Viewing entries in
Orangevin

Comment

Dobravac Simfonija 2016

Malvazija med skindkontakt og sød musik opstår… Den musikalske familie Dobravac fra Ronvinj på Istriens vestkyst får flygelklang og fuld orkestrering på deres Malvazija med to ugers maceration og to års fadlagring på tonneaux og barriques og flasket ufiltreret. Sortens sædvanlige akacieduft, milde mandelnoter og salte sprødhed får her følgeskab af syrener og violer, bergamot og bitter orangeskal, ferskenskind og abrikoskerner, marcipan, tobak og krydret honning. Cremet tekstur og smidig tanninstruktur, en frisk og kompleks mundfuld. Dobravac fremstiller desuden den glimrende Simminor samt Suita, Sonata, Allegro, Toccata og Fuga.

Flaske: Simfonija 2016
Vinhus: Villa Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig flysch og ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Tomac Marany 2019

Hvordan indfanger man miljøet, tiden, stemningen, sjælen i et sted? Familien Tomac forsøger sig med biodynamisk dyrkning og georgiske amforaer og får af den vej et levende aftryk af sin hjemegn Plešivica i flasken. "Vi oplever naturens skønhed og styrke hver dag i vinmarkerne. Vi ved, hvilken velsignede, det er, og vi vil gerne dele det med verden. Vi ønsker, at folk skal smage og føle naturens energi og storslåethed. At de skal opleve helheden. Upåvirket. Uforandret." Druerne er de traditionelle Plešivica-sorter Sauvignon Bijeli, Bijeli Pinot, Traminac Mirisavi og Veltlinac Crveni, som gæres i georgiske qvevri nedgravet i baghaven. Derfor navnet Marany efter det georgiske ord for en vinkælder eller en “vinhave”, som familien lod sig betage af under et besøg i landet år tilbage. Fire ugers skindkontakt og et års modning på store egetræsfade, flasket ufiltreret. Kan man så fornemme Plešivicas fredfyldte men dramatiske bakkeland, stejlt skrånende vinmarker på hævet havbund, den varme sommersol, og den kølige brise fra bjergene? Om ikke andet kan man lade sig rive med af vinens milde rosenaromaer, saftige frugt med luftig fylde, dens livlige syre og lette strøm af grapefrugt, abrikoser og bivoks.

Flaske: Marany 2019
Vinhus: Tomac
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Gewürztraminer, Roter Veltliner,
Sauvignon Blanc, Pinot Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på amfora,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Des Jus et du Lien Bigarade 2020

Tør, sød og skummende, den altid alsidige Chenin gør sig (så glimrende) gældende over hele spektret, tilmed i orange, og tak til Julien Rousselot for det. Ti dages maceration af fuldmodne, hele klaser, og det har givet en righoldig og harmonisk vin med spændstig sursød frugt, honningmelon, kvæde og orangeskal (bigarade er det franske navn for pomerans) samt delikat krydrede noter af tomatstilk, ærtehalm og gule ærter. Sært lyder det sidste måske, men det smager sgu glimrende! Des Jus et du Lien er Juliens nyligt opstartede soloprojekt i Rablay-sur-Layon, tidligere har han arbejdet for flere andre naturligt orienterede vinmagere i Anjou og Saumur.

Flaske: Bigarade 2020
Vinhus: Des Jus et du Lien
Område: Loire
Land: Frankrig
Druesort: Chenin Blanc
Jordbund: Sand, sandsten, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ti dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Reduktivt
Pris: 215,-

Comment

Comment

Weingut Kaufmann Silvaner CHF 2019

Hvad har Schweizerfrank med Silvaner at gøre? Grundstufe, lieber Watson: Selvom Silvaner er en sjælden gæst i Rheingau, findes der små, spredte beplantninger, og ved frankisk og schweizisk mellemkomst— parret Eva Rapp og Urban Kaufmann har deres respektive rødder der— kommer den til ære og værdighed i denne spændende fortolkning. To tredjedele af druerne er aftstilket og gæret på lukket tank, mens den sidste tredjedel er gæret med hele klaser i åben tank. Altså noget så særegent som en semikarbonisk orange Silvaner, med efterfølgende fem måneders modning på stort egetræsfad. Hvorfor i alverden? Fordi de kan: og fordi det smager spændstigt, syrligt og saftigt og fremhæver Silvaners urtede, krydrede side— pærecider og pæreskræl og små stejf citronmelisse, merian, salvie og pickles— sehr schön!

Flaske: Silvaner CHF 2019
Vinhus: Kaufmann
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Løss, lehm, kalkmergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en uges skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Husted Vin
Pris: 179,-

Comment

Comment

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Natural 2020

En orange vårhare fra Wien, den fine Grüner Veltliner Natural fra Hajszan Neumann. Liflig duft af grøn banan, mango og papaya, et pust thaibasilikum og koriander, Østrig møder Orienten. I munden er den saftig og stoflig, griber godt fat med masser af tørstof, kalket mineralitet, summende syre og en mild bitterhed. Af biodynamisk dyrkede druer fra marken Gabrissen på Bisamberg i byens nordøstlige hjørne, spontangæret på ståltanke med fire måneders skindkontakt og flasket ufiltreret. En karakteristisk anderledes GV til UG med kryds og slange.

Flaske: Grüner Veltliner Natural 2020
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdigt sand og grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
fire måneders skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Importør: Løgismose
Pris: 144,-

Comment

Comment

Batič Zaria 2017

Pinela, Zelen og Vitovska er måske ikke hverdagsdruer for de fleste, medmindre man selvfølgelig er slovener; men de er værd at stifte nærmere bekendskab med. Zaria er Miha Batičs magiske orangevin fra en enkeltmark med syv forskellige sorter, foruden førnævnte Rebula, Klarnica, Rumeni Muškat og en enkelt dråbe Chardonnay — og den smager af et glas eller en flaske mere. Biodynamisk dyrket, gæret med skallerne i åbne trækar og modnet på slovenske træfade. Fuld af fine blomster, modne stenfrugter, akaciehonning og krydrede, nøddeagtige noter. 2.2 gram restsukker og 4.8 gram syre. Spændstig saft med fine tanniner, forunderligt levende.

Flaske: Zaria 2017
Vinhus: Batič
Område: Vipavska Dolina
Land: Slovenien
Druesort: Pinela, Zelen, Rebula,
Vitovska, Klarnica, Muškat, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,2%
Pris: cirka 250,-

Comment