Viewing entries in
Italien

Comment

Cantina Fiammetta Favola Rebola 2020

Forfriskende hvidvin fra den italienske Adriaterhavskyst. Alle kender Rimini men kun få kender oplandets klassiske hvidvin Rebola, en mild, saftig og salt hvidvin, som passer perfekt til det lokale fiske- og skaldyrskøkken. Omend navnet kunne antyde en forbindelse til Friulis Ribolla er der snarere tale om en forbindelse sydpå, den er nemlig identisk med den umbriske Grechetto Gentile. For at øge forvirringen er det lokale synonym Pignoletto! Men det glemmer man alt om, når man skyller Cantina Fiammettas fine eksempler ned… næsten vandigt drivende, med ganske blid syre og modne citrusnoter, inklusiv små strejf af saltsyltede citroner og noritang.

Flaske: Favola 2020
Vinhus: Cantina Fiammetta
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Rebola
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Tröpfltalhof Le Viogn 2019

Viognier er måske skabt til langt højere bjerge end hjemme i det franske? Her er den i uvante omgivelser i Alperne, hvor sorten synes både at opnå større friskhed og bevare flere af sine charmerende  sider end i nutidig Condrieu. Kølig brise af jasmin, stokrose, kaprifolie, morgenfruer og milde urter, smidig saft af friske ferskner og mirabeller og et dryp akaciehonning men ingen flæsket fedme eller plump parfume. Godt håndværk fra Rosmarie og Andreas Dichristin, som står bag den smukke biodynamiske vingård Tröpfltalhof ved Kaltern i Sydtyrol. Druerne stammer fra tyve år gamle stokke, en massal selektion fra det sydfranske, som vokser på marken Barleiths sydøstvendte terrasser med udsigt til Kalterer See. Dolomitkalk i undergrunden og bjerge i baggrunden giver mineralsk nerve og rank ryg. Spændende fortolkning.

Flaske: Le Viogn 2019
Vinhus: Tröpfltalhof
Område: Alto Adige
Land: Italien
Druesort: Viognier
Jordbund: Kalksten, grus, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Dacapo Nizza Vigna da Capo 2017

Glimrende Barbera fra marken Vigna Dacapo og vinhuset med samme navn: En nydelig crème af hindbær, kirsebær, blommer, svesker, pibetobak, valnødder og kanel med den livlige syrenerve, som er Barberas signatur, afstemt med alkohol og frugtsødme i en flot balanceakt. Nizza er det historiske hjerte for bedre Barbera i Piemonte, og siden 2014 er området ophævet fra en Superiore i Barbera d’Asti til sin egen DOCG. Stikord: Struktur, kompleksitet og lagringspotentiale. Dacapo dyrker økologisk, høster manuelt (og stærkt selektivt i 2017, hvor mange klaser måtte sorteres fra pga. indtørrede druer) og presser nænsomt, til gengæld bruger de til deres Nizza lang maceration og lagring på mindre fade. Intenst og frugtigt resultat.

Flaske: Nizza Vigna da Capo 2017
Vinhus: Dacapo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Kalkholdig mergel, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Vinslottet
Pris: 199,-

Comment

Comment

Tre Monti Vitalba Romagna Albana 2020

Vittorio Navacchias familie og lokale kolleger rystede måske på hovedet, da han for snart et årti siden skaffede sig qvevrier fra Georgien for at gære sine Albana-druer på skallerne i dem. Den daværende hovedrysten er i mellemtiden forvandlet til anerkendende nikken, for Navacchias Vitalba har vist sig at være en vellykket og yderst velsmagende fortolkning af Romagnas traditionsrige hvidvinsdrue. Ottende årgang, 2020, kom i hus sidst i september, og vinen tilbragte tre måneder med drueskallerne. Albanas karakteristiske duft og smag af fersken, abrikos og mandel er intakt men med mere tørstof og fastere struktur— og med en rigdom af orangeblomst, kaprifolium, kvæde, kvædete og kandiseret citrus. Spændende vin, som i særdeleshed også ældes med ynde. Læs mere her.

Flaske: Vitalba 2020
Vinhus: Tre Monti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Albana
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,8%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Antonelli San Marco Montefalco Grechetto 2020

Eksemplarisk Grechetto fra et af Montefalcos største og ældste vinhuse, Antonelli San Marco. Grechetto er Umbriens mest udbredte hvidvinssort, i Orvieto er den en af flere men i Colli Martani mellem Montefalco og Perugia laves den sortsrent og særdeles spændstigt. Antonellis er en præcis og ret pikant hvidvin med duft af frisk citrus, pære og peber. Syrlig citrus- og ferskensmag, fin syre og let fenolisk greb, mandelnoter og en salt sprødhed i eftersmagen.

Flaske: Grechetto 2020
Vinhus: Antonelli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Stilo Vine
Pris: 108,-

Comment

Comment

Michele Chiarlo Nizza Riserva La Court 2018

Michele Chiarlo er ikke kun en mester i Barolo men også i Monferrato, hvor Barbera har hovedrollen og spiller superbt i La Court fra Nizza, det historiske hjerte for finere Barbera vine— og riservaen La Court er en Barbera, der brilliant balancerer mørk frugt, stor fylde og saftig friskhed. Den driver af blå blommer, mørkerøde kirsebær, kirsebærsten, friske urter og nyslået hø, mørk chokolade og tobak. Kompleks som et spil skak og lang som en maraton. En vidunderlig vin!

Flaske: La Court 2018
Vinhus: Michele Chiarlo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ældre årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment