Vinene fra Naoussa, landets ældste appellation, også kendt som ‘det græske Barolo’, er gennemgået en stilændring, så de fleste i dag er rundere, blødere og mere umiddelbart charmerende; og i Nemea, landets største appellation, ser man også en fintuning af kvaliteten og en søgen efter at finde sin helt egen identitet.

Odyssé anno 2025

Så lad os tage på strejftogt og øhop i det græske og kun stikke op for særligt gode glas. Vil man mere som en moderne Telemachos navigere fra det fjerne, findes der få men til gengæld gode græske vine på det danske marked. Først og fremmest er Oinofilia uomgængelig, kyndigt drevet af dansk-græske Maria Warming Brink Tsalapati, ikke mindst hvad angår små og mere naturnære vinmagere. Et andet godt sted at søge inspiration til shopping og sipping er på websitet Great Greek Wines, der drives af græske Yannis Karakakis MW og er et topprofessionelt initiativ til at udbrede kendskab til de bedste græske vine netop nu. Men nok om formidlerne, nu til sagen selv:

Bobler

Karanika Cuvée Speciale Extra Brut 2021. Amynteia, Makedonien. Sprudlende start, en overraskende frisk mousserende vin fra det nordlige fastland. Sprød, frugtig og mineralsk, noter af lime, pink grape og salt og strejf af hindbær og tørrede roser. Godt nok er forbilledet fransk, méthode traditionelle med et år sur lattes, men druerne er græske, 90% af den røde Xinomavro (Ξινόμαυρο) og 10% af den hvide Assyrtiko (Ασύρτικο). Druerne dyrkes efter økologiske og biodynamiske foreskrifter på gammel, sandet havbund. Hele klaser, direkte pres (blanc de noir) på kurvepresse og gæring ved temperatur omkring 18-22 grader. Lav svovling. Alk.: 11,5% Oinofilia

Hvidvin

Moinoterra Vilana 2023. Archanes Heraklion, Kreta. Karakterfuld, og så er der citrus! Friskluftig duft med citron, moden lime og et strejf af petroleum. Højspændt syre i munden, ren og skær sur saft af solmoden citron, lime og pomelo, med blød fylde og rent trav. En smule kandiseret citrus i eftersmagen, mineralsk efterklang. Sorten er den sjældne Vilana (Βηλάνα) høstet fra marken Vathipetro i 500 meters højde, fra 32 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. Helklasepresning, spontangæring på ståltank, modnet otte måneder på gæren; en mindre del af vinen i 350 liters franske egetræsfade. Alk.: 13,5%

Amargiotakis Thrapsathiri 2022. Dafnes Heraklion, Kreta. Sorten Thrapsathiri (Θραψαθήρι) håndhøstet fra marken Athanatoi, kalkstensjord i 350 meters højde over havet. Seks timers skindkontakt, gæring på små egetræsfade, fire måneders modning på gæren med jævnlig bâttonage. Her er der er dømt mere tekstur og en smule fadpræg— duften er frugtig og pikant med sydhavsfrugt, middelhavsurter, cedertræ og kokos, endda små strejf af Safari og piña colada. Saftig og læskende, med lækker mundfølelse og en vis syrlig spænding. Let urtet og sødmefuldt krydret, en delikat mundfuld. Alk.: 13%

Mikra Thira TerraSea 2022. Thirassia, Santorini, Kykladerne. Klassisk Assyrtiko fra Santorinis tvillingeø. Øens eneste vin, og vinstokkene dyrkes selvfølgelig som de små kurve koulourai. Lokationen er Potamida, i 250 meters højde, hvor jordbunden mest består af vulkansk aske og pimpsten. Dermed er der dømt ultratraditionel vulkanvin, med en mildt mineralsk næse, fra flint til fedtsten, og med let urtede undertoner, måske kamfer. Saftig på tungen, fin fylde, glasklar, syrlig og mundvandsdrivende salt. Slank men potent, har pænt med fint stof men er alligevel ret let. Lækker! Alk.: 13%

Kydonitsa Mature 2019. Lakonia, Peleponnes. Tilbage til fastlandet, Lakonien og Monemvasia regionen, hvor vinmarken Platori ligger ved Velles Monemvasias. Vi er i 250 meters højde over havet og har kalkholdig ler under fødderne. Den her dyrkede druesort er Kydonitsa (Κυδωνίτσα), måske en stamfader til al Malvasia; men mest af alt en arketypisk semiaromatisk græsk hvidvin. Ret gullig i glasset og mildt røget i næsen, som ellers er præget af gule æbler og kvæder. Stringent citrus og frisk eksotisk stenfrugt i smagen, florale fornemmelser undervejs, ret distinkt og pænt kompleks. Modnet ni måneder med gæren, to års flaskelagring. Alk.: 13%

Ktima Biblia Chora Ovilos 2022. Kavala, Makedonien. Græsk-fransk forelskelse, hvis hvid Bordeaux var hellensk— 50/50 Assyrtiko og Sémillon fra marken Pangeon, gæring og modning med gæren i franske fade. Let flintede og røgede topnoter, frodiggrøn stenfrugt i midten og undertoner af nyslået græs, buksbom, kamfer og eukalyptus. Jævnt saftig, fin fylde, moden frugt af kiwi, fersken og mango, syrlig, salt og let krydret eftersmag. Alk.: 13,5%

Artemis Karamolegos Kouloura 2023. Santorini, Kykladerne. 90% Assyrtiko, 5% Athiri (Αθήρι) og 5% Aidani (Αηδάνι) fra godt 80 år gamle stokke, dyrket som kouloura. Separat vinificeret på stål, modnet sammen godt 12 måneder med gæren. Frisk, æterisk næse, friske stenfrugter og strejf af blomster. Saftspændt i munden, overraskende smidig, med god syre og salt mineralitet, igen stenfrugter og strejf af vilde blomster og urter, fin fylde og længde. Alk.: 13%

Hatzidakis Nykteri 2021. Pyrgos, Santorini. Så er der Assyrtiko fra øverste hylde, virkeligt gamle kouloura-stokke på marken Megalochori, høstet om natten og gæret køligt for at formidle druens sarte friskhed og salte mineralitet på præcis vis. Otte måneders modning på egetræsfade, flasket ufiltreret. En virkeligt velbalanceret og forfriskende vin med rund syre og subtile noter af nashipærer, hvid stenfrugt og citrus og en smeltende salt finish. Fokuseret, fyldig, kompleks. Alk.: 14,5% Oinofilia

Lyrakakis Psarades Plytó 2024. Alagni Herklion, Kreta. Familien Lyrakakis har reddet den sjældne sort Plytó (Πλυτό) fra en ellers usikker fremtid, og det er tjenstværdig dåd; for vinen er en lækker mineralsk mundfuld med saft, frugt og talkumfin stoflighed i tilgift. Antydninger af moden citrus og mildt røgede indslag i duften. Saftig, spændstig og læskende på tungen, ren og rensende, med en let salt og let bitter snert, i frugten skinner især citron og en smule ananas igennem. En meget velbehagelig vin! Kort kølig maceration og spontan gæring, 40% er gæret og modnet på fad, resten er fra ståltank. Økologisk dyrket på marken Psarades i 280 meters højde. Alk.: 13%

Lyrakakis Psarades Dafni 2024. Alagni Herklion, Kreta. Endnu en brav redning fra Lyrakakis brødrene, og her bliver man endnu mere taknemmelig. Dafni (Δάφνη) betyder laurbær på græsk, og man behøver ikke beherske sproget for at forstå hvorfor. For den dufter og smager af laurbærblade i vilden sky! Liflige, æteriske, balsamiske duftnoter af timian, rosmarin, fennikel og kamfer og så de førnævnte laurbærblade, mens den i munden er mere stilfærdig men stadig super stimulerende, med saftigt flow, det fineste, blødeste stof, moden citrusfrugt og en delikat eftersmag af kandiseret viol. Helt sin egen, en vin, man sent glemmer! Håndhøstet, kort skindkontakt, spontan gæring på ståltanke. Alk.: 12,5%

Orange

Troupis Hoof & Lur 2022. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. En hyldest til traditionel græsk landvin, grænselandet mellem let orange og rosé. Nærmest dekadent duft af roser, geranier og nelliker, overraskende parfumeret i betragtning af dens lyse rosafarve; og så har den et fint greb, sprød syrlighed og en læskende saftighed, den smager mildt af modne jordbær, hindbær, melon, tørret papaya og kandiseret orangeskal. Moschofilero (Μοσχοφίλερο) er en ret aromatisk druesort med mørkt rødmende skaller, som med spontangæring og en smule skindkontakt folder sig fuldt ud. Marken Litharakia ligger i 640 meters højde. Spontangæring, 15 dages skindkontakt, modnet ni måneder på gærresterne og flasket uklaret, ufiltreret og med et beskedent strøg sulfitter. Alk.: 12,5%

