Viewing entries in
Rosévin

Comment

Hauksson Weine Im Lee Pinot Gris 2019

Da sig rejste ved Gry den rosenfingrede Dagning! Der er både kølig morgendug og indre glød i islandske Hoss Haukssons Pinot Gris fra Im Lee i Aargau, Schweiz. Skal vi kalde det en rosé eller en orangevin? To ugers skindkontakt gør det svært at skelne med den mørkt rødbrune Pinot Gris; men en saftspændt og struktureret vin med mange lag er det under alle omstændigheder. Dufter af kandiseret orangeskal, bergamot, marcipan, stjerneanis, urter og græs og smager stille og roligt videre af skovjordbær, hindbær, rabarber og granatæble. Snorlige saft med meget fine tanniner, en smuk og meget sommerlig vin.

Flaske: Im Lee 2019
Vinhus: Hauksson Weine
Område: Aargau
Land: Schweiz
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Cool Wines
Pris: 249,-

Comment

Comment

Cataldo Calabretta Cirò Rosato 2020

Spændstig kirsebærsaft! Hvem forventer stram syre og liflig frugt i det syditalienske? Vi er i Calabrien, tåspidsen på den italienske støvle, om man vil, eller nok snarere på svangen, for Cirò vender fra bjergene øst mod Det Joniske Hav. Her holder Cataldo Calabretta til, vinbonde i fjerde generation, dedikeret økolog og fortaler for rene, ukunstlede og traditionstro vine. Druen er den ældgamle Gaglioppo, der vokser som buskvine i den kalkholdige mergel i bakkerne rundt om Cirò Marina. Få timers skindkontakt og et halvt års lagring på ståltanke forløser dens fine rosenduft, friske røde kirsebær og tranebær, middelhavsurter og et salt strejf, fæstnet af en livlig syre og et let tannisk bid. En delikat og gastronomisk vin; og et vidnesbyrd om, at både Cirò og rosé fortjener skærpet opmærksomhed.

Flaske: Cirò Rosato 2020
Vinhus: Cataldo Calabretta
Område: Calabria
Land: Italien
Druesort: Gaglioppo
Jordbund: Kalkholdig mergel, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Weninger Rózsa Petsovits 2019

Rózsa Petsovits er Franz Weningers hyldest til sin bedstemor— født i Horitschon i 1921 kort før byen og Burgenland blev en del af den østrigske republik senere samme år. Vinen krydser også grænser, den er stukket sammen af Syrah fra Sopron i Ungarn og Sankt Laurent og Pinot Noir fra Mittelburgenland i Østrig, gæret og lagret otte måneder sur lie i store træfade, flasket ufiltreret og med kun 10 mg sulfit pr. liter— og det er et mix, der spiller max. Modne mirabeller, ribs og rabarber, det minder om noget, ens bedstemor kunne nikke genkendende til, syrlig saft med urter, hø, eng og kælder, livet på landet og bedre tider…

Læs nærmere om familiens ungarske aner og aktiviterer her.

Weninger Rózsa Petsovits 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Rózsa Petsovits 2019
Vinhus: Weninger
Område: Sopron, Burgenland
Land: Ungarn, Østrig
Druesorter: Syrah, Sankt Laurent, Pinot Noir
Jordbund: Gnejs, kalksten, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 150,-

Comment

Comment

Clos Forano Pet Nat Fever 2019

Sprøde Sangiovese-baserede bobler fra Bertinoro i Romagna, smager som en slags sammenskudsgilde mellem knastør, rustik Sangiovese, en rosa Lambrusco fra naboerne i Emilia og Prosecco col fondo fra længere mod nord. Fire dages maceration og ganske fine gærrester i flasken. Det er tørstslukkende, enkelt og ligetil, fin syre og knitrende skum; røde kirsebær, blodappelsin og rød grapefrugt.

Clos Forano Pet Nat Fever 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pet Nat Fever 2019
Vinhus: Clos Forano
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
på glasfibertanke
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Reduktivt
Pris: 195,-

Comment

Comment

Fio Wines Piu Piu Petnat Rosé

Smuk skum af Spätburgunder fra Mosels skifer: En let krudtet snude med modne røde bær og et hint af dåsetun i baggrunden— og så fuldt skrald på jordbær, hindbær og rød grapefrugt i munden, med en luftig mousse og mild syre. Frugtigt og forfriskende. Daniel Niepoort og Philip Kettern står sammen bag Fio Wines, hvis røde tråd er naturnære vine med en knivskarp balance mellem friskhed og modenhed. Her af fuldmodne Spätburgunder-druer, spontangæret og modnet fire år på fade, før gæringen fuldendtes på flaske. Kvidder for viderekomne!

Fio Wines Piu Piu Pet Nat Rosé Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Piu Piu Rosé
Vinhus: Fio Wines
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11,5%
Importør: Vinova
Pris: 175,-

Comment

Comment

Gut Oggau Maskerade Rosé 2018

Forsinket fastelavn og sensommerlig rosé fra østrigske Gut Oggau, og det er et glimrende glas! Let perlende, sprød og saftig, smager som vandmelon, skovjordbær, hindbærbolcher og rød grapefrugt, ungdommelig og umiddelbar. Gut Oggau erhvervede nye marker forrige år, og det førte til en lille familieforøgelse på flaskefronten. Der er tale om blandede beplantninger, som nu dyrkes og vinificeres i tråd med husets filosofi. Certificeringen er endnu undervejs, ligesom vinenes endelige stil. Denne frøken fandt på ikke at gære helt ud i 2018, derfor kom hun på flaske med kapsel; men det er slet ikke værst.

Flaske: Maskerade Rosé 2018
Vinhus: Gut Oggau
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment