Viewing entries in
Italien

Comment

Francesca Barracco Catarratto Ambras 2019

Catarratto i ravfarvede rober og emmende af siciliansk sommer. Lægger for med lettere jordslåede dunste af våd bark, muld og dyb kælder, som heldigvis hurtigt lufter af til fordel for læder, ceder og kastanjehonning, og frugten folder sig frisk ud med fuldmoden appelsin, gule rosiner, kandiseret orangeskal og bergamot. Betydeligt men behageligt bitter, tør, fin syre og let salt finish. Francesca Barracco lagde om til økologisk drift allerede i begyndelsen af 1990’erne, og siden hendes søn Roberto Bruno overtog i 2012 er der indført en mere minimalistisk og nymodens gammeldags tilgang i kælderen, som klæder Catarratto-druen, der ellers er mest kendt fra Marsala, Salaparuta og som gæst i Etna Bianco. Druerne til Ambras 2019 blev høstet ved håndkraft midt i august og spontangæret på ståltanke med seks dages skindkontakt og syv måneders modning på gærresterne. Flasket ufiltreret og med kun en snert sulfitter.

Flaske: Ambras 2019
Vinhus: Francesca Barracco
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Marchesi di Barolo Barolo Riserva 1982

Snorlige og statelig moden Barolo. 40 år er ingen alder, når vinen først forlader den kælder, den er født i, kort før skænkning; og når druen er Nebbiolo høstet af en historisk producent som Marchesi di Barolo, som har en formidabel samling af gamle årgange i husets kælder i byen Barolo. Riservaen fra 1982 dukker frem fra fortidens tåger med friske hindbær og tranebær, som toner over i tørrede roser, tobaksblade, tørv, våd skovbund, ruskind og spor af jod, lakridsrod, kamfer og eukalyptus. Stadig spændstig med en fløjlet fylde og en blid sky af tanniner så fine som sommerfuglestøv. Håndhøstet fra stejle skråninger på de hårde, hvide jorde rundt om Barolo, gæret på cementtanke og modnet på store, gamle træfade.

Flaske: Barolo Riserva 1982
Vinhus: Marchesi di Barolo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Vin med mere
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Damijan Podversic Pinot Grigio 2019

Damijan Podversic og hans datter Tamara laver levende vine i deres eget tempo, efter månefaserne og i ånden fra Josko Gravner og den gamle adriatiske tradition med lang skindkontakt— op til tre måneder og med mere end to års lagring på store slavonske træfade. Alle flasket uklaret, ufiltreret og med minimal sulfit. Deres Pinot Grigio er en energisk kobberrød orangevin med stor fylde og viskositet, rødmende frugt og fine tanniner. Fra skovjordbær og modne hindbær over tørrede tranebær, abrikoser og figner til en behageligt bitter afslutning med rød grape og mandel. En mægtig mundfuld med spændstig struktur og dyb glød, et forbilledligt eksempel på potentialet i Pinot Grigio i ramato-stilen og et flot forstudie til familiens Ribolla, Malvazija og Tokaj.

Flaske: Pinot Grigio
Vinhus: Damijan
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Pinot Grigio
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på træfade
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

La Biancara Sassaia 2009

Garganega i de højere luftlag: Løftet, æterisk næse med flint, røgelse og myrra skær. Modne pærer og kvder i smagen, spændstig syre og smidigt stof, tørrede abrikoser, kumquats, bergamot, mandler og hø; har noter af hvid balsamico, gueuze eller anden lambic broderet ind i stoffet. Humørhævende, mundvandsdrivende, tankevækkende vin. I yngre aftapning er den anderledes ligefremt forfriskende, med saftige pærer, ananas, kandiseret citrus, et hint af grøn banan og bivoks. Sassaia er skabt af druer fra Sorio-bakkerne lige omkring vinhuset, den ene halvdel med en håndfuld dages skindkontakt, den anden halvdel direkte presset af hele klaser. Gæret og modnet på store gamle egetræsfade, flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren fornøjelse.

Flaske: Sassaia 2009
Vinhus: La Biancara
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega, Trebbiano
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist skindfermenteret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: lieu-dit
Pris: 160,-
(nyere årgange)

Comment

Comment

Francesco Cirelli Montepulciano d’Abruzzo Anfora 2018

Frugtig og livskraftig Montepulciano d’Abruzzo fra Francesco Cirelli. Charmerende mørk kirsebær- og blommefrugt med pæn syre og faste, finkornede tanniner; toner over i krydrede noter af blommesten, sveske, læder, salvie og oregano. Foruden fritgående grise og kvæg findes der kornmarker, olivenlunde, figen- og kirsebærtræer rundt om Cirellis vinmarker i bakkerne ved Atri i det nordlige Abruzzo, med Adriaterhavet mod øst og Gran Sasso massivet mod vest. Druerne dyrkes ifølge biodynamiske metoder og høstes med hænderne. De afstilkes, knuses nænsomt og gærer spontant med skallerne i 12 dage, før mosten presses og modnes 12 måneder på amforaer; som Cirelli anser som det reneste værktøj til at frembringe terroir-vine— amforaen lader vinen leve og ånde uden at tilføje udefrakommende smag.

Flaske: Montepulciano d’Abruzzo 2018
Vinhus: Cirelli
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Montepulciano
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Reduktivt
Pris: 225,-

Comment

Comment

Cantina Fiammetta Favola Rebola 2020

Forfriskende hvidvin fra den italienske Adriaterhavskyst. Alle kender Rimini men kun få kender oplandets klassiske hvidvin Rebola, en mild, saftig og salt hvidvin, som passer perfekt til det lokale fiske- og skaldyrskøkken. Omend navnet kunne antyde en forbindelse til Friulis Ribolla er der snarere tale om en forbindelse sydpå, den er nemlig identisk med den umbriske Grechetto Gentile. For at øge forvirringen er det lokale synonym Pignoletto! Men det glemmer man alt om, når man skyller Cantina Fiammettas fine eksempler ned… næsten vandigt drivende, med ganske blid syre og modne citrusnoter, inklusiv små strejf af saltsyltede citroner og noritang.

Flaske: Favola 2020
Vinhus: Cantina Fiammetta
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Rebola
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment