Comment

Albert Boxler Edelzwicker Réserve 2018

Tiderne skifter! Engang var Zwicker en udbredt blandingsvin af druer som Silvaner og Chasselas, mens den ædlere Edelzwicker var forbeholdt noblere sorter som Riesling, Gewurztraminer og Pinot Gris. I dag er alle Alsaces sorter tilladt i blandingen, og den gamle vintype vinder indpas igen efter mange år i skyggen af sortsrene vine. Jean Boxler brillerer med begge typer. Hans Edelzwickers er udvalgt fra forskellige (ofte Grand Cru) marker, og sammensætningen varierer fra år til år. Man mærker fylden fra den solrige årgang 2018; og ellers klassiske Alsace-dyder som delikat tørhed, læskende frugt og krydret charme— hvide blomster, modne æbler, pærer, honningmelon og litchi.

Albert Boxler Edelzwicker Réserve 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Edelzwicker Réserve 2018
Vinhus: Albert Boxler
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesorter: Riesling, Pinot Gris,
Pinot Blanc, Auxerrois
Jordbund: Granit, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 170,-

Comment

Comment

Weninger Blaufränkisch 2017

Franz Weninger fortjener Nobels vinpris for sin basisvin på Blaufränkisch, for sjældent får man mere for pengene end her: Det er intet mindre end en fremragende formidling af både sorten, oprindelsen og den biodynamiske balancetanke— og så er det bare et svært saftigt og velsmagende glas rødvin. Brombær, blåbær, solbær, vibrerende syre, der summer på tungen som et 9 volts batteri, de fineste kridtede tanniner og krydret dybde, laurbærblade, enebær, peberkorn, sorte oliven, lakrids. Mens man sparer sammen til Weningers store enkeltmarksvine, er der masser af Trinkfluss i denne her!

Weninger Blaufränkisch 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blaufränkisch 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, voks
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Nygårdsminde Vingård Solaris 2018

Flot hvidvin fra det høje nord, Nygårdsminde Vingård ved Brønderslev i Vendsyssel, hvor vores nordligst beliggende erhvervsavlere Gitte og Jan Lunde har til huse; og anden årgang af deres økologiske Solaris er simpelthen smagen af Danmark, lige dele sne og sol, kølig friskhed og frodig frugt. En mild brise af hyld i duften, i smagen stålsat saft med stringent syre og en flot fylde af friske æbler, sprød ananas og hyldeblomstsaft. Høsten kom i hus søndag den 9. september med hjælp fra familie og venner, og mosten blev gæret på Glenholm Vingård i Himmerland og kom fra ståltank på flaske i maj, hvorefter vinen er modnet videre i en kølig bunker i Blokhus i otte måneder. Ikke så ringe endda!

Nygårdsminde Vingård Solaris 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solaris 2018
Vinhus: Nygårdsminde
Område: Vendsyssel
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Ler, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: 250,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010

Fritz Wieningers smukke Wiener Gemischter Satz fra Nussberg (nærmere bestemt marken Ulm lige ud mod Donau) var et af mange højdepunkter i en smagning af årgang 2010 til dette års Erste Lagen præsentation hos ÖTW. Intens frugt, dansende syre, cremet tekstur og en salt mineralitet smeltede sammen i en næsten fuldkommen himmerigsmundfuld… med mango, grapefrugt, bergamot, mos, karse, peberrod, peber, krydret kompleksitet og vibrerende balance. Skulle nogen være i tvivl om WGSs lagringspotentiale eller årgang 2010s langtidsholdbarhed, så burde man kunne lukke munden på dem med denne her. Moden men stadig med mange år foran sig, en smuk vin.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Nussberg Alte Reben 2010 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Nussberg Alte Reben 2010
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Flysch, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(nyeste årgange)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese 2016

Klassisk Mosel Riesling fra familien Schiffman i Brauneberg, der foruden vinhuset også driver spisestedet Juffer Weinstube, alt efter traditionelle Moseldyder. Deres Spätlese stammer fra gamle stokke i hjertet af Juffer: Sonnenuhr-stykket midt på den stejle, sydvendte skråning på rå, grå skifer; og den slår én i møde med æbleblomster, et vift humle og peberrod, og masser af modne røde æbler i smagen, sammen med abrikoser, frugtkaramel, kaffebønner, krydret sødme, kølig lethed og mild syre. En flot vin til en rigtigt fin pris.

Schiffmann-Junk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Spätlese Alte Reben 2016.jpg

Flaske: Juffer-Sonnenuhr Spätlese 2016
Vinhus: Schiffmann-Junk
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 7,5%
Importør: Carlsen Vin
Pris: 169,-

Comment

Comment

Kristinus Liquid Sunshine 2019

Flydende solskin og gylden glød fra sommeren ved Balatonsøen: Liquid Sunshine fra vinhuset Kristinus, der siden 2019 har dyrket deres vinmarker biodynamisk. Efter halvanden måned med skallerne i amforaer har deres Chardonnay samlet sig til en mild og venlig orangevin med mango, orangeskal, mandler og urter. En anderledes Chardonnay, en charmerende orangevin og masser af vin for pengene. Følg opfordringen på flasken, dekanter eller giv den god tid til at folde sig ud.

Kristinus Liquid Sunshine Chardonnay Narancsbor 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Liquid Sunshine 2019
Vinhus: Kristinus
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Sand, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
45 dages skindkontakt
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Orange Wine Cellar
Pris: 129,-

Comment