Comment

Domaine Giachino Altesse 2014

Altesse er en af Alpernes sarte og delikate druesorter, som fortjener langt større opmærksomhed, end den for nuværende får. Savoie er hjemstavnen, og det er her, Domaine Giachino holder til, for foden af det majestætiske kalkstensbjerg Mont Granier. I 1248 skabte et skæbnesvangert jordskred det i dag ruflede landskab og en broget blanding af gletsjermoræne, mergel og kalksten; men først efter at have ødelagt marker, græsgange og hele landsbyer. Som en vis trøst blev egnen bedst egnet til vinavl, som vi nyder godt af den dag i dag. Giachino er et familieejet vinhus, der praktiserer biodynamisk dyrkning, langsommelig vinifikation og minimal tilsætning af sulfitter. Deres Altesse er som en stille bjergbæk, kølig og forfriskende og fuld af æble, pære og kvæde, mandel, hvide blomster og violer.

Domaine Giachino Altesse 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Altesse 2014
Vinhus: Domaine Giachino
Område: Savoie
Land: Frankrig
Druesort: Altesse
Jordbund: Kalksten, mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Vores Marked
Pris: 170,-

Comment

Comment

Herrenhof Lamprecht Buchertberg Rot Blaufränkisch 2018

Blaufränkisch på sviptur til Steiermark, og skade tager den ikke af det. Der er køligere end i det hjemligere Burgenland, og Buchertberg byder på fremmed flysch som grobund… Alligevel er der genkendelig anklage— ribs, solbær, hyldebær, urter, jord, kakao, peber— lutter mørke ting holdt oppe af en lys syrlighed og et let fjed, tanninerne rører blot tungen for så at tie. Sådan er stilen. Gottfried Lamprecht genetablerede sin families forladte vinmarker i 2006, naturligvis økologisk, kompromisløst kvalitetsorienteret og med egne idéer om, hvilke sorter, som egner sig bedst på hans jorde, f.eks. Furmint og Blaufränkisch. Han har fat i noget.

Herrenhof Lamprecht Buchertberg Blaufränkisch 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Buchertberg Rot 2018
Vinhus: Herrenhof Lamprecht
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Flysch, kalkholdig sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,4%
Importør: Extra Brut
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Brut Sekt 2016

De er kommet efter det, tyskerne, det med boblerne og balancen; men nu var Markus Molitor også fakkelbærer for forfining af den tyske Sekt allerede fra sin overtagelse af familievinhuset i begyndelsen af 1980’erne. Riesling udvælges fra skiferskråningerne i Mittelmosel, og moussen trylles frem med traditionel andengæring på flasken. Det giver en fin skum med små sprøde bobler, der knitrer som kattepoter på sne. Kølig æbleduft og en mild smag af æbler, pærer og citrus, forfriskende ren. Sindig syre og mineralsk nerve, smukt skruet sammen, fuldstændigt i vatter.

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Sekt Brut 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Haus Klosterberg Sekt 2016
Vinhus: Markus Molitor
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Otto Suenson
Pris: 199,-

Comment

Comment

Škegro Krš Orange Žilavka 2017

“Det er umuligt, siges det, at lave en drikkelig orangevin.” Ja, den slags bedagede bragesnak kan man jo stadig støde ind i. Så har vi heldigvis Barisa Skegro, som ikke lytter til sladder men i stedet laver “en vin inspireret af det umulige”. Druen er Bosnien-Herzegovinas indfødte Zilavka, som efter tre ugers skindkontakt og modning på gamle træfade flyder over af abrikoser, clementiner og grapefrugt, højspændt syre og smidige tanniner. Dertil små strejf af tørrede blomster, kamille, kardemomme og pinjekerner. Familiegården ligger i Ljubuski i kalkstensbakkerne i det vestlige Herzegovina, hvor “alle familier lavede vin på denne måde på min bedstefars tid” — og derfor er han foreviget på etiketten. Endnu en ganske begrænset produktion, kun 997 flasker af årgang 2017, som er den tredje. Skegros hvide Zilavka er også et spændende bekendskab.

Škegro Krš Orange Žilavka 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Krš Orange Žilavka 2017
Vinhus: Škegro
Område: Zapadna Hercegovina
Land: Bosnien-Hercegovina
Druesort: Žilavka
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Proidl Riesling Reserve Ried Pfeningberg 2019

Riesling fra Proidl er en varig fornøjelse, ikke mindst med den nyligt frigivne årgang 2019. Det glimmerskiferprægede Pfeningberg skråner over den lille Kremsflod og er en af de luneste skråninger i Kremstal, alligevel er der rankhed, letvægt og livlighed. En mild æbleduft åbner op for dybere spor af fersken, abrikos og -kerner, godt greb af syrlig lime og let røgede og salte noter. En anelse stille først, men med tiden kommer tydeligere toner. Alting tager sin tid hos Proidl, sen høst (oktober-november), langsom presning og kold maceration (12 timer), langsom gæring over flere måneder— langvarige og længe levende vine.

Proidl Riesling Ried Pfeningberg 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Pfeningberg 2019
Vinhus: Proidl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Glimmerskifer, gnejs
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Mest Hvid
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Camerano Barolo 1998

En legemliggørelse af langsomhedens skønhed: Mens verden ældes, forbliver Cameranos Barolo ung og livskraftig. Det er moden vin i slow motion, som man kan dvæle ved længe: Skovjordbær, ribs, roser, muld, tørv, tørrede svampe, tobak, lakrids. Saftig og stadig spændstig men har slækket på de strenge tanniner, så den nu fremstår tør, rank, smidig og dyb. Det er klassisk Barolo om noget. Druerne er høstet på vinmarken Terlo sydvest for Barolo by lige ved Le Coste og Ravera-markerne. Knapt en måneds maceration, lagret to år på store slavonske træfade og flasket ufiltreret.

Camerano Barolo Terlo 1998 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Barolo 1998
Vinhus: Camerano
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto
Pris: 1.099,-

Comment