Viewing entries in
Økologi

Vinden i Vipavadalen

Comment

Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som BaticBurja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme 

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine 

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Burja Bela Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

 

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-  

Comment

"Kun druer, most og Gud!"

Comment

"Kun druer, most og Gud!"


Manuel Moraga Gutiérrez er stolt vinbonde i 7. generation. Familiegården, Cacique Maravilla, ligger uden for landsbyen Santa Lucía de Yumbel i det sydlige Chiles kølige men frodige Bío Bío region; og her finder man et helt anderledes Chile end det, den brede vinverden kender.
 

Dybe rødder

Familien Gutiérrez kom oprindeligt fra Spanien som conquistadorer på jagt efter guld; men de slog sig ned og sluttede fred med den oprindelige lokalbefolkning, som gav stamfaderen Francisco Gutiérrez titlen “cacique maravilla”, vidunderlige høvding. Generation efter generation gik besiddelserne i arv. Manuel overtog fra sin far i 2010, og i dag tæller gården 16 opdyrkede hektar midt i en ellers ganske uberørt chilensk natur. I vinmarkerne spiller den gamle landdrue País hovedrollen, mens Moscatel, Torontel, Corinto, Cabernet Sauvignon og Malbec udgør den øvrige besætning. Dertil kommer hest, får, frilandsgrise, fritgående høns og gæs, frugter og grøntsager i alle afskygninger, linser, bønner og korn. Gården er selvforsynende med stort set alt fra de frodige jorde omkring den - ikke mindst vin.

Allerede i 1776 blev vingårdens første beplantning af País indregistreret som Viña 33; og i 2018 lever Chiles vinmark nummer 33 i bedste velgående, og den er dermed en af landets (og faktisk hele verdens) allerældste vinmarker. Gamle, knudrede buskvine står som små træer, så langt øjet rækker i det let bakkede landskab. Upodede, fordi de kom til verden før vinrodlusens hærgen; som alligevel aldrig er nået Chile, så vinstokkene kan have deres rødder i fred her. Vanding, kunstgødning og sprøjtegifte er fuldkomment utænkelige; og som regel unødvendige, da den rigelige regn falder næsten udelukkende i vinterhalvåret, og faldvinden fra Andesbjergene renser ud. Det naturligt grønne får frit spil. “Vi har ingen frygt for græs,” erkender Manuel midt i sine vildtvoksende marker. Græsset mellem vinstokkene holdes i ave af får, og i det omfang der skal pløjes, gøres det med husets hest, Cacique. De frodige marker er præget af sort vulkansk jord, der stammer fra Antuco og Sierra Nevada vulkanerne. Alt i alt et ganske særligt terroir.

“Der findes ingen ønologi, kun mennesker, naturen og Gud," erklærer Manuel: "Mennesket er kun mellemmand for vinen, så det er ikke mig, min far eller min bedstefar, det drejer sig om, men jorden og planterne.” Naturen bliver i hans direkte oversættelse til prægtig Pipeño, den traditionelle landvin, som her stadig laves som i fordums tid: "Jeg har ikke lavet om på noget som helst." Svovl benyttes kun sjældent og nødtørftigt i markerne, da meldug og råd er yderst sjældne gæster - og det tilsættes heller ikke til den færdige vin i form af sulfitter. Druerne afstilkes, presses og spontangæres i store, åbne cementkar (lagares) under åben himmel, med daglige punch-downs. Efter et par ugers maceration drænes mosten og gærer færdig på store tanke. Godt syv måneder senere flaskes vinen uklaret og ufiltreret på flaske. Vinen fremkommer altså helt på naturens nåde, eller som Manuel selv udtrykker det, mens han under en dybblå himmel presser toppen af drueskaller ned i den blodrøde most:

“Det her er ægte vin: Kun druer, most og Gud!”

Gutiflower og vino naranja - en pet nat og en orangevin - kommer på bordet, mens Manuels italienskfødte hustru Paola står for madlavningen. Små lapper af en gennemført hjemmelavet pizza med løg og chili langes ud. Løgene er bløde og søde og bunden så sprød, at Guderne sig må forbarme - hvilken appetitvækker! Men mere substantiel kost må der til, og husets humitas vækker også lykke: Denne lokale ret, hvor majskorn er moset sammen med løg og smør, pakket ind i majsblade og kogt, er smovset og mættende, serveret med skiver af frisk, fuldmoden og vidunderligt sursød tomat på toppen. Så kommer der oste og lidt løst og fast at nappe i, og der går sport i at gumle de hjemmesyltede grønne chilier til. Den styrke, som brød, smør og ost ikke kan dulme, kan Pipeño drukne, og Manuel har en særlig evne til at spotte tomme glas, som han ikke efterlader i den tilstand længe.

Pipeño er en vin til selskabelige lejligheder og en vin, der både smører ganen til mad og kan få tungen på gled. Under måltidet i det lille hus ved vinmark 33 fortæller Manuel om rystelserne i 2010 - dels om overtagelsen af ansvaret fra faderen, dels om det store jordskælv, der bl.a. ødelagde det oprindelige vineri, som han nu forsøger at bygge op i sin oprindelige form igen. Der er minder, gode og dårlige, og håb. Imens spiller musikken, og Pipeñoen flyder.
 

Ung vin fra gamle stokke

Vin kan beruse på flere måder. Dens dufte og smage kan forføre. Den direkte påvirkning fra alkoholen kan sætte ind. Endelig er der eftertanken, der kan få det til at svimle. Eksempelvis når man drikker gammel vin og slås af tanker om tidens gang. Eller når man drikker ung vin fra meget gamle vinmarker.

250 år gamle vinstokke på den anden side af kloden. De stod der, da jeg blev født. Da mine forældre blev. Og da deres forældre blev født. Og da deres forældre blev født, var dem, der havde plantet stokkene, for længst døde, og deres børn og børnebørn allerede arvet og passet jorden og plejet vinstokkene længe. I mellemtiden er Chiles uafhængighed, Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Allende og Pinochet alle kommet og gået. Imens er solen stået op, solen er gået ned, solen har skabt sukker i druerne, og der er intet nyt under solen.

Pipeño er smaget af livet på landet og verden af i går. Ren rød bærsaft med urter og krydderier. Jordbær, hindbær, tyttebær, og der er skiftevis lidt anis og kandiserede fennikelfrø, Kongen af Danmark bolcher, cola, kanel og nellike at spore. Godt bid og god syre, fine og let støvede tanniner. Landlig og ligefrem i mælet, en seriøs tørstslukker, der nemt hamler op med mangfoldige spiser og samtidigt glider ubesværet ned alene og retfærdiggør flaskestørrelsen på en hel liter.

 

Flaske: Pipeño 2016  
Vinhus: Cacique Maravilla  
Oprindelse: Bío Bío, Chile  
Druesorter: País  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementkar  
Lagring: Store tanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinimperiet  
Pris: 145,-  

Comment

Af jord er du kommet

Comment

Af jord er du kommet

Bylivet kan være dræbende, især hvis man først har fået smag for landlivets glæder. Den østrigske reklamemand Davis Weszeli kom for et årti tilbage på bedre tanker og stak stille og roligt af fra storbylivet for at hellige sig sin store interesse, vinen, og i 2011 blev han vinbonde ved Langenlois lige vest for Kampfloden, som vinregionen Kamptal skylder sit navn. I dag råder Weingut Weszeli over godt 30 hektar med Grüner Veltliner og Riesling og første klasses enkeltmarker som Käferberg, Schenkenbichl, Steinmassl og Seeberg.

