Viewing entries in
Naturvin

Comment

Pivnica Čajkov Vulcanica #7

Et velsmagende vulkanudbrud fra Slovakiet. Luftigt skummende, med sprød syre og salt mineralitet og slyngede strømme af modne druer, pink grapefrugt, jordbær og hindbær, bitter orange og dybe gærnoter. En munter og mangefacetteret forfriskning skabt på Pinot Gris 2020 og Pesecká Leánka 2021, en lokal specialitet fra det sydlige Slovakiet, som også kendes som Királyleányka i Ungarn og Fetească Regală i Rumænien og Moldova. Her i en herligt utraditionel udgave, begge gæret med skallerne og siden fadlagret med gærresterne, før de blandes og gærer endnu engang på flasken ved tilsætning af frisk most af Pesecká Leánka 2022. En livlig lækkerbidsken.

Flaske: Vulcanica #7
Vinhus: Pivnica Čajkov
Område: Nitra
Land: Slovakiet
Druesorter: Pinot Gris, Pesecká Leánka
Jordbund: Ler, tuf og vulkanske sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Store træfade,
flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12,5%
Importør: Bon Bon Vin
Pris: 205,-

Comment

Comment

Marc Kreydenweiss Wiebelsberg 2020

Sublim Riesling fra Wiebelsberg ved Andlau i Alsace, Antoine Kreydenweiss kyndige fortolkning af Wiebelsbergs karakteristiske grès des Vosges, stenet, slank og elegant saft med stor intensitet og vild syre. Wiebelsberg er en sydvendt skråning i 230-300 meters højde, et solbeskinnet bakkefald på forvitret rød sandsten og sand, som i den varme og tørre årgang 2020 frembragte sunde og fuldmodne Riesling druer— gennem årtier dyrket med biodynamisk og stilsikkert vinificeret efter den gamle skole: Langsom presning af hele klaser,  spontangæring og malolaktisk gæring på store, gamle egetræsfade og modning godt to år på gærresterne før flaskning. Det er Alsace Riesling af en anden verden og alligevel nede på jorden som få andre. Æterisk duft, luftig og let røget med løfter om gylden stenfrugt; som mere end indfries I smagen, en spændstig mundfuld gule blommer, ferskner, abrikoser og kvæder, mild og moden frugtsødme (5,4 g/l) og en sprød og sprælsk syre (10,4 g/l), et pikant salt svirp og umeboshi-agtige umaminoter at tone ud på. Terroir på syre!

Flaske: Wiebelsberg 2020
Vinhus: Marc Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten og sand
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 550,-

Comment

Comment

Jonas Dostert Elbling Crémant Brut Nature 2022

Genvinding af tabt land, fund af skjulte skatte. Jonas Dostert kaster nyt lys over det svært oversete Obermosel, et strækning af kalksten i et område kendt for skifer og Riesling, så klogeligt fokuserer han i stedet på Pinot-sorterne og den efterhånden sjældne lokale specialitet Elbling. Efter endte studier i Geisenheim og praktik hos Domaine Leflaive i Bourgogne, drog Jonas tilbage til hjemegnen og begik sin første egen årgang i 2018, deriblandt basevinen til denne crémant. Dosterts Elbling-druer stammer fra 40 år gamle vinstokke, økologiske dyrket, håndhøstet og og gæret på små gamle egetræsfade. Godt fem år med gæren i flasken før degorgement, og den funkler af ungdommelig friskhed såvel som bedaget dybde. Frisk luft, rindende vand, brusende bæk og levende land i duften (reduktion, ozon og geosmin i mere tekniske termer) og en lind strøm af saftig, frisk og særdeles fast stenfrugt i smagen, en smule kærnemælk og en salt sprødhed i eftersmagen. Frisk syre og flot balance.

Flaske: Elbling Crémant Brut Nature
Vinhus: Jonas Dostert
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Elbling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Små træfade, flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Lieu-dit
Pris: 185,-

Comment

Comment

Salvatore Marino Turi Bianco 2022

Sjov siciliansk sommersaft fra Salvatore Marino på øens sydøstspids, Contrada Buonivini ved Pachino, hvor solen brager igennem, men Catarratto sørger for frisk citrus i metermål— og eksotisk frugt, små strejf af blomster og urter og et gran salt, meget Middelhavsagtigt og muntert. En naturlig tørstslukker med karakter og klasse, uklaret, ufiltreret og uden tilsat sulfit.

Flaske: Turi Bianco 2022
Vinhus: Salvatore Marino
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Azienda Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Zuschmann-Schöfmann Grüner Veltliner Selektion 2020

Grüner Veltliner er i sæson, og skinner solen ikke udendøre, så gør den det i et glas fra Else Zuschmann og Peter Schöfmann 🌞 Selektion er særligt udvalgt fra marken Ralessen og vinificeret på afslappet, langsommelig vis— spontangæring, malolaktisk gæring og modning på gærresterne I 500 liters fade og flasket ufiltreret. En smule sløret i glasset men glasklar som en blå sommerhimmel i munden. Mild duft af grønne æbler og pærer og strejf af vildblomsthonning, saftig og syrefrisk på tungen med moden pære og grapefrugt, lang eftersmag med krydderurter og enghø. Herlig som læskedrik og en elegant ledsager til sommerens grønne spiser. Et naturligt take på en klassisk Weinviertel Grüner Veltliner — et fint supplement til parrets ligeledes anbefalelsesværdige versioner Löss og Muschelkalk.

Flaske: Grüner Veltliner Selektion 2020
Vinhus: Zuschmann Schöfmann
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Propperiet
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Škegro Krš Orange Žilavka 2022

Skøn og sommerlig orangevin fra familien Škegro i Hercegovina, hvor den gyldne drue Žilavka suger solens stråler til sig i det smukke karstlandskab. Den himmelske duft af nyopgravede gulerødder fra den friske muld slår følge med blomstrende lindetræer og solmodne appelsiner, og smagen følger op med moden citrus, kvæde og tørrede abrikoser. Blid syre, smidige tanniner og stor saftighed, klassisk orange i den læskende ende af spektret. Selvfølgelig er der tale om kyndigt håndværk uden uvedkommende indslag: Økologisk dyrkning, høst ved håndkraft, vildgæring og modning på store træfade, og vinen er flasket uden klaring, filtrering eller tilsatte sulfitter.

Flaske: Krš Orange Žilavka 2022
Vinhus: Škegro
Område: Zapadna Hercegovina
Land: Bosnien-Hercegovina
Druesort: Žilavka
Jordbund: Karst
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: HIP Vino
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment