Viewing entries in
Italien

Comment

Foradori Teroldego 2014

Hårdt arbejde ligger bag Elisabetta Foradoris succes med den folkekære, men i mange år oversete, lokale alpedrue Teroldego, og hendes basisvin er en, man trygt kan vende tilbage til igen og igen: Fyldig saft af granatæble, hyldebær, blåbær, tyttebær, sorte oliven og marokkansk mynte. Mild bitterhed, frisk syre og fine tanniner, årgang 2014 emmer stadig af energi. En vin med senede hænder, varmt hjerte og køligt temperament fra vinmarker rundt om Mezzolombardo på gammelt alpint flodleje med sand, kalksten og sedimenter af granit og porfyr. Spontangæret, et års lagring på cementtanke og store træfade, ufiltreret og ganske lavt sulfiteret.

Foradori Teroldego 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Teroldego 2014
Vinhus: Elisabetta Foradori
Område: Trentino
Land: Italien
Druesort: Teroldego
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Niche Vine
Pris: 185,-

Comment

Comment

Tre Monti Anabla 2018

ANABLA er navnet på de nye narrestreger fra Vittorio Navacchia, vinmageren på Tre Monti i Imola, Romagna. Denne gang er det en frisk skum af pære og fersken, med sprød syre og små, knitrende bobler og en tonic-agtig tørhed, der er på programmet. Da der ikke er anerkendte kategorier for pet nat eller frizzante til den lokale sort Albana, lusker han den under radaren med anagrammet Anabla. Økologisk dyrkede druer, høstet i august, gæringen startet med en pied de cuve og fuldført på flaske— flot håndværk. Tørstslukker, sorgedrukner og hemmelighed i én og samme flaske

Læs mere om Tre Montis vine her.

Tre Monti Vino Frizzante Anabla 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Anabla 2018
Vinhus: Tre Monti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Albana
Jordbund: Sand, mergel, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring sur lie
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Det Italienske Hus
(dog ikke i sortiment)
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Colombera & Garella Lessona Pizzaguerra 2013

Det nordlige Piemonte fortjener den fornyede interesse, området har fået i de seneste årtier. Længe før Langhe var områderne omkring Lessona, Gattinara, Ghemme, Boca og Bramaterra berømte for deres Nebbiolo: Kølige, lyse, livlige og længe levende vine med masser af struktur og dybe aromaer. En stigende stjerne er det unge talent Cristiano Garella, der laver naturnære og terroirtro vine hos familien Colombera. Deres Lessona Pizzaguerra er æterisk duftende og elegant struktureret med livlig syre og stramme, fine tanniner og en let metallisk mineralitet. Violer, skovjordbær, hindbær, læder, muld, salt. Ren Nebbiolo fra sandjorde, spontangæret på cementtanke, lang maceration og lagring på gamle træfade.

Colombera & Garella Lessona Pizzaguerra 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Lessona Pizzaguerra 2013
Vinhus: Colombera & Garella
Område: Alto Piemonte
Land: Italien
Druesort: Nebbiolo
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Winewise
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Fongoli Laetitia 2017

En smule solskin fra Angelo og Laetizia Fongoli i Montefalco. Masser af modne æbler, så æblekerner og mandler, subtile gærnoter og smidig tekstur. Druesorten er Trebbiano Spoletino, dyrket økologisk/biodynamisk på fede lerjorde, spontangæret, et døgns maceration og lagret sur lie. Angelo dedikerer denne vin til hustruen Laetizia; og han laver også en mere rustik orange udgave, Maceratum, og en fin mousserende, Bullarum.

Fongoli Laetitia 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Laetitia 2017
Vinhus: Fongoli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Trebbiano Spoletino
Jordbund: Ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supermarco
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Paraschos Orange One 2012

En livlig og let tilnærmelig orangevin fra Friuli: Paraschos familien har græske aner men griber her tilbage til et traditionelt Collio blend og den lokale tradition med skindfermentering i store træfade; og således bereder Ribolla, Malvasia og Friulano et festfyrværkeri af spændstig frugt og fine tanniner; tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, hyben, kaneldrys, strøget tændstik og ja— fyrværkeri! Økologisk dyrket og flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren naturvin, en forfriskende sag.

Paraschos Orange One 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Orange One 2012
Vinhus: Paraschos
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Ribolla Gialla,
Malvasia Istriana, Friulano
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
et par ugers maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Il Buco
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Fattoria Zerbina Pietramora 1998

En moden klassiker fra Sangioveses anden hjemstavn, Romagna, der har lidt den svære skæbne altid at skulle nævnes som nummer to. Pietramora fra Fattoria Zerbina er dog en født ener med sin stadigt saftige kirsebærfrugt, der nu toner over i tyttebær, blommeskind, pinjekerner, tørrede urter, muld, tørv, bålrøg, diesel. Dens markante tanniner er blødt op men støver stadig. Flot dybde og længde, et resultat af grundig selektion af Sangiovese dyrket som buskvine efter ældre lokal tradition — plus et lille skvæt af den sjældne sort Ancellotta. Spontangæret på tonneaux, tre ugers maceration og halvandet år på barriques. Seriøs Sangiovese!

Fattoria Zerbina Pietramora Sangiovese di Romagna 1998 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Pietramora 1998
Vinhus: Fattoria Zerbina
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Sangiovese, Ancollotta
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Pris: cirka 300,-

Comment