Comment

Fred Loimer Riesling Heiligenstein 2018

“Oprindelsen former vinen. Og intet får oprindelsen til at skinne igennem som biodynamisk dyrkning. Det er vores overbevisning.” — Fred Loimer. Og lad os tilføje, at den udbredte overbevisning, at biodynamik kan sikre en bedre balance i vinen også synes at holde stik — for Loimers Riesling Heiligenstein fremstår ligevægtig, elegant og forfinet i den solrige og varme årgang 2018. En mild duft af blomster og urter følges op af en saftig citrussmag og en lethed og luftighed, der næsten får syren til at gå ubemærket hen. Krystalklar mineralitet og lavmælt kompleksitet— litchi, fersken, passionsfrugt og stenbrud. Høstet den 18. september 2020, helklasepresset og med et døgns skindkontakt. Gæret på ståltanke og modnet ti måneder på gærresterne, siden ti måneder på store træfade. Naturlig sedimentering, flasket ufiltreret i juni 2020.

Fred Loimer Riesling Ried Heiligenstein 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Heiligenstein 2018
Vinhus: Fred Loimer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten, konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich / Vinova
Pris: cirka 400,-
(p.t. ikke i sortiment)

Comment

Comment

Haus Gupi El Fayoum 2019

En oase og et lille mesterværk. El Fayoum er ikke ægyptisk vin men tysk, fra Weil am Rhein ved grænsen til Schweiz og ganske nær Basel. Her excellerer Haus Gupi i Gutedel og Pinot fra de kalkstensholdige jorde og vinificeret på naturligste vis. Det er Christoph Schneiders projekt på det fædrende Weingut Claus Schneider, og det tegner lyst for fremtiden: El Fayoum er skindfermenteret Gutedel (Chasselas) og en sjælden saftighed og delikat kridtet tekstur. Den smager frisk som den dug, der driver af det saftigtgrønne græs i marken, køligt kildevæld og undervejs vilde urter og bladselleri, sukat og kamille og et lille bittert bid af grape tonic. Flasket ufiltreret og usvovlet. Sindssygt let og læskende og selvfølgelig sjældent, kun 650 flasker i 2019.

Haus Gupi El Fayoum Gutedel 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: El Fayoum 2019
Vinhus: Haus Gupi
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Chasselas
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
kulsyregæring med skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, lakforseglet
Alkohol: 9,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: Penge

Comment

Comment

Filip Koletnik Atimo 2017

Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget orange. Filip Koletnik laver vin af den gamle skole til vor tid, og da han ikke selv ejer vinmarker, indhenter han druer fra venner i Slovenien og Kroatien. Atimo er Malvazija fra Istrien i Kroatien, med ni måneders maceration og ti måneders modning på gærresterne. Filosofien er naturlighed og renhed, så vinen kommer i flasken uden filtrering eller sulfitter. I glasset kommer der til gengæld en gemt sommer op: Modne appelsiner, grapefrugt, marcipan, honning og blomster. Balanceret og koncentreret, en vild og venlig orangevin. Etiketten er et foto fra 1907 af den slovenske impressionist Avgust Berthold.

Filip Koletnik Atimo 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Atimo 2017
Vinhus: Filip Koletnik
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ni måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,4%
Importør: Thorsteinsson’s
Pris: 350,-

Comment

Comment

Zehnthof Luckert Maustal Silvaner Grosses Gewächs 2017

Familien Luckert er blandt Frankens dydigste Silvaner-fortolkere, og med marken Maustal imponerer de år efter år. Det er en saftig og smidig drik, de driver frem fra den magre kalkstensjord på den sydvendte skråning syd for Sulzfeld— med talkumagtig tekstur, så den gnidningsløst glider ned, og samtidigt med en stoflighed, så man føler sig mættet. Mineralitet i front og frugt som efterklang, grapefrugt, fersken, ferskensten, oolong, græs og urter. Høstet fra gamle stokke og vinificeret i Halbstückfässer med lang lagring på gærresterne; fränkisch trocken, helt tør men svært læskende. Læs mere om huset og marken her.

Zehnthof-Luckert Maustal Silvaner GG 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Silvaner Maustal 2017
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-

Comment

Comment

Clos Forano Pet Nat Fever 2019

Sprøde Sangiovese-baserede bobler fra Bertinoro i Romagna, smager som en slags sammenskudsgilde mellem knastør, rustik Sangiovese, en rosa Lambrusco fra naboerne i Emilia og Prosecco col fondo fra længere mod nord. Fire dages maceration og ganske fine gærrester i flasken. Det er tørstslukkende, enkelt og ligetil, fin syre og knitrende skum; røde kirsebær, blodappelsin og rød grapefrugt.

Clos Forano Pet Nat Fever 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pet Nat Fever 2019
Vinhus: Clos Forano
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
på glasfibertanke
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 195,-

Comment

Comment

Sepp Moser Sauvignon Blanc Diagonal 2018

Går dagene på hæld, må vinene gøre ligeså; og Diagonal lyser op i mørket, det er strålende Sauvignon på sned. Niki Moser lod i 2016 sin datter Kathi eksperimentere med en halv hektar Sauvignon, og hun dannede hurtigt skole med sin skæve tilgang, som de har fastholdt siden: Kort skindkontakt, fadgæring (inklusiv malolaktisk) og lang lagring på gærresterne, og ingen klaring, filtrering eller svovling. Så er der til gengæld: Hyldeblomster, skumfiduser, kvæder, ananas, urter og kinin, svævende syre, flot fylde og mineralsk krydring. Sjov vinkling af Sauvignon.

Sepp Moser Sauvignon Diagonal 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Diagonal 2018
Vinhus: Sepp Moser
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Sauvginon Blanc
Jordbund: Løss, konglomerat
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
kort skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinotheket
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment