Viewing entries in
Tyskland

Comment

Weingut von Winning Riesling Grainhübel GG 2017

Duften af røde æbler varsler frisk og frugtig Riesling, men der går decideret sydhavsø og tropenat i smagen i von Winnings fine Grainhübel: Fuldmodne ferskner, abrikoser, ananas og krydrede noter af karamel, kokos, rom, røg og urt. Det er en righoldig mundfuld, men syren frisker op, og balancen holder mellem fad og frugt. Grainhübel ligger oven på et gammelt koralrev, lige ved siden af selve vinhuset og vest for marken Kalkofen. Siden 2017 er von Winnings GG vine lagret et halvt år længere på gærresterne. Grainhübel er gæret på 500 liters egetræsfade og modnet halvandet år.

von Winning Riesling Grainhübel Grosses Gewächs 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grainhübel 2017
Vinhus: von Winning
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Sand, lehm, koralkalk
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 249,-

Comment

Comment

Brüder Dr. Becker Silvaner Orange 2018

Rhinen går over sine bredder af saftighed i Silvaner Orange fra Brüder Dr. Becker i Rheinhessen. Fra ældre stokke på kalkstensholdige løssjorde strømmer en drivvåd frugt, nashipære og ananas med lette lime-, græs- og urtenoter og en filigran tekstur. Høstet sidst i september og gæret med skallerne tre uger i 1.200-liters fade. Det er de økologisk pionerer Hans og Lotte Pfeffer-Müller, der driver det i dag biodynamisk certificerede vinhus i Ludwigshöhe.

Brüder Dr. Becker Silvaner Orange 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Silvaner Orange 2018
Vinhus: Brüder Dr. Becker
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Løss, sand, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 174,-

Comment

Comment

Weingut auf den Fünfzehnmorgen Riesling Brut 2016

Riesling som skum, en Muntermacher af en Sekt fra familien Binzel på Weingut auf den Fünfzehnmorgen i Selzen, Rheinhessen. Knitrende mousse, frisk syre og krydret frugtsødme, som at suge kødet af en ferskensten, hertil hyld og gule æbler. Yderst venlig syre-sødme-balance, lad os kalde den “tysk brut”. Familien Binzel bedriver landbrug og vinavl i trettende generation og har specialiseret sig i Sekt siden 1992. Det er håndværkssekt og ikke industriel produktion, folkeligt i den bedste forstand af ordet, og prisen er yderst overkommelig.

Weingut Binzel auf den Fünfzehn Morgen Riesling Brut 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Sekt Brut 2016
Vinhus: Weingut Binzel
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Andengæring på flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: WineFly
Pris: 95,-

Comment

Comment

Josten & Klein Leutesdorf Riesling 2015

Rhinguldet genfundet! Som udbrydere fra deres lokale kooperativ i Ahr kom unge Marc Josten og Torsten Klein flyvende fra start i 2011— som ‘Årets opdagelse’ hos Gault Millau i 2013 og ‘Årets nykommere’ hos Falstaff i 2014. Josten fører siden 2017 vinbruget videre solo men med samme gejst. Deres fælles 2015 Riesling fra Leutesdorf i Mittelrhein er gylden og frugtig med en moden restsødme, der mildner den sprøde syre og samler alle elementerne, gule æbler, fersken, abrikos og litchi med saltsyltet citron, et hint af peberrod og petroleum. Modent nu og et glimrende glas til prisen.

Josten & Klein Leutesdorf Riesling 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Leutesdorf Riesling 2015
Vinhus: Josten & Klein
Område: Mittelrhein
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: WineFly
Pris: 140,-

Comment

Comment

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018

Saftig og svævende Silvaner, som skik er det hos Zehnthof Luckert. Mild syre og fint stof med moden pære, kvæde, nyslået hø og våde sten— fordamper som dug fra solen, som forfriskning en forårs- og sommerdag fås det ikke meget bedre. Bredde og frodighed fra den svært solrige sommer 2018, mineralitet fra den magre Muschelkalk rundt om Sulzfeld am Main og blød dybde fra lagring på gærresterne.

Zehnthof Luckert Sulzfelder Silvaner trocken 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sulzfelder Silvaner 2018
Vinhus: Zehnthof Luckert
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vinpusheren
Pris: 150,-

Comment

Comment

Weingut Meier Riesling Steinwerk 2017

Riesling groet og gæret på granit: Meiers Riesling Steinwerk fra Pfalz. Flintet og petroleumsduftende med markant friskhed og fyldig frugt— fra stram lime og grøn fersken til moden passionsfrugt og orangeskal— og nedenunder en kølig syre og krystallinsk mineralitet, stringent og tør. Druerne stammer fra lehmjorde fulde af forvitret granit. Et par døgns skindkontakt, gæring på 1.110 liters granitkar og tre måneders lagring på gærresterne, afrundet i 2.400 liters Doppelstückfade.

Weingut Meier Riesling Steinwerk 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling Steinwerk 2017
Vinhus: Weingut Meier
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, granit
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
et par dages skindkontakt
Lagring: Granitkar og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: WineFly
Pris: 150,-

Comment