Comment

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Spiegel Vincent 2018

Frisk, fyrig og intens Grüner Veltliner fra Vincent Bründlmayers hånd, med en velsignet håndsrækning fra de favorable vejrforhold i 2018: Frisk stenfrugtsduft med en smule vilde urter, pibetobak og nåleskovsnoter. Sirlig og stringent syre vibrerer gennem en fuldmoden frugt, citrus, fersken og abrikos, med mandler, hasselnødder, karamel og krydderier i eftersmagen. Vincent går efter en mere burgundisk stil, som stadig er atletisk og slank i udtrykket og har Grüners klassisk krydrede signatur og en salt mineralitet, som må tilskrives terroiret. Spiegel ligger lige syd for Langenlois og er en østsydøstvendt hvælving, som spejler sig mod solen. Bründlmayers gamle stokke står her grundigt rodfæstet i dyb, kalkholdig løss, superb til Grüner Veltliner. Et herligt svirp på tungen nu, egner sig eminent til mad og til ti år i kælderen.

Flaske: Ried Spiegel Vincent 2018
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Jysk Vin
Pris: cirka 400,-

Comment

Comment

Diwald Riesling Ried Goldberg 2019

Den ene af Martin Diwalds Goldberg-variationer, fuldmoden Riesling fra den lune og tørre 2019-årgang. Syrlig citrus, saftige gule blommer, ananas, endda en smule banan, blød i munden men med højstemt syre og klassisk østrigsk krydderi. Et studie i koncentration, balance og længde. Goldberg ved Grossriedenthal er en blid sydvendt skråning med et tykt lag løss, som sikkert bidrager til de runde former og den fine krydring i vinen. Hans og Paula Diwald var enestående pionerskikkelser, da de lagde om til økologisk vinbrug allerede i 1976, og i dag fører sønnen Martin faklen videre med stor indlevelse og virkelyst.

Flaske: Riesling Goldberg 2019
Vinhus: Martin Diwald
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Stefan Vetter Sylvaner CK 2017

Silvaner som ekstremsport med en syre, der sprænger skalaen, tørhed i tredje og kridtet mineralitet. Men duften er dyb af æble, pære og kvæde, og giver man den en time eller to, løsner den spændetrøjen og bliver blidheden selv. Saftig, salt, urtet, krydret, honningmild, meget fascinerende. Vi er på udflugt i den enkeltmark, som Stefan Vetter søsatte sit selvstændige virke som vinmager med: Casteller Kirchberg, en sydvestvendt skråning på sandsten, kalksten, gips og alabast — og knudrede stokke plantet i 1958 med en i dag uhørt høj beplantningstæthed. Stefan dyrker dem biodynamisk, og mosten bliver langsomt presset af hele klaser på en gamle kurvepresse, gæret spontant og modnet på gærresterne i gamle træfade. Ufiltreret, outreret og utrolig godt.

Stefan Vetter Sylvaner CK 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sylvaner CK 2017
Vinhus: Stefan Vetter
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten, gipskeuper
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10%
Importør: Melin Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Ried Heiligenstein Riesling Alte Reben 2019

Alt harmonerer her, druesorten, vinmarken, vinmageren og årgangen, alle arbejder de sammen om denne vidunderlig vin — Alwin og Stefanie Jurtschitschs elegante forarbejdning af Riesling fra gamle vinstokke på Heiligensteins sandsten anno 2019. Saftspændt og syrligt vibrerer den mellem moden frugt og stenet mineralitet, grønne reineclauder, grapefrugt og lime, foruden flint, salt og røgelse. Ret meget renere og bedre bliver knastør Riesling ikke!

Flaske: Heiligenstein Alte Reben 2019
Vinhus: Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 299,-

Comment

Comment

Claus Preisinger Kalkundkiesel 2020

Smuk saft fra kalk og kisel, først filtreret gennem Grüner Veltliner-, Weissburgunder- og Chardonnay-stokke, så ganske ufiltreret flasket af Claus Preisinger. Man kan næsten mærke solen over Burgenland med små strejf af pære, fersken, grapefrugt og urt, men først og fremmest slås man af den smidige struktur og en behagelig blødhed— forfriskende som koldt ferskvand og salt som havvand. Det kommer sikkert fra terroiret, marker ved Neusiedlersee præget af kalksten og kiselgrus, resten fra en smule skindkontakt og lagring på gærresterne. Uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Kalkundkiesel 2020
Vinhus: Claus Preisinger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Weissburgunder,
Grüner Veltliner, Chardonnay
Jordbund: Lehm, kalksten, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade, amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Hauksson Weine Kerner Horn 2019

Forfriskende sommervin fra verdens eneste islandske vinmager— og det bliver vel kun marginalt mindre eksotisk af, at det foregår i Schweiz? Hoss Hauksson har slået sig ned i det nordlige Schweiz og skiftet matematik ud med vinmarkens grøde og investment banking ud med biodynamik. Hans Kerner fra marken Horn ved Remigen i Aargau er en snorlige og saftig vin med mild duft af lindeblomster og et strejf nyslået hø og en stringent og citrisk syrlighed, som rinder ud i en kalket mineralitet. Kerner er en krydsning af Riesling og den røde Trollinger og dyrkes som sidstnævnte særligt i det alpine. Hauksson giver den en god uges skindkontakt, som styrker strukturen men ellers kun knapt anes, modner vinen tre måneder på akaciefade og flasker ufiltreret. Æðislegt, som islændingene siger.

Flaske: Kerner Horn 2019
Vinhus: Hauksson Weine
Område: Aargau
Land: Schweiz
Druesort: Kerner
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store akaciefade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Cool Wines
Pris: 249,-

Comment