Mayday fra Middelhavet

“Det er værre, langt værre, end du tror. Klimaforandringernes langsomme tempo er en myte, der er lige så farlig som den om, at de slet ikke sker, og vi får den serveret i et bundt sammen med adskillige andre beroligende vrangforestillinger: at global opvarmning er en arktisk saga, der foregår langt herfra; at det udelukkende drejer sig om havniveau og kystlinjer og ikke er en altfavnende krise, som ikke skåner noget sted og ikke lader noget liv uberørt; at det er en krise i “naturens” verden, ikke menneskenes; at de to er forskellige, og at vi i dag på en eller anden måde lever uden for eller på den anden side af eller i det mindste beskyttet mod naturen, ikke uafvendeligt inde i den og bogstavelig talt overvældet af den.”

Således indleder David Wallace-Wells sin efterhånden klassiske bog ‘Den ubeboelige klode’ om Jordens og menneskehedens mulige fremtid i lyset af den globale opvarmning; og skønt teksten er fra 2017, og den danske oversættelse udgivet af Forlaget Klim i 2019, er den stadig aktuel, måske mere end nogensinde før. For de forhold, som Wallace-Wells opregner, har ikke ændret sig i mellemtiden, tvært imod er de taget til i alvor og i ikke uvæsentlig grad som følge af vores manglende erkendelse af og handling på dem. Vores ‘mulige fremtid’ kaldte jeg hans scenarie, men ‘sandsynlige fremtid’ er desværre nok nærmere målet, og omtalte fremtid er mindre fjern end føles trygt og faktisk lige rundt om hjørnet. Klimaforandringerne foregår her og nu, og vi føler allerede deres konsekvenser, nogle steder mere end andre. En klassiker er opvarmningen i det arktiske og afsmeltningen af indlandsisen; og nyhederne har i flere år hyppigt været oversvømmet med ilde tidender fra det solbrændte Sydeuropa. For nærværende skal vi kigge nærmere på konsekvenserne i et af vores egne nærområder, nemlig området omkring Middelhavet, hvor vor europæiske kultur har sin vugge.

Faren er, at regionen, hvor vores europæiske vinkultur først blomstrede op, også er det første sted, hvor den nu for alvor visner. Det livgivende vand er blevet en mangelvare. Anslået lever hele 180 millioner mennesker i landene omkring Middelhavet allerede med regulær vandmangel; og ikke længere kun i landene syd og øst for selve havet, problemet melder sig i stigende grad også nordover på europæisk grund. Hyppigt tilbagevendende tørkeperioder er ikke længere nogen nyhed i Italien, Spanien og Grækenland, og det begrænser ikke kun den mængde vand, der er tilgængelig for vinstokke og andre afgrøder. Det tærer på og udtømmer generelt de vandreserver, som ellers har været alment tilgængelige, til gene for den brede befolkning og alt liv i det fri. Helt katastrofalt kan det også skorte på vand, når tørke og varme antænder de mange skovbrænde, som i stigende grad har hærget i store dele af det sydlige Europa i de seneste år.

Den globale opvarmning er altså allerede godt i gang. Det er gennemsnitligt 1,2 grader varmere på globalt plan end for 50 år siden, og om 50 år forventes temperaturen under alle omstændigheder at være steget med yderligere 1,5 grader— altså rammer vi med al sandsynlighed snart de mere end 2 grader opvarmning over førindustrielt niveau, som det ellers var målet med Paris-aftalen fra 2016 at undgå. Vi oplever allerede virkninger af varmen, for eksempel i ændrede nedbørsmønstre og større udslag i vejrekstremer, i form af mere ‘vildt vejr’ som skybrud, hedebølger og tørkeperioder. Det gør sig ikke mindst gældende i de i forvejen varmere områder i verden, som eksempelvis Middelhavsområdet.

Middelhavet er et indhav mellem to kontinenter og som sådant direkte ramt af den stærkere opvarmning af landmasserne. Derfor rammer den globale opvarmning hårdere her, og man kan måske ligefrem sige, at Middelhavet er en slags brændglas for den globale opvarmning. Temperaturen stiger godt 20% hurtigere end gennemsnitligt, og allerede i 2050 ventes stigningen at runde 4°C, altså over det dobbelte af de 1,5° eller 2°, som er forventet for resten af verden i samme periode. Det vil bl.a. betyde tropenætter året rundt og markant ændrede nedbørsmønstre med mindre regn, så vandreserverne slet ikke genfyldes tilstrækkeligt. Regnmængden er per 2023 reduceret med 40% siden 2003, og flere eksperter forudser, at så meget som en tredjedel af havets største ø Sicilien vil være ørken allerede i år 2030. Den hidtidige europæiske varmerekord er også sat på Sicilien, 48,8ºC i august 2021; og dagtemperaturer pænt over de 40 er blevet hverdagskost hver sommer. Sicilien er snart en slags omvendt Atlantis, som trues med at bukke under, ikke for havet men for udtørring.

Tilbagevendende hedebølger og lange tørkeperioder udfordrer alle former for landbrug. Produktionen besværliggøres, falder eller forsvinder helt, og det vurderes nu, at over 33.000 jobs allerede er mistet i det sydlige Italien som følge af den udvikling. Det går også ud over vinbruget, som er særligt stærkt afhængigt af vand— en vinstok kræver et sted mellem 250 til 350 liter vand for at kunne sætte druer til 1 liter vin! Kunstvanding kan være et quick fix, men det er en dyr og dårlig løsning, ikke mindst i betragtning af den generelle mangel på vand. I stedet kan man forsøge at begå sig med ændrede og øgede indsatser i markerne og nye metoder til at holde på det kostbare vand; men stadig må gamle marker opgives, og nye kan kun anlægges under særlige forhold, f.eks. oppe i større, køligere, vådere højder, hvis de er tilgængelige. Men det betyder under alle omstændigheder store omlægninger i vinproduktionen. Man må flere steder omlægge eller helt opgive mange vinmarker, som gennem århundreder (og fortsat) frembringer vine af højeste kvalitet.

Jammerdalen er dog endnu ikke dybere, end at der stadig kan gøres noget ved det; og at der allerede gøres grundige indsatser for at imødegå udviklingen. Kampen udspilles på to fronter, den nære og den fjerne: På den korte bane ved at tilpasse vinavl til et forandret og fortsat foranderligt klima; og på den længere bane ved at bidrage til en afværgning af yderligere boost af den globale opvarmning. Altså vitikulturel omstilling og bæredygtige tiltag på en lang række områder. I det følgende skal vi se nærmere på sådanne hos to forbilledlige foregangskvinder fra et par af de hårdest ramte regioner.

Øen i brændglasset

At man på Sicilien stadig formår at frembringe forfriskende og ligefrem lette vine fremstår i lyset af øens udfordrende klimatiske situation som noget nært mirakuløst. Ikke desto mindre er der endnu magi i glasset fra Arianna Occhipinti, som holder til i Vittoria på øens sydøstlige hjørne. Arianna har ikke kun overtaget en familiearv, hun ønsker at forvalte og forsvare; hun har også ambitionerne og talenterne på plads til at tage skridt i nye retninger, at tænke ud af boksen, at forandre for at bevare.

Som niece af Giusto Occhipinti, en del af trioen bag legendariske sicilianske COS, har Arianna haft ikke kun vinavl og vinproduktion med sig fra barns ben, men også en stor respekt for lokale traditioner og ikke mindst for naturen. Giusto Occhipinti genoplivede sammen med kollegerne Giambattista Cilia og Cirino Strano brugen af klassiske amforaer (pithoi) tilbage i 1980’erne, for at få et mere autentiske udtryk frem fra deres alberello-buskvine af lokale sicilianske sorter som Nero d’Avola, Frappato, Grillo, Inzolia og Zibibbo. Arianna gjorde sine egne første erfaringer i det regi og sin første egne årgang i 2004 som blot 21-årig. Vinhuset er siden blevet et af Siciliens mest berømte, nu med 22 hektarer af økologisk dyrket især Nero d’Avola og Frappato, som fortolkes hver for sig og i det traditionsrige blend Cerasuolo di Vittoria, og dertil hvide sorter som Albanello og Zibibbo. Dansk distributør er lieu-dit.

