Viewing entries in
Tyskland

Comment

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Brut Sekt 2016

De er kommet efter det, tyskerne, det med boblerne og balancen; men nu var Markus Molitor også fakkelbærer for forfining af den tyske Sekt allerede fra sin overtagelse af familievinhuset i begyndelsen af 1980’erne. Riesling udvælges fra skiferskråningerne i Mittelmosel, og moussen trylles frem med traditionel andengæring på flasken. Det giver en fin skum med små sprøde bobler, der knitrer som kattepoter på sne. Kølig æbleduft og en mild smag af æbler, pærer og citrus, forfriskende ren. Sindig syre og mineralsk nerve, smukt skruet sammen, fuldstændigt i vatter.

Markus Molitor Haus Klosterberg Riesling Sekt Brut 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Haus Klosterberg Sekt 2016
Vinhus: Markus Molitor
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Otto Suenson
Pris: 199,-

Comment

Comment

Haus Gupi El Fayoum 2019

En oase og et lille mesterværk. El Fayoum er ikke ægyptisk vin men tysk, fra Weil am Rhein ved grænsen til Schweiz og ganske nær Basel. Her excellerer Haus Gupi i Gutedel og Pinot fra de kalkstensholdige jorde og vinificeret på naturligste vis. Det er Christoph Schneiders projekt på det fædrende Weingut Claus Schneider, og det tegner lyst for fremtiden: El Fayoum er skindfermenteret Gutedel (Chasselas) og en sjælden saftighed og delikat kridtet tekstur. Den smager frisk som den dug, der driver af det saftigtgrønne græs i marken, køligt kildevæld og undervejs vilde urter og bladselleri, sukat og kamille og et lille bittert bid af grape tonic. Flasket ufiltreret og usvovlet. Sindssygt let og læskende og selvfølgelig sjældent, kun 650 flasker i 2019.

Haus Gupi El Fayoum Gutedel 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: El Fayoum 2019
Vinhus: Haus Gupi
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Chasselas
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
kulsyregæring med skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop, lakforseglet
Alkohol: 9,5%
Importør: Vinpusheren
Pris: Penge

Comment

Comment

Zehnthof Luckert Maustal Silvaner Grosses Gewächs 2017

Familien Luckert er blandt Frankens dydigste Silvaner-fortolkere, og med marken Maustal imponerer de år efter år. Det er en saftig og smidig drik, de driver frem fra den magre kalkstensjord på den sydvendte skråning syd for Sulzfeld— med talkumagtig tekstur, så den gnidningsløst glider ned, og samtidigt med en stoflighed, så man føler sig mættet. Mineralitet i front og frugt som efterklang, grapefrugt, fersken, ferskensten, oolong, græs og urter. Høstet fra gamle stokke og vinificeret i Halbstückfässer med lang lagring på gærresterne; fränkisch trocken, helt tør men svært læskende. Læs mere om huset og marken her.

Zehnthof-Luckert Maustal Silvaner GG 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Silvaner Maustal 2017
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-

Comment

Comment

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan 2016

Matthias Gaul er en af de tyske pokalvindere i Pinot, og en god orange udgave af den grå gør han sig også i. De fuldmodne Pinot Gris-druer plukkes på den kalkstensholdige St. Stephan-mark ved Asselheim i det nordlige Pfalz, og efter et par dage med skallerne og et års tid på bundfaldet i burgundiske barriques er der intens og raffineret, ravfarvet vin til ganen. Fløjlsblød fylde, smidig syre og yderst lavmælte tanniner, tæt smag af fersken, abrikos, orangeskal, blomster, rød bær og røg. Genremæssigt som den norditalienske ramato men stilistisk mere som Bourgogne med en kølig åre.

Matthias Gaul Pinot Gris St. Stephan Orange 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pinot Gris St. Stephan 2016
Vinhus: Matthias Gaul
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret,
to dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 350,-

Comment

Comment

Weingut Tesch Riesling Löhrer Berg 2012

I 1996 forlod Martin Tesch storbyen og en karriere som biokemiker for at vende hjem til fødebyen Langenlonsheim i Nahe og hellige sig vinhuset, hans familie har drevet siden 1723. Hans fokus var Riesling og stilen en kompromisløs tør og terroirbaseret. Filosofien er ren frugt og så få indgreb undervejs, som stilen tillader. Löhrer Berg er en af hans seks enkeltmarker, en grusholdig lehmmark med århundreder lang tradition: Allerede i 1688 befalede kurfyrst Phillip Wilhelm von der Pfalz marken beplantet udelukkende med Riesling. 2012 er i 2020 en vin med fokus, balance og en indre ro, en flot modnet men stadig ungdommelig vin: Stilfærdig men frodig frugt, lime, Granny Smith og hvide ferskner, våde sten, spændstig syre og flintet mineralitet. 

Tesch Riesling Löhrer Berg 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Löhrer Berg 2012
Vinhus: Tesch
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, grus
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 229,-

Comment

Comment

von Winning Riesling Mäushöhle 2017

Fyldig, frugtig og og nemt fordøjelig Riesling fra Pfalz. Frisk syre og yppig frugt, fersken og mango, med krydrede noter af salvie, lavendel og bergamot. Fadgæret og fadlagret som skikken er hos von Winning. Nordvest for Deidesheim ligger dalen Mäushöhle som en kile mellem Kieselberg og Herrgottsacker. Musehule lyder hyggeligt nok, men det, der er i undergrunden, er nu sandsten; og musene skyldes sikkert slægtsnavnet Maus, og Höhle kommer nok af Hang, som i en skråning.

von Winning Riesling Mäushöhle 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Mäushöhle 2017
Vinhus: Weingut von Winning
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Gæret på træfade
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Atomwine
Pris: 169,-

Comment