Livet på grænsen: Steiermark

Den 10. september 1919 skrev de allierede magter og de besejrede østrigere under på Saint-Germain-traktaten. Det beseglede det gamle Østrigs opløsning efter nederlaget ved Første Verdenskrigs afslutning året før; og hermed adskildtes adskillige kronlande— med tilhørende vinmarker— fra det tidligere kejserrige: Store landområder gik tabt til vore dages Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Italien, Rumænien, Slovenien og Kroatien. Flere af kejserrigets vigtige vinområder lå nu i andre lande. Alene dannelsen af Kongeriget Jugoslavien betød et farvel til næsten 10 millioner undersåtter— og 30.000 hektarer vinmarker.

Tilbage lå en forarmet, detroniseret og amputeret republik i Alperne, afskåret fra omverdenen og sin glorværdige fortid; og familier, der boede i grænseområderne, måtte vinke farvel til familiemedlemmer og landbesiddelser, som de nye grænser satte udenfor; og med Anden Verdenskrigs udbrud og Jerntæppets sænkning blev det, der kramptagtigt var blevet holdt sammen som ét land gennem århundreder, i det følgende århundrede endnu mere krampagtigt holdt adskilt. Nu, et århundrede senere, er skårene klinkede, og efter Den kolde krigs afslutning og EU’s udvidelse mod øst er der genetableret forbindelser på tværs af de splittede egne— også mellem vinmarker og vinmagere. I disse Brexit-tider kan det være en interessant påmindelse om europæisk integration at se nærmere på de genvordigheder, et turbulent århundrede i europæisk historie beredte befolkningen og efterkommerne i Det Habsburgske Monarki. Ikke mindst på, hvor godt vinene i randområderne er kommet igen. Det lysner i øst.

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Steiamoak

Et af verdens naturligt mest betagende vinområder ligger i det sydøstlige Østrig mod grænsen til Slovenien: Steiermarks landskab fascinerer med sine endeløse rækker af stejlt skrånende bakker, der vrider sig ud og ind mellem hinanden og mødes i de særeste vinkler. “Das grüne Herz Österreichs”, Østrigs grønne hjerte, er en passende betegnelse for dette frodigt grønne og pulserende landskab: Skove, enge, frugtplantager og marker med korn, humle, græskar og masser af vin. Befolkningen ernærer sig som altid først og fremmest ved landbrug. Herfra flyder vinen og østrigernes elskede græskarkerneolie. Det tiltrækker også turister, der kan nyde godt af omgivelserne, afgrøderne og ikke mindst de lokales gæstfrihed, traditionsrige livsform og den charmerende styriske dialekt, hvor intonationen og melodien ligner landskabet.

Sin sydlige beliggenhed til trods gør højderne og nærheden til Alperne Steiermark til et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Det lokale klima kaldes illyrisk: Østrigs semi-alpine fastlandsklima mødes her med et fugtigt, adriatisk kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden giver intensitet og temperatursvingningerne komplesitet i druerne.

Det finurligt furede bakkelandskab byder på mange forskelle i både elevation og eksposition, og variationerne i jordbundsforholdene gør et stærkt fokus på lokalt terroir forståeligt. Kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt, man kan finde det meste i Steiermark. Det samme motiverer en stor variation i sorter: De grønne druer dominerer— Welschriesling, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Sauvignon Blanc, Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay, lokalt traditionelt kaldet Morillon samt en smule Riesling; og blandt de blå er Blauburgunder og Blaufränkisch at finde foruden den lokale specialitet Blauer Wildbacher, der mest benyttes til den syrerige rosé Schilcher (og der er nærmere at læse om Steiermarks vinområder og vine i det aktuelle DinVinGuide #19).

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme og integreret kronland i det østrigske kejserrige. Men fra 1919 kom nutidens Steiermark til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Det efterlod uundgåeligt tysktalende familier på den slovenske side og slovensktalende på den østrigske. Mange folk måtte rykke rundt og beslutte sig for, om de ville emigrere eller integreres.

Et vanskeligt århundrede fulgte på begge sider af grænsen. Fattigdommen var stor, især på landet, og især så perifært som det sydlige Steiermark lå. Den nu slovenske by Maribor (Marburg an der Drau) havde været et lokale samlingspunkt, men den lå nu på den anden side af en hård grænse. Dagligdagen blev vanskelig med hårdt arbejde på de stejle skråninger og tranghed i de små huse. Man dyrkede majs til at fremstille den nærende ret Sterz, og vin var alene til eget- og lokalforbrug, told gjorde udveksling og eksport vanskelig. Området affolkedes betragteligt i årtierne, der fulgte, og afhopning, smugling og andre former for grænseoverskridende adfærd blev for en tid hverdag. Efter Østrig gennem Anschluss blev en del af Det Tredje Rige i 1938, fulgte voldsomme krigshandlinger under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne besatte Stajerska og forsøgte etnisk udrensning i området; og med den efterfølgende fred fulgte Den kolde krig og årtiers skarp adskillelse.

Historiske dobbeltbesiddelser

Südsteiermarks snoede skråninger har ellers ikke meget til overs for mennesker med måleudstyr og grænsedragning for øje, og anskuet i dag synes det usandsynligt, at her ikke altid har hersket fred og fordragelighed. Landegrænsen mellem Østrig og Slovenien har siden 1919 løbet mellem Kungota i Slovenien og Glanz i Østrig, hvor også Die Südsteirische Weinstrasse løber— Østrigs ældste vinvej indviet i 1950’erne. Efter østblokkens fald, den jugoslaviske borgerkrig, Sloveniens selvstændighed i 1991 og indlemmelse i EU i 2004, indviede man i 2013 monumentet Grenztisch (‘grænsebordet’), et rundbord som mødested til fælles fornøjelse midt i vinmarkerne, og grænsen går teknisk set tværs gennem bordet. Hvor der engang var hegn og pigtråd, står der i dag venskab og vinglas; og her satte Østrigs statslige vinmarketing, ÖWM, en række internationale vinfolk stævne til Austrian Wine Summit i sommers. Emnet var passende ‘vinmarker uden grænser’ og fokus det fremtidige fællesskab mellem de nu genforenede vinområder i Steiermark og Stajerska.

“Vi har meget til fælles både her og der. Men hver familie er sin egen, ingen har helt samme historie,” fortæller den unge Anna Gamser fra Weingut Gamser, hvor hun med sin familie driver vingård og gæstgiveri ved Leutschach få kilometer fra grænsen til Slovenien. “Vores historie begyndte med mine oldeforældre, der grundlagde gården. Men siden min bedstefar er den drevet som en dobbelt vingård” — hvorved forstås en vingård med vinmarker på begge sider af grænsen. Hannes Dreisiebner fra Dreisiebner Stammhaus i Gamlitz kan ligeledes fortælle om sin oldefar og dennes bror, der med huse på hver sin side af grænsen måtte føre familierne videre i hvert sit land— til trods for, at deres vinmarker stadigt grænsede op til hinanden; og den aldrende Alojz Gaube fra Vino Gaube i Kungota på den slovenske side af grænsen kan nostalgisk berette om, hvor gerne hans far Emanuel ville have gået på vinskolen i Klosterneuburg— men muligheden havde han ikke. Den mulighed fik først barnebarnet Alojzij, der i dag driver gården videre.

Allerede i 1953 forsøgte man med den såkaldte Gleichenberger Abkommen at løse de grænseoverskridende problemer: Det var en bilateral aftale, der gav godt 400 østrigske og 50 jugoslaviske bønder deres besiddelser på den ‘forkerte’ side af grænsen tilbage; og de østrigske vinbønder mulighed for at forarbejde deres slovenske druer til vin i Østrig. Skridt for skridt er det gået i den rigtige retning, lettet af Sloveniens indtræden i EU i 2004, men desværre besværet af visse juridiske oprindelsesgarantier siden 2014.

Mærket Historischer Doppelbesitz benyttes af en sammenslutning af vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer i 2012. I dag har disse grænsegængere altså mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Således flasker familien Gamser i Østrig også en vin på Welschriesling fra deres marker i Slovenien.

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. Foto: ÖWM

Wööschriesling

Her har vi at gøre med en nærmest grænseløs drue, en retmæssig arving i den habsburgske vinfamilie. Welschriesling er Steiermarks mest plantede sort (og med 3.338 hektarer faktisk Østrigs næstmest plantede grønne sort efter Grüner Veltliner), og i de rette hænder er dens vine ofte ganske glimrende. Vine, man måske først falder for ved nærmere bekendskab, fordi de først forfører efter anden slurk; men ikke desto mindre.

En indledende afklaring er på sin plads: Welschriesling har ikke noget at gøre med den ‘rigtige’ Riesling, der kontrasterende også kaldes Rheinriesling men henvisning til floddalen, den stammer fra. Onde tunget vil hævde, at Welschriesling blot er en sekundasort, der lukrerer på Riesling-navnet for at forbedre sit eget brand. En urimelighed, vi vender tilbage til. Den er til gengæld beslægtet med en anden, nu knapt så kendt tysker, nemlig den gamle sort Elbling, der ligeledes er opkaldt efter en flod, Elben. Ret beset burde Welschriesling nok have heddet Donauriesling, for det er i landene langs Donau, den er udbredt og har sin oprindelse— men det navn er nu givet til en ny PiWi-sort, så vi hænger på Welschriesling.

Welsch— som i walisisk? Både ja og nej; for det germanske ord ‘welsch’ betegner noget fremmed eller anderledes, det være sig for eksempel et folk eller et sprog. Det er forklaringen på, at englænderne kalder deres vestlige naboer med det fremmedartede sprog for Welsh, selv kalder waliserne sig cymry. Tættere på vores nuværende opholdssted omtaler de tysktalende schweizere ofte deres fransktalende landsmænd i Suisse romande for Welschschweizer. Således også med den ‘anden’, ‘fremmede’ Riesling i øst: Welschriesling.

Ligehederne, der kan retfærdiggøre navneligheden med Riesling, tæller foruden friske æblearomaer og en relativt høj syre dens evne til at fremstille fremragende søde vine. Det er den rolle, Welschriesling indtager langs Neusiedlersee i Burgenland, hvor den blandt andre lægger druer til den ædelsøde Ruster Ausbruch. Kvaliteten er i top, men selvfølgelig er aromaerne og strukturen anderledes end i en Riesling fra Mosel. Men man skal slet og ret ikke sammenligne, for Welschriesling er sin egen; og har egne kvaliteter at værdsættes for. Fordommen, at tør Welschriesling er spinkel, udtryksløs bællevin, kan i dag tilbagevises med mangfoldige eksemplarer, der er alt andet.

Som nævnt er det netop i Central- og Østeuropa, at Welschriesling er på hjemmebane. Vi kender måske sorten bedst fra Østrig, men selv her slår den især sine folder i udkantsområderne i syd og øst. Den er udbredt i det nordligste Italien under navnet Riesling Italico, i Ungarn under navnet Olaszrizling og i Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien som Laski Rizling; mens den når sin største udbredelse i Kroatien, hvor den kendes som Grasevina.

Gamser Welschriesling 2018 er en traditionel styrisk Welschriesling med alle dens dyder, en frisk, saftig og mild mundfuld til maden eller som glas i utide. Fin, floral aroma, meget mild æblesmag, et let græsset præg i eftersmagen og en ren, mineralsk efterklang. Let og ligetil. Et glimrende supplement til de stærkt aromatiske vine, som Südsteiermark bugner af.

Weingut Tement laver for øvrigt fremragende Welschriesling af en anderledes seriøs og substantiel slags med deres enkeltmarker Weinstock Alte Reben og Ottenberg Veitlhansl. Ligesom de under navnet Domaine Ciringa laver vin i Slovenien lige over for deres berømte enkeltmark Zieregg. I Stajerska kan anbefales vinene fra Valdhuber og Keltis. Og prøv ellers løs hos Dieter Herist, Adam-Lieleg, Herrenhof Lamprecht, Lackner-Tinnacher, Michi Lorenz, Wolfgang Maitz, Tschermonegg, Warga-Hack, Weingut Werlitsch og Sepp Muster— eller i Burgenland hos Heinrich, Kolfok, Rennersistas og Uwe Schiefer. De bedste har foruden den frodige æblearomatik en næsten burgundisk fylde med syrnet smør, brioche og havrekiks eller masser af mineralitet, saltvand, havgus, østersskaller og flint. Måske fremtiden tilhører den undervurdrede outsider.

Flaske: Welschriesling 2018  
Vinhus: Weingut Gamser  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Welschriesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11%  
Pris: cirka 100,-  

Hvordan smager en lang, god sommer?

“Hvordan smager en lang, god sommer?”

Spørgsmålet stillede Nina og Niels Fink fra Vejrhøj Vingård ved Vindekilde i Odsherred for nyligt; og svaret vejrer ikke i vinden, for vi fik ved samme lejlighed smag for frugterne af sidste års høst. Den usædvanligt lange, tørre og solrige sommer i 2018 var en drøm for de danske vinbønder og kan nu genopleves i glasset. Styver 2018 er en forfriskende flaskepost fra foden af morænebakkerne ved Vejrhøj, hvor det på få år er lykkedes familien Fink at sende dansk hvidvin til tops.

Land og folk

Landskabet i Odsherred på det nordvestlige Sjælland hører til landets flotteste, især om sommeren; og Odsherred kommune rummer oplagt også flere sommerhuse end helårshuse. Man bemærker årstidernes skiften på andet end vejret.

Vi befinder os på bakkedragene langs Sejrøbugten syd for Sjællands Odde. Vejrhøj Vingård ligger langs vandrestien fra Vindekilde til gravhøjen Vejrhøj. Det er stejlt moræneland, dannet under seneste istid, hvor hele Odsherred lå under is. Vejrhøj er den yngste, sydligste og højeste af de såkaldte Odsherredbuer, randmoræne dannet ved en gletchertunges fremskred. Den gamle bronzealdergravhøj på toppen troner i 121 meters højde, med udsigt mod Nekselø i vest, Dragsholm Slot mod syd og helt over til den inddæmmede Lammefjord mod øst. Selve vinmarkerne ligger på sydvendte skråninger ned mod Sejerøbugten, foran ligger lidt hedeslette og bagtil skov og en moræneslette ned til Lammefjorden.

Seneste tilføjelse til dette gamle landskab er så tre hektarer vinmarker. Nina og Niels Fink skiftede Sølyst i Klampenborg ud med Vejrhøj i 2009. En boligannonce havde gjort dem opmærksomme på det lille hvidkalkede husmandssted ved havet, med tilhørende marker, som i årenes løb bare var vokset til. “Det var udsigten, der afgjorde det. Vi satte os på en bænk ved huset og så ud over bugten,” fortæller Niels: “Her skulle det være.”

En moden beslutning

Det er alt andet end ubeskrevne blade, der har slået rod her ved Vejrhøj. Begge er uddannede økonomer, fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet, og begge med en fortid i PensionDanmark og Lægernes Pensionskasse. Senest var Nina direktør i PBU, Pædagogernes Pensionskasse, og Niels chef for institutionelle investorer i Nordea. Hvad slår man sig så ned som efter sådanne jobs? Ja, som vinbønder, selvfølgelig!

Helt en selvfølge var det nu ikke, for det var mere tilfældets musik, der førte dem til vinavl. Nina var som ung en tur omkring Landbohøjskolen men skiftede hurtigt agronomien ud med økonomien og lod det grønne være en hobby. Men efter en lang karriere i storbyen kriblede det igen i fingrene for at komme i gang med “noget med planter”. Så da den yngste var blevet student, og børnene dermed fløjet fra reden, stod en flytning og et karriereskifte foran dem.

Oprindeligt var det tanken, at de måske skulle dyrke æbler eller solbær; men en kyndig sjæl var så venlig at lade Niels vide, at moræneskråningerne nær ved havet var mere end velegnede til vindyrkning. Så sådan blev det. De første vinstokke blev plantet i 2011. Stadig på hobbyplan til en aktiv pensionisttilværelse; men da Niels forlod sin chefstilling i 2013, valgte de alligevel at lade vinavlen tage fart. I dag står der godt 10.000 stokke, som kræver godt og vel to fuldtidsstillinger at passe. Samtidigt har Niels været tilbage på skolebænken og har taget sommeliereksamen på Vinakademiet.

De står altså selv for alt arbejde i marken og vineriet— men med hjælp fra venner, familie og folk med erfaring og gode kontakter. Den tyske vinmager og ønolog Jens Heinemeyer bistår i kælderen. Heinemeyer er kendt fra vinhuset Solveigs i Rheingau og slår ofte sine folder som konsulent i Danmark, bl.a. har han tidligere arbejdet med kirsebærvin på Frederiksdal, ligesom han også er ønolog hos Ørnberg på Sjællands Odde få kilometer fra Vejrhøj.

“Jens har været en vigtig hjælp undervejs. Han har også hjulpet til med at finde det rigtige udstyr til vineriet til en ordentlig pris. Vi var en tur i Tyskland og se på forskellige beholdere og brugte maskiner, og Jens kunne vælge noget af god kvalitet,” fortæller Niels.

I 2015 byggede de nyt professionelt vineri ved siden af privatboligen. Foruden presse- og flaskningsudstyr, gæringstanke og træfade rummer bygningen også kontor og smagerum. Siden har det faktisk bare taget fart. Vinene udviste tidligt et kvalitativt potentiale og har allerede fået professionel opmærksomhed og vundet flere priser— og blandt de mange ferierende i sommerhalvåret er der god basis for hyppige besøg på den lille vingård. “Så der er nok at se til.”

“Vi får en masse frisk luft, for der er rigtigt meget udendørsarbejde. Det er meget givende at gå rundt ude i marken og passe planterne,” fortæller Nina. “Det er noget rart i at gå og gentage, når man beskærer og binder op. Men man skal ikke begynde at tælle, hvor langt man er nået… for så går det galt!”

Der skal både slides og nørkles en del, men også træffes beslutninger langt ud i fremtiden. Vin er som flerårig afgrøde og langtidsholdbart produkt et foretagende med naturligt langt tidsperspektiv; og det fordrer eftertanke men kræver også beslutsomhed. Deri ligger selvfølgelig venten og frustrationer men også meget af det særegent givende ved hele foretagendet: “Der er en stor tilfredsstillelse i at arbejde med hele processen fra planterne på marken til den færdige vin i flasken,” fastslår Niels.

Udgangspunktets lidenhed til trods formår de alligevel at fremstille flere forskellige og forskelligartede vine: Hvid, rosé, stille og mousserende, stålsatte og fadlagrede, de ligefremme og de legende. En fællesnævner er en intens aromatik og kølig nordisk friskhed.

En lille forbindelse tilbage til finansverdenen er finurligt bevaret i vinenes navne: Skilling, sterling, seksling, klipping, styver og gylden er alle navne på mønter; og med de historiske mønter sluttes ringen også til gravhøjen og arkæologiske fund fra nærheden.

Grønt er godt for øjnene

Respekt for naturen er en grundindstilling hos Nina og Niels Fink. De har fra første færd dyrket uden brug af sprøjtegifte. Desuden holder de markerne grønne med bunddække af naturlige græsser; og de tilføjer jorden næring med kompost. En officiel økologisk certificering er også under opsejling.

“Vi har valgt nogle sorter, som har gode forudsætninger for at modne i et køligt klima som det danske,” forklarer Niels, “og da vi dyrker markerne uden at bruge sprøjtegifte, giver det også god mening at have sorter, der kan modstå meldug og råd.”

Valget af druesorter faldt også naturligt på de grønne, da det danske vejrlig (endnu) er bedst egnet til hvid og mousserende vin. Solaris er hovedsorten, og Muscaris har også fået en pæn andel. Phönix, Hibernal og senest Souvignier Gris følger trop, og dertil kommer lidt af de blå Leon Millot, Cabernet Cantor og senest Bolero. De blå indgår i fremstillingen af rosévine. Sorterne er alle såkaldte PiWi-sorter, særligt sygdomsresistente krydsninger, som er velegnede til at dyrke i et relativt køligt og fugtigt klima som det danske— især når man som økolog ikke kan ty til fungicider. PiWi kan man læse nærmere om her.

Vejrhøjs vinmarker ligger på en sydvendt skråning op mod selve Vejrhøj, hvilket giver druerne masser af sol. Det skrånende terræn og nærheden til havet reducerer risikoen for nattefrost i maj, hvor vinstokkene springer ud; og i løbet af sommeren virker havet som en mildnende faktor, der frisker op og sender en salt brise ind over landet. “Vores vine kommer alle fra den samme mark,” fortæller Niels, “så de afspejler direkte den natur, de kommer af. Hver årgang er også forskellig. Det er spændende at følge med i.”

Udgangspunktet er småt; og det er småt med erfaringer i et så nyt et vinland som Danmark, der først i 2000 fik godkendelse af EU til kommerciel vinproduktion; og de sorter, der dyrkes, er ikke de mest hverken vel- eller anerkendte. Hvad kan man så forvente? Hvis man overhovedet har nogle forventninger, kan Vejrhøj i hvert fald leve op til dem. Det er imponerende, hvad de har nået i løbet af mindre end et årti; og man fornemmer da også både en begejstret overraskelse og en berettiget stolthed over vingården og vinene. Niels og Nina har fundet sig til rette, selvom de stadig er på vej i deres udforskning af vind, vejr og lokale vilkår. Og hvad rummer fremtiden så? Småt er godt, især når man gerne vil gøre arbejdet ordentligt og gå i detaljen:

“Vi vil gerne holde det i den her størrelse,” fastslår Niels, “så vi stadig selv kan stå for det hele. Så hellere holde fast i en lille produktion af kvalitetsvin og arbejde videre på den.” — Det bliver spændende at følge i de kommende år!

Sommeren 2018

Byger, som går og kommer— det er den danske sommer! Så vidt Thøger Larsen; men 2018 bød på en ekstrem sommer mange steder på den nordlige halvkugle. Central- og ikke mindst Nordeuropa og især Skandinavien oplevede usædvanligt varmt og solrigt vejr.

Sommeren satte i Danmark allerede ind i maj, der blev den varmeste og solrigeste nogensinde målt i Danmarkshistorien— med en middeltemperatur på 15 grader og hele 363 solskinstimer. Regn var det småt med efter en usædvanligt våd marts; og allerede i juni kom der afbrændingsforbud landet rundt. Juni og juli gik maj i bedene og gik begge hen og blev de solrigeste af deres slags. Heldigvis kom der noget af den nedbør, der normalt kendetegner juli, endda kraftig regn sidst på måneden; men det solrige, varme vejr varede alligevel langt ind i august.

Sådan en sommer sætter selvfølgelig et særligt præg på vinplanternes vækst. Blomstringen forløb meget tilfredsstillende, men den efterfølgende tørke var hård for planterne, især de helt unge stokke. I sidste ende blev udbytterne dog overmåde pæne og mosten godt moden. Høsten fandt sted meget tidligt og forløb over en ganske kort periode fra den 15. til 25. september. Familie og venner hjalp til med at få druerne i hus. Nu, et år senere, hvor dette års mere ‘normale’ danske sommer lakker mod enden, kan vi gøre status over resultaterne.

Styver 2018 er stålsat Solaris med nærmest knasende sprødhed, en saftspændt, frodig frugt, godt greb og overraskende frisk syre for så varm en årgang. Græs, hyldetræ, hyldeblomst, limeskal, grønne stikkelsbær, moden pære, agurkesaft, flintede noter, aromaerne er komplekse. Samtidigt er Styver en fornøjelig og letdrikkelig vin, lige til at servere ved 8-10 grader og i ikke for små glas. Den egner sig som tørstslukker, terrassevin og i selskab med asparges, ærter, salater, lys fisk, gedefriskost og andre milde oste. Produktionen blev i 2018 på godt 6.000 flasker. Styver var i øvrigt i 1600- og 1700-tallet en dansk-norsk to-skilling. Selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, en gammel nederlandsk møntenhed.

Skilling 2018 er en rundere og mere substantiel Solaris med et skud Souvignier Gris. Rund fylde og rank syre, hyldeblomst, frisk fersken, et hint røde bær og let krydret restsødme. Gæringen gik i stå tidligere end forventet og efterlod 19 gram restsukker, der blot balancerer syren og giver større fylde. Velegnet på egen hånd, til milde oste eller grillede rodfrugter.

Klipping 2018 er en blød og saftig mundfuld på Muscaris og Cabernet Cantor. “Muscaris giver hyld og Cantor røde sommerbær,” siger Niels, og han har fuldstændigt ret: Hyldeblomst, roser, mild rød bærfrugt, især jordbær, både frisk og frosne, modne hindbær, et let krydret og røget præg. En oplagt vin til jomfruhummer, koldrøget laks eller rødkitost; men desværre allerede udsolgt. Knapheden går igen i navnet, den er navngivet efter en beskåret mønttype, som man har ‘klippet’ i krisetider.

Seksling 2018 er en boblende pendant til Klipping, en pet nat uden tilsatte sulfitter. “Selvom de startede sammen, har de fået vidt forskellige farver,” observerer Nina: Her er det en lys hindbærbrus med let skum, sprødt bid og gribende syre. Masser af moden bærfrugt, hindbærkerne, buksbom, pinje og en let ristet bitternote. Oplagt aperitif eller ledsager til friske sydøstasiatiske retter.

Så er der også Sterling, en Solaris med fadlagring, tillige i udgaven ‘Nøgen’, en naturlig, usvovlet forfriskning med hyldeblomst, grapefrugt, stikkelsbær, pirrende syre og en salt sprødhed; og Perle, en gang skum på Phönix og Hibernal med æble- og stikkelsbærsmag; og netop nu kommer to yderst velsmagende fade skindfermenteret Solaris og Souvignier Gris også på flaske, ‘Gylden’— men mere om det ved en senere lejlighed!

Vejrhøjs vine kan i København købes hos Vintro og Ved Stranden 10, og er man den spisende type, kan man støde på dem på Dragsholm Slot, Geranium, Kong Hans Kælder, Kødbyens Fiskebar, AOC m.fl. Men de kan selvfølgelig også erholdes på selve stedet, hvor alting opleves bedst. Vingården er almindeligvis åben for besøg torsdag og lørdag. Tjek hjemmesiden, eller træf aftale på 21 20 08 68 — og god fornøjelse med dansk vin!

Flaske: Styver 2018  
Vinhus: Vejrhøj Vingård  
Oprindelse: Sjælland, Danmark  
Druesort: Solaris
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: 185,-  

På vulkaner i Veneto

“Vi ved intuitivt, at der er noget på færde; men hvordan det hænger sammen, det er en helt anden sag.”

Så samtidigt sikkert og usikkert indledte John Szabo sin master class om vine fra vulkanske jordbunde på dette års jubilæumssamling i Vulcanica: Et forum hvor vinbønder, -forskere og -forhandlere siden 2009 har delt interesse og erfaringer med netop denne vintype; og siden delt den videre på vinmessen Vulcanei, som ligeledes afholdtes i maj. Udgangspunktet er Italien men med udblik til hele den vide verden; og Szabo er ikke hvem som helst i denne sammenhæng. Han er Canadas første master sommelier (MS) og forfatter til bogen Volcanic Wines: Salt, Grit and Power, den første almene introduktion til vine med vulkansk ophav.

Intitativet til Vulcanica opstod i Soave i den nordøstitalienske region Veneto, som vi i Danmark kender særdeles godt for Valpolicella og især den mægtige Amarone; men her fremstilles også Venetos fremmeste hvidvin, og den regnes traditionelt for italiensk hvidvins ukronede dronning. Området rummer foruden vinmarker på kalksten også mange vinmarker på vulkansk sten, basalt frem for alt. To i bund og grund helt forskellige jordbundstyper. Så i Soave er det muligt med en direkte sammenligning mellem magmatiske jordbunde som de vulkanske (basalt) og sedimentære jordbunde som de kalkstensholdige (karbonat) — især i forhold til duft- og aroma-profilen og den omdiskuterede mineralitet, da vi her har at gøre med hvidvine, hvor tørstofindhold og tanninstruktur spiller en meget mindre rolle end i rødvine.

Hvad er sammenhængen så mellem jordbundstype og vintype? Ja, som Szabo lader fremgå, så er der én eller flere sammenhænge; men hvordan terroir-udtrykket præcist omsættes fra den vulkanske undergrund til vinen i glasset er mildest talt meget mere usikkert. En sammenlignende smagning af 14 udvalgte vine— fra Veneto, Toscana og Piemonte og de mere velkendte vulkanske Vesuv, Etna og Santorini— gav dog et praktisk indblik og viste en række overlappende fællestræk. De står til sammen skrevet med stort i Suavias Monte Carbonare fra Soave, som kan tjene som et arketypisk eksempel i denne sammenhæng.

Den sorte basalt

Mange forbinder måske ikke Veneto som et vulkansk område, og vi skal da også millioner af år tilbage for at finde egentlig vulkansk aktivitet i området. I dets indre del bliver landskabet mere bakket, og mange steder ser man kegleformede bakker skyde op som små vulkaner. De er af vulkansk oprindelse, men små, udslugte vulkaner er de nu ikke. De er fremskred af den magmatiske stenart basalt, hvor den derover liggende sandsten og kalksten er eroderet væk, så basalten står tilbage som små pyramider, der rejser sig i landskabet.

Den store stjerne i det hvide Veneto er Garganega. Den får selskab af den lokale variant af Trebbiano; foruden en spændende lokal sort som Durello, den nyere krydsning Manzoni og burgundiske sorter som Chardonnay. Venetos vulkanske vinmarker er foruden i Soave at finde i Gambellara, Monti Lessini, Colli Berici, Colli Euganei, Valle d’Agno. Fælles for dem er, at det er meget stenede jordbunde, vi har med at gøre, ofte med grundfjeldet lige under et ganske tyndt toplag jord. Det er umiddelbart næringsfattige vinmarker, som de også kendes fra f.eks. ren granit; og ligesom granit er basalt dannet af magma fra jordens kerne. Men modsat granit, som langsomt er kølet ned og størknet langt inde i jorden (som såkaldt dybbjergart), så er basalt nedkølet og størknet hurtigt ved udbrud på jordens overflade (som en såkaldt dagbjergart). Mineralerne i granit har haft tid til at krystallisere sig, så de er store og synlige i stenen— selve ordet granit kommer af granum, korn, = kornet, grynet. Der er tale om kvarts (ofte 50% eller mere), feldspat, glimmer og hornblende. Basalt består af silikater som amfibolit, olivin og pyroxen og er som regel ret finkornet med mindre krystallisering.

En mur af blotlagt basalt rejser sig majestætisk ved Val d’Alpone

Der er som regel ikke så tykt et lag humus oven på basalten, og jorden er almindeligvist relativt sur (med en pH-værdi på mellem 7 og 4,5), særligt når der er tale om ganske gamle jorde med en høj grad af forvitring. Vand og kvælstof bliver derfor begrænsede resourcer for vinstokke med rødder på basaltiske jorde. Den mindre mængde vand og næring til rådighed giver generelt mindre klaser og bær, derfor mere ekstrakt. Vinstokkene viser også en vis tendens til at modne tidligere samt at omdanne druernes æblesyre til sukker; mosten synes dog generelt at holde et højere syreniveau end på andre jordbundstyper. Desuden kan knapheden på kvælstof i jorden resultere i et lavere kvælstofindhold i mosten, som hen ad vejen kan resultere i reduktive aromaer i den færdige vin. Heri ligger en del af forklaringen på, at de mere syrestrukturbetonede hvidvine med mineralske, hvis ikke ligefremt flintede aromaer, ofte er at finde på vulkanske jorde. Sådan fremstår det i hvert fald, når Garganega og Trebbiano tager springet fra de federe kalkholdige jorde til de fattigere basaltiske. Vinene her har fyldigere frugt, en vis fedme og virker i det hele taget rundere. Vulkanske vine er kun undtagelsesvist opulente.

“Mennesket har altid været tiltrukket af vulkaner. Alene tanken om vin fra vulkaner er selvfølgelig fascinerende,” forklarer Szabo om sin egen vej til vulkanske vine. “Det er min erfaring, at hvis vulkanske vine har noget til fælles, så er de mindre frugtige og mere mineralske, hvor jeg især oplever dem som salte. Det er ofte mere delikate vine.” Det er dette, han som slogan har samlet under overskriften ‘salt, sten og kraft’ — og som vi fik at opleve gennem et kurateret udvalg af enkeltmarksvine fra især Soave men også Colli Euganei og Etna.

Massive telluriske kræfter

Hvordan så få fornemmelse for det vulkanske? Det bedste er at smage sig frem og finde den røde tråd. Hvidvine er præget af de lige linjer, de skarpe kanter og den indre spænding— spændstigheden, syrespillet, energien om man vil, den træder tydeligere frem. En mere fremherskende fenolik kan også spores— som en let, behagelig bitterhed eller et salt spor sidst i vinen. Sådan smages det i al fald i direkte sammenligning; og måske især når man leder efter forskellene. Intuitivt går det godt i spændt med jordens indre kræfter og magnetfelt, tektoniske bevægelser og mineralernes migration.

De vulkanske højdespringere fra Veneto viste sig i denne omgang at være Cantina Gambellaras I Basalti, altid fremragende Fiippis Colli Scagligeri og Vigne della Brà, og sidst men ikke mindst Massifitti og som nævnt Monte Carbonare fra Suavia.

Vinen er ren, klar og lineær, med en stålsat stenfrugt, kølig hvid fersken og litchi, samt en næsten stearin- og parafin-agtig glathed og mild urtet eftersmag. Moden fylde, syren stråler efterhånden igennem og får vinen til at runde markant tørt af. Rensende, mineralsk, mageløs forfriskning, hvor man med lidt fantasi kan mærke den hårde, sorte, blanke basalt som vinens ranke rygrad.

Har man brug for yderligere bekræftelse, eller er man bare nysgerrig, så er svaret at tage til Veneto og få selvsyn for sagen. Volcanic Wine Park er er navnet på et projekt til oplysning af de mange besøgende i området, der vil opleve sammenhængen mellem landskab og vin… Turistfælde? Ja, hvis man betragter betagende natur, gammel kulturlandskab, vinhusbesøg og masser af vellavet hvidvin som en fælde…

Flaske: Monte Carbonare 2017  
Vinhus: Suavia  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druesort: Garganega  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Otto Suenson
Pris: 165,-  

Skjulte skatte

Hidden Treasures er navnet på et nyt projekt mellem den østrigske rødvinsguru Roland Velich fra Moric og en håndfuld fremstormende ungarske vinproducenter. Deres fælles mål er grave glemte skatte frem fra den pannoniske slette, der indtil for 100 år siden udgjorde et sammenhængende vinområde på tværs af Østrig og Ungarn. Sammen fremstiller de regionale klassevine på traditionelle sorter, fra gamle vinstokke på historiske vingårde— et af de fremmeste forsøg på at genetablere en sammenhængende pannonisk vinkultur.

Pannonisk skattejagt

Roland Velich er allerede kendt for at føre den østrigske rødvinssort Blaufränkisch til nye højder fra sine marker omkring Neckenmarkt og Lutzmannsburg i det centrale Burgenland. Den østrigske rødvinssort Blaufränkisch? Ja, det er måske en tilsnigelse; for som bekendt befinder Burgenland sig lige på grænsen til Ungarn og i kejsertiden sorterede det under de ungarske kronlande— og sorten er også at finde under navnet Kékfrankos i store dele af det vestlige Ungarn. Så nær hundredeåret for dobbeltmonarkiets opløsning og adskillelsen af Burgenland fra resten af den pannoniske slette og vinkultur, var det oplagt med samarbejde og forbrødring over grænserne; og Velich gik på jagt på den anden side af grænsen: Østrigsk ekspertise til ungarsk råstof. Det har indtil videre resulteret i tre vine, hvor Velich vinificerer hos sine ungarske kolleger og dermed bringer os nærmere de glemte skatte i øst.

