Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2021

Saftig charme, luftig lethed og krystallinsk kølighed i Bründlmayers bedårende Riesling fra Heiligenstein i den allerede helgenkårede årgang 2021. Det her er sublimt stof at safte sig ned i, mens man venter på den mørkere og mere komplekse Alte Reben. Brise af hvide forårsblomster og nåleskov, en strøm af koldt kildevand med dråber af fast ferskenkød og liflig citrus, spændstig syre fint vævet sammen med en flintet mineralitet, milde noter af mandler, bivoks og røgsalt. Stilfærdigt storslået vin helt i vater!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Jysk Vin
Pris: 329,-

Comment

Comment

Schloss Vollrads Riesling Schlossberg Grosses Gewächs 2017

Økologisk dyrkning og bæredygtig tilrettelæggelse er rykket ind i et af Tysklands mest traditionsrige vinhuse, Schloss Vollrads i det ellers så konservative Rheingau. 2017 var en ret klassisk årgang, hvor klimaet dog drillede med sen frost i april og hærgende haglbyger i august. Vollrads altid udmærkede Winkler Schlossberg som Grosses Gewächs blev særdeles fast i kødet, med spændstig syre og en krystalklar mineralitet, vævet sammen med hvide blomster, modne gule mirabeller, røde bær og lette honningnoter.

2022 markerer slottets første år med fuld økologisk certificering og samtidigt konstruktionen af en ny kælder opbygget omkring energieffektivitet, f.eks. ved brug af tyngdekraft frem for pumper og selvforsyning med strøm fra egne solcelleanlæg. Slottet lægger desuden marker til en eksperimentel planteskole med mange forskellige kloner af Riesling, herunder gamle kloner hentet hjem fra Australien, som studeres med henblik på fremtidens vinavl i et varmere klima.

Flaske: Schlossberg GG 2017
Vinhus: Schloss Vollrads
Område: Rheingau
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Fürstlich Castell’sches Domäneamt Mittwoch 6. Apriles anno 1659 Silvaner 2019

Så blev det skærtorsdag og såmænd Silvaners fødselsdag 🥂 Det kan fejres med maner med Castells 6. Apriles anno 1659 Silvaner 2019, som glimrer let gyldent i glasset og sender en mildt røget duft med modne gule stenfrugter og pust hvide blomster op. Saftig, smidig og mineralsk i munden, med en spændstig syre og drivende våd pære, fersken, abrikos og ananaskirsebær. Struktureret og seriøs stil, 6,3 gram syre versus 1,9 gram restsukker. Druerne er selekteret fra husets klassificerede marker, køligt gæret på ståltanke og modnet på gærresterne på store træfade. En flot vin med tiden foran sig, fortjener luft og gerne et glas af den burgundiske slags — og måske hvide asparges, nu hvor påsken og foråret banker på døren.

De ældste skriftlige kilder til Silvaner er fra onsdag den 6. april 1659, hvor man plantede Silvaner-stokke på Kirchberg ved Castell. Dengang var navnet som regel Österreicher, en antydning af druens oprindelse længere tilbage. Mange myter har omgivet Silvaners nærmere ophav— at den skulle stamme fra Transsylvanien eller sågar Lilleasien— men mere akademiske studier i druens skriftlige historie og ikke mindst dens genetik gør en oprindelse i det østrigske så godt som sikker. Silvaner har vist sig at være en krydsning af en Traminer og den nu særdeles sjældne Österreichisch Weiss. Druen spredte sig i sin tid ud i hele det østrigske kejserrige, mens den i det nuværende Østrig næsten udelukkende findes i field blends. Formodentlig indførte cisterciensermunke sorten i det sydtyske, hvor kaldenavnet først var Österreicher. Castell har de ældste dokumenter fra 1659, hvorefter druen hurtigt tog Franken og store dele af Tyskland med storm, således var den allerede plantet på Würzburger Stein i 1665. Druen er i dag at finde i Alsace, i Alto Adige og i Schweiz samt i Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Kroatien; men siden 1659 er den stadig blevet mere og mere synonym med Franken.

Flaske: Apriles Silvaner 2019
Vinhus: Castell
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Chateau Dereszla Tokaji Furmint Dry 2021

Tør Tokaj erholdt for rene håndører, og de er givet godt ud; for det er en snorlige, sprød og forfriskende Furmint med saftig frugt, spændstig syre og summende mineralitet, som franskejede Chateau Dereszla frembringer fra den klassiske ungarske region. Druerne er høstet fra fortrinsvist vulkanske jordbunde, foruden Furmint en håndfuld Hárslevelű, gæret på rustfri ståltanke og modnet kort på gærresterne for at bevare den skarpskårne friskhed. Grønne og gule æbler og pærer, citrisk syre, mildt røgede og delikat hvidblomstrede noter, meget appetitvækkende. Vinhusets historie går mere end 600 år tilbage, til kong Zsigmonds regeringstid, navnet Dereszla første gang nævnes i en fortegnelse over tiendebetalinger. I de følgende århundreder var det i flere adelsfamiliers hænder, men efter Anden verdenskrig blev det nationaliseret og omdannet til et kooperativ. Efter det kommunistiske styres sammenbrud blev det i 2000 købt af den aristokratiske franske familie d'Aulan, som er velkendte fra Piper-Heidsieck i Champagne. De har hævet kvaliteten til fordums storhed med en gennemgående renovering af vinhuset, dog er den gamle og historiske vinkælder bevaret, som den var.

Flaske: Tokaji Furmint 2021
Vinhus: Dereszla
Område: Tokaj
Land: Ungarn
Druesorter: Furmint, Hárslevelű
Jordbund: Ler, tuf
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 110,-

Comment

Comment

Vina Grgić Pošip 2018

Pošip er i dag en udbredt sort i store dele af Dalmatien, men den stammer fra øen Korčula, hvorfra også Grgić høster sine druer. Den kombinerer en forfriskende syre og salt mineralitet med rig fylde og eksotisk frugt, lige dele middelhavssol og burgundisk finesse. Frisk, flintet og let røget duft og rig smag af grønne æbler, lime, moden citron og fersken, noter af pinjekerner, mandler og et strejf vanille. Vellavet vin, hvor man fornemmer både Adriaterhavets sol og en næsten burgundisk finesse, formfuldendt efter den 100-årige mester Miljenko Grgićs hoved. Grgić Vina er hans kroatiske projekt påbegyndt i 1996, men manden er selvfølgelig mest kendt som Mike Grgich fra Grgich Hills Estate i Napa og endnu mere for sin overraskende gode Chardonnay fra Chateau Montelena, som vandt i Steven Spurriers berømte og berygtede smagning i Paris i 1976.

Flaske: Pošip 2018
Vinhus: Grgić
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Kalksten og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Odinstal Riesling Muschelkalk 2019

Riesling med karakter af kalksten, fremragende fremkaldt af Andreas Schumann på det eneste ene Odinstal i Pfalz. Næsen er frisk, flintet og mildt røget med noter af grapefrugtskal, moden lime og et let strejf dieseldampe. I munden er den sprød og stoflig, med en fint kalket mineralitet, mundvands-fremkaldende syre og masser af saftig citrus og stenfrugt. En livlig Riesling med både blødhed og dybde. Muschelkalk er en af tre terroir- og jordbunds-specifikke aftapninger fra Odinstal, de andre to er fra henholdsvis basalt og buntsandstein. Alle dyrkes de biodynamisk og vinificeres på så minimalistisk sæt og vis, som man dømmer muligt; og det bliver altid spændende vin. Læs om brodervinen Basalt her.

Flaske: Riesling Muschelkalk 2019
Vinhus: Odinstal
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 350,-

Comment