Druernes Kamp

Comment

Druernes Kamp

“Vin er ikke kun alkohol. Vin er kultur. Vin er druesorters udtryk i et givet terroir. Vin er civilisation. Vinområder, druesorter og stilarter er skabt og givet videre fra én generation til den næste gennem århundreder, stedsevarende ville det synes. Men i dag er denne overlevering under et hidtil uhørt pres. Klimaforandringerne skaber allerede forandringer i vinmarker verden rundt. Højere temperaturer, tørke, ekstremt vejr og forskydninger i vækstsæsonen ændrer på vinstokkenes vækst, druernes modning og vinenes smag. Vinavlerne forsøger at tilpasse deres dyrkning, men mange steder er det ikke længere tilstrækkeligt. Et mere grundliggende spørgsmål trænger sig derfor på: Hvilke druesorter vil stadig være duelige i morgendagens klima?”

Således indleder den schweiziske drueforsker José Vouillamoz sin netop udkomne bog Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society), som ikke blot stiller spørgsmålet men samtidigt forsøger at give fyldestgørende svar. Undervejs dykker han ned i klimaforandringernes konkrete påvirkning af dyrkningsforhold, vinstokkens fysiologi, vinbøndernes tilpasningsstrategier og erfaringer med de ‘klassiske’ sorters akklimatisering. Det er et vigtigt og aktuelt tema, og derfor er det godt med en kort men grundig gennemgang af kendsgerninger og erfaringer fra en engageret og velformuleret videnskabsmand. Vi skal i det følgende stifte nærmere bekendskab med bogens grundlæggende redegørelse og argumenter.

Vouillamoz er internationalt anerkendt genetiker og ekspert i druesorter og deres oprindelse men nok allermest kendt som medforfatter til det monumentale opslagsværk Wine Grapes (med Jancis Robinson og Julia Harding), som samler omfattende fakta om 1.368 druesorter verden rundt. Hans arbejde med at aldersbestemme vinstokke og via DNA-markører at identificere og kategorisere druesorter og deres familieforbindelser har ført ham vidt omkring i vinavlens verden og ikke mindst i forbindelse med diverse vinbønder, planteskoler og forsøgsstationer.

Anledningen er de verserende klimaforandringer. Verden er i hastig forandring, og vi må med omhu vælge, hvordan vi navigerer fremover. For i vid udstrækning er det uholdbart at blive ved at dyrke samme sorter samme steder som nu. Mulighedsrummet har ifølge Vouillamoz flere udgange: Vi kan vælge at skifte de traditionelle sorter ud med andre, der er bedre egnet til de ændrede vækstbetingelser. Det kan være velkendte sorter fra andre himmelstrøg men også moderne krydsninger og nye hybridsorter. Alternativt kan vi forsøge at bevare det bestående ved at udvælge klimatilpassede kloner eller gennem genetisk manipulation at gøre dem levedygtige under de ændrede forhold. Der fordres ændringer i enten den ydre eller den indre natur, og lige meget hvilke løsninger, der vælges, er der tale om svære valg, som kan vække stærke følelser; men alternativerne virker til at være værre. Så hvor vidt er vi villige til at gå for at bevare vin, som vi kender den?


Kanariefuglen i kulminen

“Vinavl er en af de mest klimafølsomme landbrugspraksisser i verden. Vinstokken, vitis vinifera, reagerer med bemærkelsesværdig nøjagtighed på ændringer i temperatur eller nedbør, med forandringer i vækst, druernes modning og vinens smag til følge. Derfor beskrives den ofte som ‘kanariefuglen i kulminen’ med hensyn til klimaforandringer. I alle større vinområder er der allerede tydelige vidnesbyrd: Tidligere høst, højere alkohol, anderledes smagsprofiler samt en stigende ængstelighed for fremtiden, for de druesorter og appellationer, som har defineret vinkulturen gennem århundreder. Vinindustrien må tilpasse sig og ikke kun ved at justere arbejdet i vinmarken og vineriet. Man må tillige tage stilling til, hvilke sorter man vil dyrke, og hvilke steder man kan dyrke dem.”

Tingenes tilstand, som Vouillamoz beskriver den, er efterhånden veletablerede fakta. Højere gennemsnitstemperaturer resulterer generelt i tidligere modning af druerne, hyppigt også en hurtigere modning, og tendentielt vine med højere alkoholindhold og lavere syre— ikke just den seneste tids mode men ganske tragikomisk dens tendens. At høste tidligere løser desværre ikke alle problemer med et snuptag, da forskudte og kortere vækstsæsoner ofte fører hastigere fysiologisk modning og lavere kompleksitet med sig. Vinen ændrer under alle omstændigheder karakter.

Smager god Bourgogne stadig som for en generation siden? Er stor Bordeaux fra den legendariske årgang 1982 at sammenligne med den næsten lige så højt hyldede 2022? Talrige troværdige vidnesbyrd antyder, at det ikke er tilfældet. Sammenligningen er selvfølgelig svær, for mangt og meget har ændret sig, selv hos vinhuse, som har holdt stilen og ligefrem tilstræber et traditionelt udtryk. Det drejer sig heller ikke kun om højere alkohol, restsødme eller lavere syre. Der er små men mærkbare forskelle i aroma, struktur og kompleksitet, som fanges af kendere. Mange vine, og mange af de store klassikere, udmærker sig netop ved en særlig balance og spænding og ved karakteristiske smage, som kun opnås inden for et snævert felt af modning. Tænk på stor Syrah fra det nordlige Rhône, hvis vines traditionelle ry trækker på en kombination af saft og kraft og en særegen kompleksitet af blomstrede, urtede og pebrede noter. Eller Pinot Noir fra Bourgogne, som mere end nogen anden rødvin besynges for at afspejle nuanceforskelle i terroiret og traktere med æterisk lethed, silkeglatte tanniner og sarte dufte og smage af tyttebær, rabarber, skovbund og svampe; men kun når alt står i vatter. Selvom der sigtes med møje, rammes oftere og oftere modnere frugt og fyldigere krop. Selv et ellers sikkert kort som den syrestærke tyske Riesling giver ikke længere garanti for en særligt sursød balanceakt med knivskarp syre og mineralsk summen som sin signatur. Især den klassiske Kabinett kan kæmpe med at holde letheden; og den historiske Eiswein er efterhånden mere eksistentielt truet end blot en sjældenhed.

Hvilken vin, der smager bedst, er selvfølgelig en individuel smagssag. Hvad der er god Bordeaux eller god Bourgogne er imidlertid ikke. Det er også et genremæssigt anliggende, som beror på tradition og en fælles forståelse af en stil, et udtryk, en flaskens ånd, som en række afholdte vinhuse gennem årtier, århundreder har været med til at skabe. Man kan vurdere en konkret vin som et mere eller mindre mønsterdygtigt eksemplar, og man kan bryde sig om den eller ej, men kategorien består. Tidens tern og traditionerne kan selvfølgelig ændre sig, og det kan man bifalde eller begræde; men som Vouillamoz opsummerer det: “En Riesling, der ikke længere dufter af Riesling, eller en Pinot Noir, som smager mere af det sydlige Rhône end det nordlige Bourgogne, marker ikke kun et stilskifte: De er tab af noget, det tog århundreder at indfange.”

“Forholdet mellem druer, terroir og menneskelig ekspertise, som er opbygget gennem generationer, handler ikke kun om landbrug. Det handler om kultur”
— José Vouillamoz


Druernes kamp

Bogen kaster indledningsvist lys over klimaforandringernes konsekvenser og deres hidtil uhørte hastighed for vinbruget, som ellers ikke har været uvant med omstillinger. “Den globale opvarmning vender op og ned på de normer, der har etableret sig i århundreders løb, og den tvinger vinproducenterne til at genoverveje deres arbejdsmetoder; og forsøge at forudse, hvordan fremtiden vil se ud for deres terroirer.”

Global opvarmning medfører konkrete klimaforandringer, som varierer med de enkelte vinområder. Foruden en højere gennemsnitstemperatur og en generelt tidligere begyndende vækstsæson kan der være tale om øgede problemer med tidlig eller sen frost, haglbyger, storme, ekstrem nedbør eller længere perioder med tørke, hedebølger med mere. Det kræver ændrede og oftest øgede arbejdsindsatser, især fordi mange af forandringerne kan øge sygdomspresset i markerne.

Elefanten i rummet er selvfølgelig den sortsfikserede måde, vi stort set udelukkende dyrker vinmarker på. Stort set alle vinstokke frembringes via stiklinger, en sjælden gang ved aflægning, så der er tale om vegetativ reproduktion og ikke seksuel reproduktion. Altså identiske kopier af samme planter frem for kønnet formering. Det sikrer opretholdelsen af stabile sorter med genkendelig farve, duft, smag og struktur, som sagtens kan tage pænt aftryk af stedet, det dyrkes; men selve planten tilpasser sig ikke over generationer til diverse miljø- og klimaforandringer, som eksempelvis en vild plante ville gennem naturlig selektion.

