Gallernes trylledrik

Sébastien Riffault laver Sancerre, som smager særdeles usædvanligt. Vinene er ellers lavet efter alle kunstens regler, det er bare mere hundekunster end den kunstlede standard i Sancerre, der er på plakaten. Vi har at gøre med en tillempet tilgang fra glemmebogen: Sen høst, ædelråd, vildgær, træfade, malolaktisk gæring, lagring på bundfaldet, ingen filtrering og nul sulfitter. Naturvin uden undskyldning. Dermed er scenen sat til en anderledes forestilling, men én, det er værd at løse billet til, for vinene er livlige, markante og interessante.

Akmèniné viser ved ophældning en dybt gullig farve, diset men med en ulmende glød. Duften kan berede en mindre overraskelse, den er en æterisk eksplosion af fuldmoden frugt: Sursøde ferskner, hvide forårsblomster, rørsukker, kælder. Skal Sancerre nu dufte sådan? Første slurp har samme overraskelsesmoment, for nok er der sødme, men den er mere moderat end antydet, afstemt af en spændstig syre og saftig frugt. Den smager af fryd, ferskner, gule reineclauder, mirabellekompot og modne ananaskirsebær; og samtidigt trækker den i en tør og salt retning og vækker mindelser om umeboshi.

En genoptagen tradition

At dømme efter den indledende beskrivelse kan Sébastien Riffault forekomme som lidt af en Rasmus Modsat. Alligevel repræsenterer han gammel tradition i området, for den gennem årtier næsten eneherskende stil i Sancerre – klare, tørre, stålsatte hvidvine – er en nyere tids standard. Hvad Sébastien faktisk har gjort er at bringe ældre dyrknings- og kældrings-former ind i det 21. århundrede. Det er ikke skøre indfald eller udefrakommende hipsterfilosofi, men resultatet af et nært forhold til jorden, lokalområdet og tidligere tiders traditioner – og ikke mindst inspiration fra andre visionære vinbønder i regionen, Nicolas Joly og Olivier Cousin eksempelvis, og i særdeleshed et nært samarbejde med vennen Alexandre Bain fra Pouilly-Fumé. 

Familien Riffault har været vinbønder i Sancerre i otte generationer, men vinbrug har først udgjort deres hovedbeskæftigelse i løbet af de seneste to generationer. Sébastien faldt i tønden med trylledrik som lille. Efter endte studier i Beaune begyndte han stykvist overtagelsen af vingården fra sin far Étienne i 2004. Straks gik han i gang med at lægge om til økologisk dyrkning af markerne og minimal intervention i kælderen. En omlægning, der kostede dem alle stamkunderne! Resultaterne var simpelthen for anderledes. Siden 2007 har han bestyret samtlige 12 hektar, og alle markerne dyrkes i dag biodynamisk. Det har efter sigende skabt en sundhed og modstandskraft i markerne, der gør det muligt at modne druerne og høste meget sent uden skimmel og råd. Druer angrebet af ædelrådden botrytis bruges til gengæld med glæde. Der høstes selvfølgelig med hånden, og Sébastien har til markarbejdet genindført brugen af heste, som var udbredt så sent som i hans farfars tid. Ejendommen driver han i fællesskab med sin litauiske hustru Juraté; og til hendes ære er de enkelte parceller og vine navngivet på litauisk. Foruden Akmèniné tæller de Auksinis, Skeveldra, Saulétas og Les Quarterons.

Det er mildest talt et andet udtryk, Riffault får frem i sin Sauvignon, end det man er vandt til fra moderne, konventionel Sancerre. Men sine særheder til trods afspejler vinene dyrkningsforholdene, jordbunden og vejret, mark for mark og år for år. Det fortjener vel betegnelsen terroirvin?

Stenet vin

Parcellen, som har fået navnet Akmèniné, overtog Sébastien i 2005. Beplantningen er foretaget af faren, og stokkenes gennemsnitlige alder er 35 år. Ekspositionen er sydsydvest, hældningen op imod 20%. Jordbunden består af kalkholdig lerjord med mange kalksten og en smule flint. Navnet Akmèniné er litauisk og betyder "skabt af sten", og Riffault fremhæver selv de mange kalkstenes indflydelse på vinens krop og frugt. Høstudbyttet ligger på under 30 hektoliter pr. hektar men er ofte endnu lavere på grund af stor selektion.

Druerne håndhøstes, presses hydraulisk, spontangæres, gennemfører malolaktisk gæring og hviler så på gærresterne. To års stabilisering på ældre barriques, gravitationel tapning på flaske, endeligt et års flaskelagring i kælderen. Ingen klaring, ingen filtrering, ingen tilsatte sulfitter. Det giver en livskraftig drik med alt, hvad det indebærer. Vin, der kan virke overvældende i sig selv, men som for alvor kan komme til sin ret i forbindelse med mad.

Pontus Elofsson har kippet med flaget for dampet spinat med hyldebær og hybenrosenblade, en ret, som vinen i sin tid blev serveret til på noma. Mindre kan også gøre det. Det er selvfølgeligt oplagt at arbejde med frugt, grønt og krydderier, der deler smage med vinen. Et skævt bud: En sydøstasiatisk curry står godt til vinen, såvel det krydrede som det fede. Mere klassisk: Den har fylde og kant nok til at kunne klare modne skimmeloste, mens det lokalpatriotiske valg ville være de fine, små gedeoste Crottin de Chavignol. 

Lodder man for alvor dybderne i denne vin, får man hen ad vejen strejf af fugtigt græs, grønne urter, hyldeved, skovjordbær, fuldmodne solbær, sød lakrids, bergamot, stjerneanis og nellike. Konformister, regelryttere og andre stivstikkere vil klage over skumfiduser i næsen, ferskenskind mellem tænderne, metallisk bismag, volatile træk, oxidative noter, den totale mangel på hyldeblomst eller kattepis - og ikke mindst "Hvor blev ledsageren til mine grønne asparges af?" Men de kan helt sikkert udsættes til senere, når vinen er et festfyrværkeri som denne her.

Flaske: Akmèniné 2010  
Vinhus: Étienne & Sébastien Riffault  
Oprindelse: Loire, Frankrig  
Druesorter: Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,-  

Familieportræt: Timotheus

Det er få flasker, der har haft blikket rettet mod mig så længe, som Timotheus fra Gut Oggau har. Eller også er det omvendt. Der er noget fængslende over det fjæs, der pryder flasken. Et excentrisk udseende og derfor også meget let genkendeligt: Ansigtet er knyttet, koncentreret foldet men blidt og ubekymret, blikket venligt og varmt. En midaldrende mand, muligvis i sin bedste alder, en mand som man fornemmer har noget væsentligt at sige. Alligevel gik der en rum tid, før jeg tog mig sammen og blev personligt præsenteret. Så meget desto glædeligere, at vinen ved første slurk viste sig at være virkelig god, endda spændende - som at møde en gammel ven efter lang tids adskillelse.

Gut Oggau er et innovativt traditionsvinhus, der laver naturlige vine med et autentisk udtryk, i glasset såvel som i flasken: Hver vin har sin egen karakter, som vinhuset har forsøgt at portrættere på etiketterne, og sådan illustrerer man konkret den abstrakte vinstil. Til sammen danner vinene en lille, fiktiv familie, hvor Timotheus hører til i forældregenerationen, som søn af mægtige Mechthild og pater familias Bertholdi. Invitation til familiefesten forefindes her.

Mens de yngste familiemedlemmer er mere til umiddelbar underholdning, begynder der at være meget mere at komme efter hos de mere bedagede personager; og Timotheus er ikke så lidt af en karakter. Der er noget nærmest arkaisk over ham, ikke blot ansigtet men også navnet. Det er ikke hver dag nu til dags, at man møder nogen med det navn! I den kristne mytologi er Timotheus en betroet medarbejder hos Paulus, såvel medafsender og modtager af diverse breve, og ifølge den oldkirkelige overlevering led han martyrdøden.

Mindre kan også gøre det, og som skrevet står i Gut Oggaus egen beskrivelse: “Han imponerer folk med sin stærke og balancerede personlighed. Han står med begge ben solidt plantet i jorden, men er ikke desto mindre frisindet og altid på udkig efter nye udfordringer. Han anses for at være selvsikker, en mand med noget på hjerte og endda raffinement. Han er en sikker vinder, én der hurtigt får venner alle steder.”

Der er etableret venskab her. Timotheus er en spændende vin, der har masser af kant, men også en blød side. En vin, der er sikker i sit udtryk og derfor også hviler i sig selv. Og skudsmålene om frisind, erfaring og dybde er ikke forkerte - de kan tydeligt loddes i vinen.

Timotheus har et sprødt bid, blød fylde og raffineret frugt. Grønne druer, pærer og galiamelon i duften går igen i smagen, med et lille stik af grapefrugt og krydderurter samt milde, nøddeagtige noter i afrundingen. Det frugtige og urtede komplementeres flot af både en mineralsk stringens og en cremet rundhed. Der er noget nærmest burgundisk over teksturen og dybden. Frugten er nedtonet en smule af den semi-oxidative vinifikation, ligesom den høje syre er blødgjort af den naturlige malolaktiske gæring. Det giver en mere udviklet og detaljeret vin. Den har en stilfærdig kompleksitet, bralrer ikke alle sine hemmeligheder ud med det samme; og så er det en vin, hvis videre udviklingspotentiale det skal blive spændende at følge.

Timotheus er gjort på den grønne Veltliner og den hvide Burgunder, omtrentligt i forholdet 70-30. Vinstokkene er 40 år og derover, fra marker med sand, grus og en del kalksten. Dyrkningen er biodynamisk og høsten manuel. Efter en delvis afstilkning af klaserne gæres vinen på store træfade. 2/3 presses direkte, mens den sidste 1/3 gærer med skallerne i 3 uger. Fadene blandes, og vinen lagrer et år på bundfaldet uden omrøringer. Herefter flaskes den, uklaret, ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter.

Summa summarum: Stephanie og Eduard på Gut Oggau har gjort sig skyldige i endnu en lækker vin og et spændende bekendskab. Man skal muligvis have hold i en magnumflaske for at afgøre, om den frenologiske lighed er størst med den katalanske politiker Carles Puigdemont eller den engelske filosof Michael Dummett. I nærverende 75cl format vil jeg nøjes med at slå fast, at Timotheus er helt sin egen.
 

Flaske: Timotheus 2014  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Weissburgunder  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 285,-  

Skum

Der er noget i gære, og det er pet nat, over alt, hele tiden. Pétillant naturel, en naturligt perlende vin, er fremstillet ved at fuldende druemostens gæring på flaske og på den måde indespærre kuldioxiden fra gæringen - et enklere alternativ til den mere omfattende metode med en efterfølgende andengæring på flaske, som det kendes fra f.eks. Champagne. Resultatet er en vildere vin med mildere skum og lavere alkohol. Champagne er på alle ledder og kanter en meget konstrueret vintype, og pet nat byder her ind med simple living og en tilbagevenden til traditioner, der er ældre end den såkaldt traditionelle metode. Pet nat og den oprindelige metode, méthode ancestrale, er igen kommet på mode med sit forfriskende direkte og autentiske udtryk.

Østrig er som altid godt med på noderne. Den 9. juni i år afholdtes den første internationale B.O.U.M. vinfestival i Wien (forkort. f. Bubbles Only Using Must), og bag bordene var blandt andre Christoph Hoch fra Hollenburg i Kremstal. Alt spiller for hans første pet nat Kalkspitz, en lille skummende komposition af Grüner Veltliner med venner. "Der gemmer sig en masse tanker og følelser bag Kalkspitz, som jeg kunne tale og skrive om i timevis" fortæller en med rette stolt Christoph Hoch.

Christoph har arvet driften af familievingården i Hollenburg fra sine forældre Harald og Andrea, der sammen med søsteren Daniela hjælper til. Familien Hoch har huseret i området siden 1640, dels som handlende, dels som vinbønder. Husets fem hektar dyrkes i dag efter biodynamiske principper og er certificeret af Demeter. Der dyrkes Grüner Veltliner og Riesling til hvidvin (70% af produktionen) og desuden røde sorter som Zweigelt og Blauer Portugieser, der udelukkende bruges til mousserende vin (30% af produktionen). De seneste fem år har Christoph nemlig eksperimenteret med at fremstille en god pet nat. En opgave, der ikke er så ligetil, som beskrivelsen af den enkle fremstillingsmetode ellers kunne efterlade indtrykket af.

Hvorfor så overhovedet en pet nat? Idéen opstod egentlig ved et tilfælde. Efter at have smagt en fadprøve af en af Christophs første vine, kvitterede vennen Franz Hofstätter med kommentaren: "Den her vin er alt for syrerig! Den kan ikke bruges til andet end at lave mousserende vin!" Hoch lod sig ikke slå ud af kritikken, snarere tværtimod. En smule kontrært tog han det i stedet som en slags udfordring og begyndte at afsøge potentialet for en perlende vin med base i hans forhåndenværende druemateriale.

Jordbundsforholdene omkring Hollenburg er usædvanligt kalkholdige for Kremstal og Donauområdet i det hele taget: Det særlige Hollenburger konglomerat er et særdeles kalkrigt flodsediment, basisk med en pH på 7,5 og over. Ikke ulig de kalkholdige jorde i Champagne og da de to områder også deler kontinentalt klimatiske træk (med kolde vintre, varme somre og relativt lav nedbør) lå sammenstillingen lige for i Hochs tanker. Han havde faktisk terroir til at fremstille bobler af høj kvalitet, og ligheden med Champagne skulle udnyttes; og som biodynamisk vinbonde lå et samarbejde med frænder som Laherte, De Sousa og Tarlant lige for. Dog var planen ikke at fremstille vin med decideret forbillede i Champagne - Christoph ønskede i stedet at forsøge sig med en enklere vin, og flasket op med en naturlig tilgang ikke kun til dyrkning men også til fremstilling af vin, lå en non-interventionistisk vinifikation à la pétillant naturel lige til højrebenet.

"Folk skal kunne smage Hollenburg i mine vine. For mig er det vigtigt at afsøge og føle jordbunden og undergrunden," erklærer Hoch: "En erfaring, som jeg selv har gjort mig, er, at jeg ikke kan lave fyldige vine fra disse jorde, uden de bliver for yppige og opulente, fordi de så får for lav syre. Her må vi altså lave syrerige, fine og pikante vine."

Hoch tog kontakt til Benoît Tarlant, som gav ham gode råd og ikke mindst grej at lege med: Tarlant forærede ham tolv af sine brugte fade, som aldrig havde været udsat for kemikalier og derfor var righoldige på de probiotiske bakterie- og svampekulturer, der befolker Champagnes vinkældre og har en gavnlig indflydelse på vinens udvikling. Betingelsen var dog, at Hoch skulle fremstille en konsistent pet nat af høj kvalitet på fadene, ellers måtte han betale for dem. Tarlant følte sig sikker i sin sag: Den unge Hoch ville ikke være i stand til at afstedkomme en helt naturlig pet nat, som både var velsmagende, holdt moussen og ikke udviste betydelig flaskevariation.

Moderne mousserende vine fremstilles normalt på en færdiggæret og stille vin, som så tilsættes sukker og gær og gennemgår en andengæring; enten i en ståltank (Charmat-metoden) eller på den endelige flaske (Champagne-metoden), hvor boblerne spærres inde. Det er en ret styret proces, hvor vinmageren tager fuld kontrol over gæringen. En pet nat gærer i modsætning hertil kun en enkelt gang: Når gæringen er godt i gang, hældes mosten på flaske, flasken lukkes med en kapsel, og førstegæringen fuldføres i flasken. Gærresterne får som regel lov at forblive i flasken, mens de i de moderne mousserende vine som regel fjernes ved en såkaldte degorgering.

Fremstillingen af pet nat er i høj grad en balancekunst, og timingen er afgørende: for at ende med en færdiggæret, tør og mousserende vin er valget af flaskningstidspunktet altafgørende. Hver enkel flaske er et meta-stabilt system, og selv små udsving kan spolere det endelige resultat: Flasker man den gærende most for tidligt, med et for højt sukkerindhold, risikerer man, at vinen overgærer, så flasken eksploderer. Flasker man for sent, med et for lavt sukkerindhold, risikerer man, at gæringen går i stå, så vinen får for få bobler og restsødme. Det gælder altså om at få godt gang i den naturlige gæring og så vide, præcist hvornår overgangen fra fad til flaske skal finde sted. Christoph Hoch: “Alle ønskede mig held og lykke - og tilføjede, at de var sikre på, det aldrig ville lykkes!"

Den skumfødte

De første forsøg blev gjort med årgang 2012, og allerede i 2015 kunne Christoph Hoch sende en hel årgang Kalkspitz på markedet: Adskillige tusinde flasker, skummende, velsmagende og uden synderlig flaskevariation. Salget er siden gået forrygende. "Kalkspitz er i dag et af mine vigtigste produkter" fortæller Hoch.

Druesammensætningen er Hochs egen opfindelse og opskrift. Det drejer sig ikke kun om en særlig smag og en bestemt mængde bobler, men også om at finde den rette balance mellem syre, sødme, alkohol og kuldioxid. Derfor anvender han forskellige druesorter med et vist fenolisk indhold men ikke for høj syre. Grüner Veltliner udgør hoveddelen i selskab med Zweigelt. Den blå Zweigelt presses direkte, mens den grønne Veltliner får lov at udbløde skallerne en kort tid i mosten. Dertil kommer en mindre mængde af den blå Portugieser, der ligeledes presses direkte, og endelig krydres blandingen med en smule skindfermenteret Muskat Ottonel og Sauvignon Blanc.

Hver sort høstes ved den rette grad af modenhed, presses på en gammeldags skruepresse, gærer for sig i separate fade, som så stikkes sammen, og gæring fuldendes på flaske efter fem uger. En lille kabale, der i sidste ende går op. Det er mængden af restsukker, der afgør produktionen af kuldioxid og dermed også trykket i flasken. Vinen degorgeres ikke, og derfor er gærresterne stadig at finde i flasken. Intet tilsat og heller intet fratrukket. Kalkspitz er kun gæret druemost, kun konserveret af sin egen syre og gærresterne. Det giver også vinen en særlig fylde og blødhed, især hvis man hvirvler bundfaldet op i den.

Fremstillingen foregår i den ældste del af familien Hochs kælderdyb i Hollenburg, en kælder der går tilbage til husets stiftelse i 1640. Temperaturen holder sig konstant på 16 grader her, og luftfugtigheden varierer meget lidt i løbet af året: Perfekte forhold til at holde live i de rette mikroorganismer.

Kalkspitz 2015 er smukt gullig, før bundfaldet farver den klare vin mere mørkgylden og mælket. Den skummer flot op i glasset, en fast skum med store bobler, der knitrende sender en frisk duft af pærecider op. Modne pærer, en smule fersken eller abrikos, lidt grapefrugt og let krydderurtede og jordagtige noter trænger igennem i smagen. Moussen er ret let og bruser relativt hurtigt af, men vinens syre sikrer den spændstighed og mineralitet. Den vil for nogen minde en kende om en frugtig hvedeøl men er mere vinøs end en sådan. Kalkspitz er absolut tør, med restsukker på under 0,8 g pr. liter, resten er blev til bobler. Trykket er i underkanten af 3 bar. 

Den seneste udgave af Kalkspitz bliver den første non vintage, idet der i udgaven fra 2016 er blandet godt 30% årgang 2015 med det formål at lave en lidt mere seriøs og voksen udgave. Christoph arbejder foruden med at udvikle en degorgeret udgave efter den traditionelle metode - Kalkreich. I den forbindelse har han i samarbejde med Laherte og de Sousa plantet Chardonnay-stiklinger fra bl.a. Avize og Le Mesnil på sine marker i 2015 og 2016. Endnu et projekt, det bliver spændende at følge.

Hoch er ikke eneste mand under pet nat fanerne i Østrig: Andre anbefalelsesværdige eksemplarer leverer f.eks. Rennersistas med deres In a Hell Mood, Meinklang med Foam, Claus Preisinger med sin Ancestral, Pittnauers Pitt Nat, Judith Beck med sin Pet Nat Bambule, Wilder Sprudel fra Thomas Hareter, Geyerhof med deres Pet Nat 360, eller hele serien af vine fra det pet nat-fokuserede samarbejde Fuchs und Hase mellem Arndorfer og Jurtschitsch. 

Pet nat skummer ikke ind i himlen. Det er ikke stor, dyb eller vigtig vin, men helt enkel vin, et fornøjeligt tidsfordriv eller sommerlig bællevin, skum og spas. Den initiativrige Christoph Hoch har formået med sin nysgerrighed og grundighed at balancere på den knivsæg, det er at fremstille en god pet nat. Kalkspitz er en særdeles seriøs tørstslukker og en arketypisk reference for genren i Østrig.

Den mildt skummende Kalkspitz med bundfaldet hvirvlet op i vinen og et deraf følgende orange slør. Dekorationen på etiketten er familiens gamle våbenskjold som handlende på Donau.

Flaske: Kalkspitz 2015  
Vinhus: Christoph Hoch  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Zweigelt,  
Blauer Portugieser, Muskat Ottonel, Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, delvist macereret  
Lagring: Gæring på flaske  
Lukning: Kapsel  
Alkohol: 10,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 150,-  

Solidt håndværk

En murer bygger og vedligeholder huse af sten. Det er i hvert fald, hvad Undervisningsministeriets Uddannelsesguide vil have os til at tro. Nu har Schweiz altid været god for undtagelser, og hos Tom Litwan i Aargau bakses der da også med andet end mursten, mørtel og fugemasse. Blandemaskiner, murerskeer og måleværktøj har måttet vige pladsen for presser, gæringskar og træfade, for Litwan har skiftet sit oprindelige hverv som murer ud med en fuldtids beskæftigelse som vinbonde. Karriereskiftet blev cementeret efter et ophold i Bourgogne. Den altid flirtende Pinot Noir var den skyldige i afledningen, og Litwan tog uddannelsen og erhvervet som vinbonde til sig i hjemlandet.

Pinot Noir fra Schweiz? Ja, landets bedst bevarede hemmelighed ligger ikke længere i bankerne men i landets vine. Godt nok drikker de selv langt de fleste, men nogle få flasker forvilder sig væk fra folden, og godt det samme, for kvaliteten kan være virkelig god. Litwans og landsmænds vine forhandles i udvalg hos både tyske Linke Weine og østrigske Wagners Weinshop, der begge leverer til Danmark.

Litwans svendestykke Thalheim Chalofe er særdeles veludført. En sart rød farve og en mild, forførende duft afslører, at vi har med forfinet Pinot Noir at gøre. Bålrøg, nåletræer, skovbund og vilde urter er første indtryk i duft og smag, før et væld af saftige skovjordbær tager over og fylder munden. Ren frugt, flot fylde og god syre; umiddelbart betagende men også med stof til eftertanke. Chalofe formår både at være subtil og mørk men også frisk og læskende. 

Druerne til Chalofe 2011 er høstet sidst i september fra stokke plantet i henholdsvis 1969 og 1998, og med grundig selektion er udbyttet nede på cirka 25 hektoliter per hektar. Gæringen foregik spontant over et par uger, herefter kom vinen et år på brugte barriques, som rundede syren af og modnede frugten uden at kompromitere vinens rene udtryk. Et halvt år fulgte på ståltank før flaskning, efter en let filtrering og sulfitering.

Det er ikke tidligt tilnærmelig vin; som ung kan den være ret reduktiv og syren utæmmet. Den fordrer tid på flaske og kommer også først rigtigt til ære efter noget tid i glasset. En håndfuld år på flasken, et par timer i glasset, og alt spiller, netop nu synes den at være vin til tiden.
 

To fag frem

Thomas Litwan kom altså ind i vinproduktion ud af vinpassion og er dermed ikke bundet af familieforpligtelser eller en særlig tradition. Han er en ægte Quereinsteiger. En forkærlighed for håndens arbejde og det kreative fik ham efter endt skolegang til at uddanne sig til murer. Tre års ophold i Bourgogne åbnede dog hans øjne for vinens verden, ikke blot vin som nydelsesmiddel men også som natur- og kulturprodukt. Fascinationen af Pinot Noir tog han med hjem og efter småjobs hos forskellige vinbønder, tog han den teoretiske del af sin vinuddannelse på Fachhochschule Westschweiz, mens det praktiske håndværk for alvor blev indlært på det dengang økologiske, nu biodynamiske vinhus Domaine des Balisiers, lige uden for Genève. Her blev Litwan efter sin mesterlære i en årrække kældermester, før muligheden for at starte op for sig selv bød sig i 2006. En kollega tippede ham om nogle vinmarker til salg i Schinznach Dorf i Schenkenbergertal i hans hjemlige Aargau, og efter at have lejet sig ind i et kælderkollektiv med det biodynamisk arbejdende vinhus Claudio und Kathrin Hartmann kunne han året efter flaske sin første rødvin. På få år blev udvidet med flere parceller, en blev til tre blev til fem hektar, som han i dag kan regne for sine egne og fylde op mod 30.000 flasker årligt.

I tilfældet Litwan taler vi altså nok schweizisk Pinot Noir men ikke efter sædvanlig schweizisk standard: Litwans vine er både bedre end gennemsnittet og udmærker sig ved den burgundiske inspiration. Det er altså mod Frankrig, man skal vende forventningerne snarere end det nærliggende tyske Baden, som Aargau ellers deler mange karakteristika med. Her er solrigt, lunt og tørt, og kantonen rangerer også på fjerdepladsen i landets vinproduktion; men den fortolkning, som Tom Litwan giver druerne, trækker tråde tilbage til traditionel Côte de Beaune. Han foretrækker friskhed, balance og raffinement frem for modenhed og fylde, og Pinot Noir som frugtbombe eller fadbamse spejder man forgæves efter her. Allerede ved ophældning får man syn for sagen: Den lyse murstensrøde vin vil kunne få machotyper til at bryde sammen i skuffelse. Litwan er ligeglad med farven, som ikke spiller nogen rolle for ham, så længe vinen har intensitet, balance og dybde. Han høster derfor tidligere end de fleste, når druerne præcist har opnået fuld modenhed og ikke mere, hvilket ikke kun giver mindre farve men også mindre alkohol.

Farveintensiteten såvel som frugtekstraktet og syrestrukturen afhænger af årgangen, og det er netop det eneste af virkelig vigtighed for Litwan: at vinen afspejler sin oprindelse, ikke kun den jord, den kommer fra, men også det år, den kom til verden. Vind og vejr er de afgørende skabere af druerne, og håndværket går på at bevare dette, at bygge rundt om det og skabe det et solidt fundament. Håndens værk ligger her ofte i en hands off appoach. Pinot Noir bliver i Litwans hænder til et stykke fint arkitektur, der naturligt vokser ud af landskabet.

Den større sammenhæng

Sammenhængen med omverdenen er også vigtig: Som biodynamiker afholder han sig ikke kun fra kunstgødning og sprøjtegifte, han er også tilbageholdende med brugen af den ellers tilladte kobbersulfat. Selvfølgelig anvendes de biodynamiske præparater, men ellers er der ikke så megen snak om Steiner. Det vigtige er livet i marken og det naturlige kredsløb. Litwan arbejder for at synkronisere sine aktiviteter med naturens rytmer, årstidernes skiften og årgangenes vekslen, så vinene bevarer og afspejler den livlighed.

Den nu 39-årige Litwan er altså i løbet af et årti strøget til tops i det helvetiske vinhierarki. Toppen af poppen er hans røde vine, men Pinot Noir er ikke eneste sort i Litwans totalenterprise. I Rägnisbühl er Müller-Thurgau under synonymet Riesling-Sylvaner sat stævne: Det lette liv med friskhed, saftighed og ren frugt, fine aromaer, mineralsk nerve. I Wanne og Wittnau er det Chardonnay, der spiller solo, ren og fyldig frugt med et sagte fadpræg og en vis kompleksitet. Pinot Noir kommer til fadet i Oberflachs, Rueget og Chalofe, i de to førstnævnte med saftig rød bærfrugt og lette rosentoner, og de mere seriøse dybder med jord, urter og krydderier, som kommer til udtryk i Chalofe, anes måske allerede her.

Flaske: Thalheim Chalofe 2011  
Vinhus: Litwan Wein  
Oprindelse: Aargau, Schweiz  
Druesort: Pinot Noir  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Cirka €40