Viewing entries in
Rødvin

Comment

Francesco Cirelli Montepulciano d’Abruzzo Anfora 2018

Frugtig og livskraftig Montepulciano d’Abruzzo fra Francesco Cirelli. Charmerende mørk kirsebær- og blommefrugt med pæn syre og faste, finkornede tanniner; toner over i krydrede noter af blommesten, sveske, læder, salvie og oregano. Foruden fritgående grise og kvæg findes der kornmarker, olivenlunde, figen- og kirsebærtræer rundt om Cirellis vinmarker i bakkerne ved Atri i det nordlige Abruzzo, med Adriaterhavet mod øst og Gran Sasso massivet mod vest. Druerne dyrkes ifølge biodynamiske metoder og høstes med hænderne. De afstilkes, knuses nænsomt og gærer spontant med skallerne i 12 dage, før mosten presses og modnes 12 måneder på amforaer; som Cirelli anser som det reneste værktøj til at frembringe terroir-vine— amforaen lader vinen leve og ånde uden at tilføje udefrakommende smag.

Flaske: Montepulciano d’Abruzzo 2018
Vinhus: Cirelli
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Montepulciano
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Reduktivt
Pris: 225,-

Comment

Comment

Dorli Muhr Blaufränkisch Spitzerberg Kranzen 2019

Saftig Blaufränkisch fra Østrigs tørreste terroir og en af landets dygtigste damer, Dorli Muhr. Spitzerberg er ikke noget bjerg og slet ikke spidst men snarere en langstrakt højderyg med vinmarker langs sin sydvestvendte skråning. Marken er yderligere opdelt i ni mindre marker, som hver har sin egen karakter, selvom de har samme pedologi: kalksten og dolomit. Forskellene skyldes især jordenbundens kornstørrelse, og fra vest mod øst bliver den stadigt mere finkornet; og man kan sgu smage kontrasterne. Kranzen i den østlige ende består af sandet kalksten og er særligt stenet på den øverste del op mod Kobeln. Den frembringer fyldige og intenst frugtige vine med en velbalanceret syre. Fra 2019 har Dorli flasket fire delmarker separat, og vinen her stammer fra to parceller på Kranzen. De ældste stokke stammer tilbage fra 1950, de yngste fra 1984. Økologisk dyrket, håndhøstet, spontangæret og modnet 20 måneder på store, gamle fade, flasket ufiltreret; og skænket med stor fornøjelse. Den dybeste snude med mørke snif af brombær, kirsebær og hyldebær, laurbærblade og peberkorn. Saftspændt og rank som et lys i munden, tætmaskede tanniner, mild syre og strålende sort bærfrugt. Svesker, krydderurter og tobak i eftersmagen. En mageløs svingom! Et flot sidestykke til Obere Roterd.

Flaske: Ried Spitzerberg Kranzen 2019
Vinhus: Weingut Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Victoria Vine
Pris: 375,-

Comment

Comment

Domaine d’Ansignan Les Grenadines 2021

Milde himmel, hvor kan Sydfrankrig faktisk præstere fine og forbløffende friske rødvine i de rette hænder! Domaine d’Ansignan er et joint venture mellem tusindkunstneren Jeff Carrel og hans sydfranske håndlanger Sebastien Calduch. Carrel kommer oprindeligt fra den spraglede bydel Goutte d’Or i Paris og studerede først kemi, før han sadlede om til vinmager i 1990’erne, med udgangspunkt i Loire og siden især i det sydfranske. Sammen har Carrel og Calduch senest kastet sig over at genoplive de gamle vinstokke på de karge granitjorde i bjergrige Ansignan i Pyrénées-Orientales med økologisk omlægning— og allerede med overbevisende resultater. I de køligere højder giver Grenache, Carignan og Syrah lysere og mere syredrevne vine, her i selskab med lidt af den lokale Lledoner Pelut og et skvæt Macabeu. Delvis maceration carbonique på Carignan, og ellers er druerne vinificeret med let pres af hele klaser. Modnet i cementtanke og store, gamle fade i fem måneder, aftappet med en mindre mængde sulfitter. Les Grenadines stråler, ud over den granatrøde farve, med en sart jordbærfrugt og en frisk muldjordet dybde i næsen. Saftig, smidig syre og sødmefuld rød frugt, jordbær, hindbær, hibiscus, sumak og rosenblade— og en blidhed og blødhed, som bør få Bourgogne og Beaujolais i samme prisklasser til at rødme.

Flaske: Les Grenadines 2021
Vinhus: Domaine d’Ansignan
Område: Côtes Catalanes
Land: Frankrig
Druesorter: Grenache, Carignan,
Syrah, Pellut, Macabeu
Jordbund: Granit og gnejs
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvis kulsyregæring
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 149,-

Comment

Comment

Weninger Kékfrankos Balf 2018

Franz Weninger laver særdeles læskende rødvine, og ikke kun når der står Blaufränkisch og Burgenland på etiketten; for lige på den anden side af grænsen til Ungarn laver han fortrinlig Kékfrankos omkring landsbyen Balf lige syd for Neusiedlersee. Saftige modne ribs og solbær, brombær, kernet krydring og mild jordede, stenede noter, en stilsikker spejling af samme drue på mere skiferholdige jorde. Dyrkningen er biodynamisk og metoden i kælderen stort set den samme som i hjemme i Horitschon. Så lad Sopron være dit springbræt til ungarsk rødvin, hvis du ikke allerede er hoppet på vognen. Weninger tager sig som altid godt af dig — det her er hverdagsvin af fineste slags

Flaske: Kékfrankos Balf 2018
Vinhus: Weninger
Område: Sopron
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, skifer, gneis
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: cirka 145,-

Comment

Comment

Clai Baracija Refošk 2018

Blodrød råsaft af Refošk fra den legendariske istriske vinmager Giorgio Clai. Vild farve og duft og en saftig mundfuld vilde røde bær, surkirsebær, blå blommer og kræge, med noter af urter og tobak samt en særpræget jernagtig mineralitet. Frisk syre og fine tanniner. Druerne stammer fra yngre stokke på Stancija Baracija bag vineriet i Krasica, og de dyrkes økologisk, høstes med hænderne, afstilkes og gæres på store træfade før to års modning på samme. Det er uforfalsket rustik charme, og en flot forløber for den bombastiske reserve Bombonero

Flaske: Baracija Refošk 2018
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Refošk
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Dorli Muhr Blaufränkisch Spitzerberg Obere Roterd 2019

Yndefyld Blaufränkisch fra Spitzerberg, en saftspændt eliksir af hindbær, brombær, blåbær, solbær, små strejf af rose, salvie, lakrids og peber, pikant syre og fløjlsbløde tanniner. Rank statur, stor længde og lurende kompleksitet, her er stof til store oplevelser ad åre. Druerne stammer fra Obere Roterd, en parcel på Spitzerbergs vestlige strækning med stokke plantet mellem 1965 og 2004 på den karakteristisk tørre, sandede kalkstensjord. Dorli Muhrs bedstemor Katharina fik en lille vinmark på Roterd i medgift ved sit bryllup i 1912, og det er fra dette lille stykke land, Muhrs mangeårige engagement har udviklet sig. Som altid med nænsom hånd og et vågent øje for enkeltheder. Økologisk dyrket, håndhøstet, til dels fodtrådt fra hele klaser, gæret og modnet tyve måneder på store gamle træfade og flasket ufiltreret. Forfriskende, uforfalsket stedsans på flaske fra en af Østrigs dygtigste fortolkere af Blaufränkisch.

Flaske: Ried Spitzerberg Obere Roterd 2019
Vinhus: Weingut Dorli Muhr
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Victoria Vine
Pris: 349,-

Comment