Viewing entries in
Rødvin

Comment

Histoire d’Enfer Cornalin L’Enfer du Calcaire 2015

Der er en vis dybsindig efterårsstemning over denne glimrende fortolkning af den lokale schweiziske sort Cornalin. Fornem, fløjsblød tekstur med saftig syrestruktur og fine tanniner, rig på modne kirsebær, brombær, hindbær og hyben med spor af tørrede krydderurter, sandeltræ og kanel, flot fylde og længde. Selekteret høst fra parceller ved Corin, Miège og Sierre i Valaus. Cornalin du Valais er en sjælden sort, ikke at forveksle med den norditalienske Cornalin d’Aoste, som i Schweiz kendes som Humagne Rouge; men begge bliver til glimrende vine hos biodynamiske Histoire d’Enfer.

Histoire d'Enfer Cornalin L'Enfer du Calcaire 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Cornalin L’Enfer du Calcaire 2015
Vinhus: Histoire d’Enfer
Område: Valais
Land: Schweiz
Druesort: Cornalin
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,7%
Importør: Vinpusheren
Pris: 350,-

Comment

Comment

Iuli Natalin 2018

Hyben smager af sensommer, og Fabrizio Iulis glimrende Grignolino syner, dufter og smager af hyben og lidt til. Grignolino er en gammel piemontesisk druesort, som fortjener langt mere anerkendelse. Den er brovten at bearbejde, både i marken og i kælderen, men med tålmod og talent giver den lyst granatrøde vine med en vilter duft og raffineret tanninstruktur. Det kræver selekteret høst og nænsom presning — og her blot 12 dages maceration. Dertil: Hybenrose, hibiscus, hybensylt, tørrede abrikoser, mandel, skovbund, saftig syre og et kløpulver af fine tanniner. Som Fabrizio er erklæret Barberista, var hans bedstefars favorit Grignolino, og derfor bærer vinen hans navn.

Iuli Natalin Grignolino 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Natalin 2018
Vinhus: Cascina Iuli
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Grignolino
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Pétillant
Pris: 150,-

Comment

Comment

Omero Moretti Montefalco Sagrantino Vignalunga 2014

Flammer og aske, Vignalunga må være den perfekte grillvin med sin intense frugt, komplekse fylde og massive tanninstruktur. Topvinen fra familien Moretti i Montefalco er i årgang 2014 rig på violer, læder, tjære og tobak, kirsebær, brombær, blommer og svesker og ikke mindst magtfulde, tørre tanniner, der selv kan tygge en bøf. Soundtrack: Strapping Young Lads Detox for fuldt drøn. En fem-ti år på langs klæder som bekendt Sagrantino.

Omero Moretti Montefalco Sagrantino Vignalunga 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Vignalunga 2014
Vinhus: Moretti Omero
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Sagrantino
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Niche Vine
Pris: 450,-

Comment

Comment

Bocale Montefalco Sagrantino 2011

Valentino Valentini har styr på sagerne, sådan skal Sagrantino smage! Efter et lille årti på langs har denne vin fundet formen, med en æterisk læderduft og en dybde af mørke bær. Koncentreret og kompakt i munden med en rank frugt, kirsebær, hyldebær, sortebær, røgelse, tobak og nyristede kaffebønner. Balancen holder, man fornemmer ikke, at alkoholen er over de 15%. En afrundet syre holder den oprejst, flankeret af fine, fløjsbløde tanniner.

Druerne er høstet sidst i oktober, afstilkede og gæret med den naturligt forekommende gær. Macerationstiden er over 40 dage, hvorefter følger en toårig lagring på store franske egetræsfade og endnu et år på flaske før frigivelse. Uklaret og filtreret.

Bocale+Montefalco+Sagrantino+2011+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Montefalco Sagrantino 2011
Vinhus: Bocale
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Sagrantino
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15,5%
Importør: Cavalcade
Pris: 160,-

Comment

Comment

Domaine Mada Substance 2019

Syrah så lys og let, at den nok kan skabe tumultariske tilstande blandt Shiraz afficionados. Man kan også tage et længere skænderi om, hvorvidt den er rød eller rosé; men man kan også bare drikke den, og det er anderledes nemt og underholdende, skovbærsaft i vægtløs tilstand. Domaine Mada drives af den unge Édouard Adam. Det er i Languedoc, det er gamle stokke af lokale sorter, og det er biodynamisk dyrket. Substance er en langsom, direkte presning af Syrah, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Domaine Mada Substance Syrah 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Substance 2019
Vinhus: Domaine Mada
Område: Languedoc
Land: Frankrig
Druesort: Syrah
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Volatil
Pris: 195,-

Comment

Comment

Mike Muff Blaufränkisch 2018

Saftig mørk bærfrugt, snild syre og smidig tanninstruktur, små strejf af grønne urter, lyng, blyant og blæk. Biodynamisk dyrket på en lille, kalkstensholdig mark i Leithaberg. Fra Schweiz til Østrig, fra elektriker over barbestyrer og dj til kældermester; først hos Claus Preisinger, så hos Johannes Trapl og nu også som solist. Mike Muff er altså en mand af mange talenter, og bælleværdig Blaufränkisch er altså et af dem. Minimalistisk vinifikation og produktion, klein aber fein.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Blaufränkisch 2018
Vinhus: Mike Muff
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 195,-

Comment