Apuliens anden stemme

“Jeg foretrækker vinbonde frem for gårdejer eller vinmager,” slår Nicola Faccilongo fast, “for min familie er først og fremmest bønder og har været det gennem generationer.” Familiens gård hedder Paglione og ligger i det nordlige Apulien, nærmere bestemt ved byen Lucera ved Daunia-bjergene — “men det er der alligevel ingen der ved, hvor er.”

I så fald er der al god grund til at orientere sig nærmere, for familiens vine er ikke kun gode eksemplarer af de lokale druesorter og hævdvundent håndværk, de er også virkeligt vellavede og velsmagende naturvine. Selvom det er en betegnelse, Nicola vægrer sig en smule ved. Dels fordi vin som håndværk i hans øjne naturligvis bør kategoriseres som rent menneskeværk; og dels fordi “det, der som regel kaldes naturvin, ofte smager mere som eddike; så derfor kalder vi vores vin for et kulturprodukt, et håndværk.”

Det udøver de på en række regionale og lokale druesorter, Bombino Bianco og Malvasia Bianca på den hvide side, Montepulciano, Sangiovese og Nero di Troia på den røde. Desuden dyrkes tomater, oliven og korn, for gården er ikke en moderne monokulturel bedrift. “Vi afholder os fra den slags specialisering. Vores tilgang er økologisk og pluralistisk. Vi forsøger at opnå en polykulturel synergi på gården, hvor mange forskellige slags planter og sorter kan komme i samspil og trives.” Olivensorterne er Coratina, Leccino, Nasuta og Peranzana, tomaterne Contadino og Kendo; og såvel oliven som tomater forarbejdes derefter til diverse olier, sugoer, soltørrede og saltede versioner.

Vinene spænder fra hvid over orange og rosé til rød, så der kommer en pæn variation ud af det ellers beskedne grundlag, fem ret så forskellige vine. Fælles er et stilrent, autentisk udtryk med masser af karakter, kombineret med en overraskende friskhed fra så sydlige himmelstrøg og en sjælden renhed, som skyldes sunde druer og en dannet afholdenden fra ønologiske interventioner. “Økologi, der smager” er mottoet hos deres danske importør ViaMaria; og her er det ikke et fortærsket salgsslogan, det rammer fuldstændigt plet på Paglione. De udvinder Daunias terroir og traditioner på mundvandsdrivende vis, og det er dejligt også at kunne opleve denne side af Apulien på det danske marked, der ellers er oversvømmet af simpel Primitivo og Negroamaro.

En familie finder tilbage til rødderne

Vi befinder os i Foggia-provinsen i det nordlige Puglia, så at sige på Italiens Akilleshæl. Det er bakket landbrugsland mellem Tavoliere delle Puglie-sletten og Daunia-bjergene, Appenninernes sydøstligste udløber, og lige ved byen Lucera ligger Paglione, omgivet af skov, olivenlunde, frugtplantager og hvedemarker. Gården omfatter syv hektarer vinmarker, foruden adskillige hektarer med føromtalte tomater og oliven.

Det var Nicolas forældre, Beniamino Faccilongo og hans hustru Maria Costanza, som i 1994 grundlagde foretagenet som følge af en modig beslutning: at omlægge Faccilongos familiegård til økologisk drift og derefter satse udelukkende på autentiske landbrugs- og håndværksprodukter som vin, oliven og tomater. Beslutningen var modnet efter flere års erfaringer med slagsiderne ved konventionelt og især intensivt landbrug, både for kroppen og sjælen. Satsningen var at gå mod strømmen og slå på respekt for naturen og for den lange landlige kulturarv; og hen ad vejen skulle det lykkes for dem. De lever stille, men de lever godt.

I dag har sønnen Nicola overtaget roret, mens forældrene nyder frugterne af arbejdet. Alt sammen under opsyn af bedstefar Nicola, som nok er 95 år men ikke mæt af dage, og han hjælper stadig til med arbejdet. Der er dog også mere professionelle kræfter på spil: Vinmageren Giorgio Coduti har med sikker hånd styret processerne i kælderen siden 2008, hjulpet et skridt videre på vejen af ønologen Cristiano Chiloiro i 2012.

“Filosofien er forholdsvist enkel,” forklarer Nicola: “Det væsentlige for os er at fjerne det unødvendige for at afsløre det, der i virkeligheden betyder noget.” Der er altså tale om en slags sokratisk minimalisme, det enkle liv befriet fra konventionernes tyngende kraft. Less is more, og “vi yder vort yderste for at gøre så lidt som muligt.”

I vinmarkerne betyder dette certificeret økologisk landbrug, eneste behandlinger er med sulfit og kobbersulfat; samt en bevidst indsats med at bevare jordens fugtighed i et sårbart miljø, hvor det frugtbare jordlag ofte er mindre end 30 centimeter dybt. Derfor arbejdes med forskellige dækplanter, og biprodukter fra produktionen, såsom drue- og tomatskaller, føres tilbage til jorden som en slags frisk grøn gødning. Målet er at holde jorden frodig, så planterne føler sig hjemme og kan vokse frit.

I kælderen er tilgangen ligeledes tilbageholdende. Gæringen foregår udelukkende med vildgær, og der anvendes ingen tilsætningsstoffer, vinene hverken klares eller filtreres. En vis temperaturstyring er dog nødvendig, især i de varme apuliske sensomre, ellers ville man geråde ud i problemer med overophedning af mosten under gæringen og hvad deraf følger. Til gengæld anvendes der ikke sulfitter i produktionen, allerhøjst i nødstilfælde, men med sans for naturens rytmer og rettidig omhu undgås de som regel. Resultatet er rene, frugtige og forunderligt friske vine med liv og sjæl.

Cacc’e Mmitte

Lucera og omegn er nu ikke helt så ukendte, som Nicola Faccilongo først lader forstå. Slet ikke hvis man er heldig at have en smule klassisk dannelse. Byen ligger på sletten Tovoliere delle Puglie for foden af Daunia-bjergene. Området var i oldtiden hjem for daunierne, en såkaldt lapygisk stamme, en urbefolkning som muligvis indvandrede over Adriaterhavet fra Balkan. Man kan kalde dem en slags “sydens etruskere”, som beboede nutidens nordlige Apulien, indtil de først bukkede under for samniterne og siden romerne, som i tredje århundrede før vor tidsregning integrerede dem i Romerriget. I den klassiske oldtid var Lucera kulisse for magtkampen mellem Julius Cæsar og hans rival Pompejus den Store i republikkens sidste år; og i romersk kejsertid for slag i borgerkrigen mellem Octavian og Marcus Antonius. Fra denne tid stammer blandt andet byens velbevarede amfiteater.

Fra hedenold stammer dog ikke Daunias mest karakteristiske druesort, Nero di Troia, ‘den sorte fra Troja’ (også Uva di Troia), selvom det er en hævdvunden gammel sort. Glem dog alt om græske aner, som så mange druesorter i det syditalienske ofte tilskrives. Det Troja, der henvises til i navnet, er landsbyen Troia nær provinshovedstaden Foggia. En legendarisk forbindelse består dog, da byen siges at være grundlagt af ingen ringere end Diomedes, en af flådeførerne i archaiernes krig mod Troja. Såvidt myterne, Nero di Troia dyrkes i dag næsten udelukkende i det nordlige Apulien men findes dog også i det indre Campanien, omkring byen Benevento, hvor den lokalt kendes som Summariello. Den apuliske højborge er omkring Andria, Bari, Barletta, Cerignola og Lucera, og der holder den stand, trods en vis tilbagegang i det seneste århundredes løb. Især interessen for gamle indfødte sorter har gjort den godt. Den benyttes traditionelt især i blends, især som farve- og struktur-givende andel, men på egen hånd kan den opnå særdeles udmærkede omend rustikke men ind imellem også raffinerede vine. Typisk til den kraftigere, krydrede side med markant tanninstruktur. Man træffer to forskellige kloner af sorten, én med små og én med større druer, og den første giver generelt de mest interessante vine. Begge er at finde på Pagliones beplantninger, med en pæn overvægt af den første.

Totalt lokal er traditionen med det dialektale navn “cacc’e mmitte”, som betyder noget i retningen af ‘tag fra og smid i’. Den stammer tilbage fra en tid med udbredt fællesskab om vinfremstillingen blandt de lokale bønder: Da langt fra alle vinbønder i gamle dage havde deres egne fuldt udstyrede vinkældre, var det skik at leje sig til en ‘palmento’, de store pressekar af sten, fandtes på større gårde; og da lejeaftalen ofte var forudbestemt og begrænset til en enkelt dag, blevde forskellige druesorter alle høstet samtidigt og presset sammen i disse kar. Navnet afspejler altså den hurtige procedure: Én vinproducent fjernede sin most (cacc), og en anden smed straks sine friske druer i (mitt). Samhøsten og rotationssystemet har siden givet DOC-området og dets traditionelle blend dets helt særlige navn; og Paglione fører med stolthed traditionen videre.

Det fulde farvespektrum

Paglione producerer som nævnt vine fra indfødte sorter, efter lokale traditioner og med hårdt erhvervet håndværk, rigtig landvin med ekkoer af historiens vingesus. Men selvom kultur og historie er gode studier, formaner Nicola Faccilongo, så er det at smage en særlig glæde og det bedste måde at lære området at kende på; og hans vine taler sandeligt for sig selv, med tydelig lokal dialekt.

Dilucere Daunia Bianco 2024. Dilucere er latin for at blive belyst eller komme til syne, og man får virkeligt syn for sagen og smag for solen over Daunias bjerge og dale. Ifølge Nicola minder dens intense farve i glasset ligefrem om sommeren i Lucera: “Dens solbeskinnede sten, grønne vinmarker, gyldne hvedemarker og den fjerne kystlinje ved Gargano.” Til forbrugernes oplysning er den et traditionelt halvt om halvt blend af druesorterne Bombino Bianco og Malvasia Bianca, den første giver saftighed og struktur, den anden især aroma. “Vi søger en lysende og frisk karakter. Normalt høster vi midt i august, måske så sent som først i september. Vi høster ved daggry, presser druerne direkte og kickstarter gæringen med en pied de cuve og så seks måneder på ståltank. Den er saftig, har blød fylde og en mildt syrligt spænding; og modne citroner i massevis, små strejf af pomelo og lime samt dråber af honningmelon og sukat. En sjældent læskende syditaliensk hvid! 185 kr. hos ViaMaria

L’Eclettico Daunia Bianco 2022. Druerne er de samme som til Dilucere, men fra en anden mark, hvor de som oftest modner en smule bedre; og det er en forudsætning for vin med fuldbyrdet maceration. “Jeg kan huske, at min bedstefar lavede den her slags vin, dengang jeg var barn,” beretter Nicola. “Jeg tror, det var den første vin, jeg smagte. Orangevin, det kaldte vi det ikke, men det har været her i umindelige tider. Den eneste måde at konservere vinen på var at gære den med skallerne. Man havde ikke bedre midler, så under vore varme himmelstrøg var det en nødvendighed.” Høsten finder sted først til midt i september, og macerationens længde afhænger af årgangen, men som hovedregel varer den godt gæringen ud, altså nogle uger. Igen med en vis temperaturstyring, så hverken fermentering eller ekstraktion stikker af. Navnet “den eklektiske” angiver vinens stilistiske grundtræk såvel som vekselvirkningen mellem naturens gang og vinmagerens metoder. Den er næsten indbegrebet af italiensk orangevin i glasset, gylden frugtsaft med raffineret rusticitet. Friske og tørrede abrikoser, mandler, friske og tørrede krydderurter, kandiseret citrus. “Lunken går den godt med risotto med grøntsager eller gorgonzola, kølet ned er den god med frugtdesserter.”