Troupis Ekato 2023. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. Moschofilero med hundrede dages skindkontakt, heraf navnet εκατό, hundred; og her går det all in på aromatik, tekstur og struktur— den er orange orange! Duften igen dekandent men mere fortættet, kompakt, mørk sødmefuld. Figen, orangeskal, tørrede blomster; og teksturen er lækker! Der er syrlige bolcher, tørrede frugter og let medicinske noter i smagen. Mild bitterhed og salt eftersmag. Alk.: 12,5%

Tetramythos Roditis Orange 2022. Patras, Peloponnes. Smæskelig orangevin på Roditis (Ροδίτης) druer fra 46 år gamle stokke dyrket i 850 meters højde i Aigialeia bjergene ved den korinthiske bugt, kalksten. Tre ugers skindkontakt i amfora og seks måneders modning på store træfade. Madæbler, mandarin, abrikoser, orangeskal, en smule lynghonning og umeboshi. Fin fylde, und, frugtig og fornøjelig, med let tanningreb og en svagt salt eftersmag. Alk.: 13% Oinofilia

Poultsidis Selene Orange 2022. Larisa, Thessalien. Assyrtiko men denne gang fra Nees Karyes vinmarken ved Larisa i det nordlige fastland; og det er absolut genkendeligt som orangevin: Dyb duft af sødmefuld frugt, tørret abrikos, ananas, papaya og mango, kvædete; saftig og spændstig, med fin syre, lette tanniner, tørt træk i den sødmefulde frugt. Fin! Spontangæring, 30 dages skindkontakt, 12 måneders lagring sur lie, flasket uklaret, ufiltereret og med meget lav sulfit. Alk.: 12,2%

Sclavos Zakynthino Orange 2020. Elios, Kefalonia, Ionien. Intens og kompleks orangevin på den lokale Kefalonia-sort Zakinthino (Ζακυνθινό). Biodynamisk dyrkning, én måneds skindkontakt og ét års modning på træfade. Fuld af ferskner og abrikoser, såvel de friske som de tørrede, ferskensten og mandler, orangeskal, læder, aromatiske urter og ylang-ylang. Fyldig saft med støvede tanniner, når olympiske højder og har længde som en maraton. Nektar og ambrosia! Alk.: 13% Oinofilia

Rosé

Iliana Malihin Liatiko Rosé 2022. Rethymno, Kreta. Dunkel rosé med lys frugt fra Iliana Malíhins hånd, heroisk vitikultur i vanskeligt terræn, økologisk og biodynamisk dyrket, og der er fokus på lokale kretensiske specialiter som Liatiko. Stålsat, kort maceration, spontan gæring og minimal intervention, smuk saft. Kongen af Danmark bolcher, syrlige drops, rød grape, hindbær, roser. Saftig, sursød, bitter bagkant, meget delikat! Alk.: 13% Oinofilia

Aoton Lola Retsina 2020. Paenia, Attika. Sjældent spændende rosé og så oven i købet som seriøs retsina! Druerne er Madilaria, den velkendte retsina-drue Savatianó og en smule Cabernet Sauvignon, dyrket økologisk på markerne Lialioukou, Pousiledi og Fylakio. De håndhøstes ved nattetide for at bibevare friskheden, kurvepresses og gæres spontant med kort skindkontakt, hvor også frisk harpiks tilsættes, 0,4 g/l. Derefter modner vinen på gærresterne i otte måneder. Flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Alk.: 13% Oinofilia

Rødvin

Oenops Limniona 2022. Karditsa, Thessalien. Her har vi med den sjældne Limnonia (Λημνιώνα) at gøre, gæret og modnet halvt på amfora, halvt på egetræsfade, ti måneders modning på gærresterne, flasket ufiltreret. Duften er mild af friske røde bær, sart og forførende, måske med en smule røde roser. I munden er den saftspændt og silkeglat, ret rødfrugtet og med fine tanniner og let tørt træk. Eftersmag af hindbær, sveskeblomme, urt og sød lakrids. Alk.: 12,8%

Alpha Estate Xinomavro Reserve Barba Yannis 2020. Amyndeon, Makedonien. Så er det endelig Xinomavro time, ofte kaldet den græske Nebbiolo, det nordlige Grækenlands store stolthed. Fra 106 år gamle stokke på marken Barba Yannis i 647 meters højde over havet. Sandet, kalkholdig ler oven på kalksten. Håndhøstet og gæret med selektion af lokal gær, modnet to år på gæren i små franske Allier egetræsfade. Smaks altsammen af stor vin. Betagende mørk duft, viol, blåbær og sortebær, lyng og marcipan. I munden saftig, med frisk syre, salt mineralitet og fine tanniner. Mørke bær, blommer og svesker, sorte oliven, balsamico, rank og raffineret. Fornem vin. Alk.: 14,2%

Halkia Agiorgitiko Red 2022. Arapoglou, Nemea, Peloponnes. Økologisk Agiorgitiki (Αγιωργίτικο) fra kalkstensjorde i Nemea, et navn, der måske vækker genklang hos danske vindrikkere af en vis alder; men det her er nok bedre end det, man i hine tider har smagt. Halkias udgave er en saftspændt og tæt men let rødvin, fuld af sursøde kirsebær og blommer og en let urtet eftersmag, med faste men meget fine tanniner. Appetitvækkende. Alk.: 13% Oinofilia

Apostolos Thymiopoulos Naoussa Alta 2021. Trilofos, Naoussa, Makedonien. Endnu et navn, som måske vil være bekendt fra gamle dage; her i mesterlige Thymiopoulos hænder, hvor den lokale stolthed Xinomavro når himmelske højder. Vi er 450-650 meter over havet, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og druerne høstes ved håndkraft. 18 dages skindkontakt, en mindre andel hele klaser, hele herligheden spontangæres på ståltanke og lagres otte måneder på franske egetræsfade. Xinomavro kendes måske som en slags græsk Nebbiolo, men her er sammenligninger med Sangiovese og Pinot Noir heller ikke af vejen. Jordbær, kirsebær, strejf af tranebær og gojibær, friske krydderurter og sorte oliven. Mørk men stålende saftig, god syre og de fineste tanniner. Alk.: 12,5% Oinofilia

— og sidst en lille opfordring til sommerlæsning. Man skal ikke dvæle ved fortiden på fremtidens bekostning, men der er alligevel noget meget nutidigt, i al fald arketypisk, over de græske myter og ikke mindst den næsten tidløse historie om Odysseus. Som med et glas vin ved vandet og under sommersolen er en helt anderledes underholdende oplevelse end pligtlæsning i oldtidskundskab. Heltedigtet Odysséen (Ὀδύσσεια) er med rette en klassiker— et episk langdigt, ifølge traditionen forfattet af den blinde digter Homer og skrevet på heksametre, et rytmisk versemål med seks versefødder, som satte rammen om meget af antikkens digtekunst. I poetisk sprog berettes om sagnhelten Odysseus og hans farefulde færd til havs, mens han og hans mænd forsøger at finde hjem efter sejren i den trojanske krig, som er emnet for det forudgående digt Illiaden (Ἰλιάς). Hjemme venter hustruen Penelope og den efterhånden voksne søn Telemachos, som Odysseus måtte forlade kort efter fødslen; men nu er de under belejring af bejlere, som ønsker at overtage Odysseus kongerige. Intet går stille for sig, historien skorter hverken på kærlighed, sex, magi eller monstre, modige tvekampe og decideret blodbad. Game of Thrones kan godt gå hjem! Christian Wilsters gamle oversættelse er musikalsk og holder stadig, men selv har jeg også haft stor fornøjelse af Otto Steen Dues nyere og mere flydende udgave nærmere på nutidigt dagligsprog.

Vin spiller i øvrigt større og mindre roller gennem hele fortællingen. Som almindelig drik, som nærings- og rusmiddel, som selskabeligt samlingspunkt, som drikoffer eller som anden forbindelse til gudernes verden. Mere interessant er vin ved flere lejligheder endda et plot device, som for eksempel da Odysseus og hans mænd drikker kyklopen Polyfemos under bordet; eller da troldkvinden Kirke forvandler mændene til svin ved at servere dem forhekset vin. Altimens hjemmefronten på Ithaka bliver mere og mere dorskt dynket i vin… Så drik græsk vin, gerne med måde, og find glæde i musens fortælling.

ἄνδρα μοι ἔννεπε, μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσεν:
πολλῶν δ᾽ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ᾽ ὅ γ᾽ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κατὰ θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.

Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
men paa sin Fart over Havet han svær Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst…