Comment

Ca Modeano Pinot Grigio Ramato 2022

Et seriøst alternativ til roséen som terrassevin, en hvidvin med ferskenteint… eller kattesnudekulør, hvis man ikke skal forfalde til klichéer som kobberglød eller løgskalsfarve. Det er Pinot Grigio, der bekender kulør efter at have fået en lille én på skallen, og den er forfriskende syrlig og fast i kødet i sammenligning med mangt en alsacisk eller almindelig italiensk aftapning. Vi er i Friuli, og typen kaldes ramato, kobberfarvet, en gammel venetiansk tradition, her i mere moderne stil, vinificeret på ståltanke. Den befinder sig et sted mellem hvid og orange, og i det spektrum smager man nuancer af røde æbler, mirabeller og ferskner. Sart frugt med fin fylde og syrlig nerve, ligefrem og forfriskende.

Flaske: Pinot Grigio Ramato 2022
Vinhus: Ca Modeano
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Pinot Grigio
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret,
12 timers skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Ispirazione/Højbjerg Vine
Pris: 160,-

Comment

Comment

Bastian Beny Sylvaner 2022

Forår på flaske! Saftspændt, sitrende syrlig og fuld af læskende, kølig frugt, flankeret af hvide blomster, grønt græs, fine gærnoter og en kalket mineralitet. Druerne kommer fra 45 år gamle stokke, som Bastian Benys bedstefar plantede på en sydvendt løssskråning. Langsom presning, spontan gæring og sagte modning 18 måneder sur lies i brugte barriques. Det er stilsikkert håndværk fra en oprindeligt udlært kok, som smed forklædet i ringen, studerede ønologi på Geisenheim og vendte tilbage til den fædrende gård, som han siden har omlagt til biodynamisk vinbrug. Det summer fra bistaderne; høns, får og geder omkring ham springer; og i kælderen kan han trække på erfaring fra praktik hos Frank John og Klaus Peter Keller.

Flaske: Sylvaner 2022
Vinhus: Bastian Beny
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 295,-

Comment

Comment

Domaine Bibich Bilo 2022

Autentisk læskedrik fra Dalmatien, den lokale Debit i vinmager Filip Bibićs hænder og med hans ord “Debit i sin reneste form, som den er, når der ingen er i nærheden.” Mildt vokset note i duften og vildt læskende stof på tungen, frisk citrus og en subtil smag af ananas, sart bitterhed og en salt kant i eftersmagen. Afslappet forfriskende, fin til fisk og skaldyr og en perfekt tørstslukker til en varm sommerdag… eller drømmen om den en mandag i april.

Flaske: Bilo 2022
Vinhus: Domaine Bibich
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Debit
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to dages skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Champagne Piollot Champs Rayés Brut Nature 2012

Ren og skær Chardonnay fra Champs Rayés, de stribede marker i Noé-les-Mallets, således navngivet fordi to slags mergel skiftevis farver overfladen i zebra. Biodynamisk dyrkning og Roland Poillot fadgærer og modner denne Champagne ti måneder på gæren I træfade, før den flyver i flasken og får hele seks år med gæren før degorgering; og som skik er hos familien Poillot, får den ingen dosage. Frugten er overraskende frisk, og samtidigt har den gode tid sat sig dybe, tænksomme spor. Efter en rap åbningsreplik med flint, fyrtøj og grapefrugt falder talen på moden citron, frisk fersken, mandler, ristet brød, parmesan og flagesalt. Fremme i skoene men fin perlage, og flot udfoldet kompleksitet— en knitrende, læskende, snakkesalig mundfuld.

Flaske: Champe Rayés 2012
Vinhus: Piollot
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Mergel og kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på træfade
Lagring: Store træfade, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Pétillant
(nyere årgange)
Pris: 185,-

Comment

Comment

Iliana Malihin Thrapsathiri 2021

Tæskelækker Thrapsathiri fra Iliána Malíhin på Kreta, elysisk i snuden og eurytmisk i munden. Dufter af rødmende ferskenskind, moden honningmelon og vilde blomster, med æteriske strejf af petroleumslampe, våd uld og bivoks. Smidig og silkeglat mundfølelse og fin smag af fersken, ananas og citrus, men forfriskende men mild syre og en svævende balance og betagende blødhed. Malíhin har sat sig for at genoplive vinavlen i Réthymno, en bjergrig region på hendes hjemø Kreta, hvor hun siden 2019 har oprettet eget vinhus med indkøb af druer fra økologisk og biodynamisk vinbrug, indfødte sorter som Vidiano, Thrapsathiri og Liatiko. Druerne til Thrapsathiri 2021 er håndhøstet fra skiferholdige vinmarker omkring Mélampes i omtrent 700-900 meter højde, fra vinstokke i aldergruppen fra 10 til 140 år! Afstilket, langsomt presset og spontant gæret på ståltanke og modnet på gæren i seks måneder (en mindre del på gamle egetræsfade), mens der blev afspillet kretensisk folkemusik i kælderen! Flasket ufiltreret og med blot et lille skvæt sulfitter.

Flaske: Thrapsathiri 2021
Vinhus: Iliana Malihín
Område: Kreta
Land: Grækenland
Druesort: Thrapsathiri
Jordbund: Ler og skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Oinofilia
Pris: 289,-

Comment

Comment

Šember Qvevri 2015

Gylden nektar fra dybet og op mod solen — familien Šember formår at få Riesling til at indfange årstidernes skiften og årenes gang i deres overbevisende gode Qvevri 2015, som er frisk som foråret, fyrig som sommeren, gylden som efteråret og kølig som vinteren. Flygtige noter af rågummi og petroleum svæver over modne sydfrugter, som skæres i mundrette stykker af en sitrende syre og fine tanniner; og som samler sig med mørkere noter af tørrede abrikoser, kandiseret citrus, harpiks, bivoks og søde krydderier. Smæskelig, læskende og levende, lige nu svinger den i fuldkommen samklang, og i sammenligning med årgang 2011, smagt sidste sommer, har den stadig stof til fremtidig udfoldelse i sig. Store sager fremstillet i ganske små mængder, af økologiske dyrkede druer gæret seks måneder med skallerne i georgiske qvevri, vinen skilles traditionelt fra skallerne og stikkes om på fad Skærtorsdag. Modnet yderligere to år på store slavonske træfade og først frigivet efter et par år på flaske. Mageløs vin omend nært beslægtet med Tomacs udmærkede œuvre i samme genre, se nærmere her.

Flaske: Qvevri 2015
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 450,-

Comment