Ribolla på toppen

Når man kører rundt i Collio, ser man skovene, bjergene og den snørklede vej for sig og så byskiltet: Twin Peaks ligger i virkeligheden ikke i det nordvestligste USA tæt på grænsen til Canada, men i det nordøstligste Italien tæt på grænsen til Slovenien; og så hedder den Oslavia. Det er en stille, lille by, hvor man gør tingene på sin egen måde, og så er der foregået mærkelige sager siden 1990’erne.

Giorgio og Nicolò Bensa fra Oslavia hører til blandt de bedste fortolkere af druesorten Ribolla Gialla. Familiens vingård blev stiftet af faderen Giuseppe i 1954, og siden sidst i 1970'erne lavede og solgte de to brødre familiens vin i bulk, blandt andet i faderens restaurant, men i 1985 begyndte de selv at flaske deres vine under navnet La Castellada efter den bakketop, deres gård ligger på. Den lokale anerkendelse spredte sig videre, og siden har husets stjerne været stadigt stigende. Brødrene blev i løbet af 1990’erne tæt knyttet til gruppen af producenter omkring Josko Gravner og Stanko Radikon og produktionen af skindfermenterede hvidvine. Bensabrødrene gik dog generelt mere stilfærdigt til værks end de to, og muligvis derfor har de aldrig rigtigt fået samme opmærksomhed, som de fortjener.

Brødrene udvidede husets oprindelige produktion, én hvid og én rød, med indtil flere sortsrene hvidvine, og de indførte tidstypisk vinifikation på ståltanke og i barriques. Men inden længe mistede de tålmodigheden med den moderne hvidvinsproduktions krav og idealer og besluttede sig for at gå mere gammeldags til værks. Traditionen, som de tidligere helt havde overset, kaldte dem tilbage. Store og små gamle træfade af slavonsk eg, spontangæring, lang skindkontakt og lang fadlagring blev vejen, der bragte dem videre. Siden 2009 har Nicolò og Valentinas sønner, brødrene Stefano og Matteo, begge været involveret i produktionen.

Gravner, Radikon, Kante og slæng, et innovativt netværk som relancerede de skindfermenterede hvidvine i løbet af 1990'erne. Bensabrødrene er Nicolò til venstre i ternet skjorte og Giorgio til højre i hvid
 

Den naturnære og traditionstro tilgang løber som rød tråd fra toppen af markerne til bunden af kælderen. Det afspejler sig også i et medlemsskab af naturvinsnetværket ViniVeri. Familien forsager kunstgødning og sprøjtegifte, og så behersket som muligt anvendes kobbersulfat og sulfitter i kampen mod de værste svampesygdomme; men de er desværre tæt på uundværlige i det fugtige friulanske klima, hvor man konstant må kæmpe mod meldug og botrytis. Ellers arbejdes med grønt bunddække, tæt beplantning og lav beskæring. Alt arbejdet udføres manuelt.

I kælderen arbejder man ligeledes kun med naturlig gær og nænsomt med sulfitter, selvom man aldrig helt har forsaget dem, som skik er hos Radikon, og som skik var hos Gravner. Den valgte tilgang i vinifikationen gør dog langt hen ad vejen arbejdet for dem: Gæringen med skallerne udtrækker konserverende stoffer, og da vinene gæres helt tørre og naturligt gennemgår komplet malolaktisk gæring, indeholder de hverken restsukker eller æblesyre og er dermed meget stabile. Desuden omstikkes og flaskes vinene kun hen imod nymåne, hvor man igennem generationer har lagt mærke til, at vinene virker mest robuste. Alt sammen medvirkende til at kun små mængder sulfit kan tilsættes efter endt gæring og ved flaskning. Oftest ligger vinenes samlede sulfitindhold pænt under 50 mg pr. liter. Sortimentet inkluderer det hvide blend Bianco di Castellada foruden sortsrene Ribolla Gialla, Friulano, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon samt Merlot. 

"Den vin, der er tættest knyttet til vores område og vores tradition, er Ribolla Gialla" fortæller Stefano Bensa, der i dag står i front for La Castellada. Huset er derfor også et af de seks medlemmer af Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, en sammenslutning af producenter, som har sat sig for at fremme den særlige skindfermenterede udgave af druen, som de nu har gjort området kendt for. “Ribolla har brug for skalkontakt for at komme til sig selv. Kun sådan kan den udtrykke sin natur" forklarer han.

Den ofte luftede anklage om, at orangevinsmetoden overdøver sortskarakteristika og ikke mindst tilslører eller ligefrem udsletter terroir, forholder Stefano Bensa sig uforstående overfor: "Det er for langt ude! Hvis det forholdt sig sådan, så ville ingen rødvin kunne udtrykke sortskarakter eller terroir. Rødvine har jo også gæret med skallerne og har ofte markante tanniner.”

Ribollaen får før, under og efter gæringen i alt to måneders skindkontakt. “Det ekstraherer rigdom og giver moden smag” forklarer Stefano. Målet er komplekse og længelevende vine, og netop det opnås med kombinationen af lang skindkontakt og lang fadlagring. Husets vine veksler fra hvide til egentligt orange. Længden af skindkontakt varierer med sorten: Friulano får for eksempel kun få dage, Pinot Grigio to uger, mens Ribolla som nævnt får hele to måneder. Familien giver på den måde præcist den tid, de har erfaring med, den enkelte sort har brug for for at blive det bedste eksemplar af sin slags, som Stefano forklarer: “Vi ønsker at få den fulde karakter ud af hver drue.”

Ribollaen rejser sig igen

Ribolla Gialla er en udbredt, indfødt sort langs Adriaterhavets nordlige kyster, hvor den kan spores længe tilbage. Muligvis var den kendt helt tilbage i romersk tid under navnet Evola. De tidligst dokumenterede omtaler af druen kan nu dateres til 1289, hvor den nævnes i en landlejekontrakt, og i 1296, hvor Pave Bonafacius afgjorde en strid mellem biskoppen af Trieste og et kloster i Venezia om en række fødevarer, herunder nogle fade med ‘Rabiola’. I de efterfølgende århundreder kendes reference til “Rabola’ rundt om i Friuli og Istrien. En ældre oprindelseshistorie pegede i øvrigt på en græsk oprindelse, et slægtskab eller ligefrem identitet med druen Robola, men den forbindelse er nu afvist. Ribolla er egnens egen.

Før Første Verdenskrig var Friuli frugthave for det østrig-ungarske imperium, og den solrige, varme region producerede ferskner, kirsebær og ikke mindst vin, særligt rødvinen var eftertragtet. Østrigerne kendte Ribolla som Reinval eller Rainfald, og dens vine var skattede. Phylloxera sendte dog Ribolla til tælling i slutningen af 1800-tallet, og i løbet af det 20. århundrede plantedes i stedet ofte internationale sorter. Den ofte neutrale stil, som moderne vinifikationsmetoder skænkede druen, hjalp den heller ikke vinde nogle popularitetskonkurrencer. I 1990’erne var det samlede areal nede på få hundreder hektar, men den fornyede interesse i den skindfermenterede udgave fra især Oslavia førte en række nye beplantninger med sig.

Ribollaen vokser bedst på toppen af bakkerne, hvor lyset er stærkest og jorden fattigst men rig på mineraler. Her modner druerne langsommere, udbytterne bliver naturligt en smule lavere her og druerne følgeligt mere koncentrerede. Oslavia er derfor top terroir for druen: Stejle bakkeskråninger på vejen mod Monte Sabotino, den særlige ponca jordbund (stratificeret mergel og kalksten) og kølige faldvinde fra de juliske Alper passer den perfekt.

Den italienske Ribolla Gialla er genetisk identisk med den slovenske Rumena Rebula, dog forekommer der - som så ofte med gamle sorter - betydelig genetisk variation klonerne imellem såvel i Italien, Slovenien og Kroatien. 

Årgang 2009 var en god med meget modne druer, og høsten fandt sted den 5. oktober. Druerne blev afstilket, presset og hældt i koniske trækar, hvor gæringen foregik spontant og uden temperaturkontrol. Daglig pigéage under den alkoholiske gæring og i alt to måneders maceration, hvorunder den malolaktiske gæring også satte ind. Herefter fik den to års lagring på store fade af slavonsk eg og et år på rustfri ståltanke, hvor en naturlig sedimentering fandt sted. Derfor heller ingen filtrering nødvendig. 