Det var det daværende Weingut Summerer, som Davis Weszeli kom til at stå i front for i selskab med Rupert Summerer, og målet var at fuldende dets i stigende grad naturnære tilgang. Vinhusets historie går tilbage til 1679, og frem til den seneste generation i familien Summerer var det et blandet landbrug, som så overgik til specialiseret vinbrug.

Den filosofi, som Davis Weszeli har sat i højsædet for vinhuset, kalder han for Terrafactum, latin for "skabt af jorden". Kongstanken er, at hver vinmark er et unikt økosystem, som skal stå i centrum for arbejdet, da det er i vinmarken, at den enkelte vins karakter bliver opbygget. Derfor skal mangfoldighed og vinmarkernes særegne træk bevares og styrkes. Det kræver samspil mellem mennesker, flora og fauna, og det fordrer økologiske dyrkningsformer - mindre maskineri og minimalt med kemi. Vinene er økologisk certificerede fra årgang 2017.

Manuelt arbejde i marken sikrer ikke blot en tættere kontakt med druerne. Det overflødiggør også en del af brugen af tunge traktorer og fossile brændstoffer. Grønne områder i og imellem vinmarkerne skal holde jorden sund og tiltrække det rigtige dyreliv, derfor er der sået kløver, lucerne og boghvede m.v. Dyrelivet dukker også op på etiketterne, der hver især - også som håndarbejder - er smykket med lokale dyrearter.

I kælderen huserer i dag den tyske vinmager Thomas Ganser, der er kandidat fra Weinbauschule Krems og Universität für Bodenkultur i Wien. Hans ansvar er at omforme oprindelighed fra markerne til oprigtighed i vinene. Tilgangen er moderne men mere minimalistisk end den konventionelle standard. Der arbejdes med både stål og træ, men først og fremmest med længere lagringstider. At få det rette resultat frem fra markerne kræver ifølge Davis Weszeli sin tid. Det er vine, der også kræver tid til at udvikle og åbne sig - og derfor anbefaler huset tålmodig lagring og ikke mindst dekantering af vinene; og det gør virkeligt en forskel.
 

Seeberg

Seeberg er en terrasseret enkeltmark stik vest for landsbyen Zöbing nær Langenlois; stejl, sydvendt og velegnet til moden Riesling med sin solrige eksposition og stenede jordbund af løss med gnejs og masser af glimmerskifer. Druerne bliver håndhøstet i september, spontangæret på ståltanke med temperaturkontrol og lagret på gærresterne i 2.000 liters egetræsfade i 16 måneder. 

Der flyder guld fra terrasserne i Kamptal, og Davis Weszeli kan raffinere sin Riesling fra Seeberg til den pæne side af 20 karat. Det er den fyldige og frugtige type Riesling, tør og med en meget sirlig syre. Duften er frisk og frodig med moden gul frugt og små pust af jasmin. Smagen er gennemgående præget af syrlig tropefrugt, fersken og ananas især, og der er dybe mineralske lag samt en fin vanillenote fra fadet i baggrunden. Stor blødhed og længde, meget balanceret og med tid til fordybelse. Yderligere sondering af terrænet afslører gule æbler, æblekerneolie, flødekaramel, flint, salt og en mimet antydning af petroleum. Man aner et flot udviklingspotentiale.
 

Weszeli Riesling Seeberg 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

 

Flaske: Seeberg 2013  
Vinhus: Weszeli Terrafactum  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kjær & Sommerfeldt  
Pris: 450,-  

Comment

Muse, fortæl mig om manden...

Comment

Muse, fortæl mig om manden...

Her er hovedpersonen ikke en blind digter, heller ikke en helt fra hine tider, men en visionær vinbonde fra vor egen: Den umbriske Homer, Omero Moretti, fra vinhuset af samme navn i Montefalco. Huset blev grundlagt i 1920 af bedstefaren Domenico Moretti, og Omeros rejse mod vinen begyndte med familiens olivenlunde, som længe har givet frugt til nogle af Umbriens mest roste olivenolier; og siden slog han sig på vinen med lignende succes som følge. Hans far Giuseppe lavede vin i det små og solgte i bulk, og Omero slog større brød op og begyndte at sælge på flaske.

