Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Domæne Gobelsburg Grüner Veltliner 2022

Go-to Grüner fra Gobelsburg, en hverdags Veltliner af høj klasse. Stålsat hvidvin med klassisk Kamptal udtryk, saftig frugt, stringent syre og kridtet tekstur. Den dufter af pærer, noget grønt, græsset og næsten eksotisk, og så safter pærerne igennem på tungen med lidt lime og pomelo i opløbet. Frisk syre, salt sprødme og let pebret krydring i eftersmagen. Let, læskende og særdeles alsidig i forhold til spiselige svinkeærinder. Svært ikke at elske en vin, der leverer mere end den lover og det til en ret fornuftig pris!

Flaske: Grüner Veltliner 2022
Vinhus: Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Bichel
Pris: 130,-
(85,- ved 12 stk.)

Comment

Comment

Salvatore Marino Turi Bianco 2022

Sjov siciliansk sommersaft fra Salvatore Marino på øens sydøstspids, Contrada Buonivini ved Pachino, hvor solen brager igennem, men Catarratto sørger for frisk citrus i metermål— og eksotisk frugt, små strejf af blomster og urter og et gran salt, meget Middelhavsagtigt og muntert. En naturlig tørstslukker med karakter og klasse, uklaret, ufiltreret og uden tilsat sulfit.

Flaske: Turi Bianco 2022
Vinhus: Salvatore Marino
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Azienda Vin
Pris: 185,-

Comment

Comment

Zuschmann-Schöfmann Grüner Veltliner Selektion 2020

Grüner Veltliner er i sæson, og skinner solen ikke udendøre, så gør den det i et glas fra Else Zuschmann og Peter Schöfmann 🌞 Selektion er særligt udvalgt fra marken Ralessen og vinificeret på afslappet, langsommelig vis— spontangæring, malolaktisk gæring og modning på gærresterne I 500 liters fade og flasket ufiltreret. En smule sløret i glasset men glasklar som en blå sommerhimmel i munden. Mild duft af grønne æbler og pærer og strejf af vildblomsthonning, saftig og syrefrisk på tungen med moden pære og grapefrugt, lang eftersmag med krydderurter og enghø. Herlig som læskedrik og en elegant ledsager til sommerens grønne spiser. Et naturligt take på en klassisk Weinviertel Grüner Veltliner — et fint supplement til parrets ligeledes anbefalelsesværdige versioner Löss og Muschelkalk.

Flaske: Grüner Veltliner Selektion 2020
Vinhus: Zuschmann Schöfmann
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Propperiet
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Benvenuti Malvazija Livio 2022

En mageløs Malvazija, som bærer sommeren i sig og generøst giver den videre! Livio er formidabelt forfriskende og forførende dybe dråber fra brødrene Albert og Nikola Benvenuti fra Kaldir ved Motovun i kroatiske Istrien, en vin, de har valgt at opkalde efter deres nu afdøde far, som længe var en ledestjerne blandt Istriens vinmagere; og vinen er legenden værdig. Druerne dyrkes økologisk og er håndhøstet fra vinmarker ved Turkovo og Motovun plantet i henholdsvis 1946 og 1962. Spontan gæring og maceration på ståltanke, modnet et år på gærresterne i store gamle egetræsfade og først frigivet efter et år på flaske. Seriøse sager med eminent lagringspotentiale men absolut elskelig allerede nu. Fine aromaer af akacie, lindeblomster og friske ferskner følges på tungen op med en lind strøm af citrus, fersken og abrikos, akaciehonning og bivoks, akkompagneret af en sirlig syre og en smeltende salt mineralitet. Saftig og mundvandsdrivende, stoflig og rig, raffineret og elegant.

Flaske: Malvazija Livio 2022
Vinhus: Benvenuti
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig ler og flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Pelican Wines
Pris: 215,-

Comment

Comment

Von der Vogelwaide Kane Grade Weiss 2022

Venlig vildskab fra Wachau. Daniel Vogelwaid, en tilflytter fra tyske Württemberg, og indfødt østrigske Michael Donabaum fra Spitz er Winzerparret og de frie fugle bag Von der Vogelwaide, som tilbyder et tiltrængt fugleperspektiv på det ofte en smule snæversynede Wachau. Økologisk og biodynamisk dyrkning, beskyttelse af biodiversitet og hårdt håndarbejde som arbejdsmoral, og nutidens ungdommelige unoder som spontangæring, skindkontakt og— oh ve, oh skræk— ufiltrerede cuvéer fra små fade! Kane Grade er dialekt for “ingen grader” med henvisning til de høje modenhedsgrader, som længe har været Wachaus svøbe, og den kommer som skum, hvid og rød. Den hvide er kvidrende aromatisk med grønne æbler, moden lime, citronverbena, søde grønne druer og en stenet, krydret bagkant. Svævende og saftig og samtidigt substantiel og med en vis kompleksitet, den er stukket sammen af skindfermenteret Grüner Veltliner, kort macereret Welschriesling og et skvæt Weissburgunder eller Müller-Thurgau fra direkte pres… smager som en flyvsk Federspiel, der har fået pip!

Flaske: Kane Grade Weiss 2022
Vinhus: Von der Vogelwaide
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner,
Welschriesling, Müller-Thurgau
Jordbund: Løss, ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Reduktivt
Pris: 220,-

Comment

Comment

Aveleda Solos de Granito Alvarinho 2021

Sommervin fra glitrende granit! Grønne æbler, lime, modne ferskner og små strejf af hindbær og roser. Syren er livlig men mild og teksturen finmasket, komplet modsat den hårde og grove granit, som vinstokkene står rodfæstet i. Vinho Verdes jordbund er præget af to forskellige stentyper, den magmatiske granit og den metamorfe skifer, hver for sig udforsket via Alvarinho i Aveledas terroir-fokuserede Solos serie. Aveleda er Vinho Verdes suverænt største producent med en produktion opdelt i flere linjer, fra det simple og masse-producerede til mere seriøse og terroir-fokuserede, og samtidigt arbejder de målrettet med bæredygtig omstilling. Solos de Granito er terroir-vin selekteret fra de granitholdige jorde— forholdsvist sure og næringsfattige— håndhøstet, nænsomt presset og koldgæret på ståltanke med modning på gærresterne i ni måneder. Vinho Verdes andet pedologiske ansigt, skifer, udforskes i den komplementære Solos de Xisto, som er mere floral og eksotisk frugtkrydret.

Flaske: Solos de Granito 2021
Vinhus: Aveleda
Område: Vinho Verde
Land: Portugal
Druesort: Alvarinho
Jordbund: Sand og granit
Dyrkningsform: Bæredygtigt
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment