Viewing entries in
Østrig

Karl pur

Comment

Karl pur


Kemetner i Kamptal er et klassisk vinhus, man fra udlandet let overser, til trods for det er veletableret og velkendt i Østrig. Stilen er elegant østrigsk og går rent ind hos de indfødte; men kvaliteten er også god nok til at række ud over landets grænser, og så er ikke mindst husets fornyelser i form af f.eks. en skindfermenteret Grüner Veltliner som Karl pur værd at stifte bekendskab med.

Forfaderen Nicolaus Kemetner grundlagde gården tilbage i 1641, og lige siden har familien i lige linje huseret og vinificeret derfra i udkanten af Etsdorf am Kamp. I dag driver Leopold Kemetner vingården i 11. generation, med Simon, Julia og Nikolaus fra 12. generation på spring og den øvrige familie i baghånden. Ni hektarer, hvor Grüner Veltliner står for over halvdelen i selskab med Riesling, Muskateller og Zweigelt m.fl. på marker som Etsdorfer Karl og Etsdorfer Wohra. Efter mange års tilløb 100% økologisk siden 2008.

Vinhusets logo, efter eget udsagn “formentlig det mest kitschede i vinens verden”, et bepilet hjerte med spirende blomster, er ikke noget nyt påfund i anledning af økologien. Faktisk er det familiens officielle segl tilbage fra 1741; men det blev først genopdaget af en slægtsforsker få år tilbage og har siden, ganske passende, prydet etiketterne.

“Vi arbejder dagligt med naturen på dens nåde, og det er vores ansvar at passe og pleje det forhold med respekt,” forklarer Leopold Kemetner, “og vi går ind for at fokusere mere på vinmarksarbejdet og holde arbejdet i kælderen så minimalt som muligt for at fremhæve de enkelte vines terroir i duft såvel som smag.” Den formel synes at have virket, for vinhusets omlægning til økologi har været sammenfaldende med en kvalitativ opstigning.

Markerne beholder deres naturlige, grønne bunddække, der gødes kun med en smule kompost fra egen produktion, og der er plantet fersken- og kirsebærtræer for enden af markerne for at tiltrække bier. Al beskæring foregår i forhold til månefaserne, og det samme gør høsten, som foretages rent manuelt. I kælderen arbejdes uden det store teknologiske udtræk. Der benyttes såvel selekteret økologisk gær som spontangæring— på både ståltanke og i træfade— og der klares og svovles med henholdsvis bentonit og vulkansk sulfit. Kemetners vine er dermed også veganske.

Karl— nu med en på skallen

Efter flere års tilløb kommer der nu også minimalistisk og alternativt vinificerede flasker på markedet: Naturvine om man vil, især hvidvine med skindkontakt, orangevine om man vil. Sønnen Nikolaus Kemetner forklarer: “I 2014 var naturvins-trenden for alvor på vej op i Østrig. Vi eksperimenterer naturligvis hvert år i kælderen, og tanken slog os, at vi skulle slå os løs med Grüner Veltliner, da der i 2014 kun fandtes ganske få skindfermenterede Grünere.”

Det kom til at gå ud over druer fra marken Karl lige uden for Etsdorf, nok husets bedste besiddelse til Grüner Veltliner. Marken ligger i 280-340 meters højde på en sydvestvendt skråning, delvist terrasseret, flankeret af skov mod øst og grænsende op til Strasser Bergweg. Jordbunden er lys lehmjord, der giver lette, elegante og aromatiske vine, velegnet til Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon. Selve navnet Karl kommer af Kar, på gammeltysk ensbetydende med et kar eller en kedel, benyttet til at benævne lignende formationer i bjerge og på bakker.

Ried Karl ligger i 280-340 meters højde i det allerøstligste Kamptal, tæt på Strasser Bergweg. Foto: Bioweingut Kemetner

Ried Karl ligger i 280-340 meters højde i det allerøstligste Kamptal, tæt på Strasser Bergweg. Foto: Bioweingut Kemetner

Netop det lette, elegante og aromatiske kendetegner Karl pur 2014. Den åbner med en mild duft af varm sommerluft, saftiggrønt enge, nyslået hø, fugtig nåleskov og frisk tobak, før smagen folder sig ud med modne pærer og peber, og en cideragtig syre spreder en kølig brise i munden. Mineralsk underlag og eftersmag af bergamot, mentol, kamfer og krydderier. Det er en meget ren orangevin med diskrete tanniner og mild bitterhed. Den er spontant gæret på ståltank med ti ugers skindkontakt, så drænet (uden presning) over på en anden ståltank til et års lagring med naturlig sedimentering (ingen klaring). Flasket ufiltreret og med kun 15 mg tilsatte sulfitter.

“Noget helt særligt ved Karl pur er, at den bliver bedre og bedre i løbet af de første dage, og at man stadig kan drikke den flere uger efter den er åbnet; selvom den næsten ingen sulfitter er tilsat,” tilføjer Nikolaus.

Karl pur blev af praktiske årsager en enlig svale men kun en overgang: Den venter blot på den rette årgang, hvor modning og syreniveau passer; og i mellemtiden blev det Roter Muskatellers tur til en ny skindfermenteret vin i 2018, som kan ventes på markedet næste år.

De almindelige “hudløse” Grüner Veltlinere fra Ried Karl kan i øvrigt også anbefales— den supersaftige og lette entry-level eller den mere koncentrerede og krydrede Alte Reben. Begge kan, karakteristisk for Kemetner, erholdes til en aldeles overkommelig pris. En stor andel sælges som i gamle dage direkte fra kælderdøren. Kemetners vine forhandles p.t. ikke i Danmark men kan mod et leveringsgebyr sendes fra kemetner.at/shop.

Flaske: Karl pur 2014  
Vinhus: Bioweingut Kemetner  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
to måneders maceration
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-  

Comment

Forbjerget bag scenen

Comment

Forbjerget bag scenen

Wachau er et af Østrigs— for ikke at sige hele verdens— smukkeste vindistrikter: De stejle skråninger langs Donau-flodens bredder er gennem århundreder blevet ombygget til terrasser… Det er samtidigt et af Østrigs pæneste vindistrikter; for man bygger videre på stolte traditioner og holder sig på dydens smalle sti med sine snorlige Riesling og Grüner Veltliner vine med de poetiske klassifikationer Steinfeder, Federspiel og Smaragd, der indikerer stigende grader af koncentration og lagringsværdighed. Det er både syrerige og mineralske, kompakte og komplekse vine, der destilleres ud af granitten, gnejsen og glimmerskiferen, der springer frem fra grundfjeldet.

Wachau fører også en kulturarv videre, der har sat den på Unescos verdensarvsliste. Følger man Donau, kommer man forbi gamle, smukke byer som Melk, Aggstein, Willendorf, Spitz, Dürnstein, Weissenkirchen, Loiben og Mautern med kirker, klostre og borgruiner. Det var i borgen i Dürnstein, den engelske konge Richard Løvehjerte sad tilfangetaget efter det tredje korstog; og i Willendorf, at man for hundrede år siden fandt den berømte Venus-statuette fra stenalderen. Man får historiens vingesus at føle i Wachau. Vinavlen er også gammel i gårde, f.eks. kan Nikolaihof trække sin historie som vingård tilbage til 985.

Domäne Wachau er områdets ubetinget største producent. Domænet i Dürnstein er arvtager til det gamle kooperativ Freie Weingärtner Wachau og blev rebooted omkring årtusindeskiftet. I dag står Roman Horwath og Heinz Frischengruber i front. Horwath er Master of Wine og står for den daglige drift af domænet. Frischengruber er indfødt wachauer med dybe rødder i regionen. Han er uddannet ønolog og til dagligt kældermester. I samarbejde med domæets tilknyttede vinbønder forarbejder de de 440 hektarer vinmarker til godt 2 millioner flasker vin årligt. Deres glimrende hverdagsvine Himmelstiege kan herhjemme købes i supermarkeder som Føtex og Bilka, mens de fine enkeltmarksvine forhandles af Kjær Sommerfeldt; og det er netop enkeltmarksvinene i Federspiel og Smaragd-kvalitet, som huset sætter i højsædet. Deres Achleiten, Singerriedel, Kellerberg og Loibenberg står i front, når der skal opregnes traditionelle terroirvine fra Wachau.

De lader sig dog ikke tynge af traditionen. Der er også tid til svinkeærinder og fri leg: De foregår Backstage— i en fjern afkrog af kælderen må man forestille sig. I serien af vine med tilnavnet Backstage er der både gjort plads for tilsidesatte traditioner i vinmarkerne og nye eksperimenter i kælderen; det, der ligger uden for den sædvanlige stil i Wachau: Fyldig Pinot Noir og Chardonnay, fadlagret rosé, halvsød Traminer, Müller-Thurgau gæret på betonæg og skindfermenteret Riesling på amfora. Dertil kommer en ganske klassisk vinificering af et gammelt field blend fra Vorderseiber-marken ved Weissenkirchen, en sydvendte skråning, hvor de gamle stenterrasser står på forvitret gnejs, paragnejs og andet erosionsmateriale fra den endnu højere beliggende Seiber-mark. Begge blandt de højest beliggende og køligste i Wachau.

Vorderseiber huser flere end 10 forskellige sorter: Grüner Veltliner og Riesling indtager hovedrollerne i samspil med mindre dele Neuburger, Heunisch, Roter Veltliner, Brauner Veltliner, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Müller-Thurgau, Silvaner, Weissburgunder og Grauburgunder. Stokkene er gamle, på den pæne side af de 80 år, og de står plantet som buskvine. Druerne høstes i oktober, presses og gæres efter godt otte timers skindkontakt, og vinen lagres på gamle 500-liters træfade til foråret efter.

Ried Vorderseiber Gemischter Satz Smaragd er en sjædent mineralsk saft, der flyder fra flasken: Sprød, syrerig og salt med grønne ferskner og små spor af grønt græs, vilde urter, kapers, humle og engblomster; men først og fremmest den sprøde, mundvandsfremkaldende salthed, der får én til at gribe til glasset igen og igen. De 5,9 gram syre formår at lade sig balancere af blot 1,7 gram restsukker og resulterer i en særdeles delikat, tør hvidvin.

Ried+Vorderseiber.jpg

Grüner Veltliner og Riesling behøver ingen nærmere introduktion, ej heller Muskateller eller Traminer. Men Heunisch, Neuburger og de sjældnere nuancer af Veltliner må hellere få et par ord med på vejen:

Roter Veltliner. En gammel østrigsk hvidvinssort, der engang nød vid udbredelse og anerkendelse, men nu mest er at finde i Wagram og omegn plus nogle småtterier i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Fyldige vine, nøddeagtige, pebrede og krydrede… men kun med et smagsmæssigt slægtskab med Grüner Veltliner. Den elsker løss og varme og modner sent. Klaserne er kompakte, så den er et let offer for botrytis og råd. Forælder til de førstefødte Frühroter Veltliner og Neuburger (med Silvaner) og Rotgipfler og Zierfandler (med Traminer eller noget, der ligner).

Neuburger. Ofte regnet til burgundersorterne, da man formodede den at være afkom af Silvaner og Weissburgunder. Den har i hvert fald en burgundisk fylde og rundhed og ofte noget nøddeagtigt. Genetikken afslører den dog som krydsning af Roter Veltliner og Silvaner, som tidligere stod plantet tæt i Østrig, deraf også det tidligere tyske synonym Österreicher. Historien om Neuburger går også på, at man fandt et par vildtvoksende vinstokke i Wachau i 1860’erne, som de lokale bønder Christoph Ferstl og Franz Macherndl opdyrkede i Burg ved Spitz— så deraf navnet. Kompakte klaser med de dertil hørende problemer. Vel udbredt og anerkendt men i tilbagegang.

Heunisch. Den grå eminence i europæisk vitikultur, sjældent set og så godt som ukendt, men alligevel altid nærværende og på alles læber. Den urgamle sort Heunisch (af franskmændene kaldet Gouais og af schweizerne Gwäss) kaldes også “Druernes Casanova”, da den har vist sig at være stamfader til et helt ustyrligt kobbel druesorter: Det ligner en kæmpemæssig familiefest med sammenbragte børn, hvoraf bl.a. kan nævnes: Aligoté, Blauer Wildbacher, Blaufränkisch, Chardonnay, Colombard, Elbling, Furmint, Gamay, Grolleau, Jacquère, Melon de Bourgogne, Riesling og Österreichisch Weiss. Godt gået, du gamle!

Brauner Veltliner. En tudsegammel og næsten uddød østrigsk hvidvinssort. Intet nærmere slægtskab til hverken Grüner eller Roter Veltliner (men dog et vist slægtskab ifølge Ferdinand Regner fra Klosterneuburg). Tidligere var den udbredt videnom i Østrig og Ungarn (hvor den måske stammer fra), men nu kun at finde spredte steder i Niederösterreich. Østrigs nok ældste, nulevende vinstok står i Göttlesbrunn i Burgenland og er en Brauner Veltliner på op til 250 år. Navnet skyldes den gråbrune farve, som de tykke skaller antager ved modning. Vinen bliver frugtig og aromatisk; men forefindes næsten kun i opblandet udgave. Weingut Wiederstein i Burgenland har for nyligt plantet en mark med Brauner Veltliner; og Bioweinbau Raubal i Gumpoldskirchen, Thermenregion markedsfører som de eneste en sortsren vin på druen, der ellers kun er at finde i blandede beplantninger. Dens farverige synonymer: Todträger, Wachteleitraube, Fürymony Fehér og Török Bajor.

Sjældne gæster i glasset; men fremmødet skuffer ikke. Vorderseiber er ikke blot en stueren vin, den vil med lethed kunne færdes de bonede gulve.



Flaske: Ried Vorderseiber Gemischter Satz 2017  
Vinhus: Domäne Wachau  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kjær Sommerfeldt  
Pris: 285,-

Comment

 PiWi er det nye sort

Comment

PiWi er det nye sort

Ægte vin. Mange taler om tradition, autenticitet, bæredygtighed, biodynamik, naturlig vin og så videre. Ploder-Rosenberg fra Østrigs sydøstligste hjørne, Vulkanland Steiermark, praktiserer det bare. Uden forbehold, uden omsvøb og smarte paroler. Skal der partout sættes en betegnelse på, bruger de Echtwein. Det drejer sig om druer, der er gærede— sunde druer, vilde men tæmmede gærkulturer, gammeldags beholdere og ikke så meget andet; måske årvågenhed og tålmodighed og en god portion legesyge. Ægte vin.

Familien Ploder har hjemme for foden af Rosenberg, så meget at navnene er smeltet sammen. Hovedpersonerne er forældrene Alfred og Maria Ploder og børnene Manuel og Lydia. I dag dyrker de— med Manuel i front— 12,5 hektarer, der siden 2006 har været dyrket biodynamisk og certificeret af Demeter siden 2015. Større biodiversitet, mere balance og øget livskraft var motivationen for omlægningen. “Landbrugskunst” i ordets righoldigste betydning er, hvad der praktiseres her: Der er føling med naturens kredsløb, fokus på bæredygtighed, egenart og forskellighed, på liv og udvikling. Helt almindelige mennesker dyrker sunde planer på en livlig jordbund; hvilket også afspejles i den deraf følgende vinoplevelse.

Druerne er både Steiermarks traditionelle udbud af sorter, men samtidigt satser familien Ploder konsekvent på en række nye druer, som de (som nogle af de få) formår at lave sjældent velsmagende eksemplarer af. Helt naturligt i forlængelse af områdets mere velkendte og traditionelle vine. Tero er et spændende orange eksempel.

Piwierne kommer!

Fire nye hvidvinsdruer blev føjet til listen over godkendte druesorter til kvalitetsvin i Østrig i efteråret 2018. Det drejer sig om Goldmuskateller, Blütenmuskateller, Muscaris og Souvignier Gris; og de tre sidste skiller sig ud ved at være såkaldte PiWi-sorter: Pilzwiderstandsfähige, eller svampemodstandsdygtige sorter, nye krydsninger, der med stor resistens mod svampesygdomme som botrytis, oidium og peronospora egner sig til dyrkning under fugtigere forhold, og især til økologisk dyrkning, da de kan klare sig uden behandling med fungicider og i vid udstrækning også uden kobbersulfat.

PiWi-sorter er det nye sort, når det kommer til naturnære og mere bæredygtige dyrkningsformer— og for øvrigt vinbrug i Danmark med vores kølige og fugtige klima, der ikke umiddelbart gør det nemt for vinbønderne.

Som økolog eller biodynamiker må man først og fremmest forsøge at skabe sygdomsfrie forhold for planterne, da man ikke har andre effektive midler at ty til end kobbersulfat, hvis uheldet skulle være ude. For når kvoterne for kobbersulfat er brugt op, er man overladt til naturens nåde: Kommer der regn eller tåge, tager fugten og svampene over; og eksempelvis peronospora kan gøre kål på en hel vinmark i løbet af få dage, hvis vejret skaber sig sådant.

Souvignier Gris og de andre er de nyeste men langt fra de første PiWi-sorter, der er i kommerciel cirkulation og anvendes i produktionen af kvalitetsvin. I Østrig har rødvinsdruerne Roesler og Rathay længe været i anvendelse; og vores danske darlings Rondo og Solaris er også PiWi-sorter. Det samme er Orion, Regent og Villaris, som også kendes herhjemmefra. Baco Noir, Baron, Bronner, Cabernet Cortis, Donauriesling, Johanniter, Leon Millot, Monarch, Phoenix og Reberger er andre.

Foreningen PIWI International blev stiftet i Schweiz 2000 og er et netværk til udbredelse af (viden om) PiWi-sorterne. Det fungerer som interesseorganisation og arbejdsfællesskab med vidensdeling, teoretisk og praktisk, med næsten 350 medlemmer i Schweiz, Østrig, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og flere andre lande, herunder også Danmark: Dyrehøj Vingård på Sjælland samt Skærsøgaard Vin og Guldbæk Vingård i Jylland. I Tyskland bør nævnes Anselm Gallers nydelige vine fra Pfalz; og i Østrig er en kultklassiker Gut Oggaus Brutal på Roesler; og så er der altså også Ploder-Rosenberg.

Manuel Ploder og en klassisk kælderkat som vogter af det bedste fad vin. Skaldele kan forekomme!

Manuel Ploder og en klassisk kælderkat som vogter af det bedste fad vin. Skaldele kan forekomme!

Og familien Ploder satser stort på PiWi-sorterne, særligt Souvignier Gris og Muscaris sætter de deres lid til, og det er ikke ubegrundet, for deres opnåede resultater er yderst lovende, selvom de kun har været i gang i få år. I øvrigt var/er mange PiWi-sorter (især de første generationer) ikke uden videre velsmagende: Kompromiset mellem resistensegenskaber fra de vilde druer og deres vilde aromaer falder af og til ikke lige heldigt ud. Men de nyere generationer smager generelt bedre, og ret behandlet får man spændende og mere “spiselige” aromaer frem. Klogeligt komplementerer man dem hos Ploder-Rosenberg ofte ved at spæde op med velkendte smage fra gamle kendinge.

Souvignier Gris er en ny tysk krydsning, frembragt af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut i Freiburg i 1983. Forældrene er Cabernet Sauvignon på mødrende side og Bronner på fædrende. Bronner er en anden krydsning frembragt af Becker tilbage i 1975, en hybrid af Merzling og Gm6494, endnu en krydsning (!) af Zerya Severa og Sankt Laurent, frembragt på Geisenheim i 1964. Bronner har en del asiatisk blod i årene fra Vitis Amurensis og kan derfor betragtes som en hybrid med Vitis Vinifera. Den blev opkaldt efter Johann Philipp Bronner (1792-1864), en tysk farmaceut og botaniker med speciale i druedyrkning. Den opnåede beskyttet status i 1977 og har siden langsomt manifesteret sig. Den kan være en kende neutral, men med en vis æblearoma og en let bitterhed. Anderledes med Souvignier Gris, der i høj grad har arvet Sauvignon-familien aromatiske anlæg og grønne noter.

Råstoffet til orangevinen Tero er Souvignier Gris halveret med Chardonnay. 25 år gamle stokke på marken Rosenberg leverer Chardonnayen, mens blot 5 år gamle stokke på Steinriede bidrager med Souvignier Gris. Begge er stenede marker med lehm og sand som dække. Druerne presses let og gennemfører gæring på amforaer med i alt fire måneders skindkontakt. Herefter hviler vinen to år, dels på amforaer, dels på store akaciefade.

Det er en karakteristisk, kompleks og frem for alt dyb duft, man får fra Tero; og den kan man bruge lang tid med, for den bliver ved at fascinere og ved med at udvikle sig. Den aromatiske fordybelse går fra græs og skovmærke over lavendel, laurbærblade og enebær til sandeltræ og tobaksblade. Moden ferskenfrugt et sted i midten og bløde, karamelagtige noter i kanten. Syren er rundet og mild, tanninerne bløde og velintegrerede; og så fortsætter den urtede, krydrede rejse i eftersmagen. Se, det her er spændende, ægte vin!

Vaskeægte vin. En lille Souvignier Gris drue sneg sig endda med i flasken og ud i glasset…

Vaskeægte vin. En lille Souvignier Gris drue sneg sig endda med i flasken og ud i glasset…

Flaske: Tero belebt 2013  
VinhusPloder-Rosenberg  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesorter: Chardonnay, Souvignier Gris
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, fire måneders maceration  
Lagring: To år på amfora og akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 300,-  

Comment

Grüner goes Sprudel

Comment

Grüner goes Sprudel


Jurtschitsch. Med sine germanske konsonantklynger er det nok et af de navne, der har voldt danske vinentusiaster kvaler. Vinverdenen er fyldt med fremmedord og egennavne på fremmede sprog, så problematikken er langt fra ukendt; og der er selvfølgelig stadig et stykke vej til Flagey-Echézeaux, Hárslevelü og Raç̇a-Leçxumi…

Det er Alvin og Stefanie fra Langenlois i Kamptal, der har Jurtschitsch som efter- og firmanavn, og det er som ofte noget nemmere at være på fornavn med folk. Vinene er mere medsiggørlige end navnet, de er ligefremme og venlige som folkene bag. Ægteparret overtog i 2009 efter Alvins far Edwin og hans brødre Karl og Paul. Det var den brødretrio, der satte Jurtschitsch på kortet, hvor huset nu for alvor markerer sig. Alvin og Stefanie har sat yderligere fokus på det økologiske, det originale og autentiske og ikke mindst det eksperimentelle. Bobler blandt andet.

Große Reserve Brut Nature er navnet på en flaske ‘Entdeckungen aus Langenlois’, ‘Opdagelser fra Langenlois’, som de kalder nogle af sideprojekterne til de traditionelle tørre hvidvine, husets ellers brillerer i (herunder enkeltmarksvine fra Heiligenstein, Lamm, Käferberg og Loiserberg). Der er tale om fine bobler efter den traditionelle metode, klassificeret højest i kvalitetspyramiden for østrigsk sekt med beskyttet oprindelsesgaranti (Österreichischer Sekt mit geschützter Ursprungsbezeichnung), der går fra Klassik over Reserve til Große Reserve. Desuden har de fravalgt dosage, så vinen er ene og alene udtryk for dens oprindelse og årgang. Finere bliver det ikke.

Grüner Veltliner er grundlaget, høstet fra en højt beliggende enkeltmark (gnejs og kalkholdig løss) i september 2014. 350 højdemeter, tidlig høst og temperaturer, der det år sjældent steg til over 25 grader, har sikret en usædvanligt god syre i druerne. Høsten var manuel, druerne blev presset på kurvepresse og gæret spontant i 2000-liters brugte træfade. Herefter andengæring på flaske og 3 1/2 års flaskelagring med gærresterne før degorgering i juni 2018. Ingen dosage. Syren ligger på 8,5 gram pr. liter, restsukker på lige under 1 gram pr. liter.

Her et halvt år senere lyser den flot op i glasset med sølverskær og fine bobler, der med mørk klang skummer på overfladen. Sirlig, frisk frugtduft med dybere gærnoter. Fin mousse, sprød i munden med en stringent syre, kontrasteret af fyldig frugt og krydrede noter: Pære, kvæde, citrusskal, knust stenfrugt, marcipan, kardemomme og grønt græs. Frisk, ren, rensende, og som man siger på tysk ‘knochentrocken’, bentør. 2014 er endnu ung, den vil have godt af et par år på flaske; og den topper uden tvivl ikke før 2024.

Grüner Veltliner egner sig altså åbenbart til fremstilling af skum af høj klasse. Egenglig ikke nogen overraskelse, for man er før stødt på fremragende eksemplarer. Både som traditionel Sekt og i mere frankofile fortolkninger som Jurtschitschs. Szigeti er velbevandret i alskens sektmanufaktur og har udmærkede Grüner Veltliner af slagsen på bud. Ligeledes har Loimer og Bründlmayer leget med flaskegæring og lang lagring med fine resultater; og faktisk er druens færd skummet hele vejen til Portugal— læs mere om Conceitos særling her.

Så selvom nytåret allerede er skudt ind, så kan årets korteste måned med fordel forsødes med knastørre, knitrende bobler.


Flaske: Große Reserve Brut Nature 2014  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade,
fire års flaskelagring
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Østjysk Vinforsyning
(men ikke p.t. i sortiment)  
Pris: cirka 200,-  

Comment