Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Mangfoldige Monferrato

Man skal normalt være havnet i en snæver kreds af vinkendere for at møde genkendende nikken, når snakken falder på druesorter som Freisa, Grignolino og Ruché. Vi møder dem i et af verdens vigtigste vindistrikter, italienske Piemonte, hvor de lever en stilfærdig men værdig tilværelse ved siden af det velkendte triumvirat Nebbiolo, Barbera og Dolcetto.

Nærmere bestemt befinder vi os i området Monferrato i Asti- og Alessandria-provinserne, et af regionens historiske delområder og dets næststørste DOC med en række vine med lokal karakter og af høj klasse. Det er udpræget Barbera-land, men også de sjældnere sorter leverer spændende og karakteristiske rødvine i området og er dermed med til at tegne et samlet billede af Piemonte som andet end fornøjelig Moscato d’Asti og seriøs Barolo og Barbera d’Alba, som absolut ikke er at kimse ad! Men de gamle og mindre kendte sorter bidrager til en mosaik af lokalkolorit og charme; og karakteristisk for Piemonte er de måske anonyme men alt andet end anodyne— det er druer med stærk personlighed.

Monferrato er også forfatteren Umberto Ecos hjemstavn, og har man læst hans romaner, vil man føle sig velkendt i landskabet og genkende stednavne her og der, når man bevæger sig gennem bakkelandet (og endda møde referencer til Ecos romankarakterer på et par vine, men mere om det senere). Monferrato (de ‘savtakkede bjerge’) består af bølgende bakker, dækket af vinmarker, hassellunde, frugtplantager og trøffelskov, samt historiske byer på bakketoppene og talrige borge op mod bjergene. Klimaet er mildt og jordbunden mestendels gammel havbund og dermed ideel til vinavl, som er tæt vævet i hverdagslivet over hele området, og selvfølgelig har hver landsby sine egne særlige traditioner.

Det kom for en dag, da jeg sidste år havde et glædeligt gensyn med de gamle sorter og en række for mig nye vinhuse under en tur arrangeret af I Vini del Piemonte — bl.a. det bæredygtige og økologiske hus La Casaccia i Cella Monte, hvor familien Rava foruden at lave flotte vine også driver agriturismo og bed and breakfast. La Faletta i Casale lejer også værelser ud på deres ditto historiske ejendom og laver pæne vine på en lang række sorter, lokale og internationale. Hic et Nunc i Vignale har omvendt hypermoderne vineri og smagelokaler og et antikt navn, men de er ligeledes forpligtet på økologi og bæredygtighed, og har gode eksemplarer af de lokale specialiteter; og selv hos større producenter som de gamle kooperativer Produttori di Govone, herunder Produttori di Portacomaro, finder man spændende projekter som topsommelieren Davide Caninas nye enkeltmarksprojekt ved navn I Parcellari.

Det glemte guld

Æresborgeren Barbera står tæt i Monferrato men netop i dette område møder vi for alvor landadelen i skikkelse af føromtalte Grignolino, Ruché, ikke at forglemme gamle Freisa og det nyeste skud på stammen, Albarossa, en krydsning af Nebbiolo di Dronero og Barbera. Monferrato er på mange måder det rustikke hjerte i Piemonte, og her er der ikke langt mellem spændende sorter og særlige vine. Nogle af disse glemte vine genopdages og genopfindes i disse år, så der er både tale om tradition og fornyelse. Hvad end den stilistiske retning er, så trænger druernes karakter igennem. De har stærk personlighed; og en del fælles karaktertræk, som gør dem umiskendeligt piemontesiske.

Monferrato har sine traditioner men er ikke tynget af store klassiske navne eller restriktive regler. Derfor foregår der mangt og meget her, inklusiv forsøg med internationale sorter som Pinot Nero, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Men man værner særligt om sit eget, omvendt er man ikke bange for at prøve kræfter med det fremmede og nye og give det sit eget særpræg. Mange små vinhuse er med til at sætte sit præg på området og den udvikling.

Grignolino, Ruché og Freisa er indfødte eller rettere autoktone druesorter. Betegnelsen dækker over sorter, der stammer ‘fra egen jord’, som er den ordrette betydning. Det er altså druesorter, der har hjemme i området, såvel hvad angår oprindelse som udbredelse. De er desuden endemiske, det vil sige særegene for Piemonte, og deres individuelle forskelle til trods er der også noget umiskendeligt piemontesisk over dem. Grignolino har f.eks. meget af Nebbiolos stramme struktur, mens man i Ruché kan genfinde mange af Nebbiolos vidunderlige aromaer.

Meningerne i de indledningsvist omtalte vinkenderkredse kan dog være delte, når det drejer sig om disse druesorters kvaliteter: Nogle finder dem tiltalende, andre lige lovligt udfordrende, atter andre betragter dem som rene kuriøsiteter. Indiskutabelt er det dog, at de i de rette hænder bliver til karakteristiske og interessante vine. Som med så mange andre små, traditionsbundne vine kommer de nok først for alvor til deres ret, når de serveres til den lokale mad, de er udviklet side om side med.

Wines, guns and good times hos La Faletta. Elena Novarino med hendes søn Lorenzo Rosso

Grignolino del Monferrato Casalese

Munke spillede en stor rolle i vinproduktionen i området op gennem middelalderen, og de regnede Nebbiolo og Grignolino som de egentlige kvalitetsdruer. Barbera og Dolcetto var til hverdagsvin og masseproduktion.

Navnet på Grignolino druen betyder ‘den lille kernede’. Klaserne er lange, med mange små druer, og hver af disse druer har flere kerner end de fleste andre druer, 3–4–5 er ikke unormalt. Udfordringen for vinbønderne har altid været, at høj ekstraktion af garvesyre fra kernerne giver beske vine. Desuden har Grignolino en tendens til sen og ujævn modning. Så det handler om tålmodighed til at sortere druerne grundigt og presse dem nænsomt for at få et mildere resultat, eventuelt at gære dem uden kernerne. Denne arbejdsindsats førte gennem mange år til en marginalisering af druen til fordel for andre, nemmere sorter, men det er ved at vende nu.

Med snilde og omhu har de lokale genopfundet Grignolinoen i de senere år, og man har forsøgt at udvikle stilen uden at tabe druens særprægede duft og smag. Målet har været en slags piemontesisk version af Beaujolais: frisk og frugtig, let og livlig, og til at drikke mens både vinen og man selv er ung. Farven er lys, græsende til det gennemsigtige. I næsen forekommer den mild og frugtig. I munden er den umiddelbart rund, men så sætter syren ind, og ganen får garvesyren at mærke. Den er, som piemontesisk vin skal være, vin med markant struktur. Er frugten på plads og balancen tilpas, går det dog op i en højere enhed. Der kan være jordbær, ribs og røde kirsebær og et væld af fine smagsnuancer, ofte noget grønt og urteagtigt. Grignolino gør sig godt til det kolde bord, til lette retter, til dampede fisk, eller som det berømte glas i utide.

Ruchè di Castagnole Monferrato

En endnu sjældnere, men måske endnu mere spændende, lokal drue er Ruchè. Den har også ført en stadig mere tilbagetrukket tilværelse gennem årene, men interessen for ‘nye’ gamle druesorter har nu ført til en reel genopdagelse. Kendetegnende for Ruchè er først og fremmest dens intense aroma: En blomstrende parfume af roser, violer, pollen og vilde dufte fra skoven og heden. Vinen er mellemfyldig med tydelig bærsmag, ofte i retning af røde kirsebær, tyttebær og tranebær, og den har et let bittert finish.

Druens oprindelse fortaber sig i de piemontesiske tåger. Én historie går på, at den faktisk er en fransk sort, der kom til Piemonte fra Bourgogne tidligt i 1800-tallet. En vis lighed med aromatikken i Pinot Noir druen skulle sandsynliggøre den forbindelse. Langt mere sandsynligt er det dog, at der er tale om en indfødt sort, der er opstået i området nord for Asti tidligt i 1600-tallet. To forhold støtter denne forklaring: dels at man i dag ikke finder den i Frankrig men udelukkende i Piemonte, dels at druen har en umiskendelig familielighed med andre lokale druer, især Nebbiolo og Brachetto.

Sorten har gemt sig rundt omkring, men har nu en voksende base midt i Monferrato, hvor den især opdyrkes omkring byen Castagnole. Her er der omkring 40 hektarer beplantet med sorten hos godt 20 forskellige producenter. Der er altså ikke rå mængder af denne vin, men kvaliteten er god, den bliver stadigt bedre, og ingen andre laver vine, der er helt som den.

De går ikke ned på gamle flasker hos La Casaccia. Huset har været økologisk gennem årtier, og deres historiske kælder bugner af velbevaret arvegods

Monferrato Freisa

Freisa er endnu en af Piemontes historiske druesorter, der ikke dyrkes så meget i dag, færre end 800 hektarer i 2018, men som alligevel er velkommen på de bonede gulve. I 2004 slog forskeren Anna Schneider og hendes hold på universitetet i Torino nemlig fast, at den har et såkaldt forældre-afkom-forhold til regionens højest agtede druer, selveste Nebbiolo. Dertil kommer, at Freish er ganske godt dokumenteret i den lokale historie. Den nævnes måske så tidligt som i et dokument fra 1517, hvor en sort ved navn Fresearum skrives at koste det dobbelte af andre sorter. Freisa nævnes ved rette op i 1700- og 1800-tallet, hvor den omtales som ‘en drue af fremmeste kvalitet’; og senere hyldes den af prinsesse Ludovica af Savoyen, der dengang regerede i Torino; og senere endnu af forfatteren Ernest Hemingway; men i moderne tid har den mest været mindre elsket. Måske på grund af sin rustikke struktur, som ikke helt matcher den moderne tids smag.

For det første er den syrlig. Det samlede syreindhold kan nemt nå op i nærheden af 9-10 gram per liter, hvoraf en del selvfølgelig mildnes med malolaktisk gæringen, men alligevel— det er hidsig syre for en rødvin, hvor man normalt forventer angreb fra tanniner. Der går man dog heller ikke galt i byen med Freisa. De er rigelige, faste og tørrende, men i de bedste tilfælde samtidigt fine, smidige og støvede; i de værste karske og harske på kanten til det beske. Men selv midt imellem kan der være en gammeldags strunk charme over det— og så er struktur selvfølgelig ikke alt, Freisa har selvfølgelig frugt, først og fremmest jordbær (nomen est omen), hindbær og kirsebær, understreget af et kernet, stenet strejf. Summa summarum, man skal være til strukturbetonede vine for at forelske sig i Freisa; men forelskelse kan som bekendt komme bag på én, ikke mindst til bords i godt selskab med piemontesisk bondekost.

Monferrato masterclass

Cascina Faletta Baudolino 2019. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Første vin fra bedstemorderens vingård Braja, som stammer tilbage fra 1936. Navnet er til gengæld hentet fra Umberto Ecos roman Baudolino fra 2001 om en monferratinsk verdensmand og eventyrer af samme navn; en flamboyant karakter, som Lorenzo Rosso syntes passede særligt godt til deres ekspressive Grignolino. Rubinrød i glasset, med mild duft af hybenroser, skovjordbær og skovbund. Smagen følger op med skovjordbær, hindbær, granatæble, gojibær. Rund syre og fint tyggelige tanniner. Vinificeret på ståltanke, med to ugers maceration. Alk.: 13,5%

Cascina Faletta Braja 2020. Barbera del Monferrato DOC. Anden vin fra bedstemoderens gård af samme navn, denne gang stålsat Barbera med ligefrem drik-mig-faktor. Mørkt purporrød med duft af kandiserede violer, amarenakirsebær og modne skovbær. Frisk syre skærer sig gennem den modne frugt og holder den frisk og svævende trods en vis stoflig tyngde. Alk.: 14,5%

La Casaccia Monfiorenza 2018. Monferrato DOC Freisa. Freisa fra flere marker, manuelt høstet, gæret på stål og modnet på fade. Dybrød farve, rød skovbærduft og fyldig smag af vilde røde bær, let krydret. Lækker tekstur, faste tanniner og en let læderagtig eftersmag. Alk.: 13%

La Casaccia Pogetto 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Druerne er dyrket på bakketoppene, de mest sandede jorde med højt kalkindhold. Håndhøst og små tre dages maceration, gæret og modnet på ståltanke. Lys rubinrød saft med luftig tekstur, frisk syre og lette tanniner, dufter og smager af roser, jordbær, surkirsebær og poletlakrids. Læskende lethed. Alk.: 13%

La Casaccia Giuanin 2019. Barbera del Monferrato DOC. Sortrød i glasset, hvorfra strømmer en liflig duft af modne mørke bær og sød lakrids. Forfriskende frugtig i munden, masser af hindbær, brombær, kirsebær og sveskeblommer, svøbt i en stringent syre og et næsten umærkeligt strøg fine tanniner. Superklassisk Barbera, superklassisk Monferrato, vinificeret på ståltanke. Alk.: 14,5% GrapeShop

La Casaccia Ernesto 2015. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Dedikeret til bedstefar Ernesto, en god gammeldags Grignolino med en måneds maceration på ståltanke og lang lagring på tonneaux plus to år på flaske. Så der er rødbrune skær i randen på den ellers dybt rubinrøde vin. Duften er raffineret, sødmefuld og krydret: Friske og tørrede urter, lakrids og ruskind. I munden en spændstig saft med smag af hyben, slåen og kræge, blid syre og bløde tanniner, moden og kompleks elegance, stor vin. Alk.: 13% GrapeShop

La Casaccia Bricco dei Boschi 2017. Barbera del Monferrato DOC. Enkeltmarksvin, som navnet antyder fra bag skoven; modnet et år på store, gamle egetræsfade. Tæt mørkerød, med en vild og liflig duft, friske kirsebær og sød blommekompot med vanille. Fløjlsblød i munden med fyldig frugt, fin saftighed og syrlighed, samt modne noter af sveske og søde krydderier. Kompleks mundfuld. Alk.: 14%

Hic et Nunc Altromondo 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Charmerende men karismatisk og seriøs vin fra kalkholdige mergeljorde i 285 meters højde. Rubinrød med mildt blomstret og urtet duft. Der går syrlige jordbær, hindbær og brombær i smagen, skovbærte og mandelmasse, fine men faste tanniner samt frisk syre. Alk.: 14%

Hic et Nunc Monumento 2017. Barbera del Monferrato Superiore DOCG. Håndplukket selektion af gamle stokke på Mongetto-bakken, gæret på ståltanke og modnet på træfade. Dufter og smager af friske og syltede kirsebær, kombinerer syrlighed, frugtighed og krydring, noter af tonkabønne, kakao, kanel og tørrede kirsebær, milde bitternote. God balance mellem frugt og fad, friskhed og modenhed. Alk.: 14%

Produttori di Portacomaro Ruchè 2019. Ruchè di Castagnole Monferrato DOCG. Let og ligefrem fortolkning, ret rosenduftende, dykker i smagen ned i friske jordbær og hindbær, blodappelsin og rød grape, med fint urtede undertoner og noget nærmest medicinsk. Delikat sursør, med godt greb af fine tanniner. Alk.: 14%

I Parcellari Parcella 505 2019. Grignolino d’Asti DOC. Glimrende Grignolino fra marken Bricco Pizzo, gæret på stål, to ugers maceration, og lagret på en blanding af nye og brugte tonneaux. Mildt blomsterduftende, intenst frugtig og stilfærdigt krydret. Sursøde kirsebær, skovjordbær, hyben, hvid peber, tørrede blomster, vanille. Silkeglat tekstur med meget fine tanniner og frisk syre, fint balanceret. Alk.: 14% Clemmensen Wine

I Parcellari Albarossa Treparcelle 2019. Piemonte DOC. Den nye sort Albarossa fra tre parceller på marken Bricco Cantamassa. En spændende mundfuld kirsebær, hindbær, brombær, urter, krydderier og tobak, et meget piemontesisk sammensurium. Flot mundfylde og stor længde, og stille og roligt viser strukturen sig tydeligere og tydeligere, fine tanniner træder frem. Fornem vin ! Alk.: 14% Clemmensen Wine

Hvad kan Carnuntum?

Carnuntum kan spore sin historie tilbage til romersk tid, men det er først i de seneste tre årtier, at det har vundet fast fodfæste i det østrigske vinlandskab— og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid, at det for alvor finder sig selv. Det lille vinområde sydøst for Wien, på sydsiden af Donau og ned mod det nordlige Burgenland, består af kun lidt over 900 hektarer vinmarker, beliggende i et blidt bakket landskab domineret af tre højderygge, die Hainburger Berge, das Arbesthaler Hügelland og die Leithagebirge, lige hvor de sidste bakker fra henholdvist Alperne og Karpaterne mødes. Den pannoniske indflydelse østfra er stærk her, og det solbeskinnede, vindblæste og tørre klima kalder på rødvin. Det moderne vinområde Carnuntum kom til verden i 1993, stort set samtidigt med den såkaldte ‘rødvinsrevolution’ i Østrig, som tog fart først i 1990’erne, og Zweigelt er med 235 hektarer den dominerende sort. Blaufränkisch spiller en ligeledes betydelig rolle, omend kun med 85 hektarer, og andre blå sorter som Sankt Laurent, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah spiller også en mindre men vigtig rolle på en halvanden hundreder hektarer samlet.

Det vinøse visitkort er Rubin Carnuntum, en frisk og frugtig rødvin på ren Zweigelt, en hjørnesten i den lokale produktion og en vigtig del af porteføljen for de 37 vinhuse, der udgør det lokale konsortium, som siden sin stiftelse i 1992 har markedsført en regionstypisk rødvin under netop det navn. ‘Rubin’ følger i ‘Smaragd’s fodspor som ædel betegnelse for en østrigsk vin med karakter og karat. Står der Rubin Carnuntum på etiketten, kan man forvente en fornøjelig og frugtdrevet rødvin med fin fylde, god syre og milde tanniner. Der findes selvfølgelig mere seriøse flasker i ‘Reserve’ kategorien, herunder klassificerede enkeltmarksvine, men de er stilistisk en noget mere broget flok end de fælles formulerede funklende rubiner. Foreningen af vinbønder mødes to gange årligt til blindsmagning, hvor alle er med og medbringer en flaske, som i plenum smages, bedømmes og voteres om— og 2/3 skal sige god for vinens typicitet og kvalitet, for at den siden kan kalde sig Rubin Carnuntum.

Den rubinrøde Zweigelt

Jeg skal indledningsvist indrømme, at Zweigelt er en sort, som jeg længe har været lidt loren ved; og den lunkne stemning har smittet af på mit forhold til Carnuntum. Som liebhaver af østrigsk vin undgår man ikke at støde ind i Zweigelt stundom— sorten står vidt og bredt plantet på pænt over 6.000 hektarer og er med sine næsten 14% af vinmarksarealet langt den mest plantede rødvinsdrue— men som kræsen kunde i den østrigske vinbutik har jeg i stedet sværget til den næstmest plantede og på mine smagsløg langt mere seriøse Blaufränkisch, som først og fremmest slår sine folder i Burgenland. Stamtræet fejler ellers ikke noget: Zweigelt er en krydsning af Blaufränkisch og Sankt Laurent, men den synes ikke at have arvet den seriøse struktur, store kompleksitet og tydelige terroir-transparens fra førstnævnte; eller på den anden side den store saftighed og subtilitet fra sidstnævnte. I stedet synes den at være landet i en velmenende, underholdende frugtighed, som på den ene side er behageligt let og liflig, men som på den anden side risikerer at flyde over af bip-lyde, ballongynger og billige grin. Zweigelt er en crowd-pleaser på godt og ondt. Dens dyder er en frodig kirsebærfrugt, en frisk syre og ganske milde tanniner, og når bølgerne går højt en særdeles indbydende og fløjsblød tekstur, som slægter god Sankt Laurent og Pinot Noir på, og i hvis folder man kan finde friske og tørrede krydderurter og den særegne østrigske peberkrydring. Dens laster er til gengæld en af og til ret sjasket rød frugt, som kan minde en smule om syltede rødbeder, og desværre ikke af den hjemmesyltede slags. Kirsebærfrugten kan gå hen at blive mere syntetisk og slikket end naturlig og liflig; og der kan være ubehageligt stilkede noter, grønne tanniner og urtesmage, som er mere medicinske end helsebringende. Når alt det er sagt, så er det sjældent, man i dag støder ind i de lastelige træk i Carnuntum. Det lokale konsortium har ganske enkelt gjort et godt stykke arbejde, ikke kun med at skabe fælles fodslag og skabe en overlappende stil, helt sikker også med at højne kvaliteten betragteligt.

Det tjener samtidigt konsortiet til ære, at bæredygtig og økologisk omlægning breder sig som en steppebrand blandt medlemmerne. 15% har allerede opnået certificering, men hele 50% er vel undervejs i omlægningsprocessen og vil således inden for et år eller to kunne mærke deres vine med et økocertifikat. Den udvikling er i de seneste par år yderligere motiveret af, at 20 af områdets vinhuse siden 2019 er blevet medlemmer af Österreichische Traditionsweingüter, som siden 2021 netop har fordret af sine medlemmer, at de enten opfylder kravene til den såkaldt bæredygtige certificering Sustainable Austria eller lader sig omlægge til certificeret økologisk drift. Det er nu heller ikke det vanskeligste i Carnuntum, der som nævnt har et af Østrigs gennemsnitligt tørreste mikroklimaer (gennemsnitstemperaturen ligger på 11,2° Celcius, med over 2.000 årlige solskinstimer og en årlig nedbør på blot 520 mm— til gengæld mærkes vinden hele 300 dage om året).

Zweigelt blev skabt i 1922 i Klosterneuburg af Dr. Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Hans oprindelige navn til druen var Rotburger, først senere blev den kendt under sin skabers efternavn.

Zweigelts temmeligt tynde skaller lader sig i fugtigt vejrlig let angribe af diverse skimmelsygdomme; men det er ikke noget problem i det vindblæste og solbeskinnede Carnuntum. De forholdsvist mætte jordbundsforhold, grus, løss, lehm og ler, holder samtidigt godt på den ellers sparsomme mængde nedbør, så vinstokkene får nok vand nedefra; og samtidigt afbøder lerets kaliumindhold en af Zweigelts skravlede tendenser, nemlig kaliummangel, som kan føre til drueforvitring. Det er som om Zweigelt og Carnuntum er skabt for hinanden. Der er afmålte mængder sol, vind og regn til at skabe både balance og modenhed i druemosten.

Skulle du forresten komme forbi en flaske hvid Carnuntum, skal du endelig ikke lade den gå din gane forbi. Kvaliteten er igen ganske flot, ikke mindst når det gælder Weissburgunder og Grüner Veltliner. De er måske knapt så syrefriske som pendanterne fra Weinviertel og Donaudalene men stadig læskende og lettere end de mere bamsefrugtige fra Burgenland.

Rundt om Rubinerne

Skal man forstå Zweigelt, kommer man ikke uden om Carnuntum; og et godt sted at få et godt indtryk af et områdes generelle kvalitetsniveau, er som bekendt ofte fra basisvinene, og de holder et højt niveau hele vejen rundt med Rubin Carnuntum. Selvom vi langt fra taler stor vin men mere hverdagsvin og madvin end meditationsvin, så er det stadig ofte nuanceforskellene, som gør udslaget; og hvad man er til, må være en sag om smag og behag. Personligt har jeg følt mig bedst underholdt af Artner, Grassl og Taferner, og skal man forstå genrens potentiale som herlig hverdagsvin i én flaske, ville jeg foreslå Artner. Her følger en kort gennemgang af nogle af de mest fremtrædende Carnuntum-vinhuse og deres Rubin-vine.

Den romerske Heidentor (Hedningedøren) er såvel turistmålet som vinregionen Carnuntums vartegn. Den indgår bl.a. som en central del af Rubin Carnuntums logo og kan således ses på alle flaskerne. Monumentet er opført omkring 350. Den romerske bosættelse Carnuntum rummede en militærlejr og en gladiatorskole. Foto: Armin Faber

Weingut Familie Pitnauer har huse i Göttlesbrunn og må ikke forveksles med Weingut Pittnauer i Gols, Burgenland; men vinene er fine nok. “Vores fortolkning af Rubin Carnuntum er en ligefrem vin, lidt af et muskelbundt med intens frugt og fin krydring,” fastslår Johannes Pitnauer. Familien Pitnauer har drevet landbrug i området mindst tilbage til 1800-tallet. Selve vinhuset trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor familien først gjorde sig bemærket med sine gode Zweigelt-vine. I dag bliver det som regel til syv-otte forskellige fortolkninger, hvoraf Rubin er en enkel og ligefrem men meget stilsikker repræsentant.

Weingut Taferner ligger ligeledes i Göttlesbrunn og er et familieforetagende, som i 1990’erne gik fra blandet landbrug til rent vinbrug. Deres Rubin Carnuntum er økonomisk deres vigtigste vin, men kvalitativt er den tillige bemærkelsesværdig: Fyldig, frugtdrevet og forholdsvist elegant i stilen med lækker, læskende syre. Der er masser af rubin- og karminrød frugt her og en ganske fin stoflighed. Karoline Taferner, tredje generation i familien, fortæller, at hun “som regel har svært ved at genkende vores egen Rubin Carnuntum til blindsmagningerne; men heldigvis har jeg altid godkendt den.” Økologisk dyrkning, manuel høst, mekanisk afstilkning, spontan gæring på ståltanke og så 12 måneders modning på brugte franske egetræsfade inklusiv naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Pelzmann ligger ved Prellenkirchen i Carnuntums østligste del, hvor jordbunden er mere kalkstensholdig og klimaet det tørreste. Familien har begået sig udi vinbrug siden 1850, og i dag lever de udelukkende af vinbruget og en tilhørende Buschenschank. Deres Rubin Carnuntum byder på mørkt rødfrugtig intensitet og ret god fylde, frisk syre skærer igennem, og endelig efterlades man med fine noter af friske urter, timian, merian, rosmarin. Gæret på ståltanke med to ugers maceration, modnet otte måneder på 2.000 liters brugte egetræsfade, hvor den gennemgår naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Böheim har bo i Abesthal tæt på Göttlesbrunn og drives af Stephanie Böheim og hendes far Johann. De dyrker hele 20 hektarer vinmarker, og driften er certificeret bæredygtig; og også for dem er Rubin Carnuntum en hjørnesten i produktionen, en favorit hos stamkunderne. Stephanies flaskefilosofi er, at “hvis du ikke er sikker på, hvilken flaske du skal åbne, så skal det være Rubin.” Den er en tæt saft af modne kirsebær med noter af både mørk chokolade og tørrede krydderurter, en af de fyldigere og fyrigere af slagsen.

Weingut Netzl er endnu et vinhus med base i Göttlesbrunn, og det drives i stadigt stigende grad af Christina Netzl, som tager mere og mere over fra far Franz. De dyrker økologisk og laver vine i både klassisk stil og en mere håndholdt naturvinsstil. Deres Rubin Carnuntum falder i den første kategori men har en herlig saftighed, masser af sorte kirsebær, blå blommer og røde sommerbær, en flot repræsentant. Gæret på ståltanke og modnet godt et år på store egetræsfade. Dansk importør er Vinpusheren.

Weingut Grassl er Philipp Grassls vingård i Göttlesbrunn, og han tager Zweigelt alvorlig på mange planer, inklusivt i Reserve-kategorien og enkeltmarkerne. Druerne til hans Rubin Carnuntum kommer fra flere forskellige marker for at skabe konsistent kvalitet og højere komplesitet. Den har en fyrig frugt med masser af mørke bær, især sorte kirsebær og sveskeblommer. Fint stof og forholdsvist markante men stadig fløjlsbløde tanniner. Dansk importør er Vinotheket.

Weingut Artner ligger en anelse længere mod vest ved byen Höflein ikke langt fra Göttlesbrunn og omringet af Arbesthaler Hügelland, og Donau driver roligt forbi kun tre kilometer mod nord, og både bakker, skov og flod modererer temperaturerne en smule. Familien sporer sin historie som vinbønder tilbage til 1650. Som mange andre havde de blandet landbrug frem til 1980’erne, hvorefter de speciliserede sig i vin og særligt rødvin (de gør sig godt både med Blaufränkisch og Zweigelt). Huset har i dag godt 40 hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, og den daglige drift forestås af Hannes, Christoph og Peter Artner. Druerne til deres Rubin Carnuntum kommer fra Aubühl, Bühlweingarten og Steinecker, gennemsnitligt 20-25 år gamle stokke. Økologisk dyrkning, manuel høst, spontan gæring med tre ugers maceration på ståltanke for maksimal frugtighed og så godt et år på store, gamle franske egetræsfade. Christoph forklarer: “Rubin er for mig en virkeligt god madvin, hvor du ikke bare kan drikke ét glas, men allerhelst bare tømme flasken. Den giver en fortsat forfriskende følelse. Ikke for mange tanniner, ikke for høj alkohol, den er bare frugtig og let drikkelig. Det adskiller den fra enkeltmarksvinene.” Fuld af kirsebær, kirsebærsten, skovbær, krydderurter og let sødmefulde krydderier, komplementeret af en let yoghurtnote fra naturlig malolaktisk gæring. Et rigtigt godt glas!

Carnuntums oprindelsesgaranti inddeles som i andre regioner i tre trin, den almene Gebietswein, de mere specifikke Ortsweine fra henholdsvis Göttlesbrunn, Höflein, Stixneusiedl, Prellenkirchen, Hainburg eller Petronell og endeligt enkeltmarksvinene, die Riedenweine, og her er der for tiden klassificeret ni som Erste Lagen. Det er ved Göttlesbrunn Haidacker, Rosenberg, Schüttenberg og Stuhlwerker; ved Höflein Aubühl, Bärnreiser, Kirchweingarten og Steinäcker; og ved Prellenkirchen Spitzerberg (hvoraf Spitzerberg er forbeholdt Blaufränkisch). Der er større variation mellem enkeltmarkernes udtryk, hvilket selvfølgelig skyldes forskelle i terroir men tillige stilistiske forskelle i vinifikationen— f.eks. brugen af små og nye fade. Tendensen til kraftigere og kraftigere vine er dog vendt i de seneste år, ligesom fadpræget er nedtonet— så gode toner fra toppen af Carnuntum. Et par anbefalelsesværdige enkeltmarksvine kunne være Artners Ried Steinäcker, Grassls Ried Schüttenberg, Markowitschs Ried Kirchweingarten, Ried Pitnauers Ried Haidacker og Taferners Ried Bärnreiser— og så er der selvfølgelig de fremragende Blaufränkisch-vine fra Spitzerberg, som dog er et kapitel for sig. ‘Hemmeligheden’ bag Carnuntum som helhed er stadig Zweigelt, som gør sig glimrende som kølig sommervin; og med Rubin Carnuntum har man et godt udgangspunkt for at udforske såvel druens potentiale som producenternes formåen.

Flaske: Rubin Carnuntum 2020
Vinhus: Artner  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig  
Drue: Zweigelt  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 150,-  

Artiklen er blevet til i forlængelse af et seminar organiseret af Wine+Partners, forestået af Paula Sidore fra Trink Magazine og med vine sponseret af Carnuntum Wein. Kort og fotos er fra ÖWM og ÖTW, personportrætterne er stillet til rådighed af Carnuntum Wein

Škrlet Fever

Sjælden men spændende og smuk. Škrlet er en gammel sort fra Kroatien, som næsten gik tabt i jugoslavisk tid, men nu er tilbage. Den er en diva i vinmarken, men lykkes anstrengelserne, giver den en fint blomsterduftende, saftig og syrerig hvidvin, og det sikrede dens overlevelse i små familievinbrugs marker i den lille kroatiske indlandsregion Moslavina. I dag er den igen tiltagende i betydning— med knapt 100 hektarer har den nu kæmpet sig op fra nær udryddelse.

En af druens forkæmperne er unge Tomislav Voštinić, hvis vinhus Voštinić-Klasnić ligger i de bølgende bakker uden for byen Ivanićgrad, og en af de mest markante vine på sorten er familiens arkiv-udgave fra den fornemme årgang 2012. Året gav perfekt modnede Škrlet-druer, og efter små ti år er den stadig frisk og fuld af modne ferskner, abrikoser, ananas, kandiseret citrus og små strejf af hvide blomster, bivoks og petroleum. Druerne er dyrket økologisk, gæret med en del af skallerne i tre uger og modnet halvandet år, dels på træfade, dels på ståltanke. Mindeværdige dråber, forår og sommer på flaske!

Moslavina

Moslavina er et naturskønt område langs Sava-floden syd for Zagreb. Klimaet er kontinentalt med store forskelle mellem dag og nat og naturligvis varme somre og kolde vintre. Et klima primært meget velegnet til hvidvin, som her udviser en frisk og livlig karakter.

Området har lang tradition for vinavl. Første dokumenterede omtale går tilbage til romersk tid under kejser Claudius, hvor der blev skrevet om legionærernes vin fra Siscia og skråningerne af Mons Claudius— det er de gamle navne for nutidens Sisak og Moslavačka Gora; og nogle af områdets bedste beliggenheder er netop de sydlige skråninger af Moslavina-bjergene, særligt omkring byerne Voloder og Ivanićgrad. I middelalderen var det kirken og klostrene, som stod for vinavlen, og senere spillede adelen, især den grevelige ungarske Erdödy-familie, en stor rolle. Således er en gammel tradition overleveret til moderne tid; og områdets gamle sorter og stilarter overlevede med nød og næppe strabadserne i jugoslavisk tid.

I langt højere grad end de andre vinområder i det kroatiske indland har Moslavina bevaret en række indfødte lokale sorter som sine vigtigste— hvorimod andre centraleuropæiske og internationale sorter kun spiller en ganske begrænset rolle. Det skyldes med stor sandsynlighed selve indretningen af det lokale vinbrug. Vinmarkerne er mange og meget små, og de er fordelt mellem mange familier. Denne fragmentering har forårsaget en ret ringe repræsentation af Moslavina-vine på det større marked, så vinsalget er foregået lokalt og ellers centreret om byen Sisak. Den manglende markedsandel og efterspørgsel udefra har dog ikke kun været af det onde, for den traditionelle beplantningsmetode med små spredte parceller har med stor sandsynhed været den afgørende faktor for bevarelsen af gamle sorter som Škrlet og Dišeća Ranina. Desuden dyrkes Moslavac (synonym for Furmint) og Graševina (det kroatiske navn for Welschriesling), som begge også er gamle i gårde.

Ikke skarlagensrøde men gyldne Škrlet-druer i aftensol. Foto: Voštinić Klasnić

Škrlet

Navnet Škrlet er formentlig afledt af det tyske scharlach (skarlagensrød), da druerne udvikler rødlig-violette fregner på de sider, der er udsat for direkte sol; svarende til det udslæt, der opstår ved skarlagensfeber, en streptokokinfektion, som heldigvis ikke har yderligere med vinen at gøre.

Škrlet giver fra naturens hånd god syre, forholdsvist lavt ekstrakt og moderat alkohol. Det resulterer traditionelt i lette og friske vin med en delikat, frugtig karakter: Som regel mildt blomsterduftende, med frisk frugt som æbler, pærer og citrus i smagen, ofte med strejf af friske og tørrede krydderurter og ofte med stenede, mineralske noter. Ikke en verden til forskel fra østrigske klassiskere som Grüner Veltliner og Riesling men alligevel anderledes.

Der findes flere forskellige kloner. Škrlet Zeleni (den grønne) er frodigere og yder mere, mens Škrlet Žuti (den gule) giver lavere udbytter men af højere kvalitet. For godt 15 år siden påbegyndte man en seriøs klonal selektion, og fremover vil vi formentlig se et yderligere løft af kvaliteten som følge af denne indsats. For der hersker stolthed om den lokale specialitet, og ikke mindst den yngre generation har set sig glad på den. Således arbejder også den unge økologiske vinmager Ivan Kosovec på en yderligere udbredelse og anerkendelse af sorten, som han laver livlige af, til dels med brug af skindkontakt; og blandt de øvrige vinhuse i området, der kaster gode eksemplarer af sig, må nævnes Ilovčak, Klet Romić, Kosovec, Lagena, Vina Glavica, Vina Košutić, Vinarty.

Familien Voštinić har dyrket vin siden 1936, hvor oldefaren plantede sine første vinstokke. I dag er den selvsamme vinmark udvidet til 3,5 hektarer, takket være Tomislav Voštinić, som sender takken videre til sin bedstefar Klasnić, som han har fået sin glæde ved vinen fra. Tomislav har tilføjet sin bedstefars navn til vinhuset for at understrege arven og familietraditionen, som er tæt forbundet til Škrlet, som de sender på markedet dels som en forfriskende hverdagsvin, dels den senere høstede selektion Unikat, foruden en orange udgave under navnet Natur og den mousserende Fraktal; og i særligt gode år den langlivede Arhiv. Årgang 2012 er forsynet med både Tomislavs fingeraftryk på lakseglet og bedstefar Klasnićs håndskrevne noter på etiketten; så man fornemmer, det er hjerteblod, der er i flasken.

Flaske: Arhiv 2012  
Vinhus: Voštinić-Klasnić  
Oprindelse: Moslavina, Kroatien  
Drue: Škrlet  
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 200,-