Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Weingut Riffel Riesling Scharlachberg trocken 2019

Scharlachberg, en farverig Riesling fra lige så farverige Erik og Carolin Riffel i Rheinhessen. Fyrig frugt, isnende syre og krydret, mineralsk kompleksitet. Den er rig på saftig fersken- og abrikosfrugt med mørkere noter af solbær og hyldebær, små strejf af anis, fennikel- og bukkehornsfrø og en fin mineralsk understrøm i dens bløde fylde, fortættede sommerdage og sommernætter. Erik og Carolin har omstillet familiens vinhus til biodynamisk drift, for at styrke jordens sundhed og fremme biodiversiteten i deres marken, men ikke mindst for at højne stedsansen og kvaliteten i deres vine. Den varme og solrige årgang 2019 resulterede i meget modne druer, der blev høstet i slutningen af september. Tolv timers maceration og gæring på store gamle fade, modning på gærresterne og flaskning den følgende sommer. Binger Scharlachberg er en af de få rigtige Steillagen i Rheinhessen (20-50% hældning) og betragtes som husets bedste vinmark. Den ligger som sydvendt skråning for enden af Binger Rochusberg, og undergrunden består af kvarsit med enkelte skiferindslag. Den stenede jordbunds høje jernindhold farver den skarlagensrød, heraf navnet, som kan spores helt tilbage til 1248. Det er distinkt terroir, og det smager man!

Flaske: Scharlachberg trocken 2019
Vinhus: Weingut Riffel
Område: Rheinhessen
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig lehm, kvartsit, skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Kjær & Sommerfeldt
Pris: 419,-

Comment

Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2011

Moden Riesling med cremet fylde, æterisk krydring og mørk mineralitet. Dyb duft af akaciehonning og bivoks, milde noter af lanolin og petroleum. I smagen er der modne stenfrugter og kandiseret citrus, pæn volumen og viskositet, en stadigt dansende syre og et delikat tørt finish. Fokuseret og kompleks, viser Rieslings modnings- og lagringspotentiale i Plešivica. Druerne er dyrket på marken Laškovec, en stejl skråning ved landsbyen Okić, hvor stokkene står rodfæstet i kalkholdig mergel. Sen høst og spontangæring på store, gamle træfade, modnet på gærresterne.

Flaske: Rajnski Rizling 2017
Vinhus: Korak
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,9%
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Korak Rajnski Rizling Laškovec 2017

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Rajnski Rizling 2017
Vinhus: Korak
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut Hirsch Rieling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021

Hirsch er igen på spring med en ny nydelig Riesling i sortimentet: Rotfels er første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, som er særligt rig på den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Far Josef erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden, og indtul nu er de indgået i den vanlige Erste Lage vin. Ifølge Johannes Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende Zöbinger Heiligenstein. Rotfels er saftspændt, stoflig og righoldig, fuld af hvid fersken, litchi og lime, med fyrig syre og en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. En funklende stjerne og vaskeægte Hirsch vin! Høstet midt i oktober, presset af hele klaser, kølig gæring og modning på gærresterne i store træfade frem til maj, flasket i juli og frigivet i september.

Flaske: Heiligenstein-Rotfels 2021
Vinhus: Weingut Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 500,-

Comment

Comment

La Biancara Sassaia 2009

Garganega i de højere luftlag: Løftet, æterisk næse med flint, røgelse og myrra skær. Modne pærer og kvder i smagen, spændstig syre og smidigt stof, tørrede abrikoser, kumquats, bergamot, mandler og hø; har noter af hvid balsamico, gueuze eller anden lambic broderet ind i stoffet. Humørhævende, mundvandsdrivende, tankevækkende vin. I yngre aftapning er den anderledes ligefremt forfriskende, med saftige pærer, ananas, kandiseret citrus, et hint af grøn banan og bivoks. Sassaia er skabt af druer fra Sorio-bakkerne lige omkring vinhuset, den ene halvdel med en håndfuld dages skindkontakt, den anden halvdel direkte presset af hele klaser. Gæret og modnet på store gamle egetræsfade, flasket uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren fornøjelse.

Flaske: Sassaia 2009
Vinhus: La Biancara
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Garganega, Trebbiano
Jordbund: Lehm, basalt
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist skindfermenteret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: lieu-dit
Pris: 160,-
(nyere årgange)

Comment

Comment

Domaine Weinbach Riesling Schlossberg 2018

Rig og raffineret Riesling fra Alsaces største cru og nogle af områdets dygtigste og dydigste vinmagere. Duften åbner med en fin brise af hvide blomster, og i smagen springer der stille og roligt moden citrus, fersken og papaya frem, men først og fremmest slås man af den fløjlede fylde, milde stoflighed og smidige syrestruktur. Intens og sofistikeret saft med salt mineralitet i eftersmagen. 2018 var en vanvittigt varm årgang, hvilket afspejles en blidere syre og højere alkohol end vanligt, men balancen holder, sandsynligvis som følge af de mere end 60 år gamle stokkes store rodnet og den biodynamiske dyrkning. Familien Faller overtog Domaine Weinbach i 1898. De slog senere ind på biodynamisk dyrkning i 1998, modtog officielt Demeter-certifikation i 2005, og alle deres vine har været certificerede siden 2010. Huset ligger lige ved Schlossberg, Alsaces ældste og største Grand Cru, som strækker sig fra Kientzheim til Kaysersberg, hele 80 hektarer, hvoraf Weinbach besidder godt 8. Schlossbergs sydvendte, terrasserede skråninger hviler på ren granit og gnejs dækket af et tyndt lag sand. Et superbt terroir til tør Riesling med mineralsk nerve, og Cuvée Sainte Catherine er en sand klassiker.

Flaske: Riesling Schlossberg 2018
Vinhus: Domaine Weinbach
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Granit, sand
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Philipson Wine
Pris: 540,-

Comment