Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2020

Det lyser op i det mørke nord: Dansk vin med nordisk kølighed, strålende friskhed og masser af liv. Liva er Stokkebyes mest seriøse hvidvin, af økologisk dyrket Solaris, spontangæret og modnet på træfade af finere fransk herkomst. Stingent syre spiller op mod en moden, sødmefuld frugt og fuldendes i en mildt urtet og krydret eftersmag. Saftig frisk fersken, abrikoser og mango; med tørret lime, saltsyltede grønne hyldebær og frodig urtehave som små antydninger under en gryende forårssol. 2020 var dansk sommer, som vi kender den bedst— solskin og hedebølger blandet op med regnskyer og skybrud— men lidt lunere og lysere end gennemsnittet, særligt sidst på sæsonen. Solaris trives og tegner fortsat lovende, og Liva er fremdeles en af de bedste flasker.

Flaske: Liva 2020
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 249,-

Comment

Comment

Weingut Fußer Ruppertsberger Riesling 2019

Drivende saftig og knastør Riesling fra den dynamiske brødreduo Martin og Georg Fußer i Pfalz. Sprød saft med moden citrus, gule hindbær, gule mirabeller, abrikoser og ananas, knusprig syre spreder ringe i vandet og runder af i en salt eftersmag. Et forfriskende fluidum formedelst fuldmodne, biodynamisk dyrkede druer fra Reiterpfad ved Ruppertsberg, forvitret sandsten afvekslet af kalksten. En finere enkeltmarksaftapning fra den bedste parcel med de modneste druer fremstilles også; men til hverdage i februar lyser denne her rigeligt op som middagssolen i juli. Håndhøstet, helklasepresset, spontangæret på ståltanke, modnet et år på gærresterne, godt en tiendedel på Halbstückfässer.

Flaske: Ruppertsberger 2019
Vinhus: Weingut Fußer
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Vild med Vin
Pris: 219,-

Comment

Comment

Michael Gindl Weissburgunder Sodalis 2018

Hestevin med vrinsk og spark! Michael Gindls Weissburgunder er en livlig og forfriskende aftapning af sorten, en karakterfast og kompleks hvidvin med fine noter af flint, frisk citrus, kærnemælk, macadamianødder og sydesalt. Rent trav omend spontangæret, ufiltreret og tøvende sulfiteret. Fra 35 år gamle Weissburgunder-stokke på en særligt sandstensholdig mark, som udelukkende kultiveres med hånd- og hestekraft— Sodalis betyder kammerat på latin— en rigtig bondegårdsvin! Kun 17 år gammel overtog Michael Gindl driften af familiegården i Weinviertel i 2002, og han begyndte langsomt men sikkert at genbefolke den med husdyr: Høns, dværgfår, bjerggeder, højlandskvæg og heste. Biodiversitet og håndværk er i højsædet, og siden 2013 er alle hans vine Demeter-certificerede.

Flaske: Sodalis Weissburgunder 2018
Vinhus: Michael Gindl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Lehm, løss, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
fire dages skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 425,-

Comment

Comment

Coronica Gran Malvazija 2019

Hvide blomster, der vajer i vinden, akacie, isis og lind, og milde stænk af morgendug, drivvåde nashipærer, hvide ferskner, akaciehonning, mandler og havsalt, en saftig og silkeglat creme med blid syre og vægtløs tyngde. Som en dråbe fanger lys kan Moreno Coronica indfange landskab, tradition og stemning i sin vin, nærmere bestemt Malvazija fra det nordvestlige Istrien nær Adriaterhavskysten; og som Malvazija er Moreno en integreret del af landskabet. Omringet af olivenlunde og egeskove og blæst godt igennem af Bura-vinden fra Alperne står hans vinstokke dybt rodfæstet i den røde istriske muld, den jernholdige crljenica. Rigt grønt bunddække, skånsom beskæring og stærkt selektiv høst sikrer de bedste druer til Gran Malvazija, som gæres på ståltanke og modnes mindst 18 måneder på gærresterne og med så lav sulfit som skønnes muligt. En af Kroatiens bedste hvidvine, forfriskende nu og absolut lagringsværdig— læs mere her.

Flaske: Gran Malvazija 2019
Vinhus: Coronica
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Sur lie på stål
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Grabovac Kujundžuša 2021

Minder om sommer, delikate dalmatiske dråber, læskedrik i 3D. Denne sjældne sag er en let, slank og mild hvidvin, som safter igennem med lime, moden citron, gule mirabeller, kumquats og akaciehonning. Syren er moderat men mundfølelsen mineralsk, næsten salt og særdeles forfriskende, en læskende opstrammer, som ikke mindst er et fund til prisen. Kujundžuša er druen, Grabovac er vingården og Kroatien oprindelsen. Ante Grabovac etablerede sit eget vinhus i begyndelsen af 1990'erne, men familien har været vinbønder i generation, helt tilbage til 1812. De holder til ved Imotski i det dalmatiske indland (Dalmatinska Zagora), og fra første færd besluttede Ante sig for først og fremmest hellige sig de sjældne lokale druesorter Kujundžusa, Trnjak og Vranac. Han var samtidigt hurtig til at forstå fordelene ved vindyrkning på bakkeskråningerne i dalen og plantede derfor nye vinmarker der. I dag har han fået selskab af næste generation, sønnerne Milan og Nikola Grabovac samt deres fætter Mislav Maršić. De fremstiller vin fra godt 25 hektarer vinmarker rundt om i Imotski-dalen, hvide såvel som røde foruden en interessant Kujundžuša Riserva med 40 dages skindkontakt.

Flaske: Kujundžusa 2021
Vinhus: Grabovac
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Kujundžusa
Jordbund: Sand, karst
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Forhandler: f.eks. Wine&more
Pris: cirka 75,-

Comment

Comment

Weingut Riffel Riesling Scharlachberg trocken 2019

Scharlachberg, en farverig Riesling fra lige så farverige Erik og Carolin Riffel i Rheinhessen. Fyrig frugt, isnende syre og krydret, mineralsk kompleksitet. Den er rig på saftig fersken- og abrikosfrugt med mørkere noter af solbær og hyldebær, små strejf af anis, fennikel- og bukkehornsfrø og en fin mineralsk understrøm i dens bløde fylde, fortættede sommerdage og sommernætter. Erik og Carolin har omstillet familiens vinhus til biodynamisk drift, for at styrke jordens sundhed og fremme biodiversiteten i deres marken, men ikke mindst for at højne stedsansen og kvaliteten i deres vine. Den varme og solrige årgang 2019 resulterede i meget modne druer, der blev høstet i slutningen af september. Tolv timers maceration og gæring på store gamle fade, modning på gærresterne og flaskning den følgende sommer. Binger Scharlachberg er en af de få rigtige Steillagen i Rheinhessen (20-50% hældning) og betragtes som husets bedste vinmark. Den ligger som sydvendt skråning for enden af Binger Rochusberg, og undergrunden består af kvarsit med enkelte skiferindslag. Den stenede jordbunds høje jernindhold farver den skarlagensrød, heraf navnet, som kan spores helt tilbage til 1248. Det er distinkt terroir, og det smager man!

Flaske: Scharlachberg trocken 2019
Vinhus: Weingut Riffel
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig lehm, kvartsit, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 419,-

Comment