Første fund er fra Tokaj, en tør vin af samme navn, frembragt i samarbejde med Attila Homonna fra Erdöbenye. Den traditionelle Tokajvin er som bekendt en ædelsød klassiker, og det var da også Homonnas udgangspunkt, da han i 1999 slog sig ned i regionen; men det kedede ham en smule, og han begyndte at eksperimentere med tørre vin på de lokale Furmint og Hárslevelü, en trend han var med til at søsætte, og som siden har sendt bølger gennem hele Tokaj— og videre ud i den vide verden. En fælles forkærlighed for det friske og mineralske samt en klippefast forpligtelse på terroirtro vine førte ham sammen med Roland Velich. I 2016 kom Hidden Treasures Nr. 1 til verden, ren Furmint fra marken Peres, spontangæret og modnet på store træfade.

Andet fund fandt sted i Nagy-Somló, hvor den unge vinmager Tamás Kis tager terroiret til efterretning: Vulkansk jordbund, rig på basalt, og beplantet med pannoniske paradesorter som Olaszrizling, Furmint og Hárslevelü—ypperligt beskinnet af solen på den tørre slette. Vinområdet har navn efter den 431 meter høje, udslugte vulkan Somló. Kis opdyrker fem hektarer med små parceller af gamle, uopbundne stokke, og hans vine trækker på en tradition for tørre, mineralske hvidvine, der tilbage i kejsertiden var ombejlede— og nu er ved at blive det igen. Siden 2016 er hans vin med Velich på førnævnte sorter og har de førnævnte kvaliteter.

Østrig-Ungarn anno 2017

Alle gode gange tre, og det tredje fund gjorde Velich ved Balatonsøen, den store, lavvandede sø (også kendt som Plattensee) i det vestlige Ungarn. En sø, der på mange måder er at sammenligne med den østrigske Neusiedlersee et par hundrede kilomenter mod vest, men landskabet omkring Balaton er mere bakket og jordbunden mere af vulkansk oprindelse.

Vi er på bakkerne nord for Balatonsøen på vej op mod bakken Csobáncs 376 højdemeter, et lille bjerg af vulkansk oprindelse, der i hvert fald siden 1272 har været kronet med borgen (nu borgruinen) af samme navn. Foruden løss præges jorden af kalkholdigt sand, aflejringer fra det pannoniske urhav, samt forekomst af førnævnte vulkanske basalt.

Her slog schweizeren Philipp Oser sig ned i 2004. Den tidligere IT-mand investerede sin opsparede formue i en restaurering af et landsted med tilhørende tyve hektarer vinmarker. Navnet blev Villa Tolnay, en hyldest til den kendte ungarske skuespillerinde Klári Tolnay, der tidligere havde haft sommerresidens på grunden. I partnerskab med den ungarske vinmand László Nagy begyndte han at bringe vingården på fode igen— med fokus på gammeldags håndværk og udstyr, heriblandt talrige store og små træfade fra den østrigske bødker Franz Stockinger. Potentialet til noget stort var sikret; og det kom ad åre Roland Velich for øre, og et samarbejde blev indledt fra 2017.

Man mærker det snarere end ser det, etiketterne på Hidden Treasures er præget med et forhøjet tryk ‘HID’ — ikke blot en forkortelse for Hidden Treasures men også det ungarske ord for ‘bro’.

Hidden Treasures Nr. 3 Balaton 2017 dufter mildt af hvide forårsblomster, er smidig og lind i munden men samtidigt frisk og sprød. Den knusprige syre bløder op i en saftig mundfuld med mineralske saltnoter, frugten er forfinet og nærmest ubestemmelig, men man leder nysgerrigt— og et skud på modne, gule æbler er ikke helt ramt ved siden af, akaciehonning heller ikke. Ukompliceret men langt fra uforfinet fornøjelse, der godt kan tænke sig et lidt større glas og god tid i det.

Råstofferne er 50% Furmint, 45% Riesling, og små 5% Welschriesling har sneget sig ind. Furmint har indfødsret i Ungarn, men hvad laver Riesling her? Ja, faktisk er der en Rieslingtradition omkring Balaton, ikke overraskende et levn fra den østrigske kejsertid; og tænker man over jordbundsforholdene og et vist smags- og strukturmæssigt slægstskab med Furmint, giver det egentlig meget god mening. Furmint er i den tørre udgave karakteriseret ved friske og syrerige vine, der samtidigt kan være intense og fyldige. Dens vugge stod i det nordøstlige Ungarn, hvor dens genetiske variation også er størst. Den knopskyder tidligt, modner sent og har dermed en særligt lang sæson. Heldigvis tåler den tørke; og i det fugtige efterår er dens tykskallede druer let modtagelige for botrytis og derfor velegnede til de ædelsøde vine, den har gjort sit navn på i Tokaj.

Det bliver spændende at følge de næste udgivelser i Morics serie. Vinene importeres ikke til Danmark men kan købes hos f.eks. østrigske Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore.

Har man mod på andre østrigsk-ungarske projekter, kan på dansk jord anbefales Franz Weningers vine fra Sópron, som forhandles af Österreich Vin; eller Stefan Wellanschitzs projekt Kolfok, der forhandles af Vinomani.

Flaske: Hidden Treasures Nr.3 2017  
Vinhus: Villa Tolnay  
Oprindelse: Balaton, Ungarn  
Druesorter: Furmint, Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 120,-