Ribolla Gialla 2009 er en karakterfuld og raffineret Ribolla. Farven taler for sig selv, og duften er af mangel på bedre ord vinøs og karakteriseret af fine, modne noter af ristede kastanjer, mørk karamel, pibetobak og enghø. Smagen byder først på en smule frisk frugt, modne ferskner og abrikoser, som så igen slår over i det mere udviklede- svampe, valnød, marcipan, kamille og bivoks. Intet trænger sig på men afslører sig stille og roligt hen ad vejen. Vinen har en flot syre og meget fine, bløde tanniner, der giver en nøddeagtig mundfornemmelse. Det er en vin, der åbner sig med noget luft og tid i glasset. Ikke for små eller for store glas, gerne af Bordeaux typen, og en serveringstemperatur mellem 12 og 16 grader er anbefalingen; og så er det selvfølgelig en vin, der er mere end madvenlig.

Flaske: Ribolla Gialla 2009  
Vinhus: La Castellada  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €25  

Orange urværk

Keltiske stammer var blandt de første til at drive vinbrug i store dele af Europa. Mange steder i nutidens Østrig lavede kelterne således vin århundreder før romerne indfandt sig og bragte deres egen vinkultur med sig. Denne oldtidsvin er bevidnet ved arkæologiske fund af lerkrukker med rester af druer og vin; men meget om fremstillingsmetoderne og de keltiske vine vides ikke.
 

En fortælling om to Triebaumere

Mere end et par årtusinder senere forsøgte vinbonden Paul Triebaumer fra byen Rust ved søen Neusiedlersee i Burgenland at gøre kelterne kunsten efter. I årene 1985, 1986 og 1987, lige i kølvandet på den østrigske vinskandale, lavede han sine såkaldte Keltervine: Den regionale sort Welschriesling dyrket og fremstillet som man formoder, kelterne må have gjort i hine tider: Vinstokkene fik lov at vokse ubeskåret og give deres naturlige høje udbytter, og de blev dyrket på naturens nåde uden sprøjtemidler eller gødning. Høsten foregik sent, når druerne var mere end modne, og klaserne blev presset hele. Vinen blev skindfermenteret, udelukkende med den naturligt forekommende gær; og den gennemgik naturligt malolaktisk gæring, før den blev fyldt på flaske - uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Paul Triebaumer var mildest talt forud for sin tid, og hans søgen efter rødderne ville vi i dag titulere med nutidige begreber som naturvin og orangevin. Oprindelse, oprindelighed, naturlighed og renhed er begreber, som har spillet en stadigt større rolle i diskussionen af kvalitetsvin i de seneste årtier: Hvordan smager en vin, som er lavet efter antikke metoder? Kan det overhovedet lade sig gøre at lave en efter nutidens smag stabil og drikkelig vin sådan? Eksperimentet lykkedes for så vidt for Triebaumer: Welschriesling gav syre og den lange skindkontakt tanniner, og begge dele bidrog til at gøre vinen naturligt livskraftig og modstandsdygtig. Skæbnens ironi ville dog, at de fleste af disse vine ikke skulle leve længe på grund af dårlig korkkvalitet. Paul Triebaumers søn Günter Triebaumer fortæller, at familien i årenes løb fik smagt på de resterende vine, der trods deres anderledeshed ikke blot var drikkelige men også nydelige men nok mest af alt: interessante.

Der skulle heldigvis ikke gå et par årtusinder, før idéen blev taget op igen. Den vidtforgrenede vinmagerfamilie Triebaumer tog selv skridtet, denne gang var det hos Ernst Triebaumer, hvor man gav nyt liv til den afholdte onkels værk kun to årtier senere. Ernst Triebaumer og hans sønners indsats i kælderen har gennem årene i stadigt stigende grad sigtet mod minimalisme og purisme, ligesom deres arbejde i marken har været kendetegnet af det naturnære og bæredygtige. En årelang eksperimenteren med lavere og lavere tilsætning af sulfitter kulminerede i 2005 med frigivelsen af vinen Minimal, som senere skulle blive til en serie af vine under navnet Urwerk. Anledningen var en vellykket smagning af en 25 år gammel Keltervin, som indgød modet til at dele vinene med resten af verden. Serien er i dag et supplement til husets "normale" vine. I øvrigt inspireret af keltisk urtidsvinbrug og ikke ulig Urwerk er Magna Mater vinene fra biodynamikeren Birgit Braunstein i det nærliggende Purbach: Naturnært forarbejdede, skindfermenterede vine i nedgravede amforaer, henholdsvis en Chardonnay og en Blaufränkisch.

Urwerk har omfattet vine på Welschriesling foruden Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc og Blaufränkisch. Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner vokser viden om i Burgenland, men den skænkes sjældent samme omtale som dens pendanter i Donauområdet, ligesom den umiddelbare opmærksomhed i Burgenland ofte er rettet mod Blaufränkisch. Men druen kan gøre sig ganske fortræffeligt her, og i denne skindfermenterede fortolkning kan den vække særlig interesse.

Høsten til Grüner Veltliner Urwerk 2014 fulgte først efter afslutningen af høsten til de øvrige tørre hvide og røde vine sidst i september. Klaserne blev valgt med møje og omhu, før druerne blev afstilkede, knust og fyldt på fad. Gæringen satte sig selv i gang, og efter 14 dage med skallerne kunne mæsken presses. Vinen tilbragte derefter 18 måneder på brugte 500 liters træfade. Endelig blev vinen uden filtrering eller tilsætning af sulfitter hældt på flaske ved håndkraft.

Tre år senere fremstår vinen klar og orangegylden. Ret urtet og krydret duft, moden frugt underneden og med vildgærsnoter. Smagen er præget af pære, kvæde, grønne urter, gran og et eksotisk indslag af safran og tobak i eftersmagen. Saftspændt og med en vis cremethed, strammet op af fine tanniner, der sammen med syren holder vinen helt tør. Volatile noter af pærecidereddike og grapefrugtskal, men de tager ikke overhånd. Urwerk er genkendelig Grüner i uvante gevandter, selvhævdende på den fede måde.

Efter to ugers gæring med skallerne tømmes gæringskarret i pressen. Gerningsmanden er Gerhard Triebaumer, og vinen får navnet Grüner Veltliner Urwerk. Herefter lagres den halvandet år på store fade, før den usvovlet finder vej til flasken
 

Ukonventionelt landbrug

Ernst Triebaumer har været en af hovedmændene bag den østrigske rødvins nuværende status og succes samt en af de helt store vinmagere i Burgenland. Af disse grunde hædrede vinbladet Vinaria ham også med deres Lebenswerk Trophy i 2017. Ikke blot hans rødvine har vundet anerkendelse, også hans hvide er afholdte, tørre såvel som søde. En af de lokale specialiteter er netop den ædelsøde Ruster Ausbruch lavet på overmodne druer høstet efter angreb af skimmelsvampen botrytis. En vid variation af vine.

Sammen med sønnerne Gerhard og Herbert og deres familier driver Ernst Triebaumer og frue det store, blandede landbrug. I 1980 helligede Ernst sig vinbruget helt, men i 2010 vendte familien tilbage til et mere integreret, holistisk landbrug. Grønt bunddække og sorte får holdt indtog i vinmarkerne, og i dag dyrkes også frilandsgrønsager, ligesom der holdes bier og fritgående grise. "Vores mål er ikke bare at lave god vin men også at skabe samvirke mellem mennesker, dyr og planter", forklarer Herbert Triebaumer. 

Familien ser med en vis skepsis på moderne vinifikationsmetoder og ikke mindst moderne vinlovgivning. Det er især tilladeligheden og hyppigheden af teknologiske bearbejdninger og tilsætningsstoffer, som man end ikke behøver deklarere på flasken, der falder dem for brystet. En tilsvarende ambivalens findes i deres forhold til certificeret økologi. De ser økologi som andet og mere end blot at forsage gift og gødning.

Triebaumers alternative økologisering af landet tager udgangspunkt i en fuldstænding grønning, først og fremmest med alskens planter i bunden af vinmarkerne, men også med enge, marker, læbælter, hegn og hække mellem dem. Videre skridt er fritgående får, som græsser i og omkring markerne, og bier, som er med til at bestøve blomsterne og sikre liv og biodiversitet. Det sigter alt sammen på at opnå ligevægt i det sammenhængende kredsløb, et stykke natur er; og altafgørende er livskraften i jorden. Humus må holdes sund, da den ikke blot er vinstokkenes forankring men også indeholder vand, næringsstoffer og andre levende væsner, ligesom den holder på kuldioxid - og hemmeligheder. I sidste ende er det også jorden, der giver druerne liv og vinen karakter. Agtelsen for jordens kraft, og bevidstheden om vores ufuldendte forståelse af den, er vigtig. Det fordrer indlevelse, tålmodighed, ydmyghed, hårdt arbejde og god tid. Kun sådan kan alle elementer komme til udfoldelse i vinen. Således Ernst Triebaumer: “At bekende sig til langsommelighed er en ganske vigtig del af vores arbejde.”

Til trods for Ernst Triebaumers store anerkendelse i Østrig og omegn er vinene ikke vidt berømte i resten af verden. Urwerk udkommer heller ikke i imponerende oplagsstørrelser men kan opdrives hos østrigske forhandlere som Pub Klemo og Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore, som alle leverer til Danmark.

Flaske: Grüner Veltliner Urwerk 2014  
Vinhus: Ernst Triebaumer  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: Cirka €35  

Veltliner på springtur

Grüner Veltliner fra Portugal? Ja, og med bobler, og uden så mange andre krumspring; men allerede den treenighed burde være nok til at vække interesse. Bobler fra Douro og så på en østrigsk druesort? Absolut i det kuriøse hjørne, men heldigvis mere end det: En ren og skær fornøjelse. Det er det økologiske vinhus Conceito, der står bag vinen, og bag huset står to kvinder i hver sin generation, moderen Carla Costa Ferreira og datteren Rita Ferreira Marques. Sidstnævnte er vinmageren. Huset har været i familiens eje siden 1940'erne og består i dag af 79 hektar fordelt på tre ejendomme, Quinta da Veiga, Quinta do Chão-do-Pereiro og Quinta do Cabido, alle tre i Teja-dalen, der er en kende køligere end den øvrige Douro-dal.

Den 35-årige Rita Marques ønsker med Conceito at fremhæve Douros potentiale for andet og mere end portvin, et ønske hun deler med mange andre af områdets progressive producenter. De flere forskelligeartede terroirs i Dourodalen åbner mange muligheder for at lade sig afspejle i tørre bordvine, røde såvel som hvide. Før relanceringen som Conceito leverede familiehuset da også deres druer videre til portvinsproduktion; men tidernes - og ikke mindst generationernes - skiften bragte nye tanker og højere ambitioner med sig. I dag laver Conceito rød, hvid og bobler af fornem kvalitet. Økologisk dyrkning, manuel høst, nøje selektion både ved selve høsten og før presningen er udgangspunktet. Gammeldags presser og nymodens gæringstanke sætter fortid i forbindelse med nutid, og det lokale fletter sammen med det internationale: Der arbejdes med mangfoldige sorter, herunder blandede beplantninger og enkelte parceller med gamle, upodede vinstokke. Sorterne er mestendels lokale kendinge som Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, Gouveio, Rabigato og Viosinho, foruden Bastardo som mange nok kender bedre som Trousseau i Frankrig; men også den østrigske nationaldrue Grüner Veltliner har fået plads i rækkerne. Denne mark er plantet for ti år siden og ligger i 600 meters højde på et lille, køligt plateau med granitholdig jordbund uden for Freixo de Numão. Hvorfor plante Grüner Veltliner i Douro? "Fordi det kunne være sjovt!"

Brut Nature 2012 er en lettilgængelig lækkerbisken. Heftigt skummende og flot gylden i glasset. Der breder sig hurtigt en umiskendelig duft af bobler: Krudtrøg, gær, frisk frugt, kølig brise. Der er blomster, masser af moden gul frugt og en let pebret note i duften. Smagen fortsætter i samme spor, og her dukker især knust stenfrugt og en smule marcipan op - samt nogle let ristede og vanille-agtige noter fra fadlagring. Aromatisk, livlig, fine bobler, jævn syre, meget rundet. 

Druerne høstes, afkøles og presses i en pneumatisk presse. Førstegæring på store træfade og efterfølgende lagring på brugte franske barriques i otte måneder med regelmæssig bâttonage. Derefter andengæring på flaske og lagring med gærresterne i op til tredive måneder før degorgering. Det mærkes på vinens runde krop. Strukturen giver fornemmelse af, at brut nature næsten er en nødvendighed med Grüner Veltliner dyrket under disse himmelstrøg: Der tilsættes ingen dosage, den er helt overflødig, da druerne har været absolut fuldmodne. Nok er vinen tør, men den knaser ikke.
 

Fra Donau til Douro

Sortskarakteren lader sig dog ikke fornægte - de urtede og krydrede noter er direkte gengangere fra Østrig, og den store modenhed til trods er der ikke noget uventet i frugten. Interessant at få smagen af, hvordan en transplantation kan overføre sortskarakteren.

Conceitos første årgang Grüner Veltliner blev vinificeret i 2011, og den oprindelige tanke var at benytte vinen som del i husets andre hvide blends. Vinificeringen som mousserende enkeltdruevin er gået over al forventning, og indtil videre er flere årgange kommet på markedet.

Det er dog langt fra første gang, nogen får idéen at plante Grüner Veltliner uden for Østrig. Sorten har i nyere tid oplevet stigende international interesse, og den så godt som monopoliserede specialitet er så småt begyndt at bevæge sig ud i den store verden. Østrig og gammelt østrigsk land var indtil for et par årtier siden dens naturlige hjemstavn. Traditionelt har Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn små arealer, og enkelte vinbønder i Tyskland har forsøgt at tage druen til sig. I dag ser man dog væsentlige beplantninger især i New Zealand, og tendensen er stigende flere forskellige steder i verden: Australien, Canada, USA.
 

Azulejo hedder den traditionelle portugisiske kakkelkunst, som i moderne fortolkning pryder etiketten til Brut Nature. Kunstneren er João Nuatel fra Oporto, som også har arbejdet sammen med bl.a. Dirk Niepoort.
 

Historietimen

Douro producerede i århundreder udelukkende portvin. Kimen til bordvinens genopstandelse blev sået allerede under Anden Verdenskrig, da Fernando Nicolau de Almeida fra huset Ferreira rejste til Bordeaux og gjorde studier i dette områdes vinproduktion. Det førte til skabelsen af vinen Barca Velha, der blev lavet første gang i 1952, og siden kun er lavet 18 gange; en vin, der har opnået kultstatus.

Portugals medlemsskab i EF fra 1986 var en yderligere årsag til afviklingen af portvinens monopol i Douro, og udviklingen begyndte at tage fart fra 1990’erne, og nu står ikke kun de etablerede portvinshuse på spring med tørre bordvine, det samme gør en entusiastisk og energisk yngre generation af vinmagere. I dag udgør halvdelen af produktionen tør vin, og det er på dette område, der virkelig sker noget. Der er mange gode vine at hente og et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet. Fronten rykker også på hvidvine, hvor især Dirk Niepoorts indsats er værd at fremhæve.

Rita Marques Ferreira fra Conceito er fjerde generation i en familie med eget vinhus, men første generation til at lave sin egen vin. Hun er oplært hjemmefra og arbejder stadig tæt sammen med sin mor. Hun læste oprindeligt til ingeniør men skiftede studiet ud med ønologi under Denis Dubourdieu på universitetet i Bordeaux. Siden har hun arbejdet hos førnævnte Niepoort og hos Villa Maria i New Zealand, hvor hun i øvrigt laver en Marlborough Sauvignon Blanc. Et andet sidespring er i Minho, hvor hun dyrker Alvarinho til Vinho Verde. Hendes mål er generelt at lave tørre vine med renhed, balance, fokus og kompleksitet. Desuden nærer hun en særlig forkærlighed for hvidvine, hvor hun forstår og formår syrens afgørende vigtighed for helheden.

Portugal har flere unge, kvindelige vinmagere, der med rette nyder international anerkendelse i disse år. Filipa Pato og Julia Kemper nævnes ofte. Man kan roligt tilføje Rita Marques.

Flaske: Brut Nature 2012  
Vinhus: Conceito  
Oprindelse: Douro, Portugal  
Druesorter: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Andengæring på flaske, ingen dosage  
Lagring: Små egetræsfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Nordentoft Wine  
Pris: 189,-  

Tbilisi Transfer

Ikke langt fra Tbilisi, Georgiens hovedstad, ligger byen Gamargveba. Her holder tre yngre mænd hus, Gabriel Gabrielashvili, Giorgi Tsirgvava og Mamuka Tsiklauri. Eller rettere, de holder marani, som et vinhus kaldes på georgisk, og det har de gjort siden 2013. Her stiftede de i samklang Doremi Wine for at dyrke lokale, georgiske druer økologisk og lave dem til vin efter gamle, georgiske traditioner. Målet var at lave autentisk kaukasisk vin af meget høj kvalitet. En kvalitet, der skulle række langt ud over Georgien.

Der er grøde i Georgien i disse år. Vestlige forbrugere og ikke mindst mange georgere selv har opdaget eller genoptaget landets gamle og særegne vinkulturelle arv. Ukendte druesorter og anderledes produktionsformer vækker nysgerrighed og skaber nyt også uden for landets grænser. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden også er i gang med at forme fremtiden. Da orangevinen blev genopdaget og genopfundet i italienske Friuli i 1990'erne var det ikke uden en vis inspiration fra Georgien. Soviets fald, nye samhandspartnere og en international efterspørgsel af det unikke, det oprindelige, det uforfalskede har hjulpet Georgien godt på vej. D'herrer fra Doremi er blot et af de nye skud på stammen.

Doremi Wine har besiddelser flere forskellige steder i landet, hvor de dyrker indfødte georgiske sorter med eksotiske navne som Rkatsiteli, Mtsvane, Chinuri og Aladasturi. Der høstes med hånden, og den efterfølgende vinifikation foregår på de nu viden om berømte qvevrier - traditionelle, georgiske amforaer, omvendt dråbeformede lerkrukker, der behandles med bivoks og graves ned i jorden for derefter at være vinens gærings- og lagringskar. Man har dateret fund af qvevrier med kerner fra Rkatsiteli-druer til at være over 3.000 år gamle. Sandsynligvis har man allerede dengang ladet de grønne druer gære og lagre med drueskallerne. UNESCO tog sig sammen og anerkendte qvevrien som verdenskulturarv i 2013: Den georgiske vinkultur er nu officielt - på moderne dansk -  intangible cultural heritage of humanity.

Orange Rkatsiteli er også et af hovednumrene hos Doremi Wine. Den gamle og vidt udbredte druesort dyrkes hos dem ved landsbyen Gurjaani i området Kakheti i landets østligste del. Druerne høstes i september, kvases og smides på qvevri, hvor de får lov at ligge med skallerne frem til marts. Gæringen foregår med drueskallernes naturlige gærsvampe, og der benyttes ingen vinbehandlingsmidler, ligesom der hverken klares, filtreres eller tilsættes sulfitter. Den behandling giver en knastør vin med højt ekstrakt og oxidative noter.

Rkatsiteli 2015: Farven efterlader ikke megen tvivl: I glasset er orangevin, lysende og gylden som en kæmpe klump rav. Duften er vild og vidtfavnenede- blomstret, krydret, røget. Der er strejf af syrener og tørrede roser, sort kardemomme og bålrøg. Smagen er eksotisk frugtig, fersken, abrikos, carambole, egentlig ret letflydende, holdt i form af en fin syre og nogle fine, men massive, tanniner. Både oase og ørken. Eftersmagen vandrer videre ad samme spor, der er aftryk af tørrede rosenknopper, kastanjehonning, brunkagedej. Struktureret, aromatisk, anderledes, spændende.

Sandelig siger jeg jer: Dette er ikke en vin for enhver. Men den er meget georgisk og ikke utilgængelig, hverken smags- eller prismæssigt, for dem, der gerne vil udforske vinverdens ud- og forkanter eller blot udfordre sig selv og den vanlige vinsmag. Den er let erholdelig gennem gladvin.dk. Der er som skrevet atter grøde i Georgien, og det her kan være et godt sted at starte, hvis man endnu ikke har prøvet kræfter med georgisk orangevin.

Flaske: Rkatsiteli 2015  
Vinhus: Doremi Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Druesorter: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, seks måneders maceration  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 138,-