I løbet af hendes første tyve år som økologisk vinbonde har hun ved selvsyn kunnet følge den udvikling, som Sicilien er gået igennem. Alle vanskelighederne har hun haft tæt ind på kroppen; men man erfarer hurtigt, at hun følger også med fra fugleperspektiv, når hun f.ek.s fra The Guardian kan opregne den ene faretruende overskrift efter den anden — ‘The land is becoming desert’: drought pushes Sicily’s farming heritage to the brink — ‘We can’t let the animals die’: drought leaves Sicilian farmers facing uncertain future — ‘The water war’: how drought threatens survival of Sicily’s towns — ‘Nyhederne’ om hendes hverdag er ude; men er der nogen, der lytter? Det kan virke som om, den visse død er lige forude, men med livlig gåpåmod er det en vis optimisme snarere end pessimisme, som præger hendes udsyn. Hendes indstilling er at kalde til handling.

“Vores største problem er en tiltagende mangel på vand. Vi er overlevet takket være det arbejde, som vi har udført i vores vinmarker gennem de seneste 20 år,” fastslår hun. “Det er vigtigt, at vi finder løsninger nu og ikke først ude i fremtiden. Vi kan kun iagttage klimaforandringerne, vi kan ikke selv påvirke dem; men de handlinger, vi ellers kan udføre eller undlade, afhænger af os selv.”

Grønt gør godt

En af hendes kæpheste er grønt bunddække i vinmarkerne, som hjælper hende med at sænke temperaturen i det soltørre terroir, som sammen med Andalusien i Spanien hører til blandt Europas allertørreste og hedeste. Så hun sår forskellige robuste urter og græsser, som om sommeren sænker den direkte fordampning, sænker temperaturen og tillige hjælper med at binde kvælstof og kulstof i jorden. Senere nedfældes de i jorden, før de selv begynder at forbruge for meget vand; eller tørrer ud og bliver en brandfare under den brændende sol.

“I Vittoria består vores jord flere steder af op til 85% sand,” forklarer hun, “og om sommeren kan sandet nå en temperatur på omkring 85°C. Man kan ganske enkelt ikke gå på det med bare fødder, men du kan spejle æg.” Det stresser selvsagt vinplanter såvel som mennesker, og for begges bedste må heden dulmes. Det lykkes blandt andet for hende ved hjælp af en række metoder fra biodynamikken.

“Da jeg begyndte for mig selv, brugte jeg de biodynamiske præparater de første år, men i virkeligheden vidste jeg ikke, hvad det var, jeg gjorde. I tilbageblik kan jeg se, at det var, fordi jeg ikke havde nok erfaring dengang. I dag kan jeg se, at det virkeligt virker, i hvert fald her hos mig under de her forhold. Det rige grønne bunddække, komposten, kiselpræparatet…” Håndsrækninger, der hjælper hendes marker her og nu, men i længen måske ikke redder dem.

“Jeg har længe været på udkig efter nye græsgange, og i de sidste fem år har jeg plantet nye vinmarker længere inde i landet og højere oppe mod Iblei-bjergene. Jordbunden er stort set den samme, kalksten og sand, men vi er i mellem 500 og 1000 meters højde. Heroppe er der stadig en fremtid for vinavl, især hvis det er hvidvin man vil lave; og jeg vil gerne lave både hvid og rød.”

Heldigvis er Siciliens lokale sorter, som hun dyrker, over århundreder tilpasset tørt og varmt klima; og dyrkes de som buskvine, bliver stokkene over tid også mere robuste og giver vine med bedre balance. Smag bare hendes vino di contrada fra Santa Margharita, en glimrende Grillo fra godt 500 meters højde, omgivet af fyrretræer, egetræer og gamle oliventræer, som alle medvirker til holde temperaturen og luftfugtigheden i vatter. Modenhed, der giver sig selv, mødes med en friskhed, som må være svær at indfange. Den har friske gule æbler og masser af moden citrus, akaciehonning, bivoks og en smule mandel, samt en mundvandsdrivende syrlighed og salt mineralitet. Det er sådan en slags vin, man helst ikke vil undvære, i lighed med god Assyrtiko fra Santorini eller Grk fra Korčula.

Åbent ildsted

“Vores terroirs DNA er ild,” filosoferer vinmager Sara Pérez fra Mas Martinet i spanske Priorat. “Her i syden er der tørt, varmt og brændende solrigt, så vores klima er som ild; og grundfjeldet under os består af metamorfe sten, omdannet under tryk og varme, så vores jordbund er også skabt af ild.”

Det trendsættende domæne er grundlagt af hendes far, biologen Josep Lluís Pérez, der som en af de første forstod potentialet i det højtbeliggende, skiferprægede terroir helt tilbage i begyndelsen af 1980’erne. I dag er det så Sara, som står i front for foretagenet: Fornem Garnacha, Cariñena, Cabernet Sauvignon og Syrah fra otte hektarer fortrinsvist gamle marker med gobelet-beskårne stokke (en vaso, som man siger på spansk, fritstående buskvine), rodfæstet i en karg mørk skiferjord, som lokalt kaldes licorella. Det er vine med en bemærkelsesværdig saft, kraft og koncentration. Dansk importør er Vinova; som også fører hendes sideprojekt Venus La Universal.

“Hele vores virke er spændt ud mellem ild og ild,” forklarer Pérez, “og det er op til os at beslutte, om vi skal forsøge at slukke den eller blot forsøge at stække den, dæmpe den. Vi valgte allerede for mange år siden den anden mulighed, forsøget på at dæmpe den, både udenfor i vinmarkerne men også indenfor i vinkælderen.”

“Vi må lære at beskytte vores vinmarker. Kunstvanding er ikke en mulighed, hverken i praksis eller filosofisk. Vand er en mangelvare, vi må forvalte som alle andre knappe goder, hæge om det og drage bedst mulig nytte af det. Så vi har måttet tilpasse os, træffe en lang række foranstaltninger og gøre nye tiltag.”

Konstruktive copingstrategier

Først begyndte hun, for øvrigt til mange af sine naboers store forundring, at sprede hø mellem stokkene i vinmarkerne. Et omfattende arbejde, som dog hjalp med et sænke overfladetemperaturen og dermed dæmpe fordampningen fra jorden, som følgeligt holder bedre på fugtigheden. Så langt, så godt, men Pérez var klar over, at der måtte mere rodfæstede forandringer til, så hun rådførte sig med flere fremtrædende terroirforvaltere. En af dem var Marco Simonit, den italienske vinstokbeskærer, som sammen med kollegaen Pierpaolo Sirch driver den nu verdensberømte konsulentvirksomhed Simonit & Sirch. Han lærte hende at beskære vinstokkene kraftigere for at begrænse bladvæggenes omfang. Et kontraintuitivt træk, da mange betragter bladhanget som skyggeskabende og klasernes beskyttelse mod solskoldning; men store bladvægge forbruger samtidigt mere vand, da det større areal betyder større fordampning fra bladene. Så Pérez lærte at beskære den frugtbærende del af stokken efter det femte skud; og til trods for en vis skepsis gjorde hun som foreskrevet, og snart efter begyndte stokkene at skyde sidegrene op fra lige over klaserne i stedet. Disse nye sideskud udvikler en paraplylignende skærm over klaserne, samtidigt med at det overordnede antal blade reduceres betragteligt. En sidegevinst er en reduktion i fotosyntese og dermed lavere sukkerindhold og i sidste ende lidt lavere alkohol.

Unge og især nyplantede stokke stiller større krav til fugtighed og kølighed, og det klarer Pérez med et længe glemt gammeldags trick, nemlig at sprede råuld hen over markerne. Uld? Ja, fårepels er faktisk et udmærket jorddække, en naturligt materiale med udmærket evne til at bevare fugtighed, holde temperaturen nede og samtidigt undertrykke ukrudt og hjælpe med at holde skadedyr som snegle på afstand. Samtidigt nedbrydes uld kun langsomt og dér til naturlig kulstof og kvælstof. Eneste ulempe er uldens lethed og luftighed, som let gør den borte med blæsen, så den må fæstnes i marken, men det er en yderst overkommelig udfordring i betragtning af dens gavnlige virkninger.

Fåreuld som kølende og fugtbevarende bunddække hos Mas Martinet i Priorat

“Før arbejdede vi med forskellige grønne planter som bunddække, men når vi nu hverken har vand nok til at holde dem i live og for den sags skyld friske frø at så, så er hø og uld en let og langt bedre løsning.”

Livlinjer

Det næste skridt blev et af de mere langsigtede. Apropos unge og nye stokke, som har sværest ved at forsyne sig tilstrækkeligt med vand, så er den rette organisering af rækker og beplantningstæthed afgørende. Her følger Pérez nu et system, hvor plantningen følger de naturlig vandårer og dræningsveje bedst muligt. Keyline er navnet, og det er udviklet af den australske ingeniør Percival Alfred Yeomans (1905-1984) som løsning på vandmangel og skrantende frugtbarhed på det knastørre kontinent. Pilekvistene kan man godt gemme væk. Grundprincippet er at indlejre marker i landskabet, så man fuldt ud udnytter de tilgængelige vandressourcer på stedet. Dels ved at følge de tydeligt frugtbareste konturerer i landskabet; dels med udgangspunkt i forudsætningen, at vand altid vil løbe mod det laveste punkt. Målet bliver så at bremse afstrømningen og give vandet mulighed for at absorberes af jorden inden. ‘Keyline’ er den kontur, der løber gennem det såkaldte ‘keypoint’, det punkt, hvor overfladen begynder at blive stejlere; og med keyline som udgangspunkt kan man med en vis effekt bremse afstrømningen og sprede vandet over en større overflade.

Den fordeling udvikler et mønster, hvor alle de linjer, man trækker langs jorden, hælder ned mod midten af højderyggen; og dette dyrkningsmønster giver vandet længere tid til at trænge ned, til gavn for livet i jorden. Keyline kan følgeligt øge mængden af organisk materiale, hvilket yderligere forbedrer jordens evne til at holde på vand. Desuden arbejder man med minimal forstyrrelse af jorden gennem pløjning og andre invasive metoder. Sara Pérez kalder det beskedent “en lille gestus til at forbedre balancen i landskabet og bæredygtigheden”, og hos hende er tilrettelægningen foregået i regi af det spanske konsulentfirma Iberia Línea Clave.

Et andet af hendes bæredygtige tiltag er brugen af biochar, en slags genbrug af plantemateriale som gennem pyrolyse omdannes til kul, som anvendt i markerne kan forbedre jordens struktur og kvalitet ved at øge dens evne til at holde på vand og næringsstoffer, foruden at binde kulstof over længere tid, medvirkende til en mindre udledning til atmosfæren.

Det er drastiske ændringer, der skal til i mangt et middelhavsområde, hvis der fortsat skal fremstilles vin i en stadigt varmere verden. Øget kunstvanding kan på sigt ikke være nogen farbar vej, selvom den for nuværende på fornuftig vis kan implementeres af især større foretagener med mange hektarer, særligt i områder med bedre vandforsyning. For selvom det er lovende metoder, som eksempelvis Occhipinti og Pérez anvender, så er de ret så arbejdskrævende og ikke nødvendigvis nemme at skalere op.

Kold fusion

“Vi arbejder med kølige beholdere,” forklarer Sara om sit kælderarbejde, “lerkrukker, betonæg, glasbobler. De hjælper også med at tæmme ilden!”

En del af filosofien er ikke at forstyrre råstoffet med udefrakommende smage, men i stedet forme det, så dets friske træk står frem fra den brændende baggrund. Derfor arbejder hun udelukkende med spontangæring, og som supplement til modning i træfade har hun indført en række mindre beholdere af forskellige ‘kolde’ materialer, som uden temperaturstyring kan klare gæring og modning i ønsket skala. Især har hun forelsket sig i det gammeldags små glasbobler, demi-johns, som hun modner rød såvel som hvidvin i.

Dermed trækker hun vidt og bredt på Middelhavets ønologiske kulturarv, lang skindkontakt også til grønne druer, antikke og moderne kartyper som amforaer og glas, og en oxidativ lagring. Moderne tonearter, som går fint i spænd med den klassiske vitikulturelle kulturarv, hvor buskvine, vinmarker indlejret i et blandet landbrugslandskab og dyrkning uden brug af sprøjtegifte, kunstgødning og kunstvanding var vejen frem.

En tør forfriskning

Et glimrende eksempel er den glimrende orangevin Pesseroles Brisat, som eminent illustrerer traditionel Middelhavsvins evne til at holde syre og formidle friskhed selv med stor modenhed under sydens sol.

“Pesseroles Brisat er en lang, følelsesladet rejse mod en genopdagelse af brisat, vores traditionelle hvidvine macereret med skallerne. Det er en traditionel, håndlavet vin med langsom og kølig gæring. Den macereres med skallerne, kernerne og stilkene i op til tre måneder og lagres derefter en længere periode på glaseret keramikkrukke og i demijohns,” forklarer Pérez om sin særlige orangevin. Den første årgang kom på markedet for en håndfuld år siden, efter ti års forsøg frem og tilbage med at opnå den ønskede kvalitet på vinen.

Druerne stammer fra marken Pesseroles, som ses på videon ovenfor. Den ligger ved den gamle Pesseroles-sti mellem Gratallops og Porrera og huser et field blend plantet tilbage i 2002 med traditionelle Priorat-sorter som Garnatxa blanca, Picapoll blanc og Pedro Ximénez. Det er en sydvestvendt skråning, med en lysere, mere lerede jord med smuldrende skifer, som forlener vine med en stor intensitet og mineralsk nerve. Stilistisk er den mildt oxidativ og næsten eksotisk krydret, et spændende samspil mellem saftighed og tørhed, frodig frugt og fast struktur, varme og kølighed.

Årgang 2022 ‘nøjedes’ med et par ugers skindkontakt men er stadig en karakteristisk orangevin med mundvandsdrivende spænding. Sært læskende med fyldig smag af tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og støvede indslag af pollen, tørrede urter, gurkemeje, nellike og læder. Tørt træk til sidst med let salte og røgede undertoner. Delikate dråber med masser af karakter, endnu en vin, som verden ville være fattigere uden.

Flaske: Pesseroles Brisat 2022  
Vinhus: Mas Martinet  
Oprindelse: Priorat, Spanien
Jordbund: Skifer  
Druer: Garnacha Blanca,
Picapoll Blanc, Pedro Ximénez  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Lerkrukker, glasbobler  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinova  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-  

Jeg skylder særlig tak til Jamie Goode, professor Alain Deloire, professor dr. Maria Snoussi samt Nathalie Ollat for at have delt nyeste videnskabelige data om klima og vitikultur i middelhavsområdet. Endvidere tak til Wine+Partners og Mahala Wine& for at organisere min deltagelse i konferencerne All About Water og Mediterranean Wine Symposium

Leithaberg under lup

Bliver den bedste Blaufränkisch til i det nordlige Burgenland? Det er et synspunkt, som fortalere for vinene fra Leithaberg vil forfægte; og det er faktisk ikke ren fuldemandssnak eller et uforståeligt særstandpunkt.

“Der er ikke mange sorter, som så smukt kan kombinere egenskaber fra den konkrete vinmark, den dyrkes på, eller sin appellation som helhed, med et rendyrket sortsudtryk. Det kan Blaufränkisch, og det gør den på Leithaberg, med kølig friskhed, saftig frugt og knitrende mineralitet.” Ordene er Stefan Zehetbauers, og han er ikke kun troende, han er tillige praktiserende; sammen med godt 50 andre i den lokale sammenslutning af vinbønder, som bringer deres vine til torvs med oprindelses-, typicitets- og kvalitetsstemplet Leithaberg DAC.

Vi befinder os som nævnt i det nordlige Burgenland, øst for Thermenregion og syd for Carnuntum. Stik mod øst ligger Neusiedlersee og længere mod syd Mittelburgenland og Eisenberg. En opremsning af Østrigs bedste rødvinsområder, som Leithaberg ganske naturligt føjer sig til, og siden årgang 2009 har deres Blaufränkisch kunnet smykke sig med de tre bogstaver DAC efter oprindelsen, en officiel garanti for at vinen lever op til landets strenge kontrol af oprindelse og kvalitet. En anerkendelse af, at vinene hører til blandt landets bedste og mest traditionsrige.

At kvaliteten konstant er i top kommer for en dag hvert år i september, hvor et bredt udvalg af enkeltmarksvine fra Leithaberg bliver præsenteret til Østrigs årlige store årgangspræsentation på Schloss Grafenegg i Wagram. I år var ingen undtagelse, sjældent har vinene faktisk brændt så klart igennem— se blot smagenoterne på mine favoritter sidst i artiklen. Som optakt skal vi først se nærmere på, hvor og hvad Leithaberg egentlig er for en størrelse; og hvad det egentlig er, som vinene fra de bløde skråninger udmærker sig ved.

Bakker og sø, kalk og skifer

Leithaberg tager navn efter die Leithagebirge, en lille bjergryg eller bakkekam, der som en østlig udløber af Alperne strækker sig som en skråstreg gennem landskabet og skiller Burgenland fra nabodelstaten Niederösterreich; og for foden af bakkerne ligger den store, lavvandede sø Neusiedersee og på dens anden side den store pannoniske slette i Ungarn.

Leithagebirge når op i 484 meters høje og strækker sig skråt godt 35 km langs den vestlige bred af Neusiedlersee, fra Jois og Winden i nord til Mörbisch og Zagersdorf i syd. Undergrunden består hovedsageligt af gnejs og glimmerskifer og blev skabt for omkring 17 millioner år siden under Alpernes dannelse. Senere er disse lag dækket af kalkholdige sedimenter fra urhavet, som oprindeligt dækkede stedet; og det er kobinationen af forvitret grundfjeld med kalksten og skifer, som er den første forudsætning for Leithaberg-vinenes umiskendelige karakter. Den anden er klimaet, for højderyggen udgør et skel mellem Østrigs ellers atlantisk-alpine klima og det kontinentalt-pannoniske klima, som hersker over Ungarn. Leithabergs østside er beskyttet mod kølige vinde fra nord og vest, og vækstsæsonen er betydeligt længere end på vestsiden. Forår og efterår er for det meste milde, og det nærliggende vandområde Neusiedlersee afbalancerer klimaet ved at holde på varmen om dagen og afgiver den om natten, ligesom den holder på sommervarmen og igen afgiver den om efteråret. Vintrene er til gengæld kolde, men som regel med meget lidt sne. Den gennemsnitlige nedbør ligger årligt mellem 400 og 600 mm.

Den grønne bremme er die Leithagebirge, de lilla plamager de officielt demarkerede vinmarker i Leithaberg

Jordbunden er forholdsvist basisk grundet det høje kalkindhold fra forvitrede kalksten fra urhavet, den såkaldte Leithakalk. Den dannedes i det lavvandede hav, som dækkede området for mellem 17 og 12 millioner år siden og dannede små rev. Leithakalk er lys og fast og indeholder tydelige rester af diverse havdyr som snegle og muslingeskaller, og derfor klassificeres den oftest også som en såkaldt Muschelkalk. De øvrige stenforekomster er mørkere og metamorfe af natur, paragnejs og især glimmerskifer.

De stenede jorde, som er fremherskende på skråningerne, især deres øverste dele, er fattige på næringsstoffer og tvinger derfor vinstokkene til at slå rødder bredt og dybt ned i jorden. Kun sådan kan de optage nok vand og de nødvendige mineralsalte fra jorden. En frisk frugt er fremherskende, de gennemgående kalkholdige jorde giver vinene en særlig finesse, syrenerve og salt mineralitet, mens de mere udprægede skiferjorde giver yderligere spænding og en mere flintet og røget karakter til vinene. De lyse kalkjorde er reflekterende og ret kølige, mens de mørkere, skiferstenede jorde lettere indfanger og lagrer varme, hvilket selvfølgelig påvirker vinstokkenes vækst og druernes modning.

Den karakteristiske Leithakalk i hænderne på Gernot Heinrich

En Blaufränkisch højborg

“Jordbunden er af afgørende betydning for en vins smag,” fastslår Kurt Feiler, “selv valget af druesort bestemmes også i høj grad af jordbundstypen.” Feiler er en fremragende fortolker af Blaufränkisch, og selvfølgelig er det den drue han, som så mange andre, holder i særlig høj agtelse i bakkelandet mellem die Leithagebirge og Neusiedlersøen.

Leithaberg lægger jord til mere end 600 hektarer med sorten, som dermed også må regnes som områdets førende druesort, efterfulgt af Grüner Veltliner, Zweigelt, Welschriesling, Chardonnay og Weissburgunder. Det må ikke glemmes, at godt en tredjedel af Leithaberg DAC udgøres af hvidvin på netop grønne nævnte sorter, og den kan være ganske så fremragende. Igen fremhæves ofte den friske frugt, ranke statur og den særlige, let salte mineralitet. Men Blaufränkisch forbliver områdets helt store stjerne.

Hans Nittnaus: “Blaufränkisch har en balance mellem styrke og elegance, som er svær at finde andetsteds, og den udtrykker terroiret som ingen anden drue; og så er det den traditionelle rødvinsdrue i vores hjemstavn Burgenland.”

Til Leithabergs absolut trendsættende producenter bør regnes Ernst Triebaumer senior, der som den første i 1986 flaskede sin Blaufränkisch fra marken Marienthal separat og følgende indhentede internationale priser for den. Dermed var første frø spiret i det, der i dag blomstrer som kvalitetsrødvin og enkeltmarksvine i Østrig, og langt senere skulle hele Leithaberg følge trop. I dag er en lang række andre producenter at betragte som toneangivende, ikke mindst Gernot og Heike Heinrich, Anita og Hans Nittnaus og Hans Nehrer. Dertil kommer det traditionsrige slot Ésterhazy, mastodonten Leo Hillinger samt mindre men kvalitativt større Markus Altenburger, Birgit Braunstein, Feiler-Artinger, Georg Prieler, Erwin Tinhof og Stefan Zehetbauer samt Wagentristl. Uden for foreningen finder vi for øvrigt særdeles udmærkede vinhuse som førnævnte Ernst Triebaumer samt Kollwentz, Gut Oggau, Joiseph og Lichtenberger-González. Et tiltalende træk, som overraskende mange af disse producenter har til fælles, er en tidlig interesse for og officiel omlægning til økologisk eller biodynamisk vinavl og i et vist omfang også mere minimalisme i kælderarbejdet. Hvilket selvfølgelig også sætter sig spor i Leithabergs stilistiske udtryk.

