Viewing entries in
Italien

Comment

Antonelli San Marco Montefalco Grechetto 2020

Eksemplarisk Grechetto fra et af Montefalcos største og ældste vinhuse, Antonelli San Marco. Grechetto er Umbriens mest udbredte hvidvinssort, i Orvieto er den en af flere men i Colli Martani mellem Montefalco og Perugia laves den sortsrent og særdeles spændstigt. Antonellis er en præcis og ret pikant hvidvin med duft af frisk citrus, pære og peber. Syrlig citrus- og ferskensmag, fin syre og let fenolisk greb, mandelnoter og en salt sprødhed i eftersmagen.

Flaske: Grechetto 2020
Vinhus: Antonelli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Stilo Vine
Pris: 108,-

Comment

Comment

Michele Chiarlo Nizza Riserva La Court 2018

Michele Chiarlo er ikke kun en mester i Barolo men også i Monferrato, hvor Barbera har hovedrollen og spiller superbt i La Court fra Nizza, det historiske hjerte for finere Barbera vine— og riservaen La Court er en Barbera, der brilliant balancerer mørk frugt, stor fylde og saftig friskhed. Den driver af blå blommer, mørkerøde kirsebær, kirsebærsten, friske urter og nyslået hø, mørk chokolade og tobak. Kompleks som et spil skak og lang som en maraton. En vidunderlig vin!

Flaske: La Court 2018
Vinhus: Michele Chiarlo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Distinto Vinimport
(ældre årgange)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Lammidia Rosh 2019

Davide Gentile og Marco Giuliani har rene hænder: Ingen sprøjtegifte i markerne og ingen manipulation i kælderen. Lammidias vine er ofte viltre størrelser, men der er hånd på det i Rosh, et traditionelt blend af Montepulciano med et mindre skvæt Trebbiano, utraditionelt kulsyregæret med hele klaser i cementtank, så der er fuldt skrald på den friske frugt og en syre, der afslører, at vi befinder os næsten 700 meter over havoverfladen. Hindbær, kirsebær, solbær, en smule lakrids, rosmarin og salvie, lækker og livlig saft. Som nævnt semi-karbonisk maceration i cementtanke og modning på stål- og glasfibertanke, intet tilsat, intet fjernet, vild vin.

Flaske: Rosh 2019
Vinhus: Lammidia
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesorter: Montepulciano, Trebbiano
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
semikarbonisk maceration
Lagring: Ståltanke. glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Krone Vin
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Cataldo Calabretta Cirò Rosato 2020

Spændstig kirsebærsaft! Hvem forventer stram syre og liflig frugt i det syditalienske? Vi er i Calabrien, tåspidsen på den italienske støvle, om man vil, eller nok snarere på svangen, for Cirò vender fra bjergene øst mod Det Joniske Hav. Her holder Cataldo Calabretta til, vinbonde i fjerde generation, dedikeret økolog og fortaler for rene, ukunstlede og traditionstro vine. Druen er den ældgamle Gaglioppo, der vokser som buskvine i den kalkholdige mergel i bakkerne rundt om Cirò Marina. Få timers skindkontakt og et halvt års lagring på ståltanke forløser dens fine rosenduft, friske røde kirsebær og tranebær, middelhavsurter og et salt strejf, fæstnet af en livlig syre og et let tannisk bid. En delikat og gastronomisk vin; og et vidnesbyrd om, at både Cirò og rosé fortjener skærpet opmærksomhed.

Flaske: Cirò Rosato 2020
Vinhus: Cataldo Calabretta
Område: Calabria
Land: Italien
Druesort: Gaglioppo
Jordbund: Kalkholdig mergel, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

La Prevostura Garsun 2019

En kæk fyr med et lyst sind. Garsun er piemontesiske La Prevosturas unge og umiddelbare rødvin, et svirp saftige røde bær og blommer, abrikoskerner, tørrede roser, tranebær og figner; let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svirpende syre. Det er noget nærmest forårsbebudende over den— langt fra Langhes strenghed og mørke miner. Det er en klassisk kombination af 65% Nebbiolo med 25% Vespolina og 10% Croatina, Alto Piemontes stærke treenighed; og har det høje nords lyksaligheder endnu ikke åbenbaret sig for en, så er Garsun et godt sted at springe på— og storebroren Muntacc et spændende stoppested og topvinen Lessona et glimrende endemål.

Flaske: Garsun 2019
Vinhus: La Prevostura
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesorter: Nebbiolo,
Vespolina, Croatina
Jordbund: Ler, vulkansk sten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, små og store fade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 199,-

Comment

Comment

Noelia Ricci Il Sangiovese Predappio 2018

Saftige kirsebær, mandler, violer, rosmarin— vin med et stort smil, der lokker til et glas mere! Marco Cirese løfter arven fra sin bedstemor Noelia Ricci i det østlige Romagna ved landsbyen Predappio; og ikke mindst arvestykket Sangiovese, som færdes så hjemmevandt her som i nabolaget i Toscana. Il Sangiovese Predappio stammer fra yngre stokke i Valle del Rabbi. Druerne dyrkes økologisk og vinificeres og modnes seks måneder på ståltanke. Det er forfriskende rødvin, rustik Sangiovese på ret raffineret vis, med flot samspil mellem spændstig frugt, frisk (især mælke-) syre og fine tanniner.

Noelia Ricci Il Sangiovese Predappio 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Il Sangiovese Predappio 2018
Vinhus: Noelia Ricci
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Vinimondo
Pris: 129,-

Comment