Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Dvanajščak-Kozol Pušipel Classic 2020

Knusende sprødt og saftigt, syrligt grønt æble i duft og ikke mindst smag. Saftigt flow med tørt stof. Ganske ligefrem smag med frisk frugt og små finurlige gæringsnoter. Grønne æbler, lime, ingefær, umoden fersken, ferskensten og urter. Frisk og ligefrem men meget mere end blot en simpel forfriskning.

Flaske: Pušipel Classic 2020
Vinhus: Dvanajščak-Kozol
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Grus, sand, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Štampar Pušipel Classic 2020

Stålsat kroatisk Furmint fra Meðimurje, med grøn vingummbamse og umoden fersken i en let flintet snude, som faktisk er ganske charmerende. Svirpende syre, stringent stil og knasende tør — kun 2 gram restsødme til at spille op mod 7,9 g syre! Lime, fersken, let vegetale noter. Ren, rank og rå men på en god måde.

Flaske: Pušipel Classic 2020
Vinhus: Štampar
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Grus, sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltank
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Jakopić Pušipel Classic 2019

Furmint fra en 48 år gammel mark, den for tiden ældste af sin slags i Štrigova, klassisk vinificeret og flasket under navnet Pušipel, som er det lokale kaldenavn i Meðimurje i det nordlige Kroatien. Mild duft med fine noter af nyslået hø. Rund, blød og glat i munden, med masser af moden citrus og lettere eksotisk stenfrugt i smagen. Livlig syre, ret stringent finish og mineralsk eftersmag, flot balanceret og bemærkelsesværdig kompleks.

Flaske: Pušipel Classic 2019
Vinhus: Jakopić
Område: Meðimurje
Land: Kroatien
Druesort: Furmint
Jordbund: Sand, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2020

Det lyser op i det mørke nord: Dansk vin med nordisk kølighed, strålende friskhed og masser af liv. Liva er Stokkebyes mest seriøse hvidvin, af økologisk dyrket Solaris, spontangæret og modnet på træfade af finere fransk herkomst. Stingent syre spiller op mod en moden, sødmefuld frugt og fuldendes i en mildt urtet og krydret eftersmag. Saftig frisk fersken, abrikoser og mango; med tørret lime, saltsyltede grønne hyldebær og frodig urtehave som små antydninger under en gryende forårssol. 2020 var dansk sommer, som vi kender den bedst— solskin og hedebølger blandet op med regnskyer og skybrud— men lidt lunere og lysere end gennemsnittet, særligt sidst på sæsonen. Solaris trives og tegner fortsat lovende, og Liva er fremdeles en af de bedste flasker.

Flaske: Liva 2020
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 249,-

Comment

Comment

Weingut Fußer Ruppertsberger Riesling 2019

Drivende saftig og knastør Riesling fra den dynamiske brødreduo Martin og Georg Fußer i Pfalz. Sprød saft med moden citrus, gule hindbær, gule mirabeller, abrikoser og ananas, knusprig syre spreder ringe i vandet og runder af i en salt eftersmag. Et forfriskende fluidum formedelst fuldmodne, biodynamisk dyrkede druer fra Reiterpfad ved Ruppertsberg, forvitret sandsten afvekslet af kalksten. En finere enkeltmarksaftapning fra den bedste parcel med de modneste druer fremstilles også; men til hverdage i februar lyser denne her rigeligt op som middagssolen i juli. Håndhøstet, helklasepresset, spontangæret på ståltanke, modnet et år på gærresterne, godt en tiendedel på Halbstückfässer.

Flaske: Ruppertsberger 2019
Vinhus: Weingut Fußer
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vild med Vin
Pris: 219,-

Comment

Comment

Michael Gindl Weissburgunder Sodalis 2018

Hestevin med vrinsk og spark! Michael Gindls Weissburgunder er en livlig og forfriskende aftapning af sorten, en karakterfast og kompleks hvidvin med fine noter af flint, frisk citrus, kærnemælk, macadamianødder og sydesalt. Rent trav omend spontangæret, ufiltreret og tøvende sulfiteret. Fra 35 år gamle Weissburgunder-stokke på en særligt sandstensholdig mark, som udelukkende kultiveres med hånd- og hestekraft— Sodalis betyder kammerat på latin— en rigtig bondegårdsvin! Kun 17 år gammel overtog Michael Gindl driften af familiegården i Weinviertel i 2002, og han begyndte langsomt men sikkert at genbefolke den med husdyr: Høns, dværgfår, bjerggeder, højlandskvæg og heste. Biodiversitet og håndværk er i højsædet, og siden 2013 er alle hans vine Demeter-certificerede.

Flaske: Sodalis Weissburgunder 2018
Vinhus: Michael Gindl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
fire dages skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 425,-

Comment