Viewing entries tagged
Gewürztraminer

Comment

Share

Bikicki Moma 2021

Underfundigt frisk Traminer fra Fruška Gora i Serbien. Đorđe Bikicki formår ganske enkelt at få et raffineret aromaspektrum frem fra sorten, samtidigt med at syren danser i munden. Sommerblomster, mandarin, kumquat, syrlige drops og kandiseret orangeskal, læskende, mild og delikat. Druerne er dyrket økologisk på skråningerne af Milino brdo bakken et par kilometer fra Donau, håndhøstet, afstilket og spontangæret med en god dags skindkontakt, hvorefter vinen er modnet på et keramisk æg. Flasket uklaret og ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Moma 2021
Vinhus: Bikicki
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Keramisk æg
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: New Balkan Wines
Pris: cirka 225,-

Comment

Share

Comment

Share

Chateau Kamnik The Orange Gewürztraminer 2021

To ting, du ikke vidste om årets sommervin: Det er en Gewürztraminer, og den er fra Nordmakedonien! Bonusinfo: Det, der gør den så lækker, er seks måneders maceration, som forlener sorten med en spændstig struktur og en tilsvarende fadlagring, som sikrer dens smidige tekstur. The Orange 2021 emmer af moden appelsin og alskens kandiseret citrusfrugt, fersken, abrikos og mandel, med fløjlsblød mundfølelse og en rund men meget mundvandsfremkaldende syre. En noget nær eminent fortolkning af denne ellers ofte så overvældende aromatiske og undervældende strukturerede druesort. Tredje gang må virkeligt være lykkens gang, for imponerende nok er det kun Chateau Kamniks tredje forsøg med orangevin. Chapeau!

Flaske: The Orange 2021
Vinhus: Chateau Kamnik
Område: Skopje
Land: Nordmakedonien
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Alluvial
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontant
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Skovgaard Vine
Pris: 200,-

Comment

Share

Comment

Share

Tomac Marany 2019

Hvordan indfanger man miljøet, tiden, stemningen, sjælen i et sted? Familien Tomac forsøger sig med biodynamisk dyrkning og georgiske amforaer og får af den vej et levende aftryk af sin hjemegn Plešivica i flasken. "Vi oplever naturens skønhed og styrke hver dag i vinmarkerne. Vi ved, hvilken velsignede, det er, og vi vil gerne dele det med verden. Vi ønsker, at folk skal smage og føle naturens energi og storslåethed. At de skal opleve helheden. Upåvirket. Uforandret." Druerne er de traditionelle Plešivica-sorter Sauvignon Bijeli, Bijeli Pinot, Traminac Mirisavi og Veltlinac Crveni, som gæres i georgiske qvevri nedgravet i baghaven. Derfor navnet Marany efter det georgiske ord for en vinkælder eller en “vinhave”, som familien lod sig betage af under et besøg i landet år tilbage. Fire ugers skindkontakt og et års modning på store egetræsfade, flasket ufiltreret. Kan man så fornemme Plešivicas fredfyldte men dramatiske bakkeland, stejlt skrånende vinmarker på hævet havbund, den varme sommersol, og den kølige brise fra bjergene? Om ikke andet kan man lade sig rive med af vinens milde rosenaromaer, saftige frugt med luftig fylde, dens livlige syre og lette strøm af grapefrugt, abrikoser og bivoks.

Flaske: Marany 2019
Vinhus: Tomac
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Gewürztraminer, Roter Veltliner,
Sauvignon Blanc, Pinot Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på amfora,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Share

Comment

Share

Christian Binner Si rose 16-17

Et rosenflor af liflige aromaer, saftig frugt og spændstig tanninstruktur, sådan koger man Christian Binners Si Rose ned: Det er en munter og roséagtig orangevin med alt fra roser, kaprifolie, abrikos, pomerans, bergamot, syrlinger og skumslik til søde krydderier, lakridsrod og hvid peber— og ja, det er selvfølgelig Gewürztraminer, der slår sig løs i selskab med Pinot Gris, fra gamle stokke på den sydvendte enkeltmark Bildstoecklé. Et blend af to årgange, 2016 med blot 8 timers maceration og 2017 med hele 8 måneder, flasket i foråret 2018 og ude på narrestreger i sommeren 2019. Bemærk i øvrigt det muntre ordspil si rose (så rosenduftende) på cirrose (skrumpelever). Drik ansvarligt!

Christian Binner Si rose 2016 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Si rose 16-17
Vinhus: Christian Binner
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesorter: Gewürztraminer, Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
otte måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 14%
Importør: lieu-dit
Pris: cirka 200,-

Comment

Share

Comment

Share

Winkler-Hermaden Quevri Gewürztraminer 2011

Ansporet af Bernhard Otts vellykkede Qvevre 2009 forsøgte Christof Winkler-Hermaden fra Schloss Kapfenstein i Steiermark at gøre ham kunsten efter i 2011. Gamle stokke Gewürztraminer og seks måneders skindkontakt. Vinen blev god, og tiden har kun gjort den bedre: I dag er den et besindet overflødighedshorn af gule roser, sultanasrosiner, kandiseret citrusskal, litchi, banan og akaciehonning, med ro på frugtsødmen, cremet syre og de fineste tanniner. Qvevrierne er nu sendt på pension igen, og senere årgange er vinificeret på ståltank og egetræsfade— men de er nu også anbefalelsesværdige!

Winkler-Hermaden+Gewurztraminer+Quevri+2011+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Quevri 2011
Vinhus: Winkler-Hermaden
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Share