Bag enhver stor mand står som bekendt en kvinde, og Omeros hustru Daniela har som en anden Penelope også vævet et vigtigt aftryk ind i vingårdens historie. Som uddannet sygeplejerske var hun bekymret over de sprøjtegifte, som var og er en del af konventionelt vinbrug. Så på hendes tilskyndelse omlagde han fra vinbrugets begyndelse til økologisk dyrkning i 1992— til gavn for hele familien, naboerne og ikke mindst forbrugerne.

Den økologiske tilgang er helhjertet men kræver også hjerteblod. Sagrantino modner meget sent, så sent som sidst i oktober kan den stadig hænge på vinstokken; og så langt inde i efteråret er fugt, tåge og regn risikomomenter, man ikke kan ignorere uden svære konsekvenser. Økologisk dyrkning er på disse kanter et vanskeligere og dristigere foretagende end mange andre steder; men familien Moretti viser, at det er muligt og forsvarligt. De søger så vidt muligt at styrke stokkenes naturlige modstandsdygtighed mod sygdom ved at vedligeholde dem nøjsomt i forhold til vækst, bladhang og druesætning. I vanskelige dele af sæsonen tyer de til kobbersulfat, som kan forhindre udviklingen af seriøse svampesygdomme.

En anden vigtig kvinde på gården er datteren Giusy, der i dag tager aktiv del i fremstillingen og især formidlingen af husets vine. Hun er oprindeligt uddannet arkitekt men hjemfalden til bakkerne omkring Montefalco; markerne med Sagrantino, Sangiovese, Grechetto, Trebbiano Spoletino og Malvasia di Candia; og olivenlundene med Murajolo, Frantoio og San Felice. Glemmes skal heller ikke bedstemoderen Quinta, som sammen med Giusy og hendes søster Lucia her giver gode råd til maden til vinen.

Giusy og Omero Moretti iført traktor og Sagrantino

Giusy og Omero Moretti iført traktor og Sagrantino

 

101% Sagrantino

Det bliver til en lang række forskellige vine, men husets topvin er uden tvivl fra enkeltmarken Vignalunga, en aflang mark lige ved siden af vingården, genplantet omkring årtusindeskiftet. Nok er det unge stokke, men mosten holdes koncentreret gennem lave udbytter, og det nuværende produkt lover flot for fremtiden. Det er rendyrket Sagrantino i al sin magt og vælde. Den fremstilles desuden kun i særligt gunstige år, hidtil 2006, 2010 og 2012. Druerne høstes midt i oktober fra de fine rækker på de lerholdige, grønne jorde (5.000 stokke pr. hektar) og udbyttet holdes lavt (25 hl pr. hektar).

Der er en intens og koncentreret frodig frugt i denne vin, men man må give tid for at få den fremkaldt og i fokus. Som al anden stor Sagrantino er længere tids lagring og god tid i glasset en fordel. Når det er sagt (og gerne gjort), så er Vignalunga venligheden selv. Brombær, cigarkasse og røg kommer i møde i duften, og en saftig brombær- og kirsebærsmag følger trop - og så et opbud af tanniner, der nok kan tørre Stillehavet til Sahara, men fine er de, og sammen med svesker, dadler og kakao bliver cigaren fra før til aske i eftersmagen. Intens og stringent rødvin men med luft og tid mildner den og åbner for kompleks dybde. Spontangæret, godt tre ugers maceration, seks måneder på bundfaldet, to år på franske tonneaux, et halvt år på flaske i kælderen før frigivelse; og derefter så mange år på flaske, man nu synes.

Moretti Omero Montefalco Sagrantino Vignalunga 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg


Flaske: Vignalunga 2012  
Vinhus: Moretti Omero  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Niche Vine  
Pris: 450,-  

Comment