Mania Vino Rosato 2024. Italienerne har sans for de dybere nuancer af rosa og således også i syden: Pagliones traditionelle rosato minder meget mere om Cerasuolo d’Abruzzo end om Côtes de Provence. Det skyldes ikke mindst tilgangen, som er et udslag af cacc’e mmitte, med samgæring af røde og hvide druer. Det er en elskelig stil, og Nicolas far blev så besat af den, at de valgte navnet Mania; inspireret af filosoffen og psykiateren Karl Jaspers beskrivelse af manien som en “overstrømmende eufori, hvor tingene, verden og fremtiden fremstår i deres mest rosenrøde lys”. Nero di Troia smelter sammen med Sangiovese, Montepulciano og Bombino Bianco til en blomstrende, frugtig, forfriskende og fyldig storcharmør af en vin. Sorterne høstes samtidigt, hvilket sikrer et spil mellem forskellige modenhedsgrader, det giver god syre såvel som frodig frugt; og med sin æteriske, let volatile træk og fenoliske bagkant er det også en gastronomisk kapabel og alsidig vin. “Kold er den som en rosé, lunere mere som en let rødvin. Den har både bid og sødmefuld frugt, men den er altid først og fremmest frisk” — og ærkeitaliensk med sursøde kirsebær, hybenrose og hyben, jordbær og cocktailbær. 185 kr. hos ViaMaria

Caporale Cacc’e Mmitte 2024. Husets signaturvin, men hvem er korporalen? “Folk plejede at kalde min bedstefar korporalen, da han var arbejdsleder for markarbejderne. Han har virkeligt arbejdet hele sit liv i markerne, og undervejs har han haft næsten 100 unge landmænd i lære. Så Caporale er hans vin, og det er hyldest til områdets traditioner med cacc’e mmitte og Nero di Troia i hovedrollen.” 60% Nero di Troia og 35% Montepulciano høstet midt i september får sidst på måneden følgeskab af 15% Bombino Bianco, og efter knapt et par ugers maceration med hyppig remontage modner vinen et halvt års tid på ståltanke før flaskning. Uforfalsket frisk frugt lige fra marken møder en i glasset, et akkurat aftryk af vind, vejr og menneskelig velvilje. Saftige kirsebær og skovbær, samt fint urtede noter og let teagtige tanniner, læskende og meget mundvandsfremkaldende. “Ariopp, Ariopp!” har været bedstefar Nicolas mantra, siden har var teenager– en mundret gengivelse af “Hurry up, hurry up!”, som han hørte de amerikanske soldater sige, da ved slutningen af Anden verdenskrig ankom til området. 175 kr. hos ViaMaria

SantaJusta Nero di Troia 2018. Santa Justa var en legendarisk lokal helt, en slags Luceras Robin Hood: En lovløs figur forbundet med Karl I af Anjous belejring af Lucera stjal tilbage fra de fæle franskmænd og gav til de fattige lokale. Her spiller Nero di Troia solo, og dens rene klang understøttes gennem lang maceration og lang lagring på egetræsfade og siden på flaske. Det resulterer i en mægtig men majestætisk og elegant vin med flot kompleksitet og dybde. Mørke frugter og søde krydderier fører ordet og et væld af fine tanniner griber pænt i gummerne. Blå blommer, sorte kirsebær, frugtskind, frugtlæder, Earl Grey te, kandiseret orangeskal, kanel, allehånde, sort peber. Seriøse sager.

Flaske: Caporale 2024
Vinhus: Paglione  
Oprindelse: Apulien, Italien  
Druer: Nero di Troia,
Montepulciano, Bombino Bianco  
Jordbund: Kalksten, grus og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViaMaria
Pris: 175,-  

Ti friske favoritter

Sommeren er over os, med sol og varme, ligefrem hedebølger og tørke, og det gør tørstig. Ikke mindst når dagtemperaturerne kravler op over de 30 grader, og natten kun køler ned til omtrent de 20. Så skal der anderledes læskende sager til at slukke tørsten og skærpe appetitten. Køligklima vin med lethed, nerve og karakter. Her kan Østrig komme os til undsætning og hjælpe os med at keep it cool. Dertil er deres friskfrugtige, urtekrydrede Grüner Veltliner, knastørre, knivskarpe Riesling og mere eksotisk smagende Roter Veltliner, Rotgipfler og Zierfandler simpelthen fantastisk.

En smule seriøst skal det også være, så jeg har valgt at se bort fra de enkleste vine og i stedet fokusere på de mere komplekse og madvenlige. Sommervine til særlige lejligheder. Så hermed en vinøs dekalog af nogle af de bedste, ret så klassiske og mest forfriskende enkeltmarksvine, jeg har smagt inden for det seneste års tid, og som jeg ikke tidligere har omtalt. Altså mine nylige favoritter i de aktuelle årgange. God sommer!

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Steinberg 2024, Wien. Biodynamisk. Vakt og vakker snude med forførende friskhed og fine frugtnoter. Fyldig, frisk og ret så livlig frugt på tungen, moden fersken og frisk abrikos, en smule mango, saftig og fint stoflig, og så et navnet taget i betragtning ganske stenet mineralsk finish. En forrygende forfriskning! Løgismose

Jurtschitsch Grüner Veltliner Dechant 2023, Kamptal. Økologisk. Fantastisk duft af frisk frugtsalat— gule mirabeller gøres selskab af røde æbler med eksotiske strejf af ananas, carambole og banan. Blid på tungen med mild syre, en behagelig lethed i forhold til den intense, komplekse frugt, en nærmest silkeglat stoflighed og et fint tørt finish. En charmør med meget at byde på. Vinoble

Bründlmayer Riesling Heiligenstein Alte Reben 2024, Kamptal. Biodynamisk. Et lille festfyrværkeri fra det syrlige og mineralske over det frugtige og gærprægede og så tilbage igen! Fint flintede, røgede topnoter i næsen, nedenunder frisk ferskenfrugt og en smule citrus. I munden saftig, stoflig og stringent, tæt af lime, fersken, fransk nougat og kandiserede citrusfrugter. Fornemt fokuseret og balanceret, stor vin på alle parametre. Jysk Vin

Markus Huber Grüner Veltliner Hochschopf 2024, Traisental. Økologisk. Ret så liflig snude, har frodig grøn stenfrugt, moden galiamelon og en smule æteriske noter à la lun, nyslået hø eller røgelse i dybden. Saftspændt på tungen med masser af moden frugt, fint integreret syre og et pikant krydret tørstof. Tænk grønne pærer, ferskner, mango, nyslynget lynghonning, en smule kamille- og urtete og et strejf urtesalt. Så usædvanligt underholdende som sit navn. Supervin

Proidl Riesling Ehrenfels 2024, Kremstal. Økologisk. Kølig klang men malmfuld lune underneden. Næsen åbner sagte op for flint, frisk stenfrugt og en smule bivoks; og så stikker den af på tungen med en lys syrenerve, mørk mineralitet og en mæsket frugtsødme med modne æbler, lime, pomelo og grape. Fast i kødet og har afsindigt flot flow. MestHvid

Georg Frischengruber Riesling Smaragd Goldberg 2024, Wachau. Økologisk. Diskret duft med kølig brise af hvide blomster og citrusfrugt. Sirligt kildende på tungespidsen, saftighed og syrlig friskhed karakteriserer den i munden. Godt med gule æbler, en smule fersken og frodig citrus, mineralsk summen og efterklang. Ren opkvikning!

Bernhard Ott Grüner Veltliner Rosenberg 2023, Wagram. Biodynamisk. Duften er først diskret, siden mild, så dyb. Smagenfølger trop med en blød mundfølelse, blid syre og stor saftighed; og en særegen lethed, den fordamper nærmest som en sky på tungen. Fin smag af moden pære, strejf af fersken, ananas og akaciehonning, let krydret eftersmag med en mild bitterhed og salt mineralitet. Mægtig god! Atomwine

Karl Fritsch Roter Veltliner Steinberg 2024, Wagram. Biodynamisk. Pirrende næse med frisk og syltet ananas og orangeskal. Overraskende blød og ekstraktrig, smyger sig kælent på tungen, men syren tager til og strammer stilfærdigt op, akkompagneret af pikante bittertoner, akaciehonning, kandiseret orangeskal, stegt cikoriesalat, hvid balsamico. Spændende smagsoplevelse og aldeles appetitvækkende. Otto Suenson

Stadlman Rotgipfler Tagelsteiner 2024, Thermenregion. Økologisk. Sydfrugt i stride strømme, spændt op af en mundvandstrækkende syre og mineralsk understrøm. Liflig appelsin og masser af mango, ananas og nyopgravet gulerod, orangeblomstvand og kandiseret orangeskal. Trods blødsødent ekstrakt en utroligt fint viskøs og læskende vin.

Gebeshuber Zierfandler Wiege 2023, Thermenregion. Biodynamisk. Mild duft af hvide blomster, nyslået, sødmefuld hø og små hints af røgelse. Glasklar saftighed på tungen, mundvandsdrivende syrlighed og fine fenoler, flot struktureret og med lækkert glat tekstur. Har hvid te og lyse stenfrugter i smagen, især mango, men også ananas og lidt litchi. En lækkerbidsken.

Forårsbebudere

Frühling, det frydefulde forår, alene ordet lyser op med sine strålende vokaler. Weinfrühling er en årlig fejring forskellige steder i det østrigske, hvor forårets komme markeres og nydes med forfriskende vin fra seneste årgang, typisk i løbet af april og maj måned. Dagene er langt om længe længere end nætterne, solen trænger mere og mere gennem skyerne, og dens stråler kaster lys og lune over et stadigt grønnere landskab. Det er svært ikke at få lyst til et glas, der liver op og minder om frugten af den forgangne såvel som den forestående vækstsæson.

Weinviertler Weinfrühling

Nordøst i nordøst finder vi Weinviertel, Østrigs største vinområde og højborg for landets nationalsort, den forårskåde Grüner Veltliner, som står tæt på halvdelen af Weinviertels vinmarker og tæller godt en tredjedel af det samlede areal; og i dette kølige hjørne af det klassiske østrigske vinland er dens vine kendt for en særlig friskhed og delikat krydring.

Delstaten Niederösterreich ligger i Østrigs nordøstlige hjørne, med Tjekkiet mod nord og Slovakiet mod øst, og Donau løber fra vest mod øst som livsnerve gennem, og midt i det hele ligger hovedstaden Wien som selvstændig stat. Niederösterreich rummer otte selvstændige vinområder, deriblandt Wachau, Kremstal og Kamptal, alle langs Donau og dens bifloder; men det som nævnt største område er Weinviertel i oplandet nord for Donau. Historisk har Niederösterreich været inddelt i fire kvarter, hver med sit eget traditionelle hovederhverv, Waldviertel, Mostviertel, Industrieviertel og Weinviertel, og vist er det, at vinen er den vigtigste næringsvej i Weinviertel, som huser hele 13.730 hektarer vinmarker og knapt 1.500 vinbønder.

Store dele af det forholdsvist flade område er udlagt til stordrift, og kvantitet har længe karakteriseret området frem for kvalitet. Men sidstnævnte udelukker ingenlunde førstnævnte, og flere og flere vinhuse markerer sig efterhånden med andet end hverdagsvine og løfter sløret for det potentiale og den forskellighed, som Weinviertel også står for.

Tilnavnet Lössland er rammende, da store mængder løss ligger som et tykt tæppe over stene og grundfjeld i det meste af området. Geologisk kan området groft sagt deles i to sektioner: Den vestlige del, hvor jordbunden består af løse aflejringer af ler, silt, sand og grus; og den østlige del med større aflejringer af sand, grus og sten, især kalksten. Så under overfladen rummer Weinviertel stort set hele spektret af østrigske bjergarter, og i vinsammenhæng er det især forekomsterne af kalksten og sandsten, som fanger interessen.

‘Brünnenstrassler’ er sandsynligvis Weinviertels historisk kendteste varemærke, i hvert fald på det østrigske mærke, en hvidvin fra vinmarkerne tæt på vejen mod Brünn, Brno i nutidens Tjekkiet. Vinen kom fortrinsvist fra det østlige Weinviertel og var sammen med Grüner Veltliner mestendels fremstillet af de stadig i dag dyrkede sorter Welschriesling, Weissburgunder og Riesling samt måske aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Et andet historisk varemærke, som i de senere år er forsøgt genoplivet, er Poysdorfer Saurüssel (‘sotrynen’ fra Poysdorf, opkaldt efter en vinmark med det svinske navn), en let, frisk og sprød Grüner Veltliner. Men områdets mere seriøse bidrag finder man i andre sammenhænge.

Det gode selskab

Weinviertel var det første område til at få østrigsk vinlovs nye højeste oprindelses- og kvalitetsgaranti, DAC, Districtus Austriae Controllatus, som introduceredes i 2002; og som i Weinviertels tilfælde dækkede over og skulle fremme områdets flagskib Grüner Veltliner. Det gav Weinviertel en forlomme ind på den internationale vinscene; men det snævre fokus på Grüner Veltliner har siden vist sig også at være en hæmsko for udfoldelse af områdets iboende mangfoldighed. Ikke desto mindre hjalp områdets DAC-status med at skille flere ud fra et hav af middelmådighed og op i de mere karakterfulde vinhuses klasse.

Det var kun et spørgsmål om tid, før ÖTW, Österreichische Traditionsweingüter, også favnede det store og tillige historiske vinområde; med vanlig afventen det rigtige tidspunkt og god tid til at vælge de rette vinhuse og gøre alle forberedelser. ÖTW har af flere omgange udvidet i de seneste år, senest med Thermenregion, og indlemmelsen af Weinviertel varsledes allerede ved den årlige smagning i Grafenegg i 2022, og den officielle kundgørelse kom så på vinmessen VieVinum på Hofburg i maj 2024, og områdets enkeltmarksvine kom første gang officielt på bordet til smagningen i september 2025.

Følgende 13 vinhuse fra Weinviertel tæller blandt ÖTWs nu i alt 92 medlemmer:

• Hofkellerei des Fürsten von Liechtenstein (Wilfersdorf)

• Weingut Dürnberg (Falkenstein)

• Weingut Ebner-Ebenauer (Poysdorf)

• Weingut Ingrid Groiss (Breitenwaida)

• Weingut Gschweicher (Röschitz)

• Weingut Julius Klein (Pernersdorf)

• Weingut Gerhard J. Lobner (Mannersdorf an der March)

• Weingut Prechtl (Zellerndorf)

• Weingut Gruber Röschitz (Röschitz)

• Weingut Seher (Platt)

• Weingut Setzer (Hohenwarth)

• Weingut Taubenschuss (Poysdorf)

• Weingut Zull (Schrattenthal)

og disse huse har allerede bragt Erste Lagen vine på markedet fra markerne Auf der Henne, Feuerberg, Hermannschachern, Kapellenberg, Karlsberg, Kellerberg, Kirchberg, Kirchengarten, Laa, Mühlberg, Pankraz, Rabenstein, Rochusberg, Sauberg, Steinberg, Tenn og Äussere Bergen. Nedenstående var dem, der faldt bedst i min smag ved seneste enkeltmarkssmagning.

Det kølige klima ved fødderne af det bøhmiske massiv i bakkerne nord for Donau giver Grüner Veltliner med mere udpræget syrestruktur og vegetale aromaer end fuldmoden frugt og krydderier. Pfefferl, et lille skud peber, som man siger på østrigsk. Den ofte omtalte varietale hvide peberaroma, som især skyldes stoffet rotundon, kommer for alvor til sin ret her. Grüner Veltliner elsker også løss, og dens vine fra løssjorde er generelt karakteriseret ved saftighed, frodig frugt, højt ekstrakt og en kraftig krydring; mens kalksten kan fremkalde andre karakteristika som en finere syrestruktur og delikatere frugtnuancer; men man får flotte varietale versioner, når man går på hugst hos de rigtige vinhuse.

Ingrid Groiss Grüner Veltliner Ried Pankraz 2024: Diskret, mild duft, en smule æble, pære og måske mango. Fint sprød, med saftig, frugtig fylde, smeltende frugt på tungen, frisk syre og et let salt finish. Opkvikkende forfriskning, og økologisk | Cappa Vin

Gerhard Lobner Grüner Veltliner Ried Rochusberg 2024: Frugtig intensitet i duften, fokuseret på frisk, moden stenfrugt. Spændstig ferskenfrugt i munden, en smule mango og kiwi. Moden syrlighed, fint tørstof på tungen og et afstemt tørt finish, flot struktureret og balanceret. Let krydret finish med kommen, fennikelfrø og tørrede urter. Rochusberg er en forhøjning i landskabet i det sydlige Weinviertel, en sydvendt skråning på kalkholdig ler under et tykt lag løss | Erik Sørensen Vin

Gruber Röschitz Grüner Veltliner Ried Mühlberg 2023: Diskret duft med en fin dybde af aspargessuppe, grønne urter og en smule fransk nougat. Fyldig saft med spændstig syre, moden stenfrugt med krydret honningsødme og en smule flødekaramel i eftersmagen. Fint tørstof og delikat tørt finish | Vild med Vin

Ebner-Ebenauer Grüner Veltliner Ried Sauberg 2024: Økologisk håndværk. Sart friskfrugtig næse, strejf af saftige gule æbler og modne appelsiner. Saftigt flow og fin fylde i munden, masser af delikat æble- og pærefrugt i smagen, modne gule æbler og pærer, citrus og sydfrugt. Smæskelig tektur, let citrisk syre, strukturbetonet tørt finish. Seriøs og sjov på samme tid.

Taubenschuss Grüner Veltliner Ried Tenn 2022: Mild men dyb duft, har en afgrund af grøn, græsset og urtet krydring i sig, meget appetitvækkende snude. Blød i munden, fyldig, stoflig og summende mineralsk med krydrede undertoner. Godt med grønne pærer, gule mirabeller og hints af enggræs, nælder og vilde urter.

Bedst i test: De blandede bolcher

Gemischter Satz, den gamle tradition med blandede beplantninger af forskellige sorter, som har sin højborg i Wien, er også overlevet og overleveret i Weinviertal, hvor en række vinmagere tager den op og tager den seriøst; med meget fine og friske resultater til følge. Forventligt, når grundklangen er Grüner Veltliner og Welschriesling med blå toner fra Riesling, Weissburgunder, Grauburgunder, Frühroter Veltliner, Roter Veltliner og små farveeksplosioner fra Traminer, Muskateller og Müller-Thurgau. Vinene er fremragende, selvom de må undgære DAC; men skidt med det, for der er forårsfriskhed for alle pengene med Lobners Rochusberg og næsten sommerlige anklange i Dürnbergs delikat aromatiske Kirchberg; og så fremstiller Ingrid Groiss for øvrigt også en fremragende Gemischter Satz.

Dürnberg Gemischter Satz Ried Kirchberg 2022: Mildt parfumeret duft, med rosenblomster og rødmende stenfrugter, charmerende og opløftende. Smagen slægter det rosenrøde på, med røde æbler, sødmefuld fersken, litchi og mandel. Velintegreret syre strammer sammen om frugtsødmen, tørt og let krydret finish, flot. Fra marken for fødderne af Burg Falkenstein ruinen afbilledet længere oppe.

Gerhard Lobner Gemischter Satz Ried Rochusberg 2024: Gemischter Satz fra en 70 år gammel beplantning på Rochusbergs kalkholdige ler og løss. Glasklar i øjne, næse og mund, funkler flot og dufter af sprøde grønne druer og strejf af røde rosenblade. Saftspændt i munden, med frisk, moden frugt— lime, stikkelsbær, fersken, mango og en diskret, delikat krydring af friske og tørrede krydderurter. Mundvandsdrivende og meget appetitvækkende, en alsidig afspejling af alt, hvad der er godt ved Weinviertel og Gemischter Satz | Erik Sørensen Vin

Flaske: Rochusberg Gemischter Satz 2024
Vinhus: Weingut Lobner  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Løss, kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Erik Sørensen Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 265,-  

Eisenberg til eftersyn

Længe var vinene en velbevaret hemmelighed for de indviede, i dag er Eisenberg et af de stærkeste og mest stilsikre valg af østrigsk rødvin. Eisenberg frembringer de måske mest distinkte vine på druen Blaufränkisch, som udtrykker dets særegne terroir med en særlig elegance, silkeglat tekstur, kølig friskhed og en krydret mineralitet.

Det sydlige Burgenland byder på noget af Østrigs mest uspolerede landlige idyl, og bakkerne langs Eisenberg frembringer passende nok nogle af landets mest udtryksfulde rødvine, som den sydlige genpart til det nordligere Leithaberg. Begge er på hver sin vis velsignet terroir for Blaufränkisch, men ikke mindst Eisenberg kan efterlade et forunderlige men umiskendeligt aftryk i vinene.

“Vores jernholdige jorde giver vinene en slags frisk blodighed,” forklarer Christoph Wachter, mens han selv smager på det usædvanlige udtryk, som med al sin suggestive pondus faktisk formår at indfange noget af det, der gør Eisenberg Blaufränkisch til sin helt egen. “Vores vine har fokus, tekstur og krop i kombination med vores kølige klima, som giver dem syre og balance. På en eller anden måde giver dette en unik smag af saftige kirsebær og noget blodigt, kødfuldt,” konkluderer han.

Hans kollega Mathias Jalits stemmer i: “Allerede de gamle romere opdagede, at der var særligt gode betingelser for vinavl her i området. Den rustrøde lehm i dalene, den grønne skifer på de stejle skråninger langs dem samt landskabets åbning mod sydøst, som suger varme ind i et ellers køligt klima. Det er et unikt samspil af faktorer, som gør, at vi kan fremstille vine med en umiskendelig lokal karakter og finesse.”

I løbet af de sidste par år er opmærksomheden omkring Eisenberg skærpet, sådan har jeg i al fald oplevet det til Østrigs store årlige smagning af enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg i Wagram. For mens vinene fra Leithaberg for længst er blevet besunget og efterhånden er hvermandseje, så har meningerne været mere delte, og begejstringen det samme, når det drejede sig om vin fra det sydligere område. Ankepunkter som rusticitet, ujævnt kvalitet og overdreven brug af fad er gået igen. De gøres dog til skamme med en nærmere smagning af de senest frigivne årgange, som gennemgående byder på friskhed, elegance og raffinement, resultatet af omhyggeligt håndværk, hårdt vundne erfaringer samt gunstige forhold fra naturens side.

Der er nok af marker at vælge imellem, Weinberg, Szapary, Saybritz, Reihburg og Csaterberg er blandt de med god grund kendteste; og man går sjældent galt i byen med et glas fra gode producenter som Wachter-Wiesler, Thom Wachter, Thomas Straka, Uwe Schiefer, Hermann Krutzler, Thomas Kopfensteiner eller Mathias Jalits.

Blut und Boden

Nomen est omen: Blaufränkisch fra Eisenberg smager ofte en smule rustrød, blodig, kødfuld, jordisk, og ikke sjældent har vinene en summende, metallisk mineralitet, som rimer på deres oprindelse og dens undergrund. ‘Jernbjerget’ Eisenbergs navngivende grundstof, som også kan udvindes fra undergrunden, er også righoldigt forekommende i jordbunden. Man har udvundet og forarbejdet jern på disse kanter siden år 1000 før vor tidsregning, og allerede på overfladen får man syn for sagen, den rødlige jord synliggør det høje jernindhold. Det stiller selvfølgelig det klassiske spørgsmål omkring oplevelsen af ‘mineralitet’ i vin, og hvordan den muligvis, hvis overhovedet, relaterer til mineralforekomster i jorden og undergrunden. Hvor får vinen sine jernagtige smagsnoter fra— når vi nu ved, at det generelt ikke forholder sig sådan, at vinstokken pumper mineralforekomster i undergrunden direkte ud i druerne?

Jern er et essentielt mikronæringsstof for vinstokke, og som bekendt kan jernmangel føre til klorose, ofte forårsaget af højt kalkindhold i jorden, som hindrer rødderne i at optage jernet. Omvendt kan et højt jernindhold hæmme optaget af eksempelvis fosfor og zink, det kan hæmme fotosyntesen og den vegetative vækst og i værste tilfælde ikke kun stresse men direkte skade vinstokkene.

En smule stress er en ikke ukendt faktor i frembringelsen af mere karakterfulde vine, og vine fra jorde med højt jernindhold er over en bred kam kendt for dybere farve og fastere struktur, ofte en mere udpræget syrlighed og faste men fine tanniner. Det afhænger selvfølgelig af sort, klimatiske forhold samt dyrkningsform og vinifikationsmetoder, men som generel betragtning giver det god mening i forhold til flere af Eisenbergs særlige karakteristika. Vinene er ikke kun dybt purporfarvede som unge, de har også en slags purpor frugtighed og en kølig, glat, igen nærmest metallisk karakter, der kan gøre dem en smule utilnærmelige som unge; men når først trodsalderen er ovre, er der en spændende udvikling i vente.

Hvordan samspillet end finder sted, så forlener det hårde, tunge jern tilsyneladende drikkemoden Eisenberg Blaufränksich med en særlig lethed, blødhed og pikant krydring, i samspil med et overraskende køligt klima i det ellers så solrige og lune Burgenland. Foruden Blaufränkisch byder området også på ret så skøn og karakterfuld Welschriesling (med status af DAC siden 2023) og mere herom ved en senere lejlighed). Endelig bør man ikke glemme, at Südburgenland også er hjemstavn for østrigsk vins største særling, Uhudler, som fremstilles på en række første generations hybridsorter, og som mildest talt er acquired taste; og en helt anden beretning end den om den bedårende Blaufränkisch.

Rød ler, grøn skifer

Eisenbergs geologiske historie er lang og begivenhedsrig, så man finder flere forskellige formationer og jordbundstyper på det ellers ret lille område. Lehm og en jernholdig, let rustenrød ler dækker gennemgående overfladen, men selv inden for ganske få kilometer kan jordens sammensætning variere, da de forskellige lag ligger forskudt, og det giver ganske forskellige vækstbetingelser for vinstokkene. Gennem sådanne forskydninger og foldninger er geologien i Eisenberg identisk med den, man finder ved Østrigs højeste bjerg Grossglockner langt længere mod vest, gennemgående præget af krystallinsk grøn skifer. “Vi lever af og for grøn skifer!” bedyrer Christoph Wachter. “Hvad end der ellers kommer til at ske med klimaforandringerne, så vil vi stadig have vores grønne skifer.”

Mens den grønne skifer ved Deutsch-Schützen og for foden af Eisenberg er dækket af et dybt lag af rødligt ler og lehm, vokser vinstokkene i de højere beliggende områder af Eisenberg direkte på forvitret grøn skifer. Eksempelvis ved Rechnitz i den nordlige del af området langs Geschriebenstein-bjergene, som præges af ren grøn skifer, samt på Csaterberg i syd, som også præges af stenarten serpentinit, og rundt omkring findes endda opaler, sågar med gamle plantefossiler.

Faktisk er jorden på selve Eisenberg så mager, at der i det store hele ikke dyrkes andet end vin. Andre kommercielle afgrøder er stort set umulige at opdyrke kommercielt, og derfor får den omkringliggende natur lov at passe sig selv. Desuden er tørke en tilbagevendende trussel, og da den naturlige vandforsyning er sparsom, gør det i praksis kunstvanding uladsiggørlig.

Klimaet sætter et selvfølgelig også et afgørende aftryk på vinenes karakter. Her i det sydlige Burgenland mødes det kontinentale pannoniske klima med det illyriske kystklima sydfra, og det betyder, at indlandets tørre, varme luftmasser mildnes af køligere fugtigere strømme fra Adriaterhavet. Det skaber en konstant luftbevægelse gennem vinmarkerne, og da området er omgivet af skove og skærmes af af bjerge mod nord og vest, er der dømt kølige nætter, som sætter sig igennem i syreindholdet og den aromatiske profil.

Ophav, hensygnen og opsving

I lang tid nød vinene fra Eisenberg-egnen høj anseelse og var meget eftertragtede og fandt afsætning i hele det østrigske kejserrige. Dengang var den vigtigste druesort dog den hvide Furmint, men efter phylloxeras hærgen svandt dens udbredelse ind, som selve kejserriget, og i fra 1900-tallets begyndelse havde andre sorter taget over og vinen desværre også aftaget i kvalitet. I løbet af det 20. århundrede blev de fleste vine konsumeret lokalt, mestendels på de traditionelle Buschenschänke, og interesse udefra var et ukendt fænomen i dette hjørne af republikken Østrig — med små 525 hektarer vinmarker “kæmper” Südburgenland med Weststeiermark om rangen som Østrigs mindste vinområde.

Men fra 1980'erne oplevede området langsomt en en lille renæssance, som del af den nye østrigske rødvinsbølge men ikke mindst takket være Hermann Krutzler, som havde erkendte potentialet i Blaufränkisch og satsede på den som sin hovedsort. Siden er det gået slag i slag; og med grundlæggelsen af sammenslutningen Eisenberg DAC i 2010 har regionen igen oplevet en betragteligt opsving.

Der er i dag i alt registreret 167 selvstændige vinhuse og hele 1.500 vinavlere inden for Eisenbergs 525 hektarer, og det er ikke overraskende en indikation på de enkelte parcellers liden størrelse, og at mange alene har vinavl som bibeskæftigelse. Det har gjort det muligt for flere af de små, ambitiøse vinbønder at udvide deres besiddelser ved at overtage fra andre. Bagsiden er, at de fleste af disse vinhuse nu råder over et kludetæppe af mindre marker spredt rundt i området.

Allerede i 2010 indledtes arbejdet med at afgrænse og udvælge områdets fremmeste enkeltmarker, og fra 2020 var man enedes om Fasching, Reihburg, Saybritz og Szapary på selve Eisenbergs skråninger samt Ratschen og Weinberg ved Deutsch-Schützen. Den første større en primeur enkeltmarkssmagning af Eisenberg af holdtes på Østrigs nationalbibliotek den 2. september 2019, og siden 2020 har Eisenberg DAC i selskab med Leithaberg DAC været ÖTWs faste gæster på den store årlige enkeltmarkssmagning på Schloss Grafenegg.

Iron & Wine

Rød Eisenberg består af 100% Blaufränkisch, “den drue, som vores forfædre med stor møje har givet os i arv,” som Christoph Wachter formulerer det— komplementeret af Reinholdt Krutzlers kommentar, at “ingen anden sort synes at kunne afspejle jordbund, klima og kultur her så præcist som Blaufränkisch.” Så langt, så godt, men hvordan så med vinstilen? Det fælles fodslag fra foreningen Eisenberg DAC er formuleret således:

Den almene Eisenberg DAC kan bringes på markedet fra 1. september året efter høsten og er en frugtig, krydret og mineralsk rødvin med diskret eller slet intet fadpræg. Det skal Eisenberg DAC Reserve dog have, og den frigives først fra 1. marts i året efter frigivelsen af den almene vin; og her må man forvente en større tæthed i frugten, dertil selvfølgelig tydeligere smag fra fadlagringen men stadig den for området distinkte krydring og mineralitet.

Så er vi vendt tilbage til udgangspunktet, for hvori består denne særlige ‘jernagtige’ smag? De fleste vil nok først og fremmest kende smagen af jern fra blod, hvor den skyldes det jernholdige proteinkompleks hæmoglobin. Samme smag kendes også fra råt, mørkt kød, måske særligt fremtrædende i vildt. Denne dyriske, jern- og jod-agtige smag beskrives som salt, rusten, metallisk; og måske kender man den også direkte fra rester af rust eller jernforbindelser i vand eller lignende.

Såvidt målsætningerne. Smager vinene flest faktisk også sådan? Svaret er: Ja, det gør de; men vidt forskelligt afhængigt af det helt konkrete ophav og vinmagerens håndelag. Men man får heldigvis hurtigt smag for den rustrøde tråd, der snor sig gennem Eisenbergs få men stadig forskelligartede vine. Kroppen er som regel rimeligt slank og atletisk, muskuløs især som ung og mere smidig og tilbagelænet med alderen. Frugten står generelt i de mørke bærs tegn, gennemgående kirsebær, brombær, blåbær, solbær og hyldebær, og hyppigt finder man spor af hyben, hibiscus, appelsin og kandiseret orangeskal. Men ellers er det urterne, de friske og de tørrede, de vilde som de kultiverede, som stjæler billedet. Mos, lav, nåleskov, skovmærke, estragon, enebær, laurbærblade. Oftest iblandet de sært stimulerende men svært håndgribelige små spor af stenmel, sydesalt, jern, jod, rust og røg. Strålende og mørkt på samme tid, med en mystisk magnetisme over sig, som sammen med den friske syre og de fine tanniner trækker mundvand og lyst til næste sip.

Markkort over Eisenberg an der Pinka, Deutsch-Schützen og Kohfidisch. Kort: Eisenberg DAC

Kortene på bordet, Eisenberg stod for mine egne første store oplevelser med Blaufränkisch, og det har sikkert plantet en særligt stædig tro på områdets potentiale dybt i mig. Det har ganske givet farvet mine erfaringer og vurderinger undervejs, men jeg har med en vis tilfredshed bemærket, at Eisenberg er den vej, vinden blæser for tiden, hvor flere og flere vinkritikere har bevæget sig fra forbeholden til fuldtonet begejstring de seneste år.

En anden glædelig udvikling er områdets omstilling til økologisk og biodynamisk vinbrug. Som i resten af Østrig står man stærkt på den front, og strukturen med små og ofte samarbejdende vinbrug har lettet udviklingen i Eisenberg.

“Vi har snart alle sammen lagt om til økologisk vinbrug,” fortæller Christoph Wachter med en vis tilfredshed i stemmen. “Vi er små familieejede vinbrug, kun få af os har mere end ti hektarer marker, og vi lever lige midt i dem. Alle tager størst muligt vare på deres vinstokke og jorde, og vi forsøger at lære af hinanden. Vi er en gruppe i mange flere sammenhænge end markedsføring. Vi har vores liv sammen her, og vi har det sjovt!”

“Jeg ser biodynamikken som det næste skridt i den udvikling. Vejret viser os flere og flere ekstreme udsving, og jeg tror biodynamikken kan vise os kongevejen til at opnå en bedre balance i vinmarkerne og styrke vinstokkenes sundhed; og samtidigt sikre langt flere mikroorganismer i jorden. Det er et stort skridt videre end økologi. Men fremtiden forude ser svær ud, og jeg mener, at dette skridt vil stille os stærkere.”

Friske forsyninger

Wachter-Wiesler fremstiller deres vine med så få indgreb i processen som praktisk muligt, herunder en bestræbelse på at skære brugen af sulfitter ned til næsten ingentind. Det betød en årrække, hvor flere af vinene var lige vel præget af vildgæren brettanomyces, som måske nok tilføjede pikante kryddernoter til herlighederne; men samtidigt dæmpede, hvis ikke helt overdøvede, den delikate frugt. Den udvikling er heldigvis overvundet med de seneste årgange, og vinene står nu skarpere end måske nogensinde.

Markkort over Rechnitz, Markt Neuhodis og Hannersdorf. Kort: Eisenberg DAC

“Vi har groft sagt tre grand cruer,” forklarer Christoph, “plateauet Reihburg og så skråningerne Szapary og Saybritz. Men Reihburg står for mig som noget helt særligt, vinene har noget næsten magisk over sig, noget dragende mørkt og altid friskt.”

Wachter Wiesler Reihburg 2022 folder en forunderlig dybde ud allerede i duften, med modne mørke bær og måske laurbærblade og bålrøg i baggrunden. I munden er den saftig, slank og smidig, med en tæt strøm af mørke kirsebær, brombær, solbær og blåbær, forfrisknede frugt med krydrede noter af græs, hø og skovbund og sarte strejf af blodappelsin og rød grape. Intens og alligevel sagte og subtil, med en mundvandsdrivende syrlighed og meget fine tanniner; og så den der særlige mineralske summen i munden, som får en til at gribe efter glasset igen og igen.

Lignende toner i Kopfensteiner Reihburg 2022, der lokker med en liflig mørk duft med flot dybde, og det går igen i smagen. Blid saft med kirsebær og skovbær, kirsebærsten og kandiseret orangeskal, mens silkeglatte tanniner holder grebet sammen med en spændstig syre og mørk mineralitet, altsammen smukt afstemt og aldeles raffineret.

Fremhævelse fortjener også Wachter Wiesler Weinberg 2022, som frister med sine frodige bærduft fra det strålende røde til det dybt sorte. I smagen er der saftige skovbær, syltede kirsebær, tørrede tranebær samt et stænk af multivitaminpille. En smæskelig kombination af syrlig saft, frugtsødme, mineralsk spil og et lille fint tannintræk til sidst.

Wachter Wiesler Saybritz 2022 dufter flot af modne kirsebær med strejf af pibetobak, kanel og cola. I munden strømmer en lifligt mørk saft, fint fortættet. og smagene er rødglødende sødmefulde men vinen trods sin saftighed ganske tør. Fin syre, lette, fine tanniner, en meget velbehagelig og velbalanceret vin.

Jalits Szapary 2022 byder på mildt røgede og krydrede noter i duften med mørke bær underneden. Læskende saft på tungen, stimulerende syrlig, og snart trækker den sig stille men sikkert sammen med fint sandede tanniner og en salt mineralitet. Strukturbetonet men frugten folder sig sagte ud, sikkert især med flaskelagring.

Thom Wachter Szapary Alter Garten 2022 fortsætter i det fortættede og strukturbetonede spor men charmerer samtidigt med saft og kraft. Violer, jasminer og skovjordbær i duften, saftigt træk på tungen med markante men fine tanniner som modhager. Skovjordbær, skovbær, kirsebær og krydderurter, stor intensitet og spændvidde, flot balanceret.

Gammel kærlighed ruster ikke, og har man endnu ikke fået jernbjergets vine under huden, er opfordringen herfra, at foråret er forelskelsens tid.

Flaske: Reihburg 2022
Vinhus: Wachter-Wiesler  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Blaufränkisch  
Jordbund: Rød ler, grøn skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Vin & Vin Hobro
Pris: cirka 450,-