Viewing entries in
Kroatien

Comment

Medea Malvazija Istarska 2019

Klassiske kroatiske dyder i denne Malvazija fra Medea: En mild og saftig mundfuld med god syre, salt mineralitet og en behagelig bitterhed i eftersmagen; og så er den et mønstereksempel på Malvazijas aromatiske profil med små strejf af akacie- og lindeblomster, friske ferskner og mandler. Det smager af sommer og sol ved Adriaterhavet. En kondenseret udgave findes i den vægtigere Montiron, som det også er værd at justere sin væskebalance med. I dag er Medea privatejet, men oprindeligt var det et kooperativ for flere små vinerier i det sydlige Istrien.

Flaske: Malvazija Istarska 2019
Vinhus: Medea
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Jernholdig ler og sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Tomac Amfora Pjenušac Brut Nature 2015

Sprøde æbler, friskrevet citronskal, kandiseret orange, abrikos, karamel, ristede nødder og røgelse, alt vævet ind i det fineste stof med små, sprøde bobler, en livlig syre og kalket mineralitet. Sådan smager Chardonnay og lokale kroatiske sorter som Graševina, Šipelj Bijeli, Zelenac Slatki og Plavec Žuti, når de er gæret seks måneder med skallerne på georgiske qvevri i Tomislav Tomacs have og siden eftergæret på flaske og modnet flere år på gærresterne. Pjenušac er den kroatiske term for mousserende vin, men det er fattige ord for de mesterlige bobler, som Tomac fremtryller fra bakkerne i det kølige Plešivica syd for Zagreb. Sjældent sprudlende overraskelser.

Flaske: Amfora Pjenušac 2015
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Blandet beplantning
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på amfora,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Amfora, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 500,-

Comment

Comment

Benvenuti Corona Grande 2016

Grøn rabarber og kardemomme, akaciehonning og mango, friske figner og kanel, syrlig, sød og eksotisk krydret. Ironisk nok var kroatiske Corona Grande den nok bedste søde vin, jeg smagte i 2020, et år, som var mere syrligt end sødt og krydret med skuffelser for de fleste. Så er der de små lyspunkter, og vores brogede verden har heldigvis stadig smukke afkroge som Istrien og sjældne druesorter som Ulovina. Ulovina er 15% af krydderiet i dette blend af mestendels 60% Malvazija Istarska og 25% Muškat Momjanski, sent høstet, tørret to måneder på stråmåtter og gæret med fem dages maceration. 130 gram restsukker versus 6,2 gram syre. Et lille mesterværk fra brødrene Nikola og Albert Benvenuti og en velkommen forsødelse af tilværelsen.

Benvenuti Corona Grande 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Corona Grande 2016 (0,375 l)
Vinhus: Benvenuti
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Malvazija Istarska,
Muškat Momjanski og Ulovina
Jordbund: Sand, ler, flysch
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret på stål,
fem dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Filip Koletnik Atimo 2017

Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget orange. Filip Koletnik laver vin af den gamle skole til vor tid, og da han ikke selv ejer vinmarker, indhenter han druer fra venner i Slovenien og Kroatien. Atimo er Malvazija fra Istrien i Kroatien, med ni måneders maceration og ti måneders modning på gærresterne. Filosofien er naturlighed og renhed, så vinen kommer i flasken uden filtrering eller sulfitter. I glasset kommer der til gengæld en gemt sommer op: Modne appelsiner, grapefrugt, marcipan, honning og blomster. Balanceret og koncentreret, en vild og venlig orangevin. Etiketten er et foto fra 1907 af den slovenske impressionist Avgust Berthold.

Filip Koletnik Atimo 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Atimo 2017
Vinhus: Filip Koletnik
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
ni måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,4%
Importør: Thorsteinsson’s
Pris: 350,-

Comment

Comment

Dobravac Simfonija 2015

Musikalsk Malvazija macereret med en smule Chardonnay, og det er klassisk orangevin med symfonisk klang. Blomster, bergamot og læder i duften, fyldig, varm og krydret i munden, med mild syre og fine tanniner og en flot smag af abrikoser, orangeskal, kvædebrød, muskatblomme, muskatnød og vanille. Fra familien Dobravacs gård i Rovinj ved den kroatiske Adriaterhavskyst. Tre år på tonneaux og barriques.

Vina Dobravac Simfonija 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Simfonija 2015
Vinhus: Dobravac
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Malvazija Istarska, Chardonnay
Jordbund: Jernholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Ipša Sivi Pinot 2017

Ivan Ipša er en mester udi macereret Malvazija men Sivi Pinot (på vore kanter oftest kendt som Pinot Gris) gør han også glimrende. “Vinen bestemmer selv macerationstiden. Så længe mosten gærer, får den blive på skallerne” I 2017 blev det til godt 30 dage, og det er der kommet en karakterfuld men let drikkelig orangevin ud af, med fyldig frugt, mild syre og krydret mineralitet. Syrlig og søde skovbær i snuden, fløjlsblød i munden, burgundisk peach melba, abrikoser, figner, fine tanniner og delikat tørhed.

Ipša Sivi Pinot 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sivi Pinot 2017
Vinhus: Ipša
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Flysch, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
30 dages skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 175,-

Comment