Viewing entries in
Naturvin

Comment

Johannes Trapl Uni6 2019

Seriøs østrigsk rosé til alle uanset kønsidentitet. Uni6 spankulerer et spændende sted i grænselandet mellem en mørk rosé, en lys rød og en pet nat— med en sprød og let prikkende saft af hindbær, kirsebær og granatæble og fine noter af viol, ruskind og krydderier. Kækt møde mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Druer, hænder, fødder og fade, mere skal der ikke til for at lave god vin ifølge Johannes Trapl, som tror på enkelhed som kongevejen til kulinarisk og terroirtro vin. Efter han overtog familiens vinhus i Stixneusiedl i Carnuntum i 2000 har Hannes omlagt til først økologisk og siden biodynamisk drift og er gået mere og mere i retning af at bruge mindre og mindre sulfit og andet skidt— til glæde for ganen og den ganske natur.

Flaske: Uni6 2019
Vinhus: Johannes Trapl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesorter: Blaufränkisch,
Sankt Laurent
Jordbund: Løss, lehm, grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Cru Vin
Pris: cirka 150,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Zorjan Dolium Muškat Ottonel 2016

Slovensk frilandsvin med sjælden saftighed og subtil aromatisk kompleksitet. Božidar og Marija Zorjan rykkede ind på deres lille familiegård i 1980 og konverterede først til økologisk og siden til biodynamisk dyrkning; og så begyndte Božidar så tidligt som 1995 at vinificere sine vine på først kroatiske amforaer og siden georgiske qvevri, nedgravet mellem vingården og vinmarkerne, omgærdet af fritgående gæs og græssende får. Disse vine bærer navnet Dolium efter de romerske lerkrukker, der i antikken benyttedes til vin. Her er det den ofte oversete og ildesete Muškat Ottonel, som han med et halvt års skindkontakt har forvandlet til en forfriskende orangevin med en fin buket vilde blomster, mandarinsaft, orangeblomstvand og krydrede strejf af gule rosiner, honning og harpiks. Som en lille ligegyldig sidebemærkning også udnævnt som en af verdens p.t. bedste orangevine i Decanter forrige år.

Flaske: Dolium Muškat Ottonel 2016
Vinhus: Zorjan
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Muskat Ottonel
Jordbund: Gnejs, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret, hele klaser
Lagring: Qvevri
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Guerila Extreme Amphora 2018

Vipava-dalen er en smukt strækning i det vestlige Slovenien, en smal dal mellem Trnovo-plateauet i nord og Kras-plateauet i syd. Vi er lige syd for vinområdet Brda og stik nord for Kras, så ikke overraskende har dalen lang tradition for vinavl og ikke mindst for fremstilling af vine med lang skindkontakt. Traditionelt har man talt i uger, men Zmago Petrič fra vinhuset Guerila har revolutionære tendenser og tæller i stedet i måneder: Han lader sin Rebula gære hele seks måneder med skallerne og modner den yderligere et år på amforaer. Druerne er dyrket biodynamisk, den eneste måde Zmago mener, man både kan respektere naturen og fremstille et stort kulturprodukt — som eksempelvis Amphora Extreme 2018, som er ren Rumena Rebula (også kendt som Ribolla Gialla) fra marken Gmajnica. Den er dejligt frisk med fyldig frugt fulgt op af mørkere kryddernoter, fra gule æbler, ananaskirsebær og gule rosiner til tørrede figner, tamarind og honning. En ganske charmerende orangevin.

Flaske: Extreme Amphora 2018
Vinhus: Guerila
Område: Vipavska Dolina
Land: Slovenien
Druesort: Rebula
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Thorsteinssons
Pris: 275,-

Comment

Comment

Tre Monti Vitalba Romagna Albana 2020

Vittorio Navacchias familie og lokale kolleger rystede måske på hovedet, da han for snart et årti siden skaffede sig qvevrier fra Georgien for at gære sine Albana-druer på skallerne i dem. Den daværende hovedrysten er i mellemtiden forvandlet til anerkendende nikken, for Navacchias Vitalba har vist sig at være en vellykket og yderst velsmagende fortolkning af Romagnas traditionsrige hvidvinsdrue. Ottende årgang, 2020, kom i hus sidst i september, og vinen tilbragte tre måneder med drueskallerne. Albanas karakteristiske duft og smag af fersken, abrikos og mandel er intakt men med mere tørstof og fastere struktur— og med en rigdom af orangeblomst, kaprifolium, kvæde, kvædete og kandiseret citrus. Spændende vin, som i særdeleshed også ældes med ynde. Læs mere her.

Flaske: Vitalba 2020
Vinhus: Tre Monti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Albana
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,8%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Lammidia Rosh 2019

Davide Gentile og Marco Giuliani har rene hænder: Ingen sprøjtegifte i markerne og ingen manipulation i kælderen. Lammidias vine er ofte viltre størrelser, men der er hånd på det i Rosh, et traditionelt blend af Montepulciano med et mindre skvæt Trebbiano, utraditionelt kulsyregæret med hele klaser i cementtank, så der er fuldt skrald på den friske frugt og en syre, der afslører, at vi befinder os næsten 700 meter over havoverfladen. Hindbær, kirsebær, solbær, en smule lakrids, rosmarin og salvie, lækker og livlig saft. Som nævnt semi-karbonisk maceration i cementtanke og modning på stål- og glasfibertanke, intet tilsat, intet fjernet, vild vin.

Flaske: Rosh 2019
Vinhus: Lammidia
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesorter: Montepulciano, Trebbiano
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
semikarbonisk maceration
Lagring: Ståltanke. glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Krone Vin
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Stefan Vetter Sylvaner CK 2017

Silvaner som ekstremsport med en syre, der sprænger skalaen, tørhed i tredje og kridtet mineralitet. Men duften er dyb af æble, pære og kvæde, og giver man den en time eller to, løsner den spændetrøjen og bliver blidheden selv. Saftig, salt, urtet, krydret, honningmild, meget fascinerende. Vi er på udflugt i den enkeltmark, som Stefan Vetter søsatte sit selvstændige virke som vinmager med: Casteller Kirchberg, en sydvestvendt skråning på sandsten, kalksten, gips og alabast — og knudrede stokke plantet i 1958 med en i dag uhørt høj beplantningstæthed. Stefan dyrker dem biodynamisk, og mosten bliver langsomt presset af hele klaser på en gamle kurvepresse, gæret spontant og modnet på gærresterne i gamle træfade. Ufiltreret, outreret og utrolig godt.

Stefan Vetter Sylvaner CK 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sylvaner CK 2017
Vinhus: Stefan Vetter
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalksten, gipskeuper
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10%
Importør: Melin Vin
Pris: 325,-

Comment