Kurt Feiler: “Blaufränkisch trives både på lette og tungere jorde. Om jorden er præget af kalk eller skifer, kan man tydeligt dufte og smage i vinen. Den genkendelighed af terroiret gør Blaufränkisch til en meget stor og særlig druesort.”

Gernot Heinrich stemmer i: “Vinen fortæller om sin oprindelse. Man kan mærke den kølige kalksten, der reflekterer varmen, eller glimmerskiferen, der absorberer solens stråler. Man kan mærke den luftige højde og skovenes kølighed her. Stor vin er uløseligt forbundet med et i ordets bogstaveligste forstand fremragende terroir, hvor vinmarken står frem i hovedrollen. Vi forsøger at lade vinmarkerne tale for sig selv ved at give vinen frihed til at tale om sin oprindelse med en uforfalsket, tydelig stemme. Vine, der skal fortælle om oprindelse og tradition, gør det bedre, hvis de har rod i et så mangfoldigt miljø som muligt.”

Birgit Braunstein: “Terroir er alkymien mellem klima, sted, årgang og menneske. Det er det reneste udtryk for tid og sted. Vi dyrker vores vine i et af Europas mest spændende terroirs– Leithaberg. Kalk og skiferjord præger vinstokkene og giver vinene mineralitet, spænding og et langt liv. Mikroklimaet mellem Neusiedlersøen og Leithabergskovene bringer det bedste fra to verdener sammen; et samspil, der skaber dybe, elegante vine med en klar oprindelse og en stor indre ro.”

Siden 2015 er der foruden ‘almindelig Leithaberg’ markedsført vine fra enkeltmarker sammen med DAC-mærket, og i dag tappes godt 20% af Leithabergs vine med marknavn. Påberåbelse af enkeltmarker er som i resten af landet tæt reguleret. Kun navne, som er officielt registreret i matrikelregistret, kan anvendes på etiketten, og forbrugere kan derfor finde dem alle digitalt på Austrian Vineyards.

I forfædrenes fodspor

Allerede omkring år 700 før vor tidsregning dyrkede keltiske stammer vinstokke i området omkring Leithaberg, bevidnet ved arkælogiske fund af så gamle druekerner i en gravhøj ved Zagersdorf. Senere huserede romere i området og dyrkede med stor sandsynlighed også vin; og i middelalderen bragte cisterciensermunke fra Frankrig druesorter som Pinot Noir og Pinot Gris til området. Siden bosatte frankere sig for at hjælpe med at opdyrke landet, og det indebar blandt andet vinavl, således kan flere vinmarkers navne spores tilbage til det 1500-tallet, hvor både kirken og mange adelige ejede vinmarker på skråningerne af nutidens Leithaberg. Således var tilstanden så godt som helt frem til det østrig-ungarske kejserriges fald efter Første verdenskrig.

Burgenland hørte indtil 1921 formelt til Ungarn, og vinene derfra solgtes i største stil østover, udover til det tørstige Wien. Leithabergs historiske tilhørsforhold til Ungarn forklarer også betydningen af Blaufränkisch, der under navnet Kékfrankos ret beset snarere er en ungarsk sort. Kékfrankos/Blaufränkisch har historisk været den vigtigste rødvinsdrue på Leithaberg, men for 100 år siden var 80% af vinmarkerne beplantet med hvidvinssorter. Tiderne skifter i takt med tilhørsforholdene og de øvrige trends, æstetisk, kulturelt, politisk.

Det nuværende Leithabergs historie kan spores tilbage til det nylige årtusindeskifte. Dengang, hvor området blot var en del af den store officielle appellation Neusiedlersee-Hügelland, ‘bakkelandet ved Neusiedlersee’. I 2002 gik en lille flok vinbønder sammen for at definere sig ud fra deres fælles oprindelse: En gruppe fra Leithaberg præsenterede på det berømte Hotel Sacher i Wien sine vine som noget ganske særligt. En tanke var søsat, noget nyt var under opsejling. Året forinden havde Østrig kundgjort satsningen på et nyt appellationssystem for vin; og kun seks år senere blev just nævnte gruppe så kernen bag den nye områdetypiske oprindelsesgaranti Leithaberg DAC— og med endnu et årtis erfaring var fra 2019 klar til at præsentere deres bedste enkeltmarksvine side om side med dem fra Eisenberg og siden med resten af det klassiske Østrigs bedste flasker.

Den særlige smag

Leithabergs nuværende definerede regionaltypiske profil er “friskfrugtig og elegant, stofligt tæt, mineralsk og let krydret, uden tydelige fadnoter”. I praksis forholder det sig sjældent helt som myndighederne og de gode intentioner vil det, men i tilfældet Leithaberg og Østrig generelt er det dog ikke skudt helt ved siden af. Skudsmål som ‘friskfrugtig’ og ‘udtryksfuld’ dukker tit op, dog ofte overgået af rosende beskrivelser som ‘elegant’, ‘filigran’ og ‘finesserig’.

Af personlig erfaring kan jeg fortælle, at fællestræk for megen god Leithaberg er duft- og smagenoter af skovbær og sursøde kirsebær og mere subtile noter af urter, nåleskov, skovbund, mose og brønd. Der kan også være solbær, hyldebær, slåen og enebær. Men det, der for alvor forener vinene fra Leithaberg, ligger mere i strukturen— syren, tanninerne, tørstoffet, mineraliteten. Det er mere diskret og mindre håndgribeligt, men man kan som hovedregel forvente en blød fylde, frisk syrestruktur, ret fine tanniner og svagt salte noter i eftersmagen. En varm blidhed kombineret med kølig kant. Overfladisk betragtet slægter landskabet det burgundiske på, og en videre sammenligning af vinene synes heller ikke urimelig, hvis man betænker de karaktertræk, der ofte tilskrives Bourgogne-vine— elegance og finesse— ord, som man også ofte støder på i mangt en smagenote om Leithaberg-vine. Et godt entry level eksemplar er Heinrichs Blaufränkisch Leithaberg DAC (Österreich Vin), som er friskfrugtig og ligefrem og samtidigt veludviklet og nuancerig, et yndefyldt flow af solbær og sursøde kirsebær, mildt krydret med kanel, allehånde og peber.

Jeg kan kort opsummere egne udtryk, jeg ved en kort gennemgang af smagenoter fra de seneste års Leithaberg-smagninger har skriblet ned— i rækkefølge efter forekomst: Kirsebær, krydderurter, hasselnød, solbær, peber, enebær, bregner, mos, tobak og kakao. Klart nok udvikler de mørkere noter sig mere og mere med alder, altimens de frugtige tones ned.

Men her kan det måske være kyndigt at følge Markus Altenburgers gode råd: “Jo bedre vinmarken er, desto mindre bør man gøre og sige.”

I midten marken Marienthal ved Oggau am Neusiedlersee

Fem favoritter

Die Qual der Wahl, når der skal skæres ind til benet. Blandt the usual suspects er ikke overraskende Heinrichs Edelgraben og Alter Berg, Markus Altenburgers Jungenberg og Paradiesgarten og Birgit Braunsteins Glawarinza og Thenau; og man går sjældent galt i byen med Georg Prieler, Erwin Tinhof, Hans Nehrer og Rudi Wagentristl. Ikke at forglemme fabelagtige Kurt Feiler. Følgende fem er mine personlige, umiddelbare favoritter fra årets smagning af enkeltmarksvine i september, alle fra den ret tørre og solrige årgang 2022, som gav ret rig frugt og stor fylde.

5. Nittnaus Ried Joiser Altenberg 2022: Moden rød bærduft med skovbærkompot og kandiserede violer. Saftspændt og ekstraktrig i munden, intens og fyldig frugt med frisk syre og fint sandede tanniner, trækker mundvand. Strukturbetonet men elegant, med lang eftersmag, skovbær, kirsebær, blomme. Alk.: 13%

4. Feiler-Artinger Ried Ruster Oberer Wald 2022: Mørk duft med lilla strålekrans, liflige skovbær, solbær og sort peber. I munden til den mere ekstraktrige side, tæt pakket frugt, fast i kødet, med fin syre og finmaskede tanniner. Skovbær, solbær, kirsebær, amarena, lakrids, valnød. Obere Wald er nabomark til den berømmede Marienthal. Alk.: 14%

3. Georg Prieler Ried Goldberg 2022: En friskfrugtig og fint krydret duft åbner ballet, i munden et fint, tætvævet stof med stimulerende mineralsk summen. Frisk og tørret figen, friske og tørrede kirsebær, blomme og sveske og sødmefulde skovbær. Rigt ekstrakt, ret fortættet, men frugten er så charmerende, at selv det tætte ekstrakt føles let. Alk.: 13,5%

2. Birgit Braunstein Ried Thenau 2022: Diskret i næsen men har liflige mørke kirsebær i dybden. Stor saftighed og fin stoflighed i munden, med elektrisk syrenerve og et venligt greb af fine tanniner. Sursøde kirsebær, modne blommer og svesker samt fine urte- og lakridsnoter i eftersmagen. Kompakt men strutter af sundhed. Alk.: 13%

1. Feiler-Artinger Ried Oggauer Marienthal 2022: Mild, mørk og meget liflig frugtduft, kompot af skovbær, kirsebær og blå blommer. I smagen går kirsebær og skovbær igen og så mere i retning af solmodne solbær i en lækker, saftspændt stoflighed med syngende syre, fintvævede tanniner og en mørk mineralitet. Lakrids, sort peber, enebær, nåleskov og våd skovbund i en lang eftersmag. Righoldig og raffineret, en meget stimulerende mundfuld!

Marken Marienthal ved Oggau er en af de højest og længst skattede i oplandet til Neusiedlersee. Den omtales helt tilbage i 1476 som Marchteil, som på daværende tysk kan oversættes til grænsestykke. Lokal dialekt har ad åre forvansket det til Moaritoal, og fra 1881 er marken dokumenteret under navnet Marienthal. Jordbunden er lys lehm med højt kalkindhold, på overfladen ses store og små kalksten, og i undergrunden findes rent kridt. Den megen sol og den varme pannoniske luft modereres af den lyse, kølige jord, og de kontrære kræfter skaber en stor spænding i Marienthals vine: De har intens frugt og stor fylde og styrke og samtidigt en spændstig struktur med livlig syre og faste tanniner. Prieler skuffer ikke, og Feiler-Artinger leverer som lovet og mere til.

Flaske: Ried Marienthal 2022  
Vinhus: Weingut Feiler-Artinger  
Oprindelse: Burgenland, Østrig
Jordbund: Kalksten, skifer  
Drue: Blaufränkisch  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: H. J. Hansen Vin  
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-  

Orgo

Det skorter på gode nyheder fra Georgien for tiden. Til gengæld er der gode mennesker i overflod, og vine, der kan matche deres karaktertræk. Vine, der trækker på en stolt historie, som får de seneste års og årtiers trakasserier til at virke som parentetiske bemærkninger; og vine, som med deres karakteristiske anderledeshed tilbyder et længe tiltrængt alternativ til den moderne mainstream i den vestlige verden.

Dakishvili er et velkendt navn i det georgiske, for familien har fostret en række fremtrædende vinmagere gennem fire generationer. De seneste skud på stammen står bag foretagendet Dakishvili Family Vineyards, grundlæggeren Giorgi Dakishvili samt hans søn Temuri Dakishvili, og de er kendt for at fremstille vine af høj kvalitet, ved hjælp af såvel traditionelle metoder som gæring og modning på qvevri samt anvendelse af de mest moderne teknikker. Det gør de fra hjemmet i landsbyen Shalauri nær den gamle by Telavi i Kakheti-regionen i det østligste Georgien. Der mestrer de lokale sorter som Rkatsiteli, Saperavi, Kisi, Mtsvane og Chitistvala samt mindre mængder af internationale kendinge som Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Men deres sande skatte er selvfølgelig deres gamle stokke af de lokale sorter, og siden 2011 har Gogi sammen med sin georgisk-amerikanske ven Mamuka Tsereteli gjort et særligt nummer ud af netop vinene derfra. Sammen har de stiftet huset Teleda Orgo netop for at fremme forståelsen af Georgiens urgamle kulturarv på den vestlige halvkugle— et udmærket supplement til familiens i forvejen fortræffelige portefølje.

Vinene finder vej til Danmark gennem Georgien Vin, som foruden et bredt udvalg af vine fra begge huse for øvrigt har tilbud på en fornem smagekasse med seks flasker udvalgt vin fra Dakishvili-familien.

Kakheti er Georgiens østligste vinregion og er kendt som landets nok mest arketypiske område og som fons et origo for fremstilling af vine i de urgamle nedgravede lerkrukker, som kaldes qvevri— en praksis, som siden 2013 er anerkendt af UNESCO som verdenskulturarv. En qvevri er en slags ægformet lerkrukke, som gennem årtusinder er blevet brugt til gæring, modning og opbevaring af vin. Erfaring med fremstilling af qvevrier og qvevrivin er historisk givet videre gennem familie, naboer og slægtninge, så den på landet er overleveret helt frem til i dag. Processen indebærer traditionelt, at druerne presses, og at mosten såvel som drueskaller og -kerner såvel som stilke hældes i qvevrien, som siden forsegles, så vinen kan gære og modne i månedsvis, før den åbnes, tappes og drikkes. Qvevri-traditionen er en indgroet del af den landlige levevis i de små lokalsamfund og udgør dermed en uadskillelig del af georgiernes kulturelle identitet. Især i Kakheti, som huser en stor andel af landets vinmarker og det største antal individuelle appellationer, 18 ud af landets 24.

Regionen strækker sig langs de øvre forløb af floderne Alazani og Lori og er derefter uformelt opdelt i det ‘indre’ og det ‘ydre’ Kakheti, hvoraf de indre tæller kendte underområder som Kartli og Telavi. Der dyrkes en lang række druer, hvoraf især trioen Rkatsiteli, Mtsvane Kakhuri og Saperavi er mest fremherskende, især i den mere moderne del af produktionen. De trives i det moderat kontinentale klima tæt på Kaukasus-bjergene, hvor kolde vintre og varme tørre somre definerer klimaet, med en årlig nedbør under 700 mm— helt modsat det vestlige Georgien, hvor klimaet er mere maritimt grundet nærheden til Sortehavet og visse steder decideret subtropisk. Jordbundsforholdene i Kakheti er komplekse, men størstedelen er alluviale sedimenter, øverst lehm og kalkholdig ler og nedenunder især kalksten men ind imellem også sten af vulkansk oprindelse.

Tværatlantisk alliance

Dakishvili-familien råder over gode 10 hektarer vinmarker nær Telavi, især ved landsbyerne Kondoli, Kurdgelauri og Akhmeti, officielt del af de mindre appellationer Tsinandali og Akhmeta; og desuden laver Gogi som nævnt vin med kollegaen Mamuka Tsereteli til deres fælles projekt Teleda Orgo.

Familien har haft hjemme i Kakheti gennem talløse generationer, og længere tilbage rødder i det nærliggende Tjetjenien. De seneste fire generationer har vinavl været hovederhvervet, og allerede oldefar Simon Dakishvili lavede vine, det var værd at lægge mærke til. Gogi voksede således op med vin, hans far var en velkendt vinmager i Sovjettiden, leder af det lokale statslige kooperativ, og den unge Gogi vidste således allerede som barn, at voksenlivet skulle dedikeres til vin. Sådan blev det, til hans store glæde i et selvstændigt Georgien og siden med såvel national som international opmærksomhed på frugterne af arbejdet. Han studerede oprindeligt ønologi i ukrainske Odessa og kom sidenhen på studieophold ved University of California at Davis, hvor han især stiftede nært bekendskab med de nyeste teknikker og moderne industrialisering på den anden side af Atlanten. I sit arbejde kombinerer han den store personlige erfaring med traditionel qvevri-vinifikation og moderne europæiske og amerikanske metoder.

Hans amerikanske kollega Mamuka Tsereteli har spillet en afgørende rolle i promoveringen af georgisk vin i USA. I mere end to årtier har han været formand for samhandels-organisationen America-Georgia Business Council, hvor han utrætteligt har arbejdet for at fremme tilgængeligheden af georgiske produkter på det amerikanske marked; så han var kun glad for at kunne få fingrene mere direkte ned i produktion af sit hjemlands flydende kulturarv.

Teleda Orgos fokuserer på historiske marker med mindst 50 år gamle stokke, som alle ligger i appellationen Tsinandali PDO, nærmere bestemt ved landsbyerne Kondoli og Kurdgelauri, hvor de lokale forhold menes at resultere i særligt karakteristiske vine. Tsinandali skiller sig ud ved sin særligt lave luftfugtighed og rigelige solskin, som begge er afgørende for en sund modning af druerne, ikke mindst den hvide Rkatsiteli. Der dyrkes efter naturnære og bæredygtige principper men uden økologisk certificering. Alt høstes ved håndkraft og vinificeres udelukkende efter traditionelle georgiske metoder.

Vinene er fine fortolkninger af Georgiens rige arv, hvor terroir, tradition og innovation bliver tæt forbundne. Det afspejler sig allerede i navnet, som forener et gammelt stednavn for Telavi med områdets ønologiske arv, orgo er et gammelt navn for låget, som forsegler qvevrien, og som sådan er dørstærsklen mellem menneskets jordiske og vinens såvel underjordiske som overjordiske verden. Dertil passer logoet, en borjghali, som er et gammelt georgisk solsymbol, der repræsenterer lys og varme, frugtbarhed samt den uendelige fornyelsescyklus. Orgo samler således symbolerne for den energi, som solen gennem vinstokkene og qvevrierne sender i flasken.

Den fornemme Rkatsiteli 2019 er et mønstereksempel på det hele. Det er vaskeægte georgisk orangevin, ren og skær, med masser af liv og karakter men ingen af de laster, mange kritikere forbinder med genren. Gå trygt ombord uden frygt for oxidation, volatilitet, brettanomyces eller mus. I stedet løftes låget til en klar, ravgylden glød og en mørk duft af efterår med anslag af eksotik nedenuder. Fløjlsblød, cremet tekstur koblet med seriøs struktur, fine tanniner og en stilfærdig overflod af moden fersken, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, umeboshi, søde krydderier og stejf af underskov, urter og nødder. Raffineret, velafbalanceret og lang eftersmag. 
En alsidig madvin og meditationsvin.

Flaske: Rkatsiteli
Vinhus: Teleda Orgo  
Oprindelse: Kakheti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin
Pris: 238,-  

Rød front – Pinot fra Plešivica

Den er druen bag “de bedste rødvine i verden”, lovprist for sine sarte, sofistikerede og komplekse vine: Pinot Noir, den røde eminence fra Bourgogne og Champagne, elsket for sine dufte og smage, som “simpelthen er de mest betagende, strålende og subtile” — men da den “kræver konstant opmærksomhed og omsorg og faktisk kun kan dyrkes i de her helt særlige, små og afsides hjørner af verden” bliver den selvfølgelig tillige stærkt ombejlet, så betragteligt at den indiskutabelt også er druen bag de dyreste rødvine i verden; og generelt er et dyrt, yderst vanedannende og dermed endnu dyrere bekendskab. Af alle disse grunde går der selvsagt sport i at søge andre græsgange end de klassiske og at spotte spændende fortolkninger og gode køb rundt omkring i den vide verden.

Plešivica har for længst markeret sig som et udsøgt ophav for mousserende vin. Det lille vinområde sydvest for Zagreb er ligefrem blevet kaldt ‘Kroatiens Champagne’, da det er stadig kilde til boblevine af fineste slags. En perlerække af producenter fremstiller med den traditionelle metode som udgangspunkt en række raffinerede vine af høj, høj kvalitet; og kombination af køligt klima, kalkholdig mergel, stejle skråninger til at indfange solens stråler samt grundigt kælderarbejde til at bevare terroir og mineralitet i vinene synes at være nøglen til succesen. Selvfølgelig sammen med Champagne-sorter som Chardonnay og Pinot Noir, som begge står tæt på Plešivicas vinmarker, sammen med lokale sorter som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Portugisac.

Men stille og roligt har man i de seneste år set flere og flere stille, røde vine fra området. Selvom de hvide druer historisk har udgjort størstedelen af produktionen, og stadig gør det, så har man fra gammel tid en vis tradition med at lave en ung, let og liflig rødvin på Portugisac, som serveredes fra Mortensaften og som regel var drukket op inden nytår. Plešivicas lokale version af Beaujolais Nouveau. Men det er anderledes seriøse og seriøst burgundiske dråber, der nu flyder fra flere af de fremtrædende vinbønder. Ikke overraskende er det områdets kvalitative troika Tomac, Šember og Korak, som er længst fremme i feltet og formår at vække overraskelse og fryd med deres flasker; og flere følger i deres fodspor.

En oplagt udfordring

“Pinot Noir er en af de mest komplicerede og krævende sorter i vinens verden,” fastslår Josip Korak, “så hos os indtager den toppositionen blandt de røde sorter. Vi elsker udfordringen, selv skuffelserne, for det at arbejde med den, lære om den og nyde frugterne af den indsats er en sand lidenskab for os. Vi føler os overbevist om, at Plešivica er stedet for Pinot Noir i Kroatien.”

Familien Korak holder til i selve landsbyen Plešivica, som lægger navn til hele området, og de har seks hektarer vinmarker på bakkerne rundt om sig. Far Velimir søsatte i sin tid vinhuset, i dag er det den yngste søn Josip, som tager sig af vinene; mens hans storebror Bernhard driver familiens fremragende restaurant, som åbnede i 2020 og fik sin første Michelin-stjerne i 2023. Bernhard har stået i lære hos Ana Roš på Hiša Franko i Slovenien, og som hende har han et kompromisløst fokus på lokale råvarer, økologisk og bæredygtig dyrkning, og selvgjort er som regel velgjort. Huset har i løbet af det seneste årti langsomt men sikkert omstillet sig til økologisk dyrkning og opnåede fuld certificering i 2024. Stilistisk arbejder man med store egetræsfade men aldrig ny eg, og målet er så få sulfitter som ren vin tillader.

“Pinot Noir er nådesløs,” slår Nikola Šember fast med en vis tilfredshed. “Den afspejler sin oprindelse og sin årgang uden omsvøb. Det kan du kontrollere og modere med alle mulige andre sorter; men ikke med Pinot Noir. Den er ubarmhjertig!”

Familien Šember står bag en af de største evergreens på den kroatiske vinscene, den altid strålende lyserøde skum Rosé Brut, som leverer smæk for skillingen med sin charmerende røde bærfrugt og fine, friske sprudlen. Skal det være mere seriøse og forførende bobler, er deres Blanc de Noirs et nærstudie værd; men det er de stille, tørre røde, vi har under lup her, og dem har Nikola Šember øjensynligt et helt særligt talent for. Šember er ligeledes fuldt økologisk certificeret per 2024, og næsten i takt med deres fire-årige omlægning er kvaliteten år for år steget nærmest eksponentielt— og nu laver familien områdets måske allerbedste Pinot Noir fra marken Vučjak, som vi i øvrigt er så heldige at have på det danske marked via Vinomolim. Det er dygtigt lavet vin, og med årgang 2023 sidder den lige i skabet, den naturlige balance og kompleksitet er perfekt, og det har Nikola formået at understøtte og ligefrem fremhæve i sit kælderarbejde. Han vælger dog beskedent at tillægge sorten og terroiret den største betydning, i tillæg til hårdt arbejde. “Pinot Noir er en udfordring. Du ved ikke, hvor vanskelig og egensindig den er, før du har forsøgt at arbejde med den.”

Tomislav Tomac stemmer i: “Det største problem for os, som vil lave Pinot Noir som en stor stille vin, er, at vi kun har ganske få dage, hvor det er det rette tidspunkt at høste den. Hvis man ikke høster på det tidspunkt, forsvinder saften fra druerne, og man får en alt for koncentreret most og alle mulige andre problemer. Men hvert år er den forskellig, og vi forsøger at få det bedste ud af den hver gang.” Det gør de med biodynamisk dyrkning siden 2018 og et stigende antal marker med Pinot Noir. Trods berømmelsen for sine mousserende vine vil Tomislav gerne gå skridtet videre og opnå tilsvarende anerkendelse for sine stille orange- og rødvine. Kombinationen af håndhøstet Pinot Noir, lav sulfit og georgiske qvevri gør i hvert fald hans vin til noget ganske særligt.

Stilfærdig revolution

Familien Koraks første stille røde Pinot Noir kom med årgang 2006. Ti år senere havde Šember slået samme kurs og Tomac tillige begyndt at tappe sin stille røde på flaske. Siden er det gået slag i slag. Kursen er sikker, og hvert udsving justeres hurtigt, så kvaliteten ikke er konsistent men konsekvent stigende. Ikke kun hos førnævnte producenter, Barun, Jagunić, Kolarić og Kurtalj er kommet godt med.

Generelt kan siges, at der er tale om decideret cool climate Pinot men altid med en modenhed, som kommer af den megen sol, som komplementerer de store temperaturudsving og ofte kølige vine, der blæser hen over bakkerne i det skønt kuperede landskab; og så er det, i modsætning til berømte marker i Baden og Ahr men i lighed med Bourgogne og Thermenregion, især øst- til sydøst-vendte skråninger stet på kalkstensholdig mergel med et højt aktivt kalkindhold— og det gør noget for syrenerven, mineraliteten og aromatikken i vinen, den bliver særligt raffineret og velbalanceret. Så forvent friskfrugtige vine med spændstig struktur og god balance mellem frugtsødme og syrlighed, en mild bitterhed og moderat alkohol.

Følgende vine er smagt og gensmagt i løbet af året:

Korak Pinot Crni Križevac i Cimbuščak 2022 — Selektion fra yngre og ældre stokke på markerne Križevac og Cimbuščak, spontangæret på barriques med knapt en måneds maceration, modnet på store franske egetræsfade i godt et år. Forførende frugtig duft og med fløjlsblød mundfølelse, fuld af friske skovbær, tørrede blomster, stilket krydderi og pibetobak, en lækker mundfuld. Alk.: 13,5%

Korak Pinot Crni Stari Trsi Cimbuščak 2021 — Selektion fra gamle stokke på skråningerne af marken Cimbuščak, spontangæret på barriques med fem ugers maceration og modnet godt et år på store franske egetræsfade. Intens mørk skovbærduft med urtede undertoner og noter af skovbund, ædeltræ og røg. Fyldig, fløjlet og seriøst struktureret i munden, med et væld af skovbær og vilde, bitre bær. Godt med tørstof og faste tanniner, endnu ung, men meget elegant. Alk.: 13,5%

Tomac Marany Crni 2021 — Gæret på georgiske qvevri og modnet på slavonske træfade. Diskret i duften, silkeglat tekstur på tungen med fint støvede tanniner og spændstig syre. Saftige jordbær, hindbær, kirsebær, bitre strejf af stilke, tranebær og granatæble og dybere noter af muldjord, læder og krydderier, fin rusticitet. Alk.: 13,5%

Tomac Dvije Zime 2022 — To vintre, den første gærer den færdig, den anden modner den på store slavonske træfade. Måske mindre friskfrugtig end Marany og med mere struktur og større fylde og dybde. Modne men syrlige mørke bær, kirse, hind og brom, og mindelser om skovbund og svampe, peber og søde krydderier i eftersmagen. Alk.: 14%

Šember Pinot Crni Vučjak 2023 — Enkeltmarks-Pinot med flygelklang i d-dur. Forførende friskfrugtig duft af fuldmodne skovjordbær, jordbærsyltetøj og toner af røde roser og grønne urter. Silkeblød mundfølelse med fin fylde af jordbær, hindbær og flødekaramel, med en mundvandsdrivende syre, mineralsk spil og flot balance. En lækkerbidsken! Modnet på en blanding af nye og brugte store fade, fransk og kroatisk eg. Alk.: 13%

Šember Pinot Crni 2018 — Dyb duft af fuldmodne skovbær og forfalden buket, syrlig skovbund og muldjord underneden. Meget blød og rund i munden, med saftig, sursød bærsmag, subtil kompleksitet, sødmefulde krydderier og strejf af cigar. Fine tanniner og flotte tertiære træk, viser Vučjak som perfekt modnet vin. Alk.: 13,5%

Šember Pinot Crni 2022 — Illustration af Pinots opmærksomhedskræven og udfordringerne i den globale opvarmnings tid. Høsten blev udskudt knapt en uge i forhold til første træk, og pludseligt var sukkermodningen skudt helt i top— tjek blot alkoholprocenten! En smule som californisk Pinot men måske endnu mere som tør Touriga Nacional; men stadig æterisk og raffineret selvom det er en stor mundfuld. Meget mørk, næsten dekadent næse, med violer og søde skovbær, i munden brombærlikør med sorte peberkorn og sød pibetobak. Alk.: 17,3%

Barun Marquis 2021 — Klar og lysende rød i farven, med fin duft med modne røde bær og en smule karamel. Ganske charmerende, først strukturbetonet i munden men med en ren bærfrugt og fine noter af tobak, kanel og vanille. Flink og velsmagende. Alk.: 13%

Kurtalj Crni Pinot Limited Edition 2020 — Seriøs Pinot med ret fortættet duft og kompakt smag, endnu i sin ungdom. Mildt krydret næse, diskret rødfruftet med noget urtet og let ristet i sig. Ret spændstig i munden, seriøs struktur med saftig syre og faste, fine tanniner og ret flot balance. Åbner langsomt op til mere smidig tekstur og kompleksitet. Alk.: 13,5%

Litterarii Emeritus Pinot Noir 2020 — Selektion modnet på franske tonneaux. Flot understrøm af underfundig rød frugt smyger sig op fra flødekaramel og vanillecrème, så man smager jordbær og jordbærkerner, tørrede tranebær, kirsebær og kirsebærsten. Flot rundet og balanceret. Alk.: 12,5%

Flaske: Pinot Noir Vučjak 2023  
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten  
Drue: Pinot Noir  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: vinomolim.dk
Pris: 265,-