Sol, sand og salt

Antonino Barraco trækker på traditionerne og lader lokaliteten komme direkte til udtryk i sine vine: Kondenseret middelhavsklima, sydens sol, den friske vin og havets salt kommer alle i front i hans minimalistisk vinificerede vine på lokale sorter, dyrket i de sorte sandjorde på det vestligste Sicilien.

Hans Grillo 2014 dufter mildt af citrus, abrikos og mango, og den smager af det samme: Først i tørrede, så i de friske udgaver. Saftig, frugtig og moden men alligevel rank, med et godt greb og en fin syre. Let salt og røget eftersmag, noter af bergamot og lakrids. En umiddelbar og underholdende vin, der forfrisker kølig men viser komplekse sider ved 12-15 grader.

Grillo er den indfødte sicilianske hvidvinsdrue par excellence, og verdens kendskab til druen har hidintil mest været formidlet gennem Siciliens historisk mest berømte vin, Marsala, fra øens vestkyst. Grillo gør sig da også godt til hedvin og lang lagring på grund af sin forholdsvist høje syre, viskøse tekstur og subtile aromatiske kompleksitet; men den egner sig faktisk også til tørre hvidvine, hvilket indtil for nyligt har været en velbevaret hemmelighed blandt indfødte sicilianere. Men faktisk trækker denne stilart tråde tilbage til Marsala, før de alkoholglade briter fik den forstærket.

I de seneste år har en renere, ikke-fadlagret og mere mineralsk stil vundet frem, foruden udgaver med kortere eller længere skindkontakt. At man også kan lave glimrende orangevin på Grillo er f.eks. Valdibellas Grillo sulle Bucce (dansk importør: Winewise) et godt eksempel på. Nino Barracos vine leger også med kort skindkontakt, men falder smagsmæssigt mere ud til den hvide og mineralske side - men i det hele taget er de bare noget for sig. Livlige og komplekse, og så er det vine, der som det naturligste i verden hamler op med klassiske råvarer fra det sicilianske forrådskammer: Ansjoser, sardiner, oliven, saltede kapers, mandler, pistacier, safran osv.

Grillo er hjørnestenen i Barracos produktion, men lad os alligevel kaste et kort blik på højdepunkterne i det øvrige sortiment:

Catarratto: En fornem fortolkning af en endnu én af Siciliens indfødte sorter, den friske men ofte neutrale Catarratto, her strammet op af tre dages skindkontakt. Blomstret duft og citrus i alle afskygninger, syrerig og med en dejligt krydret dybde, grønne urter, bergamot, kanel og nellike.

Zibibbo: Det lokale sicilianske navn for den gamle Moscato d’Alexandria. Skæv og skæg, her står naturvin med tydeligere skrift: Flint og krudt i næsen og masser af citrus, tropisk frugt og blomster. Ikke ulig den fremragende Zibibbo fra Gabrio Bini (dansk import ved lieu-dit).

Vignammare: Gensyn med Grillo, her fra ældre stokke på de kystnæreste marker, der forlener en særlig salt fornemmelse i vinene: En vin fra havet og tiltænkt at servere til alt godt fra havet. Især østers og de ærefrygtindgydende søpindsvin, hvis intense salt og jernsmag kræver sin vin. Vignammare kan klare skærene.

Perricone, Pignatello og Nero d’Avola laver han også, hvis man går over til den mørke side; men så længe solen skinner så strålende som i Grilloen… De fleste af Barracos vine kan købes fra italienske webshops som Italvinus og Tannico - og foruden importerer og serverer Il Buco her i Danmark.

Flaske: Grillo 2014  
Vinhus: Barraco  
Oprindelse: Sicilien, Italien  
Druesort: Grillo  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål, fire dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €20  

Creutz

Det kræver stærke overtalelsesevner at overbevise danskere om, at Silvaner ikke bare kan være værd at drikke men faktisk også være stor vin. Nogle gange er det bedste kneb nok at lade vinen tale for sig selv. Især hvis det drejer sig om vin med så meget at fortælle som fra enkeltmarken Creutz, hvor næsten 150 år gamle, upodede Silvaner-stokke vokser i den lyse kalkjord, økologisk dyrket og vinificeret efter den gamle skole af Zehnthof Luckert.

Silvaner kommer til sit fulde udtryk her. Både dens stringente og mineralske side og den mere frugtige og fyldige; og det er den sidstnævnte, der er i forgrunden i Creutz. En seriøs sensommervin, der flyder lige så ubekymret som Mainfloden, men undervejs bundfælder de fineste indtryk: Moden gul frugt og en kompleks dybde af grønne urter og jasminthe, nyslået hø, friske hasselnødder og voks. Silkeglat, fløjlsblød, cremet, saftig - og tør, støvet, mineralsk, kalket, næsten som flydende talkum. En måske overraskende men ikke uberettiget sammenligning kunne være med Chablis fra Raveneau. Den bør da også nydes af Bourgogneglas - og ikke alt for kølig. Nuancerne kommer frem med luft og opvarmning i glasset.

Creutz er en parcel på stejle Sonnenberg i Sulzfeld, sandsynligvis Tysklands ældste stadigt ydende Silvaner beplantning. Ulrich Luckert tilkøbte den i 2011. Den massale selektion er plantet på egne rødder helt tilbage til 1870 og tæller kloner som Grüner, Gelber, Roter og Blauer Silvaner. Alle regnbuens farver, og det giver nok yderligere kompleksitet til den komptakthed og dybde, der i forvejen kommer af de dybt forankrede rødder og næsten absurd lave udbytter: Vi er helt nede på 10 hektoliter pr. hektar; og med kun godt 600 stokke bliver det kun til et enkelt fad og ikke meget mere end 400 flasker. Druerne er høstet manuelt i september, og efter en kort kold udblødning med drueskallerne, gæres mosten spontant. Så følger lagring på gærresterne i et gammelt frankisk Viertelstückfass og først flaskning et år senere.

Zehnthof Luckert er en førsteklasses producent, og jeg har tidligere fremhævet deres fremragende Maustal - og fremhævet lagringspotentialet i samme. Det samme gør sig gældende for Creutz, endda i endnu højere grad. Især i de køligere årgange, hvor tyngden ikke kondenserer til kritisk masse, men syren holder den svævende. Det er tilfældet i 2014 (og noget lignende gør sig gældende i 2016). Frugten vil formentlig træde yderligere i baggrunden og gøre plads for flere af de urtede og mineralske noter, der allerede nu betager.

Silvaner - før og nu

Skal vi satse på en strålende fremtid for Silvaner? I en periode var den den vigtigste sort i Tyskland. Et ældre navn er Österreicher, der peger på en oprindelse i Østrig, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem en Traminer-sort og den nu nærmest uddøde Österreichisch Weiss. Silvaner havde en vis udbredelse i Østrig men udvandrede mod vest, og i sin storhedstid var den udbredt vidt og bredt i Tyskland og langt ind i Frankrig. Det er en drue, det er let at dyrke og som let glider ned men samtidigt let glider i baggrunden; som en spinkel og noget neutral druesort, som derfor dyrkes mindre og mindre mange steder, hvor den tidligere var vidt udbredt. Den fandt sig dog for alvor hjemme i Franken, hvor den stortrives og har sin højborg i dag. De solrige somre og den kalkholdige jordbund gør den saftigere, frodigere og mere finesserig her end noget andet sted. Silvaner er den arketypiske Frankenvin. Mild, venlig og afslappet som frankerne selv. Den er territorial men ikke en alfa-han som Riesling. Til gengæld kan den være en diva på samme måde: Den kræver særlige kår for at yde sit yderste; og når det er tilfældet...

Creutz er kunst. Pæn ved første bekendskab, smuk ved det næste, og siden betagende, spændende, afhængighedsskabende. En sjældenhed, der er fortættet masse i vægtløs tilstand, gnidningsløst flydende, vin i plasmatilstand. En oplevelse af en anden verden.

Flaske: Creutz Sylvaner 2014  
Vinhus: Zehnthof Luckert  
Oprindelse: Franken, Tyskland  
Druesort: Silvaner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 499,-  

En iværksætter krydser sit spor

Det var vinens skyld! Martin Lenikus er en succesrig østrigsk boligudvikler og bygherre med en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Handelsuniversitetet i Wien. Så det stod umiddelbart ikke lige for, at han som en listig form for byfornyelse skulle starte sit eget vinhus op - og dog! Selvom der kan synes at være stor forskel på luksusboliger, designhoteller, atalierer og vinmarker, så er fællesnævneren Wien. En by med en lang kulturhistorie og indgroet vinkultur, der kan præge bysbørnene umærkeligt men umiskendeligt. Således også i tilfældet Martin Lenikus: Han fik smag for byens kulturliv og ikke mindst den lokale vin, og den personlige interesse blev transformeret til et professionelt engagement. "Intet er mere risikabelt end intet at risikere" er mottoet.

Efter at have erhvervet sig vineri i Grinzing i det nordvestlige Wien og marker rundt omkring i byen, kom de første vine på flaske fra 2008 med Erich Franz og senere også Philippe Ricoux som ønologer. I dag dyrkes hele 25 hektar, der bliver til godt 15 forskellige vine. "Individualitet gør livet værd at leve" er blevet en slags leveregel for Lenikus, der søger af afspejle Wiens og wienernes mangfoldighed i sine vine. Lenikus er fascineret af forskelligheden i den traditionelle wienervin (det store udvalg af sorter og ikke mindst de blandede beplantninger) og byens kludetæppe af vinmarker med mange forskellige jordbundstyper (løss, lehm, flysch, kalksten, sandsten, flodaflejringer, gammel havbund) - og det søges udtrykt i vinene. Etiketterne er også udtryksfulde med deres sort-hvide portrætter af forhistoriske æresborgere - huleløver, uldnæsehorn, kvasthalede hulepindsvin m.fl. Sortimentet består af en række vine på Grüner Veltliner og Riesling samt den traditionelle Wiener Gemischter Satz fra blandede beplantninger. Et eminent eksempel er den særdeles mindeværdige enkeltmarksvin Erinnerungsgarten fra ganske gamle vinstokke - en dyb, subtil, kompleks og anderledes vin, men et glimrende eksempel på genrens formåen. Den afgørende prøve står dog ikke med topvinen men med basisvinen. Kan man kringle en sådan til tilfredshed, er man nået meget langt.

Lenikus består med udmærkelse med sin Wiener Gemischter Satz 2016. Duften er let blomstret og ret urtet. Sprød og med en frisk syre på tungen, næsten indbegrebet af forestillingen om østrigsk hvidvin; hvor saftig og eksotisk frugt spiller op mod mineralske noter. Overskriften er pære og fersken, grapefrugt og lime står tillige med stort. Det med småt: Lindeblomster, valnødder, timian, løvstikke, salt, klor og kinin. Umiddelbart er den ligefrem og enkel, i længden er der dog dybde og kompleksitet at afdække. Druerne kommer fra flere parceller rundt omkring i særligt den nordvestlige del af byen, sorter som Grüner Veltliner og Weissburgunder står forrest med opbakning fra Welschriesling, Neuburger, Chardonnay - plus det løse. 15.000 flasker og en fornuftig prissætning. Bæredygtighed.

Martin Lenikus har en fornemmelse for både byens rige kulturliv og dens særlige naturressourcer. Wien har ikke blot en bevaringsværdig kulturarv i sit vinbrug, den har også en naturskat, der skal bevares. Det nære forhold frem og tilbage mellem natur og kultur respekteres med bevaring af gamle marker og økologisk dyrkning. Fortsæt på den måde!

Flaske: Wiener Gemischter Satz 2016  
Vinhus: Bioweingut Lenikus  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Pris: Cirka €16  

Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som Batic, Burja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-