Comment

Vietti Roero Arneis 2016

Klassisk Roero Arneis fra Vietti, piemontesisk skyllemiddel med moden pære og honningmelon, saftig mildhed og moderat syre, mandel og akaciehonning i eftersmagen. Dens tidlige modning og fine aromatik er de formildende træk ved den ellers vanskeligt dyrkelige Arneis. Vietti var en af de første til at flaske en sortsren af slagsen, og 2016 er deres 50. årgang. Høstet midt i september, gæret og modnet på ståltanke, drikker næsten sig selv.

Vietti Roero Arneis 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Roero Arneis 2016
Vinhus: Vietti
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Arneis
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Niche Vine
Pris: 190,-

Comment

Comment

Peter Veyder-Malberg Riesling Buschenberg 2015

Velfunderet Riesling fra glimmerskifer på Buschenbergs stejle terrasser øst for Weissenkirchen og de mere velkendte vinmarker Achleiten og Klaus. De fleste dyrker kun små parceller her, så Peter Veyder-Malberg er noget nær ene om at bringe Buschenberg til sin ret som enkeltmarksvin: Flot fylde, moden frugt, mineralsk nerve og stringent syre omfavner de hvide blomster, gule stenfrugt, røde sommerbær, våde sten og fine petroleumsnoter. Gamle stokke, druerne er økologisk/biodynamisk dyrkede, presset på kurvepresse, spontangærede og modnet på store akaciefade fra Stockinger. Har struktur og stof i sig til mange års lagring.

Veyder-Malberg Riesling Buschenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Buschenberg 2015
Vinhus: Veyder-Malberg
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, glimmerskifter
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,8%
Importør: Österreich Vin
Pris: 625,-

Comment

Comment

Uwe Schiefer Blaufränkisch Ried Reihburg 2015

Terroir og minimalisme, her har vi at gøre med Blaufränkisch, når den er allerbedst, både intens og elegant. Lys frugtduft, fyldig af mørke bær, strålende lilla stringens med mild krydring. Der er saftighed, god syre og de fineste tanniner, der runder tørt af efter en tæt, mørk bærfrugt, blåbær, brombær og en let krydring, tørrede urter og tobak, salt finish. Elegant vin med yderligere udviklingspotentiale. Fra gamle stokke i alderen 45-65 år på de jernholdige lehmjorde på marken Reihburg, Schiefers fornemste stykke af Eisenberg. Nænsom vinificering og tre års modning på store træfade, flasket ufiltreret.

Uwe Schiefer Ried Reihburg Eisenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Reihburg 2015
Vinhus: Uwe Schiefer
Område: Eisenberg,
Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Jernholdig lehm, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Grapeshop
Pris: 775,-

Comment

Comment

Bernhard Ott Ried Rosenberg Grüner Veltliner 2017

Bernhard Ott har fin fingerfornemmelse for Grüner Veltliner og ikke mindst marker af første klasse. Rosenberg er en sydvendt gryde på kalkholdig løss, en sand lækkerbisken for gamle Veltliner-stokke, der giver igen med pære, papaya, ananas og litchi, hvid peber, kamille, urter og nyslået hø... men endnu kun i knopform, et par års lagring vil forvandle subtilt til symfonisk og få roserne i fuldt flor. Cremet men stringent syre, salt mineralitet, en med tiden ganske givtig Grüner.

Bernhart Ott Ried Rosenberg Grüner Veltliner 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Rosenberg 2017
Vinhus: Bernhard Ott
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 299,-

Comment

Comment

Christian Binner Si rose 16-17

Et rosenflor af liflige aromaer, saftig frugt og spændstig tanninstruktur, sådan koger man Christian Binners Si Rose ned: Det er en munter og roséagtig orangevin med alt fra roser, kaprifolie, abrikos, pomerans, bergamot, syrlinger og skumslik til søde krydderier, lakridsrod og hvid peber— og ja, det er selvfølgelig Gewürztraminer, der slår sig løs i selskab med Pinot Gris, fra gamle stokke på den sydvendte enkeltmark Bildstoecklé. Et blend af to årgange, 2016 med blot 8 timers maceration og 2017 med hele 8 måneder, flasket i foråret 2018 og ude på narrestreger i sommeren 2019. Bemærk i øvrigt det muntre ordspil si rose (så rosenduftende) på cirrose (skrumpelever). Drik ansvarligt!

Christian Binner Si rose 2016 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Si rose 16-17
Vinhus: Christian Binner
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesorter: Gewürztraminer, Pinot Gris
Jordbund: Kalkholdig
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
otte måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 14%
Importør: lieu-dit
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut am Stein Riesling Würzburger Innere Leiste 2017

Førsteklasses Riesling fra Weingut am Stein i Franken, smidig og syrerig saft med en flot balancerende frugtsødme, modne stenfrugter og citrus, langt mineralsk efterspil. Innere Leiste er en smal vinmark på Marienbergs sydside, stejl og præget af Muschelkalk. Biodynamisk dyrkede druer, håndhøst, en kort kold maceration, spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne. En fin forfriskning i sommervarmen.

Weingut am Stein Innere Leiste Riesling 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Innere Leiste 2017
Vinhus: Weingut am Stein
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: CRT Spirits
Pris: 230,-

Comment