Lavpraktiske løsninger kan på kortere sigt være tilpasninger i opbinding og beskæring, tættere bunddække og måske kunstvanding, hvor det tillades. En teknisk håndsrækning kan komme fra små vejrstationer i vinmarkerne, som kan give vink med en vognstang om, hvornår problematiske situationer opstår og skal håndteres. Mere langsigtede løsninger kræver mere grundlæggende indgreb i vinmarken, eksempelvis at pode om til andre kloner, plante på nye rodstokke eller helt at skifte sorter. Sorter, som modner senere, bedre modstår hedebølger og tørkestess, holder syren højt og sukkeret moderat; og som som måske smager som eller minder om det traditionelle.

Men selv den slags tilpasninger kan vise sig på længere sigt at være utilstrækkelige. De koster knofedt, tid og penge og løser alligevel ikke det grundlæggende problem. Krisen i sit fulde omfang håndteres ikke kun ved, hvordan man dyrker; men nok så meget af, hvad man dyrker.

Le Chambertin er selvfølgelig Pinot Noir. Ligesom Les Clos er Chardonnay, og Scharzhofberg er Riesling. Der står Sauvignon på Les Monts Damnés, Nebbiolo på Cannubi, Gamay på Côte du Puy og Grüner Veltliner på Lamm. Måske også i morgen?


Kampen om druerne

“Hvem kan forestille sig en Gevrey-Chambertin uden Pinot Noir? En Hermitage uden Syrah? En Barolo uden Nebbiolo, eller en Rioja uden Tempranillo? Disse forbindelser er resultaterne af århundreders samvirke mellem druesorter, terroir og menneskelig ekspertise. Alene tanken om at erstatte dem kan føles som at vende ryggen til en uerstattelig kulturarv.”

Selvom der er lange traditioner og stærke følelser på spil, og selvom en lang række love og regler for diverse appellationer holder på formerne, så kan det på kortere og længere sigt være nødvendigt at skifte ud i de velkendte sortsregistre. Enten stædigt at holde fast i det på forhånd tabte; eller at forsøge at forandre for at bevare.

Vouillamoz skitserer flere forskellige strategier:

  1. at ty til gamle, ofte glemte, lokale sorter — de er lokalt tilpasset men måske i højere grad levedygtige i et varmere klima. Er de overlevet så længe uden for rampelyset, er der en vis sandsynlighed for, at de er hårdføre og har andre bevaringsværdige kvaliteter. Således kan man også imødegå klimaforandringerne med baggrund i lokale traditioner, de steder det er muligt

  2. at holde skiftedag med klassiske sorter andetsteds fra — for eksempel vælge velkendte sorter med lignende karakteristika men fra varmere himmelstrøg. I et varmere klima vil de alligevel vil føle sig hjemme; og således kan man i en vis grad videreføre en rimeligt velkendt stil

  3. at satse på krydsninger med afsæt i gamle kendinge — altså nye sorter af Vitis vinifera frembragt af veletablerede sorter, hvis forskellige karakteristika man med held kan forene på rette vis. I bedste fald kan det give en diskret overgang fra en klassisk sort til dens klimatilpassede alternativ(er)

  4. forsøge sig med hybridsorter mellem vinifera og andre slægter af Vitis — den nok mest direkte måde at bryde med status quo og sætte målrettet indeksempelvis de i de seneste årtier udbredte piwi-sorter

Alle disse strategier er allerede søsat forskellige steder. I Douro har man i årevis satset stærkere på flere af de gamle sorter, som findes i regionens mange field blends, frem for blot Touriga og venner. I Bordeaux har man siden 2021 tilladt op til 10% af de nyligt tilføjede fremmede fugle Touriga Nacional, Marselan, Arinarnoa og Castets i rødvinene og Alvarinho og Liliorila i hvidvinene; og flere sorter udforskes fortløbende, 52 for tiden. Det samme sker i flere andre franske vinregioner, den vanskelige men sent modnende og strukturfaste Nebbiolo afprøves eksempelvis i det nordlige Rhône, i Savoie og Jura og selv i Bourgogne. Den gamle og længe forbudte sort Chardonnay Rose nu igen tilladt i Champagne, hvor også den nye hybridsort Voltis i år er godkendt til brug og fremover udgøre op til 10% af den færdige vin; og Orellis og Serelis er på vej. Endelig har Østrig i de seneste tiår tilladt piwi-sorter som de røde Rathay og Roesler og hvide Blütenmuskateller, Muscaris og Souvignier Gris som druer til kvalitetsvin, og de benyttes nu i flere af landets højeste værdsatte vine.

Grønne genveje?

Imidlertid er der en femte strategi, som synes lovende. Oven i købet en, som vil kunne lade os ikke blot bevare sorterne men stadig lave genkendelig vin på dem. Der kommer nemlig en udstrakt hånd fra de talrige biologiske og bioteknologiske gennembrud, som er gjort de seneste år. Således vil vi, i samspil med de andre skitserede metoder, ikke kun kunne holde vore velkendte sorter i live, men samtidigt være i stand til at nikke genkendende, bevare og måske ligefrem forevige deres store vine.

Den med rette meget omtalte og ekstremt fleksible teknologi Crispr skaber radikalt nye muligheder for meget specifikke modifikationer i vinstokkens arvemasse, da den gør det muligt at redigere ét gen ad gangen. CRISPR-Cas9 er grundet sin store funktionalitet blevet kaldt en slags genetisk schweizerkniv (Vouillamozs metafor er Photoshop for druer), og den fungerer ved kombination af to biologiske mekanismer hugget fra bakteriernes verden: Et ‘guide-molekyle’ (CRISPR) fungerer som en slags DNA GPS, som kan lokalisere en specifik sekvens i genomet, hvorefter en ‘protein-saks’ (Cas-9) så kan klippe det over. Når cellen siden reparerer DNA-strengene, kan man målrettet erstatte enkelte byggesten og dermed slå enkelte gener fra eller til, frem for at udskifte dem med andre som i ‘gammeldags’ gensplejsning eller med vold, håb og held som i traditionelt forædlingsarbejde. En fast track til at imødegå forandringerne.

Crispr skaber altså mulighed for, uden at introducere fremmed DNA i druernes arvemasse, at bevare deres sanselige karakteristiska i en klimaforandret verden. Ved at regulere enkelte sekvenser i deres DNA kan man gøre dem resistente over for specifikke sygdomme samt mere levedygtige under varmere, tørrere og andre udfordrende omstændigheder. Man har eksempelvis allerede kunnet identificere og manipulere gener, som pålideligt påvirker regulering af vinsyre i Chardonnay og modstandskraft over for meldug i Merlot.

Det kræver dog, at man kender genernes præcise placering og deres funktion, altså hvilke proteiner, de koder for. Den viden er imidlertid tiltaget drastisk de seneste årtier, for ikke at sige år, og det, der for få år siden var science fiction, er i dag i vid udstrækning faktiske muligheder, virkeligheden haler ind på fiktionen. De første DNA sekventeringer af druer foretog man i Australien i 1993. Pinot Noir blev den første sort, som fik kortlagt hele sit genom i 2007, men allerede et årti senere var teknologien så tilgængelig, at man kunne sekventere Nebbiolo ned på klonalt niveau i 2017; og nu er adskillige sorter allerede eller snart analyseret, og viden om enkelte geners funktioner i forhold til vækst og især sygdomsresistens er veletableret.

Illustration fra bogen: Et diagram over en systematisk tilgang til anvendelse af CRISPR til sygdomsresistens i vinstokke ved at målrette indsatsen mod sårbarhedsgener (S) © Horticulture Research

Men det vil også kræve holdningsændringer og diverse lovændringer. Ikke alene specificerer diverse natioanle appellationsregler specifikke druesorter; men GMO, genetisk modificerede organismer, er fortsat bandlyst af EU og andre overnationale organisationer. Det centrale spørgsmål er altså stadig det principielle, hvor langt vi vil gå i vore bestræbelser. Det er en beslutning at tage. Der er tale om små men meget gennemgående og vidtrækkende ændringer i planterne; men sandsynligvis ændringer, som vi som vinentusiaster og vineksperter aldrig vil kunne ane med glasset i hånden. Som om intet var hændt var vinens klassikere måske trods alt sikret en fremtid.



Biologisk bekæmpelse

Biologi er andet og mere end genetik, og fremskridt i bioteknologi er ikke ensbetydende med genetisk redigering af organismer med omfattende konsekvenser for fremtiden. Som Francis Bacon slog fast i 1597 er viden magt, og talrige nye opdagelser har givet os lige så talrige nye handlemuligheder, også i vitikulturen.

Grundigt sortskendskab er af afgørende betydning, og eksakt viden fra biologiske, ikke mindst genestiske, studier kan være oplysende og givtige. Eksempelvis giver den efterhånden udstrakte sekventering af druernes genomer mulighed for at udforske og udvide den genetiske diversitet, der allerede eksisterer inden for de klassiske sorter samt de mulige typer af rodstokke, de podes på. Den viden kan anvendes til at optimere dyrkningsforhold og de enkelte druesorters udfoldelsesmuligheder. Genetikken kan bistå i at afdække og udvælge kloner med træk, som er mere fremtidssikrede medregnet de konkrete klimaforandringer. Eksempelvis kloner, som modner senere, holder højere syre, sætter løsere klaser osv. Vel at mærke kloner af Pinot Noir, Nebbiolo, Riesling og Chardonnay og ikke deres stedfortrædere.

Skulle det ikke række langt nok i eksempelvis sygdomsbekæmpelse, så er der nye landvindinger i vente fra teknologier som RNAi, et lovende nyt tilskud til klassisk biologisk bekæmpelse, omend det kommer direkte fra laboratoriet. RNA interefens betegner en række teknikker, der simulerer planters naturlige forsvarsmekanismer mod patogener på cellulært niveau. Ribonukleinsyre, RNA, spiller diverse vigtige roller i de fleste celler og deres arvemasser; og mange planter benytter naturligt RNA interferens til at genkende patogeners genetiske fingeraftryk, alarmere om faren og dermed uskadeliggøre fjenden. En slags vaccine, særligt designede RNA molekyler, kan således spredes på planten for at igangsætte en immunreaktion over for diverse vira og svampesygdomme. Det udforskes allerede med meldug og vinskimmel. ‘Fordelen’ i forhold til GMO er, at der ikke gribes ind i den dyrkede organismes DNA, i vores tilfælde vinstokkens; og da RNA er notorisk ustabilt, nedbrydes det hurtigt og effektivt i naturen, tilsyneladende uden nogen indvirkning på andre organismer end de tilsigtede.

Vouillamoz forholder sig nysgerrigt afventende til disse metoder, ikke mindst som supplementer til allerede eksisterende arbejdsmåder i marken. “De pragmatiske argumenter for brug af bioteknologien bliver stadigt sværere at afvise i takt med at klimaforandringernes fremmarch øger sygdomstrykket og truer vinmarkernes udbytter.” Han ser dem som komplementære snarere end ekskluderende i forhold til de andre, omfattende men mere ‘naturlige’ måder at imødegå klimaforandringernes effekt på vinavlen på. “Vi kan gå begge veje. Forandringerne er under alle omstændigheder undervejs, gradvist men som det altid har været i vinens verden.”

José Vouillamoz med sin egen vin, JCS Vieille Vigne, en Rouge du Pays fra sortens sandsynligvis ældste nulevende stokke på en mark i Valais. Rouge du Pays (eller Cornalin du Valais) er en gammel og højtydende alpesort, som med møje giver glimrende vine med silkeglatte tanniner og en liflig mørk kirsebærsmag

Kostbar kulturarv

Det er vanskeligt at være Vitis vinifera. Forudsætningerne er gode men forventningerne tårnhøje, og verden omkring dig er i stigende grad usikker. Sikker sejlads gennem oprørte vande kræver rettidig omhu og snilde men også eftertanke. Vor tids vinbønder er blevet som Noah men med selvstændigt ledelsesansvar og uden udsigt til at syndfloden hører op. Kun med en engageret fælles indsats kan vi redde ikke blot vores vidtstrakte arv af druesorter men også vinverdenens arketyper og klassiskere. Vinstokkene og vin af en slags skal nok overleve.

“Vinstokken har overlevet istider, phylloxera, to verdenskrige og alskens omfattende samfundsændringer.” I selskab med Vouillamoz mister man ikke modet. Han giver et køligt overblik, indgyder en vis videnskabelig optimisme og en stemning af, at fremtidens forsøg med druesorter måske ligefrem kan være velsmagende sjov. De dybere filosofiske emner, som hvad en druesort egentlig er, hvorfor det er vigtigt, og hvordan vi skal prioritere de enkelte metoder, diskuteres dog ikke her.

En af hans bogs store forcer er dens beskedne omfang, koncise fremstilling og forbilledlige letlæsthed. Knapt 100 sider med tekst, billeder, bokse og kort giver overblik. Sproget er flydende og dagligdags, tonen uhøjtidelig, og tekniske termer forklares, som man støder på dem. Det gør den læselig for et langt bredere publikum end mange andre om landbrug og vinavl. Hvorfor den også får de varmeste anbefalinger med herfra.

José Vouillamoz, Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society, 2026) ISBN 978-0-900813-20-7

Bogen kan bestilles her for den nette sum af £9.99.

Comment

Bjergtagende Boca

Comment

Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.


Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.


Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.


Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

Comment

På sporet af Svrdlovina

Comment

På sporet af Svrdlovina

Ravni Kotari i det nordlige Dalmatien. ‘Fladlandet’, som regionens navn kan oversættes til, er beliggende i baglandet til den gamle by Zadar ved Adriaterhavskysten. Med udsigt til Velebit-bjergene, hvorfra den bryske bura-vind ubarmbjertigt blæser især i vinterhalvåret, ligger landsbyen Podgradina og deromkring de vinmarker, som familien Žuža i sommerhalvåret forvalter i et sympatisk forsøg på at genrejse en lang men længe forsømt lokal tradition for vinavl. Bora kalder de vinhuset, med direkte reference til den stærke vind, som foruden solen og havet definerer terroiret, og dels dyrker de moderne, internationale sorter som Cabernet, Merlot og Syrah samt lokale kendinge som Pošip og Maraština; men mest spændende nok den sjældne Svrdlovina, en så godt som forsvunden rød druesort med en århundreder lang historik i lokalområdet. Svrdlovina har de gjort en sag ud af at genopdyrke og afsøge potentialet i, og især med den senest frigivne årgang fra 2023 har de fået fat i noget: En vin med masser af struktur og en særlig frugtighed, helt sin egen.

Zadar er en af Kroatiens mange smukke havnebyer og sandsynligvis landets ældste kontinuerligt beboede by. Baglandet Ravni Kotari rummer vinmarker og frugtplantager en masse

I agronomen Stjepan Bulićs bog Dalmatinska ampelografija fra 1949, en gennemgang af godt 200 i Dalmatien dengang dyrkede druesorter, fremgår det, at sorten Svrdlovina mest dyrkedes i området omkring Zadar men engang var udbredt videnom, ved byerne Benkovac, Knin og Šibenik og ude på øerne Pag og Rab. Sorten beskrives af Bulić som ‘vatren’, brændende, flammende eller fyrig; og dens fremmeste opgave var ofte at forlene den lettere Plavina med mere substans og struktur.

Siden gik det hastigt nedad for Svrdlovina, som i jugoslavisk tid gik fra lokal sjældenhed til kritisk truet. Myndighederne tilskyndende dengang dyrkning af druesorter, som var produktive, mens spørgsmålet om vinens kvalitet var underordnet. Kooperativerne skulle levere vin til hele folket, selvom det betød en ringere vin end ellers vanligt. Sorter, som måske var gode i glasset men vanskelige i marken, viste man vintervejen. De sidste svære stød mod Svrdlovina kom med krigene ved Jugoslaviens opløsning. Ravni Kotari var et af Kroatiens etnisk mest mangfoldige områder, med mange serbiske indbyggere, og det førte til en del konflikter og lokale ødelæggelser, som også skadede vinavlen. Så slemt, at Svrdlovina i årene efter blev betragtet som tabt, uddød.




Fremtidens vine på fortidens druer

Krigen fik en ende, Kroatien blev et selvstændigt liberalt demokrati, og også vinavlen fik en ny begyndelse; og efter en forholdsvist kort flirt med ‘de internationale druesorter’ og især de franske fra starten af 1990’erne flyttede fokus tilbage på landets og regionernes egne sorter.

Svrdlovina syntes en saga blot, indtil først Figurica og siden Bura og senest Galić ville det anderledes. Frontløberen blev Mladen Anić fra vingården Figurica i Smilčić. Han huskede, hvordan der i hans barndom blev “hvisket i krogene” om den ganske særlige Svrdlovina, en drue, der skilte sig ud fra de andre og af samme grund var særligt afholdt af de lokale. Så mange år senere, da han selv var gået i gang med at lave vin, tænkte han tilbage på de gamle beretninger og begav sig ud på en søgen efter den tabte skat.

I familiens egne gamle marker fandt han kun ganske få vinstokke, så over en årrække higede og søgte han og samlede ind fra forskellige marker rundt om i hele området, omkring Privlaka, Škabrnja og Žegar. Det tog sin tid at pode, plante og opdyrke druerne, men i dag er Anić den stolte ejer af hele 6.500 stokke Svrdlovina. Offentligheden fik først smag for sagen i 2017, da han første gang skænkede sin nye gamle vin på den årlige vinfestival i Zadar. Siden er det gået slag i slag, og flere nysgerrige kolleger har undervejs engageret sig i sagen, herunder familien Žuža, som især har arbejdet hårdt med at afsøge Svrdlovinas særegne karakter og den bedste måde at vinificere den på. Håbet er, at Svrdlovina ad åre måske kan blive Zadars signaturdrue, sådan som Babić er blevet for Šibenik, Crljenak for Split og Plavac Mali for Dubrovnik og hele det sydlige Dalmatien.

Missionen med at genfinde gamle druer og genskabe forfædrenes drikke er ikke kun nostalgi eller lokalpatriotisme. Foruden det kulturelle aspekt — at man kan føre en vigtig arv videre, noget som har haft betydning for ens folk og for mennesker i det hele taget — er der ræson i at søge efter sorter, som er udsprunget af og derfor tilpasset de lokale forhold. Mange af disse gamle sorter har desuden ‘fremtidssikrende’ træk som stor tolerance over for varme og tørke. Til sidst kan nævnes værdien i simpelthen at sikre en større diversitet, som både har kulturelt og naturligt værd.



Svrdlovina — fra skitse til færdig tegning

Historien om Svrdlovina er dermed genåbnet. Svrdlovina var ifølge overleveringen særdeles velsmagende og let drikkelig vin, omend den var besværlig i vinmarken og gav lave udbytter. Men dens videre udbredelse og mange historiske synonymer (herunder Galica crna, Galac sitni, Galčina, Galac mali rani og Modrina) vidner om dens afholdthed. Hvad angår dens sære og vanskelige navn, så hentyder Svrdlovina til klasernes særlige form: Druerne ‘drejer’ sig nærmest rundt om stilkestokken som på et bor, på kroatisk svrdlo; så svrdlovina er ‘vinstokken med boret’. Skallerne er tykke og mørke, og det mærkes i vinen, så er dybt farvet og fast struktureret; men samtidigt i besiddelse af en ret frisk både lys og mørk bærfrugt.

“Denne vin fortæller en fængslende historie om genoplivningen og genopretningen af indfødte druesorter. Med sin mørke farve og frugtige aroma fører den os ud til de vidtstrakte vinmarker, hvor hver eneste slurk afslører historiens dybde og en passion for vinens arv,” som familien Žuža selv formulerer det.

Vina Bora har foruden franske sorter de lokale specialiteter Pošip, Maraština og Plavina på programmet. Plus Svrdlovina

De første nye kapitler er skrevet, og heldigvis stiger spændingskurven. Fra første årgang 2021 er det gået fremad, der er vej endnu. De har kæmpet en smule med den rette ekstraktion og at undgå oxidative og volatile træk, men for hver årgang er teknikken justeret til det bedre. Vinen er velsmagende og karakterfuld; og helt sikkert et kærkomment supplement til den lokale mad, hvor grillede grøntsager og lammekød ofte kommer på tallerkenen. Trods den robuste alkohol på 15% har den en fin friskhed; og om man foretrækker den fyldigere 2022 eller den rankere 2023 er selvfølgelig en smagssag, men det er spændende vin at smage, mundvandsdrivende og meget madvenlig.

Bora Svrdlovina 2021 var en særdeles struktureret sag. En vilter syrlighed og i særdeleshed faste, tørre og let grovkornede tanniner; og med en vis bitterhed, som heldigvis balanceredes af en frugtig sødme. Tranebær, granatæble, kirsebær, marcipanbrød, søde krydderier. En anelse overekstraheret, og man føler heden fra alkoholen.

Bora Svrdlovina 2022 var mere fremkommelig og indbydende. Æterisk balsamisk duft med nåleskovskov, urter og mørke modne bær og romtopf. I munden spændstig med saftig mørk frugt, blåbær, brombær, kirsebær og tranebær, eftersmag med lakrids, tobak og tjære. Pæn fylde, virker ret vinøs og syrlig. Fint sandede tanniner, ganske tørt finish med let sød krydring og et salt snas.

Bora Svrdlovina 2023 byder på den fineste frugt i både duft og smag, alskens skovbær med syre, sødme og bitterhed i fin balance. Her er jordbær, hindbær, tørrede tranebær og gojibær, granatæble. Den røde frugt er i skarpere fokus, og kroppen er slankere, mere muskuløs. Velstruktureret med faste, fine tanniner, et støvet strejf af lakridspulver i eftersmagen.

Flaske: Svrdlovina 2023
Vinhus: Bora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Svrdlovina  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Pris: cirka 250,-



Comment

Vin og viden i Alpelandet

Comment

Vin og viden i Alpelandet



Vinverdenens svar på topmødet i Davos. Det er en sammenligning, der vil noget, men der er både internationalt format og sikker stil over det, når de østrigske alper hvert år i december danner rammerne omkring Weinberg Arlberg i den billedskønne bjergby Lech am Arlberg.

Sneklædte tinder og klar bjergluft, der ånder en særlig ro lige inden skisportsæsonens start, så tidspunktet er velvalgt til et vinøst event i verdensklasse: Tematiske smagninger, bedre middage på byens bedste hoteller, foredrag og diskussioner med deltagelse af nogle af de mest fremtrædende personligheder fra vinavl, vinhandel, hotel- og restaurationsbranchen. Her mødes vinbønder, vinkritikere, vinskribenter, restauratører og sommelierer om samme bord.

Smagningerne har store vine skænket i glassene, og temaerne har været alt fra Alsace, Bordeaux, Champagne og tysk Riesling til mere lokale lækkerier som Blaufränkisch, østrigsk Chardonnay og Sauvignon og de store klassikere fra Wachau. Stemningsbillederne herunder giver et godt indtryk af omfanget og niveauet.

Det sanselige suppleres af det intellektuelle i diverse masterclasses og paneldiskussioner. I de forgangne år har begrebet ‘fine wine’ været til kritisk diskussion; forståelsen af terroir og naturvin og forholdet mellem dem; fremtidens vinkritik i lyset af et forandret mediebillede og nye forbrugervaner; samt vinavlens udfordringerne fra klimaforandringerne og omstillingen til mere naturnære og bæredygtige dyrknings- og produktionsformer. Absolut interessante og aktuelle emner, hvis alvor ikke er til at overse.

Årets event finder sted fra 4. til 13. december, det fulde program ligger klar, og der er åbent for tilmelding her. Igen i år kombineres elementer fra messe, festival, faglige seminarer og topgastronomi i de eksklusive omgivelser, som meget inklusivt henvender sig til alle vininteresserede, fra fagfolk over forbrugere til nysgerrige amatører. Enkelte dage eller hele ugen. Wine+Partners, som er medarrangør, har opsummeret opsætningen her. I år er blandt andet Bordeauxs fremtid og vin og sundhed på programmet; og blandt talerne tælles navne som Eric Asimov, Laura Catena, Romana Echensperger, Giovanni Gaja, Anne Krebiehl, Neal Martin, Stephan Reinhardt, Clemens Riedl og Sasha Speicher.


Vin og sundhed

I de seneste år er den offentlige debat om alkohol taget til og blevet mere radikal. Ofte er det de mange sundhedsrisici, som er i fokus, typisk med nedslag i det daglige glas vin. Men hvem har egentlig sat den dagsorden? Hvilke videnskabelige undersøgelser henvises der til, og hvor nuanceret formidles resultaterne derfra? Det bliver et af årets hovedtemaer.

Felicity Carter fra Drinks Insider vil sætte fokus på de politiske og mediemæssige dynamikker i anti-alkohol-bevægelsen, mens læge og vinmager Laura Catena vil bidrage med sit personlige perspektiv som både medicinsk og ønologisk uddannet. Vinskribent Eric Asimov fra New York times kommer derefter til at belyse vinens kulturelle og samfundsmæssige betydning, som også relaterer sig til vores bredere velbefindende og mentale helbred.

Deres oplæg vil danne udgangspunkt for en paneldiskussion under overskriften “Hvor usundt er vin egentlig?” og forhåbentligt bringe større klarhed og relevante fakta på bordet iden tiltagende følelsesladet debat om alkohol, helbred og folkesundhed. Sammen med internationale journalister, vinproducenter og andre eksperter kommer vi forhåbentlig nærmere på nogle gode svar.

Et beslægtet emne er ungdommen og dens forhold til vin— endnu et emne, som markant har ændret karakter på få år. Mange unge drikker mindre alkohol eller afholder sig helt fra den. Hvorfor egentlig? Samtidigt er de seneste generationer vokset op i den nye digitale verden og reagerer anderledes og ofte antagonistisk på klassisk salgsretorik og kulturfølsomme emner. Hvordan kan vin forblive relevant for unge fremover? Det diskuterer et andet panel under ledelse af journalist Anna Wallner fra Die Presse; og endelig sætter Neal Martin fra Vinous med sit panel og tilhørende smagning fokus på Bordeaux— et klassisk område i krise og under forandring. Hvordan ser fremtiden ud for Bordeaux i skyggen af klimaforandringer, nye modeluner og vinvaner?

Weinberg Arlberg er godt at få forstand af, samtidigt med at man kombinerer det nyttige med det søde. Begavet selskab, god mad og vin og vidunderlige omgivelser. Relevant for seriøst vininteresserede samt selvfølgelig sommelierer, restauratører, importører og andre med benene solidt plantet i vinbranchen. En varm opfordring til at deltage hermed givet